Kendelse af 23-01-2019 - indlagt i TaxCons database den 15-03-2019

Faktiske oplysninger

Klageren drev indtil den 31. maj 2013 enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1] med CVR-nr. [...1], der var registreret med formålet ”Almindelig rengøring i bygninger”. Virksomheden udførte alle former for rengøringsopgaver, herunder bl.a. rengøring, vinduespudsning osv. Klageren har oplyst, at hendes forlovede var ansat som lønmodtager i virksomheden.

Klageren har for 2011 selvangivet underskud af virksomhed med 37.692 kr.

Virksomheden har i indkomståret 2011 fratrukket udgifter til nogle underleverandører, herunder nedenstående firmaer:

[virksomhed2] v/[person2], CVR-nr. [...2]

Virksomheden startede den 1. januar 2010 med branchekode 812100 Almindelig rengøring i bygninger.

Der er ingen oplysninger om ansatte. Virksomheden er ophørt den 26. maj 2011. På fakturaerne står

anført [virksomhed2]. Ejeren er udrejst den 26. maj 2011 ifølge folkeregistret.

[virksomhed3] v/ [person3], CVR-nr. [...3]

Virksomheden er startet den 1. januar 2010, og er registreret med branchekode 812100 Alm. Rengøring

i bygninger. Der er ingen oplysninger om ansatte. Virksomheden er ophørt den 3. august 2011. Ejeren

er udrejst den 1. august 2010 ifølge folkeregistret.

SKAT har den 31. januar 2013 modtaget et nyt årsregnskab for indkomståret 2011, hvor overskud af virksomhed er opgjort til 278.629 kr., hvilket er forøgelse af det selvangivne resultat med 316.321 kr. I forbindelse med gennemgang af det nye regnskab har SKAT bl.a. vurderet, at der er omsætning på 237.612 kr. ekskl. moms, som ikke var medregnet. SKAT har derfor forhøjet omsætningen med dette beløb samtidig med, at der blev godkendt fradrag for løn med 223.620 kr. Disse indkomstændringer er ikke påklaget.

SKAT har desuden nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde for fakturaerne fra [virksomhed2] og [virksomhed3] med i alt 985.194 kr. Der er tale om følgende fakturaer:

* Nogle af fakturaerne har to bilagsnummer, hvilket hænger sammen med, at der efterfølgende er udarbejdet et nyt regnskab for 2011

**Fejl i momsbeløb på fakturaen

*** fejl i det anførte beløb i subtotalen på fakturaen

Klageren har på mødet med Skatteankestyrelsen den 22. februar 2017 oplyst, at virksomheden anvendte underleverandører til at udføre arbejdet. Kontakten til flere af underleverandørerne var formidlet af en person ved navn [person4]. Når klageren fik et rengøringsjob, sørgede [person4] for at skaffe nogle, der kunne udføre arbejdet. Når underleverandøren havde udført arbejdet, blev fakturaen sendt direkte til klageren.

Klageren har endvidere oplyst, at der ikke blev udarbejdet kontrakter eller lignende på det arbejde, som underleverandørerne skulle udføre. Oftest blev der aftalt et fast beløb for en rengøringsopgave, hvilket var forklaringen på, hvorfor fakturaerne ikke er udspecificerede på antal timer og en timesats.

Omkring betaling af fakturaerne har klageren oplyst, at det foregik som en form for afdragsordning. Hver gang klageren havde afbetalt en del, blev indbetalingskvitteringen fra bank vedhæftet fakturaen, så hun kunne holde styr på, hvornår hele beløbet var betalt. Klageren var ikke længere i besiddelse af indbetalingskvitteringerne, ligesom hun ikke havde anden form for dokumentation for, at fakturaerne var blevet betalt.

Klagerens repræsentant har efterfølgende i brev af 24. april 2017 overfor Skatteankestyrelsen anført, at de omhandlende fakturaer er blevet betalt kontant, og at klageren har hævet ikke ubetydelige kontante beløb til betalingen af de i sagen omhandlede fakturaer. Det fremgår af kontoudtog fra banken, at klageren har op til flere gange månedligt hævet beløb i dankortautomaten i størrelsesorden af 15.000 kr.

På fakturaerne til [virksomhed2] fremgår det, at betalingen skal ske kontant til [virksomhed2] senest 15 dage efter. På fakturaen for [virksomhed4] fremgår det, at betalingen skal ske kontant til virksomheden.

Klageren har to [...] konti hos [finans1] med kontonr. [...42] og [...04].

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for fakturaer med i alt 985.194 kr. ekskl. moms i indkomståret 2011.

Som begrundelse for afgørelsen er følgende anført:

”(...)

SKAT kan ikke godkende fradrag for følgende virksomheders fakturaer i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a:

[virksomhed2] (cvr-nr. [...2])

[virksomhed3] (cvr-nr. [...3])

Jf. nedenstående tabel kan følgende bilag ikke godkendes fratrukket:

Du har blandt andet på mødet den 9. april 2013 oplyst, at det er meget normalt i rengøringsbranchen med kontante betalinger. Du oplyste endvidere, at du har betalt de omhandlede fakturaer kontant, og ikke hele beløbet på en gang, men afdraget løbende. Gælden til de 2 underleverandører blev endeligt afviklet i 2012.

På trods af at du har oplyst, at det er meget normalt med kontant betaling i rengøringsbranchen, finder SKAT det påfaldende, at du ikke har modtaget kontant betaling af en eneste af dine fakturaer i hverken 2010 eller 2011. Hele din virksomheds omsætning er indbetalt via bankoverførsler.

SKAT finder det også usandsynligt, at der er sket betaling af de omhandlende fakturaer i den størrelsesorden, og på den måde du har oplyst. Det virker ikke logisk, at hver eneste regning fra de 2 underleverandører skal afdrages med forskellige beløb, helt op til 15.000 kr. af gangen, når mange af regningerne er på mere end 50.000 kr. og enkelte helt op til 140.000 kr.

Endvidere virker det heller ikke logisk, at der sker kontant betaling af fakturaerne, når der på mange af dem står, at der skal ske betaling enten på check eller ved bankoverførsel. Ikke en eneste faktura er betalt via bankoverførsel eller med check.

