Kendelse af 20-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren har siden 1. august 1982 været registreret som ejer af en ejendom beliggende [adresse1], [...], [by1]

Ejendommen har haft et jordtilliggende på ca. 25,7 ha. I 2007/2008 frasolgte klageren størstedelen af landbrugsjorden, hvorefter der på ejendommen resterede et areal på ca. 3,7 ha, samt bygninger i form af et stuehus og driftsbygninger.

Ejendommen var indtil årsomvurderingen pr. 1. oktober 2010 vurderet som landbrugsejendom med benyttelseskode 05. Ved vurderingen pr. 1. oktober 2010 blev ejendommen vurderet som en beboelsesejendom (kode 01). Ejendommen er vurderet med en ejerboligværdi efter vurderingslovens § 33, stk. 8.

Avance ved salg af landbrugsjorden er opsparet i virksomhedsordningen.

Der er for årene 2007-2011selvangivet således med hensyn til hævning af opsparet overskud i virksomhedsordningen:

Efter frasalg af landbrugsjorden ses klageren ikke at have haft egentlig momsmæssig omsætning (salgsmomsangivelser på 0 kr. fra og med 2008).

Af resultatopgørelserne for indkomstårene 2008-2011 fremgår følgende:

Omsætningen er specificeret således:

Omkostningerne er specificeret således:

Afskrivninger er specificeret således:

Klageren har siden 2004 gennem årene løbende haft fuldtidsarbejde som driftsleder hos [virksomhed1] I/S.

Landbrugsjorden blev solgt til naboen. Salget skete pr. 1. august 2007. På grund af en tvist mellem køber og sælger omkring forståelsen af en indgået aftale om forkøbsret til restejendommen, faldt aftale om overtagelsen af yderligere 3 ha af jorden først endelig på plads i 2008, hvor dette ekstraareal blev overtaget af køber med tilbagevirkende kraft til 1. august 2007.

Af ejendommens restareal på 3,75 ha er ca. 2,45 ha udlagt med græs, og klageren har opnået EU-støtte på ca. 6.000 kr. årligt. Klageren har i 2011 betalt en maskinstation for ”wrapping” af græsballer, som der er sket salg af.

Udhusbygningerne på ejendommen består af 3 bygninger. Den oprindelige stald med korntørreri benyttes ikke. Stalden er ikke rørt efter salg af landbrugsjorden/ophør med landbrug, og maskinhuset er blevet anvendt til

Omkring driften af virksomheden har klageren ifølge skatteankenævnets sagsfremstilling oplyst, at han siden salget af landbrugsjorden i 2007, ikke har drevet egentlig virksomhed på ejendommen.

På møde med Landsskatteretten har klageren oplyst, at han købte en traktor i 2006 for 250.000 kr. I årene 2008, 2009, 2010 og lidt af 2011 blev traktoren udlejet til en maskinstation, som en af klagerens venner havde. Når maskinstationen ikke lejede/lånte traktoren, stod den hos klageren i maskinhuset på ejendommen. Ifølge klageren skete udlejningen på timebasis, og den samlede leje for hele perioden 2008-2011, som ikke er medtaget i regnskaberne, udgjorde 20.000-30.000 kr. Klageren skulle have betaling i 2011 for udlejningen, men på det tidspunkt var maskinstationen gået konkurs. Så klageren har aldrig modtaget nogen lejeindtægter. Klageren kom til skade i november 2012, hvorfor traktoren blev sat til salg. Traktoren blev solgt den 31. december 2012 for 135.000 kr., hvilket fremgår af regnskabet for 2012.

Klageren har oplyst, at han havde regnet med indtægter ved salg af wrap på over 20.000 kr. Det havde kostet ham 20.000 kr. at producere wrappen, og han ville have mere, end det havde kostet. Men det endte med, at han ikke fik så meget, som han ville. Han blev separeret i 2008 og skilt i 2010, hvilket tog hårdt på ham, og han koncentrerede sig om sit lønmodtagerjob.

Klageren har desuden oplyst, at han den 1. december 2012 startede med at bortforpagte jorden på sin ejendom for 9.000 kr. pr. år.

