Kendelse af 17-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren afgik ved døden i foråret 2017. Klagerens dødsbo er indtrådt i klagesagen.

Klageren drev virksomheden ”[virksomhed1]” med CVR-nr. [...1] i personligt regi. Virksomheden blev startet i 1958 og blev drevet fra egne produktionslokaler på 416 m2. V

Produktionen bestod efter det oplyste fra starten og helt frem til 2001 af fremstilling af teaktræsmøbler, hovedsagelig til det amerikanske marked. En afmatning på det amerikanske marked betød dog, at [virksomhed1] måtte stoppe helt med afsætning til det amerikanske marked i 2001. I 2001 solgte [virksomhed1] derfor de sidste teaktræsmøbler samt skabeloner m.v. til en virksomhed, der ønskede at fortsætte produktionen heraf.

I 2001 påbegyndtes produktionen af mørke mahognimøbler til det danske marked. Produktionen bestod af fremstilling af borde, og omfattede en produktion af 12-13 forskellige modeller af sofaborde, lampeborde, spiseborde m.v.

Det er oplyst, at klageren blev udlært som møbelsnedker i 1945, og via sin ansættelse hos blandt andet [virksomhed2], et selskab i [by1] på Fyn, og hos [virksomhed3] A/S i [by2] har oparbejdet sine kompetencer og kundskaber som maskinsnedker. I forbindelse med etableringen af virksomheden i 1958 opsagde klageren sit faste job, og indtægten fra virksomheden var klagerens eneste indtægt indtil han gik på pension i 1990.

Ifølge SKATs oplysninger har klagerens virksomhed udvist følgende resultater i perioden fra 1998 til 2010, kr.:

Virksomhedens regnskabsår løb fra den 1. oktober til den 30. september. Ifølge virksomhedens regnskaber kan resultater af virksomheden for de påklagede år specificeres som følge, kr.:

Klageren har oplyst, at virksomheden var under afvikling i 2014, og at produktionen var berostillet, indtil virksomheden havde fået afsat en større del af de allerede producerede møbler.

Af klagerens virksomhedsregnskaber for indkomstårene 2014-2016 fremgår følgende årsresultater efter renter, kr.:

Klagerens repræsentant har oplyst, at maskinerne og varelageret blev solgt i 2016, da klageren flyttede på plejehjem.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 64.137 kr. for indkomståret 2011, på 158.363 kr. for indkomståret 2012 og på 97.893 kr. for indkomståret 2013, idet klageren ikke er anset for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”SKAT har modtaget kopi af dine regnskaber for årene 2010-2012, råbalance for 2013 samt redegørelse for virksomhedens forventninger til fremtiden. På dette grundlag samt foreliggende oplysninger jf. under punkt 1.1 har SKAT vurderet virksomheden.

Kendetegnende for selvstændig erhvervsvirksomhed er, at der for egen regning og risiko drives en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud.

Hvorvidt der i skattemæssig henseende er tale om erhvervsmæssig virksomhed, beror på en konkret vurdering, hvori bl.a. indgår, om virksomheden udøves med henblik på rentabel drift (rentabilitetskravet) og omsætningens størrelse (intensitetskravet).

Heri ligger et krav om, at virksomheden kan give et overskud, der er tilstrækkeligt stort til at bevare og forrente den investerede kapital og samtidig honorere den arbejdsindsats, som lægges i virksomheden. Der lægges således betydelig vægt på, om der er tale om rentabilitet.

Det accepteres, at en virksomhed i en opstartsfase har underskud, men normalt vil man lukke virksomheden indenfor en kort årrække, hvis det konstateres, at den ikke er rentabel.

Som udgangspunkt vil det ikke være muligt at opretholde en tabsgivende virksomhed med mindre der er andre indtægter, som giver indehaveren et økonomisk rygstød, som gør det muligt at videreføre virksomheden.

Herudover skal det tilsigtes at opnå et rimeligt driftsresultat. Her gælder dog, at såfremt driften, selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende, så kan virksomheden ikke anses for at være erhvervsmæssigt drevet. Et rimeligt driftsresultat vil efter praksis kræve, at virksomheden efter driftsmæssige afskrivninger, men før renter, har udsigt til på længere sigt at give et resultat omkring 0 eller til at blive overskudsgivende.

Ud fra de foreliggende oplysninger har SKAT ikke anset din virksomhed med møbelfremstilling som erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende for årene 2011 -2013. Det er SKATs vurdering, at den ikke vil blive overskudsgivende og dermed rentabel. Driftsresultaterne giver heller ikke plads til en rimelig aflønning (driftsherreløn) af din formodet arbejdsindsat i virksomheden.