Til sidst sår SKAT også tvivl om fakturaernes ægthed, idet der på fakturaen fra [virksomhed4] ((bilag 49 – indkomståret 2010) står [virksomhed2]’s betalingsoplysninger. Endvidere er det påfaldende, at alle 3 underleverandører anvender den samme faktura-skabelon, som din virksomhed også anvender.

Af ovenstående grunde er det SKAT’s opfattelse, at der efter de foreliggende omstændigheder er rejst en så væsentlig tvivl om de omhandlede fakturaers realitet, at SKAT mener, du har en skærpet bevisbyrde for, at du har købt og betalt for arbejde/udstyr/kursus som anført i fakturaerne. SKAT henviser i den forbindelse til tidligere udleveret Østre Landsretsdom af 28. april 2009.

(...)

De samlede ændringer af overskud af virksomhed for indkomståret 2011 udgør:

SKAT er i forbindelse med klagesagens behandling fremkommet med følgende supplerende bemærkninger:

”Kommentarer til klager/advokatens anbringender:

1.

SKAT har ikke nægtet fradrag for de omhandlede fakturaer fra [virksomhed2] og [virksomhed3] alene på grund af, at klager ikke kan dokumentere betalingen.

SKAT har derimod nægtet fradrag fordi de omhandlede fakturaer fra [virksomhed2] og [virksomhed3] fordi klager ikke kan dokumentere/sandsynliggøre, at hun har købt og betalt det arbejde/udstyr/kursus som er anført i fakturaerne. Der er hverken indsendt arbejdskontrakter, arbejdssedler, kursusbeskrivelser/beviser, som kunne være med til at sandsynliggøre, at hun rent faktisk har købt de omhandlede ydelser/produkter.

2.

SKAT har i denne sag ikke tilsidesat regnskabsgrundlaget (eller dele heraf), hvorfor SKAT finder, at reglerne om at klager skal indrømmes et skønsmæssigt fradrag for udgifterne, ikke relevante. Denne sag vedrører om der er realitet bag 2 underleverandørers fakturaer, herunder om der rent faktisk er leveret en arbejdsydelse. Ydelserne er ikke sandsynliggjort eller dokumenteret ved arbejdskontrakter, arbejdssedler, kursusbeskrivelser m.m.

Supplerende udtalelse til LSR:

Med hensyn til fakturaerne fra ”[virksomhed5]” og ”[virksomhed6] ApS” som advokaten undrer sig over at SKAT har godkendt fradrag for, da de ikke er mere udførlige end dem fra [virksomhed2] og [virksomhed3], eneste forskel er ifølge advokaten, at betalingen er foregået elektronisk.

Det er korrekt at SKAT har indrømmet fradrag for ovenståendes virksomheders fakturaer. SKAT har vurderet, at de er mere fyldestgørende i blandt andet beskrivelsen af den købte ydelse i forhold til fakturaerne fra [virksomhed2] og [virksomhed3] som tit blot henviser til: Afløsning, vikar, hovedrengøring eller produkter.

Endnu en gang må SKAT påpege, at det åbenbart ikke er så normalt og sædvanligt med kontant betaling i rengøringsbranchen, da ikke en eneste af fakturaerne fra [virksomhed6] ApS eller [virksomhed5] er betalt kontant. I den forbindelse påpeger SKAT igen, at klager ikke har modtaget kontant betaling af en eneste af hendes fakturaer i hverken 2010 eller 2011.

På et møde i [Skattecentret] den 9. april 2013 oplyste klager, at de omhandlende fakturaer fra [virksomhed2] og [virksomhed3] er afdraget løbende i 2011 og 2012. SKAT gjorde på mødet opmærksom på, at der ifølge det nye regnskab fra revisor [person5] ikke er opført nogen gæld til kreditorer pr. 31. december 2011. Revisor og klager lovede at vende tilbage med en opgørelse over hvorledes der er afdraget og hvad gælden udgjorde pr. 31. december 2011. Materialet er aldrig modtaget efterfølgende.

Til orientering har SKAT i forbindelse med denne her supplerende udtalelse trukket en oversigt over alle de rengøringsvirksomheder i hele landet, som har en fuldtidsansat i 2011. Oversigten viser, at disse rengøringsvirksomhederne har en omsætning på mellem 1.000.000 og 2.000.000 med et gennemsnitligt dækningsbidrag på 62,96 %. I 2011 har [virksomhed7] omsat for lige under 2.000.000 kr. og en dækningsgrad på 75,49 %. Så derfor er SKAT af den opfattelse, at [person1]s skatteansættelse for 2011 ikke er åbenlys urimelig.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat principal påstand om, at der skal godkendes fradrag for fakturaer til underleverandører og varekøb med 985.194 kr. i indkomståret 2011.

Påstanden fremkommer således:

Ej godkendt fradrag for fakturaer vedr. [virksomhed2] 873.194 kr.

Ej godkendt fradrag for fakturaer vedr. [virksomhed3] 112.000 kr.

Samlet forhøjelse der påklages 985.194 kr.

Subsidiært at klageren får godkendt et skønsmæssig fradrag for de udgifter, der må anses for medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i året 2011.

Til støtte for påstandene er følgende anført:

”(...)

Virksomheden [virksomhed7] v/[person1] udfører alle former for rengøringsopgaver inden for denne branche, herunder bl.a. rengøring, vinduespudsning osv.

Til udførelse af disse opgaver har virksomheden ladet sig assistere af uafhængige rengøringsvirksomheder, der har fungeret som underleverandører. Virksomhederne [virksomhed2] samt [virksomhed3] er bare nogle af de virksomheder, som [virksomhed7] v/[person1] har benyttet til at varetage forskellige rengøringsopgaver.

[virksomhed2], CVR-nr. [...2]:

Som anført ovenfor har [virksomhed2] assisteret den i sagen omhandlede virksomhed [virksomhed7] v/[person1] i forbindelse med udførelsen af diverse rengøringsopgaver. For denne service har [virksomhed2] i 2011 udstedt i alt 29 stk. fakturaer til [virksomhed7] v/[person1] for i alt kr. 873.194 ekskl. moms.

