Kendelse af 02-04-2019 - indlagt i TaxCons database den 11-05-2019

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Forhøjelse 2004

23.884 kr.

Ugyldig

Ugyldig

Forhøjelse 2005

20.655 kr.

Ugyldig

Ugyldig

Forhøjelse 2006

38.197 kr.

Ugyldig

Ugyldig

Forhøjelse 2007

37.380 kr.

Ugyldig

Ugyldig

Forhøjelse 2008

178.134 kr.

Ugyldig

Ugyldig

Forhøjelse 2009

123.587 kr.

0 kr.

61.793 kr.

Forhøjelse 2010

91.822 kr.

0 kr.

45.911 kr.

Forhøjelse 2011

184.519 kr.

0 kr.

92.259 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2004-2011 selvstændig indkomståret/indkomstårene xxx virksomhed med [virksomhed1] cvr-nr. [...1]. Virksomheden blev startet den 7. september 1987. Virksomheden har branchekode 464990 – Engroshandel med andre husholdningsartikler. Klageren oplyste, at aktiviteterne består af vurderingsassistance ved vurderingsforretninger for advokater m.m. samt udlejning af ejendommen [adresse1], [by1]. Ejendommen udlejes til [virksomhed2] ApS.

Klageren var hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed2] ApS med cvr-nr. [...2], som blev startet den 1. november 1987 med branchekode 461800 - Agenturhandel med specialiseret varesortiment. Ifølge hjemmeside består salget af et bredt udvalgt af møbler, malerier, kunst, skulpturer, frimærker m.v.

SKAT modtog to anmeldelser, hvoraf fremgik, at [virksomhed3] v/[person1] har solgt effekter via [virksomhed4]. Anmeldelserne er dateret hhv. den 2. august og den 26. september 2012.

SKAT modtog kontroloplysninger fra Sverige vedrørende samhandel mellem klageren og [virksomhed4] i Sverige efter anmodning. Bilagene blev modtaget hos SKAT den 13. december 2012 og den 10. januar 2013. Af disse afregningsbilag fremgår, at der i årene 2004 – 2012 blev foretaget systematiske afregninger til klageren fra [virksomhed4] vedrørende afholdte auktioner. Der er tale om salg af brugte effekter såsom møbler, porcelæn, glas, pyntegenstande mm.

Der var følgende afregninger for årene 2004-2011:

Året 2004 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

16.12.04

Salg af møbler mm.

29.295

651

I alt

29.295

Omregnet til danske kroner (29.295/100 x kurs *81,53)

23.884 kr.

Året 2005 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

26.01.05

Salg af møbler mm.

225

5

24.02.05

- ” -

8.460

328

31.03.05

- ” -

1.470

586

05.04.05

- ” -

450

10

28.04.05

- ” -

360

8

26.05.05

- ” -

13.995

311

30.06.05

- ” -

585

13

08.11.05

- ” -

180

4

I alt

25.725

Omregnet til danske kroner

(25.725/100 x kurs *80,29)

20.655 kr.

Året 2006 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

26.01.06

Salg af møbler mm.

2.970

66

23.02.06

- ” -

180

4

29.06.06

Køb af møbler mm.

-5.625

1.275

28.09.06

Salg af møbler mm.

5.445

121

26.10.06

- ” -

8.910

198

30.11.06

- ” -

1.710

38

21.12.06

- ” -

33.795

751

I alt

47.385

Omregnet til danske kroner

(47.385/100 x kurs *80,61)

38.197 kr.

Året 2007 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

25.01.07

Salg af møbler mm.

18.090

402

22.02.07

- ” -

720

16

29.03.07

- ” -

18.675

415

26.04.07

- ” -

7.965

177

31.05.07

- ” -

945

21

I alt

46.395

Omregnet til danske kroner

(46.395/100 x kurs *80,57)

37.380 kr.

Året 2008 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

11.01.08

Køb af møbler mm.

-9.600

320

31.01.08

Salg af møbler mm.

23.940

532

28.02.08

- ” -

10.845

241

27.03.08

- ” -

12.420

276

24.04.08

- ” -

27.675

615

29.05.08

- ” -

540

12

28.08.08

- ” -

60.885

1.353

03.09.08

Køb af møbler mm.

-990

-22

25.09.08

Salg af møbler mm.

4.050

90

17.10.08

Køb af møbler mm.

-810

-18

30.10.08

Salg af møbler mm.

34.695

771

27.11.08

- ” -

29.025

645

02.12.08

- ” -

1.125

25

18.12.08

- ” -

35.370

786

I alt

229.170

Omregnet til danske kroner

(229.170/100 x kurs*77,73)

178.134 kr.

Året 2009 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

21.01.09

Køb/kredit møbler mm.

-2.160

-48

29.01.09

Salg af møbler mm.

90

2

26.02.09

Salg af møbler mm.

65.790

1.462

30.04.09

- ” -

15.525

345

05.05.09

- ” -

1.800

40

28.05.09

- ” -

13.005

289

25.06.09

- ” -

17.730

394

02.07.09

- ” -

360

8

27.08.09

- ” -

16.605

369

28.08.09

Køb af møbler mm.

-4.800

-160

24.09.09

Salg af møbler mm.

1.080

24

29.09.09

- ” -

6.300

140

29.10.09

- ” -

20.880

464

04.11.09

- ” -

90

2

26.11.09

- ” -

22.500

500

17.12.09

- ” -

1.305

29

I alt

176.100

Omregnet til danske kroner

(176.100/100 x kurs *70,18)

123.587 kr.

Året 2010 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

29.04.10

Salg af møbler

11.115

247

24.06.10

- ” -

180

4

27.05.10

- ” -

21.330

474

26.08.10

- ” -

49.500

1.100

31.08.10

- ” -

2.700

60

31.08.10

Kredit

-2.700

-60

30.09.10

- ” -

495

11

05.10.10

Kredit

-135

-3

16.12.10

- ” -

35.010

778

I alt

117.495

Omregnet til danske kroner

(117.495/100 x kurs *78,15)

91.822 kr.

Året 2011 (Kundenr.: 32805 [person1])

Dato

Tekst

Afregningsbeløb

(SEK)

Afgift

27.01.11

Salg af møbler

45.090

1.002

31.01.11

- ” -

810

18

24.02.11

- ” -

4.635

103

24.02.11

Kredit

-990

-22

31.03.11

- ” -

1.980

44

28.04.11

- ” -

20.295

451

26.05.11

- ” -

4.050

90

30.06.11

- ” -

20.520

456

25.08.11

- ” -

39.780

884

29.09.11

- ” -

29.340

652

03.10.11

- ” -

720

16

27.10.11

- ” -

20.745

461

31.10.11

Kredit

-405

-9

24.11.11

- ” -

1.080

24

22.12.11

- ” -

35.955

799

I alt

223.605

Omregnet til danske kroner

(223.605/100 x kurs *82,52)

184.519 kr.

*Beregnet kurs ved årsgennemsnit.

Sagen har haft følgende forløb hos SKAT:

02.08.12 Modtaget anmeldelse fra [person2] (vedlagt afregninger fra [virksomhed4] til klageren for perioden fra 2008 til 28. juni 2012) (fejlagtigt oplyst tidligere, at perioden kun var året 2008 og fra den 26. januar – 28. juni 2012)
26.09.12 Modtaget yderligere oplysninger til anmeldelsen af den 2. august 2012 (ingen bilag vedlagt)
13.12.12 På SKATs forespørgsel er der modtaget materiale fra Sverige, hvor det oplyses, at der har været samhandel mellem [virksomhed4] og klageren i perioden 2009 – 2012 (modtaget afregningsbilag)
10.01.13 Modtaget yderligere materiale fra Sverige vedrørende årene 2002 – 2009 (modtaget afregningsbilag)
14.01.13 Indkalder regnskabsmateriale hos klageren (enkeltmandsvirksomhed)
06.02.13 Modtaget brev fra klageren, hvor han oplyser, at der ikke er fundet indtægtsføring sted af den omtalte omsætning, idet omsætningen vedrører salg af privat indbo.

27.02.13 SKAT udsendt forslag til afgørelse for årene 2004 – 2011

06.03.13 Modtaget anmodning om aktindsigt fra [virksomhed5] samt anmodning om, at fristen for at fremkomme med bemærkninger til SKATs forslag udsættes til tre uger efter modtagelsen af aktindsigt i sagen.
12.03.13 Fremsendt materiale vedrørende aktindsigt samt givet yderligere frist for at komme med bemærkninger til forslaget til den 5. april 2013.
22.03.13 Advokatsekretær [person3] fra [virksomhed5] ringet.

Ønskede fristen for at fremkomme med indsigelse ændret til ultimo april, da advokat først kommer tilbage på kontoret den 13. april 2013.

22.03.13 SKAT sendt e-mail bekræftelse på, at fristen er ændret til den 25. april 2013 for at fremkomme med indsigelse til forslag af den 27. februar 2013.
23.04.13 Modtaget skriftlig indsigelse fra Advokatfirmaet.