Ved vurderingen er der endvidere lagt vægt på følgende:

Betingelserne for fradrag for underskud er derfor ikke opfyldt i henhold til statsskattelovens § 6, stk. l, litra a, hvorfor fradrag for underskud af virksomheden i årene 2011 - 2013 ikke kan godkendes.

Såfremt virksomheden giver overskud fremadrettet skal der dog ske beskatning, jf. statsskattelovens§ 4.

Indkomsten reguleres således:

Indkomståret 2011:

Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed64.137 kr.

Indkomståret 2012:

Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed158.363 kr.

Indkomståret 2013:

Ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed97.893 kr.”

[...]

”1.5 SKATs afgørelse

Ud fra de foreliggende oplysninger og fremførte bemærkninger fastholder SKAT, at din virksomhed ikke er erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende for årene 2010 - 2012. Det er

SKATs vurdering, at virksomheden ikke på længere sigt vil blive overskudsgivende og dermed rentabel.

Din revisor er ikke kommet med yderligere faktuelle oplysninger. SKAT har ikke betegnet din virksomhed som hobbyvirksomhed, den er vurderet ikke at være erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende på grund af blandet andet manglende rentabilitet.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for virksomhedsunderskud på 64.137 kr. for indkomståret 2011, 158.363 kr. for indkomståret 2012 og 97.893 kr. for indkomståret 2013, idet klagerens virksomhed må anses som en erhvervsmæssig virksomhed.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt den af [person1] drevne virksomhed med møbelfremstilling - "[virksomhed1]" med CVR-nr. [...1] - er at anse som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende med heraf følgende adgang til at fratrække det realiserede underskud for de omhandlede indkomstår. SKAT er af den opfattelse, at virksomheden ikke kan anses for en erhvervsmæssig virksomhed, hvilket blandt andet er begrundet med, at virksomheden ikke vil blive overskudsgivende og dermed rentabel. Det er heroverfor vores opfattelse, at møbelvirksomheden er at anse som en erhvervsmæssig virksomhed, idet der er tale om en virksomhed, der har eksisteret siden 1958, og som gennem hele sin levetid har haft en betydelig omsætning, har haft flere ansatte, og som for indeværende er i færd med at tilpasse sig den aktuelle situation for møbelproducenter i Danmark.

PÅSTAND

Der nedlægges påstand om, at [person1]s skatteansættelse for indkomståret

2011 nedsættes med kr. 64.137,

2012 nedsættes med kr. 158.363, og

2013 nedsættes med kr. 97.893.

SAGSFREMSTILLING:

For en nærmere belysning af de faktiske omstændigheder i sagen henvises i første omgang til sagsfremstillingen indeholdt i SKATs afgørelse af den 6. juni 2014, jf. bilag 1.

ANBRINGENDER:

Det gøres helt overordnet gældende, at den af [person1] drevne møbelfremstillingsvirksomhed er at anse som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

Til støtte herfor skal der henvises til, at der i de omhandlede indkomstår har været en omsætning af betydelig størrelse i virksomheden, ligesom der også har været ansatte i virksomheden. Der er tale om specialfremstillede møbler som virksomhedens to tilknyttede sælgere, der er provisionsaflønnede, afsætter til møbelforretninger. Videre bemærkes, at der er tale om en fremstillingsvirksomhed, der har eksisteret siden 1958, og som drives fra egne produktionslokaler på cirka 500 m2.

Møbelbranchen har ligesom mange andre brancher være hårdt ramt af finanskrisen, hvilket også gælder "[virksomhed1]".

At der har været en generel nedgang i branchen fratager selvsagt ikke den enkelte virksomhed dens erhvervsmæssige karakter, jf. eksempelvis Landsskatterettens afgørelse af den 22. november 2013, j.nr. 12-0191291, hvor Landsskatteretten anerkendte, at en virksomhed baseret på salg af designermøbler og -varer var at anse som en erhvervsmæssig virksomhed på trods af flere års underskud. Landsskatteretten henviste ved afgørelsen af sagen blandt andet til " ... karakteren af de forhandlede produkter og den effekt den økonomiske krise har haft på virksomhedensindtjeningsgrundlag ... ".

Det gøres gældende, at der på tilsvarende vis i nærværende sag skal henses til karakteren af de forhandlede produkter samt finanskrisens indvirkning på salget af disse varer.”

