Kendelse af 16-03-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Beskatning af gave

115.000 kr.

0 kr.

115.000 kr.

Faktiske oplysninger

Den 3. september 2010 og den 9. september 2010 blev der indsat der henholdsvis 50.000 kr. og 65.000 kr. på klagerens konto i [finans1]. Beløbene blev indsat af AB [x1]. I noten ved indsættelsen fra administratoren i AB [x1] angives, at det er ”if. Aftale med [person1]”. Det var således efter aftale mellem AB [x1] og [person1]. Overførelserne blev foretaget af [virksomhed1].

Klageren ejede ikke andelsbeviser i AB [x1], og der forelå ikke dokumentation for, at klageren havde udført arbejde for andelsboligforeningen.

Klageren har angivet, at han modtog et kortvarigt lån, som blev tilbagebetalt. Den 7. september 2010 fremgår en ”Tilbagebetaling” på 50.000 kr., mens der den 10. september 2010 ligeledes fremgår en ”Tilbagebetaling” på 58.750 kr. Dette skulle ifølge klageren være tilbagebetaling af lånet.

Klageren oplyste ikke til SKAT, til hvem lånet var ydet, ligesom der ikke forelå dokumentation for lånet i form af et lånedokument eller lignende. Det fremgik endvidere ikke af klagerens bankkonto, at han skulle have overført 115.000 kr. til AB [x1].

SKAT har oplyst, at et lån på 115.000 kr. ikke fremgik af klagerens kapitalforklaring for 2010 som en primopost, hvorfor lånet skulle have været ydet i 2010. Der er ikke fra klagerens bankkonti i 2010 overført et beløb på 115.000 kr. til AB [x1].

Klageren har oplyst at beløbet oprindeligt skulle være lånt af selskabet [virksomhed2] Ltd, som var hjemmehørende på St. Vincent & The Grenadines. Det er uklart, hvorvidt det er [person1], der ejer selskabet, da der endnu verserer sager herom.

Klageren har endvidere forklaret, at der skulle være tale om et lån til køb af en bil. Handelen blev ikke gennemført, hvorfor beløbet blev tilbagebetalt hhv. den 7. september 2010 med 50.000 kr. og den 10. september 2010 med 58.750 kr. Differencen på 6.250 kr. skyldtes, at klageren havde udført arbejde for [virksomhed2] Ltd

Klageren har indsendt gældsbrev, underskrevet af klageren den 2. september 2010, vedrørende lån på 115.000 kr. fra [virksomhed2] Ltd Derudover er der indsendt mail korrespondance vedr. faktura til [virksomhed2] Ltd på 5.000 kr. ekskl. moms vedr. arbejde udført på [...].

Der blev på et retsmøde den 8. marts 2017 fremlagt kopi af et svar fra [finans1] til klageren af den 24. februar 2017, hvoraf det fremgår, at beløbet 50.000 kr. er ekspederet betalt den 7. september 2010, og at beløbet 65.000 kr. er ekspederet betalt den 10. september 2010.

Afsenders ref. er angivet som ”tilbagebetaling”, og modtagers ref. er angivet som ”fra [person1]”.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 115.000 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”SKAT har ændret grundlaget for din skat for 2010 sådan:

Med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1 litra c forhøjes din skattepligtige indkomst med gave fra AB [...]

115.000 kr.

(...)

1.2. SKAT begrundelse for forslag til ændring

Det er SKATs opfattelse, at beløbene er overført til dig uden der er sket modydelse og derfor er en gave til dig ydet af AB [x1].

Gaver er skattepligtige med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1 litra c. Du har ikke noget økonomisk mellemværende med AB [x1] i form af lån eller tjenester, du har udført for AB [x1].

1.3. Love og regler

Statsskattelovens § 4 stk. 1 litra c.

2.4 SKATs foreløbige afgørelse

Med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1 litra c. forhøjes din personlige indkomst med kr. 115.000 for indsætning på din bankkonto [...44] i [finans1] den 3. og 9. september 2010.

2.5 Skatteyders indsigelse

Du har den 23. maj 2014 fremsendt følgende indsigelse. "Jeg har modtaget jeres brev af 30. april 2014 og har følgende bemærkninger: De 115.000 modtaget var et kortvarigt lån som blev tilbagebetalt."

2.6. SKATs endelige afgørelse

Du anfører i din indsigelse, at de 115.000 kr. var et kortvarigt lån som blev tilbagebetalt.

Beløbet er modtaget fra AB [x1], og du har ikke fremsendt dokumentation for du har lånt beløbet til AB [x1], og der eksistere et lånforhold mellem dig og AB [x1].

Du har endvidere ikke dokumenteret, at du har lånt 115.000 kr. til andre personer eller virksomheder.

