Kendelse af 08-11-2018 - indlagt i TaxCons database den 08-12-2018

Sagens emne

Faktiske oplysninger

Klageren er dansk statsborger. Han er ugift og har ingen børn.

Den 15. maj 2012 flyttede klageren fra Danmark til Luxembourg for at tiltræde en stilling som referendar ved EU-Domstolen.

SKAT modtog den 21. juni 2012 udfyldt blanket vedrørende fraflytning. SKAT udsendte herefter forslag til klageren den 5. september 2012, ifølge hvilket klagerens fulde skattepligt til Danmark kunne ophøre, da boligen ansås at være opgivet. Efterfølgende udsendte SKAT et nyt forslag den 8. november 2012, hvorefter klageren stadig er skattepligtig til Danmark i kraft af sin ansættelse i EU. Forslaget af 8. november 2012 er fastholdt i SKATs afgørelse af 21. februar 2013.

Klageren ejer en andelslejlighed beliggende [adresse1], [by1]. Lejligheden er udlejet på uopsigelige vilkår i 3 år til klagerens søster for en husleje på 12.000 kr. pr. år.

[Skatteankenævnet]s afgørelse

[Skatteankenævnet] har stadfæstet SKATs afgørelse om, at klageren fortsat er fuldt skattepligtig til Danmark efter den 15. maj 2012.

Skatteankenævnet har anført følgende som begrundelse:

”Nævnet finder, at det fremgår af artikel 13 (tidligere 14) i protokol om EF´s privilegier og immuniteter og cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 pkt. 5om skattepligt ved ansættelse i EU, at hvis en person med bopæl i Danmark bliver ansat i EU og derfor flytter til en anden EU-medlemsstat, bliver personen betragtet som om, at han har bevaret sin tidligere bopæl i Danmark i skattemæssig henseende. Han bevarer altså sin skattepligt jævnfør kildeskattelovens § 1, stk. 1.

Nævnet konstaterer, at cirkulærer er en art tjenestebefalinger til en underordnet myndighed, men at nævnet i øvrigt finder, at cirkulæret til kildeskatteloven er et udtryk for gældende retspraksis, og som sådan også bindende for borgerne. TfS1999.920H

Endvidere finder nævnet, at protokol om EF's privilegier og immunitet (tiltrædelsesloven) ligeledes er bindende for de deltagende stater. Det er nævnets opfattelse, at Danmark på nogle centrale områder har afgivet den nationale suverænitet til Unionens myndigheder, der har fået tillagt kompetence til selvstændig og bindende retsfastsættelse, i dette tilfælde at Danmark bevarer den fulde skattepligt mens lønnen indtjent ved EU er objektivt skattefritaget i Danmark.

Nævnet skal henvise til EU-dommen C-88/92, TfS 1987.41 og SKM2001.326LSR (omtalt ovenfor) hvoraf det fremgår, at det er selve ansættelsen ved EU der begrunder den skattemæssige retsstilling.

Efter nævnets opfattelse, viser selve ordlyden af såvel artikel 13 (tidligere 14) i protokol om EF’s privilegier og immuniteter som cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 punkt 5, at [person1] er omfattet af disse regler, i og med, at han er en person med bopæl i Danmark, der bliver ansat i EU og derfor flytter til en anden medlemsstat, så bliver han betragtet som om, at han har bevaret sin tidligere bopæl i skattemæssig henseende".

Nævnet finder, at det fremgår af samme praksis som henvist til ovenfor, at det er fælles gældende regler for ansatte ved EU, og derfor også gælder [person1].

Nævnet finder endvidere, at skattepligten efter artikel 13 i protokol om EF’s privilegier og immuniteter varer ved så længe, personen opholder sig på en medlemsstats område. TfS 1987,200.

Nævnet finder endvidere, at [person1] er objektiv skattefritaget af EU-lønnen, jævnfør artikel 12 i protokol om EF's privilegier og immuniteter.

Når en indkomst er objektivt skattefritaget, skal den ikke medregnes i Danmark.

[person1] skal dog medregne alle sine andre indtægter til den danske skattepligtige indkomst jævnfør statsskattelovens § 4 (globalindkomstbegrebet) således som også SKAT har fremført.

