Kendelse af 03-02-2020 - indlagt i TaxCons database den 19-03-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Overskud af selvstændig virksomhed og udlejningsvirksomhed

330.000 kr.

97.497 kr.

330.000 kr.

Anden udenlandsk indkomst

455.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet virksomheden [virksomhed1] v/[person1] med CVR-nr. [...1]. Virksomheden er ophørt den 6. juni 2012, hvor klageren har meddelt flytning til England.

Klageren har ikke selvangivet sin indkomst for indkomståret 2012, hvorefter SKAT har ansat klagerens indkomst skønsmæssigt til 785.000 kr., fordelt med 330.000 kr. som overskud af selvstændig virksomhed/ udlejningsejendom og 455.000 kr. i anden udenlandsk indkomst.

Klageren har den 22. december 2013 klaget over den skønsmæssige ansættelse til SKAT, som er videresendt til Skatteankestyrelsen. Klageren har oplyst, at han havde en lavere omsætning på 105.683 kr. i indkomståret 2012 som følge af, at han havde mistet en stor kunde.

Der er sammen med klagen fremsendt dokumentation i form af 7 fakturaer, hvoraf følgende fremgår:

Faktura- nr.

Faktura-

Dato

Tekst

Timeantal

Beløb i kr. ekskl. moms

Beløb i kr. inkl. Moms

091

23.01.2012

[virksomhed2] A/S

Modifikation af beskyttelse af [...]

Timer a DDK 950,-

3,5

3.325,00

4.156,25

092

27.02.2012

[virksomhed3]

Udlæg ifm udvikling af [...] lysbilled

27.352,01

33.766,00

Fejl i beløbet

093

23.02.2012

[virksomhed2] A/S

Modifikation af beskyttelse af [...]

Timer a DDK 950,-

8,5

8.075,00

10.093,75

094

05.10.2011

[virksomhed4]

Udviklin af produktkoncept for [virksomhed5]

Påført med håndskrift

”Denne faktura blev aldrig betalt

[person1]”

22.500,00

(Svenske kr.)

Modregnet da regningen ikke er betalt.

-moms

095

07.03.2012

[virksomhed6] A/S

Idearbejde og documentation I forbindelse med udvikling af [...]

52 a 1050

54.600,00

68.250,00

096

22.03.2012

[virksomhed7] Ltd.

Manufacture of prototype for 30 second/2 minute timer challenge

Incl. shipping

5.117,61

(USD 910,25)

-moms

097

16.04.2012

[virksomhed3]

Modifikation af CAD model, [virksomhed3]

800,00

1.000,00

Klageren har herudover oplyst, at han har haft lejeindtægter på i alt 72.500 kr., ved udlejning af sin lejlighed i 7 måneder og huset i en måned. Der er ikke fremsendt dokumentation herfor i form af lejekontrakter.

Klageren har endvidere oplyst, at han har afholdt udgifter til diverse indkøb, telefon og internet med 28.580 kr., udgifter til hus såsom vand, varme og renovation med 32.200 kr. og 13.000 kr., samt udgifter til hjemmekontor med 6.906 kr. Klageren har ikke fremsendt dokumentation for de afholdte udgifter.

Ifølge kontroloplysningerne på R-75 står klageren registreret som medejer af et hus på [adresse1] i [by1] med en ejerandel på 50 % (som han beboede frem til den 6. juni 2012) og en lejlighed på [adresse2] i [by2] med en ejerandel på 35 %. Klageren står registreret med to biler, som ejer af den ene frem til den 11. september 2012 og som bruger af den anden frem til den 4. oktober 2012.

Klageren blev skilt den 5. oktober 2012.

SKATs afgørelse

SKAT har for indkomståret 2012 skønsmæssig ansat klagerens personlige indkomst til 785.000 kr., fordelt med 330.000 kr. som overskud af virksomhed/udlejningsejendom og 455.000 kr. i anden udenlandsk indkomst.

SKAT har som begrundelse anført følgende:

”Afgørelse: Vi har fastsat din skat efter et skøn

Du har endnu ikke selvangivet for 2012.

Derfor har vi fastsat grundlaget for din skat til:

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom

330.000 kr.

Du anvender ikke længere virksomhedsordningen, og du skal derfor betale skat af beløbet på din konto for opsparet overskud og virksomhedsskatten heraf. I din endelige skat modregner vi den virksomhedsskat, du allerede har betalt.

Hævet saldo på konto for opsparet overskud med

Reglerne står i virksomhedsskattelovens § 15 b, stk. 1.

671.262 kr.