Klageren har endvidere fremsendt et supplerende indlæg af 13. november 2014, hvor klageren har anført yderligere begrundelse for sine påstande:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at [person1] er berettiget til at fradrage underskuddene fra virksomheden for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skattemæssigt kan en virksomhed klassificeres som en erhvervsmæssig virksomhed eller som en ikke­ erhvervsmæssig virksomhed (oftest benævnt hobbyvirksomhed). Fælles for begge virksomhedstyper er, at de i virksomheden opnåede indtægter er skattepligtige i medfør af statsskattelovens § 4. Virksomheds typerne adskiller sig dog, for så vidt angår muligheden for at fratrække udgifterne.

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fremgår følgende:

"Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

Statsskatteloven indeholder ingen bestemmelse om, at de fradragsberettigede udgifter ikke må overstige indtægterne og derved skabe underskud. I personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1, fremgår det, at udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst. I forlængelse heraf anføres følgende i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, afsnit 3.1.1. "Afgrænsning mellem lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende":

"Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et overskud. "

Dette indebærer, at underskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed med hjemmel i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er fradragsberettiget. For en erhvervsmæssig virksomhed gælder således, at alle udgifter, der i indkomståret er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, vil være fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Modsat følger fradragsretten for udgifter afholdt i en ikke-erhvervsmæssig virksomhed det skatteretlige nettoindkomstprincip, hvorefter indkomsten opgøres under et som forskellen mellem summen af samtlige skattepligtige indtægter og summen af samtlige fradragsberettigede udgifter. Dette betyder, at den ikke-erhvervsmæssige virksomhed alene vil kunne godkendes fradrag for driftsudgifter med et beløb svarende til indkomsten.

Afgørende for fradragsretten i nærværende sag er således, om [virksomhed1] kan betegnes som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

Ved vurderingen af, hvorvidt en virksomhed i skattemæssig henseende har været anlagt og drevet erhvervsmæssigt forsvarligt, lægges der i praksis vægt på, om virksomheden har haft et vist omfang, samt om virksomheden er etableret med udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats. Dette medfører, at der blandt andet lægges vægt på virksomhedens omsætning og resultater samt den af indehaveren tilrettelagte driftsform.

Det er imidlertid afgørende, at der foretages en samlet, konkret vurdering, hvori alle relevante forhold vedrørende den konkrete virksomhed inddrages. Dette synspunkt kommer til udtryk i Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.C.1.3.1 med overskriften "Generelt om afgræsningen af erhvervsmæssig virksomhed over for ikke erhvervsmæssig virksomhed", hvor følgende blandt andet anføres:

"I tvivlstilfælde må bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden. I denne vurdering skal alle relevante forhold inddrages. "

I det nævnte afsnit i Den juridiske vejledning opregnes i forlængelse heraf de momenter, der har været lagt vægt på i praksis. Det fremgår heraf, at:

"De relevante momenter, der har været lagt vægt på i praksis, har bl.a. været om

Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om virksomheden er erhvervsmæssig. Det afhænger bl.a. af, hvilken type virksomhed, der er tale om, men rentabilitets­ betragtningen har været lagt til grund i mange afgørelser. "

I Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.C.1.1.1 "Begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed" under overskriften "Kort om begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed" anføres følgende om afgræsningen mellem selvstændig erhvervsvirksomheder og hobbyvirksomheder:

"Skattelovgivningen indeholder ikke en egentlig definition på begrebet selvstændig erhvervs­ virksomhed. (...)

Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, og virksomheden må ikke være af helt underordnet omfang.

Skattepligtige, der driver egen fremstillingsvirksomhed inden for industri, håndværk og landbrug, vil normalt blive anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende.

...

Hobbyvirksomheder har på den ene side fælles træk med erhvervsvirksomhed, men er på den anden side karakteriseret ved, at systematisk indtægtserhvervelse ikke er det afgørende formål for skatteyderen. Visseformer for virksomhed synes således ofte at have private formål som de primære. Disse private formål kan f.eks. være boligformål, eller sportsinteresser, som f.eks. ridning, hestevæddeløb, sejlads, eller det kan være dyrehold, som f.eks. heste, kaniner, fjerkræ eller lignende. Udtrykket hobbyvirksomhed anvendes dog også om virksomhed, der ikke har dette præg affritidsinteresser, men som i øvrigt ikke opfylder kriterierne for at være erhvervsmæssig, f.eks. kravet om rentabilitet. "

Ovenstående citat fra Den juridiske vejledning indebærer, at der ved produktionsvirksomheder inden for industri, håndværk og landbrug gælder en formodning for, at virksomheden er erhvervsmæssigt drevet. Der skal i den forbindelse særligt henvises til en ikke-offentliggjort afgørelse fra skatteankenævnet af den 22. august 2013, j.nr. 13-0074146, samt Landsskatterettens kendelse af den 21. november 2013, j.nr. 12-0191291.

