Kendelse af 12-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 05-03-2016

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2011: Befordringsfradrag hjem/arbejde

0

29.932

9.978

Faktiske oplysninger

Klageren er lønmodtager og har i 2011 været ansat hos [virksomhed1] A/S i [by1] og hos [virksomhed2] i [by2].

Klagerens samlede lønindtægt har været 1.029.301 kr.

Klageren har ifølge CPR haft følgende bopælsadresser:

1. april 2008 – 2. marts 2009 [adresse1], [by3]. (tilflyttet fra [adresse2], [by4])

2. marts 2009 – 4. juni 2010 Indien

4. juni 2010 – 1. juli 2010 [adresse3] [by3].

1. juli 2010 – 14. december 2012 [adresse4], [by3].

Klageren har en datter født 1. november 2005 som bor i [by5] (v/[by4]), Jylland.

Klageren har indtil 1. maj 2011 ejet ejendommen [adresse2] i [by5] i lige sameje med sin ekskæreste. Klageren solgte pr. 1. maj 2011 sin andel af ejendommen til kæresten. Klageren har oplyst at han blev boende indtil 1. september 2011, hvor han lejede en lejlighed i [by4]. Af lejekontrakten, som er indgået 29.6.2011 fremgår, at klageren havde bopæl på [adresse4], [by6].

Det er oplyst, at lejlighederne i [by3] var lejligheder, som klageren lejede i tidsbegrænsede perioder og, at der til dels var tale om møblerede lejligheder.

Fradrag for befordring er taget for kørsel [by3] – [by4] retur 600 km for i gennemsnit 3 weekender pr. måned eller i alt 36 dage. Fradraget pr. dag er beregnet således:

0-24 km0

25-100 km152

101-600 km500

Bropassage 180

832

Klagerens repræsentant har om klagerens bopæls- og arbejdsforhold oplyst:

[person1] er født i Midtjylland – en times kørsel fra [by4]. Han flyttede til [by4] i 1998, hvor han startede på sin uddannelse som cand.merc. ved [...] i [by4]. [person1]

færdiggjorde sit studium i 2003. Indtil 2009 arbejdede han i [by4]. [person1]s forældre er bosiddende i Midtjylland, og sin bror og hans familie bor i [by4]. Derudover har [person1] hele sin omgangskreds og netværk i [by4]. Vigtigst for ham er hans datter, født november 2005, der også bor i [by5] ved [by4]. [person1] deler forældremyndigheden over sin datter med sin ekskæreste.

Alle aktiviteter udover arbejde udlever han i [by4]. Det være sig blandt andet fritidsaktiviteter som løb og fitness, udover håndbold, fodbold og dans, som han går til sammen med sin datter. Endvidere deltager [person1] flittigt i trivselsdage og arrangementer arrangeret af skolen eller den forældregruppe, han er en del af.

[person1] fik i 2009 tilbudt et job som Senior Project Manager ved [virksomhed1] A/S, og skiftede senere til [virksomhed2] ultimo 2011, hvor han varetog stillingen som chef strateg. Selvom arbejdspladsen er beliggende i [by3], valgte han at acceptere jobbet, da det ikke var muligt for ham at finde et tilsvarende job i [by4]-området, med de samme karrieremæssige udfordringer, som hans kvalifikationer berettigede ham til. Også selvom dette betød, at han måtte pendle mellem sin jobadresse i [by3] og sit hjem i [by4].

[person1] har derfor opholdt sig i sin lejlighed på [by6] i hverdagene på grund af sit arbejde. [person1] har i gennemsnit haft 3-5 overnatninger om ugen i lejligheden på [by6].

Ofte har han kunnet tage fra [by4] mandag morgen og igen tage fra [by3] torsdag aften, og således haft en eller flere hjemmearbejdsdage i [by4]. Alle ferier samt weekender i det omfang hans arbejde tillod det, tilbragte han i sit hjem i [by4]. I gennemsnit opholdte han sig i [by4] tre weekender per måned.

[person1] bestred en stilling som Senior Project Manager ved [virksomhed1] A/S, og senere en stilling som chef strateg ved [virksomhed2]. Min klients stillinger krævede, at han engang i mellem også tog sine weekender i brug for arbejde. Når dette var tilfældet, blev han i [by3], da weekend-arbejde ofte indbefattede møder eller andre arrangementer af repræsentativ karakter.

[person1] har samvær med sin datter hver anden weekend samt halvdelen af alle ferier.