Advokat [person4] påpeger, at såfremt SKAT mod forventning måtte vælge at fastholde en eller flere af de agtede indkomstforhøjelser, skal han anmode om, at der afholdes et møde med SKAT for en nærmere drøftelse af sagen.

03.05.13 SKAT fremsendt mødeindkaldelse, mødedato mandag den 13. maj 2013.
08.05.13 Advokatsekretær [person3] fra Advokatfirmaet ringet. Ønsker at ændre mødetidspunktet. Nyt mødetidspunkt aftalt til mandag den 10. juni 2013.
10.06.13 Mødedag, hvor det blev aftalt, at klageren/repræsentant [person4] får frist med indsendelse af yderligere materiale til belysning af sagen til den 15. august 2013 samt, at SKAT får fristforlængelse til den 15. oktober 2013.

Aftalt på mødet, at bekræftelsen på fristforlængelse til den 15. oktober 2013 fremsendes til SKAT fra repræsentant [person4].

19.06.13 SKAT sendt, pr. e-mail, bekræftelse på, at svarfristen for indsendelse af yderligere materiale sættes til den 15. august 2013.

SKAT ønsker endvidere bekræftelse på fra klageren/repræsentant [person4] side, at SKATs frist, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. forlænges til den 15. oktober 2013.

19.06.13 Repræsentant [person4] fra Advokatfirmaet sendt e-mail, hvori han pointerer, at 3 måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 var udløbet, da mødet blev afholdt den 10. juni 2013, hvorved der ikke er mulighed for at korrigere indkomstårene 2004 – 2008.

For indkomstårene 2009 – 2011 forlænges SKATs frist til den 15. oktober 2013.

26.06.13 SKAT oplyser repræsentant [person4] om, at SKAT ikke er enig i, at 3 måneders fristen er overskredet jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.
26.06.14 Modtaget e-mail fra repræsentant [person4] fra Advokatfirmaet, hvor det oplyses, at han ikke er enig med SKAT i forholdet omkring spørgsmålet om fristforlængelse. Det må overlades til andre at afgøre.
15.08.13 Sekretær [person3] fra Advokatfirmaet ringet og anmodet om fristforlængelse i yderligere 3 uger, da klageren ikke har indsendt materiale til dem endnu.

Anmodet [person3] om at sende anmodning til undertegnede, hvori de accepterer, at SKAT får yderligere frist på 3 uger til at fremsende afgørelse.

15.08.13 SKAT modtaget anmodning om yderligere frist og bekræfter de ændrede frister, henholdsvis frist for indsendelse af materiale til den 5. september 2013 og fristforlængelse for fremsendelse af afgørelse til den 5. november 2013.

Repræsentant [person4] påpeger igen, at 3. måneders fristen er udløbet for årene 2004 - 2008, således at det kun er årene 2009 - 2011 som vedrører fristforlængelsen.

SKAT påpeger igen, at de ikke er enig i, at årene 2004 - 2008 er forældet i henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

05.09.13 Sekretær [person5] fra Advokatfirmaet ringet og anmodet om fristforlængelse til den 9. september 2013.

Anmodet [person5] om at sende anmodning til undertegnede, hvori de accepterer, at SKAT får yderligere frist, frem til den 9. november 2013, med fremsendelse af afgørelse.

05.09.13 SKAT modtaget anmodning om yderligere frist og bekræfter de ændrede frister, henholdsvis frist for indsendelse af materiale til den 9. september 2013 og fristforlængelse for fremsendelse af afgørelse til den 9. november 2013

Repræsentant [person4] påpeger igen, at 3. måneders fristen er udløbet for årene 2004 - 2008, således at det kun er årene 2009 - 2011 som vedrører fristforlængelsen.

SKAT påpeger igen, at de ikke er enig i, at årene 2004 - 2008 er forældet i henhold til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

18.09.13 udsendt afgørelse vedr. 2004 – 2011 inkl.

Klageren har oplyst over for SKAT, samt ved møde med Skatteankestyrelsen, at auktionshandlerne foretaget i Sverige ikke er medregnet i virksomhedens regnskab, da der er tale om salg af private genstande.

Klageren har ikke dokumenteret købene over årene, men har oplyst at køb foretaget på almindelig auktion er foretaget kontant, med provenu fra salg. Klageren har endvidere vedlagt kontoudtog fra sin private konto, hvor der i perioden 2003-2012 er hævet i alt 1.443.786.

Klageren havde en stor del af effekterne på privat adressen og havde herudover haft lagerkapacitet 2 steder til rådighed til yderligere opbevaring af effekter. I april 2013 havde klageren en taxator til at foretage en optælling af de privat indboeffekter på både privatadressen og de 2 opbevarings-/lagersteder. Antal af effekter udgjorde 534 stk. på privatadressen og henholdsvis 275 og 738 stk. på 2 depotadresser.

Der er fremlagt kvitteringer for køb foretaget på [virksomhed6] online-auktioner i årene 2007 – 2009.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med

Indkomstår 2004

23.884 kr.

Indkomstår 2005

20.655 kr.

Indkomstår 2006

38.197 kr.

Indkomstår 2007

37.380 kr.

Indkomstår 2008

178.134 kr.

Indkomstår 2009

123.587 kr.

Indkomstår 2010

91.822 kr.

Indkomstår 2011

184519 kr.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”...

Det er SKATs opfattelse, at de solgte effekter mm. er erhvervet som led i almindelig næringsvirksomhed i din enkeltmandsvirksomhed, og at der skal ske beskatning af fortjenesten efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

SKAT finder det hverken sandsynligt eller dokumenteret, at der er tale om salg af dit private indbo, når der henses til antallet af auktionssalg, *arten samt antallet af solgte effekter gennem årene.

(* se vedlagte ”udtræk” over salg af større indboeffekter i året 2011).

Det er således SKATs opfattelse, at de solgte effekter ikke er omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a - salg af privat indbo.

Endvidere finder SKAT, at dit omfattende salg af brugte effekter via [virksomhed4] henhører til din næringsvej, når det sammenholdes med aktiviteterne i [virksomhed2] ApS.

De fremsendte bankkontoudtog fra [finans1], vedlagt i brev dateret den 4. september 2013, sandsynliggør ikke, at de hævede beløb til dels er anvendt til køb af private effekter, men sandsynliggør kun, at der i en årrække er hævet et antal beløb på din konto.

Du har på ingen måde dokumenteret, at de solgte effekter er anskaffet som privatperson, ej heller kunnet redegøre for en eventuel anskaffelsessum på dette.

Der foretages ekstraordinær ansættelse af dine skatteforhold i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, da SKAT anser, at du forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

...

2. ekstraordinær ansættelse jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5

...

Det er SKATs opfattelse, at de solgte effekter mm. er erhvervet som led i almindelig næringsvirksomhed i din enkeltmandsvirksomhed, og at der skal ske beskatning af fortjenesten efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

SKAT finder det hverken sandsynligt eller dokumenteret, at der er tale om salg af dit private indbo, når der henses til antallet af auktionssalg, arten samt antallet af solgte effekter gennem årene.

Det er således SKATs opfattelse, at de solgte effekter ikke er omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a - salg af privat indbo.

SKAT anser således, at du forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndigheden har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

3. Reaktionsfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2

...

SKAT anser 6 måneders fristen for overholdt, jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

...

Først ved modtagelsen af afregningsbilagene fra [virksomhed4] den 13. december 2012/10. januar 2013 er det endeligt konstateret, at samhandlen er foregået mellem [virksomhed4] og privatpersonen [person1].

Anmeldelsen kunne meget vel have vedrørt [virksomhed2] ApS, jævnfør betegnelsen ”[virksomhed3]” og ”[virksomhed2]s” i anmeldelsen og oplysninger i øvrigt, f.eks. brug af [virksomhed2]s varevogn.

Endvidere har [person1] først i brev af den 6. februar 2013 oplyst, på foranledning af SKATs forespørgsel i brev af den 18. januar 2013, at der ikke har fundet indtægtsføring sted i enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], da effekterne anses for værende privat indbo.

SKAT har således overholdt 6 måneders fristen, da SKAT først den 13. december 2012/ 10. januar 2013 kommer i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger, ved modtagelse af materiale fra Sverige.

Først den 13. december 2012/10. januar 2013 bliver det afklaret, at anmeldelsen vedrører [person1] og den 6. februar 2013 at der ikke er selvangivet nogen nettoomsætning i enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1].

Den varslede forhøjelse af indkomsten, i brev af 27. februar 2013, er således varslet indenfor 6. måneders fristen som efter SKATs opfattelse er den 10. juli 2013.

...

4. 3 måneders fristen jævnfør skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

...

Som det fremgår af ovenstående sagsforløb, var SKAT indstillet på at det ønskede møde, et ønske fra repræsentantens [person4] side, blev afholdt den 13. maj 2013, indenfor 3 måneders fristen.

Denne mødedato blev ændret efter ønske fra repræsentantens [person4], hvorved mødedatoen blev sat til den 10. juni 2013.

