Kendelse af 16-02-2015 - indlagt i TaxCons database den 03-04-2015

Sagen vedrører klage over Bindende svar, om anvendelse af regelsættet i ligningslovens § 9D.

Klageren har spurgt:

”Kan jeg benytte reglerne om kørselsfradrag for handicappede og kronisk syge (ligningslovens § 9D), da jeg har mange skader på min krop, som gør transport meget svært for mig?”

SKAT har svaret ”nej” til det stillede spørgsmål.

Landsskatteretten ændrer SKATs svar til ”JA”.

Faktiske oplysninger

Klageren sendte med sin anmodning om bindende svar en udtalelse fra [virksomhed1] ApS med følgende indhold:

”Hermed bekræftes, at [person1] er tilmeldt vores praksis.

Det bekræftes, at [person1] har en kronisk lidelse og på denne baggrund har en nedsat erhvervsevne. Han er blevet tilkendt førtidspension og senere hen fleksjob.”

SKAT skrev til klageren den 2. maj 2014, således:

”For at kunne behandle din anmodning om bindende svar, vil vi gerne have sendt følgende:

1. En udtalelse fra egen læge eller speciallæge, hvis en sådan er inddraget. Udtalelsen skal indeholde følgende oplysninger:

Diagnose

Kan offentlige transportmidler efter lægens vurdering benyttes til transporten mellem hjem og arbejde.?

Vurderingen bedes både indeholde et øjebliksbillede af situationen samt en fremtidig vurdering.

Den indsendte udtalelse fra lægen anfører blot, at du har en kronisk lidelse. Den kan derfor ikke bruges til vurderingen af om reglerne i ligningslovens § 9 D kan benyttes.

2. Er dit faste arbejdssted beliggende [adresse1], [by1]?

3. Er du ansat på fuld tid? Hvor længe har du været ansat i virksomheden?

4. Er du godkendt til fleksjob? I så fald bedes godkendelsen fra kommunen indsendt.”

Af SKATs afgørelse fremgår, at klageren pr. telefon har oplyst:

”• Det drejer sig om en gammel arbejdsskade fra 2004.

• Du kom til skade med ryggen og fik en førtidspension. I 2011 følte du, at du kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, så du fik et fleksjob hos [virksomhed2] i [by1], hvor du startede den 1. november 2011.

• Du har ødelagt knæ og ryg og kan ikke gå så langt.

• Du møder kl. 8, og hvis du skal med bussen, så skal du gå 2,5 km til bussen. Bussen kører kl. 6.10.

• Du kører i en Audi A8, som du købte i 2009. Bilen bruger du også arbejdsmæssigt til at køre ud til kunder i. Arbejdsgiver stiller ikke bil til rådighed til denne kørsel. Bilen er med automatgear.

• Du forklarer, at din Audi A8 har automatgear, som den havde fra fabrikken. Du købte den brugt, men gav ekstra fordi den har specielt godt sæde med ekstra støtte i ryggen og i siderne. Sædet er el-styret. Hvis du skal have ny bil i fremtiden, så skal det være med ekstraudstyr, og så koster det ekstra.

• Du havde søgt kommunen om at få et specielt sæde med ekstra støtte i ryggen til din bil, men det fik du afslag på.”

Af lægeudtalelse af 7. maj 2014 fremgår følgende:

”Diagnoserne er:

Kronisk smertetilstand med radierende smerter samt paræstesier udgående fra cervikaicolumna - lumbago, discusdegeneration og discusprotrusion L4/L5 - kroniske ve.sidige knæsmerter efter tidl. korsbåndsskade og menisklæsion. Da [person1] har 2,5 km. hver vej til nærmeste busstoppested, skal skifte transportmiddel halvvejs til arbejde, samt har yderligere 500 m. gang, inden han kommer på nuværende arbejdsplads, skønnes ikke tilrådeligt for ham at benytte offentlige transportmidler.

Den nuværende tilstand er kronisk og betragtes som værende stabil og uden udsigt til bedring.”