[person1] benyttede således kun sin lejlighed på [by6], når hans arbejde nødvendiggjorde, at han var i [by3]. Resten af tiden opholdte han sig i sit hjem i [by4] - således var han også i [by4] i de weekender, hvor han ikke havde samvær med sin datter.

Min klients lejlighed på [by6] var en fremlejet lejlighed, der var møbleret. Alt hans bohave samt ejendele, havde han i sit hjem i [by4]. Lejligheden havde således karakter af ren pendler-bolig.

[person1] var tilmeldt folkeregistret på adressen, [adresse4], [by6] med det formål at kunne få parkeringslicens.

Det var en forudsætning for min klient, at han havde en bolig i [by3] for at kunne bestride sit job hos [virksomhed1] A/S og senere hos [virksomhed2], idet daglig hjemrejse ikke var mulig.”

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKATs afgørelse.

Nævnet har som begrundelse anført:

”Nævnet har som følge af de bemærkninger, der er fremkommet til nævnets forslag udsendt den 8. november 2013, behandlet sagen igen.

Det fremgår af reglerne i ligningslovens § 9 C, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretages fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med et beløb beregnet på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet.

[person1] har i indkomståret 2011 stået tilmeldt adressen [adresse4], [by6] og hans arbejdspladsers beliggenhed har været i henholdsvis [by1] og [by2].

Ud fra en samlet og konkret vurdering er det nævnets opfattelse, at [person1]s sædvanlige bopæl i indkomståret 2011 er [adresse4], [by6], hvorfor der ikke kan anerkendes fradrag for befordring hjem/arbejde [by4]-[by3] efter reglerne i ligningslovens § 9 C. SKATs afgørelse stadfæstes derfor.

Ved afgørelsen har nævnet bl.a. lagt vægt på

formodet personlig tilknytning
opholdenes hyppighed
folkeregistertildmelding

I [person1]s indsigelse af 22. november 2013 gør han gældende, at det det er kritisabelt, at han kun har fået en indsigelsesfrist på 14 dage. Nævnets forslag er sendt den 8. november 2013 med indsigelsesfrist senest den 25. november 2013, hvorfor bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 5 og skatteforvaltningslovens § 19, stk. 1-3 anses for overholdt.

Nævnet skal bemærke, at [person1]s indsigelser i brev af 22. november 2013 ikke har fået nævnet til at ændre indstilling til, hvordan sagen skal afgøres.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag.

Til støtte for påstanden har han anført:

”Regler og praksis

Reglerne om befordring følger af ligningslovens § 9C

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet...

Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår af FT 1992/93, tillæg A, spalte 9450, at dette spørgsmål afgøres ud fra, hvor personens centrum for livsinteresser findes, samt at dette ikke kan afgøres ud fra et enkelt kriterium, men i vurderingen indgår forhold som personlig, social, familiemæssig og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret. Af betænkning nr. 1224 (om befordringsfradragsreglerne) side 14 fremgår ligeledes, at fastsættelsen ikke kan ske ud fra et enkelt kriterium, heller ikke tilmelding til folkeregisteret.

Afgrænsningen af begrebet ”sædvanlig bopæl” defineres også af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.4.3.3.1.1

Det følger af Den juridiske vejledning, at begrebet fastlægges ud fra en vurdering af hvor personen har centrum for sine livsinteresser.

Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium, men afgøres ud fra en samlet vurdering af forhold som:

• Personlig tilknytning

• Social tilknytning

• Familiemæssig tilknytning

• Boligmæssig tilknytning

• Opholdenes hyppighed

• Tilmelding til folkeregistret.

Begrebet er endvidere fastlagt gennem en betydelig praksis:

Praksis hvor der er tilkendt fradrag for befordring

SKM 2009.659 (SR)

Skatterådet svarede betinget ja til at spørger kunne få fradrag for befordring mellem sin bopæl i [by7] og sin arbejdsadresse i [by3].

Faktum i sagen:

Spørger er ansat i [by3] på en 6-årig kontrakt, men han har bevaret sin bopæl i [by7].

Spørgers kone og hendes børn bor i [by7].

Spørgers forældre på henholdsvis 82 og 86 år samt spørgers bror bor i [by7]. Herudover er alle hans fritidsinteresser forankret i byen. Herudover har han over årene opbygget en lang række relationer i byen/regionen.

