Kendelse af 27-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Landsskatteretten anser klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C for befordring i skønsmæssigt 45 weekender tur/retur for hvert af indkomstårene 2008 - 2010 inkl. mellem klagerens sædvanlige bopæl [adresse1], [...], [by1], og arbejdssted [adresse2], [by2].

De af Landsskatteretten tidligere godkendte fradrag i henhold til ligningslovens § 9 C for befordring indtil 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse3], [by3], og arbejdsplads [adresse2], [by2], og efter 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse4], [by4], og arbejdsplads [adresse2], [by2], med henholdsvis 11.727 kr., 6.840 kr. og 4.788 kr. samt 3.946 kr. for indkomstårene 2008 – 2010 inkl. stadfæstes.

Faktiske oplysninger

Klageren har været tilmeldt folkeregisteret på adressen [adresse1], [...], [by1], siden den 1. april 2004.

Ejendommen er en landbrugsejendom med bopælspligt.

Klageren er ansat ved [by5] Kommune med arbejdssted [adresse2], [by2].

Klageren har i perioden 11. november 2002 til den 14. april 2011 været ejer af en Skoda Octavia.

I perioden 16. juli 2007 til den 21. september 2009 har bilen ifølge synsrapport kørt 56.000 km. I denne periode på 26 måneder er der i gennemsnit kørt 2.153 km pr. måned.

Der er ikke ført kørebog.

Ifølge KRAK er der ca. 186 km hver vej mellem [by1] og [by2].

Antallet af arbejdsdage for klageren i 2008 – 2010 er opgjort af SKAT på grundlag af klagerens manuelle flexlister til følgende:

2008 191 dage – 13 hjemmearbejdsdage

178 dage

2009 152 dage – 52 hjemmearbejdsdage

100 dage

2010 137 dage – 0 hjemmearbejdsdage

137 dage

I 2010 har klageren købt en ejendom på [adresse4], [by4], sammen med sin datter og svigersøn.

Klageren har oplyst, at hun i maj 2010 har flyttet sine ejendele og sit dyrehold til [adresse4]. Klageren har ændret sine forsikringer fra september 2010, således at der er taget højde for, at hendes indbo og heste opholder sig på [adresse4], [by4].

Klagerens datter og svigersøn har boet på adressen [adresse3], [by3], inden flytning til [adresse4], [by4].

Klageren har ifølge [posten] fået omadresseret sin post til [adresse3], [by3], i perioderne 1. februar – 1. april 2008, 4. november 2008 – 1. april 2009 og 1. november 2009 – 15. marts 2010 og til [adresse4], [by4], i perioderne 9. juli – 1. november 2010 og 19. november 2010 – 1. maj 2011.

Der foreligger følgende erklæring af 9. april 2014 fra klagerens datter [person1]:

”Ja, jeg kan bekræfte du har overnattet inde hos mig både i lejligheden i [adresse5] og senere efter jeg var flyttet, i [adresse6]. Dengang havde jeg ikke gæsteværelse, hverken i den ene eller anden lejlighed. Så overnatning foregik altid på sofaen.

Vi har jo gæsteværelse nu, men vi flyttede jo først i hus i marts 2013. Bare så det fremstår helt korrekt.”

Der foreligger følgende erklæring af 8. april 2014 fra klagerens datter [person2], [by4]:

”Jeg er informeret om min mor´s ([person3]) redegørelse til Skatteankestyrelsen dateret den 17. februar 2014.

Jeg kan bekræfte hendes forklaring, bl.a. omkring den information hun fik fra SKAT i 2008 om, hvordan hun skulle håndtere indberetning til kørselsfradrag, og hendes forklaring om overnatning.

Kørselsfradrag

Jeg overværede min mors samtale med SKAT i 2008 (hvor vi fulgtes ad fra [by1] til [by3] i min bil). Min bil har håndfri mobil, så jeg kan overhøre samtalen.

Hun fik oplyst, at:

Kørsel ikke skulle angives fra forskellige bopælsadresser
Uanset hvor hun kørte fra, skulle hun anvende sin bopæl (folkeregister adresse)
Til gengæld kunne hun ikke fradrage andre omkostninger til f.eks. overnatning og diæter.
Hun fik oplyst, at det ikke var relevant om hun kørte i egne bil, eller om hun fulgtes med andre (samkørsel) eller tog offentlig transport.

Jeg vil også bekræfte at

Min mor anvendte min bil i et omfang, som angivet i hendes opgørelse (17.feb. 2014).

Overnatning hos mig:

Hun overnattede hos mig 1-2 nætter om ugen.

Vi (min mand og jeg) stillede et gæsteværelse til hendes rådighed. (ca. 10 m2) værelset brugte vi til andre gæster, når hun ikke brugte det.”

Der foreligger følgende erklæring af 5. april 2014 fra [person4], [by6]:

”[person3] har været min bridgemakker til turneringsbridge i [by7] bridgeklub.

Vi spillede hver mandag aften i sæsonen fra september til og med april næste år. I sæsonerne 2007-2009

[person3] overnattede hos mig hver (bridge)mandag nat.”

Landsskatterettens afgørelse af 8. november 2013

Skatteankenævnet har for de pågældende indkomstår anset klageren for berettiget til fradrag i henhold til ligningslovens § 9 C for befordring indtil 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse3], [by3], og arbejdsplads [adresse2], [by2], og efter 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse4], [by4], og arbejdsplads [adresse2], [by2].

Nævnet har anset, at forudsætningerne for SKAT´s anvendelse af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, stk. 4, er til stede.