Fakturaerne fremlægges som bilag 2.

[virksomhed3], CVR-nr. [...3]

Som anført ovenfor har [virksomhed3] tillige assisteret virksomheden [virksomhed7] v/[person1] i forbindelse med udførelsen af diverse rengøringsopgaver. For denne service har [virksomhed3] i udstedt én faktura til [virksomhed7] v/[person1] for i alt kr. 112.000 ekskl. moms.

Fakturaen fremlægges som bilag 3.

ANBRINGENDER:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det i første række overordnet gældende, at [virksomhed7] v/[person1] efter statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a har ret til fradrag for de i sagen omhandlede fakturaer fra [virksomhed2] samt [virksomhed3], hvorfor der ikke er grundlag for de af SKAT gennemførte forhøjelser med henvisning til statsskattelovens § 4, litra a og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Såfremt Landsskatteretten når frem til, at der ikke efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a er ret til fradrag i overensstemmelse med den nedlagte påstand, gøres det i anden række gældende, at der skal indrømmes [virksomhed7] v/[person1] et skønsmæssigt fradrag for de udgifter, der må anses for medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, idet der henvises til den på området gældende praksis, jf. eksempelvis SKM 2013.493.VL og SKM 2013.572.VL.

(...)

I forlængelse heraf skal det fremhæves, at den faktiske betaling naturligvis er en indikation af, at ud giften faktisk er anvendt til at vedligeholde og sikre indkomsten. Det fremgår imidlertid af grundlæggende skatteretlige periodiseringsprincipper, herunder pligtpådragelsesprincippet samt praksis i øvrigt, at det ikke er afgørende, hvorvidt der de facto er sket betaling.

Afgørende er derimod for fradragsretten efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der er en pligt til at betale den udgift, som er medgået til at sikre og vedligeholde indkomsten.

I forhold til nærværende sag er det således ikke afgørende, i hvilket omfang det er muligt at dokumentere, at de i sagen omhandlede fakturaer de facto er betalt, idet afgørende derimod alene er, i hvilket omfang det kan anses for dokumenteret, at [virksomhed7] v/[person1] har været pligtig at betale henholdsvis [virksomhed2] og [virksomhed3] for de ydelser, som er leveret.

Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at SKAT ikke kan nægte fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a med henvisning til, at [person1] ikke har dokumenteret betalingen af de i sagen omhandlede fakturaer.

Den omstændighed, at de i sagen omhandlede fakturaer de facto er betalt kontant, ændrer ikke ved, at der er fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det skal hertil bemærkes, at det inden for rengøringsbranchen er normalt og sædvanligt med kontante betalinger for det udførte arbejde. Der er derfor intet usædvanligt ved [person1]s dispositioner i forbindelse med virksomhedens opfyldelse af dennes betalingsforpligtelse overfor henholdsvis [virksomhed2] og [virksomhed3].

Til støtte herfor henvises der til Skatteankenævnets afgørelse af den 26. juni 2013, jf. bilag 4. Sagen drejede sig om, hvorvidt der efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kunne gives fradrag for en række fakturaer udstedt af danske virksomheder med polske indehavere. Det centrale i sagen var, hvorvidt der var sket betaling af en række fakturaer fra omtalte virksomheder, således at udgifterne kunne fradrages som driftsomkostninger, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKAT var i sagen af den opfattelse, at der var tale om fiktive fakturaer, og at der ikke var nogen reel dokumentation for, at der var sket betaling for de fradragede beløb i henhold til fakturaerne.

I sagen gjorde klager gældende, at samtlige de i sagen omhandlede fakturaer var betalt kontant, og at de alle modsvaredes af en ydelse leveret til den i sagen omhandlede virksomhed.

Endvidere gjorde klager under Skatteankenævnsmødet gældende, at bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y, som er vedtaget ved lov nr. 590 af 18. juni 2012 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love, er til hinder for at nægte fradrag for kontante betalinger, der har fundet sted forinden bestemmelsernes ikrafttrædelse den 1. juli 2012.

Bestemmelsen i ligningslovens § 8 Y, stk. 1, 1. pkt. har følgende ordlyd:

”Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er fradrag for udgifter vedrørende køb af varer og ydelser for personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, selskaber m.v., som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1 eller § 2, og fonde, der er skattepligtige efter fondsbeskatningslovens § 1, betinget af, at betaling sker via et pengeinstitut eller betalingsinstitut, som sikrer identifikation af betalingsmodtager og betaler, medmindre betalingen samlet udgør mindre end 10.000 kr. inklusive moms.”

Bestemmelsen kan tages til indtægt for, at der forinden dennes ikrafttrædelse ikke forelå hjemmel til at begrænse et fradrag med henvisning til, at betalingen var sket kontant.

I afgørelsen af den 26. juni 2013 nåede Skatteankenævnet således også frem til, at der ikke var grundlag for de af SKAT gennemførte forhøjelser med henvisning til, at der var tale om fiktive fakturaer, samt at betalingen var sket kontant, idet Skatteankenævnet anførte følgende:

”Klager mødte til skatteankenævnets møde den 25. juni 2013 sammen med sin revisor og advokat. Efter hvad der blev fortalt og gennemgået på mødet føler skatteankenævnet sig overbevist om, at klager skal have medhold.

...

Nævnet finder det dog stadig betænkeligt, at udbetalingen til de polske virksomheder er sket kontant. Der er derved ikke mulighed for at følge pengestrømmen over til de polske virksomheder.

Efter regelsættet i dag kan der ikke gives medhold, men reglen om elektronisk overførsel af betalinger gjaldt ikke i de påklagede indkomstår.”

Det kan således af Skatteankenævnets praksis konstateres, at der for så vidt angår kontante betalinger inden 1. juli 2013 ikke kan nægtes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet bestemmelserne vedrørende elektronisk overførsel, som er vedtaget ved lov nr. 590 af 18. juni 2012, alene har fremadrettet virkning.

Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at SKAT ikke kan nægte fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a med henvisning til, at de i sagen omhandlede fakturaer er betalt kontant.