SKAT fastholder på den baggrund, at du har modtaget en skattepligtig gave, som du skal beskattes af.

Med hjemmel i Statsskattelovens § 4 stk. 1 litra c. forhøjes din personlige indkomst med kr. 115.000 for indsætning på din bankkonto [...44] i [finans1] den 3. og 9. september 2010.”

SKAT har i udtalelsen til klagen tilføjet:

”Klager fremfører påstand om, at indbetalinger fra AB [x1] er tilbagebetaling på et lån klager har ydet.

Beløbet er indsat på klagers konto af AB [x1] henholdsvis. den 3. september med kr. 50.000 og den 9. september med kr. 65.000.

Klager har til SKAT i forbindelse med sagens behandling i brev den 23. maj 2014 oplyst, at beløbet var et kortvarigt lån, der blev tilbagebetalt. Klager oplyser ikke til hvem lånet er ydet eller fremsender dokumentation for lånet i form af et lånedokument eller andet. Det fremgår tillige ikke af klagers bankkonto, at han har overført kr. 115.000 til AB [x1].

Lånet på kr. 115.000 fremgår tillige ikke af klagers kapitalforklaring for 2010 som en primopost. Da lånet ikke fremgår, som en primopost af kapitalforklaringen for 2010 må lånet være ydet i 2010. Ved gennemgang af klagers bankkonti har SKAT ikke kunnet finde en overførelse på kr. 115.000 til AB [x1] fra klager.

Tekst på bankkontoudtog fra [finans1] -bilag 27 - er "if. aftale [person1]". Beløbet er overført af AB [x1]s administrator advokat [person2].

Af bilag 30 fremgår det, at klager ikke har været andelshaver i AB [x1]. Beløbet kan således ikke henføres til afregning for salg af andelsbevis i AB [x1].

Det er heller ikke dokumenteret af klager, at beløbet, der overføres fra AB [x1], kan henføres til et lån ydet til AB [x1] eller til 3. mand, hvor klager har fået transport i et tilgodehavende 3. mand har hos AB [x1].

SKAT fastholder forhøjelse af klagers indkomst med kr. 115.000, da klager ikke under sagens behandling ved SKAT eller i klagen til Skatteankestyrelsen har dokumenteret pengestrømme, der viser klager har ydet et lån på i alt kr. 115.000 og til hvem, og at indbetalinger på hhv. 65.000 og 50.000 kr. fra AB [x1] til klagers konto har vedrørt et låneforhold, og med hvem.”

SKAT har udtalt følgende til klagerens supplerende indlæg:

”Det er klagers påstand, at det overførte beløb fra AB [x1] er et lån fra [virksomhed2] Ltd, som er udbetalt til klagers konto. Klager har i alt - jævnfør påstanden - lånt 115.000 kr. som skulle være brugt til at købe en bil. Denne handel blev dog ikke gennemført.

Advokat [person2] var daværende administrator for AB [x1]. Med henvisning til tidligere fremsendt materiale fremgår det, at de to overførelser er sket fra AB [...] og bogført i denne forenings regnskaber.

Klagers advokat fremfører den påstand, at det lånte beløb er betalt tilbage den 7. september 2010 med 50.000 kr. og den 10. september 2010 med 58.750 kr. Difference op til 65.000 kr. er for arbejde udført af klager for [virksomhed2] Ltd [virksomhed2] Ltd er hjemhørende på St. Vincent & The Grenadines. [virksomhed2] Ltd ejes af [person1].

[virksomhed2] Ltd er ikke registreret i Danmark med se-nummer og har ikke en dansk bankkonto. Skal der laves en overførelse til [virksomhed2] Ltd må det derfor være til en udenlandsk bankkonto. Af de kontoudtog klagers advokat har fremsendt fremgår det at overførelsen er sket til en dansk konto men det fremgår ikke hvem, der er ejer af den konto beløbene er overført til.

Klager har ikke fremsendt dokumentation hvem der har modtaget de to overførelser samt der er ikke fremlagt dokumentation for der eksistere et låneforhold mellem klager og [virksomhed2] Ltd Det må anses som et usædvanligt forhold, at to parter her klager og [virksomhed2] Ltd indgår en låneaftale men at beløbet udbetales af en 3. part her AB [x1]. Det er også et usædvanligt forhold, at man modtager 1 lånerate og betaler denne tilbage for derefter at modtage 2. lånerate. Specielt i betragtning, at årsagen til lånet - køb af en bil - var bortfaldet.