Ifølge klageren havde han i 2012 et møde med en skattemedarbejder, som sagde, at klageren ikke skulle selvangive noget for virksomheden, fordi virksomheden ikke var erhvervsmæssig. Derfor har klageren ikke selvangivet noget for 2013-2016.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har nægtet fradragsret for udgifter til forsikring og ejendomsskatter samt bygningsafskrivninger i indkomstårene 2010 og 2011. Videre er der nægtet fradrag for underskud i indkomstårene 2010 og 2011, og opsparet overskud i virksomhedsordningen er anset for hævet i indkomståret 2010.

Skatteankenævnet har til støtte for afgørelsen anført følgende:

”Forsikringer, ejendomsskatter og bygningsafskrivning

Klagers ejendom er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4 nr. 9. I henhold til ligningslovens § 15 J kan klager, da ejendommen [adresse1], tjener til bolig for klager, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages, hvorfor klager ikke kan fratrække udgifter til forsikringer og ejendomsskatter på ejendommen.

Skats afgørelse, hvor Skat har nægtet fradrag for forsikring og ejendomsskatter med henholdsvis kr. 23.888 i 2010 og kr. 26.086 i 2011 stadfæstes således.

Klager fratrækker endvidere afskrivninger på maskinhuset med kr. 4.724 om året i 2010 og 2011. Det er ligeledes ankenævnets opfattelse, at da maskinhuset ikke længere anvendes erhvervsmæssigt kan der ikke foretages afskrivning i henhold til afskrivningslovens § 14, stk. 2 og da ejendommen er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4 nr. 9, vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8 kan der efter ligningslovens § 15 J ikke foretages skattemæssigt fradrag for bygningsafskrivninger.

Skats afgørelse, hvor Skat har nægtet fradrag for afskrivninger med henholdsvis kr. 4.724 i 2010 og kr. 4.724 i 2011 stadfæstes således.

Klagers indsigelser på skatteankenævnets møde har ikke ændret ankenævnets opfattelse af, at der ikke kan godkendes fradrag for forsikring og ejendomsskatter samt afskrivninger med ovennævnte begrundelser.

Underskud af virksomhed

Ankenævnet er enigt med Skat i, at de skattemæssige underskud efter ovenstående ændringer for 2010 på kr. 14.312 og 2011 på kr. 29.966 ikke er fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Ankenævnet er enigt med Skat i, at der skal foretages en vurdering af om virksomheden er drevet erhvervsmæssigt forsvarligt eller ej i de omhandlede indkomstår. Til vurdering heraf henvises til Højesteretsdom af 15. april 1994 (TfS 1994.364), hvoraf fremgår, at underskud kan fratrækkes efter den mangeårige særlige ligningspraksis vedrørende deltidslandbrug på betingelse af, at ejendommen bedømt ud fra en teknisk landbrugsfaglig målestok anses for sædvanlig og forsvarligt og tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat.

Det fremgår samtidig af dommen, at der dog ikke kan godkendes fradrag, såfremt driften selv efter en længere årrække ikke vil kunne blive overskudsgivende.

Ankenævnet kan vedrørende klagers virksomhed konstatere, at

Det er på baggrund af ovennævnte ankenævnets opfattelse, at virksomheden i de påklagede indkomstår ikke er drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet til, at virksomheden på sigt vil kunne give overskud. Ankenævnet er således enigt med Skat i, at der ikke for indkomstårene 2010 og 2011 har været tale om en erhvervsmæssigt forsvarligt drevet virksomhed, hvorfor der nægtes fradrag for underskud, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Klagers indsigelser på skatteankenævnets møde har ikke ændret ankenævnets opfattelse af, at virksomheden i de påklagede indkomstår ikke er drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet til, at virksomheden på sigt vil kunne give overskud. Ankenævnet fastholder således, at der ikke for indkomstårene 2010 og 2011 har været tale om en erhvervsmæssigt forsvarligt drevet virksomhed, hvorfor der nægtes fradrag for underskud, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Virksomhedsskatteordningen

Klager anses ikke at have drevet en selvstændig erhvervsvirksomhed i 2010 og 2011, hvorfor han ikke kan anvende virksomhedsordningen på indkomst fra virksomheden i 2010 og 2011, jf. virksomhedsskattelovens § 1 stk. 1.