Det følger af såvel forarbejderne til skattekontrollovens § 5, stk. 3 samt retspraksis, at SKAT ved tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget er pligtig til at foretage skøn over eventuelle afholdte udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

I den forbindelse skal der henvises til det anførte i forarbejderne til lov nr. 1104 af den 20. december 2012, hvoraf der i relation til skattekontrollovens § 5, stk. 3 fremgår følgende:

”Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde (hvor SKAT fastsætter indkomsten skønsmæssigt som følge af manglende behørigt regnskab/selvangivelse) som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre; at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger som skattemyndighederne er i besiddelse af.”

Tilsvarende fremgår af ombudsmandsudtalelse offentliggjort i FOB 1990.197, hvor ombudsmanden kritiserede SKATs begrundelse for den skønsmæssige ansættelse samt udtalte, at en skønsmæssig ansættelse skal foretages så virkelighedsnært som muligt efter en konkret vurdering af skatteyder og dennes families forbrug, hvorfor det således kan konstateres, at ombudsmanden tillige er af den opfattelse, at SKAT skal skønne over eventuelle udgifter, der er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, idet ansættelsen ellers ikke kan anses for at være virkelighedsnær.

Endvidere skal der henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2013.493.VL, der illustrerer, at SKAT kan vælge at anlægge et lempeligt skøn på indtægtssiden, således at indkomsten alene forhøjes med de indtægter, som skatteyder i hvert fald har oppebåret. I givet fald behøver SKAT ikke give fradrag for skønsmæssige driftsudgifter, med mindre skatteyder løfter bevisbyrden for, at der er afholdt konkrete udgifter, hvilket kræver, at det som minimum kan sandsynliggøres, hvilke konkrete udgifter der er afholdt.

Omvendt følger det således af Vestre Landsrets dom, at i det omfang SKAT ikke anlægger et lempeligt skøn på indtægtssiden, da er SKAT tillige pligtig til at skønne over de afholdte udgifter på udgiftssiden.

Ved den konkrete sags førelse forsøgte skatteyderen overfor Vestre Landsret at godtgøre, at han havde afholdt fradragsberettigede omkostninger ved at afgive forklaring herom.

Som begrundelse anførte Vestre Landsret følgende:

”...

Det er efter det oplyste helt utvivlsomt, at skattemyndighederne på baggrund af indbetalingerne på As bankkonto i [finans1] sammenholdt med oplysningerne fra de virksomheder, der har på køb af skrot hos ham i 2006, ved ansættelsen har skønnet over As indtægt ved salg af skrot.

A, der ifølge sin forklaring har købt ”noget skrot sort”, har valgt at drive sin virksomhed med køb og salg af skrot uden at udarbejde regnskaber og indlevere selvangivelser, ligesom han ikke har kunnet fremvise nogen form for materiale vedrørende køb og salg af skrot eller de hermed forbundne udgifter. Han har ikke forud for sin forklaring for landsretten givet skattemyndighederne oplysninger om, hvordan virksomheden blev drevet, eller om karakteren og størrelsen af udgifterne til driften af virksomheden - herunder til indkøb og transport af skrot og eventuel løn til medhjælpere. De oplysninger, A under sin forklaring for landsret ten er kommet frem med, har i øvrigt ikke bidraget væsentligt til at belyse de nævnte forhold nærmere. Det er udgangspunktet, at skatteyderen må fremskaffe dokumentation for at have afholdt fradragsberettigede udgifter ved drift af virksomheden i henhold til statsskattelovens § 6 litra a. I mangel af en sådan dokumentation foretager skattemyndighederne et skøn over udgifterne. Selv om A ikke har kunnet fremlægge regnskaber eller andet skriftligt materiale, finder landsretten det dog ubetænkeligt at lægge til grund, at han har haft mulighed for at bi drage med konkrete oplysninger om virksomhedens drift som grundlag for skattemyndighedernes udøvelse af et så virkelighedsnært skøn som muligt. Det har han undladt, og skattemyndighederne har ikke haft adgang til oplysningerne på anden vis.

På den baggrund er der mindst lige så stor sandsynlighed for, at A ikke har haft fradragsberettigede udgifter til driften af virksomheden, som for at A har haft fradragsberettigede udgifter af en vis størrelse. Den omstændighed, at SKAT ikkeforetog fradrag for driftsudgifter ved ansættelsen af As indkomst for 2006, kan derfor ikke medføre, at skattemyndighederne ikke kan anses for at have foretaget det samlede skøn, som skattemyndighederne er forpligtet til at udøve ved ansættelsen. Formuleringen af skattemyndighedernes brev af 2. november 2010 kan sammenholdt med sagens andre oplysninger ikke føre til en anden vurdering.

Der er ikke for landsretten dokumenteret en fast administrativ praksis for, at der i en situation som den her foreliggende foretages standardmæssigt fradrag af driftsudgifter i forbindelse med skønsmæssig ansættelse af indkomsten.

A har således ikke løftet bevisbyrden for, at skattemyndighedernes afgørelse om ansættelse af hans indkomst for 2006 er åbenbart urimelig eller hviler på et forkert grundlag.”

Det kan af Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2013.493.VL konstateres, at SKAT skal indrømme fradrag for skønsmæssigt fastsatte udgifter med mindre, det er lige så sandsynligt, at indtægterne er opnået uden at afholde sådanne udgifter. Dette uanset at skatteyder ikke løfter bevisbyrden for, at der er afholdt givne konkrete udgifter - altså uanset at det skønsmæssige fradrag således alene baserer sig på, at der ikke opnås de af SKAT fastsatte indtægter, uden at der er afholdt fradragsberettigede udgifter.

Endvidere skal der henvises til Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2013.572.VL, der vedrørte en skatteyder, som var direktør og hovedanpartshaver i et selskab, hvori regnskabsmaterialet var bortkommet. Dette bl.a. som følge af en brand.

I sagen fastsatte SKAT selskabets indtægter til beløb svarende til de bankindsætninger, der havde været på selskabets konto. I forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten fik selskabet et skønsmæssigt fradrag på 40 % af de beløb, der var indsat på selskabets konto, idet Landsskatteretten lagde til grund, at regnskaberne ikke var opbevaret på betryggende vis, men efter en konkret vurdering fandt, at der kunne godkendes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a med henvisning til det faktum, at selskabet rent faktisk havde selvangivet udgifterne.

