Kendelse af 14-07-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Klagepunkt

[Skatteankenævnet] afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2009

Befordringsfradrag

75.654

125.280

75.654

2010

Befordringsfradrag

32.237

118.320

32.237

Faktiske oplysninger

Klager er ansat som purser på indenrigs og udenrigs ture, hvorfor arbejdstiderne er af skiftende karakter. Klager er ofte på arbejde flere dage i træk, dog således at han under mellemlandingerne har fri nogle timer, før han igen skal arbejde på et andet fly.

Klager arbejdede i 2009 for [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] A/S og i 2010 for [virksomhed2] A/S begge beliggende i [lufthavn2].

Iflg. klagers repræsentant kan klagers arbejdsdag f.eks. forløbe som følger:

Hvis han f.eks. lander i [USA] om eftermiddagen, og først skal flyve igen næste morgen bliver der i den mellemperiode, hvor han ikke har mulighed for at komme hjem eller tilbage til [lufthavn2], udebetalt en diæt (rejsegodtgørelse) til ham.

Denne diæt skal bruges til kost og logi på den pågældende destination, inden han igen skal på arbejde.

Under en arbejdsperiode kan han godt have flere mellemlandinger og overnatninger, før han igen lander i [lufthavn2].

Når klager skal til og fra arbejde befordrer han sig størstedelen af vejen med fly. Han kører først 56 km fra sin bopæl i [by1] til [lufthavn1], hvorfra han flyver til sin arbejdsplads i [lufthavn2].

Klager har ikke fra sin arbejdsgiver modtaget rejse/befordringsgodtgørelse for denne befordring mellem bopæl og arbejde. Han har således alene modtaget diæter(rejsegodtgørelser), under sit arbejde i forbindelse med overnatninger og forplejning på længere flyveture.

Til flytransporten anvender klager såkaldte ID-billetter.

ID-billetter er nogle særlige flybilletter, der bliver stillet til rådighed for medarbejdere hos [virksomhed1]. ID-billetterne er kendetegnet derved, at være markant ringere end andre billetter, men dermed også billigere end normale billetter.

Ulemperne er for eksempel:

• At man aldring kan foretage reservation i forvejen.

• At man meget ofte må stå over i forhold til næste flyafgang.

• At man på denne baggrund skal rejse tidligt ud for at være sikker på at kunne møde ind i [lufthavn2].

• At man altid skal vige sin plads for alle andre [virksomhed1] passagerer, herunder også stand-by passagerer for andre flyselskaber, der ikke i forvejen har listet sig på flyafgangen.

• At man ofte oplever at sidde på et klapsæde, hvis der ikke er fuldt kabinepersonale.

• At man ofte oplever ikke at komme med sidste fly hjem, da det er overbooket, hvilket medfører privatudgifter til overnatning.

• At man ikke som andre passagerer har ret til at få udbetalt en Travel Voucher på EUR 150,00, hvis man først kommer med næste afgang.

• At man ikke får tilbudt et kontant beløb eller alternativ befordring, forplejning eller hotel, hvis der ikke er plads på flyet eller det forsinkes.

Klager bor i en udkantskommune, [by2] kommune, og har beregnet befordring mellem hjem og arbejdsplads efter reglerne for pendlere i udkantkommuner. Den 1. juli 2009 træder bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 i kraft. Det fremgår af bekendtgørelsen, at hvis der anvendes fly til transport mellem hjem og arbejdsplads, gives der kun fradrag for de faktiske flyudgifter befordringsfradrag fra bopæl til lufthavn og fra lufthavn til arbejdsplads.

SKAT har ikke godkendt noget fradrag, da klager ikke har indsendt dokumentation for flybilletter, hvilket, efter SKATs opfattelse, er en betingelse for godkendelse af fradraget.

Klagers repræsentant er af den opfattelse, at SKAT har fejlfortolket bestemmelserne i bekendtgørelsen.

Det er således repræsentantens påstand, at klager ikke er forpligtet til at beregne sit befordringsfradrag på baggrund af udgiften til flytransport, men at han kan beregne sit fradrag på baggrund af den normale transportvej ved bilkørsel.

[Skatteankenævnet] afgørelse

Skatteankenævnet gav klager medhold i den subsidiære påstand.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Efter modtagelse af yderlige dokumentation ændres SKATs afgørelse således, at der gives fradrag for kørsel mellem klagers bopæl i [by1] og [lufthavn1] + dokumenterede/sandsynliggjorte udgifter til fly.