I skatteankenævnets afgørelse af den 22. august 2013, j.nr. 13-0074146, førte en samlet bedømmelse af virksomheden til, at den af skatteyderen drevne virksomhed med produktion og salg af egne kunstneriske produkter inden for tekstiler, glas og billedkunst var at anse som en erhvervsmæssig virksomhed. For god ordens skyld skal det bemærkes, at skatteankenævnets afgørelse af den 22. august 2013, j.nr. 13-0074146, vedlægges nærværende supplerende indlæg som bilag

I sagen havde skatteyderen etableret selvstændig virksomhed i slutningen af 1983 og opsagt sit faste job i forbindelse hermed. Det havde helt fra opstarten af virksomheden været skatteyderens vision at forhandle unikaprodukter. Virksomheden havde været drevet med underskud på i alt cirka kr. 760.000 i indkomstårene 2001-2011, hvoraf skattesagen vedrørte indkomstårene 2009, 2010 og 2011. Ifølge SKAT kunne skatteyderens virksomhed ikke anses for erhvervsmæssigt drevet i de pågældende indkomstår. Skatteankenævnet fandt dog, at skatteyderens virksomhed var erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende og anførte blandt andet følgende:

"Afgørelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, er ofte vanskelig. Afgørelsen er konkret, og alle momenter må inddrages. I praksis lægges der dog betydelig vægt på, om virksomheden er blevet drevet erhvervsmæssigt forsvarligt med udsigt til et rimeligt overskud, jf. Byrettens dom, gengivet i SKM2012.674.

Intensitetskravet

Ifølge retspraksis er det yderligere stillet som betingelse for, at en virksomhed kan anses for erhvervmæssig, at omsætningen har en vis minimumsstørrelse - det såkaldte intensitetskrav. SKAT har ikke i sin afgørelse anført at intensitetskravet ikke er opfyldt.

Det er repræsentantens opfattelse, at virksomheden siden opstarten i 1983 utvivlsomt har været drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet.

Skatteankenævnet deler denne opfattelse, idet det anses for ubestridt, at (skatteyderen) har de fornødne faglige forudsætninger for driften af virksomheden, og at den i øvrigt på enhver måde har været drevet professionelt. (...)

Rentabilitetskriteriet

Rentabilitetskriteriet indebærer, at der stilles et krav om overskud på den primære drift, et krav om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital og om arbejdsindsats. Kravet om en rimelig forrentning af den investerede egenkapital indebærer, at der også sker en forrentning af en eventuel fremmedkapital. I tilfælde, hvor der ydes en arbejdsindsats i virksomheden, stilles tillige krav om en rimelig driftsherreløn.

Rentabilitetskriteriet udelukker ikke, at virksomheden kan være erhvervsmæssig, selvom den giver underskud i en periode. En virksomhed kan dermed anses for erhvervsmæssig, uanset at den f eks. i opstartsfasen eller i en forbigående periode på grund af dårlige konjunkturer er underskudsgivende, herunder at der i disse perioder ikke er mulighed for forrentning af fremmed­ og/eller egenkapital eller for en driftsherreløn, når blot der er udsigt til, at virksomheden kan blive rentabel over en lidt længere periode.

SKAT begrunder sin afgørelse med, at anfører, at virksomheden har været underskudsgivende i en 11 årig periode, og at budgetter for årene 2012 og fremover ikke anses for at være realistiske.

Ankenævnet er som udgangspunkt enig med SKAT i, at der må foreligge helt særlige forhold såfremt en underskudsgivende virksomhed drives videre efter en periode på 11 år.

Det bemærkes dog, at underskud for indkomståret 2010 udgør 8.942 kr. og for 2011 15.401 kr. og at der for indkomståret 2012 er et overskud.

På baggrund af det oplyste om virksomhedens faktiske aktivitet i dag, markedsføringstiltag og fremlagte budgetter er det nævnets antagelse, at virksomheden fremover vil udvikle sig således, at der opnås et positivt resultat.

Virksomheden anses herefter for at være drevet erhvervsmæssigt. ”

Skatteankenævnet nåede således frem til, at virksomheden måtte anses for erhvervsmæssigt drevet med deraf følgende fradragsret for de realiserede underskud, selvom virksomheden havde givet underskud i en periode på 11 år.