SKAT har i denne anledning ikke anmodet om forlængelse af ansættelsesfristen, da det i sagens natur måtte ligge en anmodning om forlængelse af fristen, når mødet først kunne afholdes efter 3 måneders fristen.

Ved indsigelsen, modtaget den 23. april 2013, oplyser repræsentanten [person4], at der anmodes om et møde med SKAT, såfremt SKAT måtte vælge at fastholde en eller flere af de agtede indkomstforhøjelser. Anmodningen bringer SKAT i en berettigede forventning om, at repræsentanten har nye oplysninger eller nye anbringender til sagen. Hvorfor skulle et møde ellers være nødvendigt?

SKAT har således imødekommet en anmodning om personlig møde, således at [person1]/repræsentanten [person4] har fået bedre tid til at varetage deres interesser og mulighed for at komme med nye oplysninger til sagen.

Der henvises endvidere til SKM2010.131ØLR/SKM2009.BR, hvor Byretten og Østre Landsret tilkendegiver, at ligningsfristen i den daværende skattestyrelseslov § 34, stk. 1 (nu skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1) ikke er sprunget, da klageren/klagerens repræsentant har anmodet om møde efter ligningsfristens udløb.

SKAT finder ikke, at byretsdommen af den 4. januar 2013 (SKM2013.281.BR) er sammenlignelig med sagsforløbet i [person1]s skattesag for årene 2004 – 2011, da SKAT i brev af den 3. maj 2013 foreslog en mødedato den 13. maj 2013, afholdelse af møde indenfor 3 måneders fristen.

Mødet blev alene rykket frem til den 10. juni 2013 efter ønske fra [person1]s repræsentant [person4].

I repræsentantens anmodning om ændring af mødedatoen til den 10. juni 2013, efter udløbet af 3 måneders fristen, lå implicit en anmodning om fristforlængelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

...”

Skattestyrelsen har i udtalelse forud for retsmøde udtalt følgende:

”...

Formelt

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen at de foretagne ansættelsesændringer for indkomstårene 2004 – 2008 ikke opfylder fristreglen i Skatteforvaltningslovens § 27 stk. 2, 2 pkt. idet fristen på 3 måneder ikke er overholdt.

Forslag til ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2004 – 2011 er udsendt 27/2 2013 medens afgørelsen for de pågældende indkomstår er udsendt 18/9 2013.

Klager har i forbindelse med sagsbehandlingen anmodet om udskydelse af et aftalt møde – der er ikke i sagsforløbet anmodet om udskydelse af fristen på de nævnte 3 måneder, før efter fristen på de 3 måneder var udløbet.

Skattestyrelsen er således enig i at indkomstårene 2004 – 2008 ikke er foretaget indenfor fristen og derfor ugyldig.

Materielt

Salg af effekter via [virksomhed4] i indkomstårene 2009 – 2011.

På baggrund af indhentede oplysninger fra [virksomhed4] er omsætningen opgjort til:

Indkomståret 2009123.587,- kr.

Indkomståret 201091.822,- kr.

Indkomståret 2011223.605,- kr.

Skattestyrelsen har ikke i forbindelse med ansættelsen indarbejdet et skønnet varekøb/omkostning.

Det er konstateret i forbindelse med sagsbehandlingen at klager ikke har ført regnskab eller for den sags skyld gemt bilag m.m.

Skatteankestyrelsen har i deres indstilling godkendt 20 % af omsætningen som ”vareforbrug/omkostninger”, hvilket Skattestyrelsen kan tiltræde, trods den omstændighed at der ikke foreligger bilag m.m., samt at klager er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed2] ApS, som stort set har samme effekter som [virksomhed4].

Skattestyrelsen har ikke gennemgået regnskabet for selskabet i dybere omfang, end klarlæggelse af hvem den rette indkomstmodtagere er – klager eller selskabet.

Klager beskattes herefter af følgende beløb:

Indkomståret 200998.870,- kr.

Indkomståret 201073.458,- kr.

Indkomståret 2011147.615,- kr.

...”

Skattestyrelsen ændrede på retsmødet deres indstilling til klagerens udgifter i forbindelse med salg. Styrelsen bemærkede, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation, men at der desuagtet ansås at være en ikke ubetydelig omkostning ved salg af de omhandlede effekter. Skattestyrelsen ændrede deres indstilling til at indrømme fradrag på 50 % af de konstaterede indtægter i dette konkrete tilfælde.

Derudover bemærkede de, at klageren ansås at drive erhvervsmæssig virksomhed i alle de påklagede år, på grund af den nære sammenhæng med klagerens øvrige aktiviteter både som privatperson og som hovedanpartshaver i [virksomhed2] ApS.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at forhøje indkomsten med i alt 698.178 kr. for årene 2004-2011. Der er endvidere ikke grundlag for at anvende den ekstraordinære ansættelsesregel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5 for indkomstårene 2004-2008. Derudover er der nedlagt påstand om, at såvel 6-månedersfristen som 3-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. og 2. pkt. ikke er overholdt samt, at ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. ikke er overholdt for så vidt angår indkomståret 2009.

Klageren har desuden nedlagt opstand om, at afgørelsen for indkomståret 2009 er ugyldig som følge af manglende begrundelse.

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at der skal anerkendes et skønsmæssig ansat fradrag for købesum for aktiverne, samt at der skal fratrækkes en andel som privat salg. (indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Klageren har anført følgende:

”...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet i første række gældende, at samtlige de i sagen omhandlede indtægter i indkomstårene 2004-2011 fra salg via [virksomhed4] hidrører fra salg af privat indbo, og derfor er skattefri indtægter i henhold til bestemmelsen i statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a. Der er derfor ikke grundlag for at beskatte [person1] af indkomst ud over det af ham selvangivne.

For så vidt angår skatteansættelserne for indkomstårene 2004-2008 gøres det videre i anden række gældende, at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse af [person1]s skatteansættelser i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke er opfyldte. Hverken [person1] eller nogen anden på hans vegne har forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget [person1]s skatteansættelser på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Det gøres videre særligt gældende, at de af SKAT gennemførte forhøjelser vedrørende indkomstårene 2004-2008 under alle omstændigheder er ugyldige som følge af, at SKAT ikke har overholdt tremånedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Ej grundlag for at beskatte [person1] af indtægter fra salg via [virksomhed4]

Grundlaget for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er statsskattelovens §§ 4-6. Af bestemmelserne kan der udledes et nettoindkomstprincip, hvorefter indkomsten opgøres under et som forskellen mellem summen af samtlige skattepligtige indtægter og summen af samtlige fradragsberettigede udgifter.

Statsskattelovens §§ 4-5 fastslår hvilke indtægtsposter, der er skattepligtige, mens statsskattelovens § 6 hjemler fradrag for nærmere angivne udgifter.

Det følger af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst betragtes som udgangspunkt den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværdi.

...

Af bestemmelsen i statsskattelovens § 4 følger det således, at en til Danmark fuldt skattepligtig person som udgangspunkt skal selvangive alt, hvad denne person oppebærer af indtægter i løbet af året, uanset om indtægterne består i penge eller aktiv(er), der har en økonomisk værdi.

En af de vigtigste undtagelser til bestemmelsen i statsskattelovens § 4 er bestemmelsen i statsskattelovens § 5. I statsskattelovens § 5 opregnes en række egentlige indtægter, der efter bestemmelsen ikke er skattepligtige, selv om de isoleret set ville være det i medfør af statsskattelovens § 4.

...

Som det fremgår af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, er indtægter hidrørende fra salg af den skattepligtiges ejendele skattefri, medmindre salget henhører til vedkommende skatteyders næringsvej eller er foretaget i spekulationsøjemed.

Det gøres gældende, at der i alle tilfælde har været tale om salg af [person1]s private effekter. Mange af effekterne har [person1] anskaffet sig privat tilbage i 1990'erne. Det er forkert, når SKAT antager, at der er tale om udtagning af effekter fra selskabet [virksomhed2] ApS.

Det bemærkes i den forbindelse, at en del af de effekter, der er solgt via [virksomhed4], koster omkring kr. 3.000, hvorfor det selvsagt også har formodningen imod sig, at der reelt er tale om uafhentet indbo eller effekter fra [virksomhed2] ApS, idet ingen ville undlade at afhente sådanne effekter, hvis de ikke blev solgt på auktion. I øvrigt afhenter [organisation] gratis alle "resteffekter" i de få tilfælde, hvor effekterne ikke bliver afhentet. Som bilag 8 fremlægges en bekræftelse af den 4. juni 2013 fra [organisation] Butik i [by1] på, at butikken over en årrække har afhentet ikke solgte effekter i [virksomhed2] ApS.

Det gøres videre gældende, at det også er forkert, at SKAT ved sin afgørelse har lagt til grund, at [person1]s salg af brugte effekter via [virksomhed4] henhører til [person1]s næringsvej. De af [person1] erhvervede indtægter fra salg af effekter via [virksomhed4] er således ikke at anse som skattepligtig indkomst, der skal beskattes efter bestemmelsen i statsskattelovens § 4.

