Kendelse af 14-05-2017 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2009

Aktieindkomst

Forhøjelse vedrørende fradrag for rådgivningsomkostninger

1.119.320 kr.

0

1.119.320 kr.

Faktiske oplysninger

Der blev den 28. juli 2009 overført 150.000 EUR fra [virksomhed1] A/S (nu [virksomhed2] ApS) til [virksomhed3] Ltd I overførselsteksten er angivet, at beløbet dækkede over ”CREDIT COUNSELING FOR [...]”.

Klageren har forklaret, at der var indgået en rådgivningsaftale mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed3] Ltd, hvor [virksomhed3] Ltd har rådgivet omkring fremskaffelse af kapital og finansiering i forbindelse med [virksomhed4].

Der er fremlagt aftale af 20. juli 2009 mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed3] Ltd Under aftalens pkt. 1 ”Services” fremgår, at beløbet på 150.000 EUR dækker over:

”[virksomhed3] shall provide [virksomhed1] with consulting, information and services for various [virksomhed1] projects as shall be requested by [virksomhed1] from time to time (collectively, the “Services”)”

Der er fremlagt specifikation af mellemregningskonto 71266 ([virksomhed5] mellemregning) for [virksomhed1] A/S pr. 30. april 2010. Det fremgår heraf, at mellemregningskontoen var på 1.510.757,36 kr. Beløbet på konto 71266 blev efter det oplyste indtægtsført i [virksomhed1] A/S den 30. april 2011. Af note 1 til mellemregningen fremgår, at beløbet er specificeret således:

Dato

Bilag

Tekst

Beløb i DKK

Forklaring

07/07-09

31387

Køb af aktiver [virksomhed6]

98.000,00

Betaling fra [finans1] til ?

12/03-10

31971

Vedr. [virksomhed7]

1.119.320,07

Betaling af skyld for [virksomhed5]

12/03-10

31972

Vedr. [virksomhed8]

10.000.000,00

Betaling til [finans1] for [...] aktiver

12/03-10

31973

Vedr. [virksomhed7]

-22.374.545,83

Betaling fra [virksomhed5]

12/03-10

31974

Vedr. [virksomhed7]

29.868,07

??

12/03-10

31979

[person1]

559.670,07

Betaling af skyld for [virksomhed5]

12/03-10

31992

Overført for [virksomhed5] vedr. [...]

5.596.500,00

Betaling af skyld for [virksomhed5]

-4.971.187,62

Krediteret på 71266 - mellemregning med [virksomhed5]

Af redegørelse af 16. februar 2011 fra [virksomhed9] over udvalgte posteringer på konto ”99995 – Posteringer til undersøgelse” fremgår følgende:

Dato

Bilag

Tekst

Beløb i DKK

Føres på konto

Kommentar

12/03-10

31971

Vedr. [virksomhed7]

- 1.119.320,07

Ny konto

Mellemregning med Romania

12/03-10

31972

Vedr. [virksomhed8]

- 10.000.000,00

Ny konto

Mellemregning med Romania

12/03-10

31973

Vedr. [virksomhed7]

22.374.545,83

Ny konto

Mellemregning med Romania

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet selskabet med 1.119.320 kr. for indkomståret 2010.

Som begrundelse herfor, er anført følgende:

”4.1. Talmæssig opgørelse - Skat

Der nægtes fradrag i henhold til statsskattelovens § 6 for betaling af 150.000 EURO til [virksomhed3] Ltd

Beløbet er bogført med 1.119.320 kr.

(...)

4.3.3. Faktiske omstændigheder som er lagt til grund ved afgørelsen

Saldo på konto 71266 er ifølge [person2] 1.510.757,36 kr. Dette beløb er indtægtsført pr. 30/4-2011.

