Kendelse af 13-06-2017 - indlagt i TaxCons database den 04-08-2017

Generelle oplysninger

Klageren er speciallæge og hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS.

Fri telefon, 2009 og 2011

Faktiske oplysninger

SKAT har ved en gennemgang af regnskabet for klagerens selskab, [virksomhed1], konstateret, at selskabet betalte for klagerens udgifter til telefon m.v.

SKATs afgørelse

SKAT har anset klageren for skattepligtig af værdi af fri telefon med 3.000 kr. i indkomstårene 2009 og i 2011.

Vedrørende 2009 har SKAT anført:

”

Værdi af fri multimedie til rådighed er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4c.

Værdi af fri multimedie skal jf. ligningsloven § 16 stk. 12 værdiansættes til kr. 3.000.

Du har ikke indtægtsført værdi af fri multimedia i indkomståret 2009, hvorfor din bidragspligtig A-indkomst øges med kr. 3.000.”

Derudover har SKAT anført følgende vedrørende 2011:

”

Ved gennemgang af regnskabsregistreringer for [virksomhed1] i 2011 er det konstateret, at selskabet betaler dine udgifter til telefon m.v.

Værdi af fri multimedie til rådighed er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4c.

Værdi af fri multimedie skal jf. ligningsloven § 16 stk. 12 værdiansættes til kr.3.000

Du har selvangivet indtægter af fri multimedier med kr. 0

Din indkomst øges med differensen kr.3.000”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri telefon.

Repræsentanten har anført følgende:

”

For så vidt angår fri telefon udgør den skattepligtige værdi kr. 0, da min kunde dels kunne anvende forbindelsen til opkobling til arbejdsgivers netværk, og da husstanden i øvrigt havde private udgifter på mere end 3.000 kr., som kan modregnes. Der er derfor ikke grundlag for beskatning af fri telefon.”

Landsskatterettens afgørelse

Af lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, ligningslovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1, fremgår, at der skal ske beskatning af fri telefon, herunder arbejdsgiverbetalt datakommunikation.

Værdien heraf udgjorde 3.000 kr. i 2009, jf. SKM2008.958.SKAT. Det kan ikke fastslås, at der foreligger en egenbetaling, der kan fratrækkes i den skattepligtige værdi.

Ved lov nr. 519 af 12. juni 2009 blev der indført en ny ordlyd af ligningslovens § 16, stk. 12. Det følger bl.a. heraf, at den skattepligtige værdi af fri telefon udgør 3.000 kr. Loven trådte i kraft den 13. juli 2009 med virkning for indkomståret 2010. Ifølge forarbejderne til loven kan den skattepligtige værdi ikke nedsættes med den skattepligtiges eventuelle betaling til arbejdsgiveren.

Det er den private rådighed over en helt eller delvist arbejdsgiverbetalt telefon, der er afgørende for, om der skal ske beskatning, jf. Den Juridiske Vejledning, afsnit. C.A.5.2.3.3.

Formodningen om privat rådighed over telefon er ikke afkræftet, hvorfor klageren skal beskattes med 3.000 kr. i henholdsvis 2009 og 2011, jf. ligningslovens § 16.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt.

Fri bil

Faktiske oplysninger

Ved en gennemgang af regnskabsregistreringer for klagerens selskab, [virksomhed1], blev det konstateret, at selskabet ikke i 2009 havde modtaget lejebetaling via mellemregningskontoen for klagerens brug af selskabets biler. Klagerens repræsentant har oplyst til SKAT, at det var en fejl, at der ikke var bogført lejeindtægter (svarende til fri bil beskatning) hos selskabet.

Ifølge udskrift fra motorregistret var selskabet ejer af en Volkswagen Toureg, som selskabet købte som ny i 2007.

Der er fremlagt en faktura udstedt af klagerens selskab til klageren, som er dateret den 30. juni 2011. Ifølge fakturaen er Volkswagen’en solgt til klageren for 350.000 kr. Derudover er der fremlagt en lignende faktura, som dog er dateret den 1. november 2011, handelsprisen udgør 340.000 kr., og klageren er ifølge fakturaen sælger, mens hans selskab er køber.

Derudover ejede selskabet ifølge motorregistret en Saab 9, Cabriolet, som selskabet købte den 27. oktober 2004. Saab’en blev solgt for 400.000 kr. i marts 2009 i forbindelse med klagerens køb af en Audi S 6.

Ifølge registreringerne i motorregistret købte klageren en Audi S 6 den 16. marts 2009. Der er fremlagt en slutseddel af 13. marts 2009. Heraf fremgår, at køberen er klageren, at købsprisen udgjorde 1.100.000 kr., og at selskabets Saab 9, Cabriolet, blev givet i bytte. Herefter udgjorde restkøbesummen 700.000 kr. Den 13. marts 2009 blev der bogført 1.000.000 kr. på klagerens mellemregningskonto hos selskabet.

