Kendelse af 13-03-2020 - indlagt i TaxCons database den 12-04-2020

SKAT har konstateret, at ejendommen, [adresse1], [by1], fra den 1. oktober 2009 og til den 1. oktober 2014 har været vurderet som en beboelsesejendom, jf. dagældende vurderingslovens § 33, stk. 8 (vurderingskode 01). Som konsekvens heraf har SKAT foretaget en række konsekvensændringer for indkomstårene 2010-2012.

SKAT har ikke godkendt fradrag for driftsomkostninger vedrørende ejendommen, herunder afskrivninger, jf. ligningslovens § 15 J. Ligeledes er der ikke godkendt fradrag for ejendomsskatter, jf. ligningslovens § 14, stk. 2, 4. pkt., for indkomstårene 2010-2012.

SKAT har hævet ejendommen ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, idet der godkendes fradrag for udgifter, der kan henføres til den erhvervsmæssige del af ejendommen jf. ligningslovens § 15K. Der godkendes endvidere fradrag for afskrivninger for dyrehegn og den erhvervsmæssige andel af ejendomsskat. Den talmæssige opgørelse af ejendommens fradragsberettigede udgifter, omfattet af SKATs forhøjelse, hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse i forhold til, at ejendommen anses for hævet via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5, i indkomståret 2010.

Faktiske oplysninger

Klageren erhvervede ejendommen, [adresse1], [by1], den 15. februar 2008. Klageren benytter ejendommen både privat og erhvervsmæssigt, således består driften af klagerens virksomhed med juletræer/pyntegrønt, skovbevoksning samt en mindre bestand af dådyr.

Det er oplyst af klageren, at intentionen med erhvervelsen af ejendommen var at drive et mindre landbrug med juletræer, pyntegran m.v. Den tidligere ejer havde allerede en mindre juletræsproduktion på ejendommen, denne ville klageren fortsætte og udvide. Ifølge klageren har der ikke siden overtagelsen været en ændring af produktion af juletræer, pyntegran m.v. på ejendommen.

På foranledning af den tidligere ejer blev ejendommen fra den 1. oktober 2009 vurderet som beboelse, jf. vurderingslovens § 33, stk. 8, og ejendommen skiftede til vurderingskoden 01, hvilket ejendommen stadig var vurderet til ved udgangen af 2012.

Den 27. april 2010 påklagede klagerens repræsentant vurderingen af ejendommen fra 05 (landbrug) til 01 (beboelse), men klagen blev tilbagekaldt.

Vurderingen blev påklaget igen den 28. oktober 2013, hvilket medførte en ny vurdering, hvorefter vurderingen blev ændret fra benyttelseskode 01 til 05 gældende fra 1. oktober 2014.

Klageren har i perioden fra 2010 til 2012 fratrukket følgende udgifter vedrørende ejendommen:

Driftsindtægterne har bestået i salg af juletræer og pyntegran.

Klageren investerede i et dyrehegn for 85.900 kr. i indkomståret 2010, der blev tillagt saldoen for maskiner og inventar. Der er afskrevet 25 % på maskiner og inventar i 2010, 2011 og 2012. Der er således afskrevet skattemæssigt på den del, der udgør dyrehegn med 21.475 kr. i 2010, 16.106 kr. i 2011 og 12.080 kr. i 2012.

SKAT har i afgørelsen vurderet, at klageren ud fra en samlet vurdering, herunder fremlæggelse af budgetter m.v. som minimum kan give et resultat på 0 kr. eller derover efter driftsøkonomiske afskrivninger, hvorefter SKAT konkluderer, at klageren i de pågældende år driver erhvervsmæssig virksomhed.

SKATs afgørelse

SKAT har hævet ejendommen, [adresse1], [by1], ud af virksomhedsordningen, da denne er vurderet som beboelse og dermed ikke kan indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1. SKAT har herefter ikke godkendt fradrag for omkostninger vedrørende ejendommen, jf. ligningslovens § 15 J, eller fradrag for ejendomsskatter, jf. ligningslovens § 14, stk. 2, 4. punkt. Ligesom SKAT ikke har godkendt fradrag for afskrivninger på dyrehegn, jf. afskrivningsloven.

SKAT har anført følgende som begrundelse i afgørelsen:

” (...)

1. Underskud af virksomhed

(...)

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Da ejendommen [adresse1], [by1] fra 1. oktober 2009 er vurderet som beboelse efter vurderingslovens § 33, stk. 8 og ejendommen samtidigt tjener til bolig for dig, kan der jf. ligningslovens § 15 J ikke godkendes fradrag for omkostninger som vedrører ejendommen. Ejendomsskatter er der ikke fradrag for jf. ligningslovens § 14 stk. 2, 4. punkt. Ifølge Juridisk vejledning afsnit C.C.2.4.4.1 omfatter fradragsbegrænsningen af omkostninger også afskrivning på bygninger.

Dyrehegn anses ikke for at være et driftsmiddel og kan derfor ikke afskrives efter afskrivningslovens § 5. Ifølge SKM2003.233.LSR anses et dyrehegn for at være en selvstændig bygning i afskrivningslovens forstand. Dyrehegn har en skønnet levetid på 10 år, dermed udgør afskrivningsprocenten højest 13 % jf. afskrivningslovens § 17 stk. 2. Da bygningsafskrivninger er omfattet af fradragsbegrænsning efter ligningslovens § 15J kan der dog ikke godkendes bygningsafskrivning i stedet for driftsmiddelafskrivning.