Spørger har endvidere oplyst, at en normal uge ofte vil have det udgangspunkt, at han opholder sig i [by7] i weekenden (med 3-5 weekender i [by3] om året). Derudover vil der være mulighed for enten at arbejde fra hjemmet i [by7] 1 dag om ugen, eller også vil spørger overnatte i [by7] en aften/nat om ugen. I forbindelse med ferier vil der derudover være mulighed for ophold i [by7]. For eksempel vil han kunne være i [by7] ca. 6 uger i sommertiden, ligesom der er mulighed for at arbejde fra [by7] omkring Påske, Pinse, Kristi Himmelfart etc.

Dertil kommer 15-25 “udedage” og døgnarrangementer, der oftest kan påbegyndes fra [by7].

Spørger har endvidere oplyst, at han normalt vil tage til [by3] mandag morgen og hjem igen torsdag eller fredag eftermiddag.

Spørger ses at være tilmeldt Folkeregistret på adressen i [by3].

Skatterådet lagde vægt på følgende ved deres afgørelse:

Der er herved lagt vægt på spørgers oplysninger om, at han bor sammen med sin kone og hendes barn/børn i [by7], samt at han vil opholde sig i [by7] i langt de fleste weekender om året, samt 1 hverdag om ugen samt omkring ferier m.v. Der er ligeledes lagt vægt på spørgers oplysninger om, at hans fritidsaktiviteter m.v. foregår i [by7]. Det forhold, at spørger ikke har folkeregister i [by7] ses ikke at være afgørende for, om han kan anses for at have sædvanlig bopæl der.

Sammenligning med min klients forhold:

[person1] har bevaret sin bopæl i [by4] før sin ansættelse i [by3], ligesom spørger har bevaret sin bopæl i [by7].

[person1] har ligesom spørger sin familie, sin omgangskreds samt fritidsinteresser i [by4].

Derudover har [person1] en datter i [by4].

Ligesom spørger oplyser, at han opholder sig de fleste weekender og ferier i [by7], opholdte [person1] sig også i [by4] i alle ferier og størstedelen af weekenderne, på nær de weekender, hvor hans arbejde krævede, at han måtte blive i [by3].

En normal uge for [person1] var ligesom spørgers, at han tog til [by3] søndag aften eller som oftest mandag morgen og kom hjem igen torsdag aften eller fredag afhængigt af sit arbejde.

Ligesom spørger oplyser, at han opholder sig de fleste weekender og ferier i [by7], opholdte [person1]

[person1] sig også i [by4] i alle ferier og størstedelen af weekenderne, på nær de weekender, hvor hans arbejde krævede, at han måtte blive i [by3].

En normal uge for [person1] var ligesom spørgers, at han tog til [by3] søndag aften eller som oftest mandag morgen og kom hjem igen torsdag aften eller fredag afhængigt af sit arbejde.

Ligesom spørger havde [person1] også folkeregisteradresse på adressen på [by6].

De forhold Skatterådet har lagt vægt på i deres afgørelse ses ikke at afvige fra min klients forhold.

Den væsentligste forskel er blot, at spørger bor i [by7] med sin hustru og hendes børn, hvorimod min klient bor i [by4] med sin datter.

TfS 191.131 LSR

En konstabel, der havde overnattet 4 nætter eller mere om ugen i et lejet kvarter på kasernen, hvortil han efter krav fra kommunen var tilmeldt folkeregisteret, klagede over, at skattemyndighederne ikke havde godkendt fradrag for udgifter til befordring mellem kasernen og hans private bopæl i en anden kommune i forbindelse med weekender, ferier og fridage. Skattemyndighederne havde henvist til, at kasernen måtte anses som klagerens sædvanlige bopæl, og at kørslen til hans private bopæl måtte anses for at være af privat karakter uden fradragsret. Uanset klagerens folkeregistertilmelding fandt LSR, at klageren måtte anses for at have bevaret sin private bopæl, hvortil han havde den stærkeste personlige, familiemæssige og boligmæssige tilknytning. Klageren var derfor berettiget til fradrag for befordringefter ligningslovens § 9 C.

Klageren oplyste til støtte for det selvangivne befordringsfradrag blandt andet, at alle hans private interesser, herunder idrætsudøvelse, hele hans omgangskreds, og ikke mindst hans forlovede, havde befundet sig i Y under hele tjenestetiden. Han havde derfor valgt at bevare sin bopæl i Y, uagtet at afstanden var over 100 km.