Nævnet er således enig med SKAT i, at [person1] er fuldt skattepligtig til Danmark sålænge han er ansat i EU.

Nævnet finder, at begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 er en garantiforskrift.

Hvis begrundelseskravet ikke er opfyldt kan afgørelsen være ugyldig.

Det fremgår direkte af lovens ordlyd, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Derudover skal der angives de hovedhensyn der har været bestemmende for afgørelsen hvis denne beror på et administrativt skøn.

Begrundelsen skal om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger omkring sagens faktiske omstændigheder der har været tillagt væsentlig betydning herfor.

[person1] finder, at SKAT ikke har opfyldt begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, idet SKAT ikke har kommenteret hans argumenter i mails (gengivet under punkt 4)

Det fremgår af den praksis der er henvist til ovenfor, at SKAT ikke er forpligtet til udtrykkeligt at tage stilling til samtlige fremførte argumenter, når det ikke er nødvendigt for at begrunde afgørelsen. Se TfS l 999,420HD og SKM2008.238BR.

Nævnet finder, at SKAT har henvist til den korrekte lovhjemmel, cirkulærer og praksis i øvrigt.

Nævnet er af den opfattelse, som også er understøttet af ovenstående praksis, at SKAT ikke skal kommentere samtlige fremførte argumenter, ifald SKAT ikke finder at det har betydning for sagen.

Nævnet finder derfor, at begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24 er opfyldt..

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hans skattepligt til Danmark er ophørt den 15. maj 2012.

Klageren har anført følgende:

Til støtte for, at afgørelsen skal tilsidesættes, gøres det gældende:

Disse anbringender behandles hver især nærmere nedenfor. Det subsidiære anbringende om manglende begrundelse, som blev gjort gældende for Skatteankenævnet, gentages ikke for

Landsskatteretten, idet nævnets begrundelse må antages at have "helbredt" den manglende begrundelse i SKATs afgørelse af 21. februar 2013 (bilag 10).

Sagsfremstillingen i den påklagede afgørelsen kan som udgangspunkt tiltrædes. Da der imidlertid fremgår oplysninger, der er overflødige, henholdsvis ufuldstændige, kan sagen bedst opsummeres som følger:

Jeg fraflyttede min bopæl i Danmark for at tiltræde et job som referendar ved EU-Domstolen pr. 15. maj 2013; et job, jeg fortsat bestrider. Jeg frameldte mig folkeregisteret samme dag og tilmeldte mig det luxembourgske folkeregister med virkning fra den 24. maj 2013, hvor jeg havde indgået en lejekontrakt om min nuværende bolig i Luxembourg. Herefter indsendte jeg en erklæring om bopælsforhold ved fraflytning til SKAT, hvorved jeg anmodede om, at min fulde skattepligt blev konstateret ophørt pr. 15. maj 2013. De relevante dokumenter fremlægges som bilag 1-7.

SKAT besvarede oprindeligt min anmodning positivt ved brev 5. september 2012. Dette brev fremlægges som bilag 8. Herefter ændrede SKAT imidlertid holdning og meddelte mig ved brev af 8. november 2012, at man nu fortsat betragtede mig som fuld skattepligtig til Danmark (bilag9). Dette udfald var jeg uenig i og afgav høringssvar i overensstemmelse hermed. SKAT fastholdt dog sin opfattelse ved afgørelse af 21. februar 2013 (bilag 10).

Denne afgørelse påklagede jeg til Skatteankenævnet, som traf afgørelse den 31. oktober 2013, hvorved nævnet opretholdt SKATs afgørelse af 21. februar 2013 (bilag 11). Det er denne sidste afgørelse, der nu indbringes for Landsskatteretten.

Det gøres gældende, at der ikke er hjemmel i kildeskattelovens § 1, stk. 1 til at opretholde min fulde skattepligt til Danmark.

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, omhandler den situation, hvor man har bopæl i Danmark.

Dette har jeg ikke mere, idet jeg fraflyttede Danmark i maj 2012 med henblik på at arbejde i Luxembourg. At jeg faktisk er flyttet og arbejder der og ikke længere i Danmark, er ubestridt.

