Kendelse af 07-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2015

Faktiske oplysninger

Klageren bor i [by1] og arbejder ved [virksomhed1] i [by2], hvor arbejdsopgaverne er regnskabsmæssige.

Klageren oplyser at have en arbejdsuge på 17 timer fordelt på 4 dage. Afstanden er 60 km og tager ca. 40 min hver vej i bil. Med offentlig transport er transporttiden derimod mellem 1,5 - 2 timer hver vej, i alt 3-4 timer jf. www.rejseplanen.dk..

Klageren oplyser selv, at skulle bruge 5,40 timer på offentligt transport pga. ventetid.

Klageren lider af et forstørret hjerte, samt kronisk forhøjet blodtryk. Sygdommen er kronisk. Blodtrykket stiger yderligere i forbindelse med pres og stress. Der er en del bivirkninger som følge af sygdommen, og en af dem er en invaliderende træthed der gør, at hun hurtig trættes op af dagen og derved får koncentrationsbesvær og yderligere øgning i blodtrykket.

Klager har tidligere søgt utallige flexjob i [by1] Kommune, hvilket ikke har resulteret i job. Det nuværende job i [by2] var oprindelig et vikariat, der senere gav fastansættelse. Det er nødvendigt for klager, at hun har et job. Klager finder det nødvendigt for hende at anvende bilen til transport til arbejde, da offentlige transportmidler tager for lang tid. Det giver hende en betydelig ekstraudgift hver måned.

Klagers læge skriver i en udtalelse (udtalelse er ikke dateret):

”Undertegnede som er praktiserende læge for klager, kan hermed bekræfte, at klager lider af en kronisk sygdom der medfører en væsentlig og varig funktionsnedsættelse. Klager anslås på nuværende tidspunkt at kunne arbejde 17 timer om ugen fordelt på 4 dage.

Klager oplyser, at hun skal bruge 5,40 timer på offentlig transport mod 1,5 timer i egen bil.

Da klagers funktionsevne er væsentlig nedsat, og hun hurtig udtrættes, skønnes det uhensigtsmæssigt at bruge de funktionsdygtige timer til transport. Hvis klager skal bruge offentlige transportmidler til og fra arbejde hver dag, vil hun ikke kunne varetage de 4,15 timer daglige arbejdstimer.”

[Skatteankenævnet]s afgørelse

Skatteankenævnet stadfæster SKATs bindende svar vedrørende befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D.

Skatteankenævnet har om begrundelse anført:

”Som det ses ovenfor indeholder Ligningslovens § 9 D flere betingelser:

Der skal være afholdt særlige udgifter, dvs. udgifter der ligger ud over, hvad der er gældende for enhver lønmodtager. Der kan for eks. være tale om særlige udgifter, hvis den pågældende på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra at kunne benytte offentlige transportmidler.

Skatteyder skal godtgøre disse særlige udgifter. D.v.s. det er op til skatteyderen at dokumentere, at sådanne særlige udgifter er nødvendige følger af sygdommen, og at de faktisk er afholdt.

Det er ikke i sig selv en tilstrækkelig betingelse for at anvende § 9 D, at skatteyder er kronisk syg eller invalid.

Det er ubestridt, at klager lider af en kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som hun har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Der ses kun at foreligge en dom på området, Vestre Landsrets Dom af 10. februar 2005. (SKM2005.75) Landsretten finder, at den særlige regel i ligningslovens § 9 D er rettet mod personer, for hvem selve transporten udgør et problem. Typisk vil det forholde sig sådan, at den pågældende på grund af en fysisk, eller for så vidt også psykisk lidelse, ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler. Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne til lovens forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen. Ved landsrettens afgørelse af denne sag fandt landsretten det ikke godtgjort af klager at der var sammenhæng mellem sygdommen og et behov for særlige udgifter til befordring.

Hvorvidt det har været nødvendigt for klager at afholde de særlige udgifter som følge af sygdommen, beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger. Det er ikke nok, at kørslen alene er hensigtsmæssigt af hensyn til klagers privatliv.

Som sagen foreligger oplyst finder skatteankenævnet, at uanset klagers kroniske sygdom, findes det sandsynligt, at hun, som følge af tidsforbruget til offentlig befordring mellem hjem og arbejdsplads, ville have anvendt egen bil til befordring. Som følge af denne vurdering, finder nævnet ikke, at klager, på grund af sin kroniske sygdom, har haft merudgifter til transport.

Selve transporten ses ikke for klager at udgøre et problem. Problemet er snarere transporttiden.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om at der ved bindende svar angives at klageren er omfattet af ligningslovens § 9 D.

