Kendelse af 26-09-2018 - indlagt i TaxCons database den 26-10-2018

Faktiske oplysninger

Klagen drejer sig om, hvorvidt SKAT har været berettiget til at forhøje overskud af klagerens virksomhed med 1.200.000 kr. i indkomståret 2012.

Klageren er uddannet tømrer og har siden indkomståret 1999 drevet selvstændig tømrervirksomhed, blandt andet i virksomheden [virksomhed1], CVR-nr. [...1].

[virksomhed1] er blevet oprettet den 1. august 2006, men er blevet afmeldt fra registrering den 8. juli 2010 efter et møde hos SKAT.

Virksomheden har beskæftiget sig inden for byggebranchen med udførelse af byggearbejde. Klageren har blandt andet stået for al indvendigt arbejde med gipslofter, vægge m.m. i forbindelse med byggeprojektet [projekt1] på [adresse1] i [by1].

Det er blevet oplyst af klagerens repræsentant, at klagerens virksomhed, i forbindelse med finanskrisen i 2008, kom i vanskeligheder grundet problemer med at indkræve udeståender og dermed skaffe likviditet til kreditorer.

Foranlediget af en underretning fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet vedrørende indsætninger på klagerens datters virksomhedsbankkonto i [finans1] på i alt kr. 2.558.000 i perioden fra den 2. februar til den 24. februar 2012, påbegyndte SKAT en kontrol af klagerens datters virksomhed. Klagerens datter drev virksomheden [virksomhed2] v/[person1], CVR-nummer [...2]. Virksomheden beskæftigede sig med smykkedesign.

Det blev, ifølge klagerens repræsentant, omgående klart, at en eventuel udeholdt omsætning ikke kunne tilskrives klagerens datter. Posteringerne kunne i stedet henføres til klagerens – nu afmeldte – virksomhed, som klageren havde set sig nødsaget til at fortsætte efter afmeldingen, for at kunne fortsætte med at inddrive udeståender og derved holde sine kreditorer ”fra døren”.

Klageren har til SKAT indsendt opgørelse af virksomhedens omsætning og omkostninger i indkomståret 2010 hvor han begyndte at bruge sin datters bankkonto til virksomhedens drift, samt for indkomstårene 2011 og 2012. Klageren har endvidere indsendt bilagsmateriale i form af kontoudtog og en del fakturaer. Klageren har ikke indsendt bogføring eller regnskab.

Klageren har opgjort virksomhedens omsætning for indkomståret 2012 på baggrund af fakturaer.

Klagerens opgørelse af virksomhedens omkostninger er opgjort på baggrund af hævninger på bankkonti.

SKAT har ved opgørelsen af virksomhedens omsætning taget udgangspunkt i klagerens egen opgørelse. SKAT har sammenholdt alle indsætninger på klagerens datters bankkonto med fremlagte fakturer. SKAT har foretaget korrektioner hvor dette er fundet nødvendigt.

SKAT har herefter opgjort virksomhedens omsætning til 1.760.596,70 kr. ekskl. moms for indkomståret 2012.

SKAT har i indkomståret 2012 godkendt fradrag med 252.093,74 kr. ekskl. moms + 150.092,40 kr. ekskl. moms + 117.728 kr. ekskl. moms i alt 519.914,14 kr. ekskl. moms.

SKAT har endvidere opgjort klagerens fradrag for dieseludgifter således:

Klageren har ikke selvangivet noget for 2012, og SKAT har herefter opgjort virksomhedens overskud således:

Klagerens revisor har, efter klagens indlevering til Skatteankestyrelsen, foretaget en bogføring af samtlige indtægter og udgifter i virksomheden, samt en opgørelse af resultatet.

For indkomståret 2012 har klagerens revisor opgjort overskuddet af klagerens virksomhed således:

Det fremgår af revisorens bogføring, at klageren har lidt følgende tab i indkomståret 2012:

Revisoren har herefter opgjort overskuddet af klagerens virksomhed for indkomståret 2012 således:

Revisoren har opgjort et tab på 1.013.049 kr. ekskl. moms. Det er oplyst, at tabet er lidt som følge af manglende betaling for arbejde udført for [person2], [adresse2], [by2]. Der er fremlagt to fakturaer: fa943-n8 af 19. juli 2008 og 10-fo39 af 29. marts 2010. Fakturaernes indhold er identisk, og de er begge udstedt til [person2].

Klageren har oplyst, at fakturaen af 29. marts 2010 er en rykker for beløbet i henhold til fakturaen af 19. juli 2008, og det er derfor en fejl, at denne har fået tildelt et fakturanummer.

Det fremgår af fakturaen, at [person2] i alt skal betale 3.694.561 kr. inklusiv moms. Der er indbetalt a conto på 2.431.250 kr. inklusiv moms. Der er således et restbeløb til betaling på 1.266.311 kr. inkl. moms. Dette svarer til 1.013.049 kr. eksklusiv moms.

Klagerens repræsentant har oplyst, at beløbet er indtægtsført og beskattet i indkomståret 2008. Klagerens repræsentant har endvidere oplyst, at beløbet aldrig er blevet betalt, og at dette endeligt er tabt i 2012.

Revisoren har endvidere opgjort et tab på 470.907,50 kr. ekskl. moms. Det er oplyst, at tabet vedrører manglende betaling for arbejde udført for [virksomhed3]. Klagerens repræsentant har fremlagt faktura 09-0008.

SKAT har den 13. november 2013 fremsendt forslag om at ændre klagerens skatteansættelse. Klageren har fået frist til den 6. december 2013 til at fremkomme med bemærkninger.

Klagerens repræsentant er den 28. november 2013 fremkommet med indsigelser til forslaget. SKAT har modtaget indsigelserne den 3. december 2013. Heri har repræsentanten oplyst, at han er grundlæggende uenig med SKATs argumentation og forslag til afgørelse.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet overskuddet af klagerens virksomhed med 1.200.000 kr. for indkomståret 2012.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Der skal opgøres et overskud af virksomhed samt momstilsvar

Omsætningen er opgjort for første halvår af 2010 på baggrund af indsætninger på bankkonto, og efter afmeldelse af virksomhed i 7 måned 2010 på baggrund af indsætninger på bankkonto med tilhørende fakturaer.