Ej grundlag for ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2004-2008

Hovedreglerne omkring henholdsvis ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse er indeholdt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27.

SKATs adgang til at foretage ordinær genoptagelse af en skatteansættelse er reguleret i bestemmelsen skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1,

...

Det fremgår således af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKATs frist for at gennemføre en ændring af en skatteansættelse som altovervejende udgangspunkt udløber den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

En undtagelse til dette udgangspunkt i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, følger af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 om ekstraordinær ansættelse, hvoraf det fremgår, at SKAT uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26 kan gennemføre en ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger en af de særlige omstændigheder, der er opregnet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.

I nærværende sag har SKAT gennemført forhøjelserne af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2004-2008 under henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5,

...

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke nogen nærmere definition på, hvad der skal til, for at en skatteyder eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en direkte videreførelse af en tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5.

Den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (L 175 2002/2003), hvor man nærmere tog stilling til, hvorledes vurderingen af, om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, skal foretages fra myndighedernes side. Der henvises til § 1 i lovforslaget, som vedrører den senere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, hvoraf der blandt andet fremgår følgende:

"Forslaget til § 35, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den gældende§ 35, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven. Bestemmelsen indebærer, at myndighedernes ansættelsesfrist efter § 34, stk. 1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelser, der foretages på myndighedernes initiativ. Fristen for den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen suspenderes derimod ikke efter bestemmelsen.

Vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter den foreslåede bestemmelse, er identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III. Bestemmelsens anvendelse er imidlertid ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den skattepligtige. Uanset at der således ikke er rejst en straffesag, eller der eventuelt er sket frifindelse i denne, kan bestemmelsen således finde anvendelse, idet baggrunden for udfaldet i straffesagen kan bero på straffesagens særlige karakter herunder eksempelvis andre krav til bevisets styrke end i den civile skattesag."

Vurderingen af, hvornår der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, er således identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit III.

Af SKATs juridiske vejledning 2013-2, afsnit A.A.8.2.3.7, fremgår følgende omkring anvendelsesområdet for den nugældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5:

"Forholdet mellem ekstraordinær forhøjelse og straf

Efter forarbejderne til SFL § 27, stk. 1, nr. 5, er begreberne forsæt og grov uagtsomhed identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dvs. at anvendelse af bestemmelsen i SFL §27, stk. I, nr. 5. forudsætter, at der foreligger et strafbart forhold. Uanset dette er anvendelsen af SFL § 27, stk. 1, nr. 5, ikke betinget af, at der gøres strafansvar gældende, eller at en gennemført straffeansvarssag resulterer i en fastsættelse af straf. Begrundelsen herfor er, at frifindelse i straffesagen kan hænge sammen med en straffesags særlige karakter, f.eks. at der gælder andre krav til bevisets styrke end i skatteansættelsessagen. "

Det gøres gældende, at [person1] hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2004-2008 på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Dette bevirker, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke finder anvendelse i nærværende sag.

Det er i nærværende sag åbenbart, at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse af [person1]s skatteansættelser i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke er opfyldte, idet der i alle tilfælde har været tale om salg af [person1]s private indbogenstande. Hverken [person1] eller nogen anden på hans vegne har derfor forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. De af SKAT gennemførte forhøjelser af [person1]s skattepligtige indkomst i indkomstårene 2004-2008 er derfor ugyldige.

Tremånedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., ej overholdt

Ekstraordinær genoptagelse kan kun foretages, hvis der reageres inden for lovbestemte frister, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., gælder, at ændringer af skatteansættelser med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8 kun kan foretages, såfremt der varsles herom senest seks måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 26. Denne seksmåneders-frist benævnes også "reaktionsfristen". Efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., skal en af SKAT varslet ansættelse foretages senest tre måneder efter den dag, hvor varslingen er afsendt.

...

Om de i bestemmelsens 1. og 2. pkt. nævnte frister på henholdsvis seks og tre måneder fremgår i bogen Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup, Susanne Dahl og Hans Henrik Bonde Eriksen, 1. udgave, 2006, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, side 349-350, følgende:

"Når told- og skatteforvaltningen efter en bestemmelse i§ 27, stk. 1, på eget initiativ vil rejse en forhøjelsessag, dvs. efter en af bestemmelserne i nr. 1, nr. 2, nr. 3, nr. 4, nr. 5, nr. 6 skal agterskrivelsen efter kravene i skatteforvaltningslovens § 20, således foreligge senest 6 måneder efter forvaltningens kundskabstidspunkt, dvs. det objektive kundskabstidspunkt for myndigheden og hvor man med rimelighed må tilregne myndigheden kundskab, dvs. ikke rent subjektivt på den enkelte sagsbehandler, dvs. hvis myndigheden grundet langsommelig sagsbehandling eller andet først får opstartet behandlingen sent op imod 6 måneders fristen, og derved ikke når at udsende en agterskrivelse, da vil sagen være forældet. Under forudsætning af, at agterskrivelsen er udsendt betids - så skal denne følges op af en kendelse (afgørelse om ansættelsesændring), og herved følges princippet efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, dvs. normal-tidsforløbet mellem agter og kendelse hhv. 1. maj til 1. august - eller om man vil 3 måneder. Hvis kendelse ikke udsendes korrekt i forhold til den fristafbrydende agterskrivelse efter§ 27, stk. 2, da vil ansættelsen forældes. "

I nærværende sag har SKAT udsendt en agterskrivelse til [person1] den 27. februar 2013. De i agterskrivelsen foreslåede forhøjelser er beløbsmæssigt identiske med de forhøjelser, der fremgår af SKATs afgørelse, jf. bilag 1. SKATs agterskrivelse af den 27. februar 2013 fremlægges som bilag 9.

Tremånedersfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., udløb således i henhold til SKATs agterskrivelse af den 27. februar 2013 den 27. maj 2013.

Inden udløbet af denne frist indkaldte SKAT ved brev af den 3. maj 2013 [person1] til et møde om [person1]s skatteansættelser den 13. maj 2013. Idet [person1] og hans repræsentant, undertegnede advokat [person4], imidlertid var forhindret i at give møde på denne dato, anmodede Advokatfirmaet telefonisk den 8. maj 2013 om, at mødetidspunktet blev ændret. Nyt mødetidspunkt blev i den forbindelse aftalt til den 10. juni 2013.

Det gøres gældende, at SKAT herved har passeret tremånedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., idet SKAT først traf afgørelse den 18. september 2013.

SKAT anfører i sin afgørelse, side 15, om forløbet blandt andet, at

"Denne mødedato blev ændret efter ønske fra repræsentantens [person4], hvorved mødedatoen blev sat til den 10. juni 2013.

SKAT har i denne anledning ikke anmodet om forlængelse af ansættelsesfristen, da det i sagens natur måtte ligge i en anmodning om forlængelse af fristen, når mødet først kunne af holdes efter 3 måneders fristen.

Ved indsigelsen, modtaget den 23. april 2013, oplyser repræsentanten [person4], at der anmodes om et møde med SKAT, såfremt SKAT måtte vælge at fastholde en eller flere af de agtede indkomstforhøjelser. Anmodningen bringer SKAT i en berettigede forventning om, at repræsentanten har nye oplysninger eller nye anbringender til sagen. Hvorfor skulle et møde ellers være nødvendigt?"

Det gøres heroverfor gældende, at SKAT ikke blot kan lægge til grund, at der i anmodningen om fastsættelse af et nyt mødetidspunkt implicit lå en anmodning om forlængelse af ansættelsesfristen. SKAT skal påse, at fristerne for at foretage skatteansættelser overholdes, medmindre der eksplicit anmodes om en fristforlængelse. Der henvises i den forbindelse til byretsdommen refereret i SKM2013.281.BR.

Det gøres herefter sammenfattende gældende, at SKATs ansættelser af [person1]s indkomst for indkomstårene 2004-2008 er forældede, og derfor skal bortfalde.

...”

I supplerende indlæg har klageren anført følgende:

”...

Af SKATs afgørelse af den 18. september 2013 (bilag 1) fremgår på side 15, nederst, at SKAT påberåber sig byretsdommen refereret i SKM2009.397.BR samt Østre Landsrets efterfølgende dom i samme sag, refereret i SKM2010.131.ØLR (TfS 2010, 394). Det gøres heroverfor gældende, at Østre Landsrets dom i SKM2010.131.ØLR ikke giver fornødent belæg for SKATs synspunkt om, at SKAT i nærværende sag skulle have overholdt ansættelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Til nærmere støtte herfor skal opmærksomheden henledes på, at det fremgår af byrettens dom i sagen, refereret i SKM2009.397.BR, at det indgår som et ikke uvæsentligt moment i byrettens præmisser, at spørgsmålet om SKATs overholdelse af ligningsfristen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, udtrykkeligt ikke blev bestridt under klagesagens behandling i Landsskatteretten.

