Kendelse af 02-11-2015 - indlagt i TaxCons database den 04-12-2015

Klagepunkt

[Skatteankenævnet] afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008: Værdi af fri bil

146.753

0

0

2009: Værdi af fri bil

146.753

0

0

2010: Værdi af fri bil

18.969

0

0

Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] med CVR-nr. [...1]. Virksomheden er registreret med opstart den 13. august 2002. Der er ingen ansatte i virksomheden. Virksomheden har i indkomstårene 2008, 2009 og 2010 været tilmeldt virksomhedsordningen.

Virksomheden er et ballonhold, der bliver sponseret af [virksomhed2] A/S. Der flyves ikke med privatpersoner, men alene med [virksomhed2] A/S’ gæster. Holdet konkurrerer i både danske og internationale stævner og har flere gange vundet [...].

Klageren har herudover lønmodtagerarbejde som lærer.

[virksomhed1] har leaset en Volkswagen Caravelle TDI 2,5 på hvide plader i perioden 1. januar 2007 til 31. januar 2010. Bilen er leaset via [finans1]. Bilen har if. leasingaftalen en skattemæssig værdi på 658.767 kr. Udgifter til bilen er fratrukket i virksomhedens regnskab. Bilen er påført reklamer fra [virksomhed2] A/S.

Det er oplyst, at bilen holder i garage ved ballonklubbens hal på [adresse1] i [by1], ca. 10 km fra bopælen, sammen med ballonen og det tilhørende udstyr. Af [...] [...dk] fremgår, at klubben har adresse på [...] i [by1].

Klageren har privat i indkomstårene en Seat Ibiza indregistreret 1. gang i 1997. Det er oplyst, at klagerens ægtefælle modtager førtidspension og ikke har det store kørselsbehov og, at klagerens arbejdssted ligger 3 km fra bopælen og, at han derfor cykler på arbejde. Ifølge synsrapporter har bilen i perioden 13. april 2007 til 23. april 2009 kørt 24.000 km, svarende til 12.000 km årligt.

Klageren har fremlagt logbog over ballonflyvninger for perioden primo 2007 til februar 2010, hvor bilen afhændes, og på det grundlag udarbejdet en opgørelse over de kilometer, som bilen, VW Caravelle, med sikkerhed har kørt i forbindelse med flyvningerne. Opgørelserne viser en kørsel på 69.133 km. Ved aflevering af bilen til leasingselskabet havde bilen kørt 72.196 km. Ifølge synsrapporter har bilen i perioden 18. december 2006 til 10. august 2011 kørt 101.000 km.

Det fremgår, at [virksomhed2] A/S efterfølgende, i forbindelse med den nye kontrakt om ballonflyvninger, som løber fra 1. april 2010, selv har leaset en bil, som stilles til rådighed for klagerens ballonvirksomhed. Der er i den forbindelse udfærdiget en tro og love erklæring underskrevet den 14. marts 2010, hvor klageren erklærer, at den af [virksomhed2] A/S udlånte automobil i forbindelse med en 4 årig aftale om ballonflyvninger, alene anvendes i opfyldelsen af hans erhverv.

Der foreligger omkostningsbudget, som viser omkostninger vedrørende minibussen. Der foreligger erklæring fra [virksomhed2] A/S, hvoraf fremgår, at det var aftalt med parterne, at minibussen ikke måtte anvendes til privat kørsel.

Klageren har aftale mellem [virksomhed2] A/S og [virksomhed1].

Aftalen er underskrevet hhv. 23. november 2006 og den 15. januar 2010. Det fremgår at aftalen gælder i hhv. 3 år fra den 1. januar 2007 og 4 år fra den 1. april 2010. Det fremgår ligeledes, at [virksomhed1] er forpligtet til at stille minibus med minimum 8 siddepladser til rådighed til gennemførelse af de enkelte arrangementer, og at [virksomhed2] A/S forpligter sig til at garantere for betalingerne af leasingydelserne af minibussen i hele kontraktperiodens løbetid. Af § 6 fremgår, at [virksomhed1] har ret til at anvende varmluftballonerne med tilhørende materiel til egne arrangementer, når det kan ske uden udgift for [virksomhed2].