Anden udenlandsk personlig indkomst

455.000 kr.

Renteindtægt af indestående i pengeinstitut

34.391 kr.

Gaver til godkendte foreninger LL § 8 A

-400 kr.

Faglig kontingent

-1.757 kr.

Renteudgifter pengeinstitutter, pensionskasser

-49.752 kr.

Renteudg. realkredit/reallånefonde

-171.176 kr.

Ejendomsværdiskatten er beregnet på baggrund af den laveste af nedenstående ejendomsværdier:

Ejendomsværdien pr. 1/1 2001 + 5 %: 1.575.000 kr.

Ejendomsværdien pr. 1/1 2002: 1.600.000 kr.

Ejendomsværdi i indkomståret: 1.700.000 kr.

Ejendommen er erhvervet efter 1/7 1998

Ejendomsværdiskat: [adresse1]

15.750 kr.

Ejendomsværdiskatten er beregnet på baggrund af den laveste af nedenstående ejendomsværdier:

Ejendomsværdien pr. 1/1 2001 + 5 %: 634.620 kr.

Ejendomsværdien pr. 1/1 2002: 657.700 kr.

Ejendomsværdi i indkomståret: 1.477.400 kr.

Ejendommen er erhvervet før 1/7 1998

Ejendomsværdiskat: [adresse2]

Ejendommen er registreret som udlejet erhvervsmæssigt.

Overskud af virksomhed/udlejningsejendom er skønnet ud fra dine personlige skatteoplysninger. Vi har især lagt vægt på virksomhedens resultat for 2011 og indeksreguleret beløbet med 2,9 %, hvilket svarer til 785.000 kr. Det skønnede overskud med 330.000 kr. er beregnet forholdsmæssigt under hensyn til oplysningen om at din virksomhed er afmeldt primo juni 2012.

Vi har registreret at du er udrejst til England primo juni 2012. Vi har skønnet en udenlandsk indkomst. Skønnet er baseret på forskellen mellem din virksomheds indkomst for 2011 indeksreguleret med 2,9 % svarende til 785.000 kr. og førnævnte forholdsmæssige skønnede overskud af virksomhed i 2012 på 330.000 kr. Det giver et skøn på udenlandsk indkomst med 455.000 kr.

De øvrige beløb for 2012 har SKAT fået oplyst. Du kan se, hvem der har indberettet oplysninger til os. Log ind på skat.dk/tastselv og vælg Skatteoplysninger .

Du har i mail af 21. oktober 2013 skrevet:

Jeg har modtaget et forslag til fastsættelse af min indkomst for 2012 ved skøn.

Jeg er ikke sikker på at dette skøn er korrekt, og det er min hensigt at kunne beregne rigtigt. Jeg er ved at finde midler til at få revisorhjælp til at gøre dette.

Jeg er ikke ude på at undgå skat, og jeg er ganske sikker på at jeg skal betale. Da jeg samtidig har begrænsede midler vil jeg foreslå enten

1)At jeg starter med at betale et månedligt beløb på 10.000 fra den 1. december og arbejder med at fastsætte det endelige beløb eller

2)Beløbet fastsættes som det foreslås her men at det kan justeres på det tidspunkt jeg finder en revisor. I mellemtiden betaler jeg samme beløb som ovenfor.

Jeg er klar over at det vil tage mig nogen tid at betale tilbage på denne måde, men jeg har som sagt begrænsede midler da også diverse banker og kreditforeninger ønsker tilbagebetaling for – viste det sig – meget risikable investeringer (jeg købte hus).

Vi besvarede din mail den 23. oktober:

Tak for din mail.

Jeg kan ikke give dig udsættelse med fristen jf. mit brev dateret 3. oktober 2013, bortset fra hvis du indenfor rimelig tid (inden udgangen af november 2013) kan nå at selvangive. Så hvis du forventer at kunne få selvangivet inden udgangen af november 2013, så kontakt mig for aftale om en fristforlængelse, førend vi iværksætter den skønsmæssige ansættelse.

Hvis du derimod ikke forventer at få selvangivet inden, vil forslaget om skønsmæssig ansættelse for 2012 træde i kraft. Du vil modtage vores afgørelse og der vil blive dannet årsopgørelse for 2012.

Årsopgørelsen vil jf. den skønsmæssige ansættelse betyde en større restskat som vil forfalde månedligt over flere rater. Den første rate vil tidligst få forfald i begyndelsen af 2014.