Der er desuden til omsætningen tillagt faktura udstedt i 2010 som ikke ses at være indeholdt i den omsætning [person3] har opgjort, ligesom der er tillagt betaling af forlig i 2010 da størrelsen af det tilgodehavende [virksomhed1] havde ikke kan dokumenteres, samt at der ikke findes dokumentation på at tilgodehavendet har været bogført i virksomheden.

Omkostninger er alene opgjort på baggrund af hævninger på kontoudtog, hvor der er korrigeret skattemæssigt og momsmæssigt for de omkostninger SKAT mener er private og derfor ikke kan fradrages i virksomhedsindkomsten.

Der er desuden vedlagt fakturaer hvor der ønskes fradrag for tab på debitorer, jf. bilag 15

Der er vedlagt faktura udstedt til [person2], [adresse2] udstedt 29 marts 2010 med angivelse af restbeløb til betaling kr. 1.266.311,25 inkl. Moms.

[person3] har i sin redegørelse forklaret, at han har en tvist med debitor, og derfor skal den føres i dansk retssystem, og hvis han skal føre denne sag skal der betales ca. kr. 40.000-kr. 50.000 som han ikke har.

Kopi af korrespondance mellem debitor og [person3]s advokat viser desuden, at [person3] endnu ikke har rejst kravet på tidspunktet for skrivelsens dato pr. 19 december 2011 da der skal afklares spørgsmål med underleverandører, men at man fastholder kravet.

En forudsætning for skattemæssigt fradrag for tab på debitorer er, at tabet er konstateret og kan gøres endeligt op.

Det fremgår af det indsendte materiale, at kravet mod [person2] endnu ikke er rejst, men at der stadig pågår tvist omkring kravet.

Der må derfor anlægges sag mod debitor med henblik på at inddrive det skyldige beløb, og det faktum at kreditor ikke har råd til at afholde omkostninger til inddrivelse af beløbet kan ikke medføre, at et tab kan anses for konstateret.

Det er således SKATs opfattelse at kravet mod [person2] kr. 1.266.311,25 hverken moms- eller skattemæsssigt kan fratrækkes som tab på debitorer, da tabet ifølge det foreliggende materiale endnu ikke er konstateret. Fordringen er endvidere ikke endelig eller uomtvistet.

Der er endvidere vedlagt fakturaer udstedt til [virksomhed3] ApS hhv. 29 august kr. 335.081,25 inkl. moms, 2 november 2008 kr. 203.440,00 inkl. moms, og 9 januar 2009 kr. 588.634,37 inkl. moms som [person3] foreslår fratrækkes som tab på debitorer.

[person3] anfører i sin redegørelse, at [person4] (direktør i [virksomhed3] ApS) er han i dialog med, selskabet kan ikke betale, men i det mindste løber han ikke fra kravet.

Det forhold, at der er foretaget en leverance er ikke ensbetydende med at der kan foretages et fradrag for leverancen hvis denne ikke betales. Ifølge praksis er der fastlagt nogle betingelser som skal være opfyldt for at der kan fratrækkes et beløb som tab på debitorer

Ifølge det indsendte materiale er der ikke foretaget nogle handlinger overhovedet overfor skyldner med henblik på at inddrive det skyldige beløb.

Ifølge [virksomhed3] ApS’s årsrapport 2009 har selskabet en egenkapital på 1,7 mio.

Der er altså umiddelbart kapital i selskabet til at betale gælden, og [person3] må tage retslige skridt for at forsøge at inddrive gælden.

Der ses desuden at være udstedt fakturaer til [virksomhed3] ApS i både 2007, 2008 og 2009, og der ses ikke at have været foretaget rykkerprocedurer imellem udstedelsen af disse fakturaer. Det må siges at være udtryk for usædvanligt forretningsforhold, at [person3] bliver ved at udføre arbejde for et selskab der ikke betaler sine regninger, særligt når det foregår over 3 år og når der er tale om betragtelige beløb.

Tilgodehavendet hos [virksomhed3] ApS må efter SKATs opfattelse siges at have ændret karakter fra tilgodehavende til pengeudlån, da [person3] er fortsat med at kontrahere med selskabet uagtet at der ikke er blevet betalt for tidligere fakturaer. Der er udført arbejde for selskabet i 2009 for knap 600.000 kr. selvom selskabet for arbejde udført i 2007 og 2008 manglede at betale [person3] ca. 550.000 kr.

SKAT er derfor af den opfattelse, at kravet mod [virksomhed3] ApS i alt kr. 1.127.155,62 ikke kan fratrækkes hverken moms- eller skattemæssigt som tab på debitorer.

Der er her lagt vægt på, at der ikke er dokumenteret, at der er foretaget tilstrækkeligt til fordringernes inddrivelse hos skyldner.

Desuden må det antages at være udtryk for usædvanligt forretningsforhold, at [person3] fortsætter med at udføre arbejde for og fakturere til [virksomhed3] ApS når selskabet ikke betaler skyldige og væsentlige fakturabeløb.

(...)

[person3] har drevet virksomhed i sin datter [person5] cvr. nummer efter afmeldelse af sit eget cvr. nummer [...3] pr. 08.07.2010.

Der er ikke selvangivet korrekt overskud af virksomhed 2010, og for 2011 har [person3] ikke selvangivet overskud af virksomhed. [person3] har skriftligt erkendt at han har drevet sin virksomhed videre i datterens cvr. nummer med hendes vidende.

Der foreligger ingen bogføring overhovedet, men [person3] har indsendt diverse bilagsmateriale i form af kontoudtog og en del fakturaer, og har selv på baggrund af dette opgjort et samlet resultat af virksomheden for den periode hvor han har anvendt sin datters cvr. nummer.