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse om beskatning af fri bil.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Vedrørende fri bil bemærker nævnet, at det er rådigheden over bilen til privat kørsel, der beskattes, og ikke den faktiske kørsel. Hvis en virksomhedsejer i virksomhedsordningen har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det er virksomhedsejeren, der over for ligningsmyndigheden må dokumentere eller sandsynliggøre, at bilen ikke har været til rådighed til privat brug.

Nævnet er således ikke enigt med repræsentanten i, at det er SKAT, der har bevisbyrden for, at bilen står til rådighed for privat anvendelse. Det er alene tilfældet ved varebiler på gule plader, hvor momsen ikke er afløftet, og hvor der ikke er betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven, iht. Bemærkningerne til lov nr. 342 af 27. maj 2002 punkt 3.8.

Som udgangspunkt gælder den såkaldte formodningsregel både for hovedaktionærer og for selvstændigt erhvervsdrivende, når der er tale om biler på hvide plader. Formodningsreglen kan dog afkræftes, såfremt der føres et kørselsregnskab, eller det sandsynliggøres, at bilen ikke anvendes til privat kørsel.

Der er tale om en bil på hvide plader, som nævnet mener, er anvendelig til privat kørsel. Da der ikke er ført kørebog, mener nævnet ikke, at [person1] har sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed til privat kørsel. Nævnet mener ikke, at det afskærer privat anvendelse, at bilen ikke står parkeret på bopælen, da [person1] altid har adgang til garagen, hvor bilen står parkeret, og dermed på et hvilket som helst tidspunkt kan afhente bilen og anvende den til privat formål. Det er samtidig oplyst, at bilen et antal gange om året har stået på bopælen i forbindelse med syn af enten bil eller ballontrailer. Nævnet henviser til Vestre Landsrets dom af 20. februar 2002.

Nævnet mener ikke, at tro og love erklæringen om benyttelse af bilen har nogen betydning, dels da den er udarbejdet og underskrevet den 14. marts 2010 og dermed efter den periode sagen vedrører, og dels da [virksomhed2] A/S hverken er [person1]s arbejdsgiver eller leasingtager til bilen. Nævnet mener derfor ikke, at [person1] har afkræftet denne formodning.

Det anførte på mødet ændrer ikke på nævnets opfattelse.

Da nævnet således mener, at det er korrekt, at [person1] er blevet beskattet af fri bil iht. ligningslovens § 16 stk. 4, og da der ikke er uenighed om beregningen af fri bil, stadfæster nævnet SKATs afgørelse.

Nævnet har jf. skatteforvaltningslovens § 5 stk. 1 alene kompetence til at behandle klager over SKATs afgørelse. Anmodning om udtræden at virksomhedsordningen iht. skatteforvaltningslovens § 30 skal ske til SKAT.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke skal ske beskatning af værdi af fri bil.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført:

”Det følger af fast praksis, at hvis bilen ikke tages med hjem til den private bolig, anses formodningen om privat rådighed for afkræftet. Der kan således ikke i disse situationer stilles krav om, at der føres udførlig kørebog.

I det følgende gennemgår vi retsgrundlaget og praksis.

4.1. Retsregler

Det fremgår af cirkulære nr. 72, af 17/4 1996, pkt. 12.4.6.4.

En ansat med firmabil har mulighed for at undgå beskatning af fri firmabil ved ikke at anvende firmabilen privat.

En absolut forudsætning for at undgå beskatning er, at der foreligger en skriftlig aftale mellem den ansatte og firmaet om, at bilen ikke er til rådighed for privat brug. I den forbindelse bemærkes, at det påhviler firmaet som indeholdelsespligtig at påse, at der indeholdes A-skat for firmabiler, der er til rådighed for privat brug, eller som faktisk bruges privat.

Køres blot en gang i året privat i en firmabil trods aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, udløses beskatning af værdien af fri firmabil for hele året, dog højst for den periode af året, hvor firmabil er til rådighed for den ansatte, herunder til rådighed for erhvervsmæssig kørsel.