Til LMO’s bemærkninger jf. brev af 13. maj 2014 til det tidligere fremsendte forslag har SKAT følgende at tilføje:

Som det fremgår under punkt 1.1 har vurderingen tidligere været påklaget, men klagen er trukket tilbage. Ifølge SKAT’s arkiver er der den 28. april 2010 modtaget en klage over vurderingen fra

[virksomhed1], [person1]. I mail af 19. maj 2010 fra Ejendomsvurderingen, [person2] til [person1], forespørger SKAT med henvisning til brev af 27. april 2010 og efterfølgende tlf. samtale om klagen tilbagekaldes eller om sagen skal videresendes til behandling i Vurderingsankenævnet. I mailen nævnes at såfremt klagen ønskes fastholdt vil sagen blive sendt til

Vurderingsankenævnet med indstilling om, at benyttelseskoden 01 stadfæstes. Der er herudover henvist til materiale og oplysninger modtaget fra [person3] (Sælgers repræsentant som er kollega med [person1]). Herefter har [person1] i mail af 8. juni 2010 til [person2] skrevet: EMNE: Vedr, [adresse1], [by1], Til [person2]! Hermedtilbagekaldes anmodning om at få ændret kode 01 til kode 05. Med venlig hilsen [person1]

På vegne af [person4].

Rådgiver har således i april måned 2010 eller tidligere haft kendskab til hvorledes ejendommen

[adresse1] var vurderet og på daværende tidspunkt kunnet forholde sig til dette i stedet for at vente til SKAT i 2013 udtog indkomstansættelserne til kontrol. Om vurderingsmyndighederne i 2010 har begået en fejl har SKAT ikke grundlag for at tage stilling til i forbindelse med den ligningsmæssige behandling af indkomstskatteansættelserne. Vurderingsmyndighederne har dog ikke efterfølgende fundet grundlag for at ændre vurderingen for årene 2010-2013. Når [virksomhed1], som professionel rådgiver den 8. juni 2010 vælger at trække en klage over vurderingen tilbage, burde man ved selvangivelsen for indkomståret 2010 ligeledes have selvangivet ud fra, at ejendommen er vurderet som beboelse.

SKAT finder derfor ikke grundlag for at fravige reglerne i Ligningslovens § 15 J, om at der skal tages hensyn til den faktiske vurderingsmæssige status i indkomståret.

Til den subsidiære påstand om at skattemæssige afskrivninger på bygninger og anden fast ejendom ikke er omfattet af fradragsbegrænsningerne i Ligningslovens § 15 J skal vi henvise til Juridisk Vejledning afsnit C.C.2.4.4.1 hvoraf følgende fremgår:

Det er SKATs opfattelse, at bestemmelsen i LL § 15 J, stk. 1, udelukker afskrivning på bygninger af den ovennævnte type, selv om bygningerne i et vist omfang anvendes til erhvervsmæssig virksomhed. Dette betyder eksempelvis, at ejeren af en nedlagt landbrugsejendom, der har solgt jorden fra, og hvis ejendom er vurderet med vurderingskoden 01 (beboelse), ikke kan afskrive på de tidligere driftsbygninger, selv om de f.eks. udlejes til et snedkeri. Denne opfattelse støttes på en Landsskatteretskendelse afsagt den 22. december 2011. Kendelsen er alene offentliggjort i afgørelsesdatabasen for Landsskatteretten og Skatterådet. Databasen findes på Landsskatterettens hjemmeside. Kendelsen har journalnr. 11-02821. Kendelsen angik en ejendom beliggende i landzone med et fritliggende enfamilieshus på 120 m2 og tre udhuse på i alt 465 m2. Ejendommen var vurderet som beboelsesejendom. Udhusene var udlejet til et anpartsselskab, der anvendte bygningerne til bemaling af landbrugs- og entreprenørvogne m.v. Landsskatteretten udtalte, at der ikke var mulighed for at foretage fradrag for faktiske udgifter vedrørende ejendommen, jf. LL § 15 J, da ejendommen som følge af udlejningen ikke var anvendt erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.

Fratrukne omkostninger som fremgår af punkt 1.1 vedrørende ejendommen [adresse1], [by1] kan der herefter ikke godkendes fradrag for og afskrivning på driftsmidler nedsættes med andel vedrørende dyrehegn. Beløbsmæssigt foretages følgende ændringer:

2. Virksomhedsordningen

2.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Da ejendommen [adresse1], [by1] er vurderet som beboelse efter vurderingslovens § 33

stk. 8 (vurderingskode 01) og du selv bebor ejendommen kan den jf. virksomhedsskattelovens § 1 stk. 3 ikke indgå i virksomhedsordningen. Vurderingsmyndighederne har ikke efterfølgende fundet grundlag for at ændre vurderingen for årene 2010-2013.

Indkomstår 2010.

Ifølge punkt 1 er der fratrukket 55.152 kr. i resultat af virksomhed, som ikke er godkendt som fradragsberettiget heri. Den del af beløbet som ikke kan henføres til afskrivninger udgør 26.151 kr. anses samtidigt for en privat hævning jf. virksomhedsskattelovens § 5. Investering i dyrehegn jf. punkt 1 anses ligeledes for en hævning da det er tale om en forbedring vedrørende en ejendom, som ikke kan indgå i virksomhedsordningen.

Ejendommen [adresse1], [by1] benyttes både til erhvervsmæssige og private formål.

Da ejendommen ikke er en ejendom som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8 kan ejendommen ikke indgå i virksomhedsordningen jf. virksomhedsskattelovens § 1 stk. 3, hvorfor værdien anses for overført til privat jf. virksomhedsskattelovens § 5. Forbedringer afholdt på ejendommen kan ifølge samme bestemmelser ikke indgå i virksomhedsordningen.