Der er indsedt fakturaer for den periode hvor han har afmeldt sin virksomhed og i stedet anvendt sin datters cvr. nummer, og SKAT har bedt ham indsende fakturaer og omkostningabilag for perioden 01.01.2010 frem til afmeldelse, således at der kan opgøres et samlet overskud af virksomhed for 2010, da [person3] har selvangivet overskud af virksomhed klr. 48.730 for 2010.

Til dokumentation for omsætningen fra 01.01.2010 frem til afmeldelse af virksomhed pr. 08.07.2010 er der anvendt indsættelser på hans virksomhed [virksomhed1]s erhvervskonto i [finans1], og for perioden efter 08.07.2010 frem til november 2012 er der indsendt salgsfakturaer samt indsætninger på hans datters bankkonto som dokumentation for omsætningen.

Til dokumentation for omkostninger er der alene fremsendt kontoudtog hvor [person3] har markeret hvilke betalinger han mener er erhvervsmæssige, og som han derfor ønsker fratrukket i virksomhedsindkomsten.

Da der ingen bogføring findes, og da regnskabsmaterialet i høj grad er mangelfuldt, har SKAT til brug for opgørelse af overskud af virksomhed og momstilsvar lagt [person3]s opgørelser til grund, og har lavet korrektioner til disse i de tilfælde hvor SKAT ikke mener der er skattemæssigt eller momsmæssigt fradrag, eller hvor der ikke foreligger nogen dokumentation for omkostningsposten.

(...)

Overskud af virksomhed og momstilsvar kan herefter opgøres således:

(...)

Overskud af virksomhed 2012:

(...)”

Vedrørende opgørelse af driftsomkostninger har SKAT anført følgende:

”(...)

Der er ved den samlede opgørelse af godkendte driftsomkostninger taget udgangspunkt i [person3]s opgørelse af driftsomkostninger, og SKAT har fra dette beløb fratrukket udgifter som der enten ikke er skattemæssigt- eller momsmæssigt fradrag for i henhold til skatte- og momslovgivningen.

Godkendte omkostninger for årene 2010, 2011 og 2012 kan herefter opgøres således:

(...)

(...)”

I forbindelse med sagsbehandlingen hos Skatteankestyrelsen har SKAT anført følgende:

”(...)

SKAT er i brev af 12. august 2016 bedt om at vurdere sagen igen på grundlag af indlæg fra klagerens repræsentant af den 20. maj 2016, hvor der fremlægges nye oplysninger til sagerne.

SKAT har gennemgået indlægget samt bilagene 1-14.

Helt overordnet kan det oplyses, at der er ikke nye oplysninger/dokumentation i sagen, som ikke står i sagsfremstilling af 7. maj 2013.

Jeg skal desuden gøre opmærksom på, at jeg ikke har lavet sagen vedr. skatten for indkomståret 2012. På tidspunktet hvor min sagsbehandling foregik var selvangivelsesfristen for indkomståret 2012 ikke sprunget. Jeg lavede derfor alene en opgørelse af overskud af virksomhed for 2012 til senere selvangivelse. Det er anden sagsbehandler i SKAT, der har lavet skattedelen på skatteyder.

Efter gennemgang af det indsendte materiale kan det konstateres, at der ingen nye bilag er medsendt i forhold til det materiale, som sagen oprindelig er lavet ud fra.

Der er ikke indsendt de underliggende bilag til revisors efterfølgende bogføring. SKAT har derfor ingen mulighed for at undersøge om den foretagne bogføring er korrekt, og om de fratrukne driftsudgifter er erhvervsmæssige.

I indlæg oplyser klagers repræsentant, at der er foretaget ny korrekt bogføring.

Hvis den nye efterfølgende bogføring af revisor er foretaget ud fra posteringer på bankkonti, er der ingen forskel i opgørelsen af de beløb som klagen vedrører, da SKAT pga. manglende bogføring også lavede den oprindelige sag ud fra posteringer på klagers bankkonti.

SKAT mener derfor ikke der er grundlag for at vurdere om den efterfølgende bogføring er korrekt, og mener ikke, at det indsendte materiale kan begrunde en ændring til SKA Ts afgørelser.

(...)

Bemærkninger til indkomståret 2012:

Tab på debitor:

Klagers repræsentant gør gældende, at beløb kr. 1.266.311 iht. faktura nr. fa943-08 af 19. juli 2008 (samt dubletfaktura nr. 10-f039 af 29. marts 2010) aldrig er blevet betalt trods gentagne rykkere, og er endelig tabt i indkomståret 2012, hvorfor skatteyder har et fradrag for tab på debitor, der skal medregnes ved opgørelsen af hans indkomst for 2012.

Klagers repræsentant har ikke indsendt dokumentation for, at skatteyder har udtømt alle sine muligheder for at få pengene inddrevet.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at klagerens virksomhed har haft et underskud på 294.370,59 kr. i indkomståret 2012, hvorfor SKATs forhøjelse skal nedsættes i overensstemmelse hermed.

Klagerens repræsentant har subsidiært nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig, da agterskrivelsen ikke er blevet fulgt op af en egentlig afgørelse, uagtet at der rettidigt var fremkommet en indsigelse hertil.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstandene anført følgende:

”(...)

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at SKAT ikke i fornødent omfang har sandsynliggjort, at [person3] skal beskattes af yderligere overskud af virksomheden i det omfang, som SKAT har anført i sit forslag til afgørelse af den 13. november 2013, og herefter foretaget i årsopgørelsen af den 13. december 2013.

Nærmere gøres det gældende, at de af SKAT opgjorte indtægter og udgifter ikke beløbsmæssigt kan lægges til grund, idet de bygger for fejlfortolkninger af visse fakturaer og øvrige bilag i sagen.

Det gøres videre gældende, at SKAT ikke har taget højde for fradrag for tab på debitorer i den omhandlede periode.

(...)”

Klagerens repræsentant har i forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen anført følgende:

”(...)