Det kan af ovenfor omtalte praksis konstateres, at SKAT er forpligtet til at foretage et samlet skøn over såvel indtægtssiden som udgiftssiden, samt at SKAT, i det omfang der nægtes fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er forpligtet til at foretage et skøn over udgifterne.

Det gøres på baggrund af ovenstående gældende, at SKAT er pligtig til at foretage et skøn over udgifterne, når SKAT har tilsidesat en del af regnskabsgrundlaget med henvisning til, at realiteten af de i sagen omhandlede fakturaer er tvivlsom.

Til støtte for de i nærværende sag gennemførte forhøjelser har SKAT side 3 i afgørelsen af den 30. maj 2013, jf. bilag 1, anført følgende:

”Af ovenstående grunde er det SKAT’s opfattelse, at der efter de foreliggende omstændigheder, er rejst så væsentlig tvivl om de omhandlende fakturaers realitet, at SKAT mener, du har en skærpet bevisbyrde for, at du har købt og betalt arbejde/udstyr/kursus som anført i fakturaerne.”

Heroverfor gøres det for det første gældende, at de i sagen omhandlede 30 stk. fakturaer udstedt af henholdsvis [virksomhed2], CVR-nr. [...2], og [virksomhed3], CVR-nr. [...3], er betalt kontant, og at de alle modsvares af en ydelse leveret til [person1]s virksomhed [virksomhed7] v/[person1], CVR-nr. [...4], hvorfor der er fradragsret for et beløb svarende til de i sagen omhandlede fakturaer, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For det andet bemærkes det, at SKAT har godkendt fradrag for udgifter til bl.a. [virksomhed5] samt [virksomhed6] ApS, som ligeledes har bistået virksomheden [virksomhed7] v/[person1]s i forbindelse med rengøringsopgaver, hvortil der henvises til fakturaer udstedt af de to virksomheder, jf. bilag 5 og 6.

De overfor omtalte fakturaer, jf. bilag 5 og 6, er ikke mere udførlige end fakturaerne udstedt af henholdsvis [virksomhed2] samt [virksomhed3], idet den eneste forskel er betalingens berigtigelse, idet der for de godkendte fakturaer er sket betaling via bankoverførsel.

Som det fremgår ovenfor kan der imidlertid ikke opstilles krav om elektronisk overførsel som forudsætning for en fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, i det omfang betalingen har fundet sted før 1. juli 2012, idet reglerne om elektronisk betaling ikke var trådt i kraft før dette tidspunkt, og at de nye bestemmelser i ligningsloven i øvrigt kan tages til indtægt for, at der ikke eksisterede en tilsvarende begrænsning før bestemmelsens vedtagelse.

For det tredje skal det fremhæves, at betalingens berigtigelse, hvad end den har fundet sted ved elektronisk bankoverførsel eller kontant, er fuldstændig uden betydning for fradragsretten efter statsskatte lovens § 6, stk. 1, litra a.

Fradragsretten forudsætter alene, at der er en retlig forpligtelse til at betale, hvilket er tilfældet i nær værende sag, hvor [virksomhed7] v/[person1] har modtaget en ydelse fra henholdsvis [virksomhed2] samt [virksomhed3], hvorfor [virksomhed7] v/[person1] naturligvis må anses for at være forpligtet til at levere en modydelse i form af betaling, hvorved hun har ret til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

For det fjerde skal der endelig henvises til, at SKAT med afsæt i ovenfor omtalte retspraksis offentliggjort i henholdsvis SKM 2013.493.VL og SKM 2013.572.VL er forpligtet til at foretage et skøn over udgiftssiden, således at SKAT - i det omfang at regnskabsgrundlaget tilsidesættes - tillige er pligtig til at skønne over de udgifter, der er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Det fremgår af SKATs afgørelse dateret 13. juni 2013, jf. bilag 1, at SKAT lægger til grund, at [person1]s virksomhed for indkomståret 2011 har haft et overskud på kr. 1.283.474.

SKAT har således også ved sin afgørelse lagt til grund, at virksomheden har haft en betydelig omsætning, og SKAT har tillige ved afgørelsen lagt til grund, at virksomheden ud over den selvangivne omsætning havde yderligere omsætning på kr. 237.612.

SKAT har imidlertid ikke i forbindelse med afgørelsen foretaget et skøn over, hvad virksomheden har haft af udgifter til trods for, at SKAT har tilsidesat en del af regnskabsgrundlaget, hvilket er direkte i strid med ovennævnte retspraksis, idet SKAT tillige er forpligtet til at foretage et skøn over udgiftssiden.

I det omfang at Landsskatteretten måtte nå frem til, at [virksomhed7] v/[person1] ikke efter statsskattelovens § 6, stk. 1. litra a har ret til fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a gøres det således gældende, at Landsskatteretten er forpligtet til at foretage et skøn over de udgifter, der må anses for at være medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i relation til [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2010.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 18. august 2016 fremsendt følgende supplerende bemærkninger:

”(...)

Som begrundelse for, at der ifølge SKAT ikke er grundlag for et skattemæssigt fradrag for driftsomkostningerne i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, har SKAT ved udtalelserne af den 4. og 23. september 2013 henvist til to domme - henholdsvis Østre Landsrets dom af den 28. april 2009 offentliggjort i SKM2009.325.ØLR og [by1] Byrets dom af den 12. marts 2012 offentliggjort i SKM2013.569.BR .

Den af Østre Landsret afsagte dom af den 28. april 2009 offentliggjort i SKM2009.325.ØLR omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for i henhold til statsskattelovens § 6, litra a at nægte appellanten fradrag for udgifter afholdt til indkøb af fremmed arbejdskraft. Derudover omhandlede sagen spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til momslovens § 37 var grundlag for at nægte appellanten fradrag for indgående moms vedrørende de pågældende indkøb af fremmed arbejdskraft.

