Kendelse af 07-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 28-11-2014

Der klages over, at der er udskrevet nye årsopgørelser for 2011 og 2012, som en konsekvens af, at SKAT har forhøjet klagerens indkomst i 2010 med 1.902.355 kr. Forhøjelsen medførte, at fremført underskud til 2011 og 2012 forsvandt fra underskudsregistreret.

Indkomståret 2011

Den skattepligtige indkomst ifølge årsopgørelse nr. 2 udgør

822.823 kr. (ifølge årsopgørelse nr. 1 udgør den skattepligtige

indkomst 0 kr. efter modregning af underskud fra 2010).

Landsskatteretten stadfæster den skattepligtige indkomst ifølge

årsopgørelse nr. 2 på 822.823 kr.


Indkomståret 2012

Den skattepligtige indkomst ifølge årsopgørelse nr. 2 udgør 784.846 kr.

(ifølge årsopgørelse nr. 1 udgør den skattepligtige indkomst 628.672 kr.

efter modregning af underskud fra 2010).

Landsskatteretten stadfæster den skattepligtige indkomst ifølge

årsopgørelse nr. 2 på 628.672 kr.


Faktiske oplysninger

SKAT har ikke ændret klagerens indkomst i 2011 og 2012 i forhold til det selvangivne.

På baggrund af klagerens selvangivelse for 2011 blev der den 26. juni 2012 udskrevet en årsopgørelse (nr.1). Årsopgørelsen er lagt i skattemappen dem 13. juni 2012. Ifølge årsopgørelse nr. 1 udgør den skattepligtige indkomst 0 kr. efter fradrag af eget fremførte underskud på 822.823 kr. og overført underskud fra klagerens ægtefælle på 9.381 kr.

På bagrund af selvangivelsen (TastSelv) for 2012 blev der den 18. juni 2013 udskrevet en årsopgørelse (nr. 1). Årsopgørelsen blev lagt i skattemappen den 7. juni 2013. Ifølge årsopgørelse nr. 1 udgør den skattepligtige indkomst 628.672 kr. efter fradrag af klagerens eget fremførte underskud på 126.531 kr. og overført underskud fra klagerens ægtefælle på 29.643 kr.

Ved en afgørelse af 26. november 2013 forhøjede SKAT klagerens indkomst i 2010 ved deltagelse i K/S [virksomhed1], England med 1.902.355 kr. Klageren havde i 2010 valgt beskatning efter virksomhedsordningen. SKATs ændring af klagerens indkomst i 2010 er påklaget til Landsskatteretten, hvor den er under behandling i Skatteankestyrelsen.

Som konsekvens af SKATs afgørelse af 26. november 2013 vedrørende indkomståret 2010 blev der automatisk udskrevet nye årsopgørelser (nr. 2) for 2011 og 2012, idet klagerens egne fremførte underskud fra 2010 forsvandt fra underskudsregistret på grund af den gennemførte forhøjelse af indkomsten i 2010.

Landsskatteretten har i en afgørelse af 2. september 2014 stadfæstet SKATs forhøjelse af klagerens indkomst fra K/S [virksomhed1] i indkomståret 2010.

SKATs afgørelse

Der er ændring i fremført underskud fra tidligere år som følge af en ændring af skatteansættelsen i 2010. Det er årsagen til, at der automatisk er udskrevet nye årsopgørelser for 2011 og 2012.

SKAT har ikke ændret klagerens indkomst i 2011 og 2012.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hans indkomst i 2011 og 2012 ansættes til hhv. 0 kr. og 628.672 kr.

SKATs forhøjelse af indkomsten i 2010 med 1.902.355 kr. er forkert. Årsopgørelse nr. 2 for 2011 og 2012 er forkerte, idet de er udskrevet som konsekvens af SKATs ændring af klagerens indkomst i 2010. SKAT havde ikke grundlag for at forhøje klagerens og de øvrige kommanditister i K/S [virksomhed1]´s indkomst, idet klageren og de øvrige kommanditister har påtaget sig en selvskyldnerkaution over for kommanditselskabets 2. prioritetslångiver. Klageren og de øvrige kommanditister hæfter for gælden uden regresret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lægger til grund, at SKAT ikke har ændret klagerens indkomst i 2011 og 2012. Der er mellem klageren og SKAT enighed om, at årsopgørelse nr. 2 for 2011 og 2012 er udskrevet som konsekvens af, at SKAT forhøjede klagerens indkomst i 2010 med 1.902.355 kr. Forhøjelsen medførte, at klagerens egne underskud, der var fremført til 2011 og 2012, forsvandt fra underskudsregistret.

Landsskatteretten har ved en afgørelse af 2. september 2014 stadfæstet SKATs ændring af klagerens indkomst i 2010. Landsskatteretten stadfæster derfor ansættelsen af indkomsten for 2011 og 2012 ifølge årsopgørelse nr. 2.