Klager har nu dokumenteret afholdelse af udgifter til fly. Der er ikke tale om en nøjagtig opgørelse af udgiften. Nævnet godkender derfor et fradrag efter et skøn. I 2009 godkendes der et skønnet fradrag på 300 kr. for ID- flybilletter 39 gange. I 2010 godkendes der et skønnet fradrag pa 300 b. for ID- flybilletter 69 gange.

Skatteankenævnet giver derved klager medhold i den subsidiære påstand.

Indkomståret 2009.1. halvår

0 kr. for 0-24 km

1,90 kr. for 25-940 km — 1.740.40 kr.

Godkendt nu. jf. dokumentation 33 gange a 1.740.40

57.433

2.halvår

Befordringsfradraget mellem klagers bopæl og [lufthavn1] kan beregnes således:

Afstanden tur/retur 112 km

Der gives fradrag for 112 km — 24 km = 88 km

Takst 2009 1,90 km pr. km

Antal ture 39

Samlet fradrag 39 x (88 km x 1,90) =

6.521

Skønnet fradrag for ID billetter 39 gange a 300

11.700

Befordringsfradrag i alt

75.654

Indkomståret 2010

Befordringsfradraget mellem klagers bopæl og [lufthavn1] kan beregnes således:

Afstanden tur/retur 112 km

Der gives fradrag for 112 km 24 km = 88 km

Takst 2010 1,90 km pr. km

Antal ture 69

Befordringsfradrag i alt 69 x (88 km x 1,90)

11.537

Skønnet fradrag for ID billetter 69 gange a 300

20.700

Befordringsfradrag i alt

32.237

Skatteankenævnet er således enigt med SKAT i, at klager ikke kan vælge fradrag med km — satser når man rent faktisk på grund af de givne geografiske forhold, tidsforbrug eller økonomisk rimelighed er fløjet, og har afholdt udgift til flybillet.

Jf. bekendtgørelse nr. 578 af23.juni 2009 om visse ligningslovsregler mv. fremgår det af § 2, at hvis der på en del af strækningen mellem hjem og arbejdsplads anvendes ruteflytransport skal befordringsfradraget for denne befordring beregnes efter bekendtgørelsens § 3. Af § 3 fremgår det, at den skattepligtige mod dokumentation kan fratrække faktiske udgifter til ruteflytransport.

Skatteankenævnets begrundelse:

Skatteankenævnet finder at SKATs ansættelse er foretaget ud fra retningslinierne i bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009, som er udstedt i medfør af Ligningslovens § 9C, stk. 5. Der skal herefter gives fradrag for befordring mellem bopæl og [by3] lufthavn samt dokumenterede flyudgifter. Da flyudgifterne ikke er fuldt dokumenteret gives der alene fradrag for befordring mellem bopæl og [by3] lufthavn samt det skønsmæssigt fradrag for udgifter til flybilletter.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har påstået klageren berettiget til det selvangivne befordringsfradrag på baggrund af den normale transportvej over Storebælt efter ligningslovens § 9 C, stk. 1.

Repræsentanten har herfor anført:

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at:

1)

[person1] har et retskrav på at anvende hovedreglen i ligningslovens § 9 C, stk. 1, hvorfor SKAT ikke har hjemmel til at pålægge [person1], at foretage fradrag for sine dokumenterede faktiske udgifter i forbindelse med sin transport mellem bopæl og arbejde, og dermed nægte ham adgang til at foretage fradrage efter ligningslovens § 9 C, stk. 1.

SKAT gør gældende, at [person1] alene kan få fradrag for faktiske udgifter i forbindelse med anvendelse af ruteflytransport, jf. bekendtgørelse 578 af 23. juni 2009.

Dette bestrides.

[person1] har derimod et retskrav på at anvende hovedreglen i ligningslovens § 9C, stk. 1, hvoraf det fremgår:

“Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund.”

Ovennævnte hovedregel fremgår ligeledes af § 1 i den af SKAT påberåbte bekendtgørelse 578 af 23. juni 2009:

“Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.”

Ovenstående hovedregel finder således ligeledes anvendelse for [person1] for indkomstårene 2009 og 2010 samt fremadrettet.