Den 19. marts 2010 blev Audi’en videresolgt til selskabet. Ifølge motorregistret solgte selskabet bilen den 2. september 2014.

Der er dog fremlagt en faktura udstedt af klagerens selskab til klageren, som er dateret den 30. juni 2011. Ifølge fakturaen blev Audi’en solgt tilbage til klageren for 760.000 kr. Derudover er der fremlagt en lignende faktura, som dog er dateret den 1. november 2011, handelsprisen udgør 740.000 kr., og klageren er nu sælger ifølge fakturaen, mens hans selskab er køber.

I 2011 modtog selskabet via mellemregningskontoen 249.726 kr. i leje for klagerens anvendelse af selskabets biler. Ifølge klageren svarer dette til værdi af fri bil. Ved opgørelsen af beløbet lagde klageren til grund, at der alene skulle ske beskatning i 8 måneder som følge af, at klageren købte de to biler af selskabet den 30. juni 2011. Den 1. november 2011 blev bilerne solgt tilbage til selskabet. Der er bogført et salg med 1.110.000 kr. den 30. juni 2011 på klagerens mellemregningskonto hos klagerens selskab. Den 1. november 2011 er der bogført et køb på mellemregningskontoen med 1.080.000 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil i henholdsvis 2009 og 2011.

SKAT har anført følgende vedrørende beskatningen i 2009:

”...

Ifølge side 7 i din indkomst- og formueopgørelse for 2009, dateret 28.05.10, er værdi af fri bil til rådighed for 2009 værdiansat til kr. 178.234.

Værdi af fri bil til rådighed er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4c

Værdi af fri bil til rådighed skal værdifastsættes i henhold til bestemmelsen i Ligningslovens § 16 stk. 4...

Du har ikke selvangivet værdi af fri bil til rådighed i indkomståret 2009. Dette øjensynligt under hensyntagen til at det har været hensigten, at selskabet via mellemregning skulle foretage betaling til selskabet dvs. (kreditere en lejeindtægt i selskabet på kr. 178.234 og debitere selskabets tilgodehavende på mellemregning med tilsvarende 178.234.

Da denne betaling i indkomståret til arbejdsgiver for råderetten over bilerne, faktuelt ikke er foretaget i indkomståret 2009, er der ingen lovhjemmel til at at foretage reduktion i den skattepligtige værdi af fri bil, der kan opgøres i henhold til Ligningslovens § 16 stk. 4 pkt. 1. - 9.”

Vedrørende beskatningen af fri bil i 2011 har SKAT anført:

”

Ved gennemgang af regnskabsregistreringer for [virksomhed1] i 2011 er det konstateret, at selskabet via den etablerede mellemregning, har modtaget kr. 249.726 i lejebetaling for dit brug af selskabet biler.

Dette i overensstemmelse med det skattepligtsbeløb som du og din repræsentant har beregnet som værende fri bil til beskatning i indkomståret 2011.

Ved denne beregning har du lagt til grund, at der alene har været fri bil til rådighed i 8 måneder, hvilket skyldes at du den 30.06.11 formelt køber de 2 biler af dit selskab, for 4 måneder senere, den 01.11.11 at sælge dem tilbage til selskabet igen.

Indledningsvis skal SKAT anføre at problemstillingen i SKM 2011.279 - beskatningsgrundlag for fri bil efter genleasing, ikke kan sidestilles med problemstillingen i denne sag, af 2 årsager.

For det første, er der i SKM 2011.279, i modsætning til nærværende sag, tale om en aftale indgået mellem ikke interesseforbundne parter om genleasing af samme bil efter udløbet af den oprindelige aftale.

Hovedproblemstillingen i denne sag er derimod, hvorvidt de kontrollerede bilhandler du foretager mellem dig og dit selskab, kan og skal have nogen realitet i civilretlig og skatteretlig henseende.

I SKM2002. 585.LSR - Har SKAT til brug ved opgørelsen af den beløbsmæssige størrelse af et selskabs indeholdelsespligtige A-SKAT, af en anpartshavers frie biler til rådighed, helt bortset fra det faktum at bilerne (med få måneders mellemrum) var blevet købt og tilbagesolgt mellem 2 forbundne selskaber.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse med følgende begrundelse.

”Da der ikke ses nogen forretningsmæssig begrundelse for de foretagne overdragelser af bilen mellem de 2 selskaber, hvori B er direktør, finder Landsskatteretten ikke grundlag for ved afgørelsen om indeholdelsespligt at tillægge disse overdragelser betydning.”