SKAT`s gennemgang af posteringerne på konto 71266 er jf. bilag 3:

Gennemgang af Note 1:

1. Bilag 31387 - Køb af aktiver [virksomhed6]. Hvad dette beløb 98.000 kr. dækker over er ikke kendt, men på udbetalingsbilag fra [finans1] henvises til skrivelse af 3/7-2009 fra [virksomhed8].
2. Bilag 31971 - Vedr. [virksomhed7]. Beløbet 1.119.320,07 kr. (150.000 EURO) dækker over rådgiveromkostninger til [virksomhed3] Ltd i forbindelse med stiftelse af selskabet [virksomhed4]. Dette selskab er stiftet af [virksomhed10] ved indskud af aktiverne ifølge aftalen af 7. juli 2009.
3. Bilag 31972 – Vedr. [virksomhed8]. Beløbet 10.000.000 kr. dækker over køb af aktiver/forme m.v. fra konkursboet [virksomhed6] A/S
4. Bilag 31973 – Vedr. [virksomhed7]. Beløbet 22.374.545,83 (3.000.000 EURO) dækker over salg af aktiver ifølge aftale af 7. juli 2009
5. Bilag 31974 – Vedr. [virksomhed7]. Beløbet 29.868,07 (4.000 EURO). Der er ingen specifikation over hvad beløbet dækker
6. Bilag 31979 – [person1]. Beløbet 559.670,07 (75.000 EURO) dækker over transportomkostning. Omkostningen er godtgjort selskabet ved bilag 31978 – jf. note 2.
7. Bilag 31992 – Overført for [virksomhed5] vedr. [...]. Beløbet 5.596.500 (750.000 EURO) dækker over den aftale som [virksomhed5] har indgået med konkursboet [virksomhed6] A/S i relation til restbetaling for køb af båden 8503.

Gennemgang af Note 2:

1. Bilag 31978 – Modtaget 75.000 EURO. Beløbet er godtgørelse for udlagt fragt til [person1] ifølge bilag 31979 – jf. note 1.
2. Beløbet 4.020.080,26 kr. Betaling for aktiver købt hos [virksomhed11] A/S. Beløbet skal være 3.961.152,96 kr. ekskl. Moms.

Supplerende kan tilføjes i relation til bilag 31971:

1. Af selskabets redegørelse fremgår at der er tale om et beløb, der er betalt for [virksomhed5].
2. at der alene er tale om en kontrakt. Der forefindes ikke i regnskabet faktura og/eller anden specifikation af hvad der er leveret eller hvilke arbejder der skulle være udført for den foretagne betaling
3. at kontrakten er indgået 20. juli 2009. Dette er i umiddelbar tilknytning til beslutningen om udvidelse af kapitalen i selskabet [virksomhed4]
4. at kontrakten løber i 1 år regnet fra 20. juli 2009. Der er i det efterfølgende år ikke konstateret brug/anvendelse af kontrakten
5. at selskabet [virksomhed3] Ltd indgår i ejerkredsen af [virksomhed4] med 40 % ejerandel.
6. Ingen selskaber i koncernen [person3] har tidligere anvendt konsulentydelser fra selskabet [virksomhed3] Ltd
7. [virksomhed4] ejes for 50 % vedkommende af selskabet [virksomhed10] ApS.

SKAT anser ud fra en samlet vurdering, ikke beløbet som anvendt med det formål at sikre indkomsten for selskabet [virksomhed1] A/S.

Eneste selskab i komplekset som kunne have interesse i omkostningens afholdelse er selskabet [virksomhed10] ApS.

SKAT anser således ikke selskabet [virksomhed1] A/S som rette omkostningsbærer af omkostningen og kan således alene være afholdt i hovedaktionærens interesser.

SKAT anser på denne baggrund den afholdte omkostning som maskeret udlodning.

(...)

4.6. SKATs endelige afgørelse

Der er ikke fremkommet nye oplysninger hvorfor der træffes afgørelse jf. forslag.

Der nægtes fradrag i henhold til statsskattelovens § 6 for betaling af 150.000 EURO til [virksomhed3] Ltd

Beløbet er bogført med 1.119.320 kr.