Ændring af resultat af virksomhed og korrektioner til hævninger bevirker, at overskudsdisponeringen jf. virksomhedsskattelovens § 5 og § 10 bliver således:

Det bemærkes, at hensat til senere hævning ultimo 2010 er nedsat fra det selvangivne beløb på

16.083 kr. ifølge regnskab til 0 kr., idet der ikke kan foretages hensættelser til senere hævning såfremt dette resulterer i, at der sker hævninger udover overførslerne efter virksomhedsskattelovens § 5 stk. 1, nr. 1-4. Det vil sige, at der ikke må ske hævninger på indskudskontoen via hensættelse til senere hævning. Der henvises til juridisk vejledning afsnit C.5.2.7.1.

Indkomstår 2011.

Ifølge punkt 1 er der fratrukket 59.837 kr. i resultat af virksomhed, som ikke er godkendt som fradragsberettiget heri. Den del af beløbet, som ikke kan henføres til afskrivninger udgør 34.989 kr. anses samtidigt for en privat hævning jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Ejendommen [adresse1], [by1] benyttes både til erhvervsmæssige og private formål.

Da ejendommen ikke er en ejendom som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8 kan ejendommen ikke indgå i virksomhedsordningen jf. virksomhedsskattelovens § 1 stk. 3. Forbedringer afholdt på ejendommen kan ifølge samme bestemmelser ikke indgå i virksomhedsordningen.

Ændring af resultat af virksomhed og korrektioner til hævninger bevirker, at overskudsdisponeringen jf. virksomhedsskattelovens § 5 og § 10 bliver således:

Indkomstår 2012.

Ifølge punkt 1 er der fratrukket 48.690 kr. i resultat af virksomhed, som ikke er godkendt som fradragsberettiget heri. Den del af beløbet, som ikke kan henføres til afskrivninger udgør 27.868 kr. anses samtidigt for en privat hævning jf. virksomhedsskattelovens § 5.

Ejendommen [adresse1], [by1] benyttes både til erhvervsmæssige og private formål.

Da ejendommen ikke er en ejendom som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8 kan ejendommen ikke indgå i virksomhedsordningen jf. virksomhedsskattelovens § 1 stk. 3. Forbedringer afholdt på ejendommen kan ifølge samme bestemmelser ikke indgå i virksomhedsordningen.

Ændring af resultat af virksomhed og korrektioner til hævninger bevirker, at overskudsdisponeringen jf. virksomhedsskattelovens § 5 og § 10 bliver således:

(...) ”

Skattestyrelsen har i udtalelsen anført følgende:

”(...)

Fradrag for udgifter vedrørende ejendommen

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen i at uanset benyttelseskoden i de påklagede indkomstår, har ejendommen i væsentlig omfang været anvendt til erhvervsmæssige formål, og ejendommen i klagerens ejertid, har haft samme funktion med produktion af juletræer, pyntegrønt m.v. som der blev lagt vægt på ved vurderingen i indkomståret 2014, hvor benyttelseskoden er ændret fra beboelsesejendom til en landbrugsejendom.

På baggrund heraf, at klageren er berettiget til foretage fradrag for de driftsudgifter, der kan henføres til den erhvervsmæssige benyttede del af ejendommen, jf. ligningslovens 15K og SKM2017.95.LSR.

Afskrivninger

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens i, at der ud fra en ordlydsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 1, er det den konkrete anvendelse af ejendommen, der er afgørende for, om der kan foretages skattemæssig afskrivning. Det er ikke ejendommens benyttelseskode, der er afgørende.

På baggrund af ovenstående finder Skattestyrelsen, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for afskrivninger på dyrehegn.

Fradrag for ejendomsskat

Det følger af ligningslovens § 14, stk. 1, at ejendomsskatter som udgangspunkt kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Skattestyrelsen finder, at der er fradrag for ejendomsskatter, svarende til den erhvervsmæssige benyttede andel af ejendommen.

Anvendelse af virksomhedsordningen og placering af ejendommen i virksomhedsordningen

Af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, følger det, at virksomhedsordningen kan anvendes for personer der driver erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT har vurderet, at klageren i de påklagede indkomstår driver erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen, hvorfor virksomhedsordningen kan anvendes.

Klagerens ejendom har vurderingsmæssigt, i de omhandlende år, været vurderet som en beboelsesejendom, efter den dagældende vurderingslovens § 33, stk. 8, og opfylder ejendommen ikke betingelserne for at kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Klageren fastholdt ikke sin klage over vurderingen i indkomstårene 2010-2012. Først fra og med indkomståret 2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.

I henhold til praksis på området, fastholdes den vurderingsmæssige status, som afgørende for om ejendommen kan forblive i virksomhedsordningen. Skattestyrelsen fastholder, at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5, da en ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren skal have fradrag for udgifter herunder afskrivninger knyttet til ejendommen, [adresse1], [by1], der faktisk har været anvendt erhvervsmæssigt samt at ejendommens placering i virksomhedsordningen skal godkendes henset til den faktiske anvendelse, selvom at ejendommen er vurderet til beboelse uden ejerboligfordeling.

Klagerens repræsentant har i øvrigt fremført følgende i klagen:

” (...)

Påstand

Fradrag for udgifter

Det er vores påstand, at den omhandlede ejendom i hele [person4]s ejertid har haft karakter af at være en landbrugsejendom.

Betydningen heraf er, at der er fradrag for de selvangivne udgifter, herunder afskrivninger på bygninger.

Betydningen er også, at udtagningen af ejendommen af virksomhedsordningen er uberettiget.