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at den af SKAT skønnede forhøjelse af [person3]s skatte- og momsansættelse for indkomstårene 2010-2012 er ukorrekte.

(...)

Den af SKAT foretagne opgørelse af [person3]s omsætning, er, for så vidt angår perioden fra den 1. januar 2010 til den 15. oktober 2010, foretaget på baggrund af indsætninger på [person3]s konto. For så vidt angår resten af indkomståret 2010 samt indkomstårene 2011 og 2012 er opgørelsen foretaget på baggrund af fakturaer.

Idet der ikke på tidspunktet for SKATs afgørelse forelå en komplet bogføring, synes opgørelsen hensigtsmæssig. Der kan imidlertid påpeges talrige fejl i SKATs opgørelse.

(...)

Fradrag for tab på debitorer, når fordringen er erhvervet som vederlag i næring, er fradragsberettiget i det omfang, det følger af statsskattelovens § 6, jf. kursgevinstlovens § 17:

Kursgevinstlovens § 17 har – og havde – følgende ordlyd:

”For tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6 a anvendelse, jf. dog § 18”

Kursgevinstlovens § 18 vedrører fordringer, hvor beskatningsretten af renter og gevinster tilkommer en fremmed stat efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Bestemmelsen er således ikke relevant i nærværende sag.

Statsskattelovens § 6, litra a, har følgende ordlyd:

”Ved beregningen af den skattepligtige indkomst bliver at fradrage:

a)driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger”

Det fremgår direkte af forarbejderne til statsskattelovens § 6, at bestemmelsen hjemler fradrag for tab på fordringer erhvervet i vederlagsnæring, selvom bestemmelsens ordlyd alene omtaler driftsomkostninger. Anvendelsen af statsskattelovens § 6 som fradragshjemmel indebærer, at tabet først kan fra- trækkes, når det er endeligt realiseret. Endvidere indebærer det, at adgangen til fradrag er betinget af, at tabet på fordringen udgør et fradragsberettiget driftstab i henhold til praksis herom, jf. Jan Pedersen i Skatteretten 1, 6. udg., s. 625ff

Der findes ikke i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, eller andre steder i lovgivningen nogen direkte hjemmel til fradrag for driftstab. Efter fast praksis gives der dog adgang til at fratrække et egentlig driftstab ved indkomstopgørelsen ud fra et omkostningslignende synspunkt. Som hjemmel hertil angives sædvanligvis statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. SKM2012.353.HR. Ofte er spørgsmålet, om der er tale om et fradragsberettiget driftstab eller et ikke-fradragsberettiget formuetab.

Som begreb beskriver SKATs juridiske vejledning 2016-1, C.C.2.2.3.1, driftstabet som følgende:

”Driftstab er udtryk for en udgift, en værdinedgang eller et passiv, som skatteyderen bliver påført ufrivilligt, ofte på grund af omstændigheder, der kommer udefra. Det kan f.eks. være ska- der, ulykker, tyveri, tab på debitorer og pålagte erstatninger i forbindelse med driften.

På den måde adskiller driftstabet sig fra driftsomkostninger, der normalt er udslag af skatteyderens frivillige dispositioner. Det kan f.eks. være afholdelse af omkostninger i virksomheden.

Ved driftstab i denne forbindelse forstås derimod ikke virksomhedens underskud. Dette underskud behandles efter reglerne i LL § 15, PSL § 13, og VSL § 13.

Driftstabet adskiller sig desuden fra tab ved afståelse af aktiver. Disse tab behandles efter SL § 5 a og særlige regler i f.eks. afskrivningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ligningsloven. Se afsnit C.C.2.1.3 om afståelser, der er omfattet af SL § 5 a, og indholdsfortegnelsen om de forskellige særlige regler.”

Nærmere omkring muligheden for fradrag for driftstab anfører SKATs juridiske vejledning, op.cit., følgende:

”Det kan være vanskeligt at adskille driftstab fra de ikke fradragsberettigede formuetab. Tab vedrørende privatforbrugsområdet kan ikke trækkes fra, men herudover kan der formentlig ikke opstilles almindelige regler, da man ikke, som det tidligere er sket, kan basere sondringen på forskellen mellem omsætningsaktiver og anlægsaktiver og kun indrømme fradrag for tab på omsætningsaktiver.

Efter gældende praksis kan tab trækkes fra, hvis

•tabet vedrører erhvervsmæssig virksomhed, og

•tabet er et udslag af sædvanlig driftsrisiko ved udøvelsen af virksomheden.”

(...)

Nærmere vedrørende ”manglende indtægtsførelse af faktura”

SKAT anfører i afgørelsen, bilag 1, s. 7f, at [person3] mangler at indtægtsføre faktura nr. 10-f039 af 29. marts 2010 på kr. 1.266.311 inklusiv moms. Fakturaen vedlægges som bilag 13.

Den udstedte faktura er en kopi af faktura nr. fa943-08 af 19. juli 2008, der vedlægges som bilag 14.

Da [person3] udstedte faktura nr. fa943-08 den 19. juli 2008, var det restbeløbet vedrørende udført arbejde på [adresse2]. Efter fratrukne a conto-betalinger resterede der kr. 1.266.311 til betaling fra debitoren [person2].

Fakturaen er indtægtsført i 2008, hvor den er udstedt, hvilket også belyses af, at den angivne salgsmoms fra [person3]s virksomhed i 3. kvartal 2008 var kr. 776.423.

[person2] betalte ikke sin regning, og [person3] sendte en rykker den 29. marts 2010. Forventeligt ved en fejl i [person3]s system blev fakturaen, ved genudskrivningen, påført daværende dato, samt et nyt fakturanummer.

Det gøres gældende, at omsætningen på kr. 1.266.311 inklusiv moms i henhold til faktura nr. fa943-08 af 19. juli 2008 (samt ”dubletfaktura” nr. 10f039 af 29. marts 2010) er indtægtsført og beskattet i indkomståret 2008, hvorfor beløbet ikke tillige skal medregnes ved opgørelsen af [person3]s skatte- og momsansættelse for indkomståret 2010.