Jeg kan ikke tage stilling til din anmodning om månedlige afdrag. Dertil har jeg ingen kompetencer. Når årsopgørelsen 2012 er dannet, og hvis du ikke kan betale restskatteraterne til forfald, bør du kontakte SKATs inddrivelsescenter for en aftale om afdrag. Det er umiddelbart min erfaring, at inddrivelsescentret har brug for et budget. Du kan ringe til SKATs inddrivelsescenter på 72 22 18 18.

Selvom den skønsmæssige ansættelse iværksættes, kan du senere selvangive dine indkomster og fradrag for 2012. Det betragtes som en genoptagelse. Fristen for en genoptagelse for 2012, under hensyn til de ordinære frister i skatteforvaltningslovens § 26, udløber den 1. maj 2016. Herefter er der alene mulighed for at søge om ekstraordinær genoptagelse jf. sfl § 27.

Din henvendelse i mail af 21. oktober 2013 har ikke givet anledning til at frafalde forslaget om gennemførelse af en skønsmæssig ansættelse, hvorfor forslag nu gennemføres ved denne afgørelse.

(...)”

SKAT har den 23. januar 2014 i høringssvaret til Skatteankestyrelsen anført følgende:

”For 2012

Der er klaget over følgende emner

SKATs skatteansættelse for indkomståret 2012 jf. SKA Ts afgørelse ved brev af 7. november 2013 med hensyn til skønsmæssig ansættelse af resultat af virksomhed på 330.000 kr. og anden udenlandsk indkomst på 455.000 kr.

Faktiske forhold

[person1] har for indkomståret 2012 fået en udvidet selvangivelse, fordi han er registreret som selvstændig erhvervsdrivende samt har udenlandsk indkomst.

[person1] har ikke selvangivet for 2012, hvorfor SKAT i brev af 3. oktober 2013 sender et forslag om en skønsmæssig ansættelse. Vi opfordrer [person1] til at selvangive for at få registreret de rigtige oplysninger. Forslaget om skønsmæssig ansættelse indeholder de oplysninger, som SKAT har modtaget fra indberetningspligtige samt dertil et skøn på overskud af virksomhed samt et skøn på anden udenlandsk personlig indkomst. SKATs begrundelse for de foretagne skøn fremgår af brevet. Derudover foreslås beskatning af saldo på konto for opsparet overskud.

SKAT modtager den 21. oktober 2013 en mail fra [person1], som SKAT besvarer den 23. oktober 2013. Der modtages i mailkorrespondancen ingen egentlige selvangivelsesoplysninger, men vi opfordrer endnu engang [person1] til at selvangive for 2012.

SKAT har ikke modtaget selvangivelse den 7. november 2013 og sender derfor en afgørelse, idet den skønsmæssige ansættelse fastholdes.

SKATs vurdering af klagen

SKAT har ikke modtaget selvangivelsesoplysninger fra [person1].

Det er SKATs vurdering at [person1]s oplysninger til klagen kunne være sendt til SKAT med en anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.

SKAT ville gerne have behandlet [person1]s oplysninger med henblik på at få dannet en korrekt årsopgørelse.

Det vil dog være højst sandsynligt, at SKAT ville få brug for at foretage en nærmere sagsbehandling og muligvis bede om yderligere oplysninger/dokumentation vedrørende opgørelse af virksomheden [virksomhed1] v/[person1]s resultat.

Vi har bemærket os, at det ikke ses, at [person1] har klaget over ansættelsen vedrørende beskatningen af det opsparede overskud i virksomhedsordningen.

Med hensyn til [person1]s klage over ansættelse af anden udenlandsk indkomst kan SKAT medgive [person1] fuldt medhold i sine synspunkter i klagen. Vi kan dertil oplyse, at SKAT i brev af 15. november 2012 - på baggrund af oplysninger fra [person1] - har sendt forslag om, at [person1] fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark, da han stadig har en bolig i Danmark. Da [person1] dog har dokumenteret, at han er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet fra den 6. juni 2012 har SKAT oplyst, at han kun skal oplyse indtægter fra kilder i Danmark på sin danske selvangivelse, hvorimod løn for arbejde udført uden for Danmark efter fraflytning til udlandet ikke skal medregnes. Det er i den forbindelse oplyst, at der skal betales ejendomsværdiskat af ejendommene indtil udlejning, hvorefter der skal medregnes indtægt ved udlejning.

Da SKAT på grundlag af de foreliggende oplysninger ikke umiddelbart kan give fuldt medhold på alle klagepunkter, ser vi os ikke i stand til at genoptage og ændre vores afgørelse. Der henvises til skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 5.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at hans overskud af virksomhed/udlejningsejendom udgør 97.497 kr. og anden udenlandsk indkomst udgør 0 kr. i indkomståret 2012.