Efter at sagen er afsluttet i SKAT med et Bindende svar af den 9. maj 2014, har klageren til SKAT indsendt en ny lægeudtalelse af den 23. maj 2014. Af denne fremgår:

”Blev 2005 tilkendt førtidspension efter ulykkestilfælde 30/09-2004 med lænderyg-traume. Har efterfølgende haft belastnings-forværrede udtalte lænderyg-smerter udstrålende til ve. UE samt med ledsagende føleforstyrrelser og kraftnedsættelse i ve. UE, desuden en smerte-relateret hævelse over lænderyg. Fik sept. 2013 påvist ved neurologisk undersøgelse lændediscusprolaps med positiv ve.-sidig laseque og sensibilitets-nedsættelse både lateralt og medialt over hele ve. UE.

Kan af ovenstående årsager ikke anvende offentlig befordring uden en særdeles kraftig og uacceptabel forværring af de anførte smerte-gener, og bør efter min lægelige opfattelse derfor tilbydes mulighed for at transportere sig i egen bil.”

Klageren har pr. tlf. den 1. oktober 2014 oplystoverfor skatteankestyrelsens sagsbehandler, at der af aftalen om fleksjob alene fremgår en arbejdstid på 15 timer samt skånehensyn. Der fremgår ikke noget om mødetider på arbejdspladsen, men den oprindelige aftale med arbejdsgiver var, at mødetiden var kl. 08.00 – men klageren oplyste, at mødetiderne godt kunne være fleksible.

Klagerens repræsentant har efterfølgende oplyst, at klageren har fast mødetid kl. 8 og ugentlig arbejdstid på 15 timer.

Det er videre oplyst, at klageren har været på førtidspension, men han valgte at prøve at komme tilbage på arbejdsmarkedet og fik et fleksjob.

Det fremgår af SKATs edb-systemer, at klagerens Audi er fra 1999, og den er købt den 10. juli 2009.

Det fremgår af ww.google.dk/maps, at klageren har 53,8 km mellem sin bopæl og sit arbejdssted. Det tager 46 minutter at køre denne strækning i bil.

Iflg. samme hjemmeside tager det (med afgang kl. 06.10) 2 timer med busser at blive transporteret denne strækning. Klageren skal i så fald gå eller cykle 2,3 km. til første busstoppested, og klageren skal med 3 forskellige busser.

Ifølge rejseplanen.dk er der ved senere afgange bybusforbindelse ca. 250 meter fra klagerens bopæl og herefter skal klageren med 2 forskellige busser inden klageren skal gå ca. 150 meter til sit arbejdssted. Transporttiden er også her ca. 2 timer.

SKATs afgørelse

”Bindende svar

Du har anmodet om bindende svar på følgende spørgsmål:

Kan jeg benytte reglerne om kørselsfradrag for handicappede og kronisk syge (ligningslovens § 9D), da jeg har mange skader på min krop, som gør transport meget svært for mig?

Svar:

NEJ

Se SKATs begrundelse for svaret nedenfor.

Din opfattelse og begrundelse herfor

Det er din opfattelse, at du kan benytte reglerne i ligningslovens § 9 D ved beregning af befordringsfradraget.

SKATs begrundelse for svaret

Godtgør den skattepligtige, at den pågældende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i ligningslovens § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan således i stedet for ligningslovens § 9 C anvende reglerne i ligningslovens § 9 D og dermed fratrække de faktiske befordringsudgifter efter reduktion med et bundfradrag.

SKAT kan anerkende, at du lider af en kronisk sygdom.

Det er herefter afgørende, om du har særlige udgifter til transporten mellem bopæl og arbejdsplads, og om disse særlige udgifter er afholdt som følge af din sygdom.

Det skal være sygdommen i sig selv, der begrunder de særlige udgifter og ikke beliggenheden af arbejdssted eller privat bopæl.

Ved vurderingen af, om du kan omfattes af ligningslovens § 9 D har SKAT lagt vægt på følgende:

• Du havde købt din bil Audi A8 allerede i juli 2009, altså 11/2 år før du påbegyndte dit job hos [virksomhed2] i [by1]. Bilen blev således ikke anskaffet, fordi du fik job.

• Du har hos kommunen fået afslag på en ansøgning om at få et specielt sæde til din bil.

• Det er SKATs opfattelse, at det snarere er beliggenheden af din bopæl med 2,3 km. til busstoppested, der gør det påkrævet for dig at køre i egen bil, end det er din sygdom som sådan, der gør bilkørsel nødvendigt.

