Kendelse af 04-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2015

Bindende svar

Spørgsmål:

Er [virksomhed1]s udbetaling af godtgørelse på 370.293 kr., jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7 skattefri?

Skatterådet har svaret: NEJ

Landsskatteretten ændrer svaret til: JA

Faktiske oplysninger

Klageren er ansat hos [virksomhed1] den 1. juni 1974, men er afskediget den 22. december 2011 til fratrædelse 30. juni 2012.

Af overenskomsten fremgår det, at der var en pligtmæssig fratrædelsesalder ved det 65. fyldte år.

I forbindelse med opsigelsen af spørger er det gjort gældende, at afskedigelsen af spørger var i strid med loven om forbud mod forskelsbehandling.

Begrundelsen herfor var, at spørger er afskediget på grund af hans alder.

Sagen er efterfølgende forhandlet, og der er som følge heraf indgået en forligsaftale af 9. august 2012, hvoraf fremgår, at parterne har indgået forlig om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven på 370.293 kr. som skulle betales inden månedens udgang.

I forbindelse med udbetalingen af godtgørelsen trak [virksomhed1] skat af forligsbeløbet.

Feriegodtgørelsen og fratrædelsesgodtgørelsen er afregnet i forbindelse med spørgers fratrædelse.

Forligsaftalen mellem parterne er aftalt til 7 måneders løn a 52.899 kr., i alt 370.293 kr. i godtgørelse.

Skatterådets svar

Skatterådet har svaret: NEJ

Skatterådet kan tilslutte sig SKATs opfattelse, hvorefter forholdene i den foreliggende sag kan sidestilles med de forhold, der forelå i Skatterådets afgørelser i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR.

På baggrund af bl.a. forarbejderne til ligningslovens § 7 U, har Skatterådet imidlertid revurderet spørgsmålet om den skattemæssige behandling af de omhandlede godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

Det fremgår således af bemærkningerne til lovforslag L 88, lov nr. 955 af 20. december 1999 at:

”Gaver og godtgørelser fra den skattepligtiges arbejdsgiver skal efter forslaget beskattes som skattepligtig indkomst. Det betyder, at fratrædelsesgodtgørelser og lignende udbetalinger i fremtiden vil blive beskattet på samme måde som lønindkomst. Der kan således ikke længere spekuleres i, at få ydelser fra arbejdsgiveren kategoriseret som fratrædelsesgodtgørelser i stedet for lønindkomst. Det betyder også, at andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratræden af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for fratrædelsesgodtgørelser”.

Videre fremgår det af mindretalsforslaget i betænkningen til L88, at:

”De såkaldte gyldne håndtryk udgør en begrænset del af fratrædelsesgodtgørelserne, jf. regeringens lovforslagstabel 3. De væsentligste fratrædelsesgodtgørelser er hjemlet i funktionærlovens § 2 a og 2 b, der henholdsvis vedrører godtgørelser ved fratræden efter 12, 15 og 18 års anciennitet i virksomheden, og udløser henholdsvis 1, 2 og 3 måneders ekstra løn ved fratræden, dog ikke ved pensionering og godtgørelser for urimelig opsigelse eller bortvisning. Det er således primært funktionærer og arbejdere, der afskediges på grund af graviditet, barselsorlov, alder og andre usaglige afskedigelsesbegrundelser, der rammes af regeringens forslag”.

På baggrund heraf samt i øvrigt SKATs indstilling og begrundelse i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR, er det således Skatterådets opfattelse, at den omhandlede godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, skal behandles som en godtgørelse i forbindelse med fratræden af stilling, der er skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U.

Det er derfor også Skatterådets opfattelse, at afgørelserne i SKM2014.85.SR og SKM2014.86.SR ikke kan anses for udtryk for den korrekte retstilstand i forhold til den skattemæssige behandling af tilsvarende godtgørelser efter forskelsbehandlingslovens § 7.

