Kendelse af 21-08-2018 - indlagt i TaxCons database den 16-09-2018

Indkomståret 2010

Indkomståret 2011

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten finder, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for udgifter, der kan henføres til virksomheden, vedrørende ejendommen i indkomstårene 2010-2011. Prøvelsen af udgifternes tilknytning til virksomheden overlades til SKAT.

Landsskatteretten finder endvidere, at den erhvervsmæssige del af ejendommen kan indgå i virksomhedsordningen i de påklagede år. Den talmæssige opgørelse overlades til SKAT.

Faktiske oplysninger

Klageren har siden 1. august 1968 drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1]. Virksomheden var i indkomstårene 2010 og 2011 registreret under branchekoden 015000 Blandet drift.

Klageren anvendte i indkomstårene 2010 og 2011 virksomhedsordningen. Ifølge klagerens regnskaber hævede klageren 338.700 kr. til beskatning i 2010, og hævede klageren 359.000 kr. i 2011.

Virksomhedens aktivitet består i planteavl, og den bliver drevet fra ejendommen [adresse1], [by1].

Ejendommen var indtil indkomståret 2008 registreret som en kode 05 landbrugsejendom med 462.305 m² jord. I 2008 skete der frasalg af jord. SKAT har oplyst, at jordtilliggendet herefter udgjorde 24.022 m², og at ejendommen pr. 1. januar 2009 ændrede benyttelseskode til 01 beboelsesejendom. SKAT foretog i den forbindelse en ejerboligfordeling i medfør af den dagældende ejendomsvurderingslov § 33, stk. 8.

Klageren har overfor SKAT oplyst, at jordarealet efter frasalget udgjorde 47.035 m² og ikke 24.022 m² som anført af SKAT.

Klageren anmodede den 11. juli 2013 SKAT om at genoptage ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2010 og 1. oktober 2012, således at ejendommen i stedet blev vurderet som en landbrugsejendom.

SKAT afslog i afgørelse af 4. november 2013 at genoptage ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2010. Som begrundelse var det anført, at ejendommens vurderingsmæssige status er et skøn, som ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Landsskatteretten pålagde den 14. marts 2018 SKAT at genoptage vurderingen pr. 1. oktober 2010. Afgørelsen er begrundet med, at arealet til vurderingen pr. 1. oktober 2010 rettelig skulle have været 45.022 m² og ikke 24.022 m² som lagt til grund af SKAT.

Klageren anmodede den 12. november 2013 SKAT om en § 4-vurdering, således at den vurderingsmæssige status på ejendommen blev ændret fra beboelse til landbrug. SKAT besigtigede i den anledning ejendommen den 6. maj 2014.

I forbindelse med sagens behandling i SKAT, indsendte klagerens repræsentant en beskrivelse af virksomheden. Af beskrivelsen fremgik følgende:

”[person1] drev oprindeligt landbrugsejendommen med planteavl og mælkeproduktion. De seneste år har det dog udelukkende været planteavl. Indtil 2008, hvor [person1] afstod jord i forbindelse med en jordfordeling i området, drev han ca. 46 ha inkl. 4 forpagtet. Herefter er der drevet godt 7 ha hvoraf de samme 4 ha fortsat er forpagtet. Siden 2008 er der sket ændringer i bygningsmassen. En del af de gamle bygninger er blevet revet ned og der er bygget 2 nye – se bilag for hvad bygningerne anvendes til. Kontonumre fra skatteregnskabet er ligeledes påført bilaget. Der er i 2012 sket en reduktion af maskinparken, hvilket også vil ske i 2012. Det giver plads til at kunne leje en del af bygningerne ud til bl.a. opbevaring af campingvogne.”

SKAT vurderede herefter i afgørelse af 14. maj 2014, at ejendommen er en beboelsesejendom, og at den fortsat bør være vurderet sådan. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ejendommens beboelsesmoment er det dominerende i værdimæssig henseende i forhold til den samlede ejendomsværdi. Det forhold, at der dyrkes korn på ca. 8 ha, hvoraf 4 ha er tilforpagtet, medfører ikke, at ejendommen ændrer karakter fra beboelse til landbrug.