Det var således først relativt sent under sagens forløb, at skatteyder valgte at problematisere SKATs overholdelse af tremånedersfristen i den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, svarende til den nugældende skatteforvaltningslovs § 27, stk. 2, 2. pkt., som omhandlet i nærværende sag. Uanset at Østre Landsret stadfæstede byrettens dom i SKM2009.397.BR i SKM 2010.131.ØLR uden direkte henvisning til byrettens præmisser vedrørende spørgsmålet om SKATs overholdelse af ligningsfristen, er det ubetænkeligt at lægge til grund, at Østre Landsret - ligesom byretten - har tillagt det ikke uvæsentlig vægt, at spørgsmålet om SKATs overholdelse af ligningsfristen efter den dagældende skattestyrelseslovs § 34, stk. 1, udtrykkeligt ikke blev bestridt under klagesagens behandling i Landsskatteretten, men først efterfølgende under sagen ved domstolene.

Sagen omhandlet i SKM2010.131.ØLR/SKM2009.397.BR adskiller sig således ganske afgørende fra nærværende sag, idet det allerede forud for SKATs afgørelse af den 18. september 2013 blev gjort gældende over for SKAT, at SKAT ikke havde overholdt ansættelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Til forskel fra SKM2010.131.ØLR er der således ikke nogen tvivl om, at [person1] på intet tidspunkt har tilkendegivet enighed i, at der skulle være aftalt suspension af SKATs ansættelsesfrist, da dette allerede på først givne foranledning blev bestridt.

Det fastholdes således fortsat, at byrettens dom af den 4. januar 2013, refereret i SKM2013.281.BR støtter, at SKAT i nærværende sag ikke har overholdt ansættelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Det gøres herved nærmere gældende, at det følger af SKM2013.281.BR, at det er SKAT, der skal godtgøre - og dermed SKAT, der har bevisbyrden for - at der faktisk foreligger en egentlig, eksplicit aftale mellem skatteyder/skatteyders repræsentant og SKAT om, at fristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, 2. pkt., er udsat eller forlænget, og dermed suspenderet.

Til støtte herfor bemærkes, at SKAT er pligtig at påse, at fristerne for at foretage en skatteansættelse overholdes. Følgelig er det allerede af denne årsag SKAT, der må bære bevisbyrden for, at fristerne faktisk er overholdt, herunder bevisbyrden for eventuelt aftalt suspension af en ansættelsesfrist.

SKATs egen juridiske vejledning 2017-2, afsnit A.A.8.2.2.2.6 om fristforlængelse giver også støtte for det netop anførte, idet SKAT selv anfører følgende:

"Fristforlængelse giver ofte anledning til problemer i praksis. Det skyldes, at fristforlængelsen sker efter ønske fra borgeren, der således skal nå at fremskaffe yderligere oplysninger inden den forlængede frists udløb. SKAT skal samtidig nå at modtage og indarbejde oplysningerne i ansættelsen, inden for samme forlængede frist. Der er ikke noget krav om, at oplysningerne skal fremsendes i så god tid, at SKAT har en passende tid til bearbejdning af oplysningerne.

For at forebygge usikkerhed om forlængelse af en ansættelsesfrist kan der i disse situationer fastsættes et præcist tidspunkt for, hvornår ansættelsen skal foretages. Dernæst kan der fastsættes et forudgående tidspunkt for, hvornår borgerens eventuelle bemærkninger senest skal være modtaget hos SKAT, så SKAT har mulighed for at indarbejde bemærkningerne."

Det fremgår heraf, at SKAT netop selv er opmærksomme på, at der i mangel af en eksplicit aftale med skatteyder/dennes repræsentant om forlængelse af SKATs ansættelsesfrist kan opstå tvist om SKATs overholdelse af denne frist. SKAT anfører således også ganske fornuftigt i Den juridiske vejledning, at sådanne tvister kan forebygges netop derved, at SKAT sørger for, at der "fastsættes", og dermed aftales et præcist tidspunkt for, hvornår ansættelsen skal foretages, samt et forudgående tidspunkt for, hvornår skatteyders eventuelle bemærkninger senest skal være modtaget hos SKAT, så SKAT har mulighed for at indarbejde bemærkningerne i den afgørelse, der træffes, inden for den eksplicit aftalte udsatte ansættelsesfrist.

Om administrationen i praksis af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., fremgår således af SKATs egen juridiske vejledning, at SKAT fremhæver fokus på egentlig, eksplicit aftale, såfremt tvist om overholdelse af tremånedersfristen skal undgås. Deri ligger også en anerkendelse af, at SKAT har bevisbyrden for, at SKATs ansættelsesfrist måtte være aftalt udsat.

Af det foranstående følger således, at SKAT ikke, som det er tilfældet i nærværende sag, blot kan henholde sig til, at der i den telefoniske anmodning den 8. maj 2013 om ændringen af mødedatoen den 13. maj 2013 samt det aftalte nye mødetidspunkt den 10. juni 2013 må ligge en egentlig aftale om udsættelse eller forlængelse, og dermed suspension af SKATs lovfæstede ansættelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Til støtte for de ovenstående synspunkter kan der endvidere henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 16. december 2016, j.nr. 13-0001610. Der var i sagen tvist om, hvorvidt SKAT havde overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår herom blandt andet følgende:

"Ud fra de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten det ikke godtgiort, at det er aftalt mellem klageren/klagerens repræsentant og SKAT, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. 2. pkt. skulle forlænges."

Helt tilsvarende kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 16. december 2016, j.nr. 13-0111169, vedrørende spørgsmålet om aftalt udsættelse af SKATs momsmæssige ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., som er helt parallel til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"Ud fra de foreliggende oplysninger finder Landsskatteretten det ikke godtgjort, at det er aftalt mellem klageren/klagerens repræsentant og SKAT, at fristen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2, 2. pkt., skulle forlænges."

I begge netop omtalte afgørelser fra Landsskatteretten fremgår det, at Landsskatteretten til støtte for de trufne afgørelser har henvist til SKM2013.281.BR som den retningsgivende praksis til støtte for, at der kræves en egentligt aftalt fristforlængelse, såfremt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt./§ 32, stk.2. 2. pkt., skal kunne anses for udsat til fordel for SKAT.

Ovenstående praksis er desuden videreført i Landsskatterettens afgørelse af den 31. marts 2017, j.nr. 14-0020961. I denne sag havde SKAT blandt andet truffet afgørelse om forhøjelse af en skatteyders skatteansættelser for indkomstårene 2005-2007. I den forbindelse var det omtvistet, hvorvidt SKAT havde overholdt fristen på tre måneder i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Af Landsskatterettens afgørelse fremgår blandt andet følgende:

"Der foreligger ingen oplysninger om, at SKAT og klageren indgik en aftale om fristforlængelse..."

Landsskatteretten fandt på den baggrund, at SKATs afgørelse vedrørende indkomstårene 2005-2007 var ugyldig, idet SKAT havde overskredet tremåndersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Det bemærkes, at det forhold, at skatteyder indsendte yderligere materiale til SKAT ad to omgange - både før og efter ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. - som SKAT behandlede og forholdt sig til, ikke udgjorde en implicit eller stiltiende aftale mellem skatteyder og SKAT om udsættelse af SKATs tremåneders ansættelsesfrist.

Ganske tilsvarende skal der endelig henvises til to yderligere landsskatteretsafgørelser, begge af den 13. oktober 2017, Landsskatterettens j.nr. 14-4615029 (offentliggjort som SKM2017.610.LSR) og Landsskatterettens j.nr. 16-1742711. I begge sager var der blandt andet tvist om, hvorvidt SKAT havde overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. Af begge afgørelser fra Landsskatteretten fremgår blandt andet følgende med identisk ordlyd:

"På det foreliggende grundlag anses det dog ikke for godtgjort, at der forelå en aftale om udsættelse af ansættelsesfristen..."

Også i disse afgørelser lagde Landsskatteretten således afgørende vægt på, at SKAT ikke havde godtgjort, at der forelå en egentlig og eksplicit aftale om udsættelse af SKATs ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Til yderligere støtte for, at anmodningen i nærværende sag om udsættelse af mødet med SKAT den 13. maj 2013 til det aftalte nye mødetidspunkt den 10. juni 2013 ikke kan anses at udgøre en fornøden aftale om udsættelse eller forlængelse af SKATs tremåneders ansættelsesfrist, gøres det endvidere gældende, at SKAT i nærværende sag end ikke har godtgjort selv at have været opmærksomme på ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., før denne var overskredet, hvorfor der allerede af den årsag ikke kan anses at foreligge en aftale om udsættelse af fristen. SKAT kan ikke ubevidst indgå en sådan aftale.

På baggrund af det ovenfor anførte, herunder den omtalte praksis - om, at suspension af SKATs lovfæstede ansættelsesfrist kræver egentlig, eksplicit aftale, hvilket støttes af SKATs egen juridiske vejledning - gøres det gældende, at SKAT i nærværende sag ikke har overholdt den lovbundne tremånedersfrist i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., idet der ikke foreligger en egentlig, eksplicit aftale med SKAT om udsættelse eller forlængelse, og dermed suspension af SKATs tremånedersfrist for endelig ansættelse. Da SKAT ikke har godtgjort, at der er indgået en sådan eksplicit aftale om udsættelse af den omhandlede frist, gøres det således gældende, at SKATs ansættelser af [person1]s indkomst for indkomstårene 2004-2008 er forældede, og derfor skal bortfalde.

Tremånedersfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt. - ej overholdt

Som et nyt anbringende til støtte for den nedlagte påstand gøres det endvidere gældende, at SKAT vedrørende indkomståret 2009 ikke har overholdt ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., hvoraf det fremgår, at ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

I nærværende sag har SKAT udsendt en agterskrivelse til [person1] den 27. februar 2013, hvilket vedrørende indkomståret 2009 er rettidigt i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt. SKAT traf imidlertid først endelig afgørelse den 18. september 2013 vedrørende (blandt andet) indkomståret 2009, hvorved SKAT har overskredet ansættelsesfristen efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. 2. pkt., idet endelig ansættelsesfrist for indkomståret 2009 var senest den 1. august 2013 i henhold til denne bestemmelse.

Til yderligere støtte for, at SKAT har overskredet fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., henvises til det ovenfor anførte i nærværende supplerende indlæg vedrørende spørgsmålet om SKATs iagttagelse af tremåneders ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. 2. pkt. De anførte synspunkter i den forbindelse gøres tilsvarende gældende i relation til spørgsmålet om suspension af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., jf. § 26, stk. 1, 4. pkt.

Supplerende skal det desuden vedrørende spørgsmålet om ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., bemærkes, at SKAT ikke på noget tidspunkt forud for den trufne afgørelse dateret den 18. september 2013 ses at have været opmærksomme på overskridelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt. Allerede af den årsag er det udelukket, at SKAT kan have haft en opfattelse om indgåelse af aftale om udsættelse eller forlængelse af denne frist, idet påberåbelse af et sådant synspunkt fra SKATs side må have som forudsætning, at SKAT overhovedet kan anses at have været opmærksomme på nævnte frist. Som også anført ovenfor i nærværende indlæg kan SKAT ikke ubevidst indgå en aftale om udsættelse af en lovfæstet ansættelsesfrist.

Til yderligere støtte for, at der skal ske fuld nedsættelse af forhøjelsen for indkomståret 2009, gøres det gældende, at SKATs afgørelse lider af en konkret væsentlig begrundelsesmangel, der medfører, at SKATs afgørelse er ugyldig for så vidt angår dette indkomstår.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at når en afgørelse meddeles skriftlig, skal den være ledsaget af en begrundelse. En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har.

I forvaltningslovens § 24 uddybes det, hvad en begrundelse for en afgørelse som minimum skal indeholde. Af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., fremgår det således, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. Hvis der er udøvet et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt. Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

En afgørelses begrundelse har afgørende betydning for, at den part, afgørelsen vedrører, kan træffe beslutning om at klage eller acceptere afgørelsen. Begrundelseskravet er derfor en garantiforskrift. Som hovedregel er konsekvensen af en manglende eller mangelfuld begrundelse derfor, at afgørelsen bliver ugyldig.

Da SKAT traf afgørelse den 18. september 2013 vedrørende (blandt andet) indkomståret 2009, var fristen for endelig ansættelse i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., udløbet. SKATs afgørelse indebar derfor samtidigt en beslutning om, at betingelserne for at anse fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., for at være udsat til fordel for SKAT var opfyldt i henhold til skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 1, 4 pkt.

Det fremgår imidlertid ikke af SKAT afgørelse, at SKAT har anset den lovbundne endelige ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 1, 2. pkt., for at være udsat i medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt.

Det gøres således gældende, at SKATs afgørelse lider af en væsentlig begrundelsesmangel, for så vidt angår ændringen af skatteansættelsen for indkomståret 2009. Det gøres videre gældende, at denne mangel har haft betydning for [person1]s vurdering af sine muligheder for at anfægte ansættelsen.

Til støtte for, at SKATs afgørelse lider af en væsentlig mangel under de netop ovenfor anførte omstændigheder, skal der henvises til følgende praksis:

Østre Landsrets dom af 22. maj 2003, offentliggjort som TfS 2003, 496 (SKM2003.248.ØLR)
Landsskatterettens kendelse af den 8. januar 2007, offentliggjort som SKM2007.160.LSR
Landsskatterettens kendelse af 11. december 2009, offentliggjort som SKM2010.93.LSR
Landsskatterettens afgørelse af den 12. december 2013, j.nr. 13- 4779111
Landsskatterettens afgørelse af den 31. august 2015, j.nr. 13-5456580
Landsskatterettens afgørelse af den 14. november 2016, j.nr. 15- 0077959

Det fremgår af netop ovenstående praksis, at tilsidesættelse af de forvaltningsretlige garantiforskrifter om en afgørelses begrundelse medfører ugyldighed og annullation af afgørelsen. Dette må i særdeleshed gælde, når en afgørelse faktisk indebærer helt ubegrundet og helt uomtalt tilsidesættelse af den lovfæstede endelige ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt.

Sammenfattende gøres det således vedrørende indkomståret 2009 gældende, dels at SKATs afgørelse vedrørende dette indkomstår lider af en væsentlig begrundelsesmangel, der medfører ugyldighed med annullation til følge for så vidt angår ansættelsesændringen for indkomståret 2009, dels at SKAT vedrørende indkomståret 2009 har overskredet ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt., og at der ikke foreligger en egentlig og eksplicit aftale om udsættelse eller forlængelse, og dermed suspension af denne frist som efter skattefor-

26, stk. 1, 2. pkt., og at der ikke foreligger en egentlig og eksplicit aftale om udsættelse eller forlængelse, og dermed suspension af denne frist som efter skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt., hvorfor forhøjelsen af skatteansættelsen for indkomståret 2009 også af denne årsag skal bortfalde.

...”

Klageren uddybede sine aktiviteter på møde i Skatteankestyrelsen. Det blev ligeledes specificeret, at SKAT ikke havde været opmærksomme på tidsfristen for at udsende afgørelser for årene 2004-2009 inkl., hvorved de er ugyldige.

Efter udsendelse af sagsfremstilling, er klageren fremkommet med følgende yderligere kommentarer:

”...

Skatteankestyrelsens indstilling om ugyldighed af forhøjelserne for indkomstårene 2004-2008 som følge af SKATs manglende overholdelse af fristen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 2, 2. pkt. med den følge, at de gennemførte forhøjelser for disse indkomstår bortfalder, kan tiltrædes.

Skatteankestyrelsens indstilling i forhold til de fremsatte ugyldighedsindsigelser for indkomståret 2009 giver ikke umiddelbart anledning til yderligere bemærkninger i sagen.

1 Nærmere angående næringsbeskatning - i første række

1.1 Bevisbyrden for næring påhviler skattemyndighederne

I det følgende fremgår uddybende bemærkninger vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er materielt grundlag for opretholdelse af de af SKAT gennemførte forhøjelser for indkomstårene 2009-2011, som indstilles opretholdt af Skatteankestyrelsen.

Af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse fremgår på side 24 blandt andet følgende:

"SKAT har anset salg gennem [virksomhed4] i Sverige som skattepligtig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. SKAT har henset til omfanget og arten af salg samt, at salget henhører til klagerens næringsvirksomhed.

Retten er enig i SKATs vurdering. Det bemærkes, at de effekter klageren har solgt gennem det svenske auktionshus, samt den udarbejdede opgørelse over klagerens effekter pr. april 2013, findes at være sammenlignelige med det, som sælges på auktion gennem [virksomhed2] ApS, hvor klageren er hovedanpartshaver.

Det bemærkes endvidere, at kontante hævninger på privat konto ikke dokumenterer køb af auktionseffekter, men alene at der har været et forbrug af en vis størrelse over årene.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for indkomstårene 2009-2011."

(Understregning foretaget)

Det synes på baggrund heraf at kunne konstateres, at Skatteankestyrelsen tager det udgangspunkt, at [person1] driver næringsvirksomhed, samt at [person1] ikke kan anses at have afkræftet en formodning for, at det omhandlede salg skulle være omfattet af en sådan næringsvirksomhed henset til omfanget og arten af salg.

Det bestrides, at der er grundlag for en sådan vurdering af sagen.

Det er således ikke [person1]s bevisbyrde at afkræfte en formodning for næring, således som både SKATs afgørelse og Skatteankestyrelsens indstilling forudsætter.

Det gøres derimod gældende, at det i nærværende sag er skattemyndighederne, der har bevisbyrden for, at det omhandlede salg via [virksomhed4] kan anses som næringsvirksomhed.

Det gøres videre gældende, at skattemyndighederne efter en konkret vurdering af sagen ikke har løftet denne bevisbyrde, hvilket uddybes nærmere i det følgende.

1.2 Skattemyndighederne har konkret ikke løftet deres bevisbyrde

Da det er skattemyndighederne, der skal godtgøre grundlag for statuering af næringsvirksomhed, er det også skattemyndighederne, der skal godtgøre at [person1] har erhvervet de omhandlede effekter solgt via [virksomhed4] med henblik på senere salg med fortjeneste.