At jeg ikke har bopæl i Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, bekræftes således af SKATs første brev af 5. september 2012, der fastslog som konsekvens, at min fulde skattepligt var ophørt.

Under henvisning til navnlig immunitetsprotokollens artikel 13 ændrede SKAT imidlertid holdning. Det bestrides, at denne protokol skaber hjemmel i dansk ret for at opretholde den fulde skattepligt, jf. nærmere nedenfor under afsnit 4.

Dertil kommer, at det bestrides, at kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 kan (over-)fortolkes således, at min fulde skattepligt består, fordi jeg fortsat angiveligt skulle være "bosat" i Danmark.

For det første vil en sådan fortolkning være i klar strid med lovens ordlyd. Ordlyden af Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 kan ikke strækkes så vidt som til at omfatte den helt modsatte situation, hvorved en person betragtes som fortsat "boende" i Danmark, mens vedkommende faktisk og ubestridt er bosat i udlandet. Det er udtryk for en ren skatteretlig fiktion at antage, at kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 skaber hjemmel til at opretholde den fulde skattepligt i et sådant tilfælde. En ordlydsfortolkning af loven fører således i virkeligheden til det modsatte resultat.

Dertil kommer, for det andet, at det også vil være i strid med formålet med kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, som er at skabe hjemmel til at beskatte personer, der gennem deres bopæl har en sådan tilknytning til Danmark, at landet er centrum for deres livsinteresser. Når bopælen imidlertid er opgivet og personen er fraflyttet Danmark - som i mit tilfælde - er denne forbindelse bortfaldet. Dette gælder, uanset hvilken arbejdsgiver, flytningen til udlandet skyldes. Der er ikke grunde, der taler for, at personen i højere grad fortsat skulle være underlagt dansk beskatningskompetence frem for det land, den pågældende rent faktisk bor i.

For det tredje følger det af grundlovens §§ 43 og 46 og princippet i UfR 1993.757 H ("gebyrsagen"), at der gælder et klart (undertiden skærpet) hjemmelskrav på det skatteretlige område. Beskatning forudsætter en tilstrækkelig klar lovhjemmel. I det lys kan den skatteretlige fiktion, som den indbragte afgørelse er udtryk for, ikke opretholdes.

For det fjerde indeholder kildeskatteloven faktisk undtagelser, hvorefter den fulde skattepligt består i visse nærmere opregnede tilfælde for personer, der flytter til udlandet for at arbejde der.

Eksempelvis omtaler kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4 "danske statsborgere, som af den danske stat ... er udsendt til tjeneste uden for riget". Hertil skal blot fremhæves, at denne bestemmelse efter sin ordlyd ikke omfatter personer, der - som i mit tilfælde - selv har opnået ansættelse i udlandet ved en international organisation udenom den danske stat m.v. og er fraflyttet dertil, ogsom ikkearbejder i dansk tjeneste men i den internationale organisations tjeneste (hvilketbekræftes af, at det medlem af Domstolen, jeg arbejder for, ikke er dansk). Såfremt man fortsatagtede at beskatte disse personer, ville det have været nærliggende for lovgiver at vedtage entilsvarende undtagelse - netop henset til, at immunitetsprotokollen er stort set uændret, sidenDanmark blev medlem af EØF i 1973. Det har lovgiver imidlertid aldrig valgt at gøre, og detvalg kan ikke ændres ved at fortolke kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 på den netop skete måde.

For det femte bemærkes, at både SKAT og Skatteankenævnet bl.a. henviser til et cirkulære og en udtalelse fra Skatteministeriets Departement til støtte for at opretholde den fulde skattepligt (cirkulære nr. 135 af 4. november 1988, punkt 5, og TfS 1987, 41 DEP). En sådan retsopfattelse bryder dels med den almindelige retskildelære, dels med de særlige fortolkningsprincipper, der gør sig gældende inden for skatteretten.

Hvad den almindelige retskildelære angår, bemærkes, at cirkulærer, udtalelser m.v. ikke kan binde borgere, men alene underordnede myndigheder. De kan således ikke skabe hjemmel til at pålægge borgere pligter, hvor en bindende hjemmel ikke findes i forvejen.