Subsidiært påstår vi at de skattemæssige afskrivninger på bygninger og anden fast ejendom ikke er omfattet af fradragsbegrænsningerne i Ligningslovens § 15 J. Samtidig påstår vi, at dyrehegnet ikke kan anses for at være en del af den faste ejendom, hvorfor afskrivningsretten herpå alene ud fra denne betragtning ikke er omfattet af fradragsbegrænsningen i Ligningslovens § 15 J.

Virksomhedsordningen

Som anført ovenfor i afsnittet om fradrag for udgifter er det vores påstand, at den omhandlede ejendom i hele [person4]s ejertid har haft karakter af at være en landbrugsejendom.

Betydningen heraf er, at ejendommens placering i virksomhedsordningen er berettiget.

Subsidiært på står vi, at udtagningen af ejendommen af virksomhedsordningen burde være foretaget på det tidspunkt, hvor den omvurderes fra landbrug og til beboelse, altså pr. 1. oktober 2009.

Afgørelse herom burde efter reglerne i Skatteforvaltningslovens§ 26 burde være gennemført under iagttagelse af fristerne i lovens § 26, stk. 1, henholdsvis den 1. maj 2013 og den 1. august 2013 for varsel og afgørelse.

En gennemførelse af udtagningen i indkomståret 2010 er i strid med fristerne i Skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 1.

Begrundelse for påstandene

Det er vores opfattelse, at den omhandlede ejendom i hele [person4]s ejertid har haft karakter af at være en landbrugsejendom.

Vi mener derfor, at ændringen i vurderingen pr. 1. oktober 2009, hvor ejendommen ændres fra at være et landbrug til at være en beboelsesejendom, var forkert, idet der ikke blev taget fornøden højde for den udvikling af ejendommen, der tog sin begyndelse ved [person4]s overtagelse af ejendommen i 2008. Denne udvikling, som er fortsat frem til nu og fortsætter også i fremtiden.

Tilsvarende er de efterfølgende vurderinger også forkerte.

Vi mener ikke, at ejendommen har skiftet karakter i retning fra landbrugsejendom til beboelse, og da slet ikke i [person4]s ejertid. Hvis der er sket karakterskift er det den anden vej, altså i retning af mere landbrugsejendom og mindre beboelse.

Ejendommen burde derfor kontinuerligt have været betragtet som en landbrugsejendom.

Det skal i øvrigt bemærkes, at ejendommen ved [person4]s køb var vurderet som et landbrug, og at ændring af vurderingskoden fremkom uden [person4] medvirken og viden. Af samme grund var hverken [person4] eller hans rådgiver opmærksom på, dels at der blev foretaget ændring af vurderingskoden og dels de indkomstskattemæssige konsekvenser, dette indebar.

Først da SKAT begyndte at interesse sig for de indkomstskattemæssige problemstillinger, blev man opmærksom på, at ejendommen var blevet vurderet med en forkert vurderingskode, hvorefter man tog initiativ til at få den fejlagtige vurdering rettet, hvilket nu er sket.

Set i [person4]s perspektiv er der tale om, at vurderingsmyndighederne har begået fejl, og at han er helt uden skyld heri.

Subsidiært mener vi, at de skattemæssige afskrivninger på bygninger og anden fast ejendom ikke er omfattet af fradragsbegrænsningerne i Ligningslovens § 15 J. Samtidig mener vi, at det ovenfor omtalte dyrehegn ikke kan anses for at være en del af den faste ejendom, hvorfor afskrivningsretten herpå alene ud fra denne betragtning ikke er omfattet af fradragsbegrænsningen i Ligningslovens § 15 J.

(...) ”

Klagerens repræsentant har fremført en præciseret påstand den 25. august 2016, som har følgende ordlyd:

” (...)

Præcisering af subsidiær påstand

I sagen har vi nedlagt en subsidiær påstand om, at de skattemæssige afskrivninger på bygninger og anden fast ejendom ikke er omfattet af fradragsbegrænsningerne i Ligningslovens § 15 J. Samtidig har vi påstået, at dyrehegnet ikke kan anses for at være en del af den faste ejendom, hvorfor afskrivningsretten herpå alene ud fra denne betragtning ikke er omfattet af fradragsbegrænsningen i Ligningslovens § 15 J.

Igennem [virksomhed2] har vi erfaret, at Landsskatteretten i afgørelse 15-1605243 af 12. juli 2016 har godkendt, at ligningslovens § 15 J ikke udelukker fradrag for afskrivning. Landsskatterettens begrundelse er, at afskrivningsret på driftsbygninger er reguleret i afskrivningslovens § 14, hvor det ikke er vurderingen, der er afgørende men derimod, om bygningerne anvendes erhvervsmæssigt og ikke er afskåret fra afskrivning under henvisning til afskrivningslovens § 14, stk. 2, hvor det blandt andet fremgår, at der ikke kan afskrives på bygninger, der anvendes til beboelse.

Landsskatteretten mente, at driftsbygningerne i den omhandlede sag var erhvervsmæssigt anvendte idet 18 ud af 22 hestebokse på ejendommen var udlejet. Landsskatteretten godkendte, at der kan ske afskrivning på den erhvervsmæssige andel af driftsbygningerne jf. afskrivningslovens § 19.

Vi vil gerne henvise til den omtalte afgørelse og bringe præmisserne i afgørelsen i anvendelse i [person4]s sag.

(...) ”

Klagerens repræsentant har haft følgende bemærkninger til telefonmøde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler:

”(...)

Tak for et godt telefonmøde.