• Derudover har du oplyst, at du er nødt til at have bil med på arbejde, fordi du skal køre ud til kunder for din arbejdsgiver. Du får ikke stillet firmabil til rådighed for denne kørsel.

• Din læge har anført, at det ikke er tilrådeligt for dig at tage offentlige transportmidler, men begrundelsen for dette er den lange vej fra bopælen til busstoppestedet og igen fra stoppested til arbejdsplads. Det er ikke anført, at det vil være umuligt for dig at sidde i en bus eller i et tog med din sygdom.

SKAT finder herefter ikke, at du har særlige merudgifter til din transport til og fra arbejde som følge af din sygdom.

SKAT har herefter svaret nej til det stillede spørgsmål.”

SKAT har til klagen udtalt:

”Efter at sagen er afsluttet med et bindende svar af den 9. maj 2014, har skatteyder indsendt en mail den 13. maj 2014 samt en ny læge udtalelse af den 23. maj 2014.

SKAT har meddelt ved brev til skatteyder den 15. maj 2014, at den indsendte mail ikke giver anledning til genoptagelse af sagen, idet SKAT ikke har fundet, at der er nye væsentlige oplysninger, som vil ændre udfaldet af sagen.

SKAT har ligeledes efter modtagelsen af en ny læge udtalelse udsendt et brev/kvittering af den 23. maj 2014 med oplysninger om, at sagen er afsluttet med et bindende svar med klageadgang.

Det er SKATs opfattelse, at den nye udtalelse fra lægen ikke ændrer ved udfaldet af det bindende svar om, at skatteyder ikke er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9D.

Den første udtalelse fra lægen er dateret den 3. april 2014. Den oplyser blot, at [person1] er tilmeldt den pågældende praksis, og at han har en kronisk lidelse og nedsat erhvervsevne, og at han er tilkendt fleksjob.

Den næste læge udtalelse af den 7. maj 2014 er indsendt på SKATs foranledning for at få opklaret diagnose, øjebliksbillede samt fremtidig vurdering. Men også for at få et indtryk af, om skatteyder kan benytte offentlige transportmidler.

Det fremgår af denne udtalelse, at skatteyder har en diskusdegeneration dvs. en udposning mellem 4. og 5. lændehvirvel. Derudover har han problemer med smerter i venstre knæ efter korsbåndsskade og menisklæsion. Lægen har skønnet, at det ikke er tilrådeligt for skatteyder at benytte offentlige transportmidler, fordi han har langt til busstoppested og skal skifte bus undervejs.

Den sidst indsendte læge udtalelse af den 23. maj 2014 uddyber den medicinske udredning og nu er det anført, at skatteyder ikke kan anvende offentlige transportmidler.

SKAT finder, at det snarere er skatteyders valg af bopæl med lang afstand til offentlige transportmidler, end det er hans egentlige sygdom, der gør, at han anvender egen bil til transporten. Det er desuden SKATs opfattelse, at skatteyder ikke har haft merudgifter til transporten som følge af sin sygdom.

Konklusion: SKAT indstiller afgørelsen fastholdt.”

Klagerens opfattelse

Påstand:

”Det er min opfattelse, at jeg kan benytte reglerne i ligningslovens § 9 D ved beregning af befordringsfradraget.”

”Der er sket en fejl i kommunikationen mellem mig og sagsbehandleren, som jeg opfatter det. Min læge var heller ikke klar over hvordan hun skulle formulere sig i denne sag. Jeg har fået lavet en ny lægelig udtalelse og oplyst skat pr. mail om de informationsfejl der var, men sagen var afsluttet.”

Af mail af 13. maj 2014 fra klager til SKAT fremgår følgende:

”Hej [person2]

Jeg tror vi har talt forbi hinanden.

Ja det er rigtigt, at jeg kører i en Audi a8 til arbejde nu og at jeg har haft den inden jeg begyndte på mit job. Men jeg sagde også til dig jeg havde en anden bil, som jeg skulle bruge til mit job.

Det var en bil som jeg købte kun til mit arbejde, en Audi a4 1.9 tdi med manuel gear, hvis jeg skal beskrive det lidt mere.

Jeg blev ansat 1.1. 2011 efter funktionærloven hvor de første 3 mdr. er prøvetid.

Da de 3 mdr. var gået og jeg vidste jeg kunne blive, kiggede jeg efter en mere permanent løsning til at komme på job.

