Kendelse af 02-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-09-2016

Klagepunkt

[Skatteankenævnet] afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2009

Befordringsfradrag

1.333

12.496

1.333

2010

Befordringsfradrag

2.462

21.424

2.462

Faktiske oplysninger

Klageren lider af to kroniske gigtlidelser.

Der er indsendt en erklæring om helbredsmæssige forhold af 26. oktober 2012 i forbindelse med ansøgning til parkeringskort for personer med handicap udfyldt af en læge ved [virksomhed1]. Af helbredserklæringen fremgår bl.a.:

”1) Patientens diagnoser:

Oligoartrit / gigt i mange led

Spondylartropatie / gigs i rygsøjlen

2) (...)

3) Patientens tilstand er progredierende

4) Vurdering af patientens gangsdistance med og uden hjælpemidler og i forhold til patientens helbredsforhold i øvrigt er 100 m.”

Vedrørende indkomstårene 2009 og 2010 har klageren indsendt udskrift af speciallægeepikrise (lægebrev til patientens egen læge) for perioden 29. maj 2009 – 4. august 2010. Disse forholder sig ikke til klagerens muligheder for at anvende offentlig transport. Heraf fremgår bl.a. at der den 29. maj 2009 er konstateret slidgigt (artrose) i begge hofter, men der er ingen tegn på slidgigt i knæ.

Af speciallægeepikrise påbegyndt den 28. juni 2010 på baggrund af henvisning vedrørende venstre knæ. Der tilbydes artroskopi (kikkertundersøgelse), som udføres 5. juli 2010, og som viser slidgigt.

Af speciallægeepikrise, udfærdiget af speciallæge i reumatologi [person1] den 27. september 2012 fremgår bl.a. diagnose, bedømmelse af tilstand samt medicinering og behandling. Detfremgårbl.a., at klagererblevetopereretivenstreknæi2010,at klagerharhaftgeneri hofter,knæoglænd­rygidesidstetreår,ogtidligereharhaftlangsomttiltagendegener.Detfremgår,atklagersættesimedicinskbehandlingmodleddegigt,samt påbegynderøvelsesterapi.

Der er yderligere indsendt erklæring vedrørende røntgen af 11. juni 2013 samt tilsagn om støtte til bil efter servicelovens § 114 af 19. november 2013.

Af sagens oplysninger fremgår i øvrigt, at klager har arbejdet fuld tid med anbragte børn i eget hjem. Dette har udelukkende været teenagere, hvilket ikke har været fysisk belastende. De sidste plejebørn blev udskrevet ultimo juni 2009 - et 18-årigt plejebarn, og 1. marts 2010 - et 15-årigt plejebarn.

Klager begyndte at arbejde i [by1] kommune 1. august 2008 som sagsbehandler 23,5 timer, pr. 1. juli 2009 på fuld tid og pr. 1. februar 2010 som socialrådgiver efter endt uddannelse.

Klageren oplyser, at de i husstanden ikke ejede et køretøj efter den 24. november 2009, hvor de solgte deres Skoda Octavia med registreringsnummer [reg.nr.1]. Det oplyses, at de herefter benyttede klagerens moders køretøj en VW Polo med registreringsnummer [reg.nr.2].

[Skatteankenævnet] afgørelse

Skatteankenævnet har ikke godkendt befordringsfradrag for 2009 og 2010 efter ligningslovens § 9 D, men i stedet efter ligningslovens § 9 C.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Skatteankenævnet bemærker indledningsvist, at fradraget efter ligningslovens § 9 D ikke er korrekt opgjort i anmodningen, jf. ligningsvejledningens afsnitA.F.3.1.4.

Det er en betingelse for fradrag efter ligningslovens § 9 D, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Det er ved lægeerklæring dokumenteret, at klageren lider af dels gigt i rygsøjlen, dels gigt i flere øvrige led (hofter og knæ). Sygdommen er kronisk og fremadskridende. Det er endvidere dokumenteret, at klager har lidt af sygdommen i indkomstårene 2009 og 2010.

Landsretten har i afgørelsen, refereret i SKM2005.75VLR, fastslået, at udgifter skal være nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, for at være fradragsberettigede efter lignings­ lovens § 9 D.

Hvorvidt det er nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter som følge af sygdom­ men, beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke nok, at kørslen alene er hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv.

Derimod skal der ikke lægges vægt på, om befordring i egen bil er den normale transportform i området f.eks. på grund af dårlige offentlige trafikforbindelser, såfremt klageren af helbreds­ hensyn er nødsaget til at benytte egen bil, jf. Landsskatterettens kendelse af 5. februar 1992, gengivet i TfS1992, 142.

Klageren skal således kunne dokumentere, at hun som følge af sin kroniske sygdom er nødt til at anvende bil frem for et billigere transportmiddel for at kunne passe sit job i de pågældende indkomstår.