Jeg kan oplyse, at pågældendes ejendom pr. 1. oktober 2013 er vurderet som beboelsesejendom. Der er ikke anmodet om genoptagelse af denne vurdering, hvilket givetvis er en fejl, som kan skyldes, at der ikke var foretaget nogen regulering af skatteansættelserne længere frem end til 2012.

Med hensyn til den manglende anmodning om genoptagelse af vurderingen i 2013 samt det forhold, at en oprindelig anmodning om genoptagelse af vurderingerne for 2009, 2010, 2011 og 2012 blev trukket tilbage, kan jeg henvise til Landsskatterettens kendelse af 18. april 2013 (j.nr. 12-0196139) samt Landsskatterettens kendelse af 15. juli 2015 (14-3226229).

I sagen fra 18. april 2013 (j.nr. 12-0196139) bemærkede Landsskatteretten, at ejeren ikke havde påklaget benyttelseskoden. Uanset benyttelseskoden fandt Landsskatteretten dog, at ejendommen driftsbygninger og ejendommen i øvrigt var erhvervsmæssigt benyttet i væsentlig omfang. Ejeren var derfor berettiget til at foretage fradrag for driftsudgifter forbundet med erhvervet samt berettiget til at anvende kapitalafkastordningen.

I sagen fra 15. juli 2015 (14-3226229) anførte Landsskatteretten i kendelsen, at ejendommen bygninger blev anvendt til erhvervsmæssigt formål i væsentlig omfang. Landsskatteretten lagde i den forbindelse vægt på, at anvendelsen i de gamle år var den samme, som efter hvilken vurderingsmyndigheden fremover vil vurdere benyttelseskode som landbrug. Landsskatteretten godkendte derefter fradrag for vedligeholdelsesudgifter m.v. samt anvendelse af kapitalafkastordningen.

Konklusionerne er de samme i SKM 2017.95 LSR. I denne sag har SKAT også afslået genoptagelse med begrundelse om, at reaktionsfristen var overskredet. Dette til trods valgte Landsskatteretten at godkende, at anvendelsen af ejendommen var den samme, som efter hvilken SKAT fremadrettet vil vurdere ejendommen som blandet benyttet ejendom.

Efter vores vurdering bør det anførte føre til, at der for alle de tre indkomstår godkendes fradrag for alle de selvangivne driftsudgifter. Dette gælder også vedligeholdelse, forsikring og ejendomsskat – og ikke blot afskrivninger og straksfradrag.

Desuden bør den erhvervsmæssige andel af ejendommens værdi kunne indgå som aktiv i virksomhedsordningen.

Også dette fører til, at der er selvangivet korrekt.”

Klagerens repræsentant har haft følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”(...)

Fradrag for udgifter ved ejendommen

I forslaget til afgørelse af sagen anfører Skatteankestyrelsen som sit forslag til afgørelse:

(...)

Med baggrund i den anførte begrundelse kan vi fuldt tilslutte os Skatteankestyrelsens indstilling.

Opretholdelse af ejendommen i virksomhedsordningen

I Skatteankestyrelsens forslag indstilles, at Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse i forhold til, at ejendommen ikke kan indgå i virksomhedsordningen.

I begrundelsen for forslaget anfører Skatteankestyrelsen følgende:

Klagerens ejendom har vurderingsmæssigt, i de omhandlende år, været vurderet som en beboelsesejendom, efter den dagældende vurderingslovens § 33, stk. 8, og dermed opfylder den ikke betingelserne for at kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Klageren

fastholdt ikke sin klage over vurderingen i indkomstårene 2010-2012. Først fra og med indkomståret

2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.

I henhold til praksis på området, fastholdes den vurderingsmæssige status, som afgørende for om

ejendommen kan forblive i virksomhedsordningen.

Vi anerkender, at denne del af afgørelsen er i overensstemmelse med praksis på området, omend vi finder, at de foretagene vurderinger i perioden fra 1. oktober 2009 og frem til og med 1. oktober 2013 var forkerte. Ejendommen havde forud herfor været vurderet som landbrug, hvilket den igen blev med virkning fra vurderingen 1. oktober 2014.

Vi mener, at ændringen i vurderingen pr. 1. oktober 2009 var forkert, idet der ikke blev taget fornøden højde for den udvikling af ejendommen, der tog sin begyndelse ved [person4]s overtagelse af ejendommen tilbage i 2008, og som er fortsat lige siden. Tilsvarende er de efterfølgende vurderinger frem til og med 1. oktober 2013 også forkerte.

Vi mener ikke, at ejendommen har skiftet karakter i retning fra landbrugsejendom til beboelse, og da slet ikke i [person4]s ejertid. Hvis der er sket karakterskift er det den anden vej, altså i retning af mere landbrugsejendom og mindre beboelse. Ejendommen burde derfor kontinuerligt have været betragtet som en landbrugsejendom.

Vi må erkende, at der ikke er praksis for, at ”de gamle” vurderinger kan ændres, medmindre der er tale om faktiske fejl i vurderingerne.

Konsekvenserne af ejendommens udtagning af virksomhedsordningen

Med hensyn til konsekvenserne af, at ejendommen udtages af virksomhedsordningen anfører Skatteankestyrelsen:

Landsskatteretten finder herefter, at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5, da en ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.

Vi må erkende, at det kommer som en endog meget stor overraskelse, at Skatteankestyrelsen anser ejendommen for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010 med den begrundelse, at ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.

Det er selvfølgelig vores opfattelse, at ejendommen skal hæves ud af virksomhedsordningen den 1. oktober 2009 og ikke på det af Skatteankestyrelsen tilfældigt valgte tidspunkt, hvor ændringen af vurderingen blev meddelt.