2/4 2011 købte jeg en Audi a4 1.9 tdi med manuel gear.

Til denne bil havde jeg spurgt hjælpemiddelscentralen efter et NYT sæde til bilen.

Ja, det er rigtig jeg fik afvist et NYT sæde, men jeg kunne låne et brugt til bilen, hvilket jeg sagde, at jeg ville lige se hvad jeg ville gøre til.

Det viste sig så, at jeg fik rigtig mange smerter af at køre i bilen pga. dels sædet og at den var med manuel gear, så mit eneste valg var at sælge den igen og finde noget andet jeg kunne holde til at køre i, så bilen blev solgt 17/2 2012.

Vi har efter salget kigget efter en anden bil men ikke haft held til at finde en, som vi havde råd til og som havde det rigtige sæde samt automat gear. Så jeg blev nødt til at køre i den bil vi havde som indeholder disse ting.

Så min merudgift som det er nu, ligger på ca. 100 kr. pr. dag i transport, fordi bilen ikke kører lige så langt på literen som den bil, jeg havde planlagt at bruge.

Desuden leder jeg stadig efter en bil som jeg ville kunne holde til at køre i, men kræver jo også at jeg har råd til det.

Jeg vil også gerne have med i det her, at selv hvis jeg skulle tage bus eller tog, er der ingen garanti for, at jeg kan komme til at sidde ned og derfor kan risikere at skulle stå op, hvilket ville gøre, at når jeg kommer, ville jeg have så mange smerter, at jeg ikke ville kunne arbejde.

Jeg kan oplyse, at da jeg fik min uddannelse, foregik noget af den på [...] som ligger i [by1], og den gang stod jeg op ca. 45 % af de gange jeg rejste mellem [by2] og [by1] og bussen gav mange ryk og det krævede en gode balance at stå op - dette ville være umuligt for mig i dag.

Det er jo også sådan, at hvis jeg får det dårligt på mit arbejde, kan jeg køre hjem og få nogle piller, slappe lidt af og tage på job igen.

Her den anden dag (5/5 2014) lavede jeg en forkert bevægelse og fik smerter, jeg kørte hjem og tog nogle piller, sov en times tid og var frisk igen og kørte tilbage og lavede de ting som jeg var i gang med færdig.

Denne fleksibilitet er jo alpha og omega pga. min lidelse - derfor ender jeg jo op med at køre dobbelt nogle dage.””

Efterfølgende har klageren fået en repræsentant, som har fremsat følgende anbringender:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at betingelserne for at opnå kørselsfradrag efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 D er opfyldte, idet [person1] lider af en kronisk sygdom, og idet denne kroniske sygdom nødvendiggør kørsel i egen bil til og fra arbejde.

Skatteydere, der kan godtgøre, at de som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjemmet og arbejdspladsen, kan anvende ligningslovens § 9 D, der giver ret til et særligt kørselsfradrag. Ordlyden af bestemmelsen er følgende:

“Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.”

Ved kronisk sygdom forstås en uhelbredelig eller i det mindste langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform. Befordringsfradraget for skatteydere, der som følge af en varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen, har ubegrænset befordringsfradrag bortset fra et grundbeløb på kr. 2.000, jf. ligningslovens § 9 D, 2. punktum.

Det er en forudsætning for at opnå fradragsret efter ligningslovens § 9 D, at den skattepligtige har udgifter til befordring. Hvis skatteyderen således slet ikke har afholdt udgifter til befordring, kan der ikke foretages fradrag. Endvidere vil der ikke kunne foretages fradrag, hvis arbejdsgiveren eksempelvis stiller firmabil til fri rådighed for privat kørsel.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt [person1] lider af en kronisk sygdom, gøres det gældende, at det udtrykkeligt af de tre lægeerklæringer fremlagt i sagen, jf. bilag 2, 3 og 4, fremgår, at han lider af en kronisk sygdom. Det følger således også af det bindende svar, jf. bilag 1, side 3, og Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, side 6, at det findes dokumenteret, at [person1] lider af en kronisk sygdom.

Det springende punkt i sagen er den næste betingelse ifølge bestemmelsens ordlyd, hvoraf fremgår, at skatteyder skal have haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Det gøres gældende, at [person1] har afholdt særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Det afgørende er, hvorvidt [person1] på grund af sin fysiske lidelse ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler, og således afholder særlige udgifter til transport ved at køre i egen bil til og fra arbejde.