I sagen gjorde appellanten gældende, at dennes skatteansættelse for indkomstårene 2002 og 2003 skulle nedsættes med henholdsvis kr. 497.400 og kr. 1.018.420, og at hendes momstilsvar for perioderne 1. januar - 31. december 2002 og 1. januar - 31. december 2003 skulle nedsættes med kr. 323.124.

Den pågældende sag var rejst, da der ifølge SKAT kunne rejses tvivl om en række af fakturaernes realitet, hvilket tillige var baggrunden for, at SKAT havde nægtet appellanten fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, litra a og momslovens § 37, stk. 1.

Ved den afsagte dom stadfæstede Østre Landsret den af Retten i [by2] afsagte dom af den 27. august 2008, hvorved appellanten blev nægtet fradrag for udgifter afholdt til indkøb af fremmed arbejdskraft samt tillige blev nægtet fradrag for indgående moms vedrørende den pågældendes indkøb af fremmed arbejdskraft.

Når Østre Landsret nåede frem til det pågældende resultat, var det som følge af den omstændighed, at det nægtede fradrag i det hele relaterede sig til udgifter til fremmed hjælp svarende til en række fakturaer fra virksomheden [virksomhed8] v/C, som var udstedt i perioden fra 1. januar 2002 - 31. december 2003, og at denne virksomhed blev afmeldt fra momsregistrering allerede den 31. december 1990 - dvs. 12- 13 år før, fakturaerne blev udstedt, og der blev taget fradrag herfor ved den af appellanten drevne virksomhed i årene 2002 og 2003.

Videre tillagde Østre Landsret det betydning, at den daværende indehaver af virksomheden [virksomhed8] v/C havde nægtet ethvert kendskab til de pågældende fakturaer, som appellanten havde fradraget omkostninger til i de i sagen omhandlede indkomstår.

Østre Landsret anførte således som begrundelse og resultat følgende:

”Fakturaerne, som er omfattet af denne sag, er skrevet af VI og er påført et stempel fra [virksomhed8] ved C med angivelse af et SE-nummer. Denne virksomhed blev afmeldt fra momsregistrering den 31. december 1990, og den daværende indehaver af virksomheden har nægtet ethvert kendskab til de pågældende fakturaer.

Fakturaerne er angiveligt underskrevet af N for [virksomhed8] og er efter det oplyste betalt kontant. N har ikke afgivet forklaring for hverken byretten eller landsretten.

Det tiltrædes under disse omstændigheder, at S ikke ved de afgivne forklaringer har løftet bevisbyrden for, at de pågældende fakturaer kan danne grundlag for fradrag i indkomsten eller fradrag i virksomhedens momsgrundlag. Det er derfor også uden betydning, at skattemyndighederne ikke har foretaget en privatforbrugsopgørelse.

Landsretten stadfæster derfor dommen.”

Som det fremgår af ovennævnte Østre Landsrets dom, blev der konkret lagt vægt på nogle omstændigheder, som ikke gør sig gældende i nærværende sag, hvorfor den pågældende dom offentliggjort i SKM2009.325.ØLR derfor ikke er retningsgivende for, hvorvidt [person1] i henhold til statsskattelovens § 6, litra a er berettiget til fradrag for de udgifter, som hun har afholdt ved betalingen af de i sagen omhandlede indkomstår 2010 og 2011.

De i nærværende sag omhandlende fakturaer er udstedt af henholdsvis [virksomhed2] v/[person2], CVR-nr. [...2], jf. bilag 7, [virksomhed4]s v/[person6], CVR-nr. [...5], jf. bilag 8 og [virksomhed3] v/[person3], CVR-nr. [...3], jf. bilag 9.

Som det fremgår ovenfor, har SKAT udover at henvise til ovennævnte Østre Landsretsdorn endvidere henvist til [by1] Byrets dom af den 12. marts 2012 offentliggjort i SKM2013.569.BR .

Den pågældende sag omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der i henhold til momslovens § 37, stk. 1 var grundlag for at nægte sagsøger fradragsret for indgående moms vedrørende en række fremlagte fakturaer, udstedt af underleverandører af rengøringsydelser.

Sagen omhandlede derfor ikke spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren i henhold til statsskattelovens § 6, litra a havde adgang til fradrag i sin skatteansættelse for de pågældende udgifter.

Dommen er derfor ikke relevant i relation til spørgsmålet om, hvorvidt [person1] i henhold til statsskattelovens § 6, litra a har ret til et skattemæssigt fradrag for udgifterne betalt til de i nærværende sag omhandlede underleverandører, herunder [virksomhed2], CVR-nr. [...2], [virksomhed4]s, CVR-nr. [...5], og [virksomhed3], CVR-nr. [...3].

Uanset at den pågældende dom ikke er relevant for afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt [person1] i henhold til statsskattelovens § 6, litra a har ret til fradrag, skal det imidlertid fremhæves, at uanset hvorvidt der ønskes et fradrag i henhold til statsskattelovens § 6, litra a eller et momsfradrag i henhold til momslovens § 37, stk. 1, da er der tale om en konkret vurdering i hver enkelt sag.

Til støtte herfor skal der henvises til [by1] Byrets dom af den 30. maj 2016, der er vedlagt som bilag 10.

Den pågældende sag omhandlede helt overordnet spørgsmålet om, hvorvidt der var grundlag for at nægte sagsøgeren fradrag for købsmoms på i alt kr. 132.225 for brug af en underleverandør i perioden fra den 1. januar 2010 - 31. december 2011. I den pågældende sag havde Landsskatteretten nægtet momsfradrag med henvisning til følgende:

”Som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten findes det ikke i tilstrækkeligt grad godtgjort, at virksomheden har modtaget momspligtige leverancer, således som angivet af virksomheden, hvorfor virksomheden ikke har fradrag for købsmoms vedrørende fremmed arbejde, hvoraf virksomheden i 2010 og 2011 har fratrukket 132.225 kr. i købsmoms, jf. momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 1.