Vi er bekendt med, at afventning af en meddelelse om en vurdering kan anvendes i forbindelse med værdiansættelse af ejendomme i familiehandler (en såkaldte + / - 15 % regel). Vi er dog ikke bekandt med, at noget tilsvarende skulle gælde i forbindelse med en ejendoms forbliven i virksomhedsordningen. Her må det være datoen for vurderingen, som er helt afgørende.

Dette fremgår også af den ovenfor citerede begrundelse fra Skatteankestyrelsen, hvori der anføres følgende:

Først fra og med indkomståret 2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.

Skatteankestyrelsen anerkender i dette citat, at ejendommen med baggrund i vurderingen 1. oktober 2014 kan indgå i virksomhedsordningen i indkomståret 2014. Der er altså tale om det tidspunkt, hvorfra vurderingen gælder og IKKE tidspunktet for meddelelsen herom. Såfremt det sidste havde været tilfældet, kunne ejendommen jo først indgå i virksomhedsordningen i 2015.

På samme måde må det lægges til grund, at ejendommen skal udgå af virksomhedsordningen i indkomståret 2009.

På den anførte baggrund må SKATs afgørelse være i strid med Skatteforvaltningslovens regler, idet den burde være gennemført under iagttagelse af fristerne i lovens § 26, stk. 1, henholdsvis den 1. maj 2013 og den 1. august 2013 for varsel og afgørelse.

Det bemærkes, at SKATs varsel er dateret den 29. april 2014, og afgørelsen er dateret den 2. juni 2014, således at der er indtrådt forældelse vedrørende indkomståret 2009.

For god ordens skyld bemærkes, at den omhandlede ejendom efter vores og tilsyneladende også Skatteankestyrelsens opfattelse notorisk ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, hvorfor der ikke er tale skatteretligt skøn med hensyn til, om ejendommen kunne indgå eller ej.

(...).”

Klagerens repræsentant har haft følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

”(...)

Anvendelse af virksomhedsordningen og placering af ejendommen i virksomhedsordningen

Anvendelse af virksomhedsordningen

Såvel Skatteankestyrelsen som SKAT har vurderet, at klageren i de påklagede indkomstår driver erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen, hvorfor virksomhedsordningen kan anvendes.

Berettigelse af ejendommens placering i virksomhedsordningen

Såvel Skatteankestyrelsen som Skattestyrelsen finder, at man i henhold til praksis på området fastholder den vurderingsmæssige status som afgørende for, om ejendommen kan forblive i virksomhedsordningen.

Man finder således, at klagerens ejendom vurderingsmæssigt i de omhandlende år, har været vurderet som en beboelsesejendom, efter den dagældende vurderingslovens § 33, stk. 8. Dermed opfylder ejendommen ikke betingelserne for at kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Klageren fastholdt ikke sin klage over vurderingen i indkomstårene 2010-2012. Først fra og med indkomståret 2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.

Vi er af den opfattelse, at de foretagene vurderinger i perioden fra 1. oktober 2009 og frem til og med 1. oktober 2013 var direkte forkerte. Ejendommen havde forud herfor været vurderet som landbrug, hvilket den igen blev med virkning fra vurderingen 1. oktober 2014.

Den anførte opfattelse deles åbenbart også af Skatteankestyrelsen, som under behandling af punktet ovenfor vedrørende fradrag for udgifter vedrørende ejendommen anfører følgende:

”Skatteankestyrelsen finder uanset benyttelseskoden i de påklagede indkomstår, at ejendommen i væsentlig omfang har været anvendt til erhvervsmæssige formål, hvorfor der burde være foretaget en vurderingsfordeling efter vurderingslovens dagældende § 33, stk. 4. Ved vurdering er der lagt vægt på, at ejendommen i klagerens ejertid, har haft samme funktion med produktion af juletræer, pyntegrønt m.v. som der blev lagt vægt på ved vurderingen i indkomståret 2014.”

Under behandlign af punktet vedrørende fradrag for ejendomsskat anfører Skatteankestyrelsen:

”Som anført ovenfor skulle klagerens ejendom have været vurderet som en landbrugsejendom i de omhandlende år, derfor må ejendommen anses for at være benyttet erhvervsmæssigt i væsentlig omfang.”

Vi mener ligesom Ankestyrelsen, at ejendommen burde have været vurderet som landbrugsejendom i den omhandlede periode.

Vi mener derfor, at ejendommen i hele perioden burde kunne indgå i virksomhedsordningen, og at der derfor ikke skal ændres på de selvangivne detaljer i ordningen, herunder heller ikke hævningerne.

Hævning af ejendommen ud af virksomhedsordningen

Skatteankestyrelsen finder, at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5. Ejendommen kan hæves ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, som er inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og med henvisning til SKM2018.467.LSR. Der er lagt vægt på, at klageren i indkomståret 2010, har medtaget ejendommen i virksomhedsordningen, og at SKAT har hævet ejendommen ud, når de har konstateret fejlen.

I et tidligere forslag til afgørelse i nærværende sag, dateret 19. marts 2019, har Skatteankestyrelsen haft et andet synspunkt, nemlig at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5, da en ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.

Dette synspunkt er åbenbart ændret i indstillingen af 27. juni 2019.

Uanset at Skatteankestyrelsen har ændret indstilling, fastholder Skattestyrelsen, at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, via hæverækkefølgen jf. virksomhedsskattelovens § 5, da en ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.

Det anførte betyder, at der der fra myndighedernes side foreligger to vidt forskellige begrundelser for den samme afgørelse.