SKATS fastholder at der skal foretages beregning af fri bil til beskatning for alle 12 måneder, og at beregningsgrundlaget for fri bil, ikke ændres som følge af handler med bilerne i 2011.

Dette som konsekvens af at de mellem dig og dit selskab i 2011 indgåede aftaler om køb og tilbagesalg af biler må anses for at være nulliteter uden skattemæssig realitet og betydning for hverken dig og/eller dit selskab.

I SKATs begrundelse for at anse de bogførte bilhandler som værende nulliteter er der lagt vægt på summen af følgende fakta.:

Værdi af fri bil til rådighed er skattepligtig i henhold til Statsskattelovens § 4c.

Værdi af fri bil til rådighed værdifastsættes i henhold til bestemmelsen i Ligningslovens § 16 stk. 4...

Værdi af fri bil til rådighed i alle 12 måneder udgør jf. vedlagte beregning kr.369.425

Foretaget lejebetaling i 2011 jf. Årsrapport for [virksomhed1] 249.726

Skattepligtig værdi af fri bil til rådighed i 2011 udgør herefter kr.119.699”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatning af værdi fri bil i 2009 og alene af det selvangivne beløb i 2011.

Repræsentanten har vedrørende 2009 anført følgende:

”

For så vidt angår værdi af fri bil, gælder at værdien skal nedsættes med skyldig leje, hvilket medfører at den skattepligtige værdi må bortfalde. Det har aldrig været hensigten, at [person1] skulle have fri bil vederlagsfrit til rådighed, idet aftalen mellem ham og selskabet har været, at han skulle betale en markedsmæssigt fastsat leje, således at beskatningsgrundlaget udgør kr. 0.

Det forhold, at lejen fejlagtigt ikke er blevet bogført på mellemregningen for 2009 kan ikke medføre, at lejen bortfalder, da han uagtet den manglende bogføring skylder pengene...”

Derudover har repræsentanten anført følgende vedrørende beskatningen af fri bil i 2011:

”...

Aftaleretligt ligger det fast, at ejerskabet til bilerne overgik til [person1] personligt ved parternes aftale af 30. juni 2011, hvilket gælder uanset at overdragelsen er finansieret via mellemregningskontoen og uanset om bilerne omregistreres. Betalingsformen er ikke afgørende for en aftales gyldighed, ligesom registreringen hos CMR er ikke en betingelse for at en bil kan anses for overdraget. Registrering hos CMR er alene en sikringsakt. SKAT kan ikke med henvisning til betalingsformen og registreringsanmeldelsen afvise handlen.

Som dokumentation for aftaletidspunkterne vedlægges dels kopi af forsiden af årsrapporten for 2010, hvor revisor i forbindelse med møde med [person1] blandt andet har noteret følgende: ”Biler handles ud”. Derudover vedlægges kopi af revisors brev af 27. oktober 2011, hvor revisor returnerer registreringsattest til [person1] i forbindelse med at selskabet tilbagekøber bilerne d. 1. november 2011.

Disse bilag dokumenterer at aftalerne er indgået som selvangivet. Det forhold, at betalingerne mellem [person1] og selskabet bogføres på mellemregningskontoen kan ikke medføre at der bortses fra aftalerne. Tilsvarende kan undladelse af omregistrering ikke medføre at aftalerne ikke anses for gyldige.

Parterne har inter partes disponeret i overensstemmelse med aftalen. Selvangivelsen er for begge parter i overensstemmelse med aftalen.

SKAT har ikke belæg på at påstå, at handlen ikke skulle være reel, og kan ikke civilretligt underkende aftalerne.

Det forhold, at parterne i november 2011 handler bilen på ny, ophæver ikke aftalen fra juni 2011. Et sådant synspunkt om konsekvenserne af en ny aftale strider imod grundlæggende civil- og skatteret.

Jeg kan til understøttelse af ovennævnte henvise til SKM 2011.279, hvor Skatterådet tog stilling til beskatningsgrundlaget i forbindelse med genleasing af en firmabil. Skatterådet fastslog i den forbindelse, at en arbejdsgivers genleasing af en tidligere leaset firmabil, skulle sidestilles med et nyt køb af bilen. Dette medførte, at arbejdsgiver skulle opgøre beskatningsgrundlaget ud fra den markedspris, som bilen havde ved genleasingen i stedet for den værdi, som bilen tidligere var blevet beskattet efter i første leasingperiode. Det fremgår klart af Skatterådets præmisser, at den aftalemæssige ændring, dvs. det den forlængede leasingkontrakt vejer tungere end det forhold, at bilen ikke omregistreres. Det vil sige, at Skatterådet anerkender, at en tidligere leaset bil får et nyt beskatningsgrundlag, når bilen leases på ny, og at det i den forbindelse ikke har betydning at bilen ikke omregistreres. Dette kan også tages som udtryk for at Skatterådet anerkender at realiteten, dvs. en ny aftale, overruler formalia, dvs. omregistrering.