Aktiviteten i [person1]s enkeltmandsvirksomhed består som hidtil oplyst i sagen i at yde vurderingsassistance ved vurderingsforretninger for blandt andet advokater samt udlejning af ejendommen beliggende [adresse1], [by1], til [person1]s selskab, [virksomhed2] ApS. Dette udgør ikke handelsnæring med køb og salg af antikviteter og indbogenstande som omhandlet i sagen.

Som ligeledes tidligere oplyst i sagen består hovedaktiviteten i [virksomhed2] ApS, hvori [person1] er hovedanpartshaver og auktionsleder/auktionarius, i salg og vurdering af blandt andet indbo, antikviteter, malerier samt kunst- og pyntegenstande.

Auktionssalget i [virksomhed2] ApS udgør formidling af salg mellem sælgere og købere, hvorfor heller ikke selskabet herved driver handelsnæring med køb og salg af antikviteter og indbo m.v.

Hertil kommer, at de i sagen omhandlede effekter solgt via [virksomhed4] ikke hidrører fra [virksomhed2] ApS, hvorfor de omhandlede effekter solgt via [virksomhed4] således hverken er erhvervet eller udtaget fra [person1]s selskab. Skattemyndighederne har da heller ikke på nogen måde konstateret eller godtgjort, at dette skulle være tilfældet.

Der er således ikke noget hverken klart eller umiddelbart grundlag for at anse [person1] for at have erhvervet de omhandlede effekter solgt via [virksomhed4] med henblik på senere salg med fortjeneste.

Skattemyndighedernes godtgørelse heraf er imidlertid en forudsætning for statuering af salg i næringsvirksomhed, og dermed en forudsætning for beskatning, jf. herved også Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.C.2.1.3.3.2 med overskriften "Næring", hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"Ved næring forstås den professionelle, omfattende og systematiske omsætning af den pågældende type aktiv, som sker med videresalg for øje og med det formål at opnå et samlet økonomisk overskud.

Det er dog også en betingelse, at skatteyderen har erhvervet eller produceret det konkrete aktiv med henblik på senere salg med fortjeneste."

(Understregning foretaget)

Heraf følger, at der ikke foreligger næring blot fordi, der konstateres et vist salg, således som i nærværende sag.

Det er herudover en selvstændig betingelse, at skattemyndighederne i forbindelse med en afgørelse om statuering af næringsbeskatning skal godtgøre, at de solgte aktiver, der statueres næringssalg i forhold til, faktisk er erhvervet eller produceret af skatteyder med henblik på senere salg med fortjeneste.

Dette har skattemyndighederne ikke godtgjort i nærværende sag. SKAT har i afgørelsen af den 18. september 2013, side 4, blot anført følgende:

"Det er SKATs opfattelse, at de solgte effekter mm. er erhver­ vet som led i almindelig næringsvirksomhed i din enkeltmandsvirksomhed, og at der skal ske beskatning af fortjenesten efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a."

Dette synspunkt om, at de solgte effekter skulle være erhvervet som led i almindelig næringsvirksomhed i [person1]s enkeltmandsvirksomhed, støtter SKAT i afgørelsen på side 4 på følgende:

"SKAT finder det hverken sandsynligt eller dokumenteret, at der er tale om salg af dit private indbo, når der henses til antallet af auktionssalg, *arten af effekter samt antallet af solgte effekter gennem årene.

...

Endvidere finder SKAT, at dit omfattende salg af brugte effekter via [virksomhed4] henhører til din næringsvej, når det sammenholdes med aktiviteterne i [virksomhed2] ApS."

SKAT har således til støtte for synspunkterne om erhvervelse af de solgte effekter som led i [person1]s enkeltmandsvirksomhed udelukkende henholdt sig til dels en sandsynlighedsbetragtning ud fra salget af effekter og dels en sammenholdelse med aktiviteterne i [person1]s selskab, [virksomhed2] ApS. Dette siger imidlertid ikke i sig selv noget om [person1]s hensigt med erhvervelsen af de omhandlede effekter.

Det gøres gældende, at der intet usandsynligt er i, at [person1], som allerede oplyst under SKATs behandling af sagen, altid har haft en stor interesse i antikviteter og særlige indbogenstande, og at han derfor også gennem årene i privat regi har samlet og købt mange forskellige effekter, som han har fundet særligt interessante. Mange af effekterne har [person1] anskaffet sig privat tilbage i 1990'erne. Nogle af effekterne har han imidlertid på grund af pladsmangel i sin private ejerlejlighed måtte opbevare i nogle til formålet lejede lagerlokaler, således som tidligere oplyst. Det forhold, at [person1] over en årrække har solgt ud af de i sagen omhandlede effekter, anskaffet for private midler og ud fra privat interesse, er på ingen måde usandsynlig.

Der henvises herved også til skrivelsen af den 17. april 2013, udarbejdet af taksator [person4] (bilag 7), hvoraf fremgår, at 534 effekter, svarende til godt en tredjedel af [person1]s daværende samling af møbler, malerier og varia, faktisk befandt sig på privatadressen.

Det fremgår af samme taksatorskrivelse, at de af taksator omtalte auktionsegnede effekter i [person1]s privateje kategori- og prismæssigt er sammenlignelige med de effekter, som [person1] har afhændet gennem [virksomhed4].

Når ikke mindre end 534 effekter, svarende til godt en tredjedel af [person1]s samling i 2013, faktisk udgjorde en væsentlig del af [person1]s private hjem, og disse effekter kategori- og prismæssigt er sammenlignelige med de omhandlede solgte effekter, viser dette med al tydelighed [person1]s personlige interesse i at samle på og at omgive sig med effekter som de i sagen omhandlede.

Der er i lyset heraf intet reelt belæg for SKATs tilsidesættelse af [person1]s oplysninger om, at han siden 1990'erne har anskaffet sig og opbygget en større privat samling af forskelligt indbo, antikviteter, kunst- og pyntegenstande m.v.

Det er endvidere helt naturligt, at samlingen løbende er blevet justeret og tilpasset i takt med [person1]s skiftende interesse for forskellige effekter, i hvilken forbindelse han derfor har solgt de af sine private effekter, som han senere har fundet mindre interessante.

Det bemærkes herved, at det forhold, at [person1] i et vist omfang har haft behov for opbevaringsfaciliteter til en andel af sin samling af private effekter, på ingen måde i sig selv bevirker, at effekterne ikke kan anses for erhvervet som led i [person1] private samlerinteresse. Havde [person1] interesseret sig for eksempelvis veteranbiler eller heste, ville han tilsvarende have haft behov for særskilte opbevaringsfaciliteter uden for sin private bopælsadresse, men ingen ville af den årsag have bestridt [person1]s interesse i sådanne aktiver.

Det gøres således gældende, at SKAT ikke har løftet bevisbyrden for, at der er grundlag for statuering af næringsbeskatning ved salget af de omhandlede effekter via [virksomhed4], allerede idet SKAT ikke i tilstrækkelig grad har godtgjort, at de omhandlede solgte effekter faktisk skulle være erhvervet af [person1] med henblik på senere salg med fortjeneste.

Der er således ikke materielt grundlag for nogen del af den i sagen omhandlede beskatning.

2 Nærmere angående næringsbeskatning - i anden række

Såfremt Landsskatteretten ikke måtte være enig i det ovenfor anførte, som i første række gøres gældende til støtte for, at der ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte næringsbeskatning, gøres det under alle omstændigheder i anden række gældende, dels at ikke alle solgte aktiver kan anses at have udgjort næringsaktiver, og dels at der skønsmæssigt skal fastsættes en anskaffelsessum for så vidt angår de aktiver, der anses for erhvervet og solgt i næringsvirksomhed.

Det gøres således for det første nærmere gældende, at en skønsmæssigt fastsat andel af indtægterne fra salget via [virksomhed4] skal anses at hidrøre fra salg af private effekter.

Til støtte herfor henvises til, at det må anses for tilstrækkeligt godtgjort, at [person1] faktisk har haft en privat interesse for at samle på effekter tilsvarendede effekter, som er solgt via [virksomhed4], og at det må lægges til grund, at han faktisk privat har haft en samling, der har udgjort en væsentlig del af sit hjem, jf. herved også taksatorskriveisen i bilag 7 med tilhørende billedmateriale. Det gøres videre gældende, at det er tilstrækkeligt godtgjort, at [person1]s private samling er erhvervet for private midler, jf. herved kontoudtogene fra hans private bankkonto i sagens bilag 5, hvoraf blandt andet fremgår, at [person1] over årene 2002-2012 har hævet større kontantbeløb på i alt mere end kr. 1.400.000.

Efter et af Landsskatteretten foretaget skøn må en andel af indtægterne fra salget via [virksomhed4], således anses for at hidrøre fra salg af private effekter, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af en sådan skønsmæssigt fastsat andel af indtægterne.

I det omfang indtægterne fra salget via [virksomhed4] måtte blive anset for salg af næringsaktiver, gøres det for det andet videre gældende, at det er åbenbart, at de solgte effekter ikke har en anskaffelsessum på kr. 0, således som lagt til grund i SKATs afgørelse og i Skatteankestyrelsens indstilling.

