Kendelse af 05-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 22-06-2018

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver og direktør i selskabet [virksomhed1] ApS, cvr-nr. [...1]. [virksomhed1] ApS ejer alle anparter i [virksomhed2] ApS, cvr-nr. [...2], hvor klageren ligeledes er registreret som direktør. Klageren har ikke modtaget løn fra selskabet.

Klageren har haft [virksomhed3] A/S som arbejdsgiver i perioden 1. januar 2010 til 31. december 2010.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren befordringsfradrag for i alt 97.577 kr. i indkomståret 2010, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, § 9 A og § 9 B.

Af SKATs afgørelse af 19. maj 2014 fremgår bl.a.:

”Du har modtaget skattefri kørselsgodtgørelse fra selskabet [virksomhed2] ApS. Du har modtaget i alt 97.557 kr., heraf 54.006 kr. i perioden 01.01.2010-30.06.2010 og 43.551 kr. i perioden 01.07.-

31.12.2010, jf. de indsendte opgørelser.

Der er ikke sket indberetning af de udbetalte kørselsgodtgørelser, der er udbetalt efter statens takster.

Sammen med [person1] ejer du indirekte kapitalen i selskabet [virksomhed2] ApS ligeligt gennem [virksomhed1] ApS.

Du har ikke modtaget løn fra selskabet i 2010.

(...)

Da du ikke har fået løn i selskabet, anser vi dig ikke som lønmodtager.

På det foreliggende grundlag og med henvisning til ovennævnte afgørelse SKM2001.141.ØLR vil den udbetalte kørselsgodtgørelse for 2010 skulle medregnes ved indkomstopgørelserne, jf. ligningslovens § 9, stk. 4. Beløbet vil blive anset for A-indkomst, hvoraf der skal betales AM-bidrag og A-skat.

Der henvises til reglerne for kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på vegne af klageren nedlagt påstand om, at klageren skal anerkendes et fradrag for befordring for indkomståret 2010 på 41.708 kr., jf. ligningslovens § 9C.

Til støtte for den nedlagte påstand har repræsentanten gjort følgende gældende:

”Det fremgår af ligningslovens§ 9B, stk. 4, 2. pkt. at udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C.

SKAT er i forbindelse med en faktisk genoptagelse af skatteansættelsen forpligtet til tillige at anerkende og sagligt at behandle samtlige de forhold som taler for en nedsættelse af skatteansættelsen. Dette følger af kravet til saglighed og dermed lovmæssig forvaltning jf. de forvaltningsretlige grundsætninger herom.

(...)

SKAT har I afgørelsen jf. bilag l, side 3, 3. sidste afsnit tillige henvist til reglerne i ligningslovens § 9C men har hverken vejledt klager eller anerkendt et sådan fradrag. Dette er ikke i overensstemmelse med kravet om saglig og lovmæssig forvaltning.

Opgørelsen efter ligningslovens§ 9C fremgår af bilag 3. Fradraget som bør anerkendes jf. dog ovennævnte forbehold for at korrigere påstanden efter aktindsigten udgør kr. 41.708.”

Klageren har under klagebehandling hos Skatteankestyrelsen skiftet repræsentant. Repræsentanten har fastholdt de i sagen tidligere nedlagte påstande.

Af repræsentantens indlæg af 22. januar 2018 fremgår bl.a.:

” ”Skatteankestyrelsen skriver i deres indstilling for indkomståret 2010 følgende:

”SKAT har ikke ved den påklagede afgørelse taget stilling til spørgsmålet om befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9, hvorfor Skatteankestyrelsen ikke kan tage stilling herfor, jf. Skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.

SKATs afgørelse foreslås stadfæstet”.

Såfremt SKATs ikke har taget stilling til LL§ 9, er det vel vanskeligt at stadfæste SKATs afgørelse.

Dog er vi ikke enige i Skatteankestyrelsens indstilling, idet SKAT netop anvender LL§ 9 for beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse, manglende "indtægtsgivende arbejde".

Anvendelse af §§ LL 9B og 9C er betinget af, at der er tale om et indtægtsgivende arbejde, jf. LL§ 9, stk. 1.

(...)

Skatteankestyrelsen har i deres indstilling antaget, at [person2] ikke har modtaget løn fra [virksomhed2] ApS. Denne antagelse er ikke korrekt, idet [person2] er blevet beskattet af fri telefon, og [virksomhed2] ApS har betalt for [person2]s deltagelse i diverse kurser og uddannelser m.v. inden for terapi- og psykologi. Der har således foreligget en aflønning i form af fri telefon og betalt uddannelse.