Bag praksis ligger det helt fornuftige synspunkt, at en skatteyder ikke, når bilen er mere end 3 år gammel, skal være tvunget til at lease en ny bil af helt samme stand og alder for at få et nyt beskatningsgrundlag, som svarer til bilens markedspris.

Dette synspunkt gælder også i andre tilfælde i tilfælde, herunder ved sale and lease back, og må derfor også antages at rumme situationer hvor bilen handles to gange med tidsmæssig interval, og ikke kun hvor samme bil genleases.

I den forbindelse bemærkes, at praksis om nyt beskatningsgrundlag også anerkendes i andre tilfælde, f.eks. i forhold til virksomhedsordningen, hvor det ligger fast at indskud af en hidtil privat anvendt bil som blandet bil i virksomhedsordningen medfører, at der skal opgøres et nyt beskatningsgrundlag, hvis bilen er mere end 3 år gammel. Beskatningen skal efterfølgende ske på grundlag af bilens markedsværdi på indskudstidspunktet. Dette gælder selv om bilen står til rådighed for ejeren både før over efter indskuddet og selv om bilen i denne forbindelse ikke omregistreres. Det vil sige, at det i forhold til virksomhedsordningen er tilstrækkeligt for opgørelse af nyt beskatningsgrundlag, at det i selvangivelsen tilkendegives, at bilen nu indgår i virksomhedsordningen, jf. f.eks. følgende uddrag fra Landsskatterettens kendelse i SKM 2012.290 LSR:

”I forbindelse med etablering af en erhvervsvirksomhed under virksomhedsordning pr. 1. januar 2010 ønskede skatteyder at indskyde en hidtil udelukkende privat anvendt bil i virksomhedsordningen. Skatteyder havde ikke tidligere drevet selvstændig erhvervsvirksomhed. Ved indskydelse i virksomhedsordningen skulle bilen anvendes delvis privat og delvis erhvervsmæssigt, således at skatteyder skulle beskattes af værdi af fri bil efter ligningsloven § 16, stk. 4. Landsskatteretten fandt, at værdiansættelsen af beregningsgrundlaget ved beskatning af værdi af fri bil skulle ske efter ligningsloven § 16, stk. 4, sammenholdt med afskrivningsloven § 4, og at beregningsgrundlaget herefter skulle fastsættes til "arbejdsgiverens købspris", der i det konkrete tilfælde skulle fastsættes til skønnet handelsværdi ved overgangen fra udelukkende privat anvendelse til blandet anvendelse pr. 1. januar 2010.”

Ovennævnte gælder også hvis en blandet bil føres ind i virksomhedsordningen, dvs. hvor anvendelsen af bilen ikke ændres i forbindelse med indskuddet, men både før og efter er blandet anvendt, jf. AFL § 4, stk. 2.

Jeg skal på grundlag af ovennævnte anmode om at forhøjelsen bortfalder, da SKAT må anerkende, at [person1] civilretligt, og dermed skattemæssigt, var ejer af bilen i perioden 30. juni 2011 til 1. november 2011.

SKAT må også anerkende, at bilens værdi ved beskatningen fra og med 1. november 2011 skal sættes til den værdi, som bilen har ved overdragelsen, hvilket må fastholdes at være som selvangivet, jf. ovennævnte skatterådskendelse.

Efterfølgende har repræsentanten anført:

”

Baggrunden er, at Landsskatteretten har afsagt en kendelse, som jeg vurderer kan have betydning for min kundes sag. Der er tale om SKM 2014.275LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke kunne bortses fra en ejendomshandel, selv om ejendommen blev solgt tilbage dagen efter. Baggrunden for salget af ejendommen var tilsyneladende, at man ønskede at flytte mælkekvoter uden toldning.

Kendelsen er et udtryk for, at man lægger vægt på aftalegrundlaget, selv om det forinden salget af ejendommen var klart, at ejendommen skulle sælges tilbage til samme pris, ligesom det var aftalt, at rådigheden over ejendommen ikke skulle overgå til køber. Som sagen er forklaret var aftalerne udarbejdet samtidigt, men dateret med en dags forskel.

Der var således tale om salg af en ejendom, hvor køber ikke reelt fik ejerskab over ejendommen. Eneste effekt af aftalekomplekset var at mælkekvoten skiftede ejer, idet sælger også bevarede råderetten over jorden.