Repræsentanten har hertil anført:

”Vestre landsret udtalte i sagen offentliggjort som SKM 2005.75, at det efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Det var i sagen – i lighed med den foreliggende sag – ubestridt, at skatteyderen led af en kronisk sygdom. Det omtvistede var derfor, om de særlige udgifter til transport, som skatteyderen havde afholdt, kunne anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Landsretten udtalte, at bestemmelsen i ligningslovens § 9 D måtte forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen.

Hvorvidt det er tilfældet beror på en retlig vurdering, hvor en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.

Det gøres på baggrund af landsrettens dom gældende, at det afgørende i den foreliggende sag er, hvorvidt det ikke er muligt for min klient at sikre sin nuværende indkomsterhvervelse (lønindkomst), hvis hun benyttede offentlig transport.

Det gøres ligeledes gældende, at dette beror på en retlig vurdering, hvor en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.

Min klients praktiserende læge har til brug for sagen afgivet en erklæring, hvor det anføres:

”Hvis [person1] skal bruge offentlige transportmidler til og fra arbejde, vil hun ikke kunne varetage de 4,15 daglige arbejdstimer.”

Den lægefaglige vurdering er således, at det ikke er muligt for min klient at benytte offentlig transport, hvis hun skal sikre (omfanget af) sin indkomsterhvervelse (lønindkomst).

Der er således ikke - som hævdet af SKAT - tale om, at lægen ”bare” finder det uhensigtsmæssigt, at min klients anvender sine funktionsdygtige timer på transport. Lægens bemærkning må formentlig forstås således, at han finder det mere hensigtsmæssigt, at min klients anvender sine funktionsdygtige på at arbejde end transport.

For så vidt angår det af nævnet anførte om, at min klient – uanset sygdom– sandsynligvis ville have anvendt egen bil som transportmiddel mellem hjem og arbejdspladsen, gøres det gældende, at det er uden betydning for fradragsretten, hvorledes min klient ville have ladet sig befordre mellem hjem og arbejdspladsen, hvis hun ikke havde været ramt af en kronisk sygdom.

Det afgørende er alene, hvorvidt det har været nødvendigt for min klient for at sikre indkomsterhvervelsen (lønindtægten), jf. SKM 2005.75.

Jeg skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på de faktiske forhold i sagen SKM 2005.75, hvor afstanden mellem bopælen og arbejdspladserne var 2,5 km henholdsvis 16 km. Transporttiden med offentlig transport udgjorde efter det oplyste 1,5 time.

Man kan med rette hævde, at det må antages, at skatteyderen - henset til den uforholdsmæssigt lange transporttid med offentlig transport – ville have ladet sig befordre mellem hjem og arbejdspladsen i bil, selv om den pågældende ikke havde været ramt af en kronisk sygdom.

Skatteministeriet bestred imidlertid ikke i sin procedure, at der på trods heraf var tale om afholdelse af særlige udgifter i bestemmelsens forstand. Ministeriet tillagde det med andre ord ikke betydning, at skatteyderen må antages at villet have ladet sig befordre i bil, selv om den pågældende ikke havde været ramt af en kronisk sygdom.

Tilsvarende gælder i forhold til Landsskatterettens kendelser i sagerne jour. nr.: 13-0152833 henholdsvis 11-02539, hvor der var tale om, at transporttiden i bil udgjorde 3 timer og 6 timer ved offentlig transport henholdsvis 45 min./4-6 timer.

I disse sager blev der ikke tillagt betydning, at det må antages, at skatteyderne - henset til den uforholdsmæssigt lange transporttid med offentlig transport - ville have ladet sig befordre mellem hjem og arbejdspladsen i bil, selv om de ikke havde været ramt af en kronisk sygdom.

Det gøres sammenfattende gældende, at betingelserne for befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D er opfyldte.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads

Det er uden betydning for fradrag efter bestemmelsen, at skatteydere ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. Landsskatterettens kendelse af 5. februar 1992, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og afgifter 1992.142.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vester Landsrets dom 10. februar 2005, SKM 2005.75VLD, der findes på www.SKAT.dk.

Det lægges på baggrund af lægeerklæringen til grund, at klageren lider af en kronisk sygdom. Det er herefter afgørende, hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge af sygdommen. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Efter de foreliggende oplysninger, hvor særligt er lagt vægt på den lægelige vurdering om, at klageren ikke kan varetage arbejdet, hvis hun skal benytte offentligt transport, anses det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Klageren har derfor haft merudgifter til befordringen som følge af sygdommen.

Landsskatteretten finder herefter klageren omfattet af ligningslovens § 9 D og ændrer svaret til ”JA”.