Ankenævnet er således enigt med Skat i, at da indkomståret 2009 er det seneste år, hvor virksomhedsskatteordningen blev anvendt, skal indestående på konto for opsparet overskud pr. 1.1.2010 hæves til beskatning i indkomståret 2010, jf. virksomhedsskattelovens 15 stk. 1 og § 15 b, stk. 1.

Klagers indsigelser på skatteankenævnets møde har ikke ændret ankenævnets opfattelse af, at da indkomståret 2009 er det seneste år, hvor virksomhedsskatteordningen har kunnet anvendes, skal indestående på konto for opsparet overskud pr. 1.1.2010 hæves til beskatning i indkomståret 2010, jf. virksomhedsskattelovens 15 stk. 1 og § 15 b, stk. 1.

Skats afgørelse, hvor indestående på konto for opsparet overskud pr. 1.1.2010 kr. 1.137.960 hæves til beskatning i indkomståret 2010, stadfæstes.

Skats afgørelse, hvor hævet opsparet overskud for indkomståret 2011 kr. 490.000 tilbageføres, stadfæstes.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der i perioden frem til 1. oktober 2010 skal godkendes fradragsret for driftsudgifter til forsikring og ejendomsskatter, og at der for både indkomståret 2010 og 2011 er fradragsret for bygningsafskrivninger.

Videre er der fremsat påstand om, at der er fradrag for underskud i den omhandlede virksomhed, og at reguleringerne af opsparet overskud i virksomhedsordningen bør bortfalde.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstandene anført følgende:

”(...)

Fradrag for ejendomsskatter

SKAT har nægtet fradrag for ejendommens udgifter for såvel indkomståret 2010 og 2011. Dette er begrundet i bestemmelsen i Ligningslovens § 15 J.

Vi er efter omstændighederne enige med SKAT for så vidt angår forsikringer og ejendomsskatter efter 1. oktober 2010, hvor ejendommen bliver omvurderet fra at være landbrug (05) til at være beboelse (01).

Vi er imidlertid af den opfattelse, at der – uanset reglen i Ligningslovens § 15 J – er fradragsret for afskrivninger på ejendommens bygninger, idet betingelserne herfor er hjemlet i afskrivningsloven.

Fradrag for underskud

Vi er af den opfattelse, at der er tale om erhvervsmæssig drift af pågældendes ejendom frem til udgangen af indkomståret 2011.

I hele perioden for 2010 og 2011 er der under alle omstændigheder tale om erhvervsmæssige indtægter for så vidt angår den oppebårne EU-støtte, som har udgjort 8.093 kr. i 2010 og 5.916 kr. i 2011.

Virksomhedsskatteordningen

Det er vores opfattelse, at virksomhedsskatteordningen kan opretholdes, idet pågældende fortsat driver erhvervsmæssig virksomhed. Dette gælder også i perioden efter udløbet af indkomståret 2012.

Begrundelsen er, at der fortsat drives erhvervsmæssig virksomhed på ejendommen, idet der som anført ovenfor er tale om indtægter i form af oppebårne EU-støtte, som har udgjort 8.093 kr. i 2010 og 5.916 kr. i 2011. Der er desuden tale om bortforpagtning af et jordareal på 2,63 hektar, hvoraf bortforpagtningsafgiften udgør 8.000 kr. årligt.

Endelig er der tale om, at pågældende har haft udlejet en traktor i indkomstårene 2010 og 2011 til en nærliggende maskinstation. Betalingen herfor skulle ske efter traktorens timeforbrug, og der var på den baggrund optjent en leje på omkring 20.000 kr. Maskinstationsindehaveren gik imidlertid konkurs i december 2011, og [person2] fik aldrig pengene.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Ejendommens vurderingsmæssige status

Af vurderingslovens § 33, stk. 1, fremgår, at i forbindelse med vurderingen træffer told- og skatteforvaltningen bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvis må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, eller til hvilken benyttelse ejendommen i øvrigt henføres.