Der skal således skønsmæssigt fastsættes en anskaffelsessum vedrørende den del af de solgte aktiver, der anses for solgt som led i næringsvirksomhed, hvorefter der alene er grundlag for en nettobeskatning udgjort af differencen mellem anskaffelsessum og afståelsessum, jf. herved ordlyden af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a, hvorefter alene "handelsfortjeneste henregnes til indkomsten".

Skattepligten omfatter således kun den faktisk realiserede værdistigning/avance, som i givet fald må fastsættes efter et skøn, og medføre en betydelig nedsættelse af de forhøjelser i de omhandlede indkomstår, der ikke anses for bortfaldet allerede som følge af ugyldighed, og som ikke anses at udgøre skattefrit salg af private aktiver.

...”

Klageren har følgende kommentar til Skattestyrelsens udtalelse forud for retsmøde:

”...

Udover de hidtil anførte synspunkter i sagen, som fastholdes, giver Skatteankestyrelsens ændrede indstilling samt Skattestyrelsens udtalelse dertil anledning til følgende supplerende bemærkninger:

For det første har hverken Skatteankestyrelsen eller Skattestyrelsen anført nærmere argumenter til støtte for at anse skattemyndighederne for at have løftet deres bevisbyrde for, at der skulle være grundlag for statuering af næringsvirksomhed. Der henvises således i denne forbindelse fortsat til det anførte i det supplerende indlæg af den 12. oktober 2018, side 1-5.

For det tilfælde, at Landsskatteretten måtte anse skattemyndighederne for at have løftet bevisbyrden for, at der kan statueres næringsvirksomhed, bemærkes for det andet, at Skatteankestyrelsen nu i den ændrede indstilling af den 7. november 2018 indstiller, at der indrømmes et fradrag for udgifter i forbindelse med køb af effekter, der skønsmæssigt kan ansættes til 20 % af salgsprisen. Skattestyrelsen har i udtalelsen af den 2. januar 2019 tiltrådt dette og de deraf følgende indstillede nedsættelser af forhøjelserne for indkomstårene 2009-2011.

Det bemærkes hertil, at Skatteankestyrelsen fortsat ikke ses at have forholdt sig til, at en andel af indtægterne fra salget via [virksomhed4] faktisk må anses at udgøre skattefrit salg af private aktiver. Det gøres således fortsat gældende, at en andel af indtægterne fra salget via [virksomhed4] efter et af Landsskatteretten foretaget skøn må anses at hidrøre fra salg af private effekter, hvorfor der ikke er grundlag for beskatning af en sådan skønsmæssig fastsat andel af indtægterne.

Videre gøres det gældende, at det af Skatteankestyrelsen indstillede fradrag på 20 % af salgsprisen er for forsigtigt og urealistisk, når henses til, at Skatteankestyrelsen i intet omfang indstiller nogen nedsættelse baseret på, at en andel af salget faktisk må anses at udgøre skattefrit salg af private aktiver.

...”

Klageren fremførte ved retsmødet, at de frafaldt påstanden om overskridelse af tidsfrist i henhold til Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt. vedrørende indkomståret 2009.

Landsskatterettens afgørelse

Formalitet

Indkomstårene 2004-2008

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at SKAT ikke kan afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

I medfør af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, skal ændringer foretaget efter denne bestemmelse være varslet senest den 1. maj 2008 for indkomståret 2004, den 1. maj 2009 for indkomståret 2005, den 1. maj 2010 for indkomståret 2006, den 1. maj 2011 for indkomståret 2007, den 1. maj 2012 for indkomståret 2008.

SKATs forslag vedrørende ændring af skatteansættelsen blev sendt den 27. februar 2013 og ligger således uden for den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, for så vidt angår indkomstårene 2004 - 2008.

Uanset fristerne i § 26, kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter SKATs bestemmelse, blandt andet hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

En ansættelse efter ovennævnte bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 27, kan kun foretages, hvis den varsles af SKAT senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt.

Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.

Landsskatteretten lægger til grund, at 3- måneders fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. som udgangspunkt udløb den 27. maj 2013, og at SKAT først fremsendte sin afgørelse den 18. september 2013.

Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. kan alene fraviges på klagerens anmodning, og SKAT har pligt til at påse, at de i loven fastsatte regler overholdes i forbindelse med gennemførelsen af en skatteansættelse.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at en anmodning, der alene vedrører udskydelse af et mødetidspunkt, ikke samtidig kan anses for implicit at indeholde en anmodning om udskydelse af fristen i § 27, stk. 2, 2. pkt.

Uanset at udskydelsen af mødet skete på klagerens repræsentants foranledning og af hensyn til dennes forhold, og uanset at SKAT imødekom ønsket under hensyntagen til, at de ønskede at få sagen bedst muligt oplyst, havde SKAT pligt til enten at fastholde et mødetidspunkt, der kunne rummes indenfor 3-månedersfristen, eller at sikre sig, at klageren reelt anmodede om eller var indforstået med, at fristen blev forlænget. Dette gjorde SKAT ikke.

Der henvises til afgørelsen refereret i SKM 2013.281 BR, hvor en anmodning om et møde, der blev aftalt til efter ansættelsesfristens udløb ikke kunne anses for ligeledes at være en accept af, at ansættelsesfristen blev udskudt.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at fristen for at gennemføre en ekstraordinær skatteansættelse for indkomstårene 2004-2008 var sprunget, da SKAT udsendte deres afgørelse den 18. september 2013, og dermed er afgørelsen for disse indkomstår ugyldig.

Da fristen i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt. ikke anses for overholdt, er det ikke relevant at foretage en vurdering af, hvorvidt de øvrige betingelser, som anført i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og stk. 2, 1. pkt., for at foretage en ekstraordinær ansættelse, er opfyldt.

De for indkomstårene 2004-2008 gennemførte forhøjelser bortfalder herefter.

Skattemæssig forhøjelse:

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.

Klageren har fremført, at der er tale om salg af privat indbo og derfor ikke skattepligtig indkomst. Klageren har subsidiært anført, at en del af salget skal anses som privat salg, ligesom der skal indrømmes et skønsmæssigt fradrag for køb af effekter.

SKAT har anset salg gennem [virksomhed4] i Sverige som skattepligtig indkomst i henhold til statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a. SKAT har henset til omfanget og arten af salg samt, at salget henhører til klagerens næringsvirksomhed.

Retten er enig i SKATs vurdering. Det bemærkes, at de effekter klageren har solgt gennem det svenske auktionshus, samt den udarbejdede opgørelse over klagerens effekter pr. april 2013, findes at være sammenlignelige med det, som sælges på auktion gennem [virksomhed2] ApS, hvor klageren er hovedanpartshaver og auktionsholder. Klagerens samlede aktiviteter anses for at være så tæt forbundne, at han anses som næringsdrivende ved salg af de nævnte effekter, som en supplerende aktivitet til klagerens øvrige erhverv.

Som udgangspunkt skal klageren fremskaffe dokumentation for at have afholdt fradragsberettigede udgifter ved drift af virksomheden i henhold til statsskattelovens § 6, litra a, ligesom klageren for at opnå fradrag skal kunne redegøre for, at udgiften er afholdt i det pågældende indkomstår. Klageren har ikke fremlagt regnskab eller andet skriftligt bilagsmateriale til at dokumentere køb, ligesom det ikke ses dokumenteret, at visse effekter kan anses som privatsalg. Der er således ikke fremlagt dokumentation for hverken købesummer eller købstidspunkter.

Det bemærkes, at kontante hævninger på privat konto ikke dokumenterer køb af auktionseffekter, men alene, at der har været et forbrug af en vis størrelse over årene.

Retten lægger til grund, at det næppe er sandsynligt, at klageren har fået alle effekterne forærende. Klageren har dog oplyst, at en del af effekterne er arvet fra familie, samt modtaget fra anden auktionsholder i forbindelse med dødsfald.

Uanset at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for, hvilken udgift klageren har haft til køb af effekter, anses det for sandsynliggjort, at klageren har afholdt udgifter til køb af en del genstande, der siden er solgt med fortjeneste. På denne baggrund finder retten i dette konkrete tilfælde, at klageren kan indrømmes et fradrag for udgifter i forbindelse med udgifter i forbindelse med salg af effekter, der skønsmæssigt kan ansættes til 50 % af salgsprisen.

Herefter kan klagerens fortjeneste opgøres således:

2009

Salg

123.587 kr.

Skønnede udgifter 50 %

61.794 kr.

Fortjeneste til beskatning

61.793 kr.

2010

Salg

91.822 kr.

Skønnede udgifter 50 %

45.911 kr.

Fortjeneste til beskatning

45.911 kr.

2011

Salg

184.519 kr.

Skønnet varekøb 20 %

92.260 kr.

Fortjeneste til beskatning

92.259 kr.

Landsskatteretten nedsætter SKATs afgørelse for indkomstårene 2009-2011.