Landsskatterettens kendelse må have den konsekvens, at skattemæssig underkendelse af en aftale ikke kan ske med henvisning til at aktivet efterfølgende handles tilbage. Dette gælder også selv om det ved underskrivelsen måtte være klart, at der dagen efter underskrives en aftale om at sælge tilbage til samme pris, og selv om rådigheden over aktivet ikke overgår til køber.

Med denne praksis må det være klart, at det er udelukket at underkende salg og tilbagekøb i en situation som min kundes, hvor der:

-er tidsmæssig afstand mellem aftaletidspunkterne, og hvor det ikke ved salget er aftalt at købe tilbage,

-parterne handler til de markedspriser, som efter parternes opfattelse gælder på de respektive tidspunkter, og

-parterne i øvrigt har disponeret i overensstemmelse med aftalegrundlaget for så vidt angår økonomisk risiko, herunder i forhold til udgifter ved aktivet og rådighed over dette.

...”

Efter at have modtaget Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har repræsentanten anført følgende:

” Jeg skal fastholde, at SKAT skal respektere overdragelserne.

Jeg henviser til vedhæftede uddrag fra Werlaufs Selskabsskatteret 2015/16, hvor det klart fremgår at SKAT ikke kan underkende en civilretlig gyldig aftale mellem selskab og aktionær selv om aftalerne måtte være båret af ønsket om at spare skat, jf. følgende uddrag fra bogen, side 408:

”Selve den omstændighed, at en disposition er væsentligt påvirket af et ønske om at spare skat, gør den ikke hverken civilretlig ugyldig eller skatteretlig anfægtelig, end ikke hvis skattebesparelse har været parternes hoved- eller enemotiv.”

Og fra side 409:

”At et motiv om skattebesparelse ikke i sig selv kan føre til skattemæssig tilsidesættelse eller omkvalificering af transaktionen og at man ikke vilkårligt kan tilsidesætte dispositioner, der skylder deres liv til en selskabsretlig regulering, der håndhæves af Erhvervsstyrelsen, ses ganske prægnant af Højesterets dom om den såkaldte elevatormodel.”

Og

”Et udelukkende eller overvejende skattemæssigt begrundet salg og efterfølgende tilbagekøb af en tabsgivende aktiepost (et såkaldt skattesalg) kan ikke tilsidesættes, når blot salget er en realitet i den forstand, at der er løbet en reel risiko for kursudsvingninger i perioden”

”Klarere kan det ikke udtrykkes, at det er realitetsgrundsætningen, der er afgørende, uanset skattemotivet.”

Og en situation, hvor SKATs krav om ”forretningsmæssig begrundelse” blev underkendt, jf. side 410:

”SKAT nægtede at anerkende salget (...) med henvisning til, at overdragelsen savnede forretningsmæssig begrundelse og skete udelukkende for at opnå et skattemæssigt fradrag, jf. TfS 1986.125 H. LSR fandt imidlertid, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte salget i skattemæssig henseende. At et salg skete af skattemæssige årsager, kunne ikke i sig selv begrunde nægtelse af fradrag for tab.”

Werlauffs gennemgang af praksis viser med klarhed, at SKAT ikke i min kundes sag kan nægte at anerkende salget og tilbagekøbet med henvisning til manglende forretningsmæssig begrundelse. Det afgørende er alene om aftalerne er civilretligt gyldigt indgået.”

Ved retsmødet i Landsskatteretten henviste repræsentanten bl.a. til et ministersvar af 6. april 2017 til spørgsmål 287. Heraf fremgår følgende:

”I henvendelsen af 15. marts 2017 anmoder [virksomhed2] om en stillingtagen til overensstemmelsen mellem et ministersvar (SAU alm. del - spm. 135, Ff 2004-05, 2. samling) og Skatteministeriets handlinger.

For biler, der er anskaffet mere end 3 år efter første indregistrering, er det arbejdsgiverens faktiske anskaffelsespris, der udgør beregningsgrundlaget for fri bil Det kan i visse tilfælde give en økonomisk tilskyndelse til overdrage en bil, der anvendes som fri bil i en koncern. Henvendelsen vedrører praksis for, hvornår en koncernintern overdragelse af sådanne biler anerkendes skattemæssigt.

I ministersvaret fra 2005 anføres, at en overdragelse efter tre år af en bil i en koncern, uanset motivet, som udgangspunkt anerkendes af ligningsmyndighederne. Det er dog en forudsætning, at overdragelsen er sket på sædvanlige og markedsbestemte vilkår. Hvis overdragelsen er sket på usædvanlige og ikke markedsbestemte vilkår, eller hvis aftalen om salg af bilen kun er ren formel, og ejendomsretten ikke er overgået fra sælger til køber, kan aftalen tilsidesættes af ligningsmyndighederne.