Fri telefon og betaling af kurser og uddannelser dækker således over en bagvedliggende arbejdsindsats, hvorfor betingelsen om et indtægtsgivende arbejde er opfyldt, jf. LL § 9, stk. 1.

SKAT har anset [virksomhed2] ApS' betaling for kurser og uddannelser m.v. for udbytte, jf. LL § 16 A, for både [person2] og [person1]. Da [person2] i stedet for løn har modtaget fri telefon og betaling for kurser og uddannelser, er det vores påstand, at dette aldrig kan blive omfattet af LL § 16 A, idet fri telefon og betaling af kurser og uddannelser (personalegode) dækker over en bagvedliggende arbejdsindsats.

Vedrørende lønnedgang og uddannelse kan der henvises til SKM2014.175SR, SKM2008.701SR og SKM2005.242LSR og ordlyden i LL § 31, stk. 1.

(...)

[virksomhed2] ApS har betalt [person2]s udgifter til kurser og uddannelser ”som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde”, hvorfor [person2] har udført en lønnet arbejdsindsats i selskabet, hvorfor han er berettiget til at modtage skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9 B.

Vedrørende beskatning af personalegoder, har der foreligget en fast praksis for at der skal foretages en vurdering af, om disse er modtaget som en bagvedliggende arbejdsindsats eller ej. Hvis ja, skal værdien beskattes som løn, jf. LL § 16, Hvis nej, er der tale om maskeret udbytte, jf. LL § 16 A.

Som bilag 1, side 2 er der vedlagt en udtalelse fra Told og SKAT vedr. fri bil som personalegode.

Afslutningsvis skal det gøres gældende, at såfremt Landsskatteretten skulle fastholde, at der ikke foreligger et ”indtægtsgivende arbejde” efter LL § 9, hvorfor der ikke kan udbetales skattefri kørselsgodtgørelse efter LL § 9B, så vil en sådan godtgørelse være en skattepligtig indkomst hos [person2], og da han har haft private udgifter i form af benzin, forsikringer og slitage på bilen, vil disse udgifter, jf. SL § 6, stk. 1 litra a, kunne fratrækkes i denne indkomst.”

SKATs udtalelser til Skatteankestyrelsen

Af SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen af 6. oktober 2014 fremgår bl.a.:

”Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C

Det skal bemærkes, at SKAT ikke har foretaget en materiel sagsbehandling af et evt. kørselsfradrag efter ligningslovens § 9C. Sagsbehandlingen har alene omfattet nægtelse af den uberettigede skattefrie kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9B, da det er konstateret, at [person2] ikke kan anses som lønmodtager i selskabet [virksomhed2] ApS.

Der er således ikke taget stilling til de faktuelle kørselsangivelser, herunder bestemmelsessteder og km oplysninger m.v., men i afgørelsen henvist til muligheden for at opgøre og anmode om kørselsfradrag jf. ligningslovens § 9C.”

Repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse til Skattankestyrelsen

Af repræsentantens bemærkninger til SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen af 2. december 2014 fremgår bl.a.:

”1. Skats høringssvar:

Af de fremsendte høringssvar fra SKAT fremgår det at SKAT under sagen ikke har vejledt omkring muligheden for fradrag efter ligningslovens § 9C. Fradraget må således anerkendes i forbindelse med klagebehandlingen af sagen da fradraget vedrører befordringspunktet, som er til påkendelse under denne sag.”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke for godtgørelser for befordringsudgifter omfattet af ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet.

Det er en forudsætning for at modtage skattefri befordringsgodtgørelser, at der er tale om et indtægtsgivende ansættelsesforhold jf. Østre Landsretsdom i SKM2001.141.

Da klageren ikke har modtaget løn fra [virksomhed2] ApS for indkomståret 2010, og der således ikke er sket befordring til eller fra et indtægtsgivende arbejdssted, har klageren ikke været berettiget til at få udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B.

SKAT har ikke ved den påklagede afgørelse taget stilling til spørgsmålet om befordringsfradrag i henhold til ligningslovens § 9 C, hvorfor Landsskatteretten ikke kan tage stilling herfor, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1.

SKATs afgørelse stadfæstes.