Landsskatterettens afgørelse:

Landsskatteretten fandt – uanset klagerens tilmelding til folkeregisteret i X – at han måtte anses for at have bevaret sin bopæl i Y, hvortil han efter det oplyste havde den stærkeste personlige, familiemæssige og boligmæssige tilknytning det pågældende år. Klageren var derfor berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

TfS 1987.487 V

En svensk professor, der havde bopæl i [Sverige], men fast ansættelse ved [universitet], blev af Vestre Landsret godkendt et fradrag på 5.850 kr. for udgifter til befordring mellem [by4] og [Sverige]. Professoren der siden 1. februar 1976 havde været ansat i [by4], og som havde lejet lejlighed i og senere købt ejerlejlighed i [by4], havde beholdt bopæl i [Sverige], hvor han fortsat var boende.

Beskatningsretten i henhold til dobbeltbeskatningsaftalen var henført til Sverige. Under hensyn til, atprofessoren i den overvejende del af 1981 havde opholdt sig på sin bopæl i [Sverige], fandt retten, at han efter ordlyden af ligningslovens § 9 C var berettiget til fradrag for udgifter til rejser mellem [Sverige] og [by4].

Sagsøgeren har opholdt sig i Danmark i perioder af ca. 10 dages varighed afbrudt af lige så lange perioder i Sverige. Hvert år i sommerferien, 3 uger i december og i januar måned opholdt han sig i Sverige.I ovennævnte sager har skatteyder fået tilkendt fradrag for befordring.

I ovennævnte sager har skatteyder fået tilkendt fradrag for befordring.

Forhold der tillægges vægt:

• Skatteyder overnatter i gennemsnit 3-5 nætter om ugen i den bolig, som ikke er deres sædvanlige bopæl i skattemæssig forstand.

• Skatteyder opholder sig i størstedelen af ferier og weekender i den bolig, som er den sædvanlige bopæl, medmindre vedkommendes job nødvendiggør ophold i pendler-boligen.

• Skatteyder har bevaret bopæl i sin hjemegn, og råder udelukkende over anden bolig på grund af job, fordi afstanden til hjemmet nødvendiggør anden bolig.

• Skatteyder har familie og omgangskreds samt fritidsinteresser centreret om sædvanlig bopæl.

• Folkeregisteradresse ses ikke at være af betydning.

Sager hvor der ikke er tilkendt fradrag for befordring

SKM 2002.649 (LSR)

En politibetjent under uddannelse og med egen lejlighed og bopæl på uddannelsesstedet var ikkeberettiget til fradrag for befordring i weekends til forældrenes adresse i en anden del af landet, uanset at han fortsat havde folkeregistertilmelding der.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten lagde navnlig vægt på følgende:

• At klageren under sin uddannelse har haft en lejlighed i [by3].

• At han i overvejende grad har opholdt sig og overnattet i [by3].

• At han har tilbragt en stor del af weekenderne i året i [by3], idet han kun har været på forældrenes adresse 35 gange i 1999.

• At der ud over værelserne hos forældrene ikke har været anden særlig tilknytning til adressen.

SKM 2008.632 (BR)

Sagsøger kunne ikke fradrage befordring imellem Danmark og Finland efter ligningslovens § 9C, idet hans sædvanlige bopæl ikke var i Finland.

Byrettens afgørelse

Retten lagde vægt på følgende:

• At ordningen med sagsøgers ophold i Finland var af midlertidig karakter.

• At sagsøger også før ordningen hyppigt var i Finland, og at ordningen blot indebar en udvidelse af disse besøg.

• At sagsøger bevarede sin lejlighed i Danmark.

• At sagsøger tillige og i væsentlig omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han ikke blot var ansat, men partner.

• At sagsøger var tilmeldt folkeregisteret i Danmark.

TfS 1995.745 Ø

Lejligheden på [by6] måtte anses som skatteyderens sædvanlige bopæl, og havehuset måtte sidestilles med et sommerhus. Havehuset kunne således ikke danne grundlag for fradrag efter ligningslovens § 9 C om kørsel mellem hjem og arbejde.

TfS 1997.200 Ø

Landsretten tiltrådte, at sagsøgerens sædvanlige bopæl i skattemæssig henseende i 1992 var sagsøgerens lejlighed på [adresse5] i [by8], hvorfor sagsøgeren ikke var berettiget til fradrag for befordring mellem [by9], hvor hun var tilmeldt folkeregistret, og arbejdspladsen i [by3].

