Kendelse af 22-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Skønsmæssigt ansat overskud af virksomhed 2010

36.800 kr.

0 kr.

36.800 kr.

Skønsmæssigt ansat overskud af virksomhed 2011

41.600 kr.

0 kr.

41.600 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

SKAT har oplyst, at klageren i perioden 1. oktober 2010 – 31. december 2011 var registreret med virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1]. Branchen er oplyst til at være virksomhedsrådgivning og anden rådgivning.

Det er samtidig oplyst, at der er selvangivet 0 kr. i resultat af virksomhed i både 2010 og 2011.

SKAT har oplyst, at der er angivet salgs- og købsmoms således:

2010

2011

Salgsmoms

11.413 kr.

23.172 kr.

Købsmoms

-36.916 kr.

-41.910 kr.

Momstilsvar

-25.503 kr.

-18.738 kr.

Ifølge en opgørelse fra SKAT er der i 2010 foretaget kontante indsætninger på bankkonto med i alt 71.736 kr. og hævet i alt 144.184 kr. I 2011 har SKAT opgjort de kontante indsætninger på bankkonto til 77.131 kr. og hævningerne til i alt 131.911 kr.

SKAT har beregnet et rådighedsbeløb på 97.271 kr. for 2010 og 79.796 kr. for 2011.

SKAT har anset 36.800 kr. for yderligere omsætning ekskl. moms i 2010 og tilsvarende 41.600 kr. i 2011.

SKAT har tillige oplyst, at klageren har boet på adressen [adresse1] på [by1] i perioden 2. september 2009 – 5. februar 2012.

SKATs afgørelse

SKATs afgørelse af 18. december 2013 er begrundet således:

”Din virksomhed beskæftiger sig med virksomhedsrådgivning og anden rådgivning.

Både i indkomståret 2010 og 2011 har du selvangivet 0 kr. i overskud af virksomhed.

I 2010 har du angivet salgsmoms på 11.413 kr. svarende til en beregnet omsætning på 45.652 kr. og købsmoms til 36.916 kr. svarende til beregnede udgifter på 147.664 kr.. Der er kun indberettet momstal i 4. kvartal i 2010.

I 2011 har du angivet salgsmoms på 23.172 kr. svarende til en beregnet omsætning 92.688 kr. og købsmoms til 41.910 kr. svarende til beregnede udgifter på 167.640 kr. Der er kun indberettet momstal i 1. kvartal i 2011.

Jf. oplysningerne fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen starter din virksomhed den 1. oktober 2010 og ophører den 31. december 2011.

Den 20. juni 2013 sendte vi dig et brev, hvori vi spurgte efter regnskabet og det tilhørende regnskabsmateriale. Den 15. juli 2013 ringede du til undertegnede, hvor du oplyste, at du var flyttet og havde svært ved at finde det materiale, som vi havde skrevet efter. Du lovede at ringe et par dage senere for at fortælle, om du kunne få fat i noget af materialet.

Den 19. juli 2013 ringede du igen. Her oplyste du, at det materiale, som vi spurgte efter, var højst sandsynligt ved en ven, der havde hjulpet dig med at flytte. Vennen var på ferie. Vi aftalte, at du skulle ringe den 19. august 2013 for at fortælle, om du havde fået materialet.

Da du den 22. august 2013 ikke havde ringet, tog vi kontakt til din bank for at få kontoudskrifterne fra din bankkonto [...17].

Den 26. august ringede du for at oplyse, at du ikke har noget fra din virksomhed. Du blev oplyst om, at vi havde kontaktet din bank med henblik på at få dine kontoudskrifter for din bankkonto [...17].

Gennemgangen af kontoudskrifterne for din bankkonto viser følgende indsættelser og hævninger:

2010

Kontante indsætninger på kontoen i alt 71.736 kr.
Hævninger på kontoen i alt 144.184 kr. Hævningerne er foretaget i butikker og pengeautomater.

Fra den 1. oktober 2010, hvor din virksomhed starter, indsættes der kun 5.000 kr. i kontanter. Se vedlagte oversigt.

2011

Kontante indsætninger på kontoen i alt 77.131 kr.
Hævninger på kontoen i alt 131.911 kr. Hævningerne er foretaget i butikker og pengeautomater.

