Kendelse af 24-04-2018 - indlagt i TaxCons database den 11-05-2018

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2007

Overskud af virksomhed

200.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Indkomståret 2008

Overskud af virksomhed

116.667 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Sagen vedrører hvorvidt SKATs skønsmæssige forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2007 og 2008, skal nedsættes på baggrund af klagerens lønindkomst.

Klageren startede den 1. juni 2005 et samarbejde med virksomheden [virksomhed1]. Det var klagerens og virksomhedsindehaveren af [virksomhed1]'s opfattelse, at klageren skulle skrive fakturaer til firmaet [virksomhed1]. På baggrund heraf blev klageren momstilmeldt med virkning fra den 1. juni 2005.

For perioden 1. juni 2005 og frem til 30. juni 2006 skrev klageren ifølge sin repræsentant fakturaer på 15.000 kr. plus moms i 2005 og 18.000 kr. pr. måned for perioden 1. januar til 30. juni 2006.

Klageren blev herefter oplyst af [virksomhed1]'s revisor, at metoden med at skrive faktura til selskabet ikke var i overensstemmelse med kildeskattelovens regler.

Fra den 1. januar 2007 blev [virksomhed1] omdannet til [virksomhed1] ApS. Klageren modtog herefter lønindkomst med almindeligt A-skattetræk på 297.524 kr. i indkomståret 2007 og på 347.021 kr. i indkomståret 2008 fra [virksomhed1] ApS.

I juli 2008 blev klageren afmeldt fra moms af SKAT, fordi der ikke var indgivet momsangivelser i en længere periode.

I brev af 27. august 2013 anmodede repræsentanten SKAT om at ændre klagerens skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2005 til 2008.

I SKATs afgørelse af 28. oktober 2013 blev klagerens anmodning om genoptagelse for indkomstårene for 2005 og 2006 ikke taget til følge, da fristerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. ikke var opfyldt. Den skønsmæssige ansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 blev derimod nedsat til henholdsvis 200.000 kr. for 2007 og 116.667 kr. for 2008.

I brev af 28. januar 2014 indsendte repræsentanten klage over SKATs afgørelse til Skatteankestyrelsen. Det er repræsentantens opfattelse at den skønsmæssige skatteansættelse for 2007 og 2008 skal nedsættes til 0 kr. for begge indkomstår.

SKATs afgørelse

SKAT har skønsmæssigt ansat klagerens skattepligtige indkomst til 200.000 kr. for indkomståret 2007 og 116.667 kr. for indkomståret 2008.

Som begrundelse for ændringerne har SKAT anført følgende:

"For indkomstårene 2007 og 2008 har du lønindtægt fra [virksomhed1] ApS. Du har dog også stadig et aktivt CVR-nr. Dette CVR-nr. lukkes pr. 18. juli 2008 på begæring fra SKAT.

Den skønsmæssige ansættelse af overskud af virksomhed for indkomståret 2007 er sat til 625.000 kr., og for indkomståret 2008 er der fastsat en indkomst på 952.000 kr. Vi mener ikke, det kan udelukkes, at du har haft et overskud i din virksomhed. Dog synes beløbet at være højt sat, eftersom du også har en lønindtægt. På dette grundlag genoptages skatteansættelsen på dette punkt efter skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

For indkomståret 2007 fastholdes et overskud af virksomhed på et beløb svarende til indkomsten i 2006. For indkomståret 2008 fastholdes et overskud, som sættes til 7/12 af overskud af virksomhed i 2006. Reglerne om, at vi kan fastsætte din indkomst efter et skøn, står i skattekontrolloven § 5, stk. 3.

Dette medfører følgende ændringer:

Indkomståret 2007

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom

Tidligere fastsat625.000 kr.

Ændres til200.000 kr. -425.000 kr.

Indkomståret 2008

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom

Tidligere fastsat952.000 kr.

Ændres til 7/12 af 200.000 kr.116.667 kr. -835.333 kr.

(...)".

SKAT har ved en efterfølgende henvendelse til klageren den 6. november 2013 oplyst, at den skønsmæssige ansættelse er fastholdt, idet SKAT har lagt vægt på, at der har været et aktivt CVR-nr., ligesom der ikke er registreret henvendelser fra klageren om, at han ønskede at afmelde sit CVR-nr. Klageren har ikke rettidig reageret på de skønsmæssige ansættelser af hverken skat eller moms, og han har en lønindtægt, men det er ikke afkræftet, at der sideløbende har været indtægt i virksomhed.

Det er dermed ifølge SKAT ikke sandsynliggjort, at der ikke har været nogen indtægt fra den registrerede virksomhed, og SKAT har ikke set noget grundlag for helt at fjerne virksomhedsindtægten.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af klagerens indkomst nedsættes til 0 kr. for indkomståret 2007 og 0 kr. for indkomståret 2008.

Som begrundelse for påstanden har repræsentanten anført følgende:

"Afmeldelse af moms

Vor klient blev først afmeldt fra moms i juli 2008, efter at SKAT selv afmeldte vor klient, fordi der ikke var indgivet momsangivelser i en længere periode, hvilket vor klient ikke havde foretaget, fordi han ikke havde udskrevet fakturaer og dermed heller ikke opkrævet moms, og mente sig derfor berettet til ikke at skulle angive nogen tal til SKAT.