Det forekommer som en mærkværdighed, at Skattestyrelsen anser ejendommen for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010 med den begrundelse, at ændring af vurderingskoden blev meddelt i indkomståret 2010.

Det er selvfølgelig vores opfattelse, at ejendommen i givet fald skal hæves ud af virksomhedsordningen den 1. oktober 2009 og ikke på det af Skatteankestyrelsen tilfældigt valgte tidspunkt, hvor ændringen af vurderingen blev meddelt.

Vi er bekendt med, at afventning af en meddelelse om en vurdering kan anvendes i forbindelse med værdiansættelse af ejendomme i familiehandler (en såkaldte + / - 15 % regel). Vi er dog ikke bekandt med, at noget tilsvarende skulle gælde i forbindelse med en ejendoms forbliven i virksomhedsordningen. Her må det være datoen for vurderingen, som er helt afgørende.

Dette fremgår også af den ovenfor citerede begrundelse fra Skatteankestyrelsen, hvori der anføres følgende:

”Først fra og med indkomståret 2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.”

Skatteankestyrelsen anerkender i dette citat, at ejendommen med baggrund i vurderingen 1. oktober 2014 kan indgå i virksomhedsordningen i indkomståret 2014. Der er altså tale om det tidspunkt, hvorfra vurderingen gælder og IKKE tidspunktet for meddelelsen herom. Såfremt det sidste havde været tilfældet, kunne ejendommen jo først indgå i virksomhedsordningen i 2015.

På samme måde må det lægges til grund, at ejendommen skal udgå af virksomhedsordningen i indkomståret 2009.

På den anførte baggrund må SKATs afgørelse være i strid med Skatteforvaltningslovens regler, idet den burde være gennemført under iagttagelse af fristerne i lovens § 26, stk. 1, henholdsvis den 1. maj 2013 og den 1. august 2013 for varsel og afgørelse.

Det bemærkes, at SKATs varsel er dateret den 29. april 2014, og afgørelsen er dateret den 2. juni 2014, således at der er indtrådt forældelse vedrørende indkomståret 2009.

For god ordens skyld bemærkes, at en ejendom, der er vurderet som beboelsesejendom og beboes af ejeren, efter vores og tilsyneladende også Skatteankestyrelsens opfattelse notorisk ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, hvorfor der ikke er tale skatteretligt skøn med hensyn til, om ejendommen kunne indgå eller ej. Dette betyder, at skattemyndighederne ikke bare kan vælge et hvilket som helst tidspunkt for udtagning af aktivet.

Efter vores opfattelse fører det anførte til, at ejendommen skal betragtes som hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2009.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Af vurderingslovens dagældende § 33, stk. 4, fremgår, at i forbindelse med vurderingen af ejendomme, der må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. stk. 1, 1. pkt., foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom.

Af vurderingslovens dagældende § 33, stk. 8, fremgår, at for ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke skal foretages en fordeling efter stk. 4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen og på den øvrige del af ejendommen. Ved fordelingen anses 5.000 m² af grundarealet for at høre til boligdelen, jf. dog stk. 11. Den øvrige del af ejendommen medregnes til restejendommen.

Fradrag for udgifter vedrørende ejendommen

Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 1, at ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages, jf. dog § 15 K.

Af ligningslovens § 15 K, stk. 6, fremgår, at for ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt.

Klagerens ejendom har vurderingsmæssigt, i de omhandlende år, været vurderet som en beboelsesejendom, efter den dagældende vurderingslovens § 33, stk. 8, og har været omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 9.

Pr. 1. oktober 2014, har SKAT vurderet ejendommen til en landbrugsejendom efter dagældende vurderingslovens § 33, stk. 4, henset til at der foregik en produktion af juletræer, pyntegran, flis og salg af træ, og at produktionen fra 2017 vil være overskudsgivende, samt størrelsens af ejendommens jordtilliggende og hovedparten af jorden blev anvendt erhvervsmæssigt. Herefter er den private andel af boligen omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 3.

Landsskatteretten finder uanset benyttelseskoden i de påklagede indkomstår, at ejendommen i væsentligt omfang har været anvendt til erhvervsmæssige formål, hvorfor der burde være foretaget en vurderingsfordeling efter vurderingslovens dagældende § 33, stk. 4. Ved vurdering er der lagt vægt på, at ejendommen i klagerens ejertid, har haft samme funktion med produktion af juletræer, pyntegrønt m.v. som der blev lagt vægt på ved vurderingen i indkomståret 2014.

Landsskatteretten finder, på baggrund heraf, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for de driftsudgifter, der kan henføres til den erhvervsmæssige benyttede del af ejendommen, jf. ligningslovens 15K og SKM2017.95.LSR..

SKATs afgørelse ændres derfor. Den nærmere talmæssige opgørelse af erhvervsmæssige udgifter, omfattet af SKATs forhøjelse, hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Afskrivninger

Ud fra en ordlydsfortolkning af afskrivningslovens § 14, stk. 1, er det den konkrete anvendelse af ejendommen, der er afgørende for, om der kan foretages skattemæssig afskrivning. Det er ikke ejendommens benyttelseskode, der er afgørende. Se hertil LSRM.1970.150 og SKM2004.58.LSR.

Afskrivningslovens § 14 foretager en negativ afgrænsning af de afskrivningsberettigede bygninger, således at alle erhvervsmæssigt anvendte bygninger, der ikke udtrykkeligt er undtaget i stk. 2, jf. stk. 3, kan afskrives.