Der er herved bl.a. lagt vægt på, at virksomheden har fratrukket købsomkostninger, uden at der foreligger fakturaer udstedt til virksomheden for leverancerne, idet der ikke foreligger købsfakturaer i et omfang som anført. Samtidig er der fremlagt købsfakturaer, hvor der ikke foreligger dokumentation for betaling af leverancer, herunder er omfanget af de leverede ydelser ikke i tilstrækkeligt omfang godtgjort. Endeligt er det ikke godtgjort, hvem som i givet fald reelt skulle have udført arbejdet og leveret ydelserne, herunder hvordan.

...

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.”

Under sagens behandling i [by1] Byret gjorde Skatteministeriet overordnet gældende, at virksomheden med rette var blevet nægtet fradrag for købsmoms på de i sagen omhandlede fakturaer udstedt af underleverandøren, idet virksomheden efter Skatteministeriets opfattelse ikke havde godtgjort, at betingelserne for fradragsretten var opfyldte.

Heroverfor gjorde sagsøgeren gældende, at virksomheden ved fremlæggelse af fakturaerne fra underleverandøren, betalinger fra avisleverandøren og en erklæring fra underleverandøren havde godtgjort, at underleverandøren havde foretaget aviskørsel for virksomheden i 2010 og 2011.

Under hovedforhandlingen havde underleverandøren endvidere forklaret, at han havde leveret de omhandlede ydelser til virksomheden, men at han havde undladt at afregne momsen herfor overfor SKAT.

På den baggrund nåede [by1] Byret - modsat Landsskatteretten - frem til, at sagsøgeren havde godtgjort, at de i sagen omhandlede ydelser var leveret af underleverandøren, og at betingelserne for fradragsretten herefter var opfyldte, idet [by1] Byret som begrundelse herfor nærmere anførte følgende:

”I henhold til momslovens § 37, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms fradrage momsen efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms.

Det følger af momsbekendtgørelsens § 58, at registrerede virksomheder til dokumentation af den indgående afgift skal kunne fremlægge fakturaer og afregningsbilag. Fakturaer og afregningsbilag skal indeholde de i bekendtgørelsens § 40 angivne oplysninger.

Som anført i Landsskatterettens afgørelse påhviler det den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt.

[Sagsøgeren] har i den omhandlede periode udført transportopgaver for [virksomhed], der løbende har betalt [sagsøgeren] for ydelserne. [Sagsøgeren] har anført, at transportopgaverne i det væsentlige er udført af [vidnet] som underleverandør, og at transportopgaverne er betalt kontant. Der er til støtte herfor fremlagt 50 fakturaer vedrørende den omhandlede periode. [Vidnet] har for 2010 og 2011 ikke angivet et momstilsvar og blev afmeldt fra momsregistrering den 2. juni 2010. Retten finder, at [sagsøgeren] under disse omstændigheder har en skærpet bevisbyrde for, at virksomheden har købt og betalt for det arbejde, som er anført i fakturaerne.

[Vidnet] har forklaret, at de i sagen omhandlede fakturaer er udskrevet af ham til [sagsøgeren]. Det kan heroverfor ikke tillægges afgørende betydning, at 44 af de 50 fakturaer fremtræder som udstedt af [sagsøgeren] til [vidnet], idet retten ikke finder grundlag for at tilsidesætte [vidnets] forklaring om, at der i disse fakturaer ved en fejl er byttet om på [vidnet] og[sagsøgeren].

[Vidnet] har forklaret, at fakturaerne vedrører aviskørsel, herunder ekstrakørsel, mellem trykkeriet og depoter i [by3] og [by4] for en 14 dages periode, og at fakturaerne er betalt kontant af [sagsøgeren] efter hans ønske. [Vidnet] har endvidere vedgået, at han ikke overfor Skat har angivet momstilsvar af fakturaerne. [Vidnet] - der ved sin forklaring udsætter sig for strafansvar - har endvidere forklaret, at han tidligere er dømt for bl.a. momssvig ved ikke at have angivet momstilsvar af transportopgaver udført for en kunde.

På den anførte baggrund, og da retten lægger til grund. at der i den omhandlede periode er hævet kontantbeløb, der muliggør kontantbetaling af de anførte fakturaer, finder retten, at [Sagsøgeren] i tilstrækkeligt omfang har godtgjort, at betingelserne for momsfradrag som påstået er opfyldt.

[Sagsøgerens] påstand tages derfor til følge.”

Som det fremgår af ovennævnte dom afsagt af [by1] Byret den 30. maj 2016 beror det på en konkret vurdering, hvorvidt betingelserne for momsfradrag må anses for godtgjorte.

I den konkrete sag fandt [by1] Byret, at sagsøger havde godtgjort, at betingelserne var opfyldte med henvisning til, at der var hævet kontantbeløb, der muliggjorde kontantbetaling af de i sagen omhandlede fakturaer, og at underleverandøren ved sin forklaring for retten havde bekræftet, at denne havde udført det arbejde, som fremgik af fakturaerne.

Endeligt skal det i relation til SKATs udtalelser af henholdsvis den 4. og 23. september 2013 fremhæves, at det som ny oplysning fremgår, at det gennemsnitlige dækningsbidrag for rengøringsvirksomheder med en omsætning på mellem 1 og 2 mio. kr. udgjorde 62,96 % i indkomståret 2011, og at [person1]s dækningsbidrag efter den af SKAT trufne afgørelse af den 13. juni 2013 udgjorde 75,49 % i indkomståret 2011.

Ifølge SKATs udtalelser var en forskel på i alt (75,49 % - 62,96 %) = 12,53 %.

Ifølge SKAT skulle [person1] således have præsteret at drive en virksomhed, således at denne har præsteret 12,53 % bedre end en gennemsnitlig virksomhed af samme karakter i indkomståret 2011.

Der er imidlertid ikke holdepunkter for sådan en antagelse, og SKAT har således heller ikke i sine udtalelser af henholdsvis den 4. og 23. september 2013 nærmere redegjort for, hvilke forhold der efter SKATs opfattelse skulle føre til, at der var grundlag for at forhøje [person1]s bruttoavance til over gennemsnittet for en virksomhed af samme karakter.

Tværtimod vidner ovennævnte om, at der ikke er grundlag for at ændre [person1]s skatteansættelse for indkomståret 2011. SKAT har - af uvis årsag - ikke forholdt sig til hverken de gennemsnitlige eller konkrete dækningsbidrag for indkomståret 2010.”