Af vurderingslovens § 33, stk. 8, fremgår, at for ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke skal foretages en fordeling efter stk. 4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen, og på den øvrige del af ejendommen. Ved fordelingen anses 5.000 m² af grundarealet for at høre til boligdelen jf. dog stk. 11. Den øvrige del af ejendommen medregnes til restejendommen.

Klagerens ejendom var frem til 1. oktober 2010 vurderet som en landbrugsejendom. Ved vurderingen pr. 1. oktober 2010 blev ejendomme vurderet som en beboelsesejendom med én lejlighed efter vurderingslovens § 33, stk. 8.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at der skal tages stilling til, om vurderingen er åbenbart forkert, når det skal fastlægges, hvordan en ejendom skattemæssigt skal behandles. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 12. januar 2017, offentliggjort i SKM2017.95.LSR.

Klageren frasolgte jorden med virkning fra 1. august 2007. Ejendommen har således fra dette tidspunkt haft samme omfang og anvendelse som pr. 1. oktober 2010, hvorefter ejendommen er vurderet som en beboelsesejendom. Det er derfor Landsskatterettens opfattelse, at ejendommen også i 2010 burde have været vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8.

Ejendomsudgifter

Som anført ovenfor burde ejendommen have været vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8, i indkomstårene 2010 og 2011, og ejendommen er dermed omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 9.

Det følger af ligningslovens § 14, stk. 1, at ejendomsskatter som udgangspunkt kan fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Ifølge stk. 2, 4. pkt., kan udgifter til ejendomsskatter på ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 9 ikke fradrages. Af stk. 3, fremgår det, at begrænsningen i stk. 2, 1.-4. pkt., ikke gælder i det omfang, ejendommen eller stuehuset er benyttet erhvervsmæssigt i indkomståret. Der bortses dog fra uvæsentlig erhvervsmæssig benyttelse.

Klageren har tidligere oplyst, at han siden salget af landbrugsjorden i 2007, ikke har drevet egentlig virksomhed på ejendommen. Klageren har ikke dokumenteret sin nye påstand om, at traktoren, der angivelig blev opbevaret i maskinhuset, har været udlejet. Da det således må lægges til grund, at ejendommen i de påklagede indkomstår ikke har været benyttet erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, er der ikke fradrag for ejendomsskatter.

Af ligningslovens § 15 J, stk. 1, fremgår, at ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages.

Klageren er derfor ikke berettiget til at foretage fradrag for udgiften til forsikring.

Ligningslovens § 15 J, stk. 1, begrænser ikke fradragsretten for afskrivninger. Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 12. juli 2016, offentliggjort i SKM2016.364.LSR.

Ifølge afskrivningslovens § 1, kan der foretages skattemæssige afskrivninger på udgifter til anskaffelse og forbedring af aktiver, der benyttes erhvervsmæssigt af den skattepligtige.

Klageren har i indkomstårene 2010 og 2011 årligt afskrevet 4.724 kr. på et maskinhus. Landsskatteretten er enig med skatteankenævnet i, at maskinhuset i de pågældende indkomstår ikke er anvendt erhvervsmæssigt. Der er lagt vægt på, at klageren tidligere har oplyst, at der i de pågældende indkomstår ikke blev drevet egentlig virksomhed på ejendommen, og at maskinhuset er blevet anvendt til opbevaring af de tilbageværende landbrugsmaskiner. Klageren har ikke dokumenteret sin nye påstand om, at traktoren, der angivelig blev opbevaret i maskinhuset, har været udlejet. Da det ikke er bevist af klageren, at maskinhuset er anvendt til virksomhedsaktiviteter, er der ikke mulighed for at fradrage afskrivninger, uanset om virksomheden anses for erhvervsmæssig eller ikke-erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Der henvises dog også til, at klageren, som begrundet nedenfor, ikke anses at have drevet erhvervsmæssig virksomhed. Da maskinhuset således ikke er benyttet erhvervsmæssigt, kan der ikke afskrives, jf. afskrivningslovens § 1.

Skatteankenævnets afgørelse vedrørende ejendomsudgifter stadfæstes derfor.

Underskud af virksomhed

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet). Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse.