I lighed hermed nåede Landsskatteretten frem til samme resultat i Landsskatterettens kendelse af den 21. november 2013, j.nr. 12-0191291.

Sagen vedrørte en skatteyder, der drev virksomhed med engroshandel af importerede varer. Virksomheden var opstartet i 2004 af en skatteyder i samarbejde med en bekendt tredjemand. Planerne blev dog hurtigt ændret, således at tredjemand ikke længere var en del af virksomheden, og virksomheden valgte som følge heraf at ændre navn. Virksomheden blev i stedet drevet af skatteyderen og dennes ægtefælle, hvoraf skatteyderens ægtefælle havde været fuldtidsbeskæftiget i virksomheden siden 2007. Skatteyderen drev derimod virksomheden sideløbende med sit daglige arbejde hos politiet, men deltog i virksomheden i blandt andet weekender og ferier.

Både skatteyderen og dennes ægtefælle havde mere end 25 års erfaring inden for detailbranchen, forinden virksomheden blev startet op. Virksomheden var distributør for flere forskellige kendte firmaer inden for interiør og accessories til hjemmet og havde indgået agenturkontrakter med flere større virksomheder i Europa.

Virksomheden havde givet underskud siden starten i 2004 og frem til 2010. Skattesagen vedrørte indkomstårene 2005-2010. Ifølge SKAT kunne virksomheden ikke anses for at være en erhvervsmæssig virksomhed, og SKAT mente derfor, at virksomhedens fortsatte drift måtte være motiveret af andre hensyn end driftsøkonomiske hensyn. Skatteyderens repræsentant gjorde blandt andet gældende, at underskuddene skulle tilskrives det forhold, at virksomheden for det første havde befundet sig i en opstartsfase i årene umiddelbart efter 2004 og herefter havde gennemgået en række omstruktureringer med henblik på tilpasning til den aktuelle markedssituation.

Efter en konkret afvejning fandt Landsskatteretten, at virksomheden måtte betragtes som en erhvervsmæssig virksomhed i skatteretlig forstand. Landsskatteretten udtalte blandt andet følgende:

"Det lægges til grund, at engros virksomheden (virksomhed2) siden 2004 har haft samhandel med diverse firmaer om salg af designermøbler m.v. på det danske marked, og at der har været en betydelig omsætning i en del af årene. Virksomheden er drevet af klageren og klagerens ægtefælle, der efter det oplyste har faglige forudsætninger for at drive en sådan type virksomhed.

(...)

På grundlag af ovenstående og under hensyn til at der er tale om en nyetableret virksomhed sammenholdt med karakteren af de forhandlede produkter og den effekt den økonomiske krise har indvirket på virksomhedens indtjeningsgrundlag. er det Landsskatterettens vurdering, at det forhold, at virksomheden siden start i 2004 og i en årrække herefter har været i en konstant negativ vækstperiode, ikke kan tillægges afgørende betydning. "

På baggrund af den nævnte praksis kan det udledes, at de forskellige momenter ikke tillægges lige stor betydning i alle tilfælde, idet der er tale om en samlet, konkret vurdering.

Det gøres gældende, at en samlet helhedsvurdering af forholdene vedrørende [virksomhed1] utvivlsomt fører til, at virksomheden må anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. Det gøres videre gældende, at [virksomhed1] på ingen måde kan sidestilles med en hobbyvirksomhed, og der derfor ikke er grundlag for at nægte fradragsret for de realiserede underskud.

Som anført ovenfor ser man ved vurderingen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssig henseende, blandt andet på, om virksomheden drives systematisk og professionelt.

I forlængelse heraf skal der henvises til Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.C.1.3.1 ”Generelt om afgrænsningen af erhvervsmæssig virksomhed over for ikke erhvervsmæssig virksomhed” under overskriften "Virksomhed af hobbykarakter -privat benyttelse", hvor følgende blandt andet anføres:

"Ved den type virksomheder, hvor indehaverens personlige indsats er det væsentligste aktiv, vil virksomheden ofte blive anset for at være en hobbyvirksomhed, medmindre den fremstår som professionelt anlagt hvad angår udstyr, drifts form og indehaverens uddannelse. "

I nærværende sag er der tale om en aktivitet, som på ingen måde kan forbindes med en hobbyvirksomhed.

[virksomhed1] har været drevet siden 1958, og har været [person1]s faste levebrød igennem cirka 56 år. Virksomheden har haft en betydelig omsætning gennem årene.