SKAT fastholder forhøjelsen af klagers indkomst med 115.000 kr. da klager ikke har dokumenteret, at der er et låneforhold mellem klager og [virksomhed2] Ltd St. Vincent & The Grenadines samt hvem lånet er betalt tilbage til, og om modtageren har været [virksomhed2] Ltd Klager har endvidere ikke fremlagt dokumentation for hvorfor AB [x1] skal stå som udbetaler af beløbet til klager når de ikke er långiver.

SKAT skal på denne baggrund fastholde forhøjelsen.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for 2010 nedsættes med 115.000 kr.

Der er til støtte for påstanden anført:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at [person3] ikke er skattepligtig af de overførte beløb. Der er tale om et lån, som blev tilbagebetalt efterfølgende.

Det bestrides, at der er tale om en gave, der kan beskattes med hjemmel i statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Beløbet udbetalt til [person3] i september måned 2010 med henholdsvis kr. 50.000 den 3. september 2010 og kr. 65.000 den 9. september 2010 udgør ikke overførsler uden modydelse.”

Repræsentanten havde følgende supplerende indlæg:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at [person3] ikke har opnået en skattepligtig økonomisk gevinst ved de foretagne overførsler på henholdsvis kr. 50.000 den 3. september 2010 og kr. 65.000 den 9. september 2010.

Det gøres gældende, at de overførte beløb udgjorde kortvarige lån ydet til [person3] af selskabet [virksomhed2] Ltd efter nærmere aftale med selskabets fuldmægtige [person1].

[person3] og hans kæreste fik omkring september måned 2010 tilbud om at købe en bil til en relativ fordelagtig pris. Finansieringen af købet skulle ske hurtigst muligt, og [person3] indgik i forbindelse hermed en aftale med sin bekendte [person1] om, at han kortvarigt kunne låne kr. 115.000 til brug for betaling af bilen. Lånet ville ikke blive ydet af [person1] personligt, men derimod af selskabet [virksomhed2] Ltd

Lånet blev af [person3] ubekendte grunde overført ved 2 forskellige betalinger henholdsvis den 3. september 2010 og den 9. september 2010. Handlen med bilen blev kort efter den første overførsel på kr. 50.000 den 3. september 2010 aflyst, idet sælger af bilen fandt en anden løsning på sine økonomiske udfordringer og derfor alligevel ikke ønskede at sælge bilen til den fordelagtige pris.

Baseret på, at handlen med bilen ikke længere kunne gennemføres, tilbageførte [person3] lånebeløbet på kr. 50.000 modtaget den 3. september 2010 til [virksomhed2] Ltd Tilbagebetalingen fandt sted den 7. september 2010 og fremgår af kontoudskriftet fra [person3]s konto (bilag 2) den 7. september 2010 med teksten "Tilbagebetaling".

I forlængelse af, at [person3] modtog overførslen på kr. 65.000 den 9. september 2010, tilbageførte han denne den 10. september 2010. Tilbagebetalingen blev dog gennemført således, at [person3] alene tilbageførte kr. 58.750 til [virksomhed2] Ltd Et beløb på kr. 6.250 ud af det overførte beløb blev overført til [person3]s selskab, Codefactor, som betaling for en tidligere ubetalt faktura udstedt til [virksomhed2] Ltd for udvikling og support af selskabets hjemmeside. Codefactor var en enkeltmandvirksomhed som efterfølgende er nedlagt. Betalingen af fakturaen og tilbagebetalingen af lånebeløbet fremgår af [person3]s kontoudtog fra kontoen i [finans1] den 10. september 2010 med teksten "Betaling af faktura" og teksten "Tilbagebetaling". Til yderligere dokumentation fremlægges faktura fra Codefactor til [virksomhed2] Ltd som bilag 7.

Det gøres gældende, at det ved de til nærværende supplerende indlæg vedlagte bilag fuldt ud er godtgjort, at [person3] ikke har opnået en økonomisk fordel i relation til overførslerne foretaget af advokat [person2] på vegne af [person1] og [virksomhed2] Ltd Lånebeløbene henstod alene meget kortvarigt på [person3]s konto, hvorefter de blev tilbagetalt til [virksomhed2] Ltd Betalingerne fremgår direkte af kontoudskrift fra [finans1] og er markerede med teksten "Tilbagebetaling".

Betalingen af Codefactors faktura er indgået i selskabets regnskab og skatteansættelse og er denne sag uvedkommende.

Det gøres gældende, at SKAT på den foreliggende baggrund ikke har dokumenteret, at [person3] i indkomståret 2010 har modtaget en skattepligtig økonomisk gevinst på kr. 115.000 ved de foretagne overførsler.