Vurderingsankenævn [...] afgjorde den 29. juni 2017 klagen over SKATs ansættelse af ejendommens benyttelseskode ved vurderingen pr. 1. oktober 2012.

Vurderingsankenævnet ændrede ejendommens benyttelseskode til kode 05-Landbrug. Som begrundelse for afgørelsen fremgik blandt andet følgende:

”Ved vurderingen af hvilken benyttelseskode ejendommen [adresse1] skal henføres under pr. 1. oktober 2012, tages der udgangspunkt i ejendommens forhold pr. denne dato herunder den faktiske benyttelse på dette tidspunkt, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1.

Vurderingsankenævnet har ved denne vurdering henset til:

Vurderingsankenævnet finder at ejendommen skal henføres til benyttelseskode 05-Landbrug.

Vurderingsankenævnet ændrer SKATs afgørelse.”

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 15.472 kr. i indkomståret 2010 og 20.842 kr. i indkomståret 2011. SKAT har desuden anset klageren for at have foretaget yderligere privat hævning på 1.030.575 kr. i 2010, ligesom SKAT har tilbageført selvangivet overført opsparet overskud med 359.000 kr. i 2011.

SKAT har til støtte for afgørelsen vedrørende nægtelse af udgifter på ejendommen blandt andet anført følgende:

”Ejendommen [adresse1] er vurderet efter vurderingslovens § 33, stk. 8 fra 2009 og derfor omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1., nr. 9.

Det fremgår af ligningslovens § 15 J, at der for ejendomme vurderet efter ejendomsværdiskatte-lovens § 4, stk. 1.nr. 9, der tjener til bolig for ejeren, alene er fradrag for renter. Øvrige udgifter kan ikke fradrages. Dette gælder både de løbende udgifter samt afskrivning på bygningerne.

Ifølge ligningslovens § 15 J kan der kun fratrækkes renteudgifter på enfamilieshuse. Din indkomst vil derfor blive forhøjet med følgende beløb:

...”

SKAT har som begrundelse for afgørelsen vedrørende virksomhedsordningen blandt andet anført følgende:

”Der er foretaget forhøjelse af virksomhedens resultat, jf. punkt 1 således:

Udgifterne anses for yderligere hævninger i relation til virksomhedsordningen.

Ejendommen [adresse1] kan ikke indgå i virksomhedsordningen, da der ikke er en vurderingsmæssig fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig og på den øvrige del af ejendommen jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3.

Ejendommen anses derfor for at være overgået fra virksomheden til privatøkonomien i 2010. Ejendommen skal udtages af virksomhedsordningen efter hæverækkefølgen i virksomhedsskattelovens § 5, og overgår til privatøkonomien med den værdi, som den er indskudt på indskudskontoen med samt efterfølgende om- og tilbygninger på ejendommen. Reglerne fremgår af virksomhedsskattelovens § 3, stk. 4 samt SKM2009. 381SKAT.

Ejendommen udtages til følgende værdi jf. note 610 i regnskabet for 2010:

Dette medfører følgende ændringer i virksomhedsordningen:

SKAT har godkendt fradrag for underskud i virksomheden med planteavl i de omhandlende indkomstår. Dette begrundes med, at der er tale om omlægningsår, og at virksomheden udviser overskud i 2012. Dermed har SKAT anset virksomheden for erhvervsmæssigt drevet.

SKAT har i forbindelse med sagens behandling oplyst, at SKAT er enig i, at virksomheden kan anvende virksomhedsordningen efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, men at ejendommen ikke kan placeres i ordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3. Afgørelsen er således allerede truffet i overensstemmelse med repræsentantens subsidiære og mere subsidiære påstand.

Skattestyrelsen har derudover afgivet følgende udtalelse til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”Fradrag for udgifter på ejendommen [adresse1] i [by1]

SKAT har i sin afgørelse den 4. oktober 2013 lagt til grund, at klagers drift af 7 ha, heraf 3 ha, som er lejet, med kornafgrøde på ejendommen [adresse1] er erhvervsmæssigt drevet.