Skatteyderen, der arbejdede i [by3] og havde bopæl i en lejlighed i [by10], købte i 1992 en ejendom i [by9], og hun var fra 1.7.1992 til begyndelsen af året 1994 tilmeldt folkeregisteret i [by9] på ejendommens adresse, men fra 1994 var hun på ny tilmeldt folkeregisteret på adressen i [by10].

Landsretten kommer ikke med nogen nærmere begrundelse for deres resultat end, at det efter bevisførelsen tiltrædes, at sagsøgerens sædvanlige bopæl var [by8].

Der er i tidligere instanser henvist til at klageren ikke har kørt dagligt, og at den strækning der formentlig er kørt ikke har relation til kørsel mellem hjem og arbejde. Herudover er der henvist til et usædvanligt lavt el – og vandforbrug, ligesom klager ikke har kunnet dokumentere daglig kørsel i form af benzinkvitteringer osv.

TfS 1999.159 Ø

Antaget, at sagsøgeren, indtil han indgik ægteskab, havde sin sædvanlige bopæl i sit sommerhus i Nordvestsjælland, der var egnet til helårsbeboelse, og at han dagligt befordrede sig derfra til sinarbejdsplads i [by3]. Endvidere antaget, at sagsøgeren, efter at han havde indgået ægteskab, ikke havde haft sædvanlig bopæl i sit sommerhus, idet sagsøgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at han ikke samlevede med ægtefællen i dennes lejlighed i [by3].

Landsrettens afgørelse:

Landsretten udtaler følgende vedrørende tiden efter sagsøgers indgåelse af ægteskab:

”For så vidt angår tiden efter ægteskabets indgåelse findes der at påhvile sagsøgeren en streng bevisbyrde, som han ikke har løftet, for, at han samlevede med Y, og at dette ikke skete i lejligheden på [adresse6], som under hensyn til ægtefællernes arbejdsmæssige tilknytning til [by3] måtte anses som en klart mere egnet sædvanlig bopæl end huset i [by11].”

SKM2003.473 ØLR

En skatteyder der arbejdede i Sverige blev anset for at have fast bopæl i Danmark. Retten lagde vægt på, at klagerens yngste barn var tilmeldt og modtog skolegang i Danmark, at klageren hele tiden havde arbejde i Danmark, at klageren ikke havde godtgjort, at være afskåret fra at råde over en del af en fastejendom. Retten bemærkede endvidere, at det ikke var tilstrækkelig dokumentation for påstanden om bopæl i Sverige, at klageren havde fremlagt nogle 10-turskort og nogle kassebonner.

Landsskatteretten udtaler:

Landsskatteretten finder, at klagerens sædvanlige bopæl må anses for at være i Danmark på [adresse7] i [by12]. Retten har herved bl.a. lagt vægt på, at klagerens yngste børn har gået i skole i Danmark, at klageren hele tiden har haft arbejde i Danmark, samt at klageren ikke på tilstrækkelig vis har godtgjort eller på anden måde sandsynliggjort, at hun har været afskåret fra at råde over en del af ejendommen [adresse7]. Retten skal endvidere bemærke, at de af klageren fremlagte 10-turs klippekort, kasseboner m.v. ikke kan anses for tilstrækkelig dokumentation for, at klageren har haft sædvanlig bopæl i Sverige.

Landsretten udtaler:

Som sagen er blevet forelagt og oplyst for landsretten, findes det ikke godtgjort, at [person2] i den omtvistede periode har haft sædvanlig bopæl et andet sted end på adressen [adresse7] i [by12].

Det er således med rette, at ligningsmyndighederne alene har godkendt fradrag for befordring mellem denne adresse og sagsøgerens arbejdsplads i [by3].

TfS 1999.420 HRD

I pågældende sag blev der ved afgørelsen af, hvor skatteyderen havde sædvanlig bopæl, udover den formelle registrering i folkeregistret lagt vægt på det erhvervsmæssige tilhørsforhold til Danmark, uanset skatteyder var indtrådt i et lejemål og et telefonabonnement sammen med en samleverske i Nordtyskland.

Landsretten udtaler:

Da sagsøgeren i indkomstårene 1987 og 1988 hele tiden har været tilmeldt folkeregistret på adresserne i [by13] og i hele perioden har bevaret sit arbejde i [by14], ligesom han anvendte 11/2 dag om ugen på uddannelse i [by15] og overvejede at etablere selvstændig virksomhed i [by16], finder landsretten - uanset at sagsøgeren i slutningen af 1987 indtrådte i lejemålet i [by17] og i hvert fald i 1988 var medhæftende for telefonabonnementet - ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering af, hvilken lokalitet, der i relation til beregningen af befordringsfradraget, skal anses for sagsøgerens bopæl. Landsretten frifinder derfor sagsøgte også for denne del af påstanden.