Spørgsmålet er, hvad der skal anses som sædvanlig bopæl og befordring hjem/arbejde vedrørende alle årene.

Reglerne om befordringsfradrag står i ligningslovens § 9 C, som giver mulighed for standardiseret fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Fradraget skal beregnes på grundlag af den normale transport ved bilkørsel efter kilometersatser, uanset hvordan transporten er sket.

Der kan imidlertid kun godkendes fradrag for en transport, der rent faktisk er sket, og bevisbyrden herfor påhviler som udgangspunkt fradragstager.

Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således kunne sandsynliggøre eller dokumentere, at transport rent faktisk har fundet sted, i det omfang fradrag er selvangivet.

Klageren er tilmeldt folkeregisteret i [by1] på en ejendom med bopælspligt og arbejder i [by2]. Der foreligger en opgørelse over hendes arbejdsdage inkl. hjemmearbejdsdage.

Det kan konstateres, at i 2010 er klageren fortsat tilmeldt [by1], selv om hun reelt bor i [by4].

Der er oplysninger om, at klageren overnatter andre steder end der, hvor hun er tilmeldt folkeregisteret.

Der foreligger oplysninger om, at klageren får omadresseret sin post i vinterhalvåret til sin datters adresse i [by4].

Det ligger fast, at der kan foretages fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, jf. ligningslovens § 9 C.

Men praksis på området viser, at ved ekstraordinært lange afstande, hvilket der i denne sag må siges at være tale om, skal det dokumenteres eller sandsynliggøres, at transporten har fundet sted i det omfang, klageren ønsker fradrag for.

I henhold til SKM2004.162.HR har Højesteret fastslået, at afstanden til og fra arbejde på tilsammen 698 km og 409 km klart overstiger det, der kan anses for sædvanligt. Højesteret fastslår også, at det er den skattepligtige, der ønsker fradrag, der skal bevise eller sandsynliggøre, at der har fundet befordring sted i det påståede omfang. Dette kan ikke ske ved blot at fremlægge lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgiver. I den konkrete sag fandt Højesteret derfor ikke bevisbyrden løftet.

I denne sag er der tale om en befordring på 372 km mellem [by1] og [by2].

Der foreligger oplysninger om, at klageren også overnatter i [by7] og [by3].

Der syntes derfor ikke at være tvivl om, at der skal fremlægges dokumentation for eller sandsynliggørelse af, at transporten rent faktisk har fundet sted i det omfang, som klageren ønsker fradrag for.

Klageren har på intet tidspunkt fremsendt dokumentation eller sandsynliggjort, at kørsel har fundet sted i det fratrukne omfang.

Man må også formode, at klageren har gjort sig nogle overvejelser og beregninger af, hvordan hun er kommet frem til de foretagne befordringsfradrag.

Man må som minimum kunne kræve, at klageren har foretaget en opgørelse af, hvornår hun overnatter hvor, og hvor mange kilometers befordring dette giver.

Ud fra en sådan opgørelse ville klageren også eventuelt kunne bevise, hvor centrum for hendes livsinteresser eventuelt er.

Det må konstateres, at der på intet tidspunkt er fremsendt beviser, dokumentation, nærmere redegørelse for klagerens kørselsmønster, således at ligningsmyndigheden har haft en reel chance for at efterprøve klagerens beregning af befordringsfradrag.

Det er med rette, at SKAT, i forbindelse med beregningen af befordringsfradrag, har anset klagerens datters adresse i [by3] for klagerens bopæl, og hendes ejendom i [by1] som fritidsbolig, hvortil der ikke er fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Det er derfor med rette, at SKAT har reduceret klagerens befordringsfradrag, således at der kun godkendes fradrag for befordring mellem klagerens arbejde og datterens adresse i [by3].

Det er ikke dokumenteret eller endog sandsynliggjort, at kørsel har fundet sted i det omfang, som klageren ønsker fradrag for.

Landsskatteretten har ikke anset klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C i videre omfang end godkendt af skatteankenævnet.

Ifølge § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold (dagældende) skal told- og skatteforvaltningen uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., bl.a., når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelser af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår. Fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., gælder i så fald for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår. Jf. herved bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., kan told- og skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Skatteansættelserne for indkomstårene 2008 – 2010 inkl. vedrører alle fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads. Det tiltrædes derfor, at SKAT har været berettiget til at anvende bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

Der kan derfor ikke antages at foreligge forældelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst. Fradraget for befordring over 100 kilometer beregnes dog med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af en række nærmere angivne kommuner.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 C, stk. 3, ændret således, at 100 km´s-grænsen er forhøjet til 120 kilometer (lov nr. 519 af 12. juni 2009 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Beskatning af personalegoder, befordringsfradrag, gavefradrag, dagplejefradrag og rejsefradrag m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010).

Det må lægges til grund, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2008 – 2010 har været [adresse3], [by3], indtil den 30. juni 2010 og derefter [adresse4], [by4].

Efter de foreliggende oplysninger kan klageren ikke anses for at have haft befordring bopæl/arbejdsplads i de pågældende indkomstår i videre omfang end godkendt af skatteankenævnet.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hun anses for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C med følgende beløb:

Indkomståret 2008:

191 arbejdsdage med fradrag af 13 hjemmearbejdsdage og 34 arbejdsdage med overnatning i HT-området = 144 arbejdsdage.

144 dage x (372 – 24) km x 1,83 kr.

91.705 kr.

34 dage x (60 – 24) km x 1,83 kr.