2)

SKAT kan ikke påberåbe, at bekendtgørelse 578 af 23. juni 2009 indeholder hjemmel til at SKAT nu skal/kan pålægge [person1] at foretage befordringsfradrag for sine faktiske dokumenterede udgifter. Reglerne i den pågældende bekendtgørelses § 1-3 har været gældende siden 1994, og der er således intet nyt hjemmelsgrundlag i bekendtgørelsen 578 af 23. juni 2009.

Samme regler fremgår således allerede af bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 § 4- 6, og bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 § 1-3.

Allerede af disse bekendtgørelser fremgår undtagelsesreglen, som giver øboer og lignende ret til befordringsfradrag for deres faktiske dokumenterede udgifter til transport mellem bopæl og arbejdsplads. Det fremgår til eksempel af bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005:

“Hvis den skattepligtige på grund af de forhold, der er nævnt i § 1, stk. 2, på en del af eller på hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport eller lignende, beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 3.”

I de 2 ældre bekendtgørelser står der: “må anvende færgetransport eller lignende” og i den nyeste bekendtgørelse står der: “må anvende færgetransport, rute flytransport eller lignende”

Præciseringen af bestemmelsens ordlyd ændrer ikke på, at undtagelsen hele tiden har givet mulighed for at foretage fradrag for faktiske udgifter til rutefly, idet der hele tiden har stået “eller lignende “.

Retstilstanden har således hele tiden været den samme, hvilket ligeledes bekræftes i SKATs ligningsvejledning igennem årene. I SKATs ligningsvejledning tilbage fra 2000, afsnit A.F.3.1.3.6, Færge- og flytransport; fremgår en henvisning til Skatteministeriets bekendtgørelse 873 af 17. oktober 1994, som har samme retlige indhold vedrørende befordringsfradrag, som den af SKATs påberåbte bekendtgørelse 578 af 23. juni 2009.

SKAT fejlfortolker således ændringen i bekendtgørelen, idet den bliver tolket som et middel til at begrænse adgangen for personer, som under vurderingen i § 2 anses for at have forhold, der nødvendiggør anvendelse af rutefly eller færgetransport, til ikke at kunne opnå befordringsfradrag på baggrund af den normale transportvej opgjort efter Skatterådets stater.

Der er i forbindelse med bekendtgørelsens udstedelse ikke givet nogle retningslinjer for, hvad der forstås som forhold, der nødvendiggør disse alternative transportmidler andet end, at det må antages, at når man bor på en ø, som ikke er landfast med det øvrige Danmark, så kan man ikke befordre sig med bil hele vejen.

Derfor skal der henvises til årsagen til, at bekendtgørelsen nr. 578 af 23/6 2009 kom på tale og efterfølgende indført.

Opfordringen til at ændre reglerne vedrørende befordringsfradrag, når rutefly anvendes blev rejst af [ø1]s passagerforening. [...] havde i længere tid kæmpet for at opnå et passende og nemmere håndterbart fradrag for deres befordringsomkostninger, når de arbejdede andetsteds end [ø1]. Hovedparten af pendlerne anvender fly som deres daglige befordringsmiddel, fordi det bedst kan svare sig tidsmæssigt.

Når man anvendte flytransport til [by4] blev beregningsgrundlag ruten som gik med færge fra [ø1] og den øvrige strækning tilbagelagt med bil. Dette har medført besværligheder ved opgørelse af befordringsfradraget samt medført, at [ø1] har fået udarbejdet egen vejledning for opgørelse af befordringsfradrag.

Den 15. april 2009 blev der afholdt et møde mellem [forening1] og daværende skatteminister Kristian Jensen, hvor han indvilligede i, at gøre reglerne mere entydige for de [ø1] pendlere ved netop at indføre muligheden for at fradrage den faktiske omkostning til rutefly, hvor sådan er anvendt.

Pendlerne ønskede klarere regler og desuden var udgiften til flybilletten højere end, hvad der kunne opnås ved fradrag efter den almindelige metode i Ligningsloven § 9 C, stk. 1-3.

Det skal understreges, at pendlere ikke ønskede deres befordringsfradrag begrænset men ønskede en enklere måde at håndtere befordringsfradraget på, hvilet foreningen også kvitterer for i deres høringssvar dateret den 7/6 2009. Foreningen understreger vigtigheden i, at reglerne gør det muligt at opnå lempeligere økonomiske vilkår således, at pendling muliggøres fordi de netop befinder sig i en situation, hvor dette er en bydende nødvendighed for mange af øens indbyggere for at kunne bestride et arbejde.

