Kendelse af 09-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 08-10-2016

SKAT har afslået at give tilladelse til omgørelse af privatretlige dispositioner i forhold til spørgsmål om rette indkomstmodtager mellem [person1] som hovedanpartshaver og selskabet [virksomhed1] ApS.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Revisor har i brev af den 5. november 2010 anmodet SKAT om omgørelse.

Anmodningen har følgende ordlyd:

”Vi skal hermed i henhold til bestemmelserne i Skatteforvaltningslovens § 29 anmode om, at der tillades omgørelse af placeringen af vederlag fra [virksomhed2] ApS (CVR-nr. [...1]) for indkomståret 2008 på kr. 430.000 som er indtægtsført hos CVR-nr. [...2] [virksomhed1] ApS, men nu er beskattet hos CPR-nr. [...]-xxxx [person1].

Baggrund for anmodningen

Baggrunden for anmodningen er, at SKAT ved afgørelser af 7. september 2010 har foretaget ansættelsesændringer af skatteansættelsen for indkomståret 2008 for [person1] og [virksomhed1] ApS.

Afgørelserne er påklaget til Landskatteretten, jf. vedlagte kopier af klageskrivelser. Heri fremgår de nærmere enkeltheder i SKATs afgørelser og vore begrundelser for, at de er forkerte.

Vi er således uenige med SKATs afgørelse, og vi mener, at disse vil blive ændret af Landsskatteretten.

Vi vil dog af ordensmæssige grunde – af hensyn til, hvis Landskatteretten ikke mod vor forventning ændrer SKATs afgørelse – hermed anmode om, at der tillades omgørelse, hvis SKATs ansættelse for [person1] ikke ændres, og det dermed tiltrædes, at [virksomhed1] ApS skal beskattes som gave af differencen mellem modtaget vederlag fra [virksomhed2] ApS, der skulle tilgå [person1] og det udbetalte løn til [person1] kr. 225.000.

Ved en sådan omgørelse skal det anførte beløb, der ved ansættelsesændringen bliver beskattet hos [person1], dels betales fra selskabet til [person1], dels medføre at skatteansættelsen for indkomståret 2008 for [virksomhed1] ApS skal nedsættes med de anførte kr. 225.000.

Begrundelsen for anmodningen

SKATs ansættelsesændring medfører at de kr. 225.000 beskattes både i selskabet og hos [person1] som personlig indkomst.

Dette er helt utilsigtet.

Da de øvrige krav i Skatteforvaltningslovens i nr. 1- 5 i stk. 1 i § 29 øvrigt er opfyldt, er selskabet og [person1] berettiget til omgørelse.

Vi forbeholder os ret til at komme med yderligere indlæg, når denne afgørelse foreligger, hvis det fortsat er aktuelt at foretage omgørelse. Vi vil herunder underrette om, hvorledes omgørelsen privatretsligt gennemføres, og hvilke transaktioner, dette konkret medfører.”

SKATs behandling af anmodningen har afventet Landsskatterettens kendelser af 12. april 2012.

Landsskatteretten fandt ved kendelse af 12. april 2012, at [person1] skulle anses for rette indkomstmodtager af vederlag, som er indtægtsført i [virksomhed1] ApS, og at kørselsgodtgørelse fra samme selskab skulle anses for skattepligtigt. Landsskatteretten nedsatte i forhold til SKATs afgørelse tilskudsbeskatningen af [virksomhed1] ApS med 43.373 kr. vedrørende kørselsgodtgørelse.

Det fremgår af Landsskatterettens kendelse af 12. april 2012 vedrørende [person1], blandt andet:