Højesteret stadfæster dommen med de grunde der er anført af landsretten.

SKM 2004.257 HR

hvorskatteyderen i perioden fra den 1. marts 1986 til udgangen af 1989 ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Han havde derfor ikke krav på godtgørelser for befordring udover, hvad der allerede var givet.

Skatteyderen havde meldt flytning til Tyskland fra den 1. marts 1986, hvorfor han gjorde gældende, at skattepligten til Danmark var ophørt fra denne dato. Han havde i perioden haft en bopæl flere steder i Tyskland. Det var ikke lykkedes at skabe et indtægtsgrundlag i Tyskland. Han havde imidlertid fortsat beskæftigelse som lønmodtager i Danmark og havde i perioden etableret yderligere arbejdsforhold i Danmark, ligesom han også havde rådighed over en bopæl i Danmark. Højesteret lagde også vægt på, at han overfor politiet i forbindelse med beslaglæggelse af en tysk indregistreret bil havde erkendt, at hans bopæl var i Danmark. I samme forbindelse havde han underskrevet et bødeforlæg. Højesteret fandt, at skatteyderen havde haft bopæl i både Tyskland og Danmark, men centrum for livsinteresser i Danmark.

Landsretten bemærker:

Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at sagsøgeren efter etablering af bopæl i Tyskland bevarede det arbejde i Danmark, som han ved etableringen af bopælen i Tyskland havde haft i en årrække, at han, medens han havde bopæl i Tyskland, etablerede yderligere arbejdsforhold i Danmark, og at han i hele perioden fra 1. marts 1986 og indtil udgangen af 1988 har haft rådighed over en bopæl i Danmark. Det fremgår videre af politirapport af 3. marts 1988, at sagsøgeren over for politiet erkendte, at hans bopæl var i Danmark, og afgav nærmere forklaring om sin tilknytning til landet, at sagsøgerens daværende advokat under afhøring af sagsøgeren hos politiet den følgende dag erklærede sig indforstået med det, der var foretaget i sagen, som navnlig omfattede beslaglæggelse af sagsøgerens tysk indregistrerede bil som ulovligt indført i Danmark, og at sagsøgeren efter samråd med sin advokat gav toldvæsenet tilladelse til fortsat at tilbageholde bilen til dækning af afgifter. Det fremgår endelig, at sagsøgeren den 20. september 1988 underskrev et bødeforelæg, hvori sagsøgeren erkender sig skyldig i overtrædelse af toldogregistreringsafgiftsloven, og hvoraf fremgår, at sagsøgeren har bopæl i Danmark. Under disse omstændigheder findes sagsøgeren at have bevaret bopæl i Danmark efter sin etablering af bopæl i Tyskland, og han findes videre at have haft midtpunktet for sine livsinteresser her i landet. Sagsøgerens forklaring om omstændighederne ved hans underskrift af bødeforelægget kan ikke medføre et andet resultat.

Af de grunde der er anført af landsretten, tiltræder Højesteret at Skatteministeriet frifindes.

I ovennævnte sager har skatteyder ikke fået tilkendt fradrag for befordring.

Forhold der tillægges vægt

• Der sås tvivl om den pågældende befordring overhovedet har fundet sted.

• Skatteyder har ægtefælle eller børn boende i den bolig, som skatteyder hævder ikke er sin Sædvanlige bopæl.

• Boligen som skatteyder hævder at være den sædvanlige bopæl er af midlertidig karakter.

• Boligen som skatteyder hævder at være den sædvanlige bopæl er en anden end skatteyder forklarer overfor politiet.

• Skatteyder har ringe tilknytning til den adresse, hvor skatteyder hævder at have sin sædvanlige bopæl.

• Skatteyder har udover hverdage også tilbragt en stor del af weekenderne i den bolig, hvor skatteyder hævder ikke at have sin sædvanlige bopæl.

•Boligen som skatteyder hævder at være den sædvanlige bopæl er af midlertidig karakter.

• Boligen som skatteyder hævder at være den sædvanlige bopæl er en anden end skatteyder forklarer overfor politiet.

• Skatteyder har ringe tilknytning til den adresse, hvor skatteyder hævder at have sin sædvanlige bopæl.

• Skatteyder har udover hverdage også tilbragt en stor del af weekenderne i den bolig, hvor skatteyder hævder ikke at have sin sædvanlige bopæl.