Derudover skal der særligt henses til, at virksomheden har et omfattende produktionsapparat, og i dag fremstår med et salgsbart varelager i størrelsesordenen kr. 500.000, samt med to professionelle salgsagenter tilknyttet. Ligeledes kan der ikke sås tvivl om, at [person1] besidder de faglige forudsætninger for at kunne drive virksomheden på en fuldt forsvarlig måde med en uddannelse som maskin- og møbelsnedker og erfaring fra branchen gennem næsten 70 år, må han således utvivlsomt anses for at besidde de nødvendige fagkundskaber. Derudover har virksomheden igennem alle årene fra 1988 til slutningen af 2013 haft en fuldtidsansat medarbejder, ligesom [person1] selv har lagt den arbejdskraft i virksomheden, som har været nødvendig.

Det gøres herefter sammenfattende gældende, at [person1]s virksomhed har været drevet på en professionel måde, ligesom virksomheden har et tilstrækkeligt omfang til trods for, at virksomheden i nogle indkomstår har givet underskud.

Ved bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, henses der i praksis endvidere til virksomhedens rentabilitet. Dette indebærer, at virksomheden som udgangspunkt skal have udsigt til at opnå en fortjeneste, der står i rimeligt forhold til den investerede kapital og arbejdsindsats.

I SKATs afgørelse af den 6. juni 2014 anføres det, at [person1]s møbelvirksomhed ikke kan anses som erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende, idet der ifølge SKAT ikke er udsigt til, at virksomheden vil blive overskudsgivende og dermed rentabel, ligesom driftsresultaterne ikke giver plads til en rimelig aflønning af [person1]s formodede arbejdsindsats i virksomheden.

Det fremgår af Den juridiske vejledning, jf. ovenfor, at rentabilitetskriteriet ikke udelukker, at virksomheden kan være erhvervsmæssig, selvom den giver underskud i en periode. En virksomhed kan således godt anses for erhvervsmæssig, selvom den i en periode på grund af dårligere konjunkturer eller lignende forhold er underskudsgivende.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at den globale finanskrises indtog i 2008 medførte, at flere selvstændigt erhvervsdrivende har befundet sig i en svær tid, hvilket der må tages hensyn til i forbindelse med vurderingen af, om virksomheden kan anses for erhvervsmæssigt drevet i skattemæssige hen­ seende.

Møbelbranchen har således ligesom mange andre brancher været hårdt ramt af finanskrisen, hvilket også gælder for [virksomhed1]. Dette fremgår tillige af artiklerne "Interstil forbedrer resultatet" af den 15. april 2011, "Møbelindustrien vokser igen" af den 12. november 2013, samt artiklen "Nyt stort underskud hos møbelgrossist" af den 30. juli 2014, fremlagt som bilag 8-10.

Det forhold, at der har været en generel nedgang i branchen, fratager selvsagt ikke den enkelte virksomhed dens erhvervsmæssige karakter, jf. eksempelvis den ovenfor kommenterede Landsskatteretsafgørelse af den 22. november 2013, j.nr. 12-0191291, hvor Landsskatteretten anerkendte, at en virksomhed baseret på salg af designermøbler og -varer var at anse som en erhvervsmæssig virksomhed på trods af flere års underskud. Landsskatteretten henviste ved afgørelsen af sagen blandt andet til:

"...karakteren af de forhandlede produkter og den effekt den økonomiske krise har haft på virksomhedens indtjeningsgrundlag ... ".

Der skal i den forbindelse endvidere henvises til Landsskatterettens kendelse af den maj 2004. j.nr. 2-5-1870-0921 (offentliggjort som SKM2004.244.LSR), hvor Landsskatteretten nåede frem til, at virksomheden kunne anses for etableret og drevet erhvervsmæssigt med deraf følgende fradragsret for de realiserede underskud.

I sagen havde en salgsdirektør startet egen selvstændig virksomhed i 1999 fra lejede lokaler. Virksomhedens aktivitet bestod af virksomhedsrådgivning. Virksomheden havde i årene 1999 og 2000 haft en omsætning på henholdsvis cirka kr. 25.000 og kr. 32.200 samt et underskud på henholdsvis cirka kr. 45.400 og kr. 13.900. Ved udgangen af 2000 berostillede skatteyderen virksomheden og genstartede den igen i 2003. Skattesagen vedrørte indkomstårene 1999 og 2000.

Skatteforvaltningen anførte blandt andet, at virksomheden ikke kunne anses for drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet og dermed ikke var tilrettelagt på en sådan måde, at virksomheden i skattemæssig forstand kunne anses for erhvervsmæssigt drevet.