Afleverer en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med finnaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet at fri firmabil.

Holder firmabilen derimod ved hjemmet uden for arbejdstiden, er formodningen for, at firma- bilen — uanset en eventuel aftale med firmaet om det modsatte — rent faktisk anvendes privat, og den ansatte må derfor sandsynliggøre over for skattemyndighederne, at dette ikke er tilfældet, for at undgå beskatning.

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 3:

Stk 3. Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. Told- og skatteforvaltnin gen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.

4.2. Gennemgang af afgørelser

Talrige afgørelser har taget stilling til beskatning at fri bil. Vi gennemgår et udvalg at disse afgørelser nedenfor. De fleste af afgørelserne statuerer beskatning at fri bil, men begrundelsen for beskatningen viser, at formodningsreglen ikke har været afkræftet, fordi skatteyder ikke har sandsynliggjort, at han ikke har haft rådighed over bilen. Typisk er skatteyder bevisligt set kørende i private ærinder i bilen, eller kørselsbehovet har ikke været tilstrækkeligt dækket at private biler i husholdningen. Endelig lægger de fleste afgørelser vægt på den private anvendelighed at bilen.

De fleste afgørelser kan derfor anvendes modsætningsvis, idet de forhold, der i de refererede afgørelser har ført til beskatning af fri bil, ikke er til stede i [person1]s tilfælde.

Afgørelser, hvor skatteyder umiddelbart får medhold, er der i sagens natur ikke så mange af, idet de fleste af disse bliver afgjort, inden de når så langt op i systemet.

4.2.1. SKM 2013.888 VLR — Forlænget ligningsfrist

Afgørelsen omhandler spørgsmålet, om den forlængede ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 finder anvendelse i en sag om fri bil til en hovedaktionær. Det er ikke dette spørgsmål, der er interessant i denne sag, men derimod de synspunkter, som Skatteministenet har gjort gældende ved proceduren.

Det skal bemærkes, at der i sagen var tale om en bil på hvide plader.

Skatteministeriet har gjort gældende, at A har bevisbyrden for, at han ikke har haft rådighed over Porschen til privat kørsel i indkomstårene 2006-2008. Det anerkendes, at Skatteministeriet som udgangspunkt har bevisbyrden for den frie rådighed, da selskabsadresse og privatadresse ikke var sammenfaldende i den periode, selskabet ejede bilen. I den foreliggende situation, hvor der ikke er en erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af en Porsche, og hvor der er tale om en relativt dyr og eksklusiv bil, som er velegnet til privat kørsel, er bevisbyrden imidlertid vendt, således at det påhviler A at sandsynliggøre, at Porschen ikke blev anvendt til privat kørsel. Denne bevisbyrde har A ikke løftet.

Landsretten anvender tillige samme begrundelse:

A havde som direktør og eneanpartshaver i Hi ApS, der driver virksomhed med investering fortrinsvis i faste ejendomme, rådighed over den Porsche 911 sportsvogn, årgang 1999, som selskabet købte i 2006 for 600.000 kr. Porschen var ikke egnet til brug for en håndværksmæssig servicering af selskabets ejendomme. Porschen var endvidere efter sin karakter ikke egnet til at blive benyttet i vinterperioder med sne og salt på vejene og var stilstandsforsikret i vinteren 2006/200 7 og igen i vinteren 2007/2008. Porschen var således ikke egnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov Selv om det må lægges til grund, at bilen ikke har været parkeret ved As private bopæl, må det under disse omstændigheder påhvile A at sandsynliggøre, at Porschen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat befordring, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005. SKM 2005.138 HR.

Skatteministeriet anerkender, at det er Skatteministeriet, der har bevisbyrden, når der ikke er sammenfald mellem privatadressen og selskabets adresse. Men at dette ikke gælder, når der er nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelse af bilen og at bilen i øvrigt er mere egent til erhvervsmæssig kørsel end til privatkørsel.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at:

• Ballonbilen udelukkende er anskaffet til erhvervsmæssigt brug

• Ballonbilen er ganske uegnet til privatkørsel

Med ovenstående meget klare udtalelser fra Skatteministeriet og Landsretten, ses der ikke at være grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil i vores sag.