Skatteansættelser

Vor klient er for årene 2007 og 2008 blevet skønsmæssig ansat af skønnede indkomster på grund af hans momstilmelding, og dermed fejlagtig registreret som selvstændig, og derfor blev vor klient skønsmæssig fastsat til henholdsvis til kr. 625.000 for 2007 og kr. 952.000 for 2008, som SKAT nu har nedsat til henholdsvis kr. 200.000 for 2007 og kr.116.667 for 2008.

Årsagen til at vor klient ikke har reageret.

Vor klient er ikke bekendt med skattesystemet, og i alle de tilfælde, hvor han har været indkaldt til samtale med en skattemedarbejder (opkrævningsafdelingen), har han gang på gang forklaret, at han ikke har skrevet fakturaer til [virksomhed1] ApS siden medio 2006, men at han derimod havde været almindelig lønmodtager i firmaet [virksomhed1] ApS, og at han havde modtaget sine lønsedler, og at der er trukket skat hver eneste måned.

Vor klient havde den opfattelse, at nu ville sagsbehandlerne drage omsorg for, at skatteansættelserne kom på plads, specielt ud fra den betragtning, at der var lang tid imellem, at han fik henvendelser fra SKAT (opkrævningskontoret). Vor klient har forklaret, at han først har haft kontakt med SKAT efter medio 2008, hvor han åbenbart bliver afmeldt, og mente så, at SKAT nu havde forstået hans budskab.

Vor anmodning

Det fremgår tydeligt at vor klient i 2007 modtog løn (A-indkomst) fra

firmaet [virksomhed1] ApS med kr. 297.524, og fra 2008

modtog vor klient lønindkomst (A-indkomst) på kr. 347.021.

Det er derved underbygget og dokumenteret, at vor klient er blevet beskattet af de indkomster som vor klient har modtaget fra selskabet [virksomhed1] ApS, og da vor klient ALDRIG har udskrevet en eneste faktura til andre selskaber, så må vi fastholde, at vor klient allerede er blevet beskattet af alle de indkomster som vor klient har modtaget i årene 2007 og 2008.

Moms

Vi skal anmode Skatteankestyrelsen om, at ansætte vor klients momsangivelser for perioden

1. januar 2007 til 18. juli 2008 (på det tidspunkt hvor vor klient bliver afmeldt for moms) til

kr. 0,00, idet vi henholder os til ovennævnte redegørelse, hvoraf det fremgår, at vor klient

IKKE har udskrevet fakturaer til virksomheden [virksomhed1] ApS, men har modtaget løn med normal A-skattetræk, som ikke er momspligtig.

Det skal samtidig fastslås, at vor klient ikke har udstedt fakturaer til nogen anden virksomhed i samme periode, og derfor skal de skønsmæssige momsansættelser fastsættes til kr. 0,00.

Konklusion.

SKAT

Vi skal anmode Skatteankestyrelsen om, at fastsætte vor klients skønsmæssige indkomst til

kr. 0,00, både for 2007 og 2008, idet vor klient allerede er blevet beskattet af indkomsterne fra firmaet [virksomhed1] ApS.

Moms

Vi skal anmode Skatteankestyrelsen om, at fastsætte vor klients momsangivelser for perioden

1. januar 2007 til 18. juli 2008 til kr. 0,00, idet vor klient ikke har udstedt fakturaer til firmaet

[virksomhed1] ApS, og har heller ikke udstedt fakturaer til andre virksomheder.

Såfremt Skatteankestyrelsen ikke kan se sig i stand til at efterkomme vor anmodning, skal vi anmode om et personligt fremmøde, dels til drøftelse af sagen med en medarbejder i

Skatteankestyrelsen, og såfremt dette ikke fører frem til tilfredsstillende resultat, skal vi anmode om fremmøde for de egentlige dommere (retsmøde).

(...)".

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive deres indkomst til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

Der er ikke er ført regnskab og kravene til bogføring er derfor ikke er opfyldt. Indkomsten kan derfor fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3 jf. § 3, stk. 4.

Klageren har været lønansat og modtaget lønindkomst fra firmaet [virksomhed1] ApS med 297.524 kr. i 2007 og 347.021 kr. i 2008. Klageren har ikke indgivet momsangivelser for perioden, hvor klageren har modtaget løn fra [virksomhed1] ApS.

Klageren har haft et aktivt cvr-nr., som blev lukket på begæring af SKAT den 18. juli 2008 grundet manglende aktivitet. Det påhviler som udgangspunkt klageren selv at afmelde det aktive cvr-nr., men han har ikke indgivet begæring om afmeldelse af dette. SKAT har dog ikke påvist, at der har været erhvervsmæssig drift i klagerens virksomhed i indkomstårene 2007 og 2008, ligesom der ikke er påvist forhold som indikerer, at klageren har udeholdt omsætning. På den baggrund er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten.

Landsskatteretten nedsætter herefter den skønsmæssige forhøjelse til 0 kr. for 2007 og 0 kr. for 2008.