Skatterådet er endvidere af den opfattelse, at uanset om der er tale om godtgørelse efter reglerne i ligebehandlingslovens § 16 eller forskelsbehandlingslovens § 7, bør den skattemæssige behandling være ens. Hvorvidt der er tale om godtgørelse efter ligebehandlingsloven eller forskelsbehandlingsloven gør i sin form og virke således ingen forskel i beskatningsgrundlaget

Klagerens opfattelse

Det gøres gældende, at den udbetalte ydelse er skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Den til klageren udbetalte godtgørelse skete som anført i henhold til forskelsbehandlingsloven, der herom siger:

“ § 1. Ved forskelsbehandling forstås i denne lov enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Stk. 2.Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.”

Forskelsbehandlingsloven fastslår, at det kun er kvalifikationerne, der afgør, om en person f.eks. skal tilbydes en ledig stilling eller forfremmes.

Forskelsbehandlingsloven blev vedtaget i 1996. Kriteriet “alder” blev tilføjet i 2004.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder ved ansættelse, under ansættelsen og ved afskedigelse.

En lønmodtager, der bliver udsat for forskelsbehandling, har krav på en godtgørelse efter lovens § 7.

Den skattemæssige behandling af sådanne godtgørelser behandles efter reglerne i statsskatteloven.

Statsskatteloven § 4 bestemmer, at løbende indtægter er skattepligtige. Udbetales en erstatning derimod som et engangsbeløb, som i denne sag, afhænger den skatteretlige behandling af, hvilke tab eller hvilken skade erstatningen er kompensation for, jf. statsskattelovens 5 a.

Godtgørelsen kompenserer for forskelsbehandling på grund af alder og dækker altså ikke en økonomisk skade.

Arbejdsgiveren har anerkendt at have forskelsbehandlet klageren, og der er indgået forlig mellem arbejdsgiveren og medarbejderen/HK herom.

Idet der er tale om kompensation for et ikke-økonomisk tab, er godtgørelsen skattefri, jf. statsskattelovens § 5a.

Godtgørelsen bliver efter praksis ikke en “fratrædelsesgodtgørelse” alene på grund af udbetalingstidspunktet, sådan som Skatterådet hævder.

Af de forarbejder til L 88, som Skatterådet citerer i sin begrundelse, fremgår:

“andre ydelser, der udbetales i forbindelse med fratræden af stilling, vil blive beskattet som lønindkomst, da alle ydelser, der udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden, anses for fratrædelsesgodtgørelser.”

Som man må forstå Skatterådet, indebærer det, at man ved afgørelsen lægger afgørende vægt på nævnte lovbemærkninger, idet man forstår de citerede udtalelser således, at fordi ydelsen udbetaltes i forbindelse med fratræden, skal den beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 U.

Hertil skal det for det første fremhæves, at godtgørelsen til klageren netop ikke er udbetalt som led i hans fratræden. Den er forhandlet efterfølgende og udbetalt særskilt pr. 31. august, - 2 måneder efter hans sidste lønseddel pr. 30. juni. Allerede derfor er en beskatning efter ligningslovens § 7 U urigtig.

For det andet kan nævnte forarbejder ikke tages til indtægt for, at der skal ske beskatning af enhver ydelse, der måtte udbetales i forbindelse med en medarbejders fratræden alene på grund af udbetalingstidspunktet. Det kunne i praksis være udlæg eller andre mellemværender mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Et sådant standpunkt står helt alene og strider mod almindelige grundlæggende skatteretlige principper og traditioner.

Det grundlæggende skatteretlige princip i dansk ret er, at en indkomst kvalificeres efter dens art, og dette princip kan ikke fraviges alene med henvisning til nogle sporadiske lovbemærkninger, der principielt har et andet sigte, nemlig at hindre misbrug i særlige situationer. Lovteksten i ligningslovens § 7 U siger intet herom. Så vidt ses er nævnte lovbemærkninger i øvrigt hentet fra det oprindelige lovforslag i L 88, hvor ministerens oprindelige forslag om fuld indkomstbeskatning af fratrædelsesgodtgørelser netop ikke blev gennemført. Dette forslag blev under behandlingen trukket tilbage, idet forhandlingerne i stedet førte frem til ligningslovens § 7 U, - med et ganske andet indhold.