Landsskatteretten var ikke enig med skatteforvaltningen heri og anførte bl.a. følgende ved afgørelsen af sagen:

"Efter en samlet vurdering anser Landsskatteretten klagerens virksomhed for etableret og drevet med erhvervsmæssig forsvarlig drift for øje.

Retten har ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren har haft de fornødne faglige forudsætninger for at drive virksomheden. Retten har videre lagt vægt på, at klageren forud for opstarten af virksomheden har foretaget undersøgelser af markedet og udarbejdet budgetter for virksomhedens drift.

Retten har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at omsætningen i virksomheden er stegt fra 24.492 kr. i 1999 til 32.216 kr. i 2000, samt at klageren er ophørt med virksomheden ved ud­ gangen af 2000 i erkendelse af, at driften af virksomheden ikke har opfyldt forventningerne samt i erkendelse af de generelle vanskelige vilkår for virksomheder indenfor den pågældende branche i 1999 og 2000. "

Det gøres gældende, at der på tilsvarende vis i nærværende sag skal henses til karakteren af de for­ handlede produkter samt finanskrisens indvirkning på salget af disse varer. Det er vores opfattelse, at en fradragsnægtelse i nærværende sag vil medføre, at samtlige virksomheder, der driver selvstændig virksomhed med underskud i en årrække, kan nægtes fradrag, selvom de utvivlsomt opfylder samtlige betingelser for at kunne karakteriseres som en erhvervsmæssig virksomhed i skattemæssig henseende.

Problemstillingen vedrørende fradragsnægtelse i sager om virksomheder, der drives med underskud i en årrække, og som på ingen måde kan sidestilles med hobbyvirksomheder, ses derimod, efter vores opfattelse, reelt set at vedrøre, om virksomheden kan anses som værende en igangværende virksomhed. En fradragsnægtelse i nærværende sag vil således kunne sidestilles med, at [virksomhed1] ikke længere kan anses som værende en igangværende virksomhed.

Der skal i den forbindelse henvises til Landsskatterettens kendelse af den 6. december 2012, j.nr. 11- 0299904, hvor Landsskatterettens godkendte en virksomheds udgifter som fradragsberettigede, idet der var tale om en igangværende virksomhed.

Sagen drejede sig om, hvorvidt virksomheden måtte anses for ophørt, og selskabet som følge heraf ikke var berettiget til at fradrage underskuddene i virksomheden. Selskabet var blevet stiftet som et I/S i 1975 og blev senere i 1981 omdannet til et aktieselskab. Selskabet drev virksomhed med salg af produkter til landbruget, herunder blandt andet "milkmeters" og "livestock weight scale indicators".

Selskabet havde ikke haft nogen indkomst i indkomstårene 2008 og 2009, men havde afholdt udgifter på henholdsvis kr. 2.718.692 i 2008 og kr. 1.481.970 i 2009. Ifølge SKAT indebar det, at udgiften ikke havde en kvalificeret tilknytning til indtjeningsprocessen i en igangværende virksomhed, og virksomheden derfor ikke bar præg af at være en igangværende virksomhed. Det var således SKATs opfattelse, at virksomheden var ophørt og derfor ikke igangværende på tidspunktet for afholdelse af udgifterne i 2008 og 2009.

Landsskatteretten udtalte indledningsvis, at en udgift skal være direkte knyttet til indkomsten, og at den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Dernæst anførte Landsskatteretten videre følgende:

"Under de foreliggende omstændigheder finder Landsskatteretten ikke, at der er basis for at anse (virksomhed) InC. for en ikke-igangværende virksomhed. Det forhold, at der ingen omsætning har været i virksomheden i indkomstårene 2008 og 2009 medfører ikke, at virksomheden ikke er igangværende. Der er ved vurderingen heraf lagt vægt på, at virksomheden har en løbende drift, som tidsmæssigt strækker sig over en længere periode end et indkomstår. ”

På baggrund heraf fandt Landsskatteretten, at virksomheden var berettiget til at fradrage de afholdte udgifter for indkomstårene 2008 og 2009.

Der skal videre henvises til Landsskatterettens kendelse af den 22. april 2013, j.nr. 12-0189391.