Endvidere anses betalingen 1.119.320 kr. som maskeret udlodning jf. ligningslovens § 16A.”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst nedsættes med i alt 1.119.320 kr. for indkomståret 2009.

Til støtte herfor, er det gjort gældende:

”2. Anbringender

[virksomhed1] A/S

SKAT har nægtet fradrag afholdte rådgiveromkostninger på 150.000 EUR eller 1.119.320 kr. til [virksomhed12] Ltd., idet SKAT har lagt til grund, at [virksomhed1] A/S ikke er rette omkostningsbærer.

Det gøres gældende, at den afholdte omkostning er en fradragsberettiget driftsomkostning for [virksomhed1] A/S.

[virksomhed3] Ltd udførte arbejde forud for [virksomhed1] A/S’s indgåelse af aftale med [virksomhed4] om salg af udstyr for 3 mio. EUR. [virksomhed3] Ltd forestod således forhandlingerne om kapitalfremskaffelse til [virksomhed7] til finansiering af købet af udstyret. Dette var en afgørende forudsætning for at salget kunne komme i stand og dermed i [virksomhed1] A/S’s interesse. Omkostningen har dermed klart karakter af en fradragsberettiget driftsomkostning for [virksomhed1] A/S. Ovenstående skattepligtige indtægt på 18.446.000 kr. er således også et direkte resultat af det arbejde der har været udført af [virksomhed3] Ltd, hvorfor omkostningen er fradragsberettiget.”

Selskabets supplerende bemærkninger

Selskabets repræsentant er den 19. februar 2014 kommet med yderligere bemærkninger:

”1. Baggrund for sagen

[virksomhed1] A/S var i de omhandlede år moderselskab i koncernen, der herudover blandt andet omfattede selskaberne [virksomhed13] A/S, [virksomhed6] A/S, [virksomhed11] m.fl.

Frem til april 2009 var hovedaktiviteten i koncernen udvikling, bygning og salg af luxusyachts.

Koncernoversigten for de omhandlede år fremgår af vedhæftede bilag 1, hvoraf ligeledes fremgår udviklingen over de omhandlede år.

Herudover var koncernen tidligere via datterselskabet [virksomhed14] A/S involveret i udviklingen inden for vindmølleindustrien, herunder med fabrikation af støbeforme til vindmøllervinger. Dette selskab blev solgt i 2007 til [virksomhed15] A/S.

Koncernen blev alvorligt ramt af finanskrisen i 2008, idet markedet for luxusyachts kollapsede hvorved ordrer udeblev eller annulleret, samtidig med at der var store tab på tilgodehavender. [virksomhed6] A/S, [virksomhed16] A/S og [virksomhed17] A/S blevet således erklæret konkurs i februar/maets 2009, ligesom [virksomhed13] A/S og [virksomhed18] A/S blev erklæret konkurs i henholdsvis september 2009 og april 2010.


Det lykkedes at undgå, at moderselskabet [virksomhed1] A/S blev omfattet af konkursen.

[virksomhed1] A/S købte den 24. juni 2009 aktiver og aktiviteter ud af datterselskabet [virksomhed13] A/S for en samlet købesum på 19.647.000 kr., herunder den i denne sag omhandlede earn out, der blev overdraget for 16 mio. kr.

I tilknytning til afviklingen af konkursboerne lykkedes det i juli 2009 for [virksomhed1] A/S at finde en køber til støbeformeren til to yacht typer samt komplet fabriksudstyr. I processen omkring dette salg medvirkede selskabet [virksomhed3] Ltd som rådgiver. Køberen var det rumænske selskab [virksomhed4].

[virksomhed1] A/S indgik herefter aftale med konkursboet i [virksomhed6] A/S under konkurs om køb af de tilbageværende aktiviteter, herunder de omhandlede støbeforme, for 10 mio. kr. Samtidig indgik datterselskabet [virksomhed11] A/S aftale med [finans2] ([finans1]) om køb af leaset fabriksudstyr, der hidrørte fra konkursboet for [virksomhed6] A/S. Dette udstyr blev i forlængelse heraf overdraget til [virksomhed1] A/S.