SKAT har nægtet klager fradrag for udgifter på ejendommen med henvisning til ligningslovens § 15 J, hvorefter ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 9 ikke er berettiget til fradrag for driftsudgifterne på ejendommen.

Som følge af at Vurderingsankenævnet har ændret ejendommens status fra en beboelsesejendom (kode 01) til en landbrugsejendom (kode 05) for vurderingsåret 2012, er Skattestyrelsen enig i Skatteankestyrelsens vurdering af, at det kan lægges til grund, at der er tale om en fejlbehæftet vurdering i 2010, og at klager dermed er berettiget til fradrag for driftsudgifter, i det omfang udgifterne er omfattet af statsskattelovens § 6. Vi er enig i, at opgørelsen heraf overlades til Skattestyrelsen.

Virksomhedsordningen

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsens indstilling, hvorefter den erhvervsmæssige andel af ejendommen kan indgå i virksomhedsordningen, da der er foretaget en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat principal påstand om, at den selvangivne indkomstansættelse skal accepteres, subsidiært at resultatet af den erhvervsmæssigt drevne landbrugsvirksomhed kan opgøres i virksomhedsordningen, uanset at aktivernes værdi ikke kan placeres i ordningen. Mere subsidiært er der fremsat påstand om, at landbrugsvirksomhed drevet fra lejet areal på ca. 4 ha skal accepteres drevet under anvendelse af reglerne i virksomhedsskatteordningen.

Repræsentanten har til støtte for den principale påstand blandt andet anført følgende:

” -Anvendelse af virksomhedsordningen:

Det er skatteyders opfattelse, at der i nærværende sag er tale om en landbrugsejendom, og ejendomsvurderingen, som udviser, at der er tale om en boligejendom, dermed er fejlagtig.

Det er skatteyders opfattelse, at virksomhedsskatteordningen kan finde anvendelse for hele virksomhedens aktiver og drift i nærværende sag.

Skatteyder gør dog subsidiært gældende, at uanset om der måtte være tale om en boligejendom er indkomsterhvervelsen ved landbrugsvirksomhed omfattet af virksomhedsskattelovens regler. Derimod er aktiver i form af fast ejendom ikke omfattet af ordningen.

Det er vores opfattelse, at der er tale om en landbrugsejendom, hvilket der også findes støtte for i retspraksis. Her kan særligt henvises til SKM 2008.464BR. I sagen var der tale om en ejendom på 10,3 ha. hvoraf ca. 3 ha var udlejet til græsning. På ejendomme var der en sø på 4-5 ha. Der var ikke indtægter i forbindelse med søen. Ejendommen gav en lejeindtægt på ca. 2.700 kr. og ha-tilskud på ca. 6.000 kr.

I nærværende sag er der tale om en landbrugsejendom, som skatteyder driver med 7 ha med kornafgrøde, heraf lejes de tre ha.

Til støtte for, at der er tale om en landbrugsejendom kan vi i øvrigt henvise til SKATM 1997-01- 03, SKATM 1999-01-05, SKATM 2000-01-03, SKATM 2000-01-05 og SKATM 2000-01-06.

Afgørelserne vedlægges.

Det bør ikke komme skatteyder til skade, at den offentlige ejendomsvurdering er fejlagtig.

Det skal lægges til grund i sagen, at det er den faktiske benyttelse af ejendommen, der er afgørende for kvalifikationen af ejendommens benyttelsesmæssige status, uanset at ejendommen i vurderingssystemet er kvalificeret som en boligejendom, kode 01 og ikke som ejendommen rettelig burde være, en landbrugsejendom med benyttelseskode 05.

Der henvises herved til Højesterets dom gengivet i SKM-2003-91. TfS-2003-266 hvor en ejendom på afståelsestidspunktet i sin helhed blev brugt erhvervsmæssigt som et socialpædagogisk opholdssted og kunne derfor ikke omfattes af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningsloven, selvom ejendommen fortsat var vurderet som parcelhus, og ejendommen tidligere havde været anvendt til egen beboelse

Der kan endvidere henvises til Forlig ved Østre Landsret 30. januar 2002, 6., B-1957-00.SKM-2003-11 (TfS-2003-148). Her blev en ejendom, der på afståelsestidspunktet var vurderet som landbrug, men som rettelig skulle være vurderet som beboelse, blev anset for omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens regler.”

