Kendelse af 27-05-2016 - indlagt i TaxCons database den 25-06-2016

Faktiske oplysninger

Klageren har haft en BMW M5 med reg. nr. [reg.nr.1] til rådighed i form af en “bruttotrækordning”, hvorefter der ikke er foretaget beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

[virksomhed1] ApS, hvor klageren er hovedanpartshaver, har ifølge SKAT leaset bilen i perioden 29. september 2011 til den 2. april 2013. Bilen er indregistreret 1. gang den 3. august 2005.

Om [virksomhed1] ApS, [adresse1]., [by1] kan oplyses, at selskabet er stiftet den 6. april 2011 med en selskabskapital på 80.000 kr. med branchegode 522990 andre tjenesteydelser i forbindelse med transport. Virksomheden har tidligere været drevet i personlig regi, idet virksomheden har været registret i CVR registeret siden den 18. april 2006 med branchekode for vejtransport.

Da klageren ikke har selvangivet værdi af fri bil, har SKAT opgjort værdi af fri bil i indkomståret 2011 og 2012 som følger:

Da klageren ikke har reageret på SKATS anmodning om bl.a. at få tilsendt leasingkontrakten, har SKAT, som beregningsgrundlag for værdi af fri bil, anvendt de priser, der er lagt til grund for beregning af registreringsafgiften i 2011 og 2013 eller 625.000 kr.

SKAT har den 22. marts 2013 anmodet [virksomhed1] ApS, som bruger af bilen, om leasingkontrakten samt en redegørelse for, hvorfor klageren ikke er blevet beskattet af værdi af fri bil.

Da SKAT ikke har modtaget de ønskede oplysninger, har SKAT fremsendt flere rykkere – senest den 8. juli 2013.

Som følge af de manglende oplysninger har SKAT sendt forslag til afgørelse den 23. august 2013.

Da klageren ikke inden fristen i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2 har sendt indsigelser mod de påtænkte forhøjelser, har SKAT sendt en afgørelse dateret den 23. september 2013.

Af de modtagne leasingkontrakter fremgår af den første leasingkontrakt, at leasingperioden løber fra 29. september 2011 til 28. september 2012.

Ifølge den anden leasingkontrakt løber leasingperioden fra 22. december 2012 – 21. juni 2013.

SKAT har efterfølgende oplyst, at begge angivne leasingperioder er korrekte, samt at bilen er afmeldt den 29. september 2012 og indregistreret igen den 7. januar 2013 og afmeldt igen den 4. april 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 50.160 kr. i 2011 og 150.480 kr. i 2012.

SKAT har som begrundelse herfor bl.a. anført:

”Det er SKATs opfattelse, at

Der henvises til Den juridiske vejledning omkring beskatning af værdi af fri bil.

Afsnit C.A.5.14.1: “Regel” og C.A.5.14.3: “Biler omfattet af reglen”, afsnit C.A.5.14.1.5 “Privat kørsel”, afsnit C.A.5.14.1.6 “Den skattepligtige værdi – procentreglen og C.A.5.14.1,8 “Den ansattes egenbetaling for rådigheden.”

Den skattepligtige værdi af fri bil sættes til 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr. og 20 pct. af resten. Den skattepligtige værdi beregnes dog altid af mindst 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi lægges altid et miljøtillæg.”

Hvis den ansatte betaler firmaet for råderetten over bilen, reduceres den skattepligtige værdi af den fri firmabil med beløbet. Reduktionen kan ikke overstige den skattepligtige værdi af firmabilen.

Den ansatte skal betale for råderetten:

• i det indkomstår, hvor han eller hun bliver beskattet af firmabilen

• af beskattede midler

• direkte til firmaet.

Det er uden betydning, om betalingen foretages ratevis over året eller som en samlet sum. Hvis betalingen ikke falder ratevis i takt med lønudbetalingerne, skal firmaet dog foretage A-skattetræk i lønnen i forhold til det beløb, der faktisk er indgået i det forløbne år på lønberegningstidspunktet. Firmaet skal indtægtsføre den ansattes betalinger for råderetten.”

Det fremgår af selskabets advokats mail af den 14. maj 2013, at hun ikke er enig heri.

SKAT har i breve af den 7. maj 2013, 8. juli 2013 samt 11. juli 2013 anmodet selskabet om blandt

andet, at indsende:

• Leasingkontrakter, herunder bilens beskatningsgrundlag.

Det bemærkes, at SKAT ikke har modtaget det ønskede materiale.

I mangel af dokumentation for beskatningsgrundlaget lægger SKAT de priser, der er lagt til grund

for beregning af registreringsafgiften i 2011 og 2013.

Beskatningsgrundlaget for indkomstårene 2011 og 2012 udgør herefter 625.000 kr. eller en beskatning på 140.300 kr. Hertil skal der tillægges et miljøtillæg, som udgør årligt 10.480 kr. En årlig beskatning på i alt 150.480 kr. eller 12.540 kr. pr. måned.

Fra og med januar 2013 udgør beskatningsgrundlaget 515.000 kr. eller en beskatning på 118.000 kr. Hertil skal der tillægges et miljøtillæg som udgør 17.160 kr. (1,5 gang af 11.440 kr.). En årlig beskatning kr. på i alt 135.160 kr. eller 11.263 kr. pr. måned.