Sagen drejede sig om, hvorvidt et selskab med flydrift kunne fradrage underskuddene fra selskabets drift i indkomstårene 2009 og 2010. Selskabet var blevet etableret i 1993 med flydrift som erhvervsmæssig aktivitet. Efter en årrække var selskabet kommet i finansielle vanskeligheder. Indtil 2005 havde driften omfattet udlejning til skoleflyvning, og flyene havde efterfølgende været sat til salg, idet virksomheden havde haft underskud i alle årene efter 2005. Tre ud af selskabets fem fly var blevet solgt. Selskabet ønskede dog ikke at reducere prisen på de resterende fly, idet det var selskabets forventning, at flyene som minimum kunne sælges til den udbudte pris.

Ifølge SKAT var selskabet ikke berettiget til at fradrage underskuddene i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og anførte til støtte herfor blandt andet følgende:

"SKAT er enig i, at et selskab pr. definition anses for at drive erhvervsmæssig virksomhed, men det er også direktionens opgave, sammen med en eventuel bestyrelse, at sikre en økonomiskforsvarlig drift.

Virksomheden med flydrift anses ikke for at være indrettet (med formål) på en systematisk indtægtserhvervelse, eller overhovedet at have indtægtserhvervelse som det primære formål mere. Der har ikke udfoldet sig større bestræbelser for udlejning, f eks. i form af annoncering, og udlejningen har et endog meget begrænset omfang. Virksomheden med udleje af fly anses ikkefor erhvervsmæssigt og de afholdte udgifter anses derfor ikke for driftsudgifter der er anvendt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jævnfør statsskattelovens § 6.

Desuden er der ikke udsigt til, at der fremover vil være overskud ved flydrift. Der er herved henset til de seneste resultater er flydrift, jf. ovenfor. "

Selskabets repræsentant oplyste, at flyene egentlig skulle betragtes som "oplagte" på grund af det dårlige marked for salg og udlejning af fly. Selskabet havde således vurderet, at flyene skulle beholdes, indtil markedet rettede sig, og det blev muligt at forøge den erhvervsmæssige udlejning eller sælge flyene. Ifølge repræsentanten skulle selskabets ejerskab over flyene begrundes i en økonomisk rentabilitetsvurdering. Af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse fremgår bl.a. følgende:

"Det er en almindelig forudsætning for, at en given udgift kan have karakter af en fradragsberettiget driftsomkostning, at den skal være relateret til en igangværende virksomhed. Udgifter, der afholdes efter virksomhedens ophør, må som udgangspunkt holdes ude fra driftsomkostningsbegrebet.

...

På baggrund af sagens oplysninger finder Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at selskabets virksomhed er ophørt, hvorfor de foretagne fradrag må anses at relatere sig til en igangværende erhvervsmæssig virksomhed, ligesom udgifterne anses som en driftsomkostning i relation til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der er tale om udgifter anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordnære afskrivninger. "

Det gøres sammenfattende gældende, at virksomheden [virksomhed1] har været erhvervmæssig drevet i skattemæssig henseende i indkomstårene 2011, 2012 og 2013. I forlængelse heraf gøres det gældende, at der på ingen måde er grundlag for at nægte [person1] fradragsret for de realiserede underskud i indkomstårene 2011, 2012 og 2013, idet virksomheden må anses som værende en igangværende erhvervsmæssig virksomhed, der har været drevet professionelt og med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk).

Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet). Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999, 863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

I Højesterets dom af 2. februar 2007 havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

Virksomheden skal derfor over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

Ud fra en konkret vurdering anses klagerens møbelvirksomhed ikke for erhvervsmæssigt drevet i de påklagede indkomstår 2011-2013.

Der lægges til grund, at klageren omlagde driften af møbelproduktion i 2001, hvor produktionen af teaktræsmøbler samt skabeloner m.v. blev solgt til en anden virksomhed. Herefter påbegyndte klageren produktion af mahognimøbler. Klageren anses således for fra 2001 at have opstartet en ny driftsform.

I indkomstårene 2003-2013 har klageren haft regnskabsmæssige underskud i virksomheden og i 2014 var produktionen indstillet. Afvikling af virksomheden i 2014 – 2016 har tillige givet negative resultater. Virksomheden har dermed efter omlægningen udvist underskud i en længere årrække og ophørte uden at udvise et positivt resultat.

På det foreliggende grundlag er det derfor Landskatterettens vurdering, at driften af møbelproduktionen i de påklagede år ikke kan anses for erhvervsmæssig virksomhed. Der foreligger ikke nogen helt særlige forhold, der kan retfærdiggøre, at den underskudsgivende virksomhed drives videre efter en sådan længere periode med konstant underskud siden 2003.

Da møbelproduktionen ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet i indkomstårene 2011 - 2013, godkendes der ikke fradrag for underskud af klagerens virksomhed i de påklagede år, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.