4.2.2. Landsskatteretten, journal nr. 12-0189410 — Samme adresse som virksomheden — Omfattende erhvervsmæssig kørsel

Af en eller anden grund har SKAT ikke valgt at offentliggøre denne afgørelse.

Sagen omhandlede en hovedaktionær, der sammen med sin ægtefælle boede på en større landejendom. Ægtefællen havde ikke lønnet beskæftigelse i de omhandlede indkomstår. Hun havde derfor ikke noget privat kørselsbehov i forbindelse med kørsel hjem - fast arbejdsplads.

Der indgik også private biler i husstanden.

Landsskatteretten udtalte:

Under henvisning til det oplyste om klagerens omfattende erhvervsmæssige aktiviteter bl.a. omfattende kørsel til mange forskellige arbejdspladser, lægges det til grund, at klagerens kørselsmønster indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, og klagerens kørsel anses derfor for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

[person1] har mange arbejdspladser, idet der sjældent flyves fra samme sted. Forskellen er imidlertid, at han ikke kører hjemmefra, men fra garagen, hvor bilen holder.

Det forekommer besynderligt, hvis det forhold, at bilen tages med hjem, og der køres fra hjemmet ud til mange arbejdspladser, underkastes en mere lempelig vurdering, end hvis der aldrig køres fra bopælen, men fra forskellige arbejdspladser.

4.2.3. SKM 2009.56 BR — Samme adresse som virksomheden

Sagen omhandlede en hovedaktionær og direktør, hvor selskabet havde samme adresse som hovedaktionærens privatadresse. Under disse omstændigheder fandt Byretten, at der kunne ske beskatning af fri bil, idet der ikke var ført behørigt kørselsregnskab.

Byretten henviser i dommen til det anførte afsnit i cirkulære nr. 72. Denne dom tydeliggør praksis for beskatning af fri bil, da den redegør for, at der skal ske beskatning af rådigheden, når bilen dagligt er på den private bopæl, selvom den private bopæl tillige er virksomheds-adressen. Derfor er det hovedaktionæren/direktøren, der skal dokumentere, at den pågældende bil ikke har været anvendt privat, jf. formodningsreglen.

4.2.4. SKM 2013.854 BR — Privat kørsel

Sagen omhandler en gulpladebil, hvor der var betalt privatbenyttelsesafgift. Byretten anførte:

Det kan efter det oplyste lægges til grund, at bilen var egnet til privat befordring. Interessentskabet havde ikke tilkendegivet over for myndighederne, at bilen udelukkende skulle anvendes erhvervsmæssigt, idet selskabet tværtimod havde registreret bilen til blandet privat og erhvervsmæssig kørsel og betalt tillæg for privat anvendelse efter vægtafgiftsloven. Det kan endvidere lægges til grund, at bilen flere dage om ugen var parkeret ved As private bopæl - en landejendom - idet han efter sin egen forklaring tog bilen med hjem i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel til møder. Ifølge skattemedarbejder JP oplyste A i forbindelse med en kontrolaktion i maj 2009 i første omgang, at han også benyttede bilen til private formål. Det er ubestridt, at A den 10. august 2009 havde en af sine døtre med i bilen i forbindelse med et besøg i en butik med rideudstyr.

Under de anførte omstændigheder påhviler det A at sandsynliggøre, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.

Der er ikke i de omhandlede indkomstår ført kørselsregnskab, og A har ikke under denne sag fremlagt andet skriftligt materiale vedrørende bilens faktiske benyttelse, herunder eksempelvis kvitteringer vedrørende tanket brændstof Henset til det samlede kørselsbehov, som As husstand må antages at have haft, kan formodningen for, at bilen har været stillet til rådighed for privat brug heller ikke anses for afkræftet med oplysningerne om, hvilke andre biler familien havde til rådighed i den omhandlede periode.