SKAT har vurderet, at klager ikke har dokumenteret at have særlige udgifter til transport på grund af sin sygdom.

Klagers repræsentant mener, at afgørelsen hviler på et utilstrækkeligt grundlag, og at det er i strid med god forvaltningsskik, at SKAT træffer afgørelse i sagen uden lægefaglig bistand.

Det er ikke skatteankenævnets opfattelse, at SKAT har tilsidesat officialprincippet eller handlet i strid med god forvaltningsskik i forbindelse med behandlingen af anmodning om fradragets opgørelse. Skatteankenævnet har lagt vægt på, at klager har fået udsættelse mange gange med henblik på at skaffe behørig dokumentation, og efter det foreliggende er blevet vejledt om kravene til dokumentationen. Det er klagers ansvar, at dokumentationen gives i en sproglig tilgængelig form, jf. den juridiske vejledning, afsnit A.A.7.4.1.

Skatteankenævnet finder i øvrigt ikke, at det i forbindelse med klagen er forsøgt tydeliggjort, at materialet dokumenterer, at klager i indkomstårene 2009 og 2010 var nødt til at anvende bil på grund af sin kroniske sygdom.

Klager har fremlagt dokumentation for, at hendes gigtlidelse allerede er konstateret og har givet gener i 2009, samt at klager er blevet opereret i venstre knæ i 2010 i forbindelse med lidelsen. Det er derimod ikke skatteankenævnets opfattelse, at klageren har dokumenteret, at det i indkomstårene 2009 og 2010 var nødvendigt for klager at anvende bil på grund af hendes kroniske sygdom.

Klager har ved brev af 6.11.2012 fået bevilget parkeringskort for personer med handicap. Parkeringskortet er bevilget bl.a. på baggrund af lægeerklæring afgivet 26.10.2012. Det fremgår af denne erklæring, at sygdommen er fremadskridende og at klager på daværende tidspunkt har en gangdistance på ca. 100 m.

Da der er tale om en progredierende sygdom, finder nævnet imidlertid ikke på baggrund af det indsendte at kunne fastslå, hvorvidt det i 2009 og 2010 var nødvendigt for klager at anvende bil for at kunne varetage sit arbejde. Det står ikke klart, hvor fremskreden sygdommen var på daværende tidspunkt.

Skatteankenævnet er indstillet på at stadfæste SKATs afgørelse.

Klagers samlever [person2] har afholdt møde med skatteankenævnet 28. november 2013.

Skatteankenævnet bemærker sig oplysning om at klager har foretaget det samme fradrag for befordring for indkomståret 2011, og i den anledning ikke har hørt om korrektioner fra SKAT.

Repræsentanten bekræfter også, at det er rigtigt, at der efter klagers operation i 2010 indtraf en forbedring, men at der dog fortsat var smerter og hævelse ved længere ture.

Trods de på mødet fremlagte oplysninger, finder skatteankenævnet fortsat ikke at kunne fast­ slå, at det i 2009 og 2010 var nødvendigt for klager at anvende bil for at kunne varetage sit arbejde.

Det står ikke klart, hvor fremskreden sygdommen var på daværende tidspunkt, hvorfor skatteankenævnet fastholder sit forslag om, at der ikke kan godkendes fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9 D.

Skatteankenævnet stadfæster SKATs afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der godkendes befordringsfradrag for 2009 og 2010 efter ligningslovens § 9 D.

Klageren har herfor anført:

”Undertegnede lider af 2 kroniske fremadskridende gigtlidelser, hvilket Skatteankenævnet anerkender i afgørelse af den,09.12.2013.

I SKATs begrundelse henvises der til praksis som fastslår, at der ikke skal lægges vægt på hvorvidt offentlige transportmidler er tilgængelige i boligens nærhed, men at det udelukkende er helbredsmæssige årsager, der nødvendiggør anvendelse af egen bil. For mig har det været nødvendigt med brug af egen bil for at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet grundet min funktionsnedsættelse, hvor jeg er gangbesværet og derfor har svært ved at færdes og ikke et spørgsmål om, hvorvidt offentlige transportmidler har været tilgængelige i nærheden af min bolig. De to afgørelser der henvises til i afgørelsen af 9. december 2013 omhandler begge sager, hvor den pågældende har en kronisk lidelse, men i ingen af de to tilfælde er der tale om personer der er gangbesværet, hvorfor jeg ikke mener de kan sidestilles med min situation.

Jeg medgiver, at der har været tale om et langt sagsforløb, herunder har det været særdeles vanskeligt at træffe sagsbehandler hos SKAT i [by2]. Derudover havde vores egen læge indtil flere længerevarende sygeforløb, hvilket sagsbehandler hos SKAT blev gjort bekendt med og som besværliggjorde fremskaffelse af nødvendig dokumentation. Efterfølgende har jeg via nuværende læge fundet ud af, at journaliseringen hos min tidligere læge har været mangelfuld, da flere lægebesøg ikke er beskrevet og receptudstedelser ikke er journaliseret. Tidligere læge lukkede sin praksis i august2012.