Det gøres videre gældende, at restbeløbet på kr. 1.266.311 aldrig er blevet betalt trods gentagne rykkere, og er endeligt tabt i indkomståret 2012, hvorfor [person3] har et fradrag for tab på debitorer, jf. gennemgangen ovenfor, på kr. 1.266.311, jf. statsskattelovens § 6, jf. kursgevinstlovens § 17, der skal medregnes ved opgørelsen af [person3]s personlige indkomst for indkomståret 2012, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1.

Det gøres gældende, at ovenstående konkrete fejl i SKATs skønsmæssige fastsættelse af [person3]s skatte- og momsansættelser for indkomstårene 2010-2012, sammenholdt med den nye korrekte bogføring og resultatopgørelser foretaget af [person3]s nye revisor, jf. bilag 6-11, fører til, at de foretagne forhøjelser skal nedsættes, således at det afspejler følgende resultater og momstilsvar:

Indkomståret 2010 – resultat før renter og skat: kr. 81.871

Indkomståret 2011 – resultat før renter og skat: kr. 465.700

Indkomståret 2012 – resultat før renter og skat: kr. -294.371

Perioden fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2010 – momstilsvar: kr. 37.814

Perioden fra den 1. januar 2011 til den 31. december 2011 – momstilsvar: kr. 128.860

Perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2012 – momstilsvar: kr. -64.139.”

For så vidt angår ugyldighedspåstanden vedrørende forhøjelsen af [person3]s skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 gøres det gældende, at SKATs afgørelse – i form af årsopgørelsen af 13. december 2013 – lider af en sagsbehandlingsmangel, der ud fra en generel væsentlighedsvurdering medfører afgørelsens ugyldighed.

Skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2, om SKATs fremsendelse af agterskrivelse, har følgende ordlyd:

”Agter told- og skatteforvaltningen at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er selvangivet, skal den selvangivelsespligtige og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Det samme gælder, i det omfang en selvangivelsespligtig har undladt at selvangive og ansættelsen som følge deraf skal ske skønsmæssigt. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelsen af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Stk. 2. Den selvangivelsespligtige m.v. skal samtidig underrettes om, at afgørelsen vil blive truffet som varslet, medmindre den pågældende over for told- og skatteforvaltningen fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen inden for en nærmere angivet frist, der ikke uden den pågældendes samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen.

Har den selvangivelsespligtige m.v. ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan afgørelsen træffes som varslet uden yderligere underretning.”

Bestemmelserne er en videreførelse af den tidligere skattestyrelseslovs § 3, stk. 4, der havde følgende ordlyd:

”Agter den kommunale skattemyndighed at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der er selvangivet, herunder tilfælde, hvor behørig selvangivelse ikke foreligger, eller agter den kommunale skattemyndighed at ændre den del af grundlaget for en skatteansættelse, der skal selvangives, skal den skattepligtige underrettes skriftligt derom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at skatteansættelsen vil blive foretaget som varslet, hvis den skattepligtige ikke over for skattemyndigheden fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod skatteansættelsen inden en nærmere angiven frist, der ikke må være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig inden fristens udløb, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen (kendelse).”

Ved reglernes flytning fra skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, til skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1 og 2, udgik således det eksplicitte krav om, at der skal afsiges kendelse (afgørelse), såfremt den skattepligtige har udtalt sig inden fristens udløb. I forarbejderne til skatteforvaltningsloven er det imidlertid forudsat, at bestemmelsen på dette punkt skal forstås uændret. Således anføres det i det fremsatte lovforslag (FT 2004-05 (2. samling), Tillæg A, side 4218), almindelige bemærkninger. Pkt. 4.9:

”4.9. Agterskrivelser

4.9.1. Gældende ret: Efter forvaltningsloven skal en myndighed som udgangspunkt foretage høring, før den træffer en afgørelse, hvis en part i sagen ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af oplysningerne vedrørende sagens faktiske omstændigheder, og oplysningerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse og til ugunst for den pågældende part.

Denne almindelige høringspligt efter forvaltningsloven er på skatteområdet suppleret med en ubetinget høringspligt, før der træffes en afgørelse, hvis skattemyndighederne vil ændre en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat i forhold til det selvangivne eller foretage en sådan skatteansættelse skønsmæssigt på grund af manglende selvangivelse, jf. skattestyrelseslovens § 3, stk. 4 og 5, hvortil § 12 A, stk. 1, og § 19, stk. 1, henviser.

Forudgående høring kan dog undlades, hvis skatteansættelsen sker efter anmodning fra den skattepligtige, og afgørelsen fuldt ud imødekommer anmodningen.

Der stilles i disse lovbestemmelser alene krav om, at den skattepligtige skal underrettes om den påtænkte ansættelse. Der stilles ikke nærmere krav til indholdet af denne underretning.

Til denne særlige høringspligt er knyttet den virkning, at hvis den skattepligtige ikke fremkommer med en skriftlig eller mundtlig udtalelse imod den påtænkte ansættelse, vil ansættelsen blive gennemført som varslet.

Har den skattepligtige udtalt sig om agterskrivelsen, skal den skattepligtige have skriftlig underretning om afgørelsen. Det samme gælder, hvis der ikke er udsendt agterskrivelse pga. enighed om ændringen. Har den skattepligtige ikke udtalt sig om agterskrivelsen, skal den skattepligtige blot have en ny årsopgørelse.

4.9.2. Forslag til ændringer: Det foreslås, at denne ubetingede høringspligt om ansættelse af indkomstskat udvides til også at omfatte ejendomsværdiskat, gaveafgift og ejendomsvurdering.

Det foreslås, at høringsfristen som hidtil skal være på mindst 15 dage, regnet fra høringsskrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt ved lov, men at den pågældende borger skal kunne acceptere en kortere frist.