Sagen kan efter vores opfattelse umiddelbart anvendes modsætningsvis:

• Bilen var utvivlsomt velegnet til privatbrug, i modsætning til ballonbilen, der må antages at have meget begrænset privat anvendelighed

• Bilen var flere dage om ugen parkeret uden for indehaverens bopæl, i modsætning til [person1]s bil, som kun bliver taget med hjem, når bilen eller ballontraileren skal køres til syn

• Bilen var blevet standset ved en kontrolaktion, hvor indehaveren utvivlsomt havde anvendt bilen til private ærinder, Dette har ikke været tilfældet for [person1]

• Der var ikke ført nogen form for kørselsregnskab. [person1] kan fremlægge et næsten fuldstændigt kørselsregnskab udarbejdet på baggrund af en lovpligtig logbog over ballonens og kaptajnens samlede flyvninger.

• Bilen var nødvendig for at dække familiens samlede kørselsbehov. Ballonbilen har helt åbenbart og ubestridt ikke været anvendt til at dække nogen form for privat kørselsbehov.

At en bil, der kan anvendes privat, indgår i virksomhedsordningen medfører ikke, at der automatisk gælder en formodning for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Bilen er ene og alene anskaffet med henblik på opfyldelse af kontrakten med [virksomhed2], og [person1]s private kørselsbehov er i tilstrækkelig grad opfyldt med den private bil, som husstanden har til rådighed.

4.2.5 SKM 2011.771 LSR — Deponering af nummerplader

Skatteankenævnet synes i denne sag at lægge til grund, at der ikke er forskel på den situation, hvor bilen henstår i den dertil indrettede garage langt væk fra den private bopæl, og den situation, hvor bilen henstår uden for hovedaktionærens private bolig. Begrundelsen skulle være, at hovedaktionæren til enhver tid skulle have mulighed for at skaffe sig adgang til garagen. SKAT har tidligere vedrørende det samme argument henvist til SKM 2011.771 LSR. Det må antages, at det er samme afgørelse, som Skatteankenævnet mener, er anvendelig i det konkrete tilfælde. Denne afgørelse vedrører imidlertid en helt anden situation. Her er spørgsmålet, om man kan undgå beskatning af en bil, som man utvivlsomt har rådighed over, ved at lade bilen opmagasinere hos en forhandler, jf. mere om denne afgørelse nedenfor.

Det kan undre, hvorfor SKAT har udvalgt den konkrete afgørelse om deponering af nummerplader til støtte for afgørelsen. Denne sag har intet med den konkrete sag at gøre, medmindre SKAT måtte svæve i den vildfarelse, at henstilling af bilen på arbejdspladsen kan sidestilles med deponering af nummerplader. Desuden var bilen i den konkrete sag til rådighed for privat anvendelse, idet skatteyder blev beskattet af fri bil i en del af indkomståret. Spørgsmålet var således alene, om han kunne reducere rådighedsperioden ved at deponere nummerpladerne. Praksis siger helt klart, at eneste mulighed for at undgå beskatning af fri bil i en periode er, at man afleverer pladerne til motorkontoret. Denne praksis er imidlertid alene gældende, når man har haft bilen til privat rådighed, hvilket ikke er tilfældet for [person1], jf. ovenfor. Vi vil derfor ikke kommentere denne afgørelse yderligere, men blot konstatere at afgørelsen, hvortil SKAT henviser, ikke kan anvendes analogt, da de faktiske omstændigheder er helt forskellige fra [person1]s situation.

4.2.6. TfS 2004.575 VLD - Ikke sammenfald mellem privatbolig og virksomheden

Ifølge fast praksis er formodningsreglen om privat rådighed over bilen afkræftet, når bilen ikke står parkeret uden for privatboligen, eller der ikke er sammenfald mellem privatboligen og virksomhedens adresse. Dette er fastslået af Vestre Landsret i afgørelsen refereret i TfS

2004.575.

Landsretten lagde vægt på følgende:

Det lægges som ubestridt til grund, at afstanden mellem [person2]s bopæl og “[x1]” er Ca. 11 km, at varebilen er købt for etableringskontomidler, at momsen i forbindelse med købet blev afløftet, og at [person2] ikke har ført kørselsregnskab.