Vedrørendefremskaffelse afdokumentation,derer forståeligt forlægmænd/ikke eksperter.DeterSKATsvurdering,at jegikkeharfremskaffetdennødvendige dokumentation ogderhenvisestil Skattekontrollovens§ 6. Jegkan vedgennemlæsningaf§6 iSkattekontrolloven ikkese dette beskrevet. Somsocialrådgiverved enkommunalforvaltningarbejderjeg selvefterofficialprincippet,hererkutymen atvi indhenterdenfornødne dokumentation.Sagsbehandlerenblevfleregangeforeslåetatsøgedenfornødne dokumentation iformafatanmodeomenstatusattesthosmin egen læge,da detformig varvanskeligtatfremskaffedettefraegen læge, detteblevafvistafsagsbehandleren.

I forhold til dokumentation på lægmandssprog, mener jeg ikke en lægeepikrise kan sidestillesmed

et lånedokument forfattet påMarokkansk.

Jeg er endvidere bekendt med, at andre borgere i [Regionen] er godkendt til detsærlige

befordringsfradrag i forhold til kronisk lidelse, kun med dokumentation i form af røntgendiagnostik for slidgigt i et eller begge knæ som ligeledes er beskrevet i samme sprog som den af mig fremsendtedokumentation.

Skatteankenævnet bemærker indledningsvist, at fradraget efter ligningslovens § 9 D ikke er korrekt opgjort i anmodningen, jf. ligningsvejledningens afsnit A.F.3.1.4. Min beregning er foretaget efter eksempel fra Handicappede Bilisters medlemsblad, det er min opfattelse at SKAT har fokuseret på graden af min funktionsnedsættelse og ikkeberegningsmetoden.

SKAT har vurderet, at jeg ikke har dokumenteret at have særlige udgifter til transport på grund af min sygdom. SKAT har aldrig udbedt sig dokumentation for udgifter til drift af bil. Når jeg på grund af min funktionsnedsættelse er afhængig af befordring i egen bil mellem hjem og arbejdsplads, er udgiften til befordring væsentlig større end såfremt jeg kunne benytte offentligtransport.

Dokumentation på driftsudgifter til bilenforefindes.

Skatteankenævnet bemærkerfølgende:

Repræsentanten bekræfter også, at det er rigtigt, at der efter klagers operation i 2010 indtraf en forbedring, men at der dog fortsat var smerter og hævelse ved længere ture. Dette er ikke korrekt, der blev overfor Skatteankenævnet anført at der var tale om en forbedring i en kortereperiode.

SKAT kræver lægeepikriser forfattet i lægmandssprog, derfor undrer det mig at SKATikke

henvender sig tilborgerne”

Klageren er den 14. juni 2016 kommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Jeg fastholder mine klagepunkter i forhold til indkomstårene 2009- og2010.

Skatteankestyrelsen anser det ikke for godtgjort at undertegnede har haft særlige udgifter mellem hjem og arbejdsplads i indkomstårene 2009- og2010.

På forlangende kan jeg dokumentere udgifter, herunder benzin/kørebog, værkstedsregninger, forsikring ogvægtafgift.

På baggrund af min mands sygdom og deraf økonomiske konsekvenser afhændes vores egen bil for at nedbringe gæld til panthaver pr.24.11.2009.

Vi får min mors bil stillet til rådighed pr. 29.10.2009, da hun på grund af sygdom ikke længere må førebil.

Dette indebærer, at vi overtager alle økonomiske forpligtelser påbilen.

Vedlagt kopi af forsikringspolice, biloplysninger fra SKAT -2 stk., regning på klargøring af VW-Polo i forbindelse med overtagelse afdenne.

At min mor stadig stod som ejer og vi som brugere, var for at beskytte os mod vorekreditorer samt for mit vedkommende bevare tilknytningen tilarbejdsmarkedet.”

Landsskatterettens afgørelse

Af ligningslovens § 9 D, stk. 1, fremgår:

”Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.”

Det er uden betydning for fradrag efter bestemmelsen, at klageren ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. Landsskatterettens kendelse af 5. februar 1992, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og afgifter 1992.142.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen jf. SKM2005.75.VLD, der findes på www.SKAT.dk.

Det er ubestridt, at klageren lider af en kronisk sygdom. Det er herefter afgørende, hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter, som følge af sygdommen. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Efter en konkret vurdering anser retten det ikke for godtgjort, at klageren har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår. Der er lagt vægt på, at de fremlagte journaler og helbredserklæringen ikke udtaler sig om klagerens evne til at anvende offentlig transport på det pågældende tidspunkt, som sagen vedrører. Der er herefter ikke fremlagt oplysninger der godtgør, at sygdommen på dette tidspunkt gjorde det nødvendigt at transportere sig i egen bil.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skatteankenævnets afgørelse.