2.240 kr.

Fradrag i alt

93.945 kr.

Indkomståret 2009:

152 arbejdsdage med fradrag af 52 hjemmearbejdsdage og 17 arbejdsdage med overnatning i HT-området = 83 arbejdsdage.

83 dage x (372 – 24) km x 1,90 kr.

54.880 kr.

17 dage x (60 – 24) km x 1,90 kr.

1.162 kr.

Fradrag i alt

56.042 kr.

Indkomståret 2010:

137 arbejdsdage med fradrag af 58 arbejdsdage med overnatning i HT-området = 79 arbejdsdage.

79 dage x (372 – 24) km x 1,90 kr.

52.235 kr.

58 dage x (60 – 24) km x 1,90 kr.

3.967 kr.

Fradrag i alt

56.202 kr.

Det er klagerens vurdering, efter hendes gennemgang af det materiale, hun har fået tilsendt, at skatteankenævnet har begået procedurefejl, ligesom SKAT´s udtalelse af 16. juli 2012 fremstiller de faktiske omstændigheder forkert.

Skatteankenævnets afgørelse af 30. april 2013 bør revurderes med forbehold over for afgørelsen, idet der foreligger nye oplysninger, der rejser tvivl om grundlaget for afgørelsen.

På denne baggrund, jf. nærmere nedenfor i punkt 1 – 4, anmodes Landsskatteretten om at ændre sin afgørelse af 8. november 2013 i overensstemmelse med klagen af 22. juli 2013.

Pkt. 1. Procedurefejl i skatteankenævnets håndtering af sagen.

Pkt. 1.1. Partshøring.

Skatteankenævnet har ikke iagttaget sin partshøringspligt i medfør af forvaltningslovens § 19, idet nævnet ikke orienterede klageren om, at nævnet anmodede SKAT om en udtalelse i sagen, ligesom nævnet ikke anmodede klageren om den udtalelse af 16. juli 2012, som SKAT fremsendte på baggrund af nævnets anmodning.

Procedurefejlen har medført, at sagen er afgjort på et forkert grundlag, idet grundlaget for nævnets afgørelse består af SKAT´s afgørelse suppleret med SKAT´s udtalelse. Udtalelsen fra SKAT indeholder fejl, som klageren på grund af den manglende partshøring ikke får mulighed for at rette, inden der træffes afgørelse. I det følgende redegør klageren for de fejl, som klageren mener udtalelsen er behæftet med, jf. pkt. 2.

Pkt. 1.2. Aktindsigt.

Skatteankenævnet har ikke givet retvisende aktindsigt, idet akterne/dokumenterne, som klageren har modtaget fra henholdsvis Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen) og nævnet på baggrund af den samme forespørgsel, ikke er de samme hverken i antal eller indhold.

Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen) har på klagerens anmodning om aktindsigt sendt samtlige akter, der er indgået fra nævnet i forbindelse med sagens forberedelse. Disse dokumenter omfatter i alt 63 beskrevne sider, hvoraf de 27 er bilag. Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen) har struktureret akterne med bilagsfortegnelse, jf. brev af 14. januar 2014. Bilagene går fra bilag nr. 1 – bilag nr. 7.

Nævnet har, via SKAT i [by8], på samme anmodning fremsendt i alt 309 beskrevne sider, hvoraf de 81 er bilag. Følgebrevet, der er indsendt til Skatteankestyrelsen, giver utvetydigt det indtryk, at de pågældende dokumenter sendes fra nævnet, og at det er kopi af de dokumenter, som nævnet har sendt til Landsskatteretten i sagen 13-0241725.

Den markante difference, der er i henholdsvis Landsskatterettens (nu Skatteankestyrelsen) og skatteankenævnets opfattelse af, hvad der er sendt fra nævnet til Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen), efterlader et indtryk af, at enten nævnet eller Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen) ikke svarer korrekt. Dette kombineret med at materialet fra nævnet ikke er sendt fra nævnet, men derimod fra SKAT, efterlader en usikkerhed om, hvilke dokumenter nævnet har haft som grundlag for deres afgørelse.

Samtidig har klageren konstateret, at f.eks. bilag 2 i Landsskatterettens akter (skatteankenævnets fremsendelsesbrev til Landsskatteretten af 13. august 2013) ikke indgår i det materiale, som hun har modtaget med skrivelsen fra skatteankenævnet af 14. november 2013. Da samme akt netop er et brev sendt fra skatteankenævnet til Landsskatteretten dateret 13. august 2013, burde det indgå. Dette mere end indikerer, at det materiale, klageren har modtaget, jf. skrivelsen af 14. november 2013, ikke er ”de dokumenter, der har været sendt fra Skatteankenævnet til Landsskatteretten”.

Klageren har i mail af 31. januar 2014 anmodet skatteankenævnet om fuld aktindsigt i deres sag [...], samt en forklaring på den markante difference, der er imellem Landsskatterettens (nu Skatteankestyrelsen) og skatteankenævnets opgørelse af akter i sagen [...]. Dags dato har klageren stadig ikke modtaget respons på sin anmodning.

Det fremstår for klageren, som om Skatteankestyrelsen fortsat ikke har forstået hendes klage over Skatteankenævnets håndtering = manglende opfyldelse af forvaltningsloven.

Den klage over manglende aktindsigt, klageren har sendt ved mail af henholdsvis 31. januar og 19. marts 2014, er stilet til skatteankenævnet i [by9] og refererer hverken til Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen.

Derimod refererer den til skatteankenævnets behandling af sag [...], hvor klageren fortsat mangler svar.