Efter købet af dette udstyr blev det i juli 2009 videresolgt. For 3 MEUR blev støbeforme vedrørende [virksomhed6] 82 og 120 samt komplet fabriksudstyr solgt til [virksomhed4]. Samtidig blev andet udstyr vedrørende [virksomhed6] 92 solgt til henholdsvis [virksomhed10] ApS for 750.000 EUR og til selskabet [virksomhed3] Ltd for 600.000 EUR.

Efter købet af udstyret anvendte [virksomhed10] ApS og [virksomhed3] Ltd disse aktiver som apportindskud i [virksomhed4] mod aktieposter i selskabet på henholdsvis 50 % og 40 %.

Disse transaktioner vedrørende støbeforme, udstyr m.v. er, tillige med den nævnte overdragelse af earn out fra [virksomhed13] A/S, genstandene for de under nærværende sag påklagede ansættelser.

Det beskrevne forløb var grundlæggende udtryk for forsøg på at redde mest muligt i tilknytning til konkursen, således at den ikke ville trække hele koncernen med sig men blev begrænset til de nævnte selskaber.

2. Yderligere anbringender

2.1. [virksomhed1] A/S

I relation til fradragsret for rådgivningsomkostninger, 150.000 EUR, har SKAT i den påklagede afgørelse anført, at rådgivningsaftalen med [virksomhed3] Ltd, såfremt den vedrører arbejder udført forud for aftalen om overdragelse af aktiver til [virksomhed4], alene kan vedrøre rådgivning udført i forbindelse med stiftelsen af [virksomhed4]. Efter SKAT’s opfattelse kan det herefter alene være [person4], der via indirekte ejerskab af [virksomhed4] havde interesse i afholdelsen af disse rådgivningsomkostninger.

Vi gør her over for gældende, at alene honorarets størrelse (1.119.320 kr.) for rådgivningsydelserne fra [virksomhed3] Ltd viser, at det ikke relaterer sig til stiftelsen af selskabets [virksomhed4].

Udgiften relaterer sig derimod til det salg af støbeforme m.v., som [virksomhed1] A/S foretog til [virksomhed4], idet [virksomhed3] Ltd rådgav om finansieringen af denne transaktion (benævnt ”credit counseling” i afregningsbilaget), herunder formidlede den nødvendige finansiering af købesummen på 3 MEUR.

Vi gør derfor gældende, at beløbet er fradragsberettiget som driftsomkostning, idet det relaterer sig til det skattepligtige salg af støbeforme.”

SKATs supplerende bemærkninger

SKAT har den 12. marts 2014 afgivet supplerende bemærkninger:

”Sagen drejer sig i hovedtræk om i hvor stort omfang et selskab kan ”glemme” at indregne indtægter og i samme forbindelse udeholde aktiver fra regnskabet og hvad de skattemæssige konsekvenser i givet fald er.

SKAT vil nedenfor kommentere de bemærkninger som rådgiver har fremsendt i relation til selskabet [virksomhed19] A/S. I det efterfølgende vil blive anvendt selskabernes oprindelige navn [virksomhed1] A/S (nu [virksomhed19] A/S) og [virksomhed10] ApS (nu [virksomhed20] ApS).

Ad 1) Baggrund for sagen

Rådgiver fremkommer med en beskrivelse af den historiske udvikling i selskabet. Til beskrivelsen skal alene tilføjes, at forløbet beskrevet i 2. afsnit på side 2 ikke er fuldt dækkende med hensyn til anskaffelsen af fabriksudstyr fra [finans2].

[virksomhed1] A/S havde garanteret for betaling af leasingafgifter m.v. ifølge de leasingaftaler, som selskabet [virksomhed6] A/S havde indgået med [finans2]. Som følge af konkursen for [virksomhed6] A/S krævede [finans2] garantien indfriet.