På gaveafgiftsområdet skal en gaveanmeldelse indgives af såvel gavegiver som gavemodtager, og såvel gavegiver som gavemodtager hæfter for gaveafgiften. Derfor skal såvel gavegiver som gavemodtager høres over den påtænkte ansættelse, og såvel gavegiver som gavemodtager skal tiltræde et eventuelt afkald på en fuld høringsfrist.

Tilsvarende kan der på vurderingsområdet være andre end ejeren af den faste ejendom, der har en væsentlig retlig interesse i vurderingen af ejendommen.

Agterskrivelse skal herefter som udgangspunkt anvendes i de sagstyper, hvor afgørelsen kan påklages til skatteankenævn eller vurderingsankenævn, samt i sager om selskabsligning.

Hvor der er sket høring over en sagsfremstilling med oplysning om, at afgørelsen vil blive truffet som nævnt i sagsfremstillingen, hvis ikke den pågældende borger er fremkommet med en skriftlig og begrundet indsigelse imod sagsfremstillingen inden høringsfristens udløb, kan høring undlades.

Som hidtil skal der ikke ske underretning om den trufne afgørelse, hvis der ikke er fremsat indsigelse imod agterskrivelsen.”

Reglen om, at der ved en skatteyders indsigelse til en agterskrivelse skal træffes en egentlig afgørelse og ikke blot udstedes en årsopgørelse, er en garantiforskrift, der ud fra en generel væsentlighedsvurdering er en gyldighedsforudsætning, jf. Landsskatterettens kendelse af 9. januar 2014, j.nr. 13-4289653, hvor Landsskatteretten fandt, at SKATs afgørelse (årsopgørelse) var ugyldig som følge af, at indsigelser til agterskrivelsen ikke havde medført en ny afgørelse. Landsskatteretten anførte følgende:

”Landsskatteretten bemærker, at klagerens repræsentant den 18. juni 2012 er fremkommet med indsigelse til SKATs forslag af 4. juni 2012. SKATs fornyede forslag af 26. juni 2012 imødekommer ikke repræsentantens indsigelse, idet nægtelse af fradrag for underskud af landbrugsvirksomhed fastholdes, uanset at der godkendes fradrag for ejendomsskatter. Det fremgår da også af SKATs forslag af 26. juni 2012 til klageren, at “Du har sendt os dine bemærkninger, fordi du ikke var enige i vores forslag”.

Landsskatteretten finder, at SKATs afgørelser - her i form af årsopgørelser - for indkomstårene2009, 2010 og 2011 er ugyldige. Det forhold, at SKAT i sit forslag af 26. juni 2012 har meddelt, at såfremt klageren er uenig i forslaget, kan han komme med sine bemærkninger senest den 19. juli 2012, kan ikke ændre på den omstændighed, at han i henhold til repræsentantens skrivelse af 18. juni 2012 er fremkommet med en indsigelse, der skal følges op af en egentlig afgørelse, og således ikke ved udskrivning af nye årsopgørelser. Retten har lagt vægt på, at den indsigelse, som repræsentanten er fremkommet med den 18. juni 2012, ikke har ført til SKATs godkendelse af forholdet, idet SKAT fortsat ikke godkender underskudsfradrag.

Retten bemærker tillige, at klagerens repræsentant burde have fået tilsendt SKATs forslag af 26. juni 2012, idet han i det foreliggende tilfælde må anses for professionel partsrepræsentant. SKATs afgørelser og dermed skatteankenævnets afgørelser er således ugyldige, og de foretagne forhøjelser annulleres derfor”

Der kan af afgørelsen udledes et ubetinget krav om, at der træffes en afgørelse, såfremt skatteyderen kommer med indsigelser til en agterskrivelse. Det kan tillige udledes, at effekten af den manglende afgørelse er ugyldighed efter en generel væsentlighedsvurdering, idet Landsskatteretten ikke går ind og vurderer, om sagsbehandlingsfejlen har haft konkret væsentlighed for indholdet af afgørelsen.

Til støtte for den nedlagte påstand vedrørende [person3]s skattepligtige indkomst for indkomståret 2012 gøres det gældende, at SKATs afgørelse – i form af årsopgørelsen af 13. december 2013 – ud fra en generel væsentlighedsvurdering er ugyldig henset til, at agterskrivelsen ikke blev fulgt op af en egentlig afgørelse, uagtet at der rettidigt var fremkommet indsigelse hertil. Det gøres således gældende, at den foretagne indkomstforhøjelse for indkomståret 2012 skal bortfalde.

(...)”

I forbindelse med sagsbehandlingen hos Skatteankestyrelsen har repræsentanten anført følgende:

”(...)

SKAT anfører indledningsvist, at der ikke er nye oplysninger/dokumentation i sagen, som ikke står i SKATs sagsfremstilling af 7. maj 2013. Dette bestrides. Der er anført en betragtelig mængde faktiske oplysninger, som SKAT næppe kan have været bekendt med, ligesom der i bilag 6, 8 og 10 er fremlagt en komplet ny - og korrekt - bogføring, som er udarbejdet efter SKATs afgørelser i sagen. SKAT kan følgelig ikke have været bekendt med disse ved udarbejdelsen af sagsfremstillingen af 7. maj 2013.

(...)

Efterfølgende i SKATs udtalelse foretager sagsbehandleren en ansvarsfraskrivelse, idet det anføres, at det ikke er hende, der har truffet afgørelser vedrørende indkomståret 2012. Undertegnede er ikke helt klar over, hvad denne oplysning skal bruges til.

SKAT efterlyser i sin udtalelse at modtage kopi af de underliggende bilag til den nye bogføring. I samme afsnit foretager SKAT en præmatur konklusion om, at man alligevel ikke kan vurdere den nye bogføring som værende korrekt. Vi skal høfligst anmode om en stillingtagen til, hvorvidt man ønsker at modtage de bilag, som findes, og som har dannet grundlag for bogføringen?

(...)”

Repræsentanten har endvidere anført følgende:

”(...)