Det gøres gældende, at det udtrykkeligt af lægeerklæringen udarbejdet af læge [person3], jf. bilag 4, fremgår, at [person1] ikke kan anvende offentlig befordring uden en særlig kraftig og uacceptabel forværring af sine smertegener, og at han efter lægens faglige opfattelse skal have mulighed for at transportere sig i egen bil.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at det af retspraksis på området udtrykkeligt fremgår, at en lægefaglig vurdering skal tillægges særlig betydning ved afgørelsen af sager indenfor området af ligningslovens § 9 D. Der skal henvises til Vestre Landsrets dom af den 10. februar 2005, der er offentliggjort i TfS 2005.215. Følgende fremgår af landsrettens begrundelse og resultat:

“Hvorvidt det har været nødvendigt for A at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.”

Vestre Landsrets dom er p.t. den eneste dom på dette område. Det fremgår udtrykkeligt af landsrettens præmisser, at en lægefaglig vurdering skal tillægges særlig betydning i relation til, hvorvidt det har været nødvendigt for skatteyder at afholde særlige udgifter til befordring, det vil sige, hvorvidt det har været nødvendigt at køre i egen bil til og fra arbejde.

Skatteyderen i TfS 2005.215 fik ikke medhold i sagen ved Vestre Landsret. Der var tale om en hjertesyg kvinde, og hvor det af en lægeerklæring fremgik, at det ikke efter en lægelig vurdering var nødvendigt at køre i egen bil, men alene en hensigtsmæssig disposition af hensyn til skatteyderens privatliv. Det fremgik derfor ikke af lægens vurdering, at skatteyderens sygdom nødvendiggjorde befordring i egen bil, hvorfor resultatet af dommen er korrekt. Indholdet af lægeerklæringerne i nærværende sag er dog afgørende forskellig fra indholdet i lægeerklæringen i TfS 2005.215.

I nærværende sag er formuleringen af erklæringen udarbejdet af læge [person3], jf. bilag 4, helt klar i forhold til, at [person1] ikke kan anvende offentlige transportmidler, idet det fremgår, at [person1] ikke kan anvende offentlige transportmidler uden en “særdeles kraftig og uacceptabelforværring” af sin tilstand. Befordringen i egen bil er derfor ikke et udspring af hensyn til privatlivet, men nødvendiggjort af de store skader og smerter [person1] lever med dagligt.

SKAT har i det bindende svar af den 9. maj 2014, jf. bilag 1, anført fem forhold, der fører til, at SKAT ikke mener, at [person1] kan anvende reglen i ligningslovens § 9 D.

For det første anfører SKAT, at [person1] erhvervede den bil, han anvender til befordring til og fra arbejde, i juli 2009, hvilket er halvandet år før han påbegyndte sit fleksjob ved [virksomhed2] i [by1]. Ifølge SKAT har det dermed tilsyneladende betydning for, hvorvidt en skatteyder afholder særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, hvornår en bil er anskaffet. Det bestrides på det kraftigste, at der i ordlyden af ligningslovens § 9 D, forarbejderne, SKATs juridiske vejledning, retspraksis eller administrativ praksis kan udledes et krav om, at den bil, skatteyder anvender til befordring mellem hjem og arbejdsplads, skal være erhvervet efter, skatteyder starter i sit arbejde. Dette er komplet irrelevant. Ved vurderingen af, hvorvidt en skatteyder kan anvende bestemmelsen i ligningslovens § 9 D, er det afgørende, hvorvidt det på grund af en kronisk lidelse er umuligt at anvende offentlige transportmidler således, at det er nødvendigt at køre i egen bil til og fra arbejde. Det gøres derfor gældende, at der er tale om et usagligt hensyn.