• Skatteyder opholder sig i en del af tiden i anden bolig, men bevarer samtidig rådigheden over sin bopæl og sin arbejdsmæssige tilknytning til det sted, hvor skatteyder hævder ikke at have sin sædvanlige bopæl.

Skatteankenævnets afgørelse af 6. december 2013

Skatteankenævnet oplyser, at de i deres afgørelse blandt andet har lagt vægt på følgende:

• Formodet personlig tilknytning

Opholdenes hyppighed

• Folkeregistertilmelding

Anbringender

Det gøres gældende, at min klient kan fratrække sine udgifter til befordring mellem sin sædvanlige bopæl og arbejdsplads.

Det gøres endvidere gældende, at min klients sædvanlige bopæl er på adressen [adresse8], [by18], da det er denne, der er centrum for min klients livsinteresser.

[person1] har en personlig, social, familiemæssig og boligmæssig tilknytning til [by4]. [person1] har studeret og arbejdet i [by4] fra 1998-2009, ligesom han har tilbragt hele sit liv i regionen samt [by4]. Derudover har [person1] sin nærmeste familie, vennekreds, aktiviteter og fritidsinteresser i [by4]. Det vigtigste i [person1]s liv er sin datter, som han har boende hver anden weekend i [by4].

[person1] har opholdt sig i sit hjem i [by4] i videst mulig omfang, og opholdte sig således kun i pendler-bolig på [by6], når hans arbejde krævede det.

Folkeregisteradresse er et formelt kriterium, som ikke spiller nogen selvstændig rolle, jf. blandt andet SKM2004.162.HR, TfS 2000.563, SKM2001.431.VLR og SKM2004.331.VLR.

Det var en nødvendighed for, at [person1] kunne bestride sit job ved [virksomhed1] A/S og senere [virksomhed2], at han kunne råde over en bolig i [by3].

Yderligere gøres det gældende, at praksis på området tydeligt viser, at de forhold der tillægges vægt for at opnå fradrag for befordring er til stede i min klients tilfælde.

Her skal specielt fremhæves det forhold, at der er blevet tilkendt fradrag for befordring i de sager, hvor skatteyder på grund af job anskaffer sig en pendler-bolig, som skatteyder kun benytter i arbejdsmæssige sammenhænge, og således stadig bevarer sin oprindelige bolig, hvor skatteyders familie og omgangskreds befinder sig.

Omvendt adskiller min klients tilfælde sig fra de sager, hvor skatteyder ikke har fået tilkendt fradrag for befordring.”

Repræsentanten efter modtagelse af styrelsens forslag supplerende fremført:

”Sædvanlig bopæl jf. ligningslovens § 9C

Som det fremgår af ovenstående redegørelser, så har min klient haft sin sædvanlige bopæl i [by18] ved [by4].

I størstedelen af indkomståret 2011 har han boet på [adresse2], [by18] med sin ekskæreste og deres fælles datter. Først da parret gik fra hinanden i efteråret 2011 flyttede han i en større lejlighed beliggende [adresse8], [by18].

Samtlige af min klients pendlerboliger i [by3] har været af meget kort varighed og flere har været møbleret. Der har derudover også været tale om, at nogle af lejemålene kun har været fremleje, og ofte har min klient kun boet i et enkelt værelse eller som i ét tilfælde overnattet hos en kammerat på hans sofa.

Pendlerboligernes karakter indikerer derfor tydeligt, at min klients faste base har været i [by5] ved [by4]. Der har han boet i hus med sin daværende kæreste og fælles barn henholdsvis rådet over en større lejlighed med ubegrænset lejeperiode, hvor han har haft sine egne møbler og alle hans ting.

Derudover har hans datter boet hos ham i lejligheden i [by5].

Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse

Skatteankestyrelsen lægger i forslaget vægt på, at min klient siden april 2008 ikke har haft sin officielle bopælsadresse i [by4], men i udlandet eller i [by3].

Den eneste grund til at min klient har haft folkeregisteradresse på adresserne i [by3] er for at kunne få beboerlicens til parkering, da dette forudsætter, at man har folkeregisteradresse på stedet.

I det jeg henviser til min forrige skrivelse af 26. marts 2014, gøres det endnu engang gældende, at folkeregisteradresse blot er et formelt kriterium, som ikke spiller nogen selvstændig rolle, jf. blandt andet SKM2004. 162.HR, TfS 2000.563, SKM2001.431LR og SKM2004.331LR.