I øvrigt ville indførelsen af et sådant beskatningsprincip, hvorefter en beskatning afhænger af udbetalingstidspunktet, føre til helt vilkårlige løsninger, og betyde, at den samme ydelse vil blive undergivet forskellig beskatning alt afhængigt af, hvornår den tilfældigvis udbetales.

En beskatning af godtgørelser tilkendt for aldersdiskrimination ved fratræden med henvisning til ligningslovens § 7 ville således føre til den helt uantagelige retsstilling, at en person, der bliver aldersdiskrimineret i forbindelse med en ansættelsessituation eller under ansættelsen, kan modtage godtgørelsen skattefrit, mens samme type diskrimination udøvet i forbindelse med afskedigelse af medarbejdere skal udløse beskatning af godtgørelsen - uanset at den er tilkendt for præcis samme adfærd fra arbejdsgiverens side.
Den skatteretlige kvalifikation af en ydelse foretages i praksis altid ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for.

Et godt eksempel herpå er SKM 2001.536 LSR, hvor Told- og Skattestyrelsen pr. 1. januar 1998 havde overført 376 medarbejdere til et “kontrollørkorps” i forbindelse med et generelt personalepolitisk tiltag om opkvalificering af medarbejdere i Told & Skat.

De ansatte fandt, at der var tale om en sådan ændring af deres ansættelsesforhold, at den måtte sidestilles med en afskedigelse og krævede erstatning for manglende overholdelse af reglerne om partshøring i forvaltningsloven. Inden sagerne herom var afsluttede, besluttedes det som led i Finansloven for 1999 at afskedige medarbejderne i kontrollørkorpset. I den forbindelse aftaltes det at yde hver en erstatning på 25.000 kr. for den manglende partshøring, forudsat at de rejste sager blev frafaldet. Landsskatteretten fandt, at erstatningen ikke var et led i en fratrædelsesordning. Erstatningen måtte anses for en erstatning for tort, som efter praksis var skattefri, jf. statsskattelovens § 4 og 5.

Så uanset at udbetalingen af godtgørelsen fandt sted i forbindelse med medarbejdernes fratrædelse, var erstatningen altså efter Landsskatterettens opfattelse ikke et led i en fratrædelsesordning.

Af de anførte grunde skal godtgørelsen til klageren ikke beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse.

SKATs udtalelse af 5. november 2014

I nærværende klagesag har Skatterådet tiltrådt, at SKAT tager bekræftende til genmæle under henvisning til, at der med afgørelsen, der er offentliggjort som SKM2014.354SR, er sket en skærpelse af praksis, som følge af at Skatterådet har revurderet sin opfattelse af retstilstanden.

En sådan skærpelse af praksis kunne alene ske med fremadrettet virkning, jf. Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit A.A7.1.5, hvor det fremgår, at det kun er muligt at iværksætte en skærpende praksisændring med virkning for fremtiden og efter udmelding af et passende varsel, der giver borgerne mulighed for at indrette sig efter den ændrede retstilstand.

Der kan endvidere henvises til vedhæftede udkast til Styresignal om skærpelsen af praksis, der er i høring på SKATs høringsportal.

Med den begrundelse, at Skatterådets afgørelse i klagesagen er udtryk for en skærpelse af praksis, der alene kunne ske med fremadrettet virkning, kan besvarelsen af det påklagede spørgsmål således ændres til et “JA”.

Landsskatterettens afgørelse

Med henvisning til SKATs udtalelse af 5. november 2014, samt SKATs styresignal af 27. november 2014, SKM2014.801.SKAT, ændrer Landsskatteretten Skatterådets svar.

Spørgsmålet om, hvorvidt [virksomhed1]s udbetaling af godtgørelse på 370.293 kr., jf. lov om forbud mod forskelsbehandling §§ 2 og 7 er skattefri, besvares hermed med et JA.