SKAT skal opfordre selskabet til, at foranledige lønangivelse af beskatning af værdi af fri bil for januar til og med april 2013 for [person1].

Det kan oplyses, at SKAT tilskriver [person1] vedrørende indkomstårene 2011 og 2012.”

SKATs udtalelse til klagen

”SKAT har den 23. august 2013 fremsendt brev til selskabet ([virksomhed1] ApS, hvor klager er hovedanpartshaver) om beskatning af værdi af fri bil, samt opfordret selskabet til, at foretage beskatning af værdi af fri bil for januar til og med april 2013, hvor selskabet sælger bilen. I dette brev anføres det, at ”SKAT selv tilskriver [person1]”. SKAT har ikke modtaget dette brev retur.

Samme dag tilskrives klager om, at SKAT agter, at ændre skatteansættelserne for ovennævnte indkomstår for så vidt angår beskatning af værdi af fri bil. SKAT har ikke modtaget dette brev retur. Kopi af dette brev er fremsendt til klagers advokat.

Den 23. september 2013 fremsendes afgørelsen til klager.

Begge breve til klager er sendt til klagers adresse [adresse1]., [by1]. Brevene til selskabet er sendt til klagers adresse C/O og bortset fra det første brev til selskabet, har klagers advokat fået kopi af alle brevene

Ad. 2:

Selskabet har i perioden 29. september 2011 til den 2. april 2013 leaset en BMW M5 med reg. nr. [reg.nr.1].

Der er ikke foretaget beskatning af værdi af fri bil i henhold til Ligningslovens § 16, stk. 4.

SKATs vurdering af klagen

Ad. 1

Det er SKATs opfattelse, at ansættelserne ikke er ugyldige, idet agterskrivelsen er fremsendt til klager og til hans folkeregisteradresse.

For yderligere begrundelse henses der til, at brevet ikke er kommet retur samt, at kopi af brevet er fremsendt til klagers advokat [person2] ApS, Att.: Advokat [person2], [adresse2], [by2].

Ad. 2

Det fremgår af materialet i sagen, at der er tale om en bruttotrækordning, som selskabet dokumenterer med

Det fremgår af disse aftaler, at ”en del af kontantlønnen konverteres til at udgøre dels kontantløn og dels løn i form af goder, der er stillet til rådighed af arbejdsgiveren til arbejdstageren mod en nedgang i kontantlønnen for arbejdstageren.”

Det er SKATs opfattelse, at klager ikke kan undgå beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 med den i sagen tidligere fremsendte dokumentation.

SKAT har noteret sig, at

Det er således SKATs opfattelse, at det er med rette, at der er foretaget beskatning af værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4 for ovennævnte indkomstår.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig samt at SKAT tilpligtes at anerkende, at klageren ikke skal beskattes af fri bil for indkomstårene 2011 og 2012.

Det er til støtte for påstanden anført:

at klager ikke har modtaget agterskrivelse betegnet “forslag til afgørelse” jf. skatteforvaltningslovens § 20 stk. 1., 1. pkt., jf. stk. 2, 1. pkt.,

at klager, som følge at fraværet af agterskrivelse betegnet “forslag til afgørelse”, ikke har kunnet varetage sine interesser i forhold til materiale indhentet fra tredjemand, hvorved klager ikke er blevet partshørt, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3,

at der som følge af manglende iagttagelse af skatteforvaltningslovens § 20 stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2, 1. pkt., alene og sammen med forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tale om flere sagsbehandlingsfejl, der hver især og sammen er konkret væsentlige, hvorved der indtræder ugyldighed.

at virksomhedens udgifter i forhold til den indgåede bruttotrækordning er 100 % er godtgjort af klager, som følge af egenbetaling med beskattede midler.

Klagerens bemærkninger til SKATs udtalelse:

”Af SKATs udtalelse af 22/1 2014 fremgår, at SKAT ikke til klager har sendt agterskrivelse, hvorfor Skatteforvaltningslovens § 19 ikke er iagttaget.

Af SKATs udtalelse af 22/1 2014 fremgår yderligere, at SKAT har modtaget kopi af 2 aftaler om bruttotrækordninger dateret henholdsvis 1/9 2011 og 15/12 2012. Jeg kan ikke se, at de pågældende aftaler af SKAT er fremsendt til Skatteankestyrelsen. Det kan derved lægges til grund, at SKAT udeholder oplysninger vedrørende det faktiske grundlag i sagen. De pågældende aftaler er af væsentlig betydning for sagens oplysning, og ved at udeholde væsentlige oplysninger, har SKAT ikke iagttaget officialprincippet, hvorefter enhver myndighed skal indhente tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materiel korrekt afgørelse, jf. hertil Folketingets Ombudsmands afgørelse FOU 6/2014 og SKM2015.310.BR, jf. UfR 1983.349 H og UfR 1983.196 V.

Af SKATs udtalelse af 22/1 2014 fremgår, at der til Skatteankestyrelsen er fremsendt følgende yderligere materiale:

Mail med billeder modtaget fra politiet af 8. marts 2013.

Klager har aldrig været bekendt hermed, og har aldrig tidligere set materialet, hvilket betyder, at klager ikke er blevet parthørt derom jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3. Manglende partshøring er tilsidesættelse af en garantiforskrift, der medfører, at afgørelsen er ugyldig.

Bilens værdiansættelse/beskatningsgrundlag 2011 og 2013.

Klager har aldrig været bekendt hermed, og har aldrig tidligere set materialet, hvilket betyder, at klager ikke er blevet parthørt derom, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3. Manglende partshøring er tilsidesættelse af en garantiforskrift, der medfører, at afgørelsen er ugyldig.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse, og der skal gives en begrundelse, der opfylder forvaltningslovens regler.

Høring efter skatteforvaltningslovens § 20 medfører, at SKAT ikke må træffe en afgørelse, før en part er hørt, og der skal ske høring, når:

- Parten er ubekendt med, at nogle oplysninger i sagen er i SKATs besiddelse,

- og oplysningerne er til ugunst for parten,

- og anses for at være af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Da SKAT tilsyneladende ved sin afgørelse har lagt væsentlig vægt på forhold, som ikke har været gjort klager bekendt og hvorom klager ikke er blevet partshørt, herunder særligt at der er lagt vægt på modtaget materiale fra tredjemand uden, at årsagen til modtagelse af dette materiale er gjort klager bekendt, lider afgørelse af begrundelsesmangler jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, in fine, jf. forvaltningslovens § 22, jf. § 24, stk. 1 og 2.

Af forvaltningslovens § 28-32 fremgår regler for videregivelse af oplysninger fra en myndighed til en anden. Det gøres gældende, at Politiet ikke har været beføjet til at videregive oplysninger til SKAT og at Politiet uretmæssigt må have indhentet oplysninger jf. forvaltningslovens § 32.

I forhold til forvaltningslovens § 28 kan det meddelelse, at klager aldrig har givet politiet skriftligt samtykke til at videregive oplysninger. Klager har ikke været bekendt med, at politiet har taget billeder af køretøjet.

SKAT har ved at modtage de pågældende oplysninger, krænket klagers rettigheder efter persondataloven og det gøres gældende, at det fra politiet modtagne materiale ikke har været til brug for en afgørelse, som skulle træffes af SKAT.

Såfremt SKAT har anmodet om politiets bistand gøres det gældende, at SKAT ikke har været beføjet til at indhente oplysninger fra politiet jf. forvaltningslovens § 31, stk. 1.

Af Anklagemyndighedens årsberetning 1998-1999, side 117-118, fremgår, at “uretmæssige indhentede oplysninger kan ikke indgå i sagen, dvs., kan ikke være en del af afgørelsesgrundlaget.”

Retssikkerhedslovens § 2 fastlægger proportionalitetsprincippet, hvilket betyder, at midler skal stå i rimeligt forhold til indgrebets formål.

SKAT kan ikke direkte eller indirekte fravige grundlaget for de beføjelser, som lovgiver har tiltænkt SKAT. Sker dette udøver SKAT magtfordrejning, og dette kommer typisk til udslag ved udøvelse af forvaltningsretligt skøn. Lovgivningens formål er et af hjælpemidlerne til at afgøre, om et hensyn eller et kriterium lovligt kan indgå i den skønsmæssige afvejning. Der foreligger magtfordrejning, når et forvaltningsorgan retsstridigt benytter sine beføjelser til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Der er et forbud mod magtfordrejning i dansk ret.

Ved skønsmæssige afgørelser må der som hovedregel ikke opstilles regler, der begrænser eller udelukker skønnet. Det er således fx ikke normalt tilladt uden særlig hjemmel udelukkende at lægge vægt på ét kriterium med den konsekvens, at andre saglige kriterier udelukkes. Betænkelighederne ved opstilling af en sådan regel består bl.a. i, at atypiske sager risikerer at blive ukorrekt behandlet.

Der må ikke tages uvedkommende hensyn eller inddrages usaglige kriterier, når der skal træffes en afgørelse. Forvaltningen er begrænset i valget af kriterier (hensyn), idet visse kriterier (hensyn) ikke lovligt kan indgå som grundlag for den foreliggende afgørelse. Det må afgøres konkret i den enkelte sag, hvilke kriterier og hensyn der lovligt kan inddrages. I den forbindelse må man fx se på retsgrundlagets (lovens) formål, som det kommer til udtryk i formålsbestemmelser eller i lovens bemærkninger.

Udover magtfordrejning kan der foreligge proces-/procedurefordrejning, hvilket er det forvaltningsretlige betegnelse for den form for magtfordrejning, der foreligger, hvis en forvaltningsmyndighed bevidst vælger en bestemt udformning af en afgørelse for at slippe for en besværlig forvaltningsproces, der er knyttet til en anden udformning af afgørelsen, fx ved at dispensere fra en lokalplan i stedet for at ændre lokalplaner.

SKAT har haft mulighed for hos leasinggiver at indhente kopi af de pågældende aftaler om flexleasing, der danner grundlag for bruttotrækaftalerne, men har bevidst undladt at gøre dette. Da SKAT heller ikke fremlægger de til SKAT indsendte bruttotrækordninger, har SKAT udøvet både magt- og procesfordrejning og har ikke indhentet tilstrækkelige oplysninger til, at SKAT har kunnet træffe en materiel korrekt afgørelse.

SKAT har retsstridigt anvendt situationen til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klager. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at klager - eller hans arbejdsgiver - ikke har selvangivet korrekt.

Af forarbejderne til SKL § 5, stk. 3, L. 104 1995/96 1. samling (lov nr. 1104 af 20. december 1995) fremgår: “Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde, (hvor SKAT fastsætter indkomsten skønsmæssigt som følge af manglende behørigt regnskab/selvangivelse), som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre; at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger, som skattemyndighederne er i besiddelse af.

Ud fra SKATs afgørelse må det lægges til grund, at SKAT udokumenteret har forhøjet klager vedrørende beskatning af fri bil for 12 måneder i hvert indkomstår. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at klager - hvis det lægges til grund, at klager har fået stillet fri bil til rådighed - hvilket dog i det hele bestrides - har haft fri bil til rådighed i samtlige 12 måneder i hvert indkomstår. Yderligere bestrides, at det af SKAT anvendte beskatningsgrundlag er gyldigt, da der er tale om flexleasing med et selskab i Sverige, hvorved der gælder særlige regler for værdiansættelse.

Klager har simple indkomstforhold, hvorfor klager er omfattet af den forkortede ligningsfrist jf. Bek. nr. 1095 af 15. november 2005, hvoraf følger, at SKAT skal afsende forslag til forhøjelse af en skatteansættelse senest den 1/7 i det andet kalenderår efter udløbet af indkomståret, dvs., at for 2011 skulle SKAT have afsendt forslag før den 1/7 2013 og afgørelse senest den 1/10 2013, og for 2012 havesendt forslag før den 1/7 2014 og afgørelse senest den 1/10 2014.

Da SKAT aldrig har sendt forslag til afgørelse til klager, er det første materielle vilkår i BEK. nr. 1095 af 15. november 2005 ikke iagttaget, hvorved afgørelsen for begge indkomstår er ugyldig.

Det fastholdes i det hele, at SKATs afgørelse er ugyldig, og at SKAT bevidst vildleder Skatteankestyrelsen omkring væsentlige vilkår, der udgør sagens faktiske og juridiske grundlag.”

Klagerens bemærkninger til sagsfremstillingen

”Jeg er noget forundret over den sagsbehandling, som indgivne klager er blevet undergivet.

Både Skatteankestyrelsen og Landsskatteretten er forpligtet til efter officialmaximen at tilsikre at sagen er oplyst tilstrækkeligt i forhold til det faktiske og juridiske grundlag.

Jeg går ud fra, at du har gennemgået også det materiale, som er modtaget fra SKAT.

Jeg kan oplyse, at SKAT ikke har meddelt, at der er indhentet oplysninger fra:

1) Ad politiet

Det er ikke meddelt at der er indhentet oplysninger fra politi, herunder at politi har været ude på klagers bopæl og tage billeder af køretøjet. Der er ikke restancer vedrørende forsikring, vægtafgift eller andet, der har kunne afkaste bistand fra politiet, og derfor er videregivelse af indhentelse af oplysninger fra anden myndighed ulovligt jf. Forvaltningslovens § 27 (brud på tavshedspligt), og yderligere § 28, idet klager ikke har givet tilladelse til, at SKAT har kunnet videregive oplysninger til politiet. Der er også tale om et brud på Forvaltningslovens § 31, idet SKAT er anmodet af politiet om oplysninger vedrørende køretøjet, ligesom der ikke har været grundlag for SKAT til at videregive nogen oplysninger til politiet, idet politiet ikke har haft nogen verserende sag, hvortil der skulle bruge oplysninger om klager eller køretøjet. Der er tilsvarende tale om en direkte overtrædelse af Skatteforvaltningslovens § 17.

Af en af SKAT udarbejdet sagsnotat kan det ses, at SKAT har indhentet materiale fra politiet
forud for en henvendelse til klager eller klagers selskab.

Der gøres gældende, at sagsbehandleren hos SKAT har tilsidesat Forvaltningslovens § 32, idet han tilsyneladende har skaffet sig fortrolige oplysninger, som ikke har været af betydning for hans opgaver.

Af Skatteforvaltningslovens § 20 følger, en ubetinget høringspligt. Dette betyder, at SKAT ikke kan træffe en afgørelse før en part er hørt, og der skal altid ske høring, når:

Da dette forhold og billeder mv. fra politi hverken er oplyst til eller gjort klager bekendt, er der ikke sket partshøring jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 jf. § 16, stk. 3. Dermed har SKAT tilsidesat en garantiforskrift, hvorved der efter gældende praksis indtræder ugyldighed. Det må antages, at oplysningerne har været bestemmende for afgørelsen, hvorfor dette skulle have været omtalt som en del af hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen jf. Forvaltningslovens § 22 jf. 24. Da dette ikke er sket, lider afgørelsen af begrundelsesmangler, der medfører ugyldighed.

2) Ad vurderingsoplysninger:

Da SKAT selv har afgiftsberigtiget køretøjet, har SKAT stedse vidst, at der køretøjet var omfattet af en flexleasingsaftale. Dermed har den afgiftspligtige værdi været SKAT bekendt, og SKAT har selv været i besiddelse af aftalerne, indhentet som led i leasingivers afgiftsberigtigelse af køretøjet for leasingperioden. SKAT blev i 2005 en enhedsforvaltning, hvorved de oplysninger som er en afdeling bekendt i SKAT, er samtlige andre afdelinger bekendt.

Det fremgår også, at SKAT er i besiddelse af de pågældende materiale, men har ikke til klager oplyst eller fremsendt kopi deraf.

Derudover har SKAT heller ikke oplyst at have udarbejdet såkaldte værdiberegninger, ligesom det pågældende materiale til brug derfor hverken har været meddelt eller tilsendt klager.

Da dette forhold og billeder mv. fra politi hverken er oplyst til eller gjort klager bekendt, er der ikke sket partshøring jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1 jf. § 16, stk. 3. Dermed har SKAT tilsidesat en garantiforskrift, hvorved der efter gældende praksis indtræder ugyldighed.

Af Skatteforvaltningslovens § 20 følger, en ubetinget høringspligt. Dette betyder, at SKAT ikke kan træffe en afgørelse før en part er hørt, og der skal altid ske høring, når:

I og med, at klager ikke mener, at skulle beskattes af fri bil, er der gjort indsigelser mod den samlede skatteansættelse fra SKAT, herunder opgørelse af værdien/grundlaget for beskatning.

Da SKAT tilsyneladende har indhentet og på afgørelsestidspunktet været i besiddelse af det faktiske grundlag for bilens værdi, har SKAT været forpligtet til at anvende dette grundlag fremfor en teoretiske anden beregnet værdi.

Af bilag 2 fremgår de økonomiske oplysninger og perioder for flexleasingaftalen. Som det fremgår, dækker ingen af aftalerne fulde 12 kalendermåneder. Som bilag 4 fremlægges flexleasingaftalerne, hvoraf fremgår for 2011/2012, at anskaffelsessummen er kr. 259.279. Leasingperioden for 2011/2012 løber fra 29/9 2011 til 28/9 2012.

Hvis – hvilket bestrides – at der skal ske beskatning af fri bil, skal det være af kr. 259.279 for 2011 for en periode på 91 dage, og i 2012 for en periode på 268 dage + 8 dage samlet 276 dage.

SKAT har ikke godtgjort eller løftet bevisbyrden for, at beskatningsgrundlaget kr. 625.000, eller at der skal ske beskatning for hele 4 måneder i 2011 og hele 12 måneder i 2012.

SKAT har tilsyneladende indhentet oplysninger om bilens værdi med fuld afgift, som ud fra de af leasinggiver tilsyneladende er beregnet til kr. 425.000 med fuldafgift jf. bilag 5. SKAT har ikke løftet bevisbyrden for, at beskatningsgrundlet ikke er væsentlig lavere end kr. 625.000.

SKAT har heller ikke løftet bevisbyrden for, at det ikke er muligt at indgå aftale om bruttotræk vedrørende biler jf. hertil offentliggjort publikation fra [virksomhed2] vedrørende personalegoder for 2016, bilag 3.

Bilag 5 og øvrige bilag vedrørende afgiftsberegning af køretøjet er hverken oplyst eller fremsendt til klager som led i sagens behandling.

Det må antages, at oplysningerne udarbejdet af SKAT omkring værdien af bilen har været bestemmende for afgørelsen, skulle have været omtalt som en del af hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen jf. Forvaltningslovens § 22 jf. 24. Da dette ikke er sket, lider afgørelsen af begrundelsesmangler, der medfører ugyldighed.

SKAT har ikke i sin afgørelse henvist til, at afgørelsen er truffet i medfør af Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5 jf. Skattekontrollovens § 3B, hvilket ville medføre, at der skulle ske korrektioner efter Ligningslovens § 2. Dette betyder, at der skal ske regulering af klagers hovedaktionærselskab, som vil have fradrag for udgiften som løn jf. Statsskatteloven § 6, litra a, subsidiært at klager har ret til at påtage sig betalingskorrektion jf. Ligningslovens § 2 stk. 5. Der kan uanset hvad ikke kun ske en indkomstændring for klager uden, at der sker en ændring af selskabet også.

Da klager jf. bilag 2 selv har betalt for udgifterne som led i den indgåede bruttotrækordning, er der ikke grundlag for beskatning over hovedet, eller at der skal ske en korresponderende skatteansættelse af hovedaktionærselskabet.

I øvrigt beviser bilag 2, at det ikke er korrekt, at der ikke er indsendt oplysninger omkring værdien af leasingaftalen mv. SKAT har blot ikke ønsket at anvende de af klager afgivne oplysninger af faktisk karakter, da dette ville medføre, at SKAT ikke kunne gennemføre en forhøjelse.

Der henvises i øvrigt til de juridiske anbringender i afsnittet nedenfor omkring de materielle konsekvenser ved manglende korrekt partshøring, manglende medvirkning til oplysning af sagens faktiske og retlige grundlag nv.

3) Ad manglende medvirken til oplysning af sagen fra SKATs side og bevidst udeholdelse af oplysninger om faktisk og materiel karakter indsendt fra klager:

Det kan udledes, at SKAT af ved mail af 6/5 2013 har fået tilsendt kopi af 2 bruttolønordninger, som fremlægges som bilag 2.

Som bilag 3 fremlægges uddrag fra revisionsvirksomheden [virksomhed3] folder vedrørende personalegoder (2016), hvoraf fremgår, at det er fast antaget, at

Intet sted i materialet indhentet fra Landsskatteretten fremgår de 2 aftaler.

Det gøres gældende, at SKAT bevidst ikke har medvirket til sagens oplysning jf. Officialmaximen. Udeladelse af tilsendt materiale af faktisk og materiel karakter, som har væsentlig betydning for den afgørelse, som SKAT skal træffe, er i strid med de pligter, som SKAT som offentlig myndighed er forpligtet til at iagttage.

I SKM2015.310.BR hjemviste byretten en sag til SKAT til fornyet behandling, idet det var objektiv konstaterbart, at SKAT havde været i besiddelse af materiale vedrørende det faktiske grundlag, som ikke har blevet inddraget som led i sagens afgørelse, og det kunne derfor afvises, at hvis det pågældende materiale vedrørende det faktiske grundlag på korrekt vis var blevet inddraget i sagen, ville afgørelsen havde fået et andet udfald.

Det er åbenlyst, at afgørelse, hvis SKAT havde inddraget samtlige oplysninger om det faktiske grundlag, ville sagen have fået et andet udfald.

Landsskatteretten fandt den 22/11 2012 i sagen 11-0301787, at SKAT ikke tiltrækkeligt havde medvirken til sagens oplysning jf. bl.a. princippet i FOB 1999.384, hvorfor en af SKAT fortaget forhøjelse – også set i forhold til det af skatteyderen troværdigt oplyste – ikke var gyldig.

Efter fast praksis er det SKAT, når der er tvivl om, hvorvidt givne faktiske forudsætninger er opfyldt, der har bevisbyrden, herunder for opfyldelse af fristreglerne i Skatteforvaltningsloven, at SKAT har fulgt gældende sagsbehandlingsregler og ydet behørig vejledning jf. hertil fx SKM2013.97ØL.

Er der forsvundet relevant bilagsmateriale på et tidspunkt, hvor materialet har været i SKATs varetægt, vil skal de have betydning for bevisbedømmelsen jf. fx SKM2011.518.BR og SKM2014.232.ØL. I sidstnævnte dom henviste Landsretten til, at ”…. tvivlen om indholdet af det bortkomne bilagsmateriale og om tidspunktet for bortkomsten heraf må komme Skatteministeriet bevismæssigt til skade ….”.

Yderligere følger af forarbejderne til Skattekontrollovens § 5 stk. 3, L. 104 1995/96 1. samling (lov nr. 1104 af 20. december 2995): ”Efter de almindelige principper for bevisførelse påhviler det i sådanne tilfælde (hvor SKAT fastsætter indkomsten skønsmæssigt) som udgangspunkt skattemyndigheden at sandsynliggøre, at den skønnede opgørelse ikke er mindre sandsynlig end andre opgørelser, set i lyset af de oplysninger som skattemyndighederne er i besiddelse af.” Dette betyder, at SKAT skal løfte bevisbyrden for, at SKATs værdiansættelse begrunder en tilsidesættelse af det aftalte/selvangivne.

Af Folketingets Ombudsmandsberetning for 1981, s. 73, har Ombudsmanden udtalt, at det er et grundlæggende princip, at SKAT ikke må anvende taksation som et middel til at gennemføre en urealistisk høj ansættelse. Er der grundlag for taksation, skal denne ske ud fra en realistisk bedømmelse af, hvad klagerens virkelige skattepligtige indkomst skal være.

Folketinget Ombudsmand har i Ombudsmandsafgørelse 2014-6 af 19/5 2014 fastlagt, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed ud fra officialmaximen selv skal fremskatte fornødne oplysninger, da formålet med officialmaximen er at bidrage til at sikre, at en forvaltningsmyndigheds afgørelse bliver materiel lovlig og rigtigt og princippet retter sig både i mode det faktiske og det retlige grundlag.

Siden ændring af det skatteretlige klagesystem med virkning pr. 1/1 2014 er Landsskatterettens forberedelse af sagerne ved bistand fra Skatteankestyrelsen blevet væsentlig forringet, idet det virker som om, at sagsbehandleren blot skriver SKATs afgørelse og skriftlige indlæg af uden selv af foretagne den fornødne retlige gennemgang af det faktiske og retlige grundlag, dvs. at man ikke ser på de fremlagte bilag – fra klager eller materiale modtaget fra SKAT. Endelige virker det som om, at Landsskatteretten overser en eller flere åbenlyst manglende medvirken fra SKAT til at tilsikre, at alt relevant materiale vedrørende det faktiske grundlag er tilvejebragt. Dette gælder i denne sag, idet Landsskatteretten ikke har efterspurgt de til SKAT fremsendte bruttotrækaftaler.

Landsskatteretten mangler også at forholde sig til den begrundelse som SKAT har givet, herunder henvisning til hjemmelsgrundlaget for forhøjelsen, og ved skønsmæssige ansættelser de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen jf. Forvaltningslovens § 22 jf. 24. Er dette ikke sket, lider afgørelsen af en begrundelsesmangel, der medfører ugyldighed. Forvaltningslovens §§ 22 og 24 er – som høring jf. Forvaltningslovens § 19 – garantiforskrift.

Yderligere kan det objektivt lægges til grund, at klager kun har modtaget en afgørelse dateret den 23/9 2013, og ikke en agterskrivelse, hvilket er et krav efter Skatteforvaltningslovens § 20 jf. § 19.

Da SKAT ikke har foretaget en korresponderende forhøjelse af hovedaktionærselskabet, må SKAT have lagt til grund, at klager alene kunne forhøjes. Det følger af BEK. nr. 1095 af 15. november 2005 vedrørende den forkortede ligningsfrist, at agterskrivelse skal være afsendt senest 30/6 2013 og afgørelse senest 30/9 2013. Da SKAT ikke har fremsendt agterskrivelse, er vilkår for at kunne foretage en forhøjelse af klager ikke opfyldt, og det skal her bemærkes, at da klager ikke har anmodet om ændring af de selvangive forhold, suspenderes anvendelsen af reglerne om forkortet ligningsfrist ikke.

Den af Folketinget Ombudsmand trufne afgørelse sag 2014-6 af 19/5 2014 angik netop det forhold, at Landsskatteretten skulle iagttage legalitetsprincippet og sikre, at samtlige retlige regler er iagttaget, idet det ellers ikke er muligt at opretholde en af SKAT truffet afgørelse. Landsskatteretten blev af Folketingets Ombudsmand pålagt at genoptage en sag, der medførte, at Landsskatteretten måtte omgøre sin tidligere kendelse jf. SKM2015.446.LSR.

I forhold til den indgivne klage nedlægges følgende yderligere påstande:

Mere subsidiært: Hvis klager skal beskattes af fri bil, skal der ske en korrektion af hovedaktionærselskabet, der har fradrag for lønomkostninger jf. Skatteforvaltningslovens § 6, litra a, eller der skal ske en korresponderende korrektion efter Ligningslovens § 2, idet klager jf. LL§ 2, stk. 5 også kan påtage sig en betalingskorrektion.

Mest subsidiært: Sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.”

Klagerens bemærkninger til SKATs erklæring

”Jeg finder det ualmindeligt mærkeligt, at der ikke tages højde for, at det er oplyst, at klager ikke rettelig er blevet partshørt om dokumenter, som SKAT har indhentet uden at oplyse om det og uden at lade klager blive partshørt om det.

Jeg vedhæfter kopi af EU-Domstolens nye afgørelse fra 17/12 2015 i sag C-419/14, hvoraf kan udledes, at en skatteyder har ret til at blive partshørt om alt, hvad en skatteforvaltning indhenter af oplysninger og uanset, hvordan sådanne oplysninger er indhentet. Bliver skatteyderen ikke hørt, skal den nationale ret kende SKATs afgørelse for ugyldig. Der er således ikke som i forslag til afgørelse “plads til” at en klageinstans kan “omskrive” det af SKAT foretagne med henblik at nå frem til, at en given afgørelse ikke er ugyldig.

I denne sag er det tydeligt, at sagsbehandleren ikke er jurist og dermed ikke har indsigt i juridiske formaliteter. Ud fra det om sagsbehandler oplyste uddannelsesmæssige baggrund, har han alene tidligere haft brug for talberegning, men det er ikke nok, når en sag forberedes hos Skatteankestyrelsen til brug for afgørelse af Landsskatteretten jf. hertil Folketingets Ombudsmandsafgørelse af 19/5 2014 j.nr. 2014-6, hvori det er udtalt, at Landsskatteretten i forbindelse med sagens afgørelse har pligt til at sikre en materiel korrekt afgørelse, og Landsskatteretten skal til brug herfor iht. officialmaximen indhentet tilstrækkeligt materiale vedrørende faktiske og retlige grundlag således, at der kan træffes en materiel og lovlig afgørelse.

Selv for Landsskatteretten er der tale om nyt materiale (modtaget fra SKAT uden at dette er inddraget og oplyst som grundlag for afgørelsen), hvorfor Landsskatteretten burde have ladet sagen overgå til anden sagsbehandler med juridisk baggrund.

Yderligere er der fremlagt uddrag fra et af Danmarks største revisionskontores vejledning vedrørende beskatning af personalegoder, hvoraf fremgår, at bilder, der ikke er stillet til rådighed direkte som led i ansættelsen, kan indgå i en bruttotrækordning. Den pågældende sagsbehandler kan således ikke frigøre sig fra sin talmæssige baggrund og vurdere sagen ud fra sagens korrekt retlige faktum.

Såfremt at det lægges til grund, at den af Landsskatteretten foreslåede talmæssige opgørelse — hvilket bestrides — skal lægges til grund, så er der sket en reduktion for 2012, men det er glemt, at der tilsvarende skal ske en reduktion for 2011, idet der ellers sker beskatning for 13 måneder, mens den samlede leasingperiode alene udgør 12 måneder. Der mangler således — igen hvis det antages, at den af Landsskatteretten talmæssige opgørelse skal lægges til grund, hvilket bestrides — at ske en reduktion for 2011, idet der kun skal ske beskatning med hele måneder.

Jeg skal på ny anmode Landsskatteretten om at inddrage det faktum, at der ikke er sket partshøring om, at der er indhentet materiale, som SKAT lægger til grund, klager ikke har indsendt (og at af SKAT i SKAT5 besiddelse) og yderligere at SKAT uretmæssigt har indhentet materiale via politiet.

Der henvises til den vedhæftede afgørelse fra EU-Domstolen, som netop påpeger ugyldighed, hvis der ikke sker høring hos borgeren af alt materiale indhentet af SKAT.

Som følge af det anførte, fastholdes det, at den af SKAT trufne afgørelse er ugyldig, hvilket udgør den subsidiære påstand, som sagsbehandleren heller formår at forholde sig til.

En klageinstans kan ikke i sin afgørelse anføre, at den ikke er i stand til at forholde sig til enhver af de nedlagte påstande, og da særligt ikke i skatteklagesager, som beror på forvaltningsafgørelser.”

Landsskatterettens afgørelse

Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Klageren er ifølge repræsentanten ikke blevet gjort bekendt med SKATs materiale.

SKAT har den 22. marts 2013 anmodet [virksomhed1] ApS om redegørelse for, hvorfor klageren ikke er blevet beskattet af værdi af fri bil samt leasingkontrakt og bilens beregningsgrundlag.

Da klageren er hovedanpartshaver og eneste ansatte i selskabet, samt at selskabet og klageren har samme adresse, finder Landsskatteretten, at SKAT har opfyldt sin forpligtelse i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at SKAT har underrettet klageren om den påtænkte ændring af hans indkomstansættelser for 2011 og 2012, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, idet SKATs forslag til afgørelse er sendt til klageren den 23. august 2013. SKAT har efterfølgende truffet afgørelse 23. september 2013.

Landsskatteretten finder ligeledes, at SKAT har opfyldt officialmaximen, idet SKAT har anmodet klageren om at fremskaffe de fornødne oplysninger om den i sagen omhandlede bil, ligesom de modtagne oplysninger fra politiet ikke anses for videregivelse af fortrolige oplysninger, (billeder), jf. forvaltningslovens § 28, idet billederne ikke er nødvendige for, at SKAT kan træffe en materiel korrekt afgørelse.

Landsskatteretten bemærker endvidere, at SKAT selv via selskabets kontroloplysninger kan konstatere, at selskabet er anført som bruger af den pågældende bil.

Landsskatteretten bemærker endelig, at personer, der har status som hoveaktionærer, ikke er omfattet reglerne for personer med enkle økonomiske forhold, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15.11.2005, hvorfor ansættelsen skal ske inden for de almindelige frister i skatteforvaltningslovens § 26, herunder skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.

De foretagne ansættelser er således gyldige.

Værdi af fri bil

Når en person som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde får stillet en bil til rådighed, er værdien heraf skattepligtig. Det følger af ligningslovens § 16, stk. 1.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighedfor den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr. Til den skattepligtige værdi medregnes et miljøtillæg. Miljøtillægget udgør den årlige afgift eksklusive udligningsafgift og privatbenyttelsestillæg, der skal betales for bilen efter brændstofforbrugsafgiftsloven eller efter vægtafgiftsloven, med tillæg af 50 pct. Da bilen er indregistreret første gang i 2005, opgøres bilens værdi til arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Ved værdiansættelsen af biler, der ikke indregistreres her i landet, og ved værdiansættelsen af biler, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 4, skal den værdi anvendes, som efter 5. og 6. pkt. ville blive lagt til grund ved værdiansættelsen af en tilsvarende bil, der er anskaffet her i landet og indregistreret her. Er bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 4, at den skattepligtige værdi alene kan nedsættes i det omfang egen betaling sker med beskattede midler, jf. herved pkt. 12.4.6.5 i ligningslovscirkulæret, cirkulære nr. 72 fra 1996.

Det forhold, at klageren har en ”bruttotrækordning” ændrer således ikke ved, at der skal ske beskatning af værdi af fri bil. Der kan i øvrigt henvises til praksis om ”lønomlægning” beskrevet i Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.1.7.4.

Da der er tale om en leaset bil har SKAT skønsmæssigt ansat beregningsgrundlaget til den pris, der er lagt til grund for beregning af registreringsafgiften i 2011 med tillæg af miljøtillæg. Retten bemærker, at [virksomhed4] ApS selv har anført bilens anslåede købspris inkl. dansk afgift og moms til 625.000 kr. eller samme beregningsgrundlag som SKAT. Da bilen kun har været til rådighed i en del af indkomståret 2011, nedsættes den skattemæssige værdi med det antal hele måneder, hvor bilen ikke har været til klagerens rådighed. Den foretagne beskatning i 2011for 4 måneder er således korrekt, idet bilen har været til rådighed fra 29. september 2011.

Retten bemærker endvidere, at Skatterådet i bindende svar af 17. maj 2011, SKM2011.420.SR har anført, at grundlaget for beskatning af fri bil for leasede biler også her er nyvognsprisen beregnet med den fulde afgift beregnet på grundlag af fakturaprisen, og ikke leasingselskabets indkøbspris tillagt den foreløbige registreringsafgift.

Da det af leasingkontrakten fremgår, at leasingperioden ophører den 28. september 2012 og bilen ifølge SKAT er afmeldt fra registrering den 29. september 2012 ansætter retten værdien af fri bil i indkomståret 2012 som følger, idet der sker reduktion for det antal hele måneder (30 dage), hvor bilen ikke har været til rådighed, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, 8. pkt.:

Da sagen alene vedrører SKATs afgørelse om klagerens indkomstansættelse for 2011 og 2012, har Landsskatteretten ingen kompetence til at behandle klagerens subsidiære påstand om ændring af selskabets forhold samt foretage betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5, ligesom retten ikke finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling hos SKAT.

De af klagerens repræsentant fremførte bemærkninger kan ligeledes ikke føre til et andet resultat.