Efter bevisførelsen lægges det videre til grund, at [person2]s varebil ikke er blevet set på privatadressen. Det lægges også til grund, at husstanden har haft alternative kørselsmuligheder, der kunne dække familiens samlede private kørselsbehov. Det kan derimod ikke efter bevisførelsen, herunder navnlig de afgivne forklaringer, lægges til grund, at én eller flere af de fremlagte fakturaer relaterer sig til private indkøb eller private restaurationsbesøg. Hertil kommer, at der ikke er noget åbenbart misforhold mellem de 167 km, som parterne er enige om, at varebilen har kørt i gennemsnit pr. uge, og et antageligt forretningsmæssigt kørselsbehov for virksomheden.

Under disse omstændigheder er det Skatteministeriet, der skal bevise, at varebilen har været an vendt til privat kørsel. Et sådant bevis er ikke ført. Der har således ikke været grundlag for som sket at beskatte [person2] af værdien af fri bil, hvorfor landsretten tager [person2]s påstand om nedsættelse af hans personlige indkomst med de omhandlede beløb til følge.

Afgørelsen er interessant, idet Landsretten lægger til grund, at der ikke er noget åbenbart misforhold mellem den samlede kørsel og den antagelige forretningsmæssige kørsel for virksomheden.

I øvrigt er der flere lighedspunkter mellem denne afgørelse og [person1]s sag.

• Den opgørelse af erhvervsmæssige kørsel, som er udarbejdet på baggrund at den lovpligtige logbog, må i [person1]s tilfælde antages at være et særdeles stærkt argument for, at ballonbilen ikke har været anvendt til private formål

• [person1] og hans hustrus kørselsbehov er rigeligt dækket ind med den private bil

• Skatteankenævnet har ikke gjort gældende, at [person1] har kørt privat i ballonbilen

4.2.7. SKM 2008.534 HD — Personlig passion for biler

Af Landsrettens præmisser, som Højesteret tiltrådte fremgår blandt andet:

På grundlag af sagsøgers forklaring må det endvidere lægges til grund, at anskaffelsen af den omhandlede BMW M5 i højere grad var begrundet i hans personlige passion for biler end i virksomhedens driftsmæssige forhold.

Under disse omstændigheder finder landsretten, at det må påhvile sagsøger at sandsynliggøre, at bilen ikke tillige har været stillet til rådighed for og ikke blev an vendt til privat kørsel i perioderne januar til maj og september til december 2002. Dette gælder også, selv om det kan lægges til grund som ubestridt, at bilen i disse perioder ikke har været parkeret ved sagsøgers bopæl.

Som det fremgår at ovenstående, er grundlaget for dommen, at den omhandlede hvidpladebil var begrundet i skatteyders personlige passion for biler og ikke virksomhedens driftsmæssige forhold.

I denne sag kan der ikke herske tvivl om, at anskaffelsen at minibussen ikke er begrundet i [person1]s passion for minibusser. Erhvervelsen af minibussen er derimod en nød

vendig forudsætning for at kunne varetage et indtægtsgivende hverv for [virksomhed2]. Vi har vedlagt et billede af minibussen (bilag 6). Det fremgår med al tydelighed af dette, at minibussen ikke er egnet til privatkørsel. Hele siden af bilen er således udsyret med meget tydelig reklameskiltning med [virksomhed2]s logo. Bilen er derfor mere at sammenligne med en specialindrettet varebil på gule plader.

4.2.8. 8KM 2002.203 VLD — Fri bil, hovedaktionær SKAT henviser blandt andet til SKM 2002.203:

Sagen drejede sig om beskatning af fri bil i et hovedaktionærtilfælde, hvor der ikke var sammen fald mellem virksomhedsadresse og privatadresse. I den situation er firmabilen som udgangspunkt ikke umiddelbart tilgængelig for skatteyderen uden for arbejdstiden. Efter bevisførelsen i den konkrete sag lagde landsretten til grund, at bilen det til trods i flere tilfælde havde været parkeret på ejendommen om natten, og at det derfor påhvilede sagsøger som aktionær og direktør i selskabet at sandsynliggøre, at han ikke havde bilen stillet til rådighed til privat brug. Landsretten hen viste til, at der ikke forelå nogen erklæring om sagsøgers benyttelse af bilen, at der ikke var ført kørebog samt til omfanget af den kørsel, der havde været foretaget i bilen, der var egnet til privat kørsel og konkluderede, at sagsøger ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke stod til rådighed for privat brug. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Denne dom afskiller sig nærværende sag på flere afgørende punkter:

• For det første er den i dommen omhandlede bil en Audi, som er egnet til privat befordring og ikke en minibus, som ikke er egnet til privat befordring

• For det andet har bilen bevisligt været parkeret flere gange på privatejendommen om natten

• For det tredje forelå der ingen erklæring om, at bilen ikke måtte benyttes privat. I nærværende sag er [person1] kontraktsligt afskåret fra at benytte minibussen privat.

4.2.9. 8KM 2012.549 BR — Anvendelig til privat brug

A blev den 3. april 2008 standset som fører af en Porsche tilhørende selskabet HI, som han ifølge sin ansættelseskontrakt var ansat som driftsleder i. I bilen blev fundet varer, der var indkøbt til A ‘s private husstand, og som han ifølge sin egen forklaring skulle fragte til sin bopæl. Uanset der også blev fundet varer, der skulle leveres til en kunde, finder retten det godtgjort, at A har an vendt bilen til privat kørsel og bilen er derfor omfattet af reglen om beskatning af den private rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

A var som anført ifølge ansættelseskontrakten ansat som driftsleder i HI, som han gennem holdingselskabet HI ApS var medejer af Porschen var mere egnet til privatkørsel end til kurerkørsel. På denne baggrund finder retten, at der som anført af Skatteministeriet består en formodning for, at bilen siden anskaffelsen i april 2007 har stået til rådighed for A ‘s private anvendelse, hvilken formodning A ikke, uanset de afgivne forklaringer, har afkræftet.

Det er værd at bemærke, at der er flere forhold, der i denne sag konkret har medført, at for- modningen om privat rådighed ikke var afkræftet.

• Bilen blev standset, og der blev fundet varer, som skulle bruges privat. Bilen havde således utvivlsomt været anvendt privat

• Herudover lagde retten vægt på, at en porsche var mere anvendelig til privat kørsel end til erhvervsmæssig kørsel.

Som vi har redegjort for ovenfor, er ingen af disse forudsætninger til stede i nærværende sag.

Skatteankenævnet bestrider således ikke, at [person1] aldrig har kørt privat i bilen. Skatteankenævnet mener blot ikke, at dette afskærer ham fra rådigheden.

Endvidere bestrides det ikke, at ballonbilen, med meget tydelig reklameskiltning for [virksomhed2], er mere anvendelig til erhvervsmæssig brug, end til privat brug.

4.3. Afrunding

Efter vores opfattelse undlader Skatteankenævnet at foretage en samlet vurdering al faktum i sagen. Hvis alle sagens forhold tages i betragtning, kan der ikke herske tvivl om, at minibussen ikke var stillet til rådighed for [person1] privat.

Vi har således redegjort for:

• At der er tale om en minibus (og ikke en almindelig hvidplade bil), som SKAT synes at mene

• At bilen utvivlsomt er indrettet efter det erhvervsmæssige formål og ikke efter private formål

• At bilen er uegnet til privat kørsel

• At [person1] og hans families kørselsmønster så rigeligt er dækket af deres private bil

• At bilen ikke tages med til privatadressen, men står parkeret i garagen sammen med ballonudstyret i en aflåst garage, når den ikke anvendes til formål, der er omfattet af kontrakten med [virksomhed2]

• At der er ført løbende lovpligtige registreringer over flyvningerne, på hvilket grundlag der er redegjort for den samlede erhvervsmæssige befordring og at disse må kunne træde i stedet for korebogen.

Vi mener med den fremlagte dokumentation at have afkræftet formodningen om, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Vi er derfor uforstående overfor, at Skatteankenævnet helt vælger at bortse fra vores argumenter og fremlagte fakta og henvisninger til praksis og i stedet henviser til afgørelser og praksis, der vedrører helt andre forhold. Den praksis, som SKAT henviser til, omhandler uden undtagelse biler, der utvivlsomt er egnede til privat kørsel.