Som drøftet er fakturaen blevet dobbeltbogført ved SKATs behandling af skatteansættelsen for indkomståret 2010, idet fakturaen allerede er indtægtsført i 2008, jf. bilag 14.

Som det fremgår af opgørelsen i bilag 17, er der fradraget et debitortab ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2012 vedrørende den pågældende faktura.

Dette debitortab er fradraget, idet [person3] på dette tidspunkt anså fordringen for endeligt tabt. [person3]s daværende advokat, [person6], havde den 19. december 2011 rettet henvendelse til [person2] og [person7]s advokat, jf. bilag 18, hvori det udtrykkeligt anføres, at "fakturaen" af 29. marts 2010, jf. bilag 13, som SKAT har ladet [person3] beskatte af, alene er en opgørelse.

[person2] og [person7]s advokat svarede på henvendelsen den 13. januar 2012, jf. bilag 19, hvori man bestred der overhovedet bestod et krav, idet dette var forældet. Man gjorde endvidere opmærksom på, at aftalen blev hævet i 2007. Dette er korrekt men ændrer ikke på, at [person3] fortsat havde et tilgodehavende som følge af det arbejde, han udførte, forinden han stoppede arbejdet pga. ægteparrets manglende betaling.

[person6] besvarede herefter den 18. januar 2012, jf. bilag 20, hvor man bestred, at kravet skulle være forældet. Dette selvom kravet formueretligt var forældet den 24. juli 2011, jf. forældelseslovens§ 3, stk. 1.

[person3] havde en mulighed for at gøre gældende, at ægteparret havde erkendt deres forpligtelse på et senere tidspunkt, hvorfor forældelsen ville være afbrudt, jf. forældelseslovens § 15, men henset til, at han næppe kunne løfte bevisbyrden herfor, ligesom han i øvrigt var bekendt med, at parret ikke var solvente, valgte han efter rådgivning fra [person6] ikke at forfølge kravet videre.

Personrapporter på [person2] og [person7] vedlægges som bilag 21 og bilag 22.

Disse udviser efter vores opfattelse et klart billede af, at parret løber fra deres forpligtelser, jf. den lange række af konkursramte virksomheder, som de har efterladt sig.

Idet Statstidende ikke gemmer meddelelser længere end 5 år, og da Sø- og Handelsretten alene kan give oplysninger om personers konkurs til personen selv efter denne årrække, har det ikke været muligt for os at dokumentere [person7]s konkurs.

Uanset om man finder, at [person2] og [person7]s situation er tilstrækkeligt til, at [person3]s fordring kan anses for endeligt tabt i 2012, hvor han - i samråd med sin advokat - undlod at forfølge det videre, skal [person3] indrømmes et fradrag for kurstabet i 2011, idet fordringen på dette tidspunkt må anses for forældet. [person3] har således uanset [person2] og [person7]s betalingsevne et fradrag for kurstab på fordringen i 2011, jf. dagældende kursgevinstlovs§ 17.

(...)

Yderligere dokumentation for debitortab m.v. - 2012

Udover tabet på fordringen på [person7] og [person2], jf. omtalen ovenfor, har [person3] i 2012 lidt et tab på [virksomhed3] ApS ([person4]).

[person3] havde den 9. januar 2009 faktureret [virksomhed3] ApS ([person4]) kr. 470.907,50 eksklusiv moms for udført arbejde på [adresse3]. Faktura nr. 09-0008 vedlægges som bilag 30.

Fordringen blev forældet den 9. januar 2012, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, hvorfor [person3] på dette tidspunkt er berettiget til at fradrage kurstabet, jf. kursgevinstlovens§ 17, jf. statsskattelovens§ 6.

(...)”

Efter at der har været udsendt sagsfremstilling i sagen, er repræsentanten fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Det bestrides ikke, at [person3]s indkomstopgørelse skal fastsættes ud fra et

skøn efter skattekontrollovens § 5, stk. 3. I henhold til forarbejderne til bestemmelsen,

kan Skattemyndighedernes skøn imidlertid ikke opretholdes af en klageinstans,

såfremt det viser sig at et andet skønsresultat er mere sandsynligt.

Det gøres gældende, at den komplette bogføring, som er fremlagt i sagen, jf. bilag

6-11, viser et oplagt mere sandsynligt skønsresultat, end SKATs skøn i afgørelsen,

jf. bilag 1.

I relation til tabte fordringer gøres det gældende, at selvom [person3] ikke

måtte have fradrag for debitortab efter kursgevinstlovens § 17 som følge af manglende

effektive tiltag på inddrivelse, vil [person3] fortsat, når fordringen er

forældet, have et frad rag for tabet efter kursgevinstlovens § 14, jf.

SKM2017.522. LSR. Østre Landsrets dom i SKM2006.527.ØLR ændrer ikke herpå.

I øvrigt fastholdes det anførte i vores supplerende indlæg af 20. maj 2016.

(...)”

Repræsentanten har yderligere gjort opmærksom på, at det ikke er afgørelsen af 6. januar 2014 der er påklaget, men årsopgørelsen udskrevet den 13. december 2013.

Repræsentanten fastholder i øvrigt, at afgørelsen er ugyldig, og repræsentanten har refereret sit indlæg af 20. maj 2016 vedrørende ugyldighedspåstanden.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4. Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive deres indkomst til SKAT.

Det lægges til grund som ubestridt, at klageren har drevet uregistreret virksomhed i indkomståret 2012.

Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, stk. 3 jf. § 3, stk. 4. Da der ikke er aflagt regnskab for klagerens virksomhed, kan indkomsten på baggrund heraf fastsættes skønsmæssigt.

Skønsmæssige ansættelser skal normalt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser.

SKATs skøn er foretaget med udgangspunkt i fakturaer udstedt af klagerens virksomhed samt bankindsætninger på klagerens eller klagerens families bankkonti.