[virksomhed1] A/S indgik herefter aftale med [finans2] om at leasingaktiverne kunne købes af koncernselskabet [virksomhed11] A/S til en pris af 3.961.153 kr. ekskl. moms. [virksomhed11] A/S blev valgt som køber af aktiverne, idet dette selskab havde kvartalsvis afregning af merværdiafgift og derved kunne få den deklarerede merværdiafgift tilbagebetalt umiddelbart efter udløbet af juli kvartal 2009. Likviditetsmæssigt ville dette være bedre for koncernen end hvis [virksomhed1] A/S var køber, idet [virksomhed1] A/S havde 1/2-årlig afregning.

Af regnskabet for [virksomhed11] A/S fremgik imidlertid ikke, at de indkøbte aktiver allerede var videresolgt til [virksomhed1] A/S i juli måned 2009 for 3.961.153 kr. + moms, i alt 4.951.441,20 kr. jf. aftale af 30/7-2009. Kopi af aftalen findes i sagsfremstillingens bilag 19.

Forinden SKAT godkendte den indsendte momsangivelse for juli kvartal for [virksomhed11] A/S blev der den 13/10-2009 foretaget udbetalingskontrol, hvor aktiverne blev forevist på adressen [adresse1] i [by1]. Under udbetalingskontrollen blev ikke oplyst, at aktiverne allerede var solgt jf. aftalen af 30/7-2009.

Bogføringen af salgstransaktionen var ikke registreret i den almindelige bogføring og blev først rettet i forbindelse med udarbejdelsen af årsregnskabet pr. 30/4-2010, hvor der som efterpostering blev registreret overførsel af aktiverne til [virksomhed1] A/S via mellemregningskonto.

Ligeledes blev det ikke registreret at der i forbindelse med overførslerne af aktiverne til [virksomhed1] A/S var tale om en i momsmæssig henseende afgiftspligtig leverance.

SKAT drøftede den 21/12-2010 telefonisk problemstillingen med direktør [person3], der under samtalen bekræftede at de solgte ”moulds” fortsat befandt sig i Danmark. Der henvises til bilag 11 i sagsfremstilling af 25/9-2013.

SKAT traf den 11/3-2011 afgørelse og afkrævede [virksomhed11] A/S 990.228 kr. i betaling af merværdiafgift vedrørende salg af det tidligere leasede fabriksudstyr. Afgørelsen er vedlagt som bilag G.

Efterfølgende afholdes den 25/11-2011 møde med selskabet, hvori SKAT tilkendegav at selskabet ville blive fulgt tæt indtil der var fuld afklaring mht. regnskabsaflæggelsen 2009/2010. Der henvises til bilag i 11 i sagsfremstillingen af 25/9-2013.

Da selskabet på trods af mødet den 25/11-2011 ikke udviste initiativ til:

at få afregning af merværdiafgift rettet op og
få ændret den selvangivne indkomst for 2010,

opstartede SKAT den 31/5-2012 ligningsmæssig gennemgang af selskabets indkomst for 2010 og 2011.

Under dette arbejde konstaterede SKAT, at selskabet manglede at registrere endnu et par handler i regnskabet, nemlig salg af moulds til selskaberne [virksomhed21] ApS på 750.000 EURO og [virksomhed3] Ltd på 600.000 EURO. Hertil kom den oprindelige handel med fabriksudstyr og Moulds fra [virksomhed1] A/S til [virksomhed7] Ltd på 3.000.000 EURO.

Ingen af disse 3 handler er indtægtsført i regnskabet for [virksomhed1] A/S.

Regnskabet for [virksomhed1] A/S for regnskabsåret 2011/2012 er udarbejdet pr. 30/9-2012. Dette regnskab indeholder alene et forbehold i relation til en verserende sag omkring moms (LSR-sag nr. [...]). Der er ikke foretaget initiativer til ændring af indkomst m.v. for tidligere år og/eller indregning af konsekvenserne af de ikke registrerede salg i regnskabet.

