Kendelse af 23-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 29-05-2015

Indkomstårene 2011-2012

Personlig indkomst

SKAT har nægtet klageren anvendelse af virksomhedsordningen, idet klageren ikke driver selvstændig erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren tillades anvendelse af virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har sammen med 3 andre interessenter drevet interessentskabet [adresse1]. Hver interessent ejer ¼ af interessentskabet og har anvendt virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1.

Interessentskabet blev stiftet i 2008 i forbindelse med køb af en garage beliggende [adresse1], [by1] Den samlede købesum udgjorde 155.651 kr. Ved lejekontrakt af 28. juni 2009blev garagen udlejet med virkning fra den 1. juli 2009 til en årlig leje på 5.400 kr. Interessentskabet har tegnet en bygningsforsikring, som bl.a. afdækker de driftsmæssige risici ved udlejningen.

Klagerens repræsentant har oplyst, at lejen svarer til markedslejen i det pågældende område. Der er for de omhandlede indkomstår opnået følgende overskud i kr.:

Fordeling:

I alt 4.245 4.198

SKAT har truffet afgørelser omkring udlejningen af garagen vedrørende de 3 af interessenterne.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren anvendelse af virksomhedsordningen for indkomstårene 2011-2012.

Der er ikke tale om erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed i skattemæssig forstand. Allerede ved anskaffelsen af garagen måtte det stå klart, at man ikke ville opnå et resultat, der ville stå i rimeligt forhold til den investerede kapital, når der henses til, at udlejningen vil give et negativt løbende afkast.

Interessentskabets revisor har oplyst, at udgifterne til revisor også dækker udgifter til administration af værdipapirer i virksomhedsordningen. En del af udgifterne går imidlertid til dækning af opgørelse af virksomhedsordningen. Det kan ikke afgøres, hvorledes udgiften fordeler sig.

Uanset fordeling af revisorudgiften, kan udlejningen af garagen ikke anses for erhvervsmæssig virksomhed.

Ifølge retspraksis er det bl.a. stillet som en betingelse for, at en virksomhed kan anses for at være erhvervsmæssig, at omsætningen har en vis minimumsstørrelse, det såkaldte intensitetskrav, jf. juridisk vejledning C.C.1.3.1.

En omsætning på 5.400 kr. pr. år kan ikke anses at opfylde denne betingelse.

En virksomhed må heller ikke være af ganske underordnet omfang. Her er virksomheden tilrettelagt således, at det forventede resultat er af en sådan beskeden størrelse, at virksomheden ikke kan anses som erhvervsmæssig.

Det forhold, at der betales for en huslejetabsforsikring ændrer ikke ved det samlede billede af, om udlejningen af garagen kan anses om erhvervsmæssig.

Der er i øvrigt henvist til praksis, som beskrevet i SKATs afgørelse samt Landsskatterettens afgørelse af 8. maj 2014 (j.nr. 13-4735634).

Klageren kan derfor ikke anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1. Virksomheden anses for ophørt pr. 31. december 2010 i relation til virksomhedsordningen.

Klageren skal herefter beskattes således:

Virksomhed med udlejning af garage hele året må anses som selvstændig, erhvervsmæssig virksomhed i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1. Der kan derfor aldrig være tale om udlejning i et beskedent omfang, ligesom der ikke foreligger bivirksomhed.

På baggrund af en samlet afvejning driver interessentskabet således erhvervsmæssig virksomhed. Rentabilitets- og intensitetskravet er opfyldt. Der foreligger en udlejning, der er rentabel, idet driften, siden starten, har givet overskud, jf. de fremlagte regnskaber. Lejen er samtidig fastsat ud fra markedslejen, hvorfor der ikke kan skabes en højere lejeindtægt.

Den omhandlede revisorudgift skal ikke indgå i beregningen af overskuddet ved udlejningen, idet denne udgift vedrører administration af værdipapirer i virksomhedsordningen. Der er i denne forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelse i SKM 2014.112.

Vedrørende intensitetskravet, har dette ikke nogen selvstændig betydning, når rentabilitetskravet er opfyldt. Under alle omstændigheder er intensitetskravet også opfyldt, idet der er en omsætning af en hvis størrelse, ligesom de sager, som SKAT har henvist til, i øvrigt vedrørte situationer, som ikke er sammenlignelig med nærværende sag.

Der er henvist til kriterierne, som de fremgår af den juridiske vejledning afsnit C.C.1.3.1 samt til det tidligere gældende cirkulære nr. 21 af 9. december 1986 punkt 30 sammenholdt med punkt 31.

Der er endvidere henvist til praksis på området, som nærmere beskrevet i klagen side 4-6.

Endelig er der henvist til seneste afgørelse fra Landsskatteretten i SKM 2014.732, hvis omstændigheder er meget sammenlignelig med nærværende sags.

Landsskatterettens afgørelse

Fysiske personer, der driver selvstændig virksomhed, kan anvende virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1. Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko drives en virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå overskud. Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt, og den må ikke være af helt underordnet karakter.

Udleje af fast ejendom betragtes som udgangspunkt som selvstændig erhvervsvirksomhed, herunder udleje af en privat garage, jf. Landsskatterettens kendelser af 27. juli 2007 (j.nr. 2-3-1216-0464), af 15. november 2007 (j.nr. 2-3-1216-0478) og senest kendelse af 13. juni 2014 (SKM 2014.732), hvor Landskatteretten fastslog, at udleje af en garage, som indbragte en årlig lejeindtægt på 4.800 kr. og med et årligt overskud på omkring 900 kr. var udøvelse af erhvervsmæssig virksomhed efter virksomhedsskattelovens § 1.

Det anses herefter for godtgjort, at der her er tale om udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, idet der er indgået en lejekontrakt på markedsvilkår til en uafhængig person, som har været i kraft over flere år og med det formål at opnå et overskud, hvilket også rent faktisk er opnået i de to omhandlede indkomstår.

Der findes samtidig ikke grundlag for, at revisorudgiften skal indgå helt eller delvist i regnskabet over udlejningen, jf. herved principperne i Landsskatterettens kendelse af 22. november 2013 (SKM 2014.112).

Den påklagede afgørelse ændres derfor.