Klageren undrer sig over, at det er Skatteankestyrelsen, der svarer på denne klage.

For det er jo ikke en afgørelse, hun klager over i denne sammenhæng. Det har hun jo gjort allerede, da hun klager til Landsskatteretten ved sit brev af den 17. juli 2013. Derimod er det en klage over, at skatteankenævnet ikke overholder forvaltningsloven.

Klageren mener ikke, det er en opgave for Skatteankestyrelsen at håndtere en sådan klage ? Men er dog i tvivl ?

Klageren fik ved sit fremmøde en brochure: ”7 spørgsmål & svar om Skatteankestyrelsen”.

Af denne fremgår det, at Skatteankestyrelsen håndterer klager over afgørelser.

Klageren supplerer med, at hun til mødet med Skatteankestyrelsen medbragte den kuvert, hvori hun havde modtaget akterne fra skatteankenævnet. Denne kuvert var uomtvisteligt sendt, ikke fra skatteankenævnet (som det ellers fremgik af følgeskrivelsen), men derimod fra SKAT i [by8].

Pkt. 2. Udtalelsen fra SKAT til skatteankenævnet af 16. juli 2012 (herefter ”udtalelsen”).

Udtalelsen er underskrevet af både en sagsbehandler i SKAT og påtegnet af anden medarbejder i SKAT (formodentlig en chef). Påtegningen er ulæselig.

Pkt. 2.1. Klagerens bopæl (2008 – 2009).

SKAT skriver i udtalelsen:

”SKAT har modtaget anmeldelse på at skatteyder ikke bebor denne ejendom, men er bosat hos sin datter med hvem hun på et tidspunkt ejer ejendom sammen med. Før dette sameje skulle skatteyder bo hos datteren i Nordsjælland”.

Denne udtalelse er misvisende.

Klageren har ved brev af 3. december 2013 fra SKAT modtaget kopi af notater omkring anmeldelserne og kan konstatere, at ovennævnte udtalelse ikke er i overensstemmelse med de oplysninger, som SKAT har modtaget i anmeldelserne.

Det fremgår ingen steder i notaterne, at:

”Før dette sameje skulle skatteyder bo hos datteren i Nordsjælland”.

Alligevel giver SKAT´s udtalelse det klare indtryk, at det er oplysninger, som er afgivet af anmelder.

Det er klagerens opfattelse, at SKAT har konstrueret oplysningen:

”Før dette sameje skulle skatteyder bo hos datteren i Nordsjælland”.

SKAT´s udtalelse af 16. juli 2012 giver et helt forkert indtryk. Med hensyn til flexlisterne er der ikke ændret på dem, efter at de er afleveret til årsopgørelsen. Flexlisterne er de oprindelige. Kalenderen viser, hvornår klageren har arbejdet hjemme i [by1]. Hjemmearbejdspladsen fungerede ikke, da der var fejl i forbindelserne. Klageren havde fået at vide, at hun ikke skulle føre regnskab for overnatning hos den datter, der bor i [by10]. Dette medførte en forkert indberetning i første omgang. Aftaler om aflyste overnatninger er ikke slettet, hvilket giver en vis unøjagtighed. Brevet med sagsakterne er sendt fra SKAT i [by8] og ikke fra ankenævnssekretariatet i [by9], hvilket kan ses af datoerne (henholdsvis 14. og 15. november 2013). Klageren tog til sin datter i Nordsjælland søndag, når hun skulle arbejde i [by2] mandag. Skulle klageren spille bridge, overnattede hun hos en veninde, også for ikke at belaste familien for meget. Klageren har haft et værelse på 9 m2 hos sin datter i Nordsjælland. Klageren har haft hund og heste i [by1]. De gik på en mark og skulle ikke røres så meget. Klageren rider 5 gange om ugen. Hestene blev flyttet til Nordsjælland i maj 2010 på grund af den dårlige vinter. Hestene blev først flyttet i maj på grund af frost i april, der umuliggjorde etablering af hegn.

Klageren vil være tilfreds med at få fradrag for det, hun har kørt. Der er to anonyme anmeldelser, en fra en genbo i [by11] i Nordsjælland og en fra en lejer i [by1]. Lejeren skrev, at hun kørte to gange om ugen. Klageren opholdt sig ca. 2/3 af tiden i [by1] og 1/3 forskellige andre steder.

Referatet af mødet med Skatteankestyrelsen er lidt misforstået, ikke helt forkert, men dog alligevel ikke fyldestgørende. Klageren henviser til sine forklaringer dels i klage af 22. juli 2013 og dels i sin redegørelse af 17. februar 2014.

Klageren har ligeledes fremsendt:

Erklæring fra sin datter [person2], som i sin tid overhørte klagerens samtale med SKAT om, hvordan hun skulle håndtere kørselsfradrag.
Erklæring fra [person4].
Erklæring fra klagerens datter [person1].

I mødereferatet i afsnittet øverst side 2 står der ”Aflysteovernatninger er ikke slettet”. Det er aftaler og ikke aflyste overnatninger, der ikke er slettet.

I samme afsnit står der, at hestene blev flyttet i april 2010. Det var først i maj på grund af frost i april, der umuliggjorde etablering af hegn.