I relation til de 3 ikke registrerede salg har SKAT:

Den 3/12-2012 truffet afgørelse mht. momsafregning, idet de solgte aktiver ikke har forladt Danmark. Der henvises til landsskatterettens sag nr. [...] og
Den 25/9-2013 truffet afgørelse mht. opgørelse af den skattepligtige indkomst for selskabet for 2010 og 2011. Der henvises til landsskatterettens sag nr. [...].

Ad 2.1 [virksomhed1] A/S

Rådgiver fremfører i relation til fradrag for rådgivningsomkostning på 150.000 EURO betalt til [virksomhed3] Ltd, at ”alene honorarets størrelse (1.119.320 kr.)...viser, at det ikke relaterer sig til stiftelsen af selskabet [virksomhed4]”.

Denne argumentation må afvises. Størrelsen af en betaling kan ikke tages som udtryk for, at der pr. automatik er tale om en fradragsberettiget omkostning.

Det er på intet tidspunkt dokumenteret:

Hvilke rådgivningsydelser der er tale om. Dette burde ikke være svært, idet det må antages at der netop ved en ydelser af denne art og størrelse konkret aftales, hvad der forventes
At [virksomhed1] A/S ikke SKAT bekendt, har andre interesser i Rumænien. Eneste part der kan have interesse i rumænsk aktivitet er selskabet [virksomhed10] ApS, der officielt ejer 50 % af selskabet [virksomhed4]
At der på intet tidspunkt er fremlagt faktura for ydelsen
At [virksomhed1] A/S ikke tidligere har haft samarbejder og/eller lignende med selskabet [virksomhed3] Ltd
At [virksomhed1] A/S ikke efterfølgende har modtaget rådgivningsydelser fra [virksomhed3] Ltd på trods af, at den indgåede aftales pkt. 6.1 konkret siger ” This Agreement shall have an initial term of 1 (one) year from the date herof July 20, 2009!”. Der henvises til bilag 18 i sagsfremstilling.
At alle aftaler om salg af moulds er indgået den 7/7-2009. Der henvises til bilag 6, 8 og 10 i sagsfremstillingen.

I sagen indgår i øvrigt flere identiske beløbsstørrelser. Det kan således undre:

at størrelsen af de værdier som er overført til [virksomhed10] ApS og [virksomhed22] A/S jf. bilag 1 i sagsfremstillingen er ens 750.000 EURO:
Værdi af overførte aktiver/moulds til [virksomhed10] ApS på 750.000 EURO
Værdi af overførte aktiver til [virksomhed3] Ltd består af aktiver/moulds på 600.000 EURO og kontant betaling af 150.000 EURO.
At der sker betaling af honorar på 150.000 EURO på trods af, at [virksomhed1] A/S har et tilgodehavende hos [virksomhed3] Ltd på 600.000 EURO. Dette forekommer ikke at være normal forretningspraksis.
At det kontante indskud af kapital i [virksomhed4] fra [virksomhed23] LLC netop udgør 150.000 EURO. [virksomhed23] LLC er samarbejdspartner til flere af selskaberne i koncernen [virksomhed1] A/S.
At det ikke er dokumenteret at der er foretaget noget initiativ til inddrivelse af de tilgodehavende beløb, på trods af, at der er tale om et samlet tilgodehavende på 1.350.000 EURO eller 10.125.000 kr. Til sammenligning kan oplyses at balancesummen jf. regnskabet pr. 30/4-2010 udgør 99.095.873 kr. Der henvises til bilag 23 i sagsfremstillingen.

(...)

SKAT´s indstilling

Det indstilles at ansættelserne fastholdes.”

Selskabets kommentarer til SKATs supplerende bemærkninger

Selskabets repræsentant er den 11. april 2014 kommet med følgende bemærkninger:

”Ad 1. Baggrund for sagen

Vi har ingen bemærkninger til SKAT’s uddybende bemærkninger om baggrunden for sagen.