Der er foretaget privatforbrugsberegning ... på baggrund af din selvangivelse. Privatforbrugsberegningen viser et privatforbrug på henholdsvis 50.734 kr. i 2010 og 36.790 kr. i 2011. Beregningen er foretaget ud fra de skatteoplysninger, som vi har adgang til, og tager ikke højde for oplysningerne i kontoudskrifterne samt ændringen af det selvangivne befordringsfradrag, jf. pkt. 1.

...

Du har pligt til at opbevare bogførings- og regnskabsmaterialet på betryggende vis i mindst 5 år efter regnskabsårets afslutning, jf. Den juridiske Vejledning afsnit A.B.5.3.5.

Efter det oplyste har du intet regnskab med tilhørende bogførings- og regnskabsmateriale. Ifølge dommen fra Østre Landsret, SKM2001.389.ØLR bærer du selv risikoen for, at dit regnskab med tilhørende materiale er bortkommet.

Da du ikke efter vores anmodning har indsendt regnskabet med tilhørende regnskabsmateriale, foretages der en skønsmæssig forhøjelse af din indkomst, jf. skattekontrollovens § 6 stk. 1 og stk. 2 og § 5 stk. 3.

Det påhviler dig efter skattekontrolloven at selvangive og dokumentere dine indtægts- og formueforhold. Ligeledes påhviler det dig /din virksomhed, som er momspligtig, at føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af virksomhedens momstilsvar, jf. SKM2012.568.BR

Gennemgangen af din bankkonto [...17] viser, at der er indsat kontante beløb 71.736 kr. i 2010 og 77.131. kr. i 2011. Fra den 1. oktober 2010, hvor din virksomhed starter, indsættes der kun 5.000 kr. i kontanter. Se vedlagte oversigt.

Det kan ikke udelukkes, at de øvrige kontante indsættelser før 1. oktober 2010 er lån evt. fra venner og familiemedlemmer. Vi har ikke modtaget lånedokumenter eller andet, der kan dokumentere antagelsen.

Som udgangspunkt er al indkomst skattepligtig, jf. statsskatteloven § 4. Da det ikke er sandsynliggjort, at de indsatte beløb er dig uvedkommende og stammer fra allerede beskattede midler, er vi berettiget til skønsmæssigt at forhøje dit skatte- og momstilsvar, jf.SKM2012.568.BR.

Vores privatforbrugsberegning, jf. vedlagte bilag 1 og 2, der er beregnet på baggrund af din selvangivelse og ud fra de skatteoplysninger, som vi har adgang til, viser, at du har et privatforbrug i 2010 på 50.734 kr. og på 36.790 kr. i 2011.

Denne privatforbrugsberegning er sammenlignet med hævningerne på din bankkonto [...17], idet det anses, at disse hævninger, der er foretaget i butikker og pengeautomater, er et udtryk for dit privatforbrug i 2010 og 2011.

I 2010 har du hævet 144.184 kr. på din konto og 131.911 kr. i 2011. Derfor anser vi, at dit privatforbrug i 2010 har været 144.184 kr. og 131.911 kr. i 2011.

Det kan ses ud fra dine hævninger på bankkontoen, at du også ”lever kontant”, idet du har ud fra de samlede hævninger har hævet således i pengeautomater:

2010: Samlede hævninger 144.184 kr., hvoraf 62.900 kr. er hævet i pengeautomat
2011: Samlede hævninger 131.911 kr. hvoraf 77.300 kr. er hævet i pengeautomat.

Derfor formodes det, at der også har været kontanter i forbindelse med omsætningen i din virksomhed.

Da dit beregnede privatforbrug, jf. bilag 1 og 2, ikke levner plads til de hævninger, der er foretaget på din bankkonto, og som anses at være dit reelle privatforbrug, forhøjes din indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5 stk.3.

Skønnet har taget udgangspunkt i omtalte hævninger og kontante indsætninger. Der er i skønnet taget højde for ændring af befordringsfradraget.

2010

Selvangivet privatforbrug, jf. bilag 1

50.734 kr.

Ændring af befordringsfradraget, jf. sagsfremstillingens pkt. 1

46.537 kr

97.271 kr.

Hævninger på bankkonto anses for at være anvendt til privatforbrug

-144.184 kr.

Yderligere omsætning i virksomheden inkl. moms

46.913 kr.

Afrundet – beløbet er inkl. moms

46.000 kr.