Det er korrekt, at klageren vil acceptere fradrag efter opgjort færdselsmønster, som det fremgår af hendes opgørelse på de flexlister, som hun i sin tid har sendt til SKAT. Dette sammenlignet med det fradrag, hun ville have haft efter de regler, som hun i 2008 fik oplyst fra SKAT. Dengang fik klageren oplyst, at hun under alle omstændigheder skulle anvende kørsel til sin folkeregisteradresse, uanset overnatningssted – i øvrigt de samme regler, som SKAT nu anvender, med den forskel, at de betragter adressen hos klagerens datter [person2] som klagerens bopæl.

Pkt. 2.2. Flexlister er retvisende.

SKAT skriver i udtalelsen:

”Skatteyder har ikke kunnet dokumentere sin kørsel mellem hjem (folkeregistermæssigt) og arbejdssted i [by2], ligesom antal af arbejdsdage på arbejdsstedet ikke er dokumenteret. Der er sendt flexlister, som skulle dokumentere hendes fremmøde på arbejdspladsen, men da der er tale om egen manuel udfyldelse, viser denne ikke hvor arbejdet har fundet sted.”

Det er forkert, når SKAT konkluderer, at klagerens flexlister ikke viser, hvor arbejdet har fundet sted. Flexlister er sendt til SKAT sammen med tidsregistrering i samme periode.

Flexlisterne og tidsregistrering er ført digitalt og dagligt. Flexlister er godkendt af klagerens arbejdsgiver fortløbende måned for måned. Tidsregistreringen viser, hvor arbejdet har fundet sted.

Der er indsendt udskrift fra klagerens arbejds-PC, hvoraf det fremgår, hvornår flexlisterne sidst er blevet revideret.

Heraf fremgår, at

[...]2008.xls senest er gemt i ny version den 12.01.2009 kl. 10.44.
[...]2009.xls senest er gemt i ny version den 17.02.2010 kl. 13.04.
[...]2010.xls senest er gemt i ny version den 02.02.2011 kl. 09.22.

Flexlisterne og tidsregistreringen er retvisende for situationen i 2008, 2009 og 2010 på det tidspunkt, hvor arbejdet blev udført henholdsvis i [by5] Kommune eller på klagerens hjemmearbejdsplads i [by1], og det bemærkes specifikt, at klageren ikke kan ændre i flexlister og tidsregistrering, uden at det automatisk vil fremgå af filernes egenskaber. Flexlisterne illustrerer således sammen med tidsregistreringen, hvor arbejdet har fundet sted.

Det bemærkes yderligere, at klageren i mail af 9. februar 2012 til SKAT tilbyder at dokumentere sandhedsværdien af hendes flexlister som respons på sagsbehandlers udtrykte tvivl om sandhedsværdi, og at hun ikke får respons på dette tilbud.

På baggrund af ovennævnte forhold pkt. 2.1. og 2.2. mener klageren, at det er godtgjort, at udtalelsen fra SKAT kan have været medvirkende til, at skatteankenævnet får en forkert opfattelse af klagerens boligsituation og daglige arbejdssted, idet udtalelsen fremstiller de faktiske forhold forkert.

Pkt. 3. Skatteankenævnets afgørelse

Pkt. 3.1. Transport til og fra arbejde

Skatteankenævnet anvender et argument:

”Man må som minimum kunne kræve, at klager har gjort sig nogle overvejelser og beregninger af hvordan hun er kommet frem til de foretagne befordringsfradrag.”

Tilsyneladende har skatteankenævnet overset (eller ikke modtaget) den opgørelse, hvor klageren har oplyst arbejdstider og arbejdssted samt overnatning og transport afstande henholdsvis til sin bopæl i [by1] eller hos venner og familie i HT-området. Der er i samme opgørelse redegjort for de kilometer, der er tilbagelagt imellem arbejdssted og overnatning.

Klageren har fremsendt den efterlyste opgørelse til SKAT, jf. mail af 9. februar 2012. Opgørelsen og tilhørende tidsregistrering er indeholdt i de dokumenter, som klageren har modtaget, sendt fra SKAT i [by8] den 15. november 2013, men i følgebrev angivet, som om de kommer direkte fra skatteankenævnet.

Da opgørelsen ikke er sendt fra skatteankenævnet, er der ikke sikkerhed for, om nævnet har modtaget opgørelsen, før de traf afgørelse i sagen.

Det er bl.a. denne opgørelse, der danner baggrund for klagerens fremstilling i klage af 22. juli 2013:

2008 angivelse af antal arbejdsdage i alt 191 – heraf 13 hjemmearbejdsdage. Det svarer til kørsel i 178 dage, hvoraf de 34 dage er med overnatning i HT-området. Det samlede antal kørte kilometer til og fra arbejde – i alt 43.708 km.
2009 angivelse af antal arbejdsdage i alt 152 – heraf 52 hjemmearbejdsdage. Det svarer til kørsel i 100 dage, hvoraf de 17 dage er med overnatning i HT-området. Det samlede antal kørte kilometer til og fra arbejde – i alt 31.172 km.
2010 angivelse af antal arbejdsdage i alt 137 – heraf 0 hjemmearbejdsdage. Det svarer til kørsel i 137 dage, hvoraf de 58 dage er med overnatning i HT-området. Det samlede antal kørte kilometer til og fra arbejde – i alt 30.388 km.

SKAT anvender også denne opgørelse, når de opregner kørselsfradrag, jf. skatteankenævnets sagsfremstilling side 2, hvor følgende antal dage er angivet:

2008 er angivet til 178 dage.
2009 er angivet til 100 dage.
2010 er angivet til 137 dage.