For det andet lægger SKAT i det bindende svar til grund, at [person1] ved kommunen bar fået afslag på en ansøgning om at få et specielt sæde til sin bil. Dette er en misforståelse fra SKATs side, idet [person1] af hjælpemiddelcentralen fik afslag på et sæde. I stedet blev han tilbudt et brugt sæde, hvilket han dog takkede nej til, idet han hurtigt konstaterede, at det var umuligt for ham at køre i den bil — en Audi A4 — som han havde købt med det formål at køre til og fra arbejde. Det bestrides dog også, at det er relevant for afgørelsen af sagen, hvorvidt [person1] reelt havde fået afslag fra hjælpemiddelcentralen til et sæde i bilen, idet det centrale for anvendelsen af reglen i ligningslovens § 9 D er, hvorvidt skatteyder lider af en kronisk lidelse og derfor er nødt til at befordre sig i egen bil i stedet for at anvende offentlige transportmidler. Det gøres derfor gældende, at der er tale om et usagligt hensyn.

For det tredje begrunder SKAT det bindende svar med, at det skulle være beliggenheden af [person1]s bopæl med 2,3 kilometer til nærmeste busstoppested, der gør det påkrævet for ham at køre i egen bil, og dermed ikke sygdommen som sådan. Dette anfører SKAT tillige i en udtalelse til Skatteankestyrelsen af den 12. juni 2014, side 2. Det gøres gældende, at der er tale om et usagligt hensyn. Afstanden mellem bopæl og arbejdsplads er alene omkring 50 kilometer, hvilket tager Ca. 45 minutter at køre. Dette er en fuldstændig normal afstand mellem hjem og arbejde. Afstanden fra [person1]s bopæl til nærmeste bustoppested er 2,3 kilometer, hvilket endvidere er en fuldstændig normal afstand til et bustoppested.

Der skal særligt henvises til Landsskatterettens kendelse af den 5. februar 1992, der er offentliggjort i TfS 1992.142. I denne sag havde skatteankenævnet fundet, at en skatteyder ikke var berettiget til at opgøre sit befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D, idet det ikke kunne antages, at skatteyder havde haft særlige udgifter til befordring på grund af sin sygdom. Dette blev begrundet med, at den normale transportform for områdets beboere (uanset kronisk sygdom) var benyttelse af eget befordringsmiddel. Landsskatteretten fandt, at skatteyder af helbredshensyn havde været nødsaget til at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdssted. Endvidere fandt Landsskatteretten, at det herefter var uden betydning, om skatteyder havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, og at skatteyder derfor var berettiget til at opgøre sit befordringsfradrag efter ligningslovens §9D.

Skatteyder i TfS 1992.142 boede meget længere væk fra nærmeste busstoppested end [person1] gør.

Det fremgår udtrykkeligt at TfS 1992.142, at det er irrelevant, om der er gode eller dårlige forbindelser med offentlige transportmidler i forhold til skatteyders bopæl. Det væsentlige er, om skatteyder som følge af kronisk sygdom er nødsaget til at anvende egen bil til transport.

[person1] skal møde på arbejde i [by1] kl. 08.00 hver morgen. Det fremgår af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling, at det med en afgang kl. 06.10 tager to timer med busser at blive transporteret fra [by2] til [by1]. I givet fald skal [person1] cykle 2,3 kilometer til første busstoppested og herefter med tre forskellige busser. Da busserne om morgenen mellem [by2] og [by1] er fyldte, er det ikke sikkert, at [person1] kan få en siddeplads. Han risikerer derfor at skulle stå op hele vejen mellem [by2] og [by1]. Selvom han dog ikke skulle stå op, er det fuldstændig umuligt for ham at cykle 2,3 kilometer fra sin bopæl til nærmeste busstoppested og tage tre forskellige busser for at komme til [by1]. Dette fremgår endvidere udtrykkeligt af lægeerklæringen fremlagt som sagens bilag 4.

Det gøres gældende, at der i sagen ikke kan herske tvivl om, at det for [person1] er fuldstændig umuligt at anvende offentlige transportmidler på grund af arbejdsulykken den 30. september 2004. Som allerede anført i sagsfremstillingen ovenfor har [person1] konstante store smerter i ryggen. Et lille ryk eller bump i vejen medfører så kraftige smerter, at han besvimer. Når smerterne er allerværst, er de så kraftige, at han taber sit hår og får udslæt, fordi kroppen ganske enkelt ikke ved, hvad den skal gøre af så store smerter.