2011

Selvangivet privatforbrug, jf. bilag 2

36.790 kr.

Ændring af befordringsfradraget, jf. sagsfremstillingens pkt. 1

43.006 kr.

79.796 kr.

Hævninger på bankkonto anses for at være anvendt til privatforbrug

-131.911 kr.

Yderligere omsætning i virksomheden inkl. moms

52.115 kr.

Afrundet – beløbet er inkl. moms

52.000 kr.

Ifølge SKM2002.81.TSS skal momsen af den skønnede yderligere omsætning beregnes som 25 pct., da den skønsmæssige ansættelse er foretaget på baggrund af oplysninger, der ikke er omfattet af en salgspris inklusiv moms.

Yderligere omsætning i virksomheden i indkomståret 2010 ekskl. moms

36.800 kr.

Yderligere omsætning i virksomheden i indkomståret 2011 ekskl. moms

41.600 kr.

Da du har selvangivet 0 i overskud af virksomhed både for begge indkomståret, anses den yderligere omsætning at være overskud af virksomhed.

Beløbet er skattepligtigt, jf. statsskatteloven § 4.

Da du ikke har indsendt regnskabsbilag, har du ikke dokumenteret eventuelle driftsomkostninger, jf. statsskatteloven § 6 litra a. Derfor godkendes der ikke fradrag for eventuelle driftsomkostninger.”

Klagerens opfattelse

Det er repræsentantens overordnede påstand, at der ikke er grundlag for de gennemførte forhøjelser i henhold til statsskattelovens § 4.

Der henvises til, at SKAT har taget afsæt i indbetalinger, der ligger før virksomhedens startdato 1. oktober 2010, at alle indbetalingerne på klagerens bankkonto ikke er udtryk for omsætning i virksomheden, og at klageren har ret til fradrag for driftsomkostninger i virksomhedens driftsperiode jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Repræsentanten anfører, at der ikke er henvist til fakturanumre eller tilsvarende, som indikerer, at indbetalingerne vedrører ydelser leveret af klageren, og at det forhold, at der ikke er modtaget dokumentation for, hvad indbetalingerne vedrører, ikke er ensbetydende med, at de blot kan henføres til en erhvervsmæssig virksomhed, som først er påbegyndt på et senere tidspunkt.

Det er repræsentantens opfattelse, at når SKAT er berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af skatteansættelsen, følger det af forarbejder til skattekontrollovens § 5, stk. 3 samt retspraksis, at SKAT ved manglende behørigt regnskab/selvangivelse er pligtig til også at foretaget et skøn over eventuelle afholdte udgifter. Repræsentanten henviser til forarbejderne til lov nr. 1104 af den 20. december 2012, hvoraf der i relation til skatteforvaltningslovens § 5, stk. 3 fremgår følgende:

”Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde (hvor SKAT fastsætter indkomsten skønsmæssigt som følge af manglende behørigt regnskab/selvangivelse) som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre: at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger som skattemyndighederne er i besiddelse af.”

Der henvises også til ombudsmandsudtalelse offentliggjort i FOB 1990.197, hvor ombudsmanden kritiserede SKATs begrundelse for den skønsmæssige ansættelse samt udtalte, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt efter en konkret vurdering af skatteyders og dennes families forbrug, hvorfor repræsentanten mener, at det kan konstateres, at ombudsmanden tillige er af den opfattelse, at SKAT skal skønne over eventuelle udgifter.

Endelig henviser repræsentanten til, at der ikke foreligger negative privatforbrugsopgørelser, idet klageren ifølge opgørelserne havde et rådighedsbeløb på henholdsvis 53.734 kr. og 36.705 kr. i indkomstårene 2010 og 2011.

I et supplerende indlæg gør repræsentanten gældende, at klageren i de omhandlede indkomstår havde et helt sædvanligt rådighedsbeløb henset til, at han er studerende. Der henvises i den forbindelse til, at SU-satsen for videregående uddannelser i 2014 udgør 5.839 kr. pr. måned, hvilket svarer til et årligt rådighedsbeløb på 70.068 kr. Dette beløb er skattepligtigt, hvorfor rådighedsbeløbet ved en trækprocent på 50 % udgør i alt 35.034 kr.