Ifølge SKM2015.362.BR og SKM2003.233.LSR ansås et dyrehegn for at være en selvstændig bygning i afskrivningslovens forstand. Efter afskrivningslovens § 17, stk. 1, kan bygninger afskrives liniært med 4 %. Efter afskrivningslovens § 17, stk. 2, kan satsen i stk. 1 forhøjes, hvis det må antages, at hegnet har mistet sin værdi inden der er gået 25 år. Afskrivningssatsen forhøjes til en sats lig med summen af 3 pct.

På baggrund af ovenstående finder Landsskatteretten, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for afskrivninger på dyrehegn. Klageren har i henhold til regnskabet afskrevet dyrehegnet med 25 % som driftsmidler/inventar efter saldometoden. På det foreliggende grundlag kan levetiden på et dyrehegn passende ansættes til 10 år, jf. vurderingen i SKM2015.362.BR

SKATs afgørelse vedrørende dette punkt ændres derfor. Den talmæssige regulering af det skattemæssige resultat, som følge af reguleringerne overlades til Skattestyrelsen.

Fradrag for ejendomsskat

Det følger af ligningslovens § 14, stk. 1, at ejendomsskatter som udgangspunkt kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Ligningslovens § 14, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd:

” Stk. 2. Udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, kan ikke fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Begrænsningen i 2. pkt. gælder, når stuehuset er beliggende på en ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage. Fradrag indrømmes tilsvarende ikke for ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4 og 6-10. Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4, 9 og 10, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland. Fradrag indrømmes heller ikke for udgifter til ejendomsskatter på ubebyggede grunde, der er erhvervet med henblik på privat benyttelse, og som ikke senere er overgået til erhvervsmæssig benyttelse.

Stk. 3. Begrænsningen i stk. 2, 1.-4. pkt., gælder ikke i det omfang, ejendommen eller stuehuset er benyttet erhvervsmæssigt i indkomståret. Der bortses dog fra uvæsentlig erhvervsmæssig benyttelse.”

Som anført ovenfor skulle klagerens ejendom have været vurderet som en landbrugsejendom i de omhandlende år, derfor må ejendommen anses for at være benyttet erhvervsmæssigt i væsentligt omfang.

Landsskatteretten finder, at der er fradrag for ejendomsskatter, svarende til den erhvervsmæssige benyttede andel af ejendommen. Den nærmere talmæssige opgørelse af erhvervsmæssige udgifter, omfattet af SKATs forhøjelse, hjemvises til Skattestyrelsen til fornyet behandling.

Anvendelse af virksomhedsordningen og placering af ejendommen i virksomhedsordningen

Af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, følger det, at virksomhedsordningen kan anvendes for personer der driver erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT har vurderet, at klageren i de påklagede indkomstår driver erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen, hvorfor virksomhedsordningen kan anvendes.

Den dagældende virksomhedsskattelovs § 1, stk. 3, havde følgende ordlyd:

”Aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, indgår ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom, hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom. Ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, indgår i virksomheden med den del af ejendommen, der ikke tjener til bolig for ejere. Anskaffelsessummen for ombygning, forbedringer m.v. af den erhvervsmæssige del af sådanne ejendomme indgår ligeledes i virksomheden. Biler, telefoner, datakommunikationsforbindelser og computere med tilbehør, der benyttes både erhvervsmæssigt og privat, kan indgå i virksomheden. Ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende anvendelse. For biler, der indgår i virksomheden og benyttes både erhvervsmæssigt og privat, finder ligningslovens § 9 C, stk. 7, tilsvarende anvendelse. ”

I SKM2009.471.BR, var den vurderingsmæssige status afgørende for, at ejendommen ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, uanset den faktiske anvendelse af boligen. Der var tale om en ejendom, hvor der ikke lå en vurderingsfordeling, fordi den var vurderet som 100 % erhvervsmæssig. Den pågældende anvendte ejendommen både til erhverv og til privat beboelse, men kunne ikke placere den erhvervsmæssige anvendte del af ejendommen i virksomhedsordningen.

I SKM2018.467.LSR fandt Landsskatteretten, at et opholdssted, som var vurderet som en del af beboelsen på en blandet benyttet ejendom, ikke kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. SKAT konstaterede aktivets placering i virksomhedsordningen i 2015, og henset til at SKAT ikke tidligere havde grundlag for at anfægte klagerens bogføring, kunne aktivet anses for hævet i indkomståret 2013 inden for skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

I SKM2018.482.LSR, blev en ejendom hævet ud af virksomhedsordningen i forbindelsen med en omvurdering fra blandet benyttet ejendom til beboelsesejendom efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8.

Klagerens ejendom har vurderingsmæssigt i de omhandlende år været vurderet som en beboelsesejendom, efter den dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, og dermed opfylder den ikke betingelserne for at kunne indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Klageren fastholdt ikke sin klage over vurderingen i indkomstårene 2010-2012. Først fra og med indkomståret 2014 fik klageren omvurderet ejendommen til en landbrugsejendom med vurderingsfordeling.

I henhold til praksis på området fastholdes den vurderingsmæssige status som afgørende for, om ejendommen kan forblive i virksomhedsordningen. Landsskatteretten finder herefter, at ejendommen skal anses for hævet ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010 via hæverækkefølgen, jf. virksomhedsskattelovens § 5. Ejendommen kan hæves ud af virksomhedsordningen i indkomståret 2010, som er inden for fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og med henvisning til SKM2018.467.LSR. Der er lagt vægt på, at klageren i indkomståret 2010 har medtaget ejendommen i virksomhedsordningen, og at SKAT har hævet ejendommen ud, når de har konstateret fejlen.

SKATs afgørelse vedrørende hævning af ejendommen stadfæstes derfor.