For det fjerde anfører SKAT i det bindende svar, at [person1] skulle have udtalt, at han er nødt til at have bil med på arbejde, fordi han skal køre ud til kunder for sin arbejdsgiver. Dette er ikke korrekt, [person1] har til SKAT oplyst, at han en sjælden gang er nødt til at besøge en kunde, hvis det ikke er muligt at hjælpe kunden over telefonen. Det sker mindre end en gang om måneden. Hvis [person1] ikke kørte i sin egen bil til sin arbejdsplads, ville det være muligt at anvende arbejdsgiverens bil til disse kørsler. Det er derfor ikke nødvendigt at medbringe egen bil for at foretage disse kørsler, hvorfor der ikke skal lægges vægt herpå.

For det femte anfører SKAT i det bindende svar, at det lægges til grund, at [person1]s læge i en lægeerklæring, jf. bilag 3, har anført, at det ikke er tilrådeligt, at han anvender offentlige transportmidler. Heroverfor gøres det gældende, at det på baggrund af ordlyden af den konkrete lægeerklæring fremgår, at [person1] ikke kan anvende offentlige transportmidler. Endvidere fremgår det fuldstændig klart af ordlyden af den efterfølgende lægeerklæring, jf. bilag 4, at [person1] ikke kan anvende offentlig befordring. Som allerede anført ovenfor fremgår det udtrykkeligt af retspraksis, jf. TfS 2005.215, at SKAT skal lægge særlig vægt på den lægefaglige vurdering, og når læge [person3] i lægeerklæringen, jf. bilag 4, udtrykkeligt angiver, at [person1] ikke kan anvende offentlig befordring uden, at dette medfører en særdeles kraftig og uacceptabel forværring af hans tilstand, skal SKAT acceptere dette. Det anførte af SKAT i det bindende svar strider således direkte mod Vestre Landsrets præmisser i TfS 2005.215.

Argumenterne anført af SKAT i det bindende svar kan derfor tilbagevises.

Det fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, side 6 nederst, at det beror på en konkret vurdering, hvorvidt det er nødvendigt for [person1] at afholde særlige udgifter til transport som følge af sin sygdom. Straks herefter anfører Skatteankestyrelsen, at det på baggrund af sagens oplysninger er skatteankenævnets opfattelse, at [person1] ikke har særlige udgifter til transport, og at det ikke er godtgjort, at det har været nødvendigt at køre i egen bil. Skatteankestyrelsen uddyber ikke hvilke forhold, der er lagt vægt på.

Det er selvsagt dybt kritisabelt, at Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse ikke fremkommer med en nærmere redegørelse for, hvad der ligger til grund for det skøn, som Skatteankestyrelsen har anlagt. Det fremgår udtrykkeligt af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. punktum, at i det omfang en afgørelse beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen. Da Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse ikke redegør for de hovedhensyn, der har været bestemmende for, at det konkluderes, at [person1] ikke har særlige udgifter til transport, er det selvsagt ufatteligt svært som skatteyder at argumentere for, hvorfor skønnet indeholdt i forslaget til afgørelse er forkert.

Det gøres gældende, at SKAT i det bindende svar af den 9. maj 2014, jf. bilag 1, og at Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse af den 10. oktober 2014 blander flere ting sammen, der skal holdes adskilt. Det fremgår udtrykkeligt af retspraksis på området, at i det tilfælde, at det er nødvendigt at køre i egen bil på grund af den kroniske sygdom, vil skatteyder herved afholde særlige udgifter til transport, jf. eksempelvis Landsskatterettens kendelse af den 5. februar 1992, der er offentliggjort i TfS1992.142.

Det essentielle er derfor ikke, hvorvidt der er afholdt særlige udgifter, idet dette de facto vil være tilfældet ved kørsel i egen bil. Det essentielle er derimod, hvorvidt det på grund af den kroniske lidelse er nødvendigt at køre i egen bil, og dermed umuligt at anvende offentlige transportmidler. Dette er således årsagen til, at Vestre Landsret i TfS 2005.215 henviser til, at der skal anlægges en retlig vurdering, hvor der særligt skal lægges vægt på den lægefaglige vurdering af den kroniske sygdom.