Klageren har, i forbindelse med klagesagen, fremlagt opgørelser af virksomhedens omsætning og udgifter. Klageren har ikke fremlagt underliggende bilag for opgørelserne, og opgørelserne kan derfor ikke uden videre lægges til grund ved fastsættelsen af virksomhedens overskud.

Klageren har gjort gældende, at han har lidt et fradragsberettiget tab på fordringen iht. faktura 10-f039 af 29. marts 2010.

Af kursgevinstlovens § 17 fremgår det, at for tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring, og for tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, finder reglerne i statsskattelovens § 6, litra a anvendelse, jf. dog kursgevinstlovens § 18.

Der kan foretages fradrag for tab på fordringer i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op, jf. kursgevinstlovens § 25, stk. 1.

Det er en betingelse for fradragsret efter kursgevinstloven, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt, herunder truffet foranstaltninger for at undgå forældelse. Der henvises til SKM2004.138 ØLR, hvor Landsretten ikke godkendte fradrag for tab på fordringer. Landsretten lagde bl.a. særligt vægt på, at skatteyderen ikke på noget tidspunkt havde udsendt skriftlige rykkere til de nævnte debitorer eller på anden måde havde iværksat tiltag i anledning af den manglende betaling.

Kun under særlige omstændigheder kan det anses for sandsynliggjort, at en fordring eller en væsentlig del heraf er tabt uden udlægsforretning eller andre retsskridt. Særlige omstændigheder kan foreligge ved debitors indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, debitors forsvinden eller lignende. Foreligger der særlige omstændigheder, kan fradrag på tab foretages, såfremt fordringen efter en konkret vurdering må anses for at være helt eller delvis uerholdelig.

Konstateringen af et tab på debitorer, eller sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer, skal være opfyldt i det indkomstår, hvor der ønskes fradrag for tabet.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der i indkomståret 2012 er konstateret et endeligt tab på den pågældende debitor på faktura 10-f039 af 29. marts 2010. Der er herved lagt vægt på, at der alene er sendt et brev af 19. december 2011 hvor kravet fastholdes, samt at der ikke har været foretaget effektive tiltag for at inddrive tilgodehavendet ved rykkerbreve, forgæves udlæg eller andre retsskridt. Det er endvidere ikke dokumenteret, at beløbet tidligere er indtægtsført og beskattet, hvorfor det ikke er dokumenteret, at klageren har lidt et tab på fordringen.

Der er ikke, ud fra det foreliggende, indtrådt særlige omstændigheder i nærværende sag, der kan give anledning til fradrag på tab.

Klageren har gjort gældende, at han har lidt et fradragsberettiget tab på 470.907,50 kr. ekskl. moms, for ikke betalt arbejde udført for [virksomhed3] ApS, da kravet er forældet i indkomståret 2012. Klageren har fremlagt faktura 09-0008.

Det faktum at kravet er forældet i indkomståret 2012, giver ikke uden videre klageren fradragsret. Der er herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret, at han har iagttaget retslige skridt med henblik på at inddrive gælden samt undgå forældelse. Der henvises til SKM 2006.527 ØLR, hvor Landsretten udtalte ”Henset til fordringens størrelse sammenholdt med virksomhedens samlede omsætning i 1990 og til, at der efter det anførte ikke har været iværksat effektive inddrivelsesskridt eller været truffet foranstaltninger med henblik på at undgå forældelse, findes tabet ikke at kunne anses som udslag af en naturlig driftsrisiko som anført i sagsøgers subsidiære påstand. [...] Under disse omstændigheder findes det således ikke godtgjort, at der som påstået i indkomståret 2000 er lidt et tab under sådanne omstændigheder; at tabet er fradragsberettiget i dette år efter kursgevinstlovens § 17 eller § 16 som anført i henholdsvis sagsøgers subsidiære og mere subsidiære påstand.”

Klageren har endvidere ikke dokumenteret, at beløbet tidligere er indtægtsført og beskattet, og at klageren derfor har lidt et tab på fordringen.

Klageren har gjort gældende, at han under alle omstændigheder har fradrag for tab på fordringen efter kursgevinstlovens § 14, når fordringen er forældet.

Landsskatteretten har i SKM 2017.522 LSR fastslået, at det ikke er udelukket at indrømme fradrag efter kursgevinstlovens § 14, såfremt betingelserne i kursgevinstlovens § 17 ikke er opfyldt.

Klageren har imidlertid ikke dokumenteret, at han rent faktisk har lidt de påståede tab, da det ikke er dokumenteret, at beløbene tidligere er indtægtsført og beskattet. Der er derfor ikke grundlag for at indrømme klageren fradrag for tab, jf. kursgevinstlovens § 14.

Klageren har subsidiært nedlagt påstand om, at afgørelsen er ugyldig, som følge af at forslaget af 13. november 2013 ikke er blevet fulgt op af en afgørelse, på trods af at klagerens repræsentant er fremkommet med indsigelser hertil den 28. november 2013, som er modtaget af SKAT den 3. december 2013. SKAT havde givet klageren frist til at fremkomme med bemærkninger til forslaget til den 6. december 2013.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 4, at SKAT kan meddele sagens parter, at afgørelsen vil blive truffet som anført i sagsfremstillingen, medmindre klageren overfor SKAT fremkommer med en begrundet skriftlig eller mundtlig udtalelse imod afgørelsen indenfor en nærmere angivet frist, der ikke uden klagerens samtykke kan være på mindre end 15 dage regnet fra skrivelsens datering, medmindre en anden frist er bestemt i lovgivningen.

Klageren er fremkommet med indsigelser til SKATs forslag indenfor den fastsatte frist. Det følger af skatteforvaltningslovens § 19, stk. 4, at indsigelserne overfor SKAT skal være begrundet skriftligt eller mundtligt. Klagerens indsigelse om, at man er grundlæggende uenig i SKATs forslag, kan ikke anses for at være begrundet i en sådan grad, at SKATs afgørelse – i form af årsopgørelsen – kan anses for ugyldig.

Landsskatteretten stadfæster på baggrund heraf SKATs afgørelse.