Alene med den forskel, at de ikke anerkender de dage, hvor klageren kører til sin bopæl i [by1], som transport til klagerens sædvanlige bopæl. I stedet beregner SKAT fradraget for disse lange transporter, som om kørsel var sket mellem [by3] og klagerens arbejdsplads i [by2]. Dette sker med henvisning til, at SKAT anser klagerens sædvanlige bopæl som beliggende i [by3].

Pkt. 3.2. Angående ”sædvanlig bolig” i 2008 og 2009.

Skatteankenævnet skriver:

”Skatteankenævnet finder, at det er med rette, at SKAT, i forbindelse med beregningen af befordringsfradrag, har anset klagers datters adresse i [by3] for klagers bopæl, og hendes ejendom i [by1] som fritidsbolig”

Det bemærkes, at SKAT begrunder sin afgørelse med:

”En samlet vurdering af dine forhold gør at det er SKAT´s opfattelse at din ejendom i [by1] kan betragtes som din sommerbolig og at din sædvanlige bopælsadresse er hos din datter.”

Når man ser bort fra den fejlagtige oplysning i udtalelsen, jf. pkt. 2.1. og 2.2., hviler den samlede vurdering alene på følgende faktuelle oplysninger:

1. Af vores oplysninger fremgår det, at du bl.a. har omadresseret din post i vinterperioden til din datters adresse i [by3], og efter at du er blevet medejer af ejendommen i [by4] så er der også postændring hertil.
2. Du har endvidere oplyst at du har bopælspligt på din ejendom i [by1], hvorfor du ikke kan flytte din folkeregisteradresse.

Klageren har skrevet følgende til SKAT:

”Efter landbrugsloven er jeg bopælspligtig på ejendommen, og denne pligt vil jeg opretholde og opfylde.”

I medfør af landbrugsloven § 8, stk. 1, er definitionen af bopælspligt, som følger:

”Boligen skal være hovedbopæl i skattemæssig forstand.”

Endvidere foreskriver landbrugslovens § 8, stk. 2:

”Bopælspligten efter stk. 1 kan endvidere opfyldes, ved at en anden end erhververen eller landmanden i et selskab efter lovens § 20 tager fast bopæl på ejendommen eller på en anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af. Erhververen kan i så fald kun opholde sig på ejendommen, når dette sker i tilknytning til ejendommens drift.”

Ejendommen kan således ikke være klagerens fritidsbolig, som påkendt af SKAT.

Hvis SKAT udelukkende på baggrund af ovenstående kan erklære en landbrugsbolig som fritidsejendom for erhververen/landmanden, vil det få uoverskuelige følger for de landbrugsejere, der ikke kan opretholde et nødvendigt indtægtsgrundlag ved landbrugsdriften. Det vil betyde en uhensigtsmæssig begrænsning for deltidslandmænd i deres mulighed for at passe et pendlerarbejde i lang afstand fra boligen.

Samtidig med at SKAT umuliggør klagerens mulighed for opfyldelse af bopælspligt efter landbrugsloven, så respekterer SKAT ikke de kriterier for sædvanlig bopæl, som de selv har oplyst i den sagsfremstilling, de har knyttet til deres afgørelse. Kriterier som de har oplyst, er angivet i det skema, som er gengivet nedenfor i kolonnen ”Forhold”.

Skatteankenævnet ser tilsyneladende helt bort fra de kriterier, som nævnet selv oplyser, er afgørende for fastsættelse af sædvanlig bopæl.

Det skal tillige nævnes, at der i SKAT´s brev af 3. december 2013, til klageren er vedlagt en oplysning fra en sagsbehandler i [by12] Kommune, hvoraf klageren citerer: ... ”hun har hjemmearbejdsplads og kører til [by5] to gange ugentlig”. Denne oplysning er tilgået SKAT i december 2011. Men SKAT har undladt at lade denne oplysning indgå i materialet. Den er ikke omtalt i nogen sagsfremstilling hverken fra SKAT eller fra skatteankenævnet.

Klageren har i sin mail af 15. februar 2013 til skatteankenævnet redegjort for opfyldelse af de af nævnet nævnte kriterier. Der er 6 kriterier, og i klagerens redegørelse til nævnet forholder hun sig til disse kriterier, jf. udsnit fra klagerens redegørelse i mail.

Ankenævnets redegørelse refererer til, at følgende forhold (repeteret i skemaform), der skal indgå i vurdering af, hvad sædvanlig bopæl er:

Forhold

Entydig tilknytning til [adresse1] 20

Andet forhold

1

Personlig tilknytning

Det er klagerens bopæl og har været det i rigtig mange år. Klageren har indtil da ejet ejendommen og beboet den i mere end 20 år.

2

Social tilknytning

Hele klagerens omgangskreds er her i området, alene bortset fra hendes børn der alle bor i hovedstadsområdet.

3

Familiemæssig tilknytning

Hovedstadsområdet, jf. klagerens beskrivelse pkt. 6.

4

Boligmæssig tilknytning

Klageren bor der og har det som eneste bolig indtil sep. 2010.

Desuden er klagerens hjemmearbejdsplads etableret her.

5

Opholdenes hyppighed

Indtil 2010 har klageren hjemmearbejdsplads etableret her. Klageren opholder sig her alle weekender min. 3 dage om ugen, samt hjemmearbejdsdage 2 dage om ugen.

Bortset fra vinterperiode, hvor det på grund af vejrlig af og til kan være problematisk at komme frem og tilbage.

6

Tilmelding til folkeregisteret

[adresse1]. Herunder lægetilknytning og behandling i [by1] og [by13]

Samt kommunebeskatning. Jf. yderligere kommentarer senere i klagerens redegørelse. S. 4.