[virksomhed2] anfører i henvendelsen, at afsnittet om koncerninterne overdragelser i Den juridiske vejledning synes at være i modstrid med ministersvaret, idet det fremgår af Den juridiske vejledning, at udgangspunktet er, at SKAT ikke tillægger en koncernintern overdragelse vægt, medmindre der er et rent forretningsmæssigt motiv for overdragelsen.

SKAT har i den anledning oplyst nedenstående, som jeg kan henholde mig til:

"Ministersvaret fra 2005 henviser til afgørelsen SKM2005.86.LSR, hvor Landsskatteretten godkendte et sale og lease back arrangement vedrørende en bil, der af et selskab var stillet til rådighed for en hovedaktionærs ægtefælle.

Landsskatteretten lagde til grund, at den aftalte pris var udtryk for den reelle pris. Henset hertil og da der blev gennemført en omregistrering af bilen, var indgået en skriftlig leasingaftale, der blev efterlevet, og bilen efterfølgende skulle videresælges til tredjemand, fandt Landsskatteretten ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte overdragelsen i relation til fastlæggelsen af beregningsgrundlaget for fri bil beskatning.

Landsskatteretten fandt i den forbindelse, at situationen herved adskilte sig fra afgørelsen i SKM2002.585.LSR, som der også henvises til i ministersvaret. I den afgørelse fandt Landsskatteretten, at der ikke kunne ses nogen forretningsmæssig begrundelse for de foretagne overdragelser mellem to selskaber i koncernen, som bestod i. at en bil blev handlet fra et selskab i koncernen til et andet og tilbage igen inden for en måned.

Det er SKATs opfattelse, at disse afgørelser er udtryk for gældende praksis, og de er også omtalt i Den juridiske vejledning.

Da formuleringen i Den juridiske vejledning har givet anledning til tvivl, vil SKAT præcisere Den juridiske vejledning, således at det fremgår, at SKAT, i overensstemmelse med Landsskatterettens praksis, vil lægge koncerninterne overdragelser til grund, i det omfang overdragelserne sker på sædvanlige og markedsbestemte vilkår og under forudsætning af, at der ikke er tale om rent formelle overdragelser uden reelt indhold.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge ligningslovens § 16A, stk. 5, beskattes hovedaktionærer, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der f.eks. stilles bil til rådighed. Værdien af godet fastsættes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4, jf. statsskattelovens § 4, at den skattepligtige ved indkomstopgørelsen skal medregne vederlag i form af værdi af fri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Det er selve rådigheden over bilen, der beskattes, og ikke omfanget af den private brug.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi af fri bil, der er stillet til rådighed for privat benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årligt på 25 % af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20 % af resten. Bilens værdi ansættes dog altid til mindst 160.000 kr. For biler, der er anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er foretaget, og de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og herefter til 75 % af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end tre år efter første indregistrering, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter

Det fremgår af klagerens indkomst- og formueopgørelse for 2009, at han har haft fri bil til rådighed. Der er ikke grundlag for at nedsætte værdien heraf. Det er ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren har en gæld til selskabet som følge af manglende betaling af markedsleje i forbindelse med klagerens anvendelse af selskabets VW Toureg 2007.

Selskabet var registreret som ejer af både Audi’en og VW Toureg’en i hele 2011. Det anses ikke for tilstrækkeligt godtgjort, at klageren var ejer af Toureg’en og Audi’en i perioden 30. juni til 1. november 2011. Der foreligger ikke pengeoverførsler mellem klageren og selskabet i forbindelse med handlerne den 30. juni og 1. november 2011. Der er alene sket en regulering via mellemregningskontoen. Det bemærkes, at klagerens selskab har afholdt alle biludgifter i 2011. Der er desuden ikke foretaget en omregistrering i Motorregistret.

Overdragelserne mellem selskabet og klageren af VW Toureg’en og Audi’en henholdsvis den 30. juni 2011 og den 1. november 2011 anses at være uden reel indhold, hvorfor overdragelserne ikke vil kunne tillægges betydning.

Klagerens selskab anses herefter at være ejer af bilerne i hele 2011.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet, der har ejet bilerne. Der er herefter en formodning om, at klageren har haft rådighed over bilerne. Formodningen om rådighed er ikke afkræftet af klageren.Der foreligger således ikke en rådighedsfraskrivelse fra klageren, der kan afkræfte formodningen, ligesom der ikke ført et kørselsregnskab, som kan dokumentere, at bilen udelukkende er anvendt erhvervsmæssigt.

Det er desuden ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der forelå en aftale mellem klageren og selskabet om, at klageren ved anvendelse af selskabets biler skulle betale en leje heraf. Det kan konstateres, at der ikke er indtægtsført en leje af selskabet.

Da klageren har haft rådighed over selskabets biler, skal han beskattes af værdi af fri bil i 2011, jf. ligningslovens § 16 A, stk.5, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt.