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten blandt andet anført følgende:

” -Anvendelse af virksomhedsskatteloven i tilfælde af boligvurdering:

§ 1 [...]

Stk. 3. Aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formår, indgår ikke i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom, hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom. Ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6–8, indgår i virksomheden med den del af ejendommen, der ikke tjener til bolig for ejere. Anskaffelsessummen for ombygning, forbedring m.v. af den erhvervsmæssige del af sådanne ejendomme indgår ligeledes i virksomheden. Biler, der benyttes både erhvervsmæssigt og privat, kan indgå i virksomheden. Ved fastsættelse af værdien af privat anvendelse. For biler, der indgår i virksomheden og benyttes både erhvervsmæssigt og privat, finder ligningslovens § 9 C, stk. 7, tilsvarende anvendelse.

...

I nærværende sag er indkomsten omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6 (overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11,) og indkomsten er således ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i VSL § 1 stk. 1 hvorfor indkomsten kan indgå i virksomhedsordningen.

VSL § 1, stk. 3 omhandler, hvilke aktiver (og ikke hvilke indkomster) der kan indgå i virksomhedsordningen. F.eks. kan et både privat og erhvervsmæssig anvendt driftsmiddel ikke indgå som aktiv i ordningen. Men indkomsten, som genereres på den erhvervsmæssig anvendte del af aktivet kan (skal) indgå i ordningen.

Det er således vores opfattelse, at stk. 1 omhandler hvilke indkomster der kan omfattes af virksomhedsordningen og stk. 3 (og stk. 2) omhandler, hvilke aktiver der kan omfattes af virksomhedsordningen.

Det er ligeledes vores opfattelse, at det i den sammenhæng ikke gør nogen forskel, om der er tale om aktiv eller passiv erhvervsvirksomhed. En håndværker, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed og ønsker at anvende virksomhedsordningen, kan anvende ordningen uanset at han ikke har driftsmidler og dermed ikke har aktiver, der kan indgå i ordningen grundet også privat anvendelse af driftsmidlerne. Hvis håndværkeren i stedet for udlejer driftsmidlerne kan han ikke anvende ordningen på indtægten, men dette skyldes, at han rammes af undtagelsesreglen i VSL § 1, stk. 1 (henvisningen til § 4, stk. 1, nr. 10 eller 12). I nærværende sag med udlejning af fast ejendom er der ikke en udtalelsesbestemmelse til hovedreglen om, at skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, kan anvende virksomhedsordningen.

Det er vores opfattelse, at der kan afskrives på erhvervsmæssigt benyttede driftsbygninger efter afskrivningslovens § 14 og at bestemmelsen i ligningslovens § 15 J ikke er til hinder herfor.

...

Ligningslovens § 15 J sammenholdt med ejendomsværdiskattelovens § 7

Ved lov nr. 426 af 26. juni 1998 blev reglerne om standardfradrag ophævet, og ejendomsværdiskatteloven blev samtidig indført. Af forarbejderne fremgår det, at standardfradraget for nuværende ejere videreføres som et nedslag på 4 promille af ejendomsværdien, jf. § 8 i forslag til lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat. Af lov nr. 425 af 26. juni 1998 § 7 fremgår det, at nedslaget i ejendomsværdiskatten højst kan udgøre 1.200 kr. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at nedslaget træder i stedet for standardfradraget efter ligningslovens § 15 J.

Standardfradraget i ligningslovens § 15 J tilkom alle ejere af parcelhuse - uanset om der var udlejning af værelser eller ej. Det skyldtes det forhold, at lejeværdi af egen bolig var en indkomstskat, og at ejerne skulle indrømmes et nedslag i lejeværdiskatten for de udgifter, der medgik til at erhverve denne fikserede indkomst. Dette fradrag blev standardiseret i ligningslovens § 15 J.

...