Hvad den særlige skatteretlige retskildelære angår, skal der blot henvises det ovenfor anførte om grundlovens §§ 43 og 46 og princippet i UfR 1993. 757 H. Der gælder et delegationsforbud inden for skatteretten, hvoraf følger, at beskatning forudsætter hjemmel i lov. Dette opfyldes selvsagt ikke ved den blotte henvisning til et cirkulære m.v., som skal "kompensere" for, at Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 slet ikke omtaler eller tager sigte på den situation, som denne sag omhandler.

Endelig bemærkes:

Sammenfattende gøres det dermed gældende, at ikke er hjemmel i kildeskattelovens § 1, stk. 1,

nr. 1 eller bestemmelsens øvrige numre til at opretholde min fulde skattepligt til Danmark.

Det gøres videre gældende, at immunitetsprotokollens artikel 13 heller ikke kan føre til, at skattepligten opretholdes.

For det første er det ubestridt, at immunitetsprotokollen ikke er inkorporeret i dansk ret ved tiltrædelseslovens §§ 3 og 4, jf. herved lov nr. 447 af 11. oktober 1972 med senere ændringer. Herom henvises nærmere til mit høringssvar til SKAT af 2. december 2012, der er indeholdt i den anfægtede afgørelse.

For det andet kan en protokolkonform fortolkning af dansk ret ikke bevirke, at dansk ret fortolkes i strid med lovens ordlyd (contra legem), jf. herved senest Højesterets dom af 18. december 2013 i sag 205/12 (offentliggjort på Højesterets hjemmeside). Ifølge Højesteret skal det undersøges, om det ved anvendelse af dansk rets anerkendte fortolkningsprincipper er muligt at nå frem til det resultat, som EU-retten kræver. Som anført er SKATs og Skatteankenævnets retsopfattelse udtryk for en skatteretlig fiktion, og af de grunde, som er anført ovenfor i punkt 3, kan en sådan fortolkning ikke lade sig gøre efter dansk ret.

Dertil kommer, for det tredje, at immunitetsprotokollen i mangel af dansk lovhjemmel ikke har umiddelbar virkning i denne situation. Dette af følgende to grunde:

Protokollens artikel 13 indebærer ikke nogen pligt rettet mod borgerne. Dette skyldes først og fremmest, at ordlyden af artikel 13, stk. 1 ikke indeholder nogen pligt. Ordvalget er blot konstaterende (" ... skal ... betragtes ... "), og der er dermed ikke tale om nogen klar og præcis forpligtelse. Dertil kommer, at immunitetsprotokollens artikel 12 og 13 alene er rettet mod medlemsstaterne, og i det omfang, den måtte indeholde pligter, er de alene rettet mod disse. Dette skyldes, at immunitetsprotokollens artikel 12 og 13 fungerer som en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der på mellemstatsligt niveau fordeler beskatningskompetencen mellem EU og medlemslandene, mens den materielle hjemmel til beskatning enten skal findes i medlemsstaternes skattelovgivning eller på EU-plan (f.eks. Rådets forordning nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De europæiske Fællesskaber). Dette fremstår klart af ordlyden af artikel 12 og anerkendes i øvrigt af Skatteankenævnet i den anfægtede afgørelse (punkt 6). Til gengæld regulerer immunitetsprotokollen ikke privates skatteforhold - i hvert fald alene på indirekte vis. Dermed er grundbetingelserne for at anerkende umiddelbar virkning ikke opfyldt.

Under alle omstændigheder bestrides det, at immunitetsprotokollens artikel 13 kan anvendes direkte til skade for borgerne. Dette er klart, hvad angår direktiver, jf. sag C-91/92 Faccini Dori, præmis 20 og 25.