Maskeret udlodning

Faktiske oplysninger

Den 13. marts 2009 købte klageren ifølge en fremlagt faktura en Audi S6 for 1.100.000 kr. Som delvis betaling modtog automobilforhandleren en Saab 9-3 2.0T Cabriolet til en aftalt værdi af 400.000 kr. Saab’en var ejet af klagerens selskab, [virksomhed1].

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af maskeret udlodning med 400.000 kr.

SKAT har anført følgende:

”...

Overførsel af selskabets bil til din formuesfære i marts 2009 kr. 400.000

Det følger af bestemmelsen i Ligningslovens § 16a stk. 2 nr. 1, at som udbytte henregnes alt, hvad der fra selskabet udloddes til aktuelle aktionærer/anpartshavere.

Din skattepligtige aktieindkomst øges med kr. 400.000.

For yderligere oplysninger og begrundelse for den statuerede udlodning, henvises til vedlagte kopi af kendelse af 05.12.13 til [virksomhed1] ApS”

Af SKATs afgørelse vedrørende klageren selskab, [virksomhed1], fremgår bl.a. følgende:

...

B) Selskabets bil, værdi kr. 400.000, gives i bytte ved anpartshavers private bilkøb

Bilag 5 er en slutseddel dateret 13.03.09 der omhandler Anpartshaver [person1]s private køb af en AUDI S 6. 5,2 årgang 2007 - hos [virksomhed3] ApS for kr. 1.100.000.

Som delvis betaling får sælger i bytte udleveret en af selskabets 2 biler, en SAAB 9-3 årgang 2003, der aftaleparterne imellem værdiansættes til kr. 400.000.

Ved gennemgang af de i selskabet bogførte regnskabsregistreringer vedrørende indkomståret 2009, kan det konstateres, at der ikke er sket behørig vederlæggelse af selskabet, i forbindelse med at anpartshaver giver selskabets bil i bytte ved dennes private bilkøb.

...det faktum at selskabet faktuelt ikke (jf. registreringer i årsregnskab for 2009) modtog behørigt vederlag for den bil som anpartshaver personligt udtager fra selskabet, i forbindelse med hans private bilkøb i marts 2009, skal medfører at han i 2009 har modtaget en maskeret udlodning fra selskabet på kr. 400.000.”

Vedrørende ligningsfristen har SKAT anført følgende:

”

Udvidet ligningsfrist

For skattepligtige omfattet af § 3B i skattekontrolloven udløber de ordinære frister for ansættelse og anmodning om genoptagelse vedrørende kontrollerede transaktioner først i det sjette år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Reglen om den forlængede ansættelsesfrist gælder for såkaldte kontrollerede transaktioner. Det vil sige for alle handelsmæssige eller økonomiske transaktioner mellem koncernforbudne selskaber, mellem selskab og fast driftsted og mellem selskab og hovedaktionær.

Vi mener, at du er omfattet af skattekontrollovens § 3 B, da du er interesseforbunden med selskabet som hovedanpartshaver, har bestemmende indflydelse og derved har foretaget en kontrolleret transaktion.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren ikke skal beskattes af maskeret udlodning.

Repræsentanten har gjort følgende gældende:

”...

Det samme gælder for den manglende bogføring af de 400.000 kr., som [person1] kommer til at skylde, da selskabets SAAB indgår som led i byttehandel ved hans køb af privat bil.

Begge forhøjelser må på disse punkter bortfalde, da [person1] skylder beløbene til selskabet og derfor ikke har modtaget maskeret udlodning. Den manglende bogføring kan ikke medføre andet resultat.

Såfremt klageinstansen i strid med ovennævnte måtte finde, at der ikke foreligger en aftale om betaling og at der derfor er tale om maskeret udlodning/løn, gøres gældende, at fristen for at varsle en forhøjelse af 2009 var sprunget, da SKAT fremsendte agterskrivelsen, jf. at det følger af skatteforvaltningslovens § 26, at fristen for varsling udløber 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb.

Den forlængede ligningsfrist finder ikke anvendelse i en sag som den foreliggende, jf. SKM 2014.29 BR, hvor byretten fastslog, at en sag om maskeret udlodning ikke var omfattet af den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, da der efter rettens opfattelse ikke var tale om en kontrolleret transaktion. Der var reelt en sag om rette omkostningsbærer, hvor hovedaktionæren havde ladet sit selskab betale vinduer i aktionærens private bolig.

Det betyder, at forhøjelsen også af denne grund må bortfalde, jf. skatteforvaltningslovens § 26.”