Det kan ud fra ovenstående ikke udledes andet end, at opdateringen af bekendtgørelen havde til hensigt at imødese et særligt behov, som de [ø1] pendlere havde fordi de dagligt er nødsaget til at lade sig befordre med rutefly for at kunne bestride et arbejde, hvilket medfører en udgift, der er højere end det fradrag, som opnås ved beregning efter den normale transportvej.

Dette falder ligeledes naturligt indenfor bemyndigelsen, som skatteministeren er tildelt i medfør af Ligningslovens § 9 C, stk. 5 og således kan formået med bekendtgørelse nr. 578 af 23/6 2009 aldrig have været at begrænse adgangen til fradrag men nærmere at udvide denne. Nærmere herom under punkt 4.

Der er under bekendtgørelsen tilblivelse på intet tidspunkt givet udtryk for at forventede opdatering skulle have indskrænkende virkning for de berørte skattepligtige. Nærmere tværtimod.

3)

Det gøres yderligere gældende, at [person1] i øvrigt slet ikke er omfattet af § 2 i bekendtgørelse om visse ligningslovsregler nr. 578 af 23. juni 2009, idet han ikke kan anses for at “må anvende færgetransport, rute flytransport eller lignende” til befordring mellem bopæl og arbejde.

Hovedreglen i ligningslovens § 9C, stk. 1, giver således [person1] et retskrav på at kunne foretage et fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads med et beløb, som beregnes på grundlag af den “normale transportvej ved bilkørsel”.

Undtagelsen som står i Skatteministerens bekendtgørelser kan derimod anvendes i det tilfælde, hvor transportvejen nødvendiggør anvendelse af færgetransport, ruteflytransport eller lignende. Dette er ikke tilfældet i den konkrete sag.

De givne geografiske forhold, det tidsmæssige forbrug eller økonomiske rimelighed kan ikke begrunde, at [person1] ikke kan anvende hovedreglen i ligningslovens § 9C, stk. 1, hvilket m anses for den altovervejende hovedregel.

Bekendtgørelsen 578 af 23. juni 2009, bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, og bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005 indeholder således alene hjemme til, at borgere i tilfælde hvor de konkrete omstændigheder påkræver det, kan foretage fradrag for de faktiske udgifter til for eksempel fly eller færge. Dette bekræftes ligeledes af SKATs ligningsvejledning afsnit A.F.3.1.3.6 Færge- og flytransport, hvor SKAT beskriver baggrunden for Skatteministerens bekendtgørelser:

“Baggrunden for denne regel er, at fx øboere, der arbejder på fastlandet, dels ikke kan fastlægge den normale transportvej ved bilkørsel, dels afholder udgift til færgetransport eller rute flytransport. Denne udgift står ikke altid i rimeligt forhold til den tilbagelagte strækning ved beregning af befordringsfradrag efter reglerne i LL § 9 C, stk. 1-3.”

På denne baggrund givers der således de skattepligtige mulighed for at opnå fradrag for de faktiske afholdte udgifter til færge eller fly.

SKAT har således ikke mulighed for, at pålægge [person1] der bor i [by1], at han skal anvende den pågældende undtagelse fra Skatteministerens bekendtgørelser, uanset hvorledes han befordrer sig fra sin bopæl til sin arbejdsplads.

[person1] er således berettiget til at beregne befordringsfradrag på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel over Storebæltsbroen.

4)

Det gøres ligeledes gældende, at der slet ikke er hjemmel til, at Skatteministeren i givet fald vil kunne fravige bestemmelserne i ligningslovens § 9C, stk. 1-3 til ulempe for de skattepligtige.

Det fremgår af ligningslovens § 9C, stk. 5, at:

“Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af stk. 1-3, herunder regler om, hvorledes den normale transportvej efter stk. 1 fastlægges. Hvor ganske særlige hensyn til de skattepligtige taler derfor, kan ministeren endvidere fastsætte regler, hvorefter bestemmelserne i stk. 1-3 fraviges.” (mine understregninger)

Som det første gives der bemyndigelse til, at Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvorledes den normale transportvej efter stk. 1 skal fastlægges. Herved gives der alene bemyndigelse til at Skatteministeren kan fastsætte regler om hvor og hvordan transportvejen fastlægges. Der er således ikke hjemmel til at ændre hovedreglen om, at befordringsfradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst.