En forholdsmæssig andel af udgifterne til ejendomsskatter er fradragsberettigede, jf. ligningslovens § 14, stk. 3, når mere end 10 % af ejendommen anses for benyttet erhvervsmæssigt, hvilket er situationen i nærværende sag.

Det fremgår ikke nærmere af bestemmelsen, hvorvidt der herved skal ses på den samlede ejendomsvurdering eller alene vurderingen af jordtilliggendet.”

Til støtte for den mere subsidiære påstand har klagerens repræsentant blandt andet anført følgende:

”Skatteyder har lejet fire hektar jordtilliggende hvorfra der drives landbrugsvirksomhed. Dette areal og virksomhedsdriften herpå kan under alle omstændigheder ikke være omfattet af SKAT betragtning om, at virksomhedsskattelovens regler ikke kan finde anvendelse ved boligvurdering, når ejer selv bebor boligen.”

Til mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler anførte repræsentanten, at ejendommen er drevet erhvervsmæssigt, og at SKAT har anerkendt driften som erhvervsmæssig i skattemæssig henseende. Samt at de omhandlende indkomstår er 2010 og 2011. Spørgsmålet omhandler de konsekvensrettelser SKAT har foretaget grundet ejendommens benyttelseskode er ændret fra kode 05-landbrug til kode 01-beboelse.

Endvidere fremførte repræsentanten, at Vurderingsankenævn [...] har afgjort at ejendommens benyttelseskode ved vurderingen pr. 1. oktober 2012 skal være 05-landbrug. Vurderingen pr. 1. oktober 2010 er ikke genoptaget grundet genoptagelsesreglerne.

Repræsentanten henviste herefter til SKM2017.95.LSR. Landsskatterettens afgørelse omhandler en ejendom, hvor SKAT har nægtet at genoptage vurderingen, men hvor SKAT i afslaget på genoptagelsesanmodningen udtaler, at benyttelseskoden vil blive ændret fremadrettet ved næste vurdering.

Landsskatteretten finder, at den åbenbart forkert vurdering, der ikke kan ændres grundet genoptagelsesreglerne, ikke skal ligge til grund for skatteansættelsen. Den korrekte, fremadrettede vurdering skal derfor lægges til grund for den skattemæssige ansættelse, selvom den ikke omhandler de i skattesagen omhandlende indkomstår.

Repræsentanten fremhævede følgende fra præmisserne:

”Det kan således lægges til grund, at ejendommen var fejlagtig vurderet i årene 2011-2013, hvor den burde have været vurderet som en blandet benyttet ejendom efter vurderingslovens § 33, stk. 5. Dermed er ejendommen omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5.”

Repræsentanten fremførte endvidere, at nærværende sag er tilsvarende SKM2017.95.LSR fejlagtigt vurderet i 2010 og 2011, da der ikke er sket ændringer i ejendommen fra 2010 til 2012, hvor vurderingsankenævnet har taget stilling til ejendommens benyttelseskode.

Der ejendommen er en kode 05-landbrugs ejendom, er den omfattet af virksomhedsordningens § 1, stk. 3, dvs. en ejendom hvor den erhvervsmæssige del kan indgå i virksomhedsordningen. Derfor skal skatteansættelsen være som selvangivet og følge den principale påstand.

Landsskatterettens afgørelse

Fradragsret

Af ligningslovens § 15 J fremgår, at ved opgørelse af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter. Øvrige udgifter vedrørende ejendommen kan ikke fradrages.

Af dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4, stk. 1, nr. 3 og 9, fremgår, at ejendomsværdiskatten omfatter stuehuse til landbrugsejendomme m.v. med tilhørende grund og have, for hvilke ejendomsværdien og grundværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 4, fordeles på ejendommens stuehus m.v. og på den øvrige ejendom, samt ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, for hvilke ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 8, fordeles på den del, der tjener til bolig for ejeren og på den øvrige del af ejendommen.

Af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 4, fremgår det, at i forbindelse med vurderingen af ejendomme, der må anses for benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, jf. stk. 1, 1. pkt., foretages en fordeling af ejendomsværdien og grundværdien på henholdsvis stuehuset med tilhørende grund og have og på den øvrige ejendom.