I relation til den "primære" EU-ret, dvs. selve traktaterne og protokollerne hertil, har EU-Domstolen alene anerkendt umiddelbar virkning til skade for borgerne i enkelte isolerede tilfælde, f.eks. sag 43/75 Defrenne, sag C-281/98 Angonese. De fleste af disse sager angik tilfælde af diskrimination mellem private parter. Derimod står det klart, at Domstolen aldrig har accepteret, at en medlemsstat (her i form af SKAT) kan påberåbe sig den "nedadgående" (også kaldet "omvendte") direkte virkning af en primærretlig bestemmelse imod borgerne. I al fald bestrides dette. Formålet med den direkte virkning er nemlig at forhindre, at medlemsstaterne kan opnå nogen fordel ved at undlade at efterleve og implementere EU-retten (se f.eks. sag C- 425/12 Portgás, præmis 36). Det er imidlertid ikke meningen at pålægge borgere pligter, herunder i form af en skattepligt, uden en hjemmel hertil i national ret. Intet i Domstolens praksis tyder i øvrigt på, at det skulle være tilfældet (se f.eks. sag 26/62 van Gend & Loos, der fremhæver borgernes rettigheder). Andet vil da også være i strid med grundlæggende retssikkerhedsprincipper.

Sammenfattende gøres det gældende, at immunitetsprotokollen ikke har lovs kraft i Danmark; at en protokolkonform fortolkning vil være contra legem; og at immunitetsprotokollens artikel 13 ikke indeholder nogen pligt, der kan gælde for borgerne umiddelbart uden dansk lov. Af disse årsager kan immunitetsprotokollen altså heller ikke føre til, at min fulde skattepligt opretholdes.

Sammenfattende savnes der hjemmel i både kildeskattelovens § 1, stk. 1 og immunitetsprotokollens artikel 13 til at opretholde min fulde skattepligt til Danmark. På den baggrund anmodes Landsskatteretten om at:

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

Klageren har anført følgende:

”Jeg har modtaget Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse med digital post den 1. oktober 2018.

Jeg bemærker, at jeg klagede til Landsskatteretten i december 2013. Sagen drejer sig om indkomståret 2012. Der er tale om næsten fem års sagsbehandlingstid for en begrundelse, der fylder ca. én side. Hvad forsinkelsen skyldes, har jeg ikke fået oplyst. Samtidig har jeg fået 17 dage til at afgive bemærkninger til en sag, der nu må siges at være af ældre dato. Imens er jeg flyttet tilbage til Danmark. Dette fremgår af cpr-registret.

Når det er sagt, er jeg er fortsat uenig i den vurdering, det fremsendte forslag til afgørelse lægger op til.

Forslaget fortolker bopælsbegrebet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, i lyset af artikel 12 og 13 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (”immunitetsprotokollen”). Det anføres herefter, at min bopæl i Danmark er bevaret. Dette skyldes ifølge forslaget, at bestemmelsen er ”bindende for den danske stat, som skal anse [mig] for at have bevaret bopæl i Danmark”.

Det er rigtigt, at bestemmelsen er bindende for Danmark. Der er dog intet belæg for den efterfølgende slutning om, at jeg skulle have bevaret min bopæl i Danmark, hverken efter dansk ret eller EU-retten. Og det hverken ud fra en retlig eller en faktisk vurdering.

Det er dokumenteret i sagen, at havde det ikke været fordi, at jeg var ansat ved EU-Domstolen i Luxembourg, ville skattemyndighederne have anset mig som havende opgivet min bopæl i Danmark. En normal fortolkning af bopælskravet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, ville med andre ord have ført til, at jeg ikke længere var fuld skattepligtig til Danmark. I klagen gør jeg netop gældende, at der ikke er hjemmel i kildeskatteloven til alligevel at opretholde den fulde skattepligt til Danmark i en sådan situation.

Forslaget til afgørelse forholder sig imidlertid slet ikke til dette centrale punkt. I stedet begrænser forslaget sig til at udlægge kildeskattelovens bopælsbegreb således, at det også omfatter tilfælde, hvor bopælen i Danmark ubestridt er opgivet. Det strider mod både de reelle faktiske omstændigheder i sagen og selve ordlyden af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. En sådan fortolkning, der uden tvivl er til skade for borgeren, må afvises. Efter dansk ret gælder der således et skærpet/kvalificeret hjemmelskrav, når det drejer sig om skat. Der henvises bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udgave 2002, side 304.

Det fastholdes, at immunitetsprotokollen ikke kan føre til, at kildeskatteloven fortolkes på en sådan måde. Jeg henviser til klagens punkt 4.