Repræsentant har som bemærkninger til Skatteankestyrelsen referat af mødet i Skatteankestyrelsen den 22. februar 2017:

”(...)

Som oplyst af [person1] er de i sagen omhandlede fakturaer blevet betalt kontant. Til støtte for at [person1] har betalt fakturaerne kontant fremlægges i sagen bankkontoudskrifter for [person1]s to konti i [finans1], jf. bilag 11 og 12.

Kontoudskrifterne fra [finans1] vedrørende kontonr. [...42] vedrører perioden 5. januar- 31. december 2010, jf. bilag 11.

Kontoudskrifterne fra [finans1] vedrørende kontonr. [...04] vedrører perioden 9. februar 2011 - 19. marts 2012, jf. bilag 12.

Af ovennævnte kontoudskrifter fremgår det, at [person1] har hævet ikke ubetydelige kontante beløb, som er medgået til betalingen af de i sagen omhandlede fakturaer.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk.). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten, og udgiftsafholdelsen skal ligge inden for de naturlige rammer af virksomheden.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger blandt andet af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

SKAT har nægtet fradrag for udgifter til fremmed arbejde for fakturaerne fra [virksomhed2] og [virksomhed3] med i alt 985.194 kr.

Fakturaer fra [virksomhed2]

Virksomheden er registreret i CVR-registeret med navnet [virksomhed2], men det er navnet [virksomhed2] som fremgår af fakturaerne. Det fremgår af CVR-registeret, at [virksomhed2] er ophørt den 26. maj 2011.Virksomhedens ejer er endvidere udrejst samme dato ifølge folkeregisteret. Uagtet dette forhold, er der udskrevet fakturaer til klageren fra denne underleverandør frem til den 1. oktober 2011.

Det fremgår generelt ikke af fakturaerne, hvor og hvornår rengøringsarbejdet er udført for virksomheden. Fakturabeløbene er uden specifikation af opgaver, antal personer og timer eller angivelse af timesats. Der er ikke fremlagt samarbejdsaftaler med underleverandøren, som i øvrigt ikke var registreret med ansatte, der har kunnet udføre det oplyste arbejde.

[virksomhed2] er ikke registreret med en biaktivitet såsom handel og udlejning af rengøringsprodukter og maskiner eller kursusvirksomhed. Det fremgår endvidere generelt ikke af, hvilke produkter og mængde, som klageren har indkøbt til sin virksomhed, hvilke maskiner/udstyr, der er lejet, eller hvilket kursus klageren har deltaget i. Der er ikke fremlagt underbilag i form af et købsbevis, garantibevis, fragtseddel, lejebevis eller kursusbeskrivelse.

Alle fakturaerne vedrørende rengøringsydelser, varekøb, kurser og vikarhotel er udstedt den 26. maj 2011 eller efterfølgende, hvor underleverandøren er ophørt med at drive virksomhed. Der er udskrevet fakturaer for i alt 536.878 kr. ekskl. moms efter virksomheden er ophørt, og ejeren er udrejst af Danmark.

Der er udstedt to fakturaer med nr. 1802, henholdsvis af 31. januar 2011 på 58.500 kr. ekskl. moms og af 28. april 2011 på 75.000 kr. ekskl. moms. Fakturaerne følger endvidere ikke fakturarækkefølgen, idet faktura nr. 1802 er dateret den 31. januar 2011, faktura nr. 1760 er dateret den 28. februar 2011, og faktura nr. 1020 er dateret den 1. august 2011. Der er endvidere fejl på faktura nr. 1042, idet det anførte momsbeløb på 1.550 kr. er forkert, da momsen af beløbet på 9.695 kr. rettelig udgør 2.423,75 kr. og på faktura nr. 1104 af 1. oktober 2011 på 14.240 kr. er der fejl på det anførte beløb i subtotalen, da beløbet er anført med 10.720 kr.

Fakturaen fra [virksomhed3]

Virksomheden er registreret i CVR-registeret som startende den 1. januar 2010 og ophørt den 3. august 2011. Virksomhedsejeren er imidlertid allerede udrejst fra Danmark den 1. august 2010 ifølge folkeregistret. Der er ingen oplysninger om ansatte.

Der foreligger en faktura af 30. august 2011 på 112.000 kr. ekskl. moms for en ydelse i form af ”vikar hotel”. Der er stor usikkerhed om de faktiske forhold vedrørende denne faktura, hvad ydelsen omfatter og om den er leveret, herunder hvem klageren faktisk har kontraheret med, når underleverandøren er ophørt med virksomhed, og ejeren af virksomheden er udrejst.

Sammenfattende kan Landsskatteretten herefter tiltræde, at der ikke er realiteter bag de fremlagte fakturaer vedrørende underleverandørerne og de leverede ydelser, således at der ikke godkendes fradrag for udgifter til fremmed arbejde, jf. statsskattelovens § 6, stk.1. litra a. Der henvises til praksis herom, jf. Retten i [by5] dom af 10. februar 2017 offentliggjort i SKM2017.210.BR og Retten i [by6] dom af 16. november 2015 offentliggjort i SKM2016.9.BR. Der henvises endvidere til Landsskatterettens afgørelser af henholdsvis 27. september 2018, offentliggjort som SKM2018.539.LSR og 15. november 2018, offentliggjort som SKM2018.613.LSR. Det forhold, at det er dokumenteret, at der er betalt for ydelserne, ændrer ikke herpå.

Landsskatteretten kan ikke tiltræde, at der godkendes skønsmæssig fradrag for udgifter i henhold til den subsidiære påstand, idet SKAT allerede har godkendt fradrag for løn med 223.620 kr. i indkomståret 2011. De af repræsentanten påpegede domme kan ikke føre til noget andet resultat. Der er således ikke i nærværende sag tale om en regnskabstilsidesættelse, hvor der er foretaget en skønsmæssig ansættelse over udgifterne, men at der ikke er godkendt fradrag for udgifter, som følge af at der ikke er realitet bag de fremlagte fakturaer vedrørende underleverandørerne.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.