SKAT’s beskrivelse af sagsforløbet i momskontrolsagen ses dog ikke have relevans for den skattejuridiske vurdering af de under nærværende sag påklagede forhold.

“Ad 2.1. [virksomhed1] A/S

I relation til fradragsret for rådgivningsomkostninger anfører SKAT blandt andet, at [virksomhed1] A/S ikke har andre interesser i Rumænien, og at den eneste part, der kan have interesse i rumænsk aktivitet er [virksomhed10] ApS, der ejer 50 % af selskabet [virksomhed4]. Det er korrekt, at [virksomhed1] A/S ikke har andre interesser i Rumænien.

Imidlertid er forholdet som også tidligere beskrevet det, at omkostningen er afholdt til brug for finansieringen af det salg af støbeforme m.v. som [virksomhed1] A/S foretog til [virksomhed4], der havde vanskeligt ved at skaffe finansieringen af dette køb. Da [virksomhed1] A/S havde en betydelig interesse i, at dette salg kunne gennemføres, indgik [virksomhed1] A/S aftale med [virksomhed3] Ltd om, at dette selskab skulle hjælpe med at formidle finansiering til [virksomhed4]’s køb af udstyret. Omkostningen var således klart driftsmæssigt begrundet for [virksomhed1] A/S, idet den var en helt afgørende forudsætning for salget af udstyret.”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling

SKAT har udtalt til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”SKAT er enig i Skatteankestyrelsens forslag til sagens afgørelse. SKAT er således enig i Skatteankestyrelsens bemærkning om, at bevisbyrden for, at der er tale om en fradragsberettiget driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 påhviler selskabet.

SKAT er også enig med Skatteankestyrelsen i, at selskabet hverken har dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgiften er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6. Udgiften på 1.119.320 kr. må anses for at være afholdt i det rumænske selskabs interesse, og selskabet er herefter ikke rette omkostningsbærer.”

Selskabets kommentarer til SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen sagsfremstilling

Selskabets repræsentant har udtalt følgende til SKATs udtalelse:

”Vi kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, hvorefter [virksomhed19] A/S ikke anses som rette omkostningsbærer.

Det gøres herved gældende, at det under de konkrete omstændigheder er godtgjort, at [virksomhed19] A/S er rette omkostningsbærer vedrørende de afholdte rådgivningsomkostninger. Omkostningerne er ganske vist afholdt med henblik på at sikre finansiering i [virksomhed4], men fremskaffelsen af denne finansiering var en helt afgørende forudsætning for, at [virksomhed19] A/S kunne sælge det omhandlede udstyr til det rumænske selskab. Uden afholdelse af denne omkostning ville udstyret ikke være solgt, hvorfor omkostningen har den fornødne driftsmæssige betydning for [virksomhed19] A/S.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Udgifter, der vedrører formuesfæren/indkomstgrundlaget, kan ikke fradrages efter bestemmelsen. Det er en betingelse for fradragsret, at der foreligger en aktuel driftsmæssig begrundelse for at afholde udgiften.

Bevisbyrden for, at der er tale om en fradragsberettiget driftsomkostning, påhviler selskabet.

[virksomhed1] A/S har den 28. juli 2009 overført 1.119.320 kr. til [virksomhed3] Ltd

Af aftale af 20. juli 2009 mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed3] Ltd fremgår i aftalens pkt. 1, at [virksomhed3] Ltd skulle yde konsulent- og servicebistand m.v. efter anmodning fra [virksomhed1] A/S. Det er forklaret, at beløbet er medgået til kapitalfremskaffelse m.v. for [virksomhed4].

Det er ikke dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at udgiften er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst, jf. statsskattelovens § 6. Der er her henset til, at udgiften anses for at være afholdt i det rumænske selskabs interesse.

[virksomhed1] A/S er herefter ikke rette omkostningsbærer.

Landskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.