Det bemærkes for god ordens skyld, at det beror på en misforståelse fra SKATs side, når det i afgørelse af den 2. juni 2014 forudsættes, at overførslerne er foretaget af AB [x1]. Faktum er, at overførslerne er foretaget på vegne af [virksomhed2] Ltd efter nærmere aftale med [person1]. Dette fremgår med klarhed af teksten ved de omhandlede overførsler, der angiver " Iflg. aftale [person1]", ligesom advokat [person2] i sine håndskrevne noter vedrørende overførslen på kr. 50.000 den 3. september 2010 (bilag 5) anfører "... fra [virksomhed2] Ltd ". Det synes således at fremgå af advokat [person2]s egne noter, at overførslen i realiteten er uden nogen nærmere reference til AB [x1], men derimod kan henføres til [person1] og [virksomhed2] Ltd Det er [person3]s forståelse, at [virksomhed2] Ltd havde et tilgodehavende hos AB [x1], som blev benyttet til at foretage den aftalte overførsel til [person3]. Da det efterfølgende viste sig, at [person3] ikke havde behov for det aftalte lån, returnerede han midlerne til [virksomhed2] Ltd i overensstemmelse med nærmere aftale med selskabet.

Afslutningsvist skal det bemærkes, at der naturligvis ikke foreligger nogen form for gavemiljø mellem [person3] og AB [x1], ligesom [person3] ikke på anden måde har en tilknytning til andelsboligforeningen i øvrigt, der ville sandsynliggøre eller forklare en overførsel/gave på det ganske betydelige beløb kr. 115.000. Der var som anført ovenfor tale om en låneaftale med [virksomhed2] Ltd, og [person3] har ikke på nogen måde realiseret en skattepligtig økonomisk fordel i forbindelse med de i sagen omhandlede overførsler på henholdsvis kr. 50.000 og kr. 65.000.”

Repræsentanten har yderligere anført:

”I forlængelse af yderligere aktindsigt i ovennævnte sag skal jeg venligst bemærke, at det materiale, der yderligere er fremsendt fra SKAT, alene dokumenterer det interne forløb hos andelsboligforeningen og reelt er [person3]s skatteansættelse fuldstændig uvedkommende.

Af materialet fremgår det – således som jeg forstår det – at den sidste overførsel på kr. 65.000 sker efter drøftelser mellem [person1] og administrator i andelsboligforeningen, [person2]. Beløbet, der overføres til [person3], udgør henholdsvis kr. 25.000 fra en konto tilhørende Andelsboligforeningen [x2] og kr. 40.000 fra en konto tilhørende Andelsboligforeningen [x1]. Den virksomhed, som [person1] repræsenterede, [virksomhed2] Ltd, havde tilgodehavender for honorarer i begge andelsboligforeninger.

[person3] har ikke tidligere været vidende om drøftelser mellem [person1] og administrator om udbetaling af midlerne. Det er usikkert, hvilken baggrund der er herfor, idet [person3] på et tidligere tidspunkt havde orienteret [person1] om, at lånet ikke var nødvendigt, idet bilkøbet ikke skulle gennemføres.

Baggrunden for, at [person1] ikke fik foretaget udbetalingen af midlerne drøftet i den nu fremsendte mail fra SKATs side til en anden konto end [person3]s, er usikker. Det kan skyldes, at advokaten tilsyneladende var indstillet på at lave et udlæg for andelsboligforeningernes gæld til [virksomhed2] Ltd, hvilket [person1] kunne have en selvstændig interesse i. Der er imidlertid alene tale om spekulationer, idet den fatiske baggrund som anført ikke er [person3] eller undertegnede bekendt.

Udover ovenstående bemærkninger giver de af SKAT fremsendte materialer ikke anledning til yderligere. Det bemærkes for god ordens skyld, at det fastholdes, at [person3] lånte midlerne af [virksomhed2] Ltd i overensstemmelse med den foreliggende låneaftale, hvilket tillige synes åbenbart henset til, at alle midlerne, der blev overført, ikke stammer fra samme andelsboligforening, men fra flere andelsboligforeninger, hvori [virksomhed2] Ltd havde et tilgodehavende.”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive dennes indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Det findes ikke godtgjort, at indsætningerne på klagerens bankkonto vedrører udbetalinger på et lån fra [virksomhed2] Ltd Der henses til, at lånedokumentet alene er underskrevet af klageren og ikke af udlåner. Der er ligeledes henset til, at det ikke er godtgjort, at overførsler af 7. og 10. september 2010 skulle vedrøre tilbagebetaling af lånet, idet det ikke er dokumenteret, til hvem pengene er overført.

Det findes ligeledes ikke dokumenteret, at der er indgået en reel, retlig forpligtende låneaftale mellem klageren og [virksomhed2] Ltd Der henvises til SKM2010.500.BR.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har løftet bevisbyrden for, at der er tale om låneforhold og anser derfor indsætningerne for skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.