Landsskatterettens afgørelse

Gyldighed

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26 skal SKAT afsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Fristerne efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2, udløber først i det sjette år efter indkomstårets udløb for skattepligtige omfattet af § 3 B i skattekontrolloven eller § 13 i tonnageskatteloven, for så vidt angår de kontrollerede transaktioner, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

Ved anvendelsen af selskabets bil som delvis betaling for klagerens personlige bil har klageren overtaget selskabets bil. Klageren har ikke betalt selskabet herfor. Der er tale om en transaktion mellem klageren og hans selskab. Dermed er der tale om en kontrolleret transaktion, hvorfor den forlængede ligningsfrist ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, finder anvendelse.

SKATs afgørelse vedrørende maskerede udlodning er derfor gyldig.

Maskeret udlodning

Alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer medregnes som udgangspunkt til den skattepligtige indkomst som udbytte af aktier, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1 og stk. 2, nr. 1.

På det foreliggende grundlag anses det ikke for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren har en gæld til selskabet som følge af en delvis betaling med selskabets bil fastsat til en værdi af 400.000 kr. ved køb af klagerens bil i 2009.

Da det ikke kan fastslås, at der foreligger et lån på 400.000 kr., anses beløbet at udgøre maskeret udlodning til klageren, som han er skattepligtig af, jf. ligningslovens § 16 A.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt.

Fradrag for renteudgifter, 2010 og 2011

Faktiske oplysninger

Den 22. maj 2013 anmodede klageren om korrektion af sin skatteansættelse for 2010. I den forbindelse anmodede han om et fradrag for renteudgifter på mellemregningskontoen på 60.267 kr.

Derudover har SKAT anset de mellem klageren og hans selskab indgåede aftaler i 2011 om køb og tilbagesalg af biler som værende nulliteter. Beregningsgrundlaget for renteberegningen af mellemregningskontoen i 2011 er som følge heraf ikke anset for at være korrekt.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt yderligere fradrag for renteudgifter med 16.211 kr. i 2010 og med 43.919 kr. i 2011.

SKAT har vedrørende indkomståret 2010 anført:

”..., har SKATs gennemgang af regnskabsmaterialet for [virksomhed1], afdækket forhold og transaktioner der medfører væsentlige ændringer i det beregningsgrundlag der danner grundlag for den i selskabet beregnede og indtægtsførte forrentning af mellemregning med anpartshaver.

I stedet for det begærede fradrag for renteudgifter på mellemregningskonto, kan der ud fra det korrigerede beregningsgrundlag opgøres en fradragsberettiget renteudgift på kr. 31.244.

For yderligere oplysninger og begrundelse for den foretagne renteberegning, henvises til vedlagte kopi af kendelse af 05.12.13 vedr. [virksomhed1], samt SKATs vedlagte opgørelse over godkendte transaktioner og korrigeret renteberegning på mellemregningskonto.”

Af SKATs afgørelse vedrørende [virksomhed1] fremgår bl.a.:

”...

SKAT har opgjort den årlige forrentning af mellemregningssaldoen, samt saldo på mellemregningskontoen efter forrentning med følgende beløb.

De respektive saldobeløb, er opgjort med udgangspunkt i SKATs vedlagte specificerede oversigt over godkendte transaktioner, der skal indgå i opgørelsen af forrentningspligtig mellemregning mellem selskabet og anpartshaver.”

Vedrørende indkomståret 2011 har SKAT anført:

”

Primært som konsekvens af SKAT finder at de mellem dig og dit selskab i 2011 indgåede aftaler om køb og tilbagesalg af biler som værende nulliteter uden skattemæssig realitet og betydning for hverken dig og/eller dit selskab, bliver beregningsgrundlaget for den foretagne renteberegning på udlåns/mellemregningskonto ukorrekt.

Din skattepligtige indkomst nedsættes med kr. 43.919 beregnet som forskellen mellem

Den af dig selvangivne renteudgift til selskabet på mellemregning kr.76.300

Den af SKAT opgjorte renteudgift til selskabet på mellemregning kr.32.381

43.919

...”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal godkendes fradrag for yderligere renteudgifter med 16.211 kr. i 2010 og med 43.919 kr. i 2011.

Renteberegningen vedrører spørgsmålet om beskatning af fri bil.

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, er der fradrag for renteudgifter.

Da Landsskatteretten ikke har anerkendt bilhandlerne i 2011 mellem klageren og hans selskab, skal klagerens mellemregning reguleres, herunder de beregnede renteudgifter. De selvangivne renteudgifter på 76.300 kr. kan således ikke fradrages. SKAT har opgjort renteudgifterne til 32.381 kr., som er godkendt fratrukket. Der er ikke grundlag for at godkende et fradrag for yderligere renteudgifter.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse for så vidt angår dette klagepunkt.

SKATs afgørelse stadfæstes i sin helhed.