I dom af 15. april 1994, offentliggjort i TfS 1994, 364, har Højesteret fastslået, at i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan underskud ved drift af en landbrugsejendom, efter den mangeårige, særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst på betingelse af, at driften af ejendommen bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok kan betegnes som sædvanlig og forsvarlig samt tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat. I så fald må ejendommen i skattemæssig henseende anses for drevet erhvervsmæssigt, medmindre det må lægges til grund, at driften selv efter en længere årrække ikke har udsigt til at kunne give et regnskabsmæssigt resultat på 0 kr. eller derover efter driftsmæssige afskrivninger men før renter.

En virksomhed kan have et så beskedent omfang, at virksomheden allerede af denne grund ikke kan anses for erhvervsmæssigt drevet.

Landsskatteretten mener, det ikke kan lægges til grund, at klageren har haft indtægter på 20.000-30.000 kr. i 2008-2012 ved udlejning af sin traktor. Sådanne indtægter er hverken medtaget i regnskabet eller selvangivet, og klageren har ikke dokumenteret, at han har erhvervet ret til nogen lejeindtægter.

Ifølge regnskaberne bestod klagerens indtægter i indkomstårene 2009 og 2010 udelukkende af EU-støtte med henholdsvis 5.904 kr. og 8.023 kr. I indkomståret 2011 er der udover EU-støtten på 5.916 kr. medtaget en indtægt ved salg af korn på 800 kr. i regnskabet.

Landsskatteretten er af den opfattelse, at modtagelse af EU-støtte ikke i sig selv kan anses som udtryk for, at der har været aktiv virksomhedsdrift. Derimod skal den arbejdsindsats, der er ydet for at opnå EU-støtten, indgå i vurderingen af virksomhedsdriften.

I indkomståret 2010, hvor det lægges til grund, at indtægterne udelukkende har bestået af EU-støtte, anses klageren derfor ikke for at have drevet virksomhed, når der henses til klagerens arbejdsindsats og benyttelsen af ejendommen.

Vedrørende indkomståret 2011 finder Landsskatteretten ikke, at klagerens virksomhed opfylder intensitetskravet, da salget af korn/wrap ses at have haft et så underordnet omfang, at dette ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at virksomheden har været drevet med den fornødne intensitet og seriøsitet til, at virksomheden kan anses for erhvervsmæssig i skattemæssig henseende - heller ikke hvis der tages hensyn til den begrænsede arbejdsindsats, som klageren må formodes at have ydet for at opnå EU-støtte.

Desuden var der i de påklagede indkomstår 2010 og 2011 ikke udsigt til, at virksomheden ville kunne give et resultat på 0 kr. eller derover med den driftsform, virksomheden havde i 2010 og 2011. Virksomheden havde således meget begrænsede indtægter set i forhold til virksomhedens udgifter.

Der kan ikke lægges vægt på, at klageren efter de påklagede indkomstår har forøget sine indtægter ved, at jorden i stedet blev bortforpagtet. Hvorvidt der i 2010 og 2011 var udsigt til overskud, skal bedømmes ud fra driftsformen i 2010 og 2011, hvor der ikke skete bortforpagtning.

Landsskatteretten finder således, at skatteankenævnet med rette har nægtet fradrag for underskud af virksomheden i indkomstårene 2010 og 2011, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Skatteankenævnets afgørelse på dette punkt stadfæstes derfor.

Beskatning af opsparet overskud i virksomhedsordningen

Ifølge virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, skal et indestående på konto for opsparet overskud medregnes i den personlige indkomst i det år, hvor den skattepligtige afstår sin virksomhed eller ophører med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed. Hvis adskillelsen mellem den private økonomi og virksomhedens økonomi opretholdes til årets udgang, kan beskatningen af det opsparede overskud udskydes til det efterfølgende indkomstår.

Klageren må anses for at være ophørt med at drive erhvervsmæssig virksomhed ved udgangen af indkomståret 2009, idet klageren har drevet ikke-erhvervsmæssig virksomhed i de påklagede indkomstår. Dermed skal klageren ifølge virksomhedsskattelovens § 15, stk. 1, beskattes af hele det opsparede overskud (senest) i indkomståret 2010, der er året efter ophørsåret.

Skatteankenævnets afgørelse på dette punkt stadfæstes derfor.