Det er således 5 ud af 6 af de af ankenævnet angivne forudsætninger, der er opfyldt, for at klagerens ejendom [adresse1] er hendes sædvanlige bolig, i hvert fald i 2008 og 2009.

Sagen er afgjort ud fra livsinteresser. Klageren har fået oplyst 6 kriterier for livsinteresser, hvoraf hun opfylder de 5 i [by1]. At hun ikke opfylder det 6. kriterium, skyldes, at hendes børn bor på Sjælland.

Nævnte mail indgår ikke i det sagsmateriale, som klageren har fået tilsendt fra Landsskatteretten (nu Skatteankestyrelsen), men den indgår i det materiale, hun har fået tilsendt fra SKAT.

Det tilføjes, at når klageren overnattede ved henholdsvis sin datter og hos sin bridgeveninde og sin datter i [by10], så overnattede hun i et gæsteværelse (eller på en sofa i stuen). Hun havde hverken sine egne møbler eller adgang til eget køkken og eget badeværelse. Hun kunne ikke invitere venner og bekendte.

Skatteankenævnet refererer i deres sagsfremstilling til afgørelsen af 30. april 2013 til to sager, hvor den lange transport blev godkendt med udgangspunkt i, at skatteyders sædvanlige bopæl blev anerkendt, i det ene tilfælde på baggrund af bl.a. hævninger i pengeautomater.

I sag SKM2004.2.LSR. anfører nævnet:

”Derimod blev det anset for sandsynliggjort, at der var foretaget befordring mellem [by14] og [by10] i det omfang, som en skatteyder havde selvangivet. Der blev lagt vægt på, at han havde dokumenteret sin tilstedeværelse på arbejdspladserne i [by10]. Desuden lå der dokumentation for regelmæssig læge- og tandlægebesøg i [by14], dokumentation for hævninger i pengeautomater i [by14], ligesom han fortsat havde samme bopæl og arbejdsplads og havde dokumenteret periodekort til offentlige transportmidler for en efterfølgende periode.”

Det bemærkes, at SKAT selv i udtalelsen oplyser, at der er sket hævninger i [by1], jf. ”de bilag der vedr. området omkring folkeregisteradressen er som oftest når skatteyder ikke er på arbejde”. Hertil bemærkes – ja. det er, når klageren er ”hjemme”.

Pkt. 3.3. Angående ”sædvanlig bolig” 2010.

I det andet tilfælde med udgangspunkt i, at ophold i ”sædvanlig bolig” blev anvendt i fritiden.

Sag SKM2008.398.

Skatteankenævnet skriver:

”I en sag udgjorde afstanden mellem skatteyderens bopæl og arbejdsstedet tur/retur 304 km. Skatteyder havde derfor indgået et lejemål tættere på arbejdsstedet for at undgå den daglige befordring. Som alternativ til et større befordringsfradrag, ville han fratrække udgiften til lejeboligen. Han fik godkendt fradrag for en ugentlig befordring tur/retur mellem bopælen og arbejdsstedet, udgiften til lejligheden var en privat udgift, der ikke var fradragsberettiget.”

I indkomståret 2010 ændrer klagerens bopælsforhold sig, idet hun sammen med sin datter og svigersøn køber en ejendom i Nordsjælland. Formålet var at få en boligmulighed tættere på klagerens arbejde, så hun kunne anvende denne bolig i løbet af arbejdsugen.

Klageren fortsætter dog med at opretholde sin bolig i [by1] og er der jævnligt. Det bemærkes i øvrigt, at klageren i sin opgørelse for 2010 i klagen af 22. juli 2013 alene medtager kørsel til sin bolig i [by1] de dage, hvor hun kører frem og tilbage, i alt 79 gange svarende til 137 arbejdsdage, hvoraf de 58 er med udgangspunkt i overnatning i HT-området.

Pkt. 3.4.

Pkt. 3.4.1.Kørsel i egen bil

Klageren har dokumenteret 80.000 km kørsel i egen bil i årene 2008, 2009 og 2010.

I sin klage dateret 22. juli 2013 har klageren opgjort sit kørselsfradrag således:

2008, fradrag 93.945 kr., der divideret med km-takst 1,83 kr. giver 51.336 km.
2009, fradrag 56.042 kr., der divideret med km-takst 1,90 kr. giver 29.495 km.
2010, fradrag 56.202 kr., der divideret med km-takst 1,90 kr. giver 29.580 km.
I alt opgjort kørselsfradrag for kørte km 110.411.

Efter vejledning i SKAT anslås privatkørsel til 8.000 km om året, hvorefter kørte fradragsberettigede kilometer i årene 2008 – 2010 er dokumenteret, for så vidt angår de 80.000 km minus 24.000 km svarende til, at arbejdskørsel er dokumenteret med mindst 56.000 km. De resterende kilometer er dels gennemført via 10 turs klippekort til DSB (køb fremgår af kontoudtog), dels ved at klageren i perioden har anvendt sin datters bil.

Pkt. 3.4.2. Kørsel i klagerens datters bil VW.

Det er dokumenteret, at bilen har kørt 93.862 km i perioden fra 21. december 2007 til 20. august 2010. Omregnet til 3 år giver det ca. 105.000 km. Klagerens datter har 5 km til arbejde, hvilket omregnet på 200 arbejdsdage på et år giver kørsel til og fra arbejde i alt 2.000 km om året i 3 år giver 6.000 km. Resten i alt 99.000 km omfatter dels klagerens datters fritidskørsel og klagerens kørsel til [by1].

