Kendelse af 07-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 28-11-2014

Der klages over, at der er udskrevet en ny årsopgørelse for 2011 som konsekvens af, at underskuddet fra indkomståret 2010, der var fremført til indkomståret 2011, ved en afgørelse for indkomståret 2010 blev ændret til et overskud.

Den skattepligtige indkomst ifølge årsopgørelse nr. 2 udgør 907.642 kr. mod 626.507 kr. ifølge årsopgørelse nr. 1. Differencen på 281.135 kr. vedrører fremført underskud.

Landsskatteretten stadfæster en skattepligtig indkomst på 907.642 kr.

Faktiske oplysninger

SKAT har ikke ændret klagerens indkomst i indkomståret 2011.

På baggrund af klagerens selvangivelse for 2011 blev der den 22. juni 2012 dannet en online årsopgørelse nr. 1. Årsopgørelse nr. 1 blev udskrevet den 3. juli 2012. Det fremgår af årsopgørelse nr. 1, at der ved opgørelse af den skattepligtige indkomst er fratrukket underskud fra tidligere år på 281.135 kr. Den skattepligtige indkomst efter fradrag af underskud fra tidligere år på 281.135 kr. udgør 626.507 kr. Før fradrag af underskud fra tidligere år udgør den skattepligtige indkomst 907.642 kr.

Ved en afgørelse af 26. november 2013 forhøjede SKAT klagerens indkomst i 2010 ved deltagelse i K/S [virksomhed1], England med 1.358.825 kr. Klageren havde i indkomståret 2010 valgt beskatning efter virksomhedsordningen.

Som konsekvens af SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2010 blev der automatisk udskrevet en årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2011, idet det fremførte underskud på 281.135 kr., som konsekvens af SKATs afgørelse af 26. november 2013 ikke var til stede. Årsopgørelse nr. 2 blev lagt i skattemappen den 6. januar 2014. Klageren havde da fravalgt papirudgaven. Den skattepligtige indkomst ifølge årsopgørelse nr. 2 udgør 907.642 kr. Differencen i skattepligtig indkomst fra årsopgørelse nr. 1 til 2 udgør 281.135 kr. svarende til det fremførte underskud.

Landsskatteretten har i en afgørelse af 2. september 2014 stadfæstet SKATs afgørelse af 26. november 2011.

SKATs afgørelse

Der er ændring i underskud fra tidligere år på 281.135 kr. Det er årsagen til, at årsopgørelse nr. 2 er udskrevet.

SKAT har ikke ændret klagerens indkomst i 2011.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at indkomsten i 2011 nedsættes med 281.135 kr. vedrørende fremført underskud fra tidligere år.

SKATs forhøjelse af indkomsten i 2010 med 1.358.825 kr. er forkert. Årsopgørelse nr. 2 er forkert, idet den er udskrevet som konsekvens af, at SKATs ændring af klagerens indkomst i 2010. SKAT havde ikke grundlag for at forhøje klagerens indkomst i 2010 med 1.358.825 kr., idet klageren og de øvrige kommanditister havde påtaget sig en selvskyldnerkaution over for kommanditselskabets 2. prioritetslångiver. Klageren og de øvrige kommanditister hæfter for gælden uden regresret.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lægger til grund, at SKAT ikke har ændret klagerens indkomst i 2011. Der er mellem SKAT og klageren enighed om, at årsopgørelse nr. 2 for 2011 blev udskrevet som konsekvens af SKATs forhøjelse af klagerens indkomst i 2010 med 1.358.825 kr. Forhøjelsen medførte, at det underskud, der var fremført fra tidligere år til 2011 forsvandt fra underskudsregistret.

Landsskatteretten har i en afgørelse af 2. september 2014 stadfæstet SKATs afgørelse af 26. november 2013 vedrørende indkomståret 2010. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse ifølge årsopgørelse nr. 2 for 2011.