Kendelse af 09-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 20-02-2015

Journalnr. 14-0256879

Klagen vedrører anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2007-2009.

SKAT har givet afslag på anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for 2007-2009.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klager har anmodet SKAT om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2007-2012, idet han fejlagtigt har betalt ejendomsværdiskat af 2 ejendomme:

[adresse1], [by1], anskaffet 1. november 2007
[adresse2],[by1], anskaffet 1. marts 2008

Begge ejendomme har været udlejet til klagers sønner. Klager henviser til, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat af ejendomme, som udlejes, jf. ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 1.

Derudover ejer klager den ejendom, [adresse3] i [by2], som han bor i og, hvor der også betales ejendomsværdiskat. Ejendomsværdiskatten har for den ejendom været 9.720 kr. årligt.

Den samlede ejendomsværdiskat, som har fremgået af årsopgørelserne for de 3 indkomstår, har været:

200711.372 kr.

200831.573 kr.

200933.975 kr.

SKAT har genoptaget skatteansættelserne for indkomstårene 2010-2012, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, men nægtet, at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2007-2009, da fristen for ordinær genoptagelse er overskredet og der er ikke belæg for ekstraordinær genoptagelse efter bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27.

SKATs afgørelse

Fristen for at få ændret skatteansættelsen for 2007 udløb den 1. maj 2011, for 2008 udløb fristen den 1. maj 2012 og for 2009 udløb fristen den 1. maj 2013. Det står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Hvis skatteansættelsen for 2007 - 2009 alligevel skal ændres, skal betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27 være opfyldt. I denne sag er det spørgsmålet, om du kan opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 8, om at der skal foreligge særlige omstændigheder.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis SKAT har begået fejl eller har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Der er derimod ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse som følge af et glemt fradrag.

Du oplyser ikke hvorfor du ikke har reageret før nu. Situationen hvor man ikke får reageret på om der uretmæssigt betales ejendomsværdiskat, sidestilles med et glemt fradrag og der findes derfor ikke grundlag for en ekstraordinær genoptagelse.

Du oplyser, at SKAT har begået en fejl ved uretmæssigt at have opkrævet ejendomsværdiskat af 2 erhvervsmæssigt udlejede ejendomme.

På dit ejendomsskema for indkomståret 2007, der er blevet lagt i din skattemappe den 10. marts 2008, oplyser SKAT at der beregnes ejendomsværdiskat af ejerboligerne beliggende [adresse1] og [adresse3].

På dit ejendomsskema for indkomståret 2008, der er blevet lagt i din skattemappe den 12. marts 2009, oplyser SKAT at der beregnes ejendomsværdiskat af ejerboligerne beliggende [adresse1], [adresse4] og [adresse3].

På dit ejendomsskema for indkomståret 2009, der er blevet lagt i din skattemappe den 5. marts 2010, oplyser SKAT at der beregnes ejendomsværdiskat af ejerboligerne beliggende [adresse1], [adresse4] og [adresse3].

Ifølge vore oplysninger har du

•den 13. april 2008 indberettet din årsopgørelse for indkomståret 2007 via internettet.

•den 21. maj 2009 indberettet din årsopgørelse for indkomståret 2008 via internettet.

•den 8. marts 2010 indberettet din årsopgørelse for indkomståret 2009 via internettet.

For alle 3 indkomstår har du i dine indberetninger oplyst, at du er enig i de indberettede ejendoms-oplysninger. Så vi mener ikke at SKAT har begået en fejlindberetning.

Klagerens opfattelse

Klager påstår at skatteansættelserne for 2007-2009 også skal genoptages.

Klager fremfører som argument:

Derimod er jeg ikke enig i at indkomstårene 2007-2009 er forældet.

Skat har begået en fejl ved uretmæssigt at have opkrævet ejendomsværdiskat af 2 erhvervsmæssigt udlejede ejendomme, og der foreligger derfor særlige omstændigheder.