Efter repræsentantens opfattelse kan det herefter konstateres, at klagerens rådighedsbeløb i de omhandlede indkomstår har været større end det, der er sædvanligt, når en studerende lever af sin SU i henhold til de gældende satser. Derfor mener repræsentanten, at det også er en væsentlig fejl, at SKAT ikke har taget i betragtning, at klageren var studerende i de omhandlede indkomstår i forbindelse med skønsudøvelsen, hvorfor rådighedsbeløbene må anses for helt sædvanlige.

Det er herefter repræsentantens påstand, at SKAT ikke har inddraget alle relevante faktiske forhold i sin skønsudøvelse og udarbejdelse af formue- og privatforbrugsopgørelse, hvor skønnet er foretaget på et forkert grundlag.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT begrunder forhøjelserne med, at der ikke er indsendt regnskabsmateriale som dokumentation for den selvangivne indkomst i virksomheden.

Klageren har til SKAT oplyst, at der ikke findes regnskabsmateriale, herunder bilag, og Landsskatteretten er herefter enig med SKAT i, at der ikke findes et grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse. Der er herefter grundlag for at opgøre indkomsten efter et skøn.

Landsskatteretten henviser til skattekontrollovens § 5, stk. 1 hvoraf det fremgår, at enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af told- og skatteforvaltningen til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen. Samtidig fremgår det af bestemmelsens stk. 7, at hvis en sådan begæring ikke efterkommes, kan indkomsten ansættes efter et skøn jf. § 5, stk. 3.

Endvidere henvises til statsskattelovens § 4, hvorefter al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, 6 og 6B.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (UfR 1967.635), og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug. Indkomsten kan også forhøjes, hvis der påvises en yderligere indtægtskilde.

På grundlag af klagerens indkomst- og formueoplysninger har SKAT opgjort de selvangivne rådighedsbeløb til privatforbrug til 97.271 kr. i indkomståret 2010 og 79.796 kr. i indkomståret 2011. Begge beløb er efter nedsættelse af befordringsfradragene, der ikke er påklaget.

Med udgangspunkt i kontospecifikationer fra banken har SKAT opgjort, at klageren i alt har hævet 144.184 kr. i indkomståret 2010 og 131.911 kr. i indkomståret 2011.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at de beregnede rådighedsbeløb til privatforbrug således ikke levner plads til de hævninger, der er foretaget på klagerens bankkonto, og at hævningerne kan anses for at være klagerens reelle privatforbrug. Herefter lægges til grund, at klageren har haft indtægter ud over det selvangivne. Grundlag for skønsmæssige forhøjelser er differencerne mellem de beregnede rådighedsbeløb til privatforbrug og hævningerne på bankkontoen på 46.913 kr. for 2010 og 52.115 kr. for 2011. Disse beløb er afrundet til henholdsvis 46.000 kr. og 52.000 kr.

SKAT har ved udsendelse af deres styresignal i SKM 2014.783.SKAT taget stilling til, hvorledes momsberegningen af ikke indtægtsført omsætning skal opgøres. Med udgangspunkt i styresignalet skal momsen anses for indeholdt i den yderligere omsætning. Momstilsvaret skal således beregnes som 20 pct. af den yderligere omsætning. Som følge heraf skal den skattepligtige indkomst forhøjes med 80 pct. af den yderligere omsætning.

SKAT har korrekt taget udgangspunkt i, at der er tale om udeholdt omsætning fra virksomheden inkl. moms. De skattemæssige nettoforhøjelser udgør herefter 36.800 kr. for 2010 og 41.600 kr. for 2011.

Landsskatteretten er enig med SKAT i, at de skønsmæssige forhøjelser anses for udeholdt omsætning i virksomheden. Der ses således bort fra den formelle registrering af virksomheden, som kun var registreret i perioden 1. oktober 2010 – 31. december 2011. Det er derfor korrekt, at der er beregnet moms af forhøjelserne.

I betragtning af at de skønsmæssige forhøjelser i begge de påklagede år er ca. 25.000 kr. lavere end de kontante indsætninger på bankkontoen, findes der ikke grundlag for at ændre skønnene ved at give et særskilt fradrag for driftsomkostninger.

Det findes i øvrigt ikke godtgjort, at de skønsmæssige ansættelser hviler på et forkert grundlag.

Derfor stadfæster Landsskatteretten de skønsmæssige ansættelser.