Efter vejledning i SKAT ansættes privat kørsel til 8.000 km om året. Klagerens datters anvendelse af bilen til fritidskørsel = 3 x 8.000 km fratrækkes de 99.000 km, hvilket giver 75.000 km til anden anvendelse. Her andrager klagerens brug af bilen en væsentlig andel.

Anvendelsen af klagerens datters bil i forbindelse med den fradragsberettigede transport til og fra arbejde mener klageren er sandsynliggjort på baggrund af det urealistisk store antal kilometer, som er kørt i klagerens datters bil. Det skal bemærkes, at skatteankenævnet lægger vægt på, at den kørsel, klageren har foretaget i sin datters bil, har været uden direkte omkostninger for klageren, idet hendes datter har betalt brændstof. Men klageren mener ikke, at fradragsretten er afhængig af skatteyders omkostninger.

På baggrund af ovenstående mener klageren, det er godtgjort, at hendes fradragsberettigede transport på i alt 110.411 km er korrekt og/eller sandsynliggjort.

Pkt. 4. SKAT´s vejledning.

I 2008 henvender klageren sig telefonisk til SKAT for at få vejledning om, hvordan hun skal forholde sig i forhold til fradrag for transport. Klageren oplyser, at hun bor i [by1] og arbejder i [by5] Kommune, og at hun på grund af den lange transport af og til overnatter hos familie i Nordsjælland. Klageren spørger direkte, om hun skal afregne faktuel transportafstand og diæter eller udgifter ved overnatning uden for hjemmet.

Klageren får oplyst, at uanset hvor hun overnatter, så skal hun regne afstand til sin bopæl i [by1] og kan til gengæld ikke fratrække omkostninger i forbindelse med overnatning eller andre omkostninger relateret til det særlige problem, når afstanden mellem hjem og arbejdsplads er så stor.

Resuméaf forhold, der er relevante i forhold til Landsskatterettens behandling og afgørelse i sagen.

1. Skatteankenævnets brud på de forvaltningsretlige bestemmelser.
2. Udtalelsen, der betyder, at skatteankenævnet træffer afgørelse på et forkert grundlag.
3. Klagerens flexlister dokumenterer sammen med tidsregistrering, hvor arbejdet har fundet sted.
4. Klagerens bolig i [by1] i årene 2008 og 2009 og del af 2010 opfylder 5 ud af de af SKAT nævnte 6 kriterier for sædvanlig bolig.
5. I 2010 pendler klageren mellem 2 boliger, en i Nordsjælland og hendes landbrugsejendom i [by1].
6. Landsbrugsloven, der angiver, at landbrugsejendommen ikke kan være fritidsbolig for erhververen.
7. Kørsel er sandsynliggjort.
8. Forhåndsvejledning fra SKAT.

Anmodning til Landsskatteretten

På baggrund af ovenstående afsnit anmoder klageren om, at Landsskatteretten tager hendes klage af 22. juni 2013 til efterretning, således at det anerkendes, at bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 § 1, stk. 4, ikke kan anvendes i dette tilfælde, da betingelsen ”... og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse ...” ikke er opfyldt, og skatteansættelse for 2008 og 2009 derfor ikke kan genoptages af SKAT.

Hvis Landsskatteretten ikke kan anerkende ovennævnte, så anmoder klageren om, at Landsskatteretten anerkender hendes opgørelse i samme klage således:

Fradrag der begæres godkendt i 2008 i alt 93.945 kr.
Fradrag der begæres godkendt i 2009 i alt 56.042 kr.
Fradrag der begæres godkendt i 2010 i alt 56.202 kr.

Landsskatterettens afgørelse

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.

Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Udgør befordringen pr. arbejdsdag til og med 100 kilometer, beregnes fradraget med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter. For befordring herudover beregnes fradraget med 50 pct. af den fastsatte kilometertakst. Fradrag for befordring over 100 kilometer beregnes dog med den kilometertakst, Skatterådet fastsætter, når den skattepligtiges sædvanlige bopæl er beliggende i en af en række nærmere angivne kommuner.

Dette følger af ligningslovens § 9 C, stk. 3 (lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006).

Med virkning fra og med indkomståret 2010 er ligningslovens § 9 C, stk. 3, ændret således, at 100 km´s-grænsen er forhøjet til 120 kilometer (lov nr. 519 af 12. juni 2009 om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Beskatning af personalegoder, befordringsfradrag, gavefradrag, dagplejefradrag og rejsefradrag m.v.), jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 29. november 2010).

Landsskatteretten anser klageren for berettiget til fradrag for befordring bopæl/arbejdsplads i henhold til ligningslovens § 9 C for befordring i skønsmæssigt 45 weekender tur/retur for hvert af indkomstårene 2008 - 2010 inkl. mellem [adresse1], [...], [by1], der efter det foreliggende må anses som klagerens sædvanlige bopæl, og arbejdssted [adresse2], [by2].

De af Landsskatteretten tidligere godkendte fradrag i henhold til ligningslovens § 9 C for befordring indtil 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse3], [by3], og arbejdsplads [adresse2], [by2], og efter 30. juni 2010 mellem bopæl [adresse4], [by4], og arbejdsplads [adresse2], [by2], med henholdsvis 11.727 kr., 6.840 kr. og 4.788 kr. samt 3.946 kr. for indkomstårene 2008 – 2010 inkl. stadfæstes.

Den talmæssige opgørelse vil blive foretaget af SKAT, jf. Bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen § 15, stk. 3.