Der skal endvidere henvises til en ikke-offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten med j.nr. 10- 00478 af den 3. november 2010. I denne sag fremgik det af en lægeerklæring, at det for den pågældende skatteyder var nødvendigt at bruge egen bil til og fra arbejde hver dag, da brug af offentlige transportmidler krævede gangdistancer, som ville belaste højre fod kritisk for den pågældende skatteyder. Landsskatteretten henviser i sin begrundelse først til ligningslovens § 9 D og dens ordlyd. Efterfølgende anfører Landsskatteretten følgende:

“Ved fremlæggelse af lægeerklæring fra egen læge af 28. januar 2010, findes klageren efter en konkret vurdering at have godtgjort, at han har en kronisk sygdom, som nødvendiggjorde, at han anvendte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Klageren anses på denne baggrund at være berettiget til at foretage fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 D.”

Det gøres som følge heraf gældende, at det udtrykkeligt af ordlyden af ligningslovens § 9 D, retspraksis og administrativ praksis fremgår, at det afgørende for, hvorvidt en skatteyder kan anvende ligningslovens § 9 D, er, hvorvidt den kroniske lidelse nødvendiggør kørsel i egen bil og umuliggør anvendelse af offentlige transportmidler.

[person1] kører i en bil til og fra arbejde, der er specielt udstyret som følge af lænderyg-traumet. Bilen har en særlig undervogn, et særligt elektrisk sæde og automatgear. Dette ekstraudstyr medfører, at han kan udholde at køre i bil mellem [by2] og [by1]. Det er umuligt for [person1] at anvende offentlige transportmidler, men det er endvidere umuligt for ham at køre i “almindelige” biler. Det er ekstraudstyret, der medfører, at kørslen kan finde sted.

Det gøres gældende, at der i nærværende sag ikke kan herske tvivl om, at [person1] ikke kan anvende offentlige transportmidler, og at han derfor er nødsaget til at anvende egen bil til kørsel mellem hjem og arbejde. Konklusionen i SKATs bindende svar skal som følge heraf ændres således, at [person1] kan anvende ligningslovens § 9 D ved opgørelsen af sit kørselsfradrag.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. udtrykkeligt den tidligere formulering af bestemmelsen, oprindeligt i § 7 i lov nr. 486 af 19/12 1951. Der er ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde ved den ændring af reglen, som skete ved lov nr. 274 af 6/6 1984.

Efter praksis er det i sygdomstilfælde en betingelse for at anvende reglen, at sygdommen er kronisk, hvorved forstås, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Landsskatteretten finder på baggrund af de fremlagte lægeerklæringer samt det i sagen i øvrigt oplyste, at klageren lider af en kronisk sygdom.

Det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Typisk vil det forholde sig sådan, at den pågældende på grund af fysisk lidelse ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler.

Vestre Landsret har i dommen SKM2005.75.VLR, der vedrører en fortolkning af ligningslovens § 9D, fastslået, at udgifterne, for at være fradragsberettigede i henhold til denne bestemmelse, skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen. Landsretten udtaler, at det beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning, hvorvidt det har været nødvendigt for den pågældende at afholde særlige udgifter som følge af den pågældendes sygdom. Retten fandt det således ikke tilstrækkeligt, at den pågældende læge havde udtalt, at det var en hensigtsmæssig disposition i forhold til den pågældendes privatliv.

Med henvisning til SKM2005.75.VLR beror nærværende afgørelse således af en vurdering af, hvorvidt de udgifter til transport, som klageren har afholdt, har været nødvendige for at sikre sin indkomsterhvervelse. Vurderingen skal foretages på baggrund af samtlige oplysninger i sagen, idet der skal lægges særlig vægt på udtalelsen fra klagerens læge.

Der foreligger flere lægeerklæringer i sagen. I lægeerklæringen af 7. maj 2014 anføres: ”skønnes det ikke tilrådeligt ... at benytte offentlige transportmidler”. I lægeerklæringen af 23. maj 2014 udtales: ”Kan af ovenstående årsager ikke anvende offentlig befordring uden en særdeles kraftig og uacceptabel forværring af de anførte smerte-gener, og bør efter min lægelige opfattelse derfor tilbydes mulighed for at transportere sig i egen bil.”

Landsskatteretten finder det godtgjort på baggrund af sagens samlede oplysninger, herunder særlig lægeerklæring af 23. maj 2014, at det er nødvendigt for klageren at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejde som følge af hans ryglidelse, og at han således har særlige udgifter til befordring, som kan fradrages efter ligningslovens § 9D.

Landsskatteretten ændrer således SKATs bindende svar til et ”JA”.