Som det andet gives der bemyndigelse til, at Skatteministeren, i tilfælde hvor ganske særlige hensyn til borgerne taler derfor, kan fastsætte lempeligere regler, hvor bestemmelserne i stk. 1-3 fraviges. Der er således alene mulighed for at fravige bestemmelserne i § 9C, stk. 1- 3 i tilfælde, hvor det er til fordel for de skattepligtige.

Det kan således konstateres, at der ikke hjemmel til, at Skatteministeren kan fravige bestemmelserne i stk. 1-3 til ulempe for de skattepligtige.

Bekendtgørelse 578 af 23. juni 2009 kan således ikke påberåbes af SKAT til at ulempe for [person1], hvorfor SKAT ikke kan tilpligte [person1] at foretage befordringsfradrag efter faktiske dokumenterede udgifter.

5)

Det gøres yderligere gældende, at [person1] har krav på at tage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, jf. ligebehandlingsprincippet.

Det kan dokumenteres, at [person1] har kendskab til flere tilfælde, der ligner dette konkrete tilfælde til forveksling, hvor SKAT har anerkendt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C, stk. 1.

Der er ligeledes kendskab til en andre lignende sager, hvad fakta angår. Der er bl.a. tale om en sag, hvor skattemedarbejder [person2] fra [Skattecentret] har godkendt fradrag for 2009 og 2010 i overensstemmelse med ligningslovens § 9 C, stk. 1.

Det er således tale om tilsidesættelse ligebehandlingsprincippet, idet de faktiske forhold fortolkes og skønnes helt forskelligt mellem medarbejderne hos SKAT.

Der er ligeledes kendskab til en lang række tilfælde blandt kabinepersonalet og piloter i [virksomhed1], hvor de faktiske forhold er de samme, hvilket ikke har medført nægtelse af fradrag efter ligningslovens § 9C, stk. 1.

6)

Det gøres endelig gældende, at såfremt [person1] alene kunne foretage fradrag efter faktiske dokumenterede udgifter til befordring, ville dette ikke være rimeligt i det konkrete tilfælde, hvor [person1] har rejst på de væsentlige ringere og billigere ID-billetter.

Såfremt [person1] pålægges at tage fradrag for de faktiske dokumenterede udgifter, ville han have et langt mindre beregningsgrundlag på baggrund af ID-billetternes lave pris. Imidlertid skyldes den lave pris de væsentlige ringere vilkår, som er beskrevet ovenfor.

Som ligeledes beskrevet ovenfor er der gældende praksis for, at såfremt man anvender disse væsentligere ringere ID-billetter, er borgeren berettiget til at beregning sig et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, idet et andet resultat ville stille borgeren væsentligt ringere end andre borgere. Der henvises til TfS 2007, 416, SKM2007.127.LSR, SKM2007.766.SKAT og SM 2007, 1013 samt ikke offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten af 20. november 2006.

[person1] opnår derfor ikke nogen fordel ved at rejse på ID-billetter. Tværtimod er der en lang række ulemper ved anvendelse af ID-billetterne.

[person1] er således berettiget til at beregne befordringsfradrag på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel over Storebæltsbroen.

7)

SKAT har ej heller tidligere anfægtet [person1]s foretagne fradrag efter hovedreglen. I 2007 fik [person1] taget sit befordringsfradrag op til revision for alle år tilbage til 1999. I den forbindelse gennemgik han personligt alt materiale med SKATs medarbejder, [person3], på SKATs kontor i [by2].

På mødet fremlagde [person1] sine arbejdsskemaer, der blev lagt til grund for, hvor mange gange han havde befordret sig mellem bopæl og arbejde. Heraf fremgik det ligeledes, at han de fleste gange rejste på de såkaldte ID-billetter.

Som redegjort for under sagsfremstillingen, er baggrunden og forholdene om disse ID-billetter veldokumenteret og beskrevet i praksis, hvor det ligeledes er fastslået, at værdien af billetterne svarer til markedsværdien, hvorfor en anvendelse heraf ikke medfører en reduktion i befordringsfradraget. Det kan derfor heller ikke være et problem i den konkrete sag, at [person1] anvender ID-billetter. Forholdene omkring ID-billetterne fremgår blandt andet af SKM 2007.766.