Skatteankenævnet har ikke tilbagevist vores forklaring om, at bilen ikke holder uden for [person1]s private bopæl, når han ikke anvender bilen for at opfylde kontrakten med [virksomhed2].

Det må udledes af praksis på området, at hvis bilen ikke står parkeret uden for den private bolig, kan der ikke stilles krav om, at der skal føres en udførlig kørebog for at dokumentere, at bilen ikke rent faktisk anvendes privat. Dette bestyrkes yderligere af Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012, og omtalt i afsnit 4.2.1, hvor Landsskatteretten lægger vægt på, at det ikke er sandsynligt, at der køres privat i bilen.

Den kørebog, der er udarbejdet på grundlag af den lovpligtige logbog, må som følge af det ovenfor anførte udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at bilen ikke har været anvendt privat. I hvert fald er der ikke længere grundlag for at antage, at [person1] ikke har sandsynliggjort, at bilen ikke anvendes privat.

Vi er helt på det rene med, at bilen ikke kan sidestilles med et specialindrettet køretøj, men kontrakten med [virksomhed2] og den altdominerende påmalede reklame for [virksomhed2] må anses at gøre bilen så speciel, at det har formodningen imod sig, at [person1] skulle lade sig friste til at anvende dette køretøj til private gøremål. [virksomhed2] kan desuden ikke være interesseret i, at bilen ses i forbindelse med private anledninger, hvorfor det da også i den seneste kontrakt er anført, at bilen ikke må anvendes privat.

Som følge af ovenstående domstolspraksis samt SKATs egne retningslinjer i form af cirkulærer og Juridisk Vejledning, må det lægges til grund, at formodningen for, at [person1] har haft bilen til rådighed til privat benyttelse, er afkræftet.

Det fremgår endvidere klart af Skatteministeriets procedure, og Landsrettens begrundelse i SKM 2013.888 VLR, at det som udgangspunkt er Skatteministeriet, der skal bevise, at bilen anvendes privat, hvis der ikke er sammenfald mellem privatadressen og virksomhedens adresse, med mindre:

• Der ikke er nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelse af bilen og

• Bilen er bedre egnet til privat kørsel end til erhvervsmæssig kørsel

Hertil kommer, at det er indsendt dokumentation i form at lovpligtige kørselsregistreringer for, at [person1] ikke har anvendt bilen til private formål.”

Landsskatterettens afgørelse

Stiller en virksomhed, som drives under virksomhedsskatteordningen, en bil til rådighed for privat anvendelse for virksomhedsejeren, skal denne beskattes af værdien heraf efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3.

Forholdet behandles efter praksis efter samme principper, som gælder for hovedaktionærer jf. Vestre Landsretsdom i SKM2005.19. Hvis bilen ikke har været parkeret på bopælsadressen påhviler det som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at bilen har været stillet til rådighed for klagerens private brug. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504.

Klageren har selv haft en personbil til rådighed og denne har ifølge synsrapporter kørt gennemsnitligt 12.000 km årligt. Klageren bor tæt ved sin arbejdsplads og anvender cykel på arbejde og ægtefællen har begrænset behov for bil, da hun ikke er på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af sagen, at klageren driver virksomhed under virksomhedsskatteordningen og, at virksomheden drives i kontrakt indgået med [virksomhed2] A/S. Klageren er i den forbindelse forpligtet til at stille en minibus til rådighed. [virksomhed2] A/S er garant for klagerens leasingudgifter til bilen. Det fremgår videre, at bilen til daglig er parkeret i en garage i [by1] og, at klageren har bopæl i [by2]. Der foreligger logbog over ballonflyvningerne og med udgangspunkt i dette har klageren lavet en opgørelse over kørsel i minibussen. Der er ikke tale om en egentlig kørebog. Bilen er ikke observeret anvendt privat eller parkeret på klagerens bopæl.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, at klageren har anvendt bilen til privat kørsel. Det findes derfor ikke godtgjort, at klageren har haft bilen til rådighed for privat brug.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde beskatningen af fri bil til rådighed for klageren.