Af dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, fremgår det, at for ejendomme over 5.000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor der ikke skal foretages en fordeling efter stk. 4-7, foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der knytter sig til ejerboligdelen, og på den øvrige del af ejendommen. Ved fordelingen anses 5.000 m² af grundarealet for at høre til boligdelen, jf. dog stk. 11. Den øvrige del af grundarealet medregnes til restejendommen.

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fremgår, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst er fradrag for driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger.

Landsskatteretten bemærker, at ejendommen blev ændret i 2008, da ejeren her frasolgte en del af ejendommens jordtilliggende. Ejendommen er ikke ændret siden. Ejendommens benyttelseskode blev ved vurderingen pr. 1. oktober 2009 ændret til kode 01-beboelse.

Vurderingsankenævnet har den 29. juni 2017 taget stillingen til ejendommens benyttelseskode ved vurderingen pr. 1. oktober 2012 og ændret denne til kode 05-landbrug.

Klageren har endvidere anmodet om genoptagelse af ejendomsvurderingen pr. 1. oktober 2010, men SKAT har afslået at genoptage vurderingen med begrundelse om, at ejendommens vurderingsmæssige status er et skøn, som ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1. Landsskatteretten har efterfølgende pålagt SKAT at genoptage vurderingen.

Landsskatteretten finder, uanset ejendommens benyttelseskode i de omhandlende indkomstår, at ejendommens benyttelse i overvejende grad er landbrugsmæssig i overensstemmelse med Vurderingsankenævnets afgørelse. Der er herved lagt vægt på oplysningerne i Landsskatterettens afgørelse om, at arealet rettelig udgjorde 45.002 m² pr. 1. oktober 2010, og at ejendommen dermed ikke har ændret sig efter frasalget af jord i 2008 og frem til vurderingstidspunktet pr. 1. oktober 2012.

Det lægges herved til grund, at ejendommen var fejlagtig vurderet i de omhandlende indkomstår 2010 og 2011, og at ejendommen rettelig burde have været vurderet med benyttelseskode 05-landbrug og dermed have haft en ejerboligfordeling efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 4.

Landsskatteretten finder herefter, at den åbenbart forkerte vurdering ikke kan tillægges betydning for klagerens skatteansættelse.

SKAT har ved afgørelsen lagt til grund, at virksomheden er erhvervsmæssigt drevet.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for udgifter vedrørende ejendommen, der kan henføres til den erhvervsmæssige virksomhed, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

SKAT har ikke foretaget prøvelse af, hvorvidt udgifterne vedrører virksomheden. Prøvelsen af udgifterne overlades som følge heraf til SKAT.

Virksomhedsordningen

Ifølge virksomhedsskattelovens § 1, stk. 1, kan skattepligtige personer, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, anvende virksomhedsordningen på indkomst fra virksomheden.

Af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, fremgår det, at aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, ikke indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom, hvor der foretages en fordeling af ejendomsværdien på den del, der tjener til bolig for den skattepligtige, og på den øvrige ejendom.

Der blev i forbindelse med vurderingen for 2010 foretaget en ejerboligfordeling efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 8, uagtet at der grundet en åbenbart forkerte vurdering burde have været foretaget en vurdering efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 4.

Da der er foretaget en ejerboligfordeling, er det Landsskatterettens opfattelse, at klageren kan anvende virksomhedsordningen for så vidt angår den erhvervsmæssigt anvendte del. Det er i den forbindelse uden betydning, om der er foretaget en fordeling efter dagældende vurderingslovs § 33, stk. 4 eller 8. Endvidere bemærker Landsskatteretten, at vurderingen af klagerens ejendom er blevet genoptaget af SKAT til fornyet vurdering for indkomståret 2010.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse på dette punkt. Den talmæssige opgørelse overlades til SKAT, jf. § 12, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 1428 af 13. december 2013 om forretningsorden for Landsskatteretten. Ved den talmæssige opgørelse skal SKAT anvende den fornyede ejendomsvurdering for indkomståret 2010.