De domme, forslaget i øvrigt henviser til, er uden betydning for denne sag. I sag C-263/91, Kristoffersen, var spørgsmålet, om den EU-ansatte var begrænset skattepligtig af lejeværdien af egen bolig – dvs. et spørgsmål om fortolkning af grænserne for lønskattefritagelsen i medfør af immunitetsprotokollen. Denne sag angår derimod, om der i det hele taget er hjemmel i kildeskatteloven til at opretholde min fulde skattepligt.

I sag C-270/10, Gistö, var det ubestridt, at den pågældende skatteyder, der var ægtefælle til en EU-ansat, havde bevaret sin fulde skattepligt til Finland, da hun flyttede til Luxembourg. Efter finsk ret var finske statsborgere som udgangspunkt fortsat fuldt skattepligtige i tre år efter fraflytningen (den finske lovbestemmelse er gengivet i dommens præmis 6). Skatteyderen bestred da heller ikke at have været fuld skattepligtig til at begynde med. Hun gjorde derimod gældende, at hun efter tre år i udlandet måtte anses for at være overgået til begrænset skattepligt. Derved adskiller sagen sig fra denne sag, hvor det gøres gældende, at der slet ikke har været hjemmel til at opretholde den fulde skattepligt efter min fraflytning.

Dommene illustrerer endvidere alene, at det er de pågældende medlemsstater, der i de pågældende situationer bevarer beskatningskompetencen. De udtaler sig ikke om, hvorvidt en materiel beskatningshjemmel i national ret findes, og kan heller ikke tages til indtægt for, at immunitetsprotokollen indfører en egentlig beskatningspligt.

På den baggrund skal jeg venligst fortsat anmode Landsskatteretten om at omgøre [Skatteankenævnet]s afgørelse af 31. oktober 2013.”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det følger af artikel 13 i protokol vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, at Unionens tjenestemænd og øvrige ansatte, som udelukkende med henblik på virksomhed i Unionens tjeneste tager ophold på en anden medlemsstats område end den stat, hvori de ved deres tiltræden i Unionens tjeneste havde bopæl i skattemæssig henseende, skal med hensyn til beskatning af indkomst og formue og til arveafgift samt til anvendelsen af de mellem Unionens medlemsstater indgåede overenskomster til undgåelse af dobbeltbeskatning af begge de nævnte stater betragtes, som om de havde bevaret deres tidligere bopæl, under forudsætning af at denne var beliggende i en af Unionens medlemsstater. Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse på ægtefællen, i det omfang denne ikke er selverhvervende, og på børn, som i denne artikel nævnte personer tager vare på og forsørger.

Ifølge denne bestemmelse skal klageren herefter behandles skattemæssigt, som om han fortsat har bopæl i Danmark. Spørgsmålet i sagen er, om bestemmelsen kan anvendes direkte i forhold til klageren.

Protokollens artikel 12 og 13 fordeler beskatningskompetencen mellem EU og den stat, hvori den ansatte havde bopæl i skattemæssig henseende, før han trådte i EU’s tjeneste, jf. EU-Domstolens dom i sag C-263/91. Det følger af EU-Domstolens praksis, jf. sag C-270/10, at oprindelsesstaten, hvor tjenestemanden eller den ansatte bevarer sin bopæl i skattemæssig henseende i henhold til protokollens artikel 13, principielt bevarer sin kompetence til at beskatte alle disse personers andre indtægter end løn, vederlag og honorarer, som EU udbetaler, og pålægge dem indkomstskat, selv hvis disse personer ikke længere har deres faktiske bopæl der. Dette gælder, selv om det vil medføre en ugunstig skattemæssig behandling i forhold til de nationale regler, jf. sag C-270/10.

Bestemmelsen anses herefter at være bindende for den danske stat, som skal anse klageren for at have bevaret bopæl i Danmark. Da klageren således har bevaret sin bopæl i Danmark i skattemæssig henseende, anses han for fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, sammenholdt med artikel 13 i protokollen om EF´s privilegier og immuniteter.

Det bemærkes, at klageren i henhold til protokollens artikel 12 ikke er skattepligtig til Danmark af løn m.v., han modtager fra EU.

Landsskatteretten stadfæster [Skatteankenævnet]s afgørelse.