Klageren har anført følgende som begrundelse for sine påstande:

”(...)

Skønnet overskud af firma/udlejningsejendom (ansat til 330.000):

Min indkomst i 2012 var væsentligt lavere end anslået. Jeg mistede en stor kunde i 2012 og fast månedlig fakturering faldt til lejlighedsvise projekter. Min lejlighed var udlejet frem til 1. august, mens mit hus var udlejet i december måned.

Jeg udsendte samlet fakturaer for105.683

(her fraregnes en faktura, som aldrig blev betalt)

Jeg havde udgifter for (Div. Indkøb, telefon, internet(28.580)

etc.)

Hertil udgifter til hjemmekontor (5/12 af beløbet (6906)

for 2011: 16.575)

Udlejning af lejlighed (7 måneder af 8.500) 59.500

Udgifter til hus (Vand, varme, renovation) 12*2.700(32.200)

Udlejning af hus (1 måned af 13.000) 13.000

Udgifter til hus (overstiger langt 13.000, selv (13.000)

fraregnet firma andel. Varme og el anslås hver til

16.000)

Min samlede indkomst for firma og udlejning blev 97.497

Derfor

Anden udenlandsk indkomst:

Hvad angår udenlandsk indkomst kan jeg ikke præcist se om der regnes skat af den.

Den skulle under alle omstændigheder ikke være skattepligtig i DK, så vidt jeg forstå af det brev jeg modtog fra SKAT sidste sommer.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Skattepligtige skal ifølge skattekontrollovens § 1 selvangive deres indkomster til SKAT. Erhvervsdrivende skal ifølge skattekontrollovens § 3 indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Klageren har hverken selvangivet indkomst ved overskud af selvstændig virksomhed eller ved udlejningsvirksomhed for indkomståret 2012. SKAT har således været berettiget til at foretage en skønsmæssig ansættelse af klagerens indkomst. SKAT har ansat klagerens overskud af virksomhed/udlejningsejendom til 785.000 kr. ved at tage udgangspunkt i resultatet af virksomhed for 2011 og indeksere beløbet med 2,9 %. Den skattepligtige indkomst er herefter fordelt med overskud af virksomhed/udlejningsejendom på 330.000 kr. og anden udenlandsk indkomst på 455.000 kr.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har godtgjort, at hans skattepligtige indkomst udgør 97.497 kr. i indkomståret 2012. Retten har herved henset til, at klageren ikke ved fremsendelse af fakturaer har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han i indkomståret 2012 kun har haft en omsætning på 105.683 kr. i virksomheden. Der er ikke fremsendt et egentligt regnskab for virksomheden med underliggende regnskabsbilag. Klageren har herudover ikke dokumenteret, at han har haft et tab på debitorer på 22.500 svenske kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. For så vidt angår det oplyste om, at lejeindtægter udgør 72.500 kr., har klageren ikke dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort dette ved at fremsende lejekontrakter eller lignende, hvor oplysninger om lejeindtægt, lejeperiode, herunder hvilke udgifter lejeren skal betales i forbrugsafgifter, fremgår. De af klageren oplyste drifts- og udlejningsomkostninger på ca. 100.000 kr. er desuden ikke dokumenteret.

Landsskatteretten finder på den baggrund ikke grundlag for at ændre SKATs skønsmæssigt ansatte overskud af virksomhed/udlejningsejendom på 330.000 kr. for indkomståret 2012. Den skønsmæssige ansættelse af overskud af selvstændig virksomhed/udlejningsejendom på 330.000 kr. i indkomståret 2012 ligger på niveau med resultatet af virksomhed for 2011 forholdsmæssigt fordelt på 5 måneder, og må anses at ligge på et antageligt niveau for en selvstændig erhvervsdrivende med udgifter til to ejendomme og to biler.

Landsskatteretten finder derimod, at klageren skal have medhold i, at SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at klageren i 2012 har oppebåret en udenlandsk indkomst på 455.000 kr., som klageren er skattepligtig af i Danmark i 2012. Hermed tiltræder Landsskatteretten det af skattestyrelsen anførte i høringssvaret af 23. januar 2014 til Skatteankestyrelsen, hvor skattestyrelsen er enig i klagerens synspunkter vedrørende anden udenlandsk indkomst.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs skønsmæssigt ansatte overskud af virksomhed/udlejningsejendom på 330.000 kr., og nedsætter den ansatte udenlandske indkomst til 0 kr.