Kendelse af 30-03-2016 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2016

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008

Udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig.

69.397 kr.

0 kr.

69.397 kr.

Forhøjelse af befordringsfradrag

Afvises

31.591 kr.

Se begrundelse

2009

Udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig

125.357 kr.

0 kr.

125.357 kr.

Forhøjelse af befordringsfradrag

Afvises

62.238 kr.

Se begrundelse

2010

Udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse anset for skattepligtig.

128.270 kr.

0 kr.

128.270 kr.

Forhøjelse af befordringsfradrag

Afvises

81.121 kr.

Se begrundelse

Faktiske oplysninger

Ifølge CPR boede klageren på adressen [adresse1], [by1], [by2] i 2008-2010.

Klageren var i de påklagede år ansat som træner i [virksomhed1] A/S (CVR-nr. [...1]).

Klageren har indsendt en udateret ansættelsesaftale, hvoraf det fremgår, at klageren er ansat som cheftræner i perioden 1. juli 2008 – 30. juni 2011. Månedslønnen er anført til 2.500 kr. Det aftaltes også at:

”Der udbetales kørepenge, tlf. IT mm. iht. gældende regler og behørig dokumentation – dog maks. 110.000 kr. pr. sæson.”

Klageren har modtaget følgende i løn og skattefri kørselsgodtgørelse af [virksomhed1] A/S:

Skattefri

Lønkørselsgodtgørelse

2008 (1/7 – 31/12):15.000 kr.69.397 kr.

2009:30.000 kr.125.357 kr.

2010:29.500 kr.128.270 kr.

Køresedler

Fra SKAT har skatteankenævnet modtaget fire køresedler for månederne maj, juni og juli 2008 og marts 2010, der angivelig angår klageren. Klageren har indsendt køreseddel for oktober 2009. Om oplysningerne på de fem køresedler bemærkes:

Navn, CPR-nr. og adresse er ikke anført.
For alle kørsler er det anført, at der er kørt fra [by3]*, men ikke fra hvilken adresse.
For alle kørsler er det anført, hvilken by der er kørt til, men ikke til hvilken adresse.
For maj, juni, juli 2008 og oktober 2009 er kørsler [by3] – [by4] (retur) anført med 62 kilometer. For marts 2010 er kørsler [by3] – [by4] (retur) anført med 64 kilometer.
Alle kørsler [by3] – [by5] (retur) er anført med 102 kilometer, på nær én der er anført med 160 kilometer.
Det er ikke anført, hvilken bil der er kørt i.
For den enkelte kørsel er anført et antal kilometer, sats (kr. pr. km) og beløb. Der er ikke anført formål med den enkelte kørsel.
For månedens kørsel er følgende anført: Det samlede antal kilometer, satsen (kr./km), det beregnede beløb (antal km x kr./km), samt beløb til udbetaling. For maj, juni og juli måned 2008 er beløb til udbetaling angivet med 9.167 kr., selvom de beregnede godtgørelser udgør henholdsvis 9.989,10 kr., 9.434,70 kr. og 9.632,70 kr.

* Klageren bor 5,2 kilometer fra [by3] by.

For Landsskatteretten er fremlagt yderligere 31 køresedler for perioden august 2008 – december 2011.

Om disse køresedler bemærkes følgende:

CPR-nr. og adresse er ikke anført. Navn er påført på de fleste køresedler med håndskrift som ”[...]”, ”[...]” eller ”[person1]”.
For alle kørsler er det anført, at der er kørt fra [by3], men ikke fra hvilken adresse.
For alle kørsler er det anført, hvilken by der er kørt til, men ikke til hvilken adresse.
Det er ikke anført, hvilken bil der er kørt i.
For den enkelte kørsel er anført et antal kilometer, sats (kr. pr. km) og beløb. Der er ikke anført formål med den enkelte kørsel.
For månedens kørsel er følgende anført: Det samlede antal kilometer, satsen (kr./km) og det beregnede beløb (antal km x kr./km).
I 2008 er der ifølge køresedler for maj – december godtgjort 20.936 km. I maj og juni med 3,30 kr. pr. km., og i juli – december med 3,47 kr. pr. km.
Der er ”flueben” på tre af sedlerne i 2008.
På sedlen for december 2008 er der fra månedens kørsel på 2.303 km. ført en pil ned og med håndskrift påført”1440”.
I perioden fra den 1. maj 2008 – den 17. oktober 2008 har klageren kørt 61 gange til [by5]. I alt er der kørt 106 gange til [by5] i 2008.
I 2009 er der ifølge samtlige køresedler godtgjort 39.719 km. I januar – maj med 3,46 kr. pr. km., i juni – september med 3,56 kr. pr. km., dog er kørsel den 13. september til [by6], som er på en køreseddel for sig godtgjort med 1,78 kr. pr. km., mens kørsel i oktober – december er godtgjort med 1,78 kr. pr. km.* Satsen er 3,56 kr./1,90 kr. pr. km. jf. bekendtgørelse nr. 1429 2008
Der er godtgjort i alt 25.211 km. efter den høje sats.
Der er ”flueben” på 7 af sedlerne.
På sedlen for april er der med håndskrift anført ”11.504” I alt til udbetaling er beregnet til 11.291 kr.
På sedlen for juni 2009 er der med håndskrift anført ”3112 km”. Periodens kørsel er på 3.330 km.
På ”Køreseddel for tur til [by7] 2009” den 7. november er der med håndskrift anført ”betalt 9/12” og et kontonummer.
På sedlen for december 2009 er der efter ”I alt kørt for perioden: km. 5.121” anført ”+ 1461 = 6.582”
I perioden fra den 2. januar 2009 – 30. december 2009 er der kørt 109 gange til [by5].
I perioden fra den 2. december 2008 – 20. august 2009 er der kørt 61 gange til [by4]. Resten af året er der kørt 23 gange til [by4].
I 2010 er der ifølge samtlige køresedler godtgjort 49.631 km. I januar – juli med 3,56 kr. pr. km. og i august - december med 1,78. Satsen er 3,56 /1,90 kr. pr. kilometer, jf. bekendtgørelse nr. 1088 2009.
Satsen er nedsat efter 19.718 km.
Der er ingen ”flueben” på de 13 køresedler
På sedlen for juli måned er med håndskrift en udregning.
På sedlen for september måned er satsen på 1,78 overstreget og i stedet er anført 1,90 og totalbeløbet ændret fra 10.783 kr. til 11.510 kr.
I november 2010 alene er der godtgjort 8.224 km., heraf 11 kørsler til [by8] på 10 dage.
Der er godtgjort kørsel til [by5] og [by4]

*For Landsskatteretten er fremlagt lønseddel for september 2009 fra [...], hvoraf det fremgår, at der er udbetalt 2.012 km. med en sats på 1,78 kr. og ikke 3.56 kr., som fremgår af køresedlen. Beløbet er til disposition den 30. september. Køresedlen for september dækker 26 kørsler i perioden 1. september 2009 – 30. september 2009, hvor der er opgjort 2.012 km. Kørslen den 13. september er ikke med på lønsedlen.

Klageren rådighed over biler

Klageren har været registeret som ejer af følgende biler i 2008-2010:

FraTilModelReg.nr.

2. marts 200716. april 2009Toyota Hilux (varebil)[reg.nr.1]

25. marts 200917. januar 2011Toyota Corolla[reg.nr.2]

4. januar 2010-Ford Mondeo st.car[reg.nr.3]

Sagsforløb for skattesag

SKAT har i brev af 9. januar 2012 bedt klageren om at sende følgende materiale:

Spillerkontrakt med [virksomhed1]
Dokumentation for udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse i form af:

- Kørselsrapporter.

- Oplysning om hvilken bil der er kørt i.

- Biludgifter, herunder brændstofkvitteringer, værkstedsregninger og lignende.

I brev af 24. januar 2012 oplyste [virksomhed2] at det efterspurgte materiale ikke ville blive fremsendt. De bad SKAT om at sende agterskrivelse i sagen.

Den 15. februar 2012 sendte SKAT brev med forslag til ændring af klagers skatteansættelser for 2008–2010.

Den 21. februar 2012 skrev [virksomhed2], at de af procesøkonomiske grunde ikke ville komme med indsigelser mod SKATs forslag. De bad SKAT om at træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Den 5. marts 2012 traf SKAT afgørelse om ændring af skatteansættelserne.

Kontrol ved udbetaling

[virksomhed1] A/S har fremlagt følgende beskrivelse af praksis i forbindelse med udbetaling af kørepenge.

”Jeg vil nedenfor prøve at redegøre for procedure og kontrolforanstaltninger der blev, og bliver foretaget i forbindelse med udbetaling af kørsels godtgørelse til trænere/spillere i [virksomhed1].


Jeg startede som bogholder for [virksomhed1] den 1. januar 2007,og bestred det job indtil den 30. juni 2009, hvorefter [person2] overtog samme funktion i [virksomhed1].

Alle spillere/trænere som i forbindelse med udøvelse af deres job, havde dokumenterede transport udgifter fik udleveret en standard køreseddel fra vores side af, langt de fleste brugte denne standard seddel, men der var også enkelt andre der selv “fabrikerede” en køreseddel.

Enten blev køresedlerne fremsendt pr. post, afleveret til undertegnede, eller som det blev mere og mere almindeligt, at fremsende sedlerne pr. e-mail til [virksomhed1]s e-mail adresse.
Når jeg modtog sedlerne tjekkede jeg om kørslen var i overensstemmelse med de faktisk kørte km, og om datoerne stemte med enten træningsdage, eller trænings- og turneringskampe. Da jeg, som både bestyrelsesmedlem og forretningsudvalgs medlem i [virksomhed1] var meget tæt på træner/spiller miljøet, havde jeg en endog meget stor indsigt i samtlige kampe/træningskampe m.m. for den enkelte, ligesom jeg havde meget stor føling med trænernes kørsels behov (træning — kampe — “spion ture” osv.)


Hvis jeg modtog sedler hvor der hos mig kunne opstå tvivl om sedlens rigtighed, kontaktede jeg vedkommende, ellers kontaktede jeg træner/holdleder som førte et detaljeret skema over trænings pas o. lign, som enten kunne bekræfte kørslens rigtig hed eller det modsatte.


Når denne kontrol var tilendebragt og jeg kunne konstatere at den faktiske kørsel var i overensstemmelse med det faktiske, indberettede jeg kørslen til udbetaling, og samtidig satte jeg et “flueben” på sedlen, som signatur for godkendelse.

[person2] overtog som nævnt ovenfor ansvaret for bl.a. løn og kørsels udbetaling den 1. juli 2009. Han overtog mine procedurer, og havde i store træk den samme indsigt i træners og spilleres faktiske kørsel, da [person2] var meget tæt på [virksomhed1], og opholdt sig endog meget i hallerne, da han selv var en aktiv træner, og derved havde meget føling med hele ledelsen og truppen.


Hvis [person2] var i tvivl om rigtigheden af den modtagne køre seddel, var det samme procedure som [person3] — kontakt til spiller/træner, eller kontakt til holdleder som var opdateret på samtlige spilleres trænings/spiller dage.


Ved ind beretning at køresedlerne til Data løn, satte [person2] også som hovedregel et “flueben” som bekræftelse på oplysningernes rigtighed, men vedkender at, der kan være nogle gange hvor dette er forglemt.


Afslutningsvis vil vi begge ([person3] & [person2]) gerne præcisere at vi begge var meget OBS på, at ingen kunne få udbetalt kørsels penge, hvis enten kørslen ikke havde fundet sted, eller dokumentations grundlaget ikke var i orden.


Vi var jo begge så integreret i [virksomhed1]s arbejde, at vi udviste endog meget stor tilbageholdenhed med at udbetale flere penge end højst nødvendigt, da vi jo begge vidste at det var bl.a. os selv der skulle være med til at “skrabe” penge ind igen hos sponsorer m.m.


Med venlig hilsen

[person3] / [person2]”

[person4], direktør i [virksomhed1] A/S, har i brev af 9. januar 2012 til SKAT bl.a. skrevet følgende:

”[virksomhed1] er en elite-overbygning af [klub1] og [klub2]. Derudover har vi samarbejdsklubber på hele [...]. [virksomhed1] består af 4-6 hold, alt efter, hvor mange talentfulde unge mennesker, der er i den enkelte årgang. Pt. vi har et hold i 1. division, ét hold i 2. division samt ét hold for U18 og ét for U16 – alle hold er for herrer. Nogle år har vi haft 5 og 6 hold.

En af vores store udfordringer, er vores geografiske beliggenhed, da mange af vores unge mennesker er nød til at tage til [by9] for at studere og bo. Det er den primære årsag til de store befordringsomkostninger vi har hernede, som jo også SKAT har bemærket ! Langt de fleste af vores håndboldspillere køre 3, 4 – ja nogle uger op til 5 gange frem og tilbage fra [by9]/Nordsjælland og til træning og kamp i enten [by4], [by5], [by5]havn eller [...]. De bruger således rigtig mange timer på landevejen, hver eneste uge. Derudover kommer vore modstandere fra HELE landet – fra [by10] til [by11] ! Alle vores ungdomshold spiller også i rækker udenfor [...]. Hvis vi som klub/forening/ selskab ikke som minimum, kan dække de unge menneskers faktiske omkostninger til den megen transport og honorerer lidt af den megen fritid de bruger på håndbolden – ja så har vores fælles ambitioner og planer om, at skabe et elitemiljø for engagerede sportsfolk på [...], INGEN gang på jorden – så kan vi lukke butikken igen og for alvor føle os som Udkants-Danmark, hvor intet er muligt...”

SKATs kontrol i [virksomhed1] i 2007

Arbejdsgiverkontrollen i [Skattecentret] har udarbejdet følgende notat af 21. september 2007 om SKATs kontrol i [virksomhed1] A/S i 2007:

Arbejdsgiverkontrol den 20. september 2007.

Der blev foretaget arbejdsgiverkontrol i ovennævnte virksomhed efter forudgående varsling pr. brev den 5. september 2007.09.21

Kontrolbesøget omhandlede udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for indkomståret 2006.

[person5] oplyste, at han havde overtaget jobbet som forretningsfører efter [person6] den 1. januar 2007. Det blev ligeledes oplyst, at der er valgt ny revisor nemlig [virksomhed3] ([person7]).

[person5] oplyste, at der er forsvundet en mappe med bilag for den sidste halvdel af 2006, mappen er formentlig forsvundet i forbindelse med generelforsamlingen.


Der blev foretaget stikprøvevis kontrol af de bilag der fandtes, og arbejdsgiverkontrollen påtalte ved denne lejlighed, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. fordi der ikke fandtes nogen former for attestation eller rettelser på bogføringsbilag.

Yderligere blev det konstateret, at de afleverede køresedler (bogføringsbilag) fra to spillere der kørte fra [by9]sområdet ikke altid havde sammenfald på datoerne for, hvornår der var kørt. Vi må formode at der trænes af alle spillere på samme datoer. [person5] oplyser, at de spillere der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse har forpligtet sig til at medtage andre spillere fra [by9] området.

Det blev af referenten forklaret, at de spillere, der får udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse,
skal føre et korrekt regnskab (bogføringsbilag) der skal indeholde:


1. Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..
2. Kørslens erhvervsmæssige formål
3. Dato for kørslen
4. Kørslens mål med eventuelle delmål
5. Det faktiske antal kørte erhvervsmæssigt kørte kilometer
6. De anvendte satser
7. Beregning af befordringsgodtgørelsen


[person5] blev gjort bekendt med, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af erhvervsmæssigt kørte kilometer.


Arbejdsgiveren skal yderligere sikre sig, at udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse kun sker for kørsel med lønmodtagerens eget køretøj.


Befordringsgodtgørelse er skattepligtig A-indkomst for lønmodtageren, hvis ikke alle betingelser for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse er opfyldt. Det gælder også, hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Det er derfor vigtigt at udbetalingen af skattefri godtgørelse og arbejdsgiverens kontrol af samme er ordentligt dokumenteret. En sådan dokumentation forudsætter, at de nævnte oplysninger fremgår af arbejdsgiverens bogføringsbilag, og at disse bærer præg af, at arbejdsgiveren har ført den fornødne kontrol, eksempelvis i form af attestation og eventuelle fejlrettelser.

Det er derfor meget vigtigt, at lønmodtageren leverer de oplysninger, der skal til, for at arbejdsgiveren kan føre den fornødne kontrol.

Skattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales efter Ligningsrådets satser.

[person5] blev orienteret om Skats muligheder for efterfølgende kontrol med udbetalingerne af skattefri befordringsgodtgørelse bl.a. med hensyn til 60 dages reglen, herunder kontrol af turneringsplaner, træningsplaner, træningssted- og tider.

Der vil på det foreliggende grundlag ikke blive foretaget videre for så vidt angår 2005 og 2006.”

SKATs afgørelse

SKAT har ved afgørelse af 5. marts 2012 forhøjet klagerens indkomst med modtaget skattefri godtgørelse.

SKATs udtalelse om klagen til skatteankenævnet

I SKATs udtalelse om klagen henviser SKAT bl.a. til et sagsnotat udarbejdet af SKAT. I sagsno-tatet skriver SKAT bl.a.:

”[person8] (fremover [person8]) er håndboldtræner på kontrakt i [virksomhed1].

...

Observationer fra [virksomhed1]´s indkaldte regnskab:

[virksomhed1] har udarbejdet kørselsrapporter, som de fleste spiller bruger. [person8] bruger ikke [virksomhed1]´s kørselsrapporter, han afleverer en køreseddel for hver måned hvor dato, kørslens start- og slutpunkt (kun bynavn ikke adresse), den anvendte sats og beregningen fremgår. Jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse mangler hans køresedler [person8]´s navn, adresse og CPR-nr. samt rejsens erhvervsmæssige formål. (kopi af ”køreseddel” vedlagt sagen).

SKAT har foretaget stikprøvevis kontrol af [virksomhed1]´s udbetalte kørselsgodtgørelser, blandt andet er der udvalgt tilfældige måneder, hvor spillernes bestemmelsespunkt ifølge kørselsrapporterne er indtastet i et skema, for at se om de udbetalte kørselsgodtgørelser virke realistiske (beder spillerne om kørselsgodtgørelse til nogenlunde samme destination?)

I skemaet for januar 2010 fremgår det, at [person8] som er træner, de fleste dage få kørselsgodtgørelse til andre steder, end hvor spillerne befinder sig. Når spillerne er i [by5] er han i [by4] og omvendt. Umiddelbart er han kun sammen med spillerne få træningsaftener på en måned. [virksomhed1] oplyser, at der er andre trænere end [person8] ([navn udeladt], [navn udeladt] og [navn udeladt]), disse er dog heller ikke at finde på de destinationer hvor spillerne er. SKAT mener ikke, at det er sandsynligt, at holdets træner [person8] ikke er hvor spillerne befinder sig, men i stedet skulle være på destinationer, som ligger noget længere væk, og derved udløser en højere godtgørelse. (skemaet ”Kørselsopgørelse” er vedlagt sagen).

En gennemgang af køresedler og lønsedler viser, at [person8] i 2008 har fået kørselsgodtgørelse fra 01.05.2008, selvom han først er ansat og har fået løn fra 01.07.2008. Umiddelbart virker det også underligt, at der er så meget kørsel udenfor håndboldsæsonen.

I 2009 har [person8] fået godtgørelse for 43.481 km, der er udbetalt efter den høje sats indtil november 2009, i alt 32.457 km. Jf. ovennævnte bekendtgørelse § 2 stk. 3 anses hele det udbetalte beløb for personlig indkomst, når det der udbetales befordringsgodtgørelse med et høje beløb end Ligningsrådets satser. (eksemplet på ovennævnte er vedlagt sagen)”

Skatteankenævnets afgørelse

SKAT har stadfæstet SKATs afgørelse.

Som begrundelse for afgørelsen har Skatteankenævnet anført følgende:

”6.1. Er kørselsgodtgørelse skattefri eller skattepligtig ?

Efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 1. punktum skal godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Ifølge § 9, stk. 5, 2. punktum skal godtgørelse for befordringsudgifter (kørselsgodtgørelse) omfattet af lovens § 9 B dog ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Ifølge ligningslovens § 9, stk. 5, 4. punktum kan skatteministeren fastsætte nærmere regler om kontrol og administrationen af godtgørelsesreglerne. Sådanne regler er indført ved bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

Betingelse om at godtgørelse ikke må overstige Skatterådets satser

Hvis kørselsgodtgørelse udbetales med et højere beløb end Skatterådets satser, anses hele beløbet for personlig indkomst. Det fremgår af § 6 i bekendtgørelse nr. 1428 af 18. november 2008 (og af § 2, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000).

Skatterådets satser for 2009 var 3,56 kr. pr. kilometer for kørsel til og med 20.000 kilometer årligt, og 1,90 kr. pr. kilometer for kørsel udover 20.000 kilometer årligt.

Ifølge SKATs optælling har klager modtaget kørselsgodtgørelse for i alt 43.481 kilometer i 2009, hvoraf 32.457 kilometer er godtgjort med 3,56 kr. pr. kilometer, mens 11.024 kilometer er godtgjort med 1,78 kr. pr. kilometer.

For (32.457 km – 20.000 km) 12.457 kilometer i 2009 har klager altså modtaget godtgørelse for kørsel udover 20.000 kilometer med et højere beløb end Skatterådets sats på 1,90 kr. pr. kilometer.

Godtgørelsen for de 12.457 kilometer vil dermed være skattepligtig allerede af den grund, at kørslen er godtgjort med et højere beløb end Skatterådets sats, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 1428 af 18. november 2008.

Arbejdsgiverens kontrol af grundlaget for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse

Det anføres i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil.

Ifølge Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR) er det en forudsætning, for at en arbejdsgiver kan udbetale skattefri godtgørelse efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, at arbejdsgiveren inden udbetalingen har ført fornøden kontrol med, at der er grundlag for skattefriheden. Hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol, er konsekvensen, at den udbetalte godtgørelse skal medregnes til lønmodtagerens skattepligtige indkomst. Dette fremgår også af Højesterets dom.

Nævnet skal også henvise til Vestre Landsrets dom af 7. oktober 2002 (TfS 2002, 925). I sagen havde lønmodtageren kørt det antal kilometer, som han havde modtaget kørselsgodtgørelse for. Alligevel fandt landsretten, at godtgørelsen ikke var skattefri efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, fordi hans arbejdsgiver ikke havde ført kontrol med antallet af kørte kilometer. Dommen viser, at uanset om en ansat rent faktisk har haft den erhvervsmæssige kørsel, han/hun har modtaget kørselsgodtgørelse for, så vil godtgørelsen være skattepligtig for den ansatte, hvis arbejdsgiveren ikke har ført den fornødne kontrol.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordrings-godtgørelse i medfør af ligningslovens § 9 B er opfyldt, jf. [byrettens] dom af 29. oktober 2012 (SKM 2013.136.BR). Det er således ikke SKAT, der skal bevise, at betingelserne for skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Erhvervsmæssig kørsel (60-dages-reglen i ligningslovens § 9 B)

Som nævnt ovenfor kan der kun udbetales skattefri godtgørelse for kørsel, der er erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 9 B.

Det er ikke muligt at finde ud af, hvilke destinationer klager har fået godtgørelse for kørsel til, fordi klager ikke har efterkommet SKATs anmodning om at indsende alle køresedlerne for 2008-2010.

Klagers repræsentant påstår, at ikke al kørsel til [by5] og [by4] var til hallerne i [by5] og [by4], da byerne var opsamlingssted ved bustransport til udekampe.

Der foreligger fem køresedler, som angivelig angår klager. For maj – juli 2008 er der anført kørsel fra [by3] (som formodes at være klagers bopæl) til [by5] med 102 kilometer/dag for 34 dage. For oktober 2009 er der anført kørsel [by3] - [by5] (retur) på 102 kilometer/dag for 14 dage. For marts 2010 er der anført kørsel [by3] - [by4] (retur) på 64 kilometer/dag for 17 dage i løbet af blot 25 dage.

De anførte kilometertal tyder ikke på, at der er kørt til forskellige destinationer i de to byer. Klager har ikke anført på kørselsrapporterne, hvilken adresse der blev kørt til. Derfor må det lægges til grund, at klagers kørsel var til én ”arbejdsplads” i [by5] og én ”arbejdsplads” i [by4].

På baggrund heraf er det overvejende sandsynligt, at klager er kørt fra sin bopæl til hallen i [by5] og/eller [...] mere end 60 arbejdsdage inden for en 12 måneders periode.

Dette understøttes af, at en af spillerne på 1. divisionsholdet ifølge hans kørselsrapporter er kørt til træning i [...] 99 gange i løbet af 9 måneder (juli 2009 – marts 2010).

Det må lægges til grund, at mindst fire andre ansatte, og sandsynligvis også klager, har fået udbetalt kørselsgodtgørelse skattefrit for kørsel mellem bopæl og [...] i et sådant omfang (udover 60 arbejdsdage inden for en 12 måneders periode), at der ikke kunne udbetales skattefri kørselsgodtgørelse, fordi kørslen ikke var erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9, stk. 5 og § 9 B, stk. 1-2.

Der er ikke grund til at tro, at disse var de eneste, der kørte til [...] mere end 60 gange i løbet af 12 måneder.

Der er ikke oplysninger, der tyder på, at klubben førte nogen form for kontrol af, om spillernes, trænernes og holdledernes kørsler til træning og kampe var erhvervsmæssige ifølge 60-dages reglen.

Derfor må det lægges til grund, at der i klubben var det generelle kontrolproblem, at der ikke blev ført nogen kontrol med 60-dages-reglen. Dette understøttes af, at klubbens tidligere bogholder [person3] på mødet med nævnet ikke var i stand til at oplyse, hvordan de opfattede 60-dages-reglen.

Der henvises til Landsskatterettens kendelse af 19. november 2008 (journal nr. 06-04173), hvor kørselsgodtgørelse – herunder også godtgørelse for de første 60 dages kørsel til en arbejdsplads – blev anset for skattepligtig, fordi arbejdsgiveren havde overset 60-dages-reglen og dermed ikke havde ført tilstrækkelig kontrol hele året med antal kørte kilometer.

Oplysninger på klagers køresedler

Efter § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse skal bogføringsbilag om den erhvervsmæssige kørsel bl.a. indeholde angivelse af kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål og angivelse af det kørte antal kilometer.

Det er en betingelse for at kunne udbetale skattefri kørselsgodtgørelse, at det kan ses af bogføringsbilag om kørslen, hvilken bil der er benyttet, således at det er muligt for arbejdsgiveren at føre kontrol med de kørte kilometer. Det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 16. december 2003 (SKM 2004.45.LSR).

For de fire fremlagte køresedler, der angivelig angår klager, bemærkes:

- Hverken klagers navn, CPR-nr. eller adresse er anført.

- Det er kun anført, hvilken by der er kørt til, men ikke hvilken adresse der er kørt til.

- Anledningen til / formålet med kørslen er ikke anført.

- Det fremgår ikke, hvilken bil der er kørt i.

Klagers køresedler indeholder således ikke de oplysninger, som kræves i henhold til § 2, stk. 2 i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

De manglende oplysninger gør, at der ikke kan foretages en effektiv kontrol af grundlaget for at udbetale skattefri godtgørelse.

Udbetaling af kørselsgodtgørelse med høj sats for kørsel udover 20.000 kilometer

Klager og i hvert fald én anden ansat har fået udbetalt godtgørelse med et højere beløb end Skatterådets sats for kørsel udover 20.000 kilometer.

Også dette taler for, at klubben ikke førte en tilstrækkelig effektiv kontrol med grundlaget for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse.

Kørsel til andre steder end spillere

For januar 2010 har SKAT sammenlignet de kørselsdestinationer, som klager, der var træner, og forskellige spillere har anført på bestemte dage. Ifølge SKAT har klager de fleste dage få godtgørelse for kørsel til andre steder, end de steder spillerne har anført kørsel til.

Det er ikke sandsynligt, at visse spillere/trænere trænede i en by, mens andre spillere/trænere fra samme hold og samme dag trænede i en anden by. At klager og visse af spillerne har fået godtgørelse for kørsel til forskellige byer samme dag underbygger, at klubben ikke førte en effektiv kontrol af, om de ansatte rent faktisk kørte til de destinationer, som de fik udbetalt godtgørelse for kørsel til.

Kørsel til kampe

Klager har hverken skrevet præcis destination/adresse eller formål med kørsler. Nogle af de anførte byer tyder dog på, at klager har fået godtgjort kørsel til kampe forskellige steder i landet.

Det antages derfor at klager, ligesom flere af de andre ansatte i klubben, har registeret kørsel i egen bil til kampe rundt omkring i Danmark, på trods af at klubben hyrede en spillerbus til at køre spillere og trænere. En af klubbens bogholdere, der forestod kontrol af grundlaget for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, har oplyst, at han ikke kørte med i spillerbussen. Der foreligger ingen oplysninger om, at det blev registeret, hvem der kørte med i spillerbussen.

Bogholderne havde således ikke mulighed for at kontrollere, om det var korrekt, at den enkelte spiller/træner kørte i egen bil, eller om han kørte med spillerbussen. Grundlaget for at udbetale skattefri godtgørelse for kørsel i egen bil til kampe kunne dermed ikke kontrolleres effektivt.

Konklusion

Det må konkluderes ud fra retspraksis – navnlig Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR) – at det ikke er tilstrækkeligt for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, at klager har foretaget kørsel, og at denne kørsel er erhvervsmæssig i henhold til ligningslovens § 9 B. Det er en absolut forudsætning for skattefriheden, at [virksomhed1] også har ført fornøden kontrol med, om der er grundlag for at udbetale skattefri godtgørelse.

Da [virksomhed1] må anses ikke at have ført den fornødne kontrol, er den udbetalte kørselsgodtgørelse til klager ikke skattefri efter ligningslovens § 9, stk. 5, 2. punktum.

Dermed skal klager beskattes af kørselsgodtgørelsen, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. punktum og Højesterets dom af 21. marts 2007 (SKM 2007.247.HR).

Forventningsprincippet

Repræsentanten anfører, at SKATs kontrol af kørselsgodtgørelse i 2007 ikke gav anledning til forhøjelser. Forretningsgangen i 2007 har været den samme efterfølgende. Repræsentanten me-ner, at i et sådant tilfælde - hvor SKAT har et stort regnskabsmateriale til kontrol, herunder mange skemaer om kørselsgodtgørelse, uden at dette giver anledning til bemærkninger eller kritik – har klubben en berettiget forventning om, at klubbens kontrol var tilstrækkelig. Til støtte herfor har advokaten indsendt SKATs notat af 21. september 2007 om SKATs arbejdsgiverkontrol i klubben den 20. september 2007.

Skatteankenævnet er uenigt i, at kontrollen i 2007 kan give klubben en berettiget forventning om, at kontrollen var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år. Nævnet bemærker følgende om SKATs notat om kontrollen:

•Det fremgår af notatet, at SKAT i 2007 påtalte, at klubben ikke havde ført tilstrækkelig kontrol, bl.a. fordi der ikke var nogen form for attestation eller rettelser på bogføringsbilag.

Det samme gør sig gældende for de påklagede år, hvor der også er mange af kørselsrapporterne, der ikke er attesteret.

•Det fremgår, at SKAT dengang forklarede, hvilke oplysninger bogføringsbilagene (kørsels-rapporterne) skal indeholde, samt at SKAT påpegede, at det er meget vigtigt, at lønmodtageren leverer de oplysninger, der skal til, for klubben kan føre den fornødne kontrol.

I de påklagede år er der i mange tilfælde udbetalt godtgørelse, uden at kørselsbilagene indeholder de krævede oplysninger, der er nødvendige for at føre en effektiv kontrol – bl.a. mangler der i mange tilfælde oplysninger om, fra hvilken adresse og til hvilken adresse der er kørt, oplysninger om kørslens erhvervsmæssige formål (anledning til kørslen), oplysninger om lønmodtagerens adresse og CPR-nr. osv.

•Det fremgår, at SKAT dengang oplyste, at arbejdsgiveren skal sikre sig, at udbetalingen af skattefri godtgørelse kun sker for kørsel i lønmodtagerens eget køretøj.

På trods heraf har klubben i de påklagede år i mange tilfælde udbetalt godtgørelse, hvor det ikke er anført på kørselsrapporterne, hvilken bil der er kørt i.

•Det fremgår af notatet, at SKAT i 2007 gjorde klubben bekendt med, at det er en forudsætning for skattefri godtgørelse, at klubben fører kontrol med antallet af erhvervsmæssigt kørte kilometer. Det fremgår også, at SKAT gjorde klubben opmærksom på SKATs mulighed for efterfølgende kontrol bl.a. med hensyn til 60-dages reglen.

På trods heraf har klubben udbetalt godtgørelse i de påklagede år for kørsel, der ikke er erhvervsmæssig som følge af 60-dages reglen.

På baggrund heraf kan SKATs kontrol i 2007 ikke give klubben en berettiget forventning om, at kontrollen var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år.

Ud fra de forhold som SKAT påpegede i 2007, må det tværtimod have fremstået klart for klubben, at kontrollen ikke var tilstrækkelig effektiv i de påklagede år.

6.2. Fristreglerne

SKAT har ikke anført, hvilke fristregler klagers skatteansættelser er ændret i henhold til.

Klager er som udgangspunkt omfattet af fristreglerne i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 om kort ligningsfrist. Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1 og 2 skal SKAT sende varsel/ forslag om ændring af en skatteansættelse inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb, mens den varslede ændring skal foretages senest den 1. oktober i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

SKAT sendte brev med forslag til ændring af klagers skatteansættelser for 2008–2010 den 15. februar 2012 og traf afgørelse den 5. marts 2012.

Ændringen for 2010 er foretaget inden for fristerne i bekendtgørelsens § 1.

Fristerne i § 1, stk. 1 og 2 gælder dog ikke, når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af et tidligere indkomstår. I så fald gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen for det tidligere indkomstår. Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4.

Den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 gælder dermed ikke for årene 2008 og 2009. Det skyldes, at ændringen for 2010 er begrundet i et forhold (skattepligt af kørselsgodtgørelse), og det helt tilsvarende forhold (skattepligt af kørselsgodtgørelse) begrunder genoptagelse af skatteansættelsen for de tidligere indkomstår 2008 og 2009.

Det betyder, at fristreglerne i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 gælder for ændringerne for 2008 og 2009. Ifølge bestemmelsen skal SKAT varsle en ændring senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, og SKAT skal træffe afgørelse senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Ændringerne for 2008 og 2009 er foretaget inden for fristerne i lovens § 26, stk. 1.

Sammenfattende mener nævnet:

•At SKAT kunne ændre skatteansættelserne for 2008 og 2009 efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 4 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

•At SKAT har ændret skatteansættelsen for 2010 inden for fristerne i § 1, stk. 1 og 2 i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005.

Som følge heraf er det ikke relevant at tage stilling til klagers påstand om, at SKATs afgørelse er ugyldig, fordi SKAT ikke har givet tilstrækkelig begrundelse for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27.

6.4. Befordringsfradrag

I bemærkningerne til skatteankenævnets forslag til afgørelse gør klagers repræsentant gældende, at klager har ret til yderligere befordringsfradrag, hvis nævnet finder, at han er skattepligtig af kørselsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S.

Nævnet kan behandle klager over SKATs afgørelser. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1. SKAT har ikke truffet afgørelse om befordringsfradrag. Derfor kan nævnet som udgangspunkt ikke tage stilling til, hvad klager skal have i befordringsfradrag.

Nævnet kan dog vælge at foretage afledte ændringer, der er en følge af klagen. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 36, stk. 7.

Hvis kørselsgodtgørelse fra arbejdsgiveren er skattepligtig, kan man få befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C. Det fremgår af lovens § 9 B, stk. 3, 2. punktum. Opgørelse af befordringsfradrag må dermed anses at have en så nær sammenhæng med det påklagede punkt kørselsgodtgørelse, at nævnet vil kunne tage stilling til klagers anmodning om befordringsfradrag som en afledt ændring.

Nævnets sekretariat har oplyst klager, at hvis nævnet skal bedømme, om klager kan få yderligere befordringsfradrag i de påklagede år som en afledt ændring, vil det være betinget af, at klager laver en opgørelse af yderligere befordringsfradrag vedrørende kørsel for [virksomhed1], som nævnet kan tage stilling til.

Klager har ikke indsendt en opgørelse af befordringsfradrag, hvorfor nævnet afviser at godkende yderligere befordringsfradrag.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at klagerens skatteansættelse i 2008, 2009 og 2010 nedsættes med henholdsvis 69.397 kr., 125.357 kr. og 128.270 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, med henholdsvis 31.591 kr., 62.238 kr. og 81.121 kr.

Repræsentanten har fremført, at spillere og andre ansatte i [virksomhed1] A/S, der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har påført de kørte kilometer på et skema, der er udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Hver spiller har fået tilsendt skemaet elektronisk, hvorefter spilleren selv har udfyldt dette og returneret skemaet til klubbens bogholder. Klubbens bogholder har herefter inden udbetaling kontrolleret hvert skema for at påse, at den pågældende spiller eller ansat ikke har medtaget for mange kørsler.

Repræsentanten fremhæver, at det administrative personale i [virksomhed1] A/S, herunder selskabet bogholder, har et indgående kenskab til klubbens træningsfaciliteter, træningstider, spillere, kampprogram m.v. De ansatte i [virksomhed1] A/S har alle håndhold som interesse og følger klubbens 1. og 2. divisionshold, hvorfor de i sagens natur har stor indsigt i spillernes kørselsbehov m.v. Selskabets bogholder har derfor også - når der sammenlignes med en normal bogholder - haft en særlig god forudsætning for at kontrollere, om de i skemaet anførte kilometer var i overensstemmelse med de faktisk kørte. Denne særlige gode forudsætning har naturligvis sammenhæng med, at selskabets bogholder følger spillerne ved ofte at være til stede i forbindelse med træning og kampe.

Om spilleres og træneres kørselsbehov som led i deres aktiviteter i klubben kan det oplyses, at alle hold træner cirka tre gange om ugen. I 1. division spilles der 26 turneringskampe pr. sæson, og i 2. division spilles der 22 turneringskampe pr. sæson.

Når de forskellige håndboldhold har spillet udekampe, har klubben lejet en bus af [virksomhed4] I/S. Bussen er primært anvendt til transport af spillere og trænere, idet bussen altid vil afgå, således at spillerne er fremme på kampstedet cirka 2-3 timer før selve kampen. Endvidere vil bussen først køre tilbage til klubben 1-2 timer efter kampen. Hvis andre fra klubben end spillere og trænere skal med til kampe, kører de typisk selv ud til det sted, hvor kampen spilles. Så er de ikke er afhængig af spillernes omklædning m.v., som medfører, at bussen afgår henholdsvis til og fra stedet lang tid før kampstart og efter kampen er slut. Endvidere kører enkelte spillere nogle gange selv af personlige årsager, hvilket er muligt efter konkret aftale med klubben.

Administrativt personale og bestyrelsesmedlemmer har som led i deres hverv et ansvar for at følge kampene, hvilket er årsagen til, at de ofte har kørt til udekampe m.v.

Som konsekvens af at klubbens kamp- og træningsfaciliteter geografisk er placeret langt fra hinanden, er der også en del kørsel mellem faciliteterne, både for spillere, trænere og det administrative personale. Det har været ganske almindeligt, at spillere og trænere samme aften eller weekend har ladet sig befordre mellem de forskellige faciliteter tilhørende klubben eller til udekampe.

De forskellige hold vil typisk træne på forskellige lokaliteter, uanset om de måtte træne på samme tidspunkt. Ligeledes vil spillerne og de forskellige hold også veksle mellem klubbens træningsfaciliteter, dvs. hallen i [by12], hallen i [by5], hallen i [by4] og hallen i [...]. Træningstidspunkt og sted vil derfor også kunne variere fra uge til uge, afhængig af rådigheden over de forskellige træningsfaciliteter.

Flere af klubbens spillere har i weekender eller samme dag spillet mere end én kamp for klubben, hvorfor de har haft behov for at lade sig befordre flere gange indenfor relativ kort tid.

Udover kørsel i forbindelse med udekampe og træning har der endvidere været behov for kørsel, når eksempelvis spillere har ladet sig befordre til fysioterapeuter og kiropraktorer i forbindelse med gen-optræning som følge af skader pådraget som led i deres aktiviteter for klubben. Endvidere har der været behov for kørsel, når trænere eller trænerassistenter har kørt til diverse kampe for at betragte kommende modstandere med henblik på efterfølgende at lægge en strategi for de kommende kampe i sæsonen. Det er således ikke ualmindeligt, at eksempelvis en træner for 1. divisionsholdet har kørt ud til forskellige udekampe og filmet kommende modstandere forud for kampe, hvori klubbens eget 1. divisionshold har deltaget. Til denne kørsel har klubben udbetalt befordringsgodtgørelse.

Når [virksomhed1] A/S har udbetalt befordringsgodtgørelse til mange af spillerne, skyldes det, at klubben var nødt til at holde spillerne udgiftsneutrale i forhold for de udgifter, som spillerne selv afholdte til kørsel. Dette var særligt udtalt for de spillere som var rejst til eksempelvis [by9] for at læse som led i et studieforløb eller tilsvarende. Disse spillere kunne med fordel spille i en klub nærmere deres bopæl, hvorved de ville spare en masse udgifter til afskrivning på bil og køb af brændstof. Det har således været og er fortsat nødvendigt, at [virksomhed1] A/S holder disse spillere udgiftsneutrale, idet klubben ellers ikke er i stand til at fastholde talenterne i [...] området.

Det er i øvrigt væsentligt at have for øje, at befordringsgodtgørelse udbetalt efter statens takster dækker de estimerede udgifter til kørsel, hvorfor spillere ved den udbetalte befordringsgodtgørelse kun er holdt udgiftsneutrale og ikke har haft fordele forbundet hermed. Det fremhæves, at mange spillere - særligt på de yngre hold - ikke får udbetalt befordringsgodtgørelse for deres kørsel til træning og kampe.

Kørselsgodtgørelse

Repræsentanten gør gældende, at betingelserne for at opnå skattefri befordringsgodtgørelse, jf. ligningslovens § 9, stk. 4, jf. § 9 B, er opfyldt.

Det følger af ligningslovens § 9, stk. 4 (tidligere § 9, stk. 5), at godtgørelse, der udbetales af en arbejdsgiver for udgifter som en lønmodtager påføres som følge af arbejdet, skal medregnes ved indkomstopgørelsen – dog ikke godtgørelse af befordringsudgifter omfattet af lovens § 9 B.

Helt overordnet er det en forudsætning for, at der kan udbetales befordringsgodtgørelse skattefrit, at ligningslovens betingelser herfor er opfyldt, at godtgørelsen bliver udbetalt for det faktiske antal kilometer, som lønmodtageren har kørt, og at kørslen foregår i egen bil.

Det fremgår af ligningslovens § 9 B, stk. 1, at befordringen skal være erhvervsmæssig, førend der kan ske godtgørelse skattefrit. Det fremgår endvidere, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelse i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, eksempelvis hvis den ansatte har fri bil til rådighed. I bestemmelsen er det angivet, hvad der konstituerer erhvervsmæssig befordring, herunder befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage indenfor de forudgående 12 måneder.

Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 5, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om kontrol og administration af godtgørelsesreglerne. Lovforarbejderne har ikke taget stilling til de nærmere retningslinjer for, hvordan kontrollen og administrationen af de udbetalte befordringsgodtgørelser skal praktiseres af arbejdsgiveren.

Disse regler er fastsat i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse. Ifølge bekendtgørelsen og SKATs egne vejledninger er det en forudsætning for, at udbetalingen af befordringsgodtgørelse er skattefri, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag om den erhvervsmæssige kørsel skal indeholde nærmere bestemte oplysninger i form af modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, dato for kørslen, kørslens mål med eventuelle delmål, angivelse af antal kørte kilometer, de anvendte satser og beregning af befordringsgodtgørelsen.

Som betingelse for godkendelse af skattefri befordringsgodtgørelse kræves det ikke ifølge bekendtgørelsen eller retspraksis, at der er ført et egentligt kørselsregnskab. Men der stilles krav om, at udbetalingerne og dermed de kørte erhvervsmæssige kilometer kan kontrolleres, eksempelvis ved udfyldelse af et skema for befordringsgodtgørelse, hvor ovennævnte oplysninger fremgår.

Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed1] A/S ikke har udøvet fornøden kontrol i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 B. Dette som følge af mødet den 25. oktober 2011 med [virksomhed1] A/S, hvor selskabet bl.a. var repræsenteret ved selskabets tidligere bogholder.

Selskabets tidligere bogholder udtalte ifølge SKAT, at der ikke blev ført kontrol med, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse var opfyldt. Dette bestrides. Det er repræsentanternes, herunder selskabets tidligere bogholders, helt klare opfattelse, at SKAT spurgte ind til, om selskabets tidligere bogholder var til stede hver gang, når spillerne mødte til træning og kampe, således at han kunne kontrollere, hvilken bil spillerne kørte i. Dette svarede selskabets tidligere bogholder selvsagt benægtede til, da det overordnet er trænerne og holdlederne, der kontrollerer, hvem der møder til træning og kampe. Det blev ikke drøftet på mødet, om denne kontrol var i relation til befordringsgodtgørelse.

Spillere i klubben, der har fået udbetalt befordringsgodtgørelse, har brugt et skema hertil, udarbejdet af klubbens tidligere revisor. Når skemaet er udfyldt, er det returneret til klubbens bogholder, der inden udbetaling af godtgørelsen har foretaget en kontrol af hvert skema. Dette med henblik på at kontrollere, at alle relevante oplysninger er medtaget.

Det er ganske væsentligt at holde sig for øje, at formålet med kontrollen alene er, at det skal kunne undersøges om de oplysninger, der danner grundlag for betalingen af godtgørelse, er til stede. Det er derfor ikke en del af kontrollen at undersøge, om en lønmodtager ejer den pågældende bil, som den erhvervsmæssig kørsel er foretaget i.

Det fremgår således ikke af bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren skal føre en selvstændig kontrol af, hvorvidt lønmodtageren de facto har anvendt egen bil.

Repræsentanten mener, at det i øvrigt må have formodningen for sig, at klubben førte en effektiv kontrol med, om klager har deltaget i træning og kampe, idet klubben har betalt løn til klager, hvorfor klubben selvsagt også vil sikre sig, at klager lever op til sine forpligtigelser overfor klubben.

Det bestrides, at klubben ikke har haft en interesse at føre en effektiv kontrol med, om betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse var opfyldt. Det hænger i sagens natur sammen med, at klubben ikke har haft interesse i at udbetale mere i godtgørelse, end hvad spillere og trænere faktisk har været berettiget til i kraft af deres kørsel for klubben. Klubben er naturligvis ikke interesseret i at udbetale mere i godtgørelse, end den er forpligtet til.

Når SKAT helt overordnet har lagt til grund, at klubben burde have kontrolleret, at hver enkelt kørsel de facto er foretaget, og at klubben burde have kontrolleret, at kørslen er sket i spillerens egen bil, er dette at gå langt videre, end hvad der efter en klar og righoldig praksis kræves af kontrollen ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9.

[virksomhed1] A/S har en meget almindelig og effektiv forretningsgang, der udgør udfyldelse af skemaerne til brug for udbetaling af befordringsgodtgørelse og kontrol heraf. Der er således med-arbejdere i selskabet, som har ansvar for at påse, at der kun udbetales befordringsgodtgørelse ifølge de indleverede skemaer. Dette ligeledes som der i selskabet er sikkerhed for, at disse medarbejdere har mulighed for at kontrollere, om de i skemaerne anførte oplysninger er i overensstemmelse med de faktiske erhvervsmæssige kørte kilometer. Klubben har således foretaget en ganske effektiv kontrol.

Skatteankenævnet har til støtte for sine afgørelser henvist til Højesterets dom af den 21, marts 2007 offentliggjort (SKM 2007.247.HR) og Vestre Landsrets dom af den 7. oktober 2002 (SKM 2002.525.VLR).

Det gøres heroverfor gældende, at de to domme ikke kan anvendes til støtte for Skatteankenævnets afgørelse.

Til støtte herfor skal der henvises til, at det direkte af Højesterets dom offentliggjort (SKM 2007.247.HR) fremgår, at den i sagen omhandlede arbejdsgiver ikke havde afsat medarbejdere til at kontrollere, hvorvidt betingelserne for udbetaling af skatfrie godtgørelse var opfyldt,

Højesteret lægger således ved dommen afgørende vægt på, at der ikke har været ført en kontrol for grundlaget ved skattefriheden, hvilket kommer til udtryk ved den af arbejdsgiver indeholdte A-skat, hvorved arbejdsgiver således ikke har taget stilling til, hvorvidt de udbetalte godtgørelser var skattefrie. Hertil kommer, at arbejdsgiver har udbetalt godtgørelserne med et fast beløb pr. dag, hvorfor den pågældende sag væsentligt adskiller sig fra nærværende sag vedrørende udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S.

Den pågældende Højesteretsdom har således ingen præjudikatværdi i forhold til nærværende sag, idet faktum i relation til kontrollen og udbetalingen adskiller sig i så væsentlig grad, at sagerne på ingen måde er sammenlignelige.

Tilsvarende gør sig gældende for Vestre Landsrets dom offentliggjort i SKM 2002.525.VLR., hvoraf det fremgår af Landsrettens begrundelse og resultat, at der reelt ikke var fort nogen kontrol, idet der henvises til følgende fra præmisserne:

“Efter overenskomsten på området har sagsøgeren haft krav på befordringsgodtgørelse beregnet efter afstanden fra [virksomhed5] A/S til [virksomhed6], uanset hvor han havde bopæl. Arbejdsleder [person9] har da også forklaret, at de ansatte, der arbejdede i [by7] blev behandlet lige med hensyn til kørselsgodtgørelse, uanset hvor de boede. [virksomhed5] A/S har derfor ikke haft anledning til at føre kontrol med de kørte antal kilometer, og det kan efter bevisførelsen ikke antages at værftet har ført en sådan kontrol.”

Skatteankenævnet har endvidere i sine øvrige afgørelser anført, at det er udokumenteret og ikke sandsynliggjort, at visse spillere/trænere trænede i en by (f.eks. [by4]), mens andre spillere/trænere på samme hold trænede i en anden by (f.eks. [by12]) samme dag.

Det forekommer uklart, hvorfor Skatteankenævnet har været af den opfattelse, at dette ikke skulle være muligt. Det gøres heroverfor gældende, at dette er helt almindeligt, og der skal i den forbindelse henvises til en redegørelse udarbejdet til brug for sagen af [virksomhed1] A/S.

Videre har Skatteankenævnet anført, at de ud fra en udtalelse fra selskabets bogholder må antages, at der er påført attestation med flueben eller lignende på de kørselsrapporter, der er kontrolleret af klubben. I den forbindelse har Skatteankenævnet anført følgende:

Dette har Skatteankenævnet anført til trods for, at det under sagen er oplyst for Skatteankenævnet, at praksis vedrørende det såkaldte ”flueben” har været afhængig af, hvilken bogholder, der har foretaget kontrollen. Det ”manglende” flueben ikke kan tages til indtægt for, at der ikke er ført kontrol ved udbetalingen af befordringsgodtgørelse.

Endelig skal det fremhæves, at Skatteankenævnets generelle beskrivelse af forhold, der efter Skatteankenævnets opfattelse dokumenterer en mangelfuld kontrol, forekommer direkte usaglig, idet beskrivelsen i det hele er baseret på nogle løse overordnende betragtninger, som ikke har nogen realitet.

Det gøres i forlængelse heraf overordnet gældende, at kravet om kontrol er opfyldt, hvorfor den af [virksomhed1] A/S udbetalte befordringsgodtgørelse er skattefri, jf. dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, jf. § 9 B.

Til støtte for den nedlagte påstand gør repræsentanten også gældende, at klubben og klageren har en berettiget forventning om, at betingelsen om kontrol konkret er opfyldt, idet SKAT i 2007 foretog en kontrol af [virksomhed1] A/S, herunder det materiale der fandtes om befordringsgodtgørelse i selskabet.

Denne kontrol gav ikke anledning til forhøjelser fra SKAT tilbage i 2007, hvilket fremgår af notat fra [Skattecentret] dateret 21. september 2007.

Den forretningsgang, der var i [virksomhed1] A/S tilbage i 2007, hvor SKAT lavede et kontrolbesøg, har været den samme efterfølgende. I 2007 var denne kontrol tilstrækkelig, idet SKAT ikke i forbindelse med stikprøverne problematiserede udbetalingen af befordringsgodtgørelse i klubben. SKAT fremhævede kun, at antallet af de kørte kilometer skulle kontrolleres i forbindelse med udbetalingen.

Derfor forekommer det meget usagligt, at SKAT efterfølgende opstarter de mange sager om befordringsgodtgørelse på grundlag af – efter SKATs opfattelse – manglende kontrol af fremmødeved træning og kampe.

I et tilfælde som dette, hvor SKAT har et stort regnskabsmateriale til kontrol, herunder de mange udfyldte skemaer om befordringsgodtgørelse, uden at dette medfører bemærkninger eller kritik, har [virksomhed1] A/S selvsagt en berettiget forventning om, at klubben havde tilstrækkelige kontrolforanstaltninger. Den af SKAT anvendte fremgangsmåde, hvorefter et set-up først anerkendes, hvorved klubben ikke får mulighed for at ændre procedurer, og SKAT efterfølgende ikke anerkender samme set-up med meget store omkostninger til følge for de implicerede spillere m.fl., er retssikkerhedsmæssigt meget problematisk.

Som følge heraf gøres det gældende, at [virksomhed1] A/S og klageren har en berettiget forventning om, at den såkaldte kontrolbetingelse er tilstrækkelig med den følge, at der opnås medhold i sagen.

20.000 kilometer

Det er korrekt, at klageren i juni måned havde kørt 19.832 km., hvorfor han alene kunne få udbetalt de resterende 168 kilometer til den høje takst, hvorefter de efterfølgende kilometer skulle udbetales til lavere takst.

I forbindelse med overgangen fra den høje til den lave takst er udbetalt et mindre beløb til den høje takst, som rettelig burde have været udbetalt til den lave. [virksomhed1] A/S fik imidlertid rettet op på dette, jf. lønseddel nr. 16 for september 2009, hvoraf det fremgår, at der er udbetalt til en takst på 1,78 kr.

60-dages reglen

Klageren har ikke ladet sig befordre til og fra samme arbejdsplads i en periode på over 12 måneder, hvorfor den såkaldte 60-dages regel er korrekt er opfyldt.

Det forekommer endvidere usagligt, når skatteankenævnet har anført, at det ikke er muligt at finde ud af, hvilke destinationer klageren har fået godtgørelse for kørsel til, fordi han – ifølge skatteankenævnet – ikke har efterkommet SKATs anmodning om indsendelse af køresedler, idet SKAT har fået alt regnskabsmateriale fra [virksomhed1] A/S.

Det bemærkes endvidere, at ikke al den kørsel, som klageren har haft til [by4], har været til Hallen i [by4], idet [by4] også har været anvendt som opsamlingssted i forbindelse med kørsel til udekampe.

Befordringsfradrag

Repræsentanten gør i anden række gældende, at hvis Landsskatteretten finder, at klager skal beskattes af den udbetalte befordringsgodtgørelse, så har klager ret til kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Fradraget er af klageren for 2008 – 2010 opgjort til henholdsvis 31.591 kr., 62.238 kr. og 81.112 kr.

Til støtte herfor henvises der til Landsskatterettens kendelser af den 13. december 2011, j.nr. i 11-00578 og -79. I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankenævnet fandt nævnet ikke, at betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse var opfyldt. Skatteankenævnet godkendte i stedet et ligningsmæssigt fradrag. Landsskatteretten stadfæstede nævnets afgørelser. Det fremgår således, at det efter Landsskatterettens egen praksis er muligt i stedet at tildele befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 C, i det omfang betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse ikke er opfyldt.

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling.

”Helt overordnet fastholdes det i samtlige sager, at [virksomhed1] A/S i de i sagerne omhandlede indkomstår har ført en tilstrækkelig og effektiv kontrol ved udbetaling af befordringsgodtgørelse, hvorfor det er forkert, når Skatteankestyrelsen i hovedparten af de fremsendte forslag til afgørelser har anført, at det forholder sig anderledes.

Til støtte herfor skal der helt overordnet henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 5. november 2014 og Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015. Sidstnævnte afgørelse vedrører netop udbetaling af befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S.


Endvidere skal der henvises til, at Skatteankestyrelsen i sagen for så vidt angår A har indstillet til, at det er godtgjort, at [virksomhed1] A/S har foretaget kontrol med udbetalingen af befordringsgodtgørelse i indkomståret 2009, og at den udbetalte befordringsgodtgørelse i det pågældende indkomstår derfor ikke er skattepligtig.


Det er således både Landsskatterettens og Skatteankestyrelsens opfattelse, at de rutiner, som har været anvendt af [virksomhed1] i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse i de pågældende indkomstår, har været korrekte. Der er således heller ikke grundlag for at tage det afsæt, at [virksomhed1] A/S ikke generelt har varetaget sin kontrolforpligtigelse i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015 og Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse i sagen vedrørende A kan derimod tages direkte til indtægt for, at [virksomhed1] A/S generelt har varetaget sin kontrolforpligtigelse i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse.


Dette kan også konstateres derved, at der for langt hovedparten af de fremlagte kørselsbilag er angivet et flueben, som selskabets tidligere bogholder [person3] satte i forbindelse med udbetalingen af befordringsgodtgørelsen.


Som oplyst i de supplerende indlæg i de enkelte sager, anvendte den efterfølgende bogholder i selskabet ikke samme fremgangsmåde, hvilket SKAT har taget til indtægt for, at der således ikke er foretaget kontrol i relation til de kørselsbilag, hvorpå der ikke er sat et flueben.


Dette er ikke korrekt og har således heller ikke støtte i Landsskatterettens afgørelse af den 13. august 2015.

Desuagtet bliver Skatteankestyrelsen ved med at hæfte sig ved, at der ikke er foretaget attestation på kørselsbilagene i forbindelse med udbetaling af befordringsgodtgørelse fra [virksomhed1] A/S. Skatteankestyrelsen forsøger således at opstille et krav om, at kørselsbilagene skal være attesteret.

Dette er imidlertid en remissens tilbage fra sagernes behandling ved SKAT, som på ingen måde har støtte i praksis. De steder, hvor Skatteankestyrelsen henviser til den manglende attestation, er således også særligt i de sager, hvor det er oplagt, at betingelserne for skattefrihed er opfyldte.


Det synes således umiddelbart også at have karakter af et underfundigt forsøg på at fastholde beskatning desuagtet, at betingelserne for skattefrihed utvivlsomt er opfyldte.


Med en sådan fremgangsmåde synes der således heller ikke at være sket en tilstrækkelig individuel sagsbehandling i forhold til hver enkelt sag. Dette uanset, at Skatteankestyrelsen er blevet pålagt dette i forbindelse med det afholdte retsmøde den 29. maj 2015.


I den forbindelse skal det i øvrigt bemærkes, at det efter vores helt klare opfattelse er en selvfølge, at der skal ske en individuel sagsbehandling i hver enkelt sag, og at det derfor også forekommer mærkværdigt, at Skatteankestyrelsen fortsat blot vedbliver med at henvise til nogle generelle betragtninger, som ikke er relevante for de enkelte.


Skatteankestyrelsens indstillinger er således heller ikke på nogen måde i overensstemmelse med praksis på området, idet der igen skal henvises til de to nyere afgørelser afsagt af Landsskatteretten i henholdsvis 2014 og 2015.

(...).”

Foruden det ovenfor anførte har klagerens repræsentant anført, at klageren havde et tæt samarbejde med en træner i [by8], hvilket var foranlediget af et ønske om at få stuktur på, hvorledes [virksomhed1] A/S kunne rekruttere nye spillere i klubben.

Som følge af dette samarbejde havde klageren en del møder med denne træner, og han var endvidere ude og besigtige en del spillere i Nordsjælland og omegn. Dette har været årsagen til, at klageren har haft en del kørsel til [by8], hvorfor der ikke er grundlag for at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt de i sagen fremlagte kørselsbilag er udtryk for en faktisk kørsel.

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Dette gælder dog ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af § 9 B. Dette følger af ligningslovens § 9, stk. 5, 1. og 2. pkt. (fra indkomståret 2010, ligningslovens § 9, stk. 4, 1. og 2. pkt., jf. § 18, stk. 2 i lov nr. 1278 af 16. december 2009).

Det er en forudsætning for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at arbejdsgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer i lønmodtagerens egen bil, jf. § 2, stk. 1, 1.pkt., i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse.

For at arbejdsgiveren kan føre denne kontrol er det en forudsætning, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2, at bogføringsbilag vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholder:

1)Modtagerens navn, adresse og CPR-nr..

2)Kørslens erhvervsmæssige formål.

3)Dato for kørslen.

4)Kørslens mål med eventuelle delmål.

5)Angivelse af antal kørte kilometer.

6)De anvendte satser.

7)Beregning af befordringsgodtgørelsen.

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 3, fremgår, at udbetales befordringsgodtgørelse med et højere beløb end Ligningsrådets (nu Skatterådet) satser, anses hele beløbet for personlig indkomst.

Af ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, fremgår modsætningsvist, at kørsel udover 60 gange mellem den sædvanlige bopæl og arbejdspladsen indenfor en 12 måneders periode ikke anses for erhvervsmæssigt.

Det følger af sagens oplysning, at klageren har fået godtgjort over 20.000 km. i 2008 og 2009 uden at satsen er reduceret fra den høje til den lave sats, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 1429 2008. I 2009 er dette tillige tilfældet, uanset at det af lønsedlen for september 2009 fremgår, at de kørte kilometer er godtgjort efter den lave sats. Der er herefter fortsat udbetalt 23.199 km. efter den høje sats.

Allerede af denne grund er hele den udbetalte godtgørelse i 2008 og 2009 skattepligtig, jf. Østre Landsrets dom, gengivet i SKM2003.317, hvor der ikke var sket reduktion af satserne ved kørsel udover den dagældende grænse på 12.000 km. Retten udtalte:

”Herefter finder landsretten ikke, at sagsøgers arbejdsgiver har ført den fornødne kontrol med antallet af kørte kilometer, hvilket er en forudsætning for at opnå skattefrihed. Det er efter landsrettens opfattelse uden betydning, om den fejlagtige udbetaling er sket som følge af misforståelse af eller ukendskab til retsreglerne.

Det fremgår af forarbejderne til ligningslovens § 9, stk. 5 (Folketingstidende 1985-1986, tillæg A, sp. 4641) og retspraksis, at hvis godtgørelsen overstiger ligningsrådets satser, skal hele beløbet medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige almindelige indkomst og den personlige indkomst.”

Det følger ligeledes af sagens oplysninger, at der i alle årene er udbetalt godtgørelse for kørsel, som ikke er erhvervsmæssigt, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, idet der er godtgjort kørsel til [by5] og [by4].

For alle kørselsrapporterne gælder endvidere, at der ikke er anført en adresse eller anden specifik stedsangivelse for kørslens start- og slutmål samt kørslens erhvervsmæssige formål.

På denne baggrund har klageren ikke godtgjort, at arbejdsgiveren, [virksomhed1] A/S, har ført en effektiv kontrol ved udbetalingen af den skattefri kørselsgodtgørelse, således som arbejdsgiveren er forpligtiget til i medfør af § 2, stk. 1, 1.pkt., i bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 om rejse- og befordringsgodtgørelse, eller at klageren i øvrigt har opfyldt betingelserne for modtagelse af skattefri godtgørelse, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a.

Godtgørelsen er derfor skattepligtig, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, 1. pkt., henholdsvis § 9, stk. 4, 1. pkt., samt bekendtgørelsens § 2, stk. 3.

Repræsentantens bemærkninger vedrørende Landsskatterettens praksis kan ikke medføre andet resultat.

For så vidt angår klagerens anbringende om berettiget forventning bemærkes, at SKAT ved kontrollen i 2007 anførte, at der ikke var ført tilstrækkelig kontrol med udbetalingen af skattefri befordringsgodtgørelse i 2005 og 2006. Selskabet ses ikke at have fulgt op på SKATs kontrol med henvisning til det ovenfor anførte. Klageren har dermed ikke godtgjort, at arbejdsgiveren [virksomhed1] A/S har haft en berettiget forventning om, at godtgørelsen kunne udbetales skattefrit.

Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 4, 2. pkt.

Der gives således klageren medhold i den subsidiære påstand, idet Landsskatteretten dog overlader det til SKAT at træffe afgørelse om i hvilket omfang klageren er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 C.