Skatteankestyrelsen har endvidere lagt vægt på, at min klients arbejde og hans daglige ophold har været i [by3] i 2011

Det forhold at min klient har arbejdet i [by3] i indkomståret 2011 bør selvsagt ikke tillægges vægt i relation til, om hvorvidt min klient er berettiget til befordringsfradrag.

Min klient har opholdt sig i [by3] de dage, han har arbejdet i byen, hvilket har været de fleste hverdage og enkelte weekender. Når han har haft fri, det vil sige i de fleste weekender og i ferier, har han opholdt sig i [by5] ved [by4]. Han har således kun haft ophold i [by3] i forbindelse med sit arbejde.

Endvidere mener Skatteankestyrelsen, at det forhold at min klients arbejdssted og boligforhold i flere år har været i [by3] taler for, at centrum for hans livsinteresser også er der.

Min klient har grundet karrieremæssige hensyn valgt at arbejde i [by3]. Eftersom han af tidsmæssige årsager ikke har kunnet køre frem og tilbage mellem [by4] og [by3] hver dag, har han været nødsaget til at leje en pendlerbolig i [by3].

Det gøres derfor gældende, at min klients livsinteresser har været i [by5], hvor hans datter også bor, hvor han har resten af sin familie, fritidsinteresser, sin primære bolig, alle sine ting, møbler, tøj osv.

Den eneste tilknytning min klient har haft til [by3], har været hans arbejde og forskellige pendlerboliger.

Skatteankestyrelsen mener ikke, at det forhold at han har et barn i [by4], som han besøger hver andenweekend og har andre personlige relationer der ændrer ikke herved.

Hertil skal bemærkes, at min klient ikke kun har været i [by4] hver anden weekend, når han haft sin datter. Min klient har boet i sin lejlighed i [by5] i alle weekender og ferier, også når han ikke har haft samkvem med sin datter, medmindre det var påkrævet af hans arbejde, at han skulle blive i [by3].”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9C kan der foretages fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Det følger af praksis, at der kun er én bopæl, der i forhold til bestemmelsen kan kvalificeres som ”sædvanlig bopæl”, jf. Den juridiske vejledning afsn. C.A.4.3.3.1.1.

Praksis viser, at der lægges vægt på de faktiske forhold, hvorunder særligt vægtes personlig tilknytning, social tilknytning, familiemæssig tilknytning, boligmæssig tilknytning, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

I Skatterådets afgørelse SKM2009.659 blev der svaret ja til, at befordringsfradrag kunne opretholdes uagtet, at pågældende overnattede 3 dage om ugen i lejlighed ved arbejdspladsen. Der blev lagt vægt på, at pågældende bevarede bopæl sammen med sin kone og hendes barn. I Østre Landsretsdom i Tfs1987.291 blev befordringsfradrag ikke godkendt, da den sædvanlige bopæl ikke anses for den hidtidige bolig og transport i weekender kunne således ikke fratrækkes. Der var tale om en person, der havde fået arbejde i den anden ende af landet og flyttede ind hos sin mor. Han beholdt samtidig sin hidtidige bolig, hvor han i weekenderne kunne møde sine børn, som ikke længere boede i boligen.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende oplysninger, hvor klageren må anses at have haft sin sædvanlige bopæl i 2011.

Efter samlivet ophører finder retten, at der må lægges vægt på, at klagerens arbejde og hans daglige ophold har været i [by3] og, at han i løbet af året alene har haft 36 gange med transport til/fra [by4]. Det forhold, at klagerens arbejdssted og boligforhold i flere år har været i [by3] taler ligeledes for, at centrum for hans livsinteresser, efter samlivet ophører, er der. Ved indgåelse af lejemålet på lejligheden i [by4], efter ophør af samlivet, er hans daværende bopælsadresse i [by3] således også anført, som hans bopælsadresse i juni 2011. Det forhold, at han har et barn i [by4], som han besøger hver anden weekend og har andre personlige relationer der, og derfor har lejet en lejlighed i [by4], ændrer ikke ved at hans sædvanlige bopæl i relation til ligningslovens § 9C fra 1. maj 2011 må anses at have været i [by3].

For perioden indtil 1. maj 2011 finder retten derimod, at centrum for klagerens livsinteresser må anses for stadig at have været i [by4], da han havde fælles bopæl med sin samlever og deres fælles barn.

Der godkendes således befordringsfradrag for 4 måneder svarende til 9.978 kr.