På revisionsmødet med SKAT i 2007 fik [person1] fuldt medhold i hans foretagne fradragsopgørelser for alle grene på baggrund af de fremlagte arbejdsskemaer og oplysninger.

Retstilstanden og indholdet af ligningsvejledningens afsnit A.F.3.1.3.6 Færge- og flytransport, har som beskrevet ikke ændret sig, siden [person1] fik godkendt sine fradrag for befordring under revisionsmødet hos SKAT i 2007.

[person1] har således hele tiden boet samme sted i [by1] og arbejdet samme sted i [by4]. Ligeledes har han anvendt samme regler i ligningslovens § 9C, stk. i og selvangivet sit befordringsfradrag på samme måde som tidligere. Der er således intet nyt sket siden, at SKAT sidst godkendte de foretagne fradrag.

På baggrund af de beskrevne forhold, er [person1] således i det mindste bibragt en retsbeskyttet forventning, at han kan anvende hovedreglen i ligningslovens § 9C, stk. 1, hvilket han fik godkendt under revisionsmødet hos SKAT i 2007. SKAT har således ikke mulighed for at pålægge min klient at skulle foretage fradrag efter de faktiske afholdte udgifter, og nægte ham adgang til at anvende hovedreglen i ligningslovens § 9C, stk. 1, idet der ikke foreligger ny hjemmel eller ny retstilstand.”

Landsskatterettens afgørelse

Der fremgår følgende af bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 om visse ligningslovsregler m.v., der er udstedt i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 5:

§ 1. Fradrag efter ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for told- og skatteforvaltningen oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads (transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Stk. 2. Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsforbrug og

3) økonomisk rimelighed.

§ 2. Hvis den skattepligtige på grund af de forhold, der er nævnt i § 1, stk. 2, på en del af eller på hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport, ruteflytransport eller lignende, beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 3.

§ 3. Den skattepligtige kan mod dokumentation fratrække faktiske udgifter til færgetransport, ruteflytransport eller lignende.

Stk. 2. Hvis den skattepligtige til brug for yderligere befordring medbringer eget transportmiddel med færgen m.v., kan de faktiske udgifter hertil ligeledes fradrages mod dokumentation.

Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 og 2 kan kun foretages i det omfang, den daglige udgift overstiger et beløb svarende til udgiften til 24 km daglig befordring beregnet efter ligningslovens § 9 C. Omfatter befordringsfradraget tillige fradrag efter § 1, sker begrænsningen i befordringsfradraget dog i første række i denne del af fradraget.

Bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 om visse ligningslovsregler m.v. er trådt i kraft den 1. juli 2009 og må derfor lægges til grund ved klagerens skatteansættelse for 2. halvår af 2009 og indkomståret 2010.

Skatteministeren har i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 5, 1. pkt. fastsat regler for hvordan den normale transportvej skal fastlægges. Idet der efter ikrafttrædelsen af bekendtgørelse nr. 578 af 23. juni 2009 gives fradrag for faktiske udgifter til fly, anses flyruten ligeledes at kunne indgå i vurderingen af den normale transportvej.

Den normale transportvej fra klagerens bopæl i [by1] til arbejdspladsen i [by4]s lufthavn, anses på baggrund af de givne geografiske forhold, tidsforbrug og økonomisk rimelighed for at være kørsel til [by3] lufthavn og med rutefly til [by4]s lufthavn.

Det, at kørsel i bil er en mulighed, kan ikke føre til andet resultat, når vægten lægges på tidsforbrug og økonomisk rimelighed jf. bl.a. SKM2013.187.BR, hvor færgen blev anset som den normale transportvej kontra det at køre den længere vej rundt om fjorden.

Klageren anses ikke ved SKATs tidligere godkendelse, at have opnået en retsbeskyttet forventning om, at denne vil blive lagt til grund for efterfølgende år jf. bl.a. Højesterets dom SKM2002.229.HR.

Klageren er herefter berettiget til fradrag for kørsel til [by3] lufthavn og dokumenterede flyudgifter, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte [Skatteankenævnet] skøn vedrørende flybilletter.

Landsskatteretten stadfæster med denne begrundelse nævnets afgørelse.