Skat har fortaget en åbenbart urimelig skønsmæssig antagelse om, jeg skulle have boet i 2 lejligheder i [by1] – vel vidende, at jeg i alle årene haft fast bopæl og postadresse på [adresse3] i [by2] og fast arbejde ved [virksomhed1] i [by3].

På denne baggrund skal jeg anmode om de fejlagtigt opkrævede ejendomsværdiskatter for årene 2007-2009 tilbagebetales.

Klageren har videre fremført, at der er tale om, at ejendomsværdiskat beregnes automatisk, hvis der ikke sker et fravalg, på et særligt bilag til selvangivelsen, som han ikke har haft kendskab til.

Han troede, at systemets oplysninger og beregninger var korrekte og, at ejendomsværdiskatten skulle beregnes.

Han mener, at reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke kan regnes fra tidspunktet for modtagelse af årsopgørelserne.

Han henviser til afgørelsen i SKM2011.448, hvor genoptagelse vedrørende beregning af kirkeskat blev godkendt.

Han mener, at ”ejendomsværdiskat”, efter at denne i 2008 blev omlagt fra ”egen lejeværdi”, som blev medregnet i den skattepligtige indkomst, til en beregnet skat, mere har lighed med afgørelsen vedrørende kirkeskat.

Han mener, at hvis ikke ”egen lejeværdi” var blevet omlagt til ”ejendomsværdiskat” og han selv havde skullet selvangive ”egen lejeværdi”, vil han ikke have selvangivet ”egen lejeværdi” vedrørende de udlejede lejligheder.

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1 skal der som udgangspunkt betales ejendomsværdiskat af ejendomme, som kun indeholder 1 lejlighed. Der skal således som udgangspunkt betales ejendomsværdiskat af ejerlejligheder.

Det fremgår videre af samme lovs § 1, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat af udlejede ejendomme.

Anmodning om genoptagelse af en skatteansættelse skal indgives senest 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

Genoptagelse efter udløbet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 kan ske efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27.

Praksis for anvendelse af reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning afsn. A.A.8.2.3.10.

Det er en betingelse for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. herved skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Klager har i brev af 2. september 2013 anmodet SKAT om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2007-2012. For indkomstårene 2007-2009 er anmodningen således indgivet for sent.

Klagers forhold kan ikke henføres til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7. Det er således alene, hvis forholdet kan henføres til bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 8, at der kan gives genoptagelse.

Klager har selvangivet resultat ved udlejning af de 2 ejerlejligheder for de 3 indkomstår, men har ikke selvangivet, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat, uagtet, at SKAT har oplyst om den beregnede ejendomsværdiskat. SKAT har således beregnet ejendomsværdiskat af de 3 beboelsesejendomme og det har været oplyst til klager og fremgået af årsopgørelserne for de 3 indkomstår. Der er således for de 3 indkomstår opkrævet ejendomsværdiskat på 11.372 kr. for 2007, 31.573 kr. for 2008 og 33.975 kr. for 2009. Af disse beløb udgør ejendomsværdiskatten for [adresse3], som klager selv bebor, 9.720 kr.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der ikke er grundlag for at indrømme ekstraordinær genoptagelse, idet forholdet må ligestilles med et ”glemt fradrag”, hvor der efter praksis ikke indrømmes genoptagelse efter udløbet af den ordinære ligningsfrist medmindre der er begået myndighedsfejl. Landsskatteretten bemærker herved, at SKAT har oplyst om ejendomsværdiskatten hvert år og det er klager, der har pligt til at selvangive, jf. skattekontrollovens § 1, hvorfor der ikke ses at være begået myndighedsfejl.

Landsskatteretten er i øvrigt af den opfattelse, at klager har fået kundskab til de opkrævede ejendomsværdiskatter allerede i forbindelse med modtagelsen af årsopgørelserne for de 3 indkomstår og, at han således ikke har overholdt reaktionsfristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Der kan herved henvises til Østre Landsretsdom af 25. marts 2013 (SKM2013.343), hvor kundskabstidspunktet skulle regnes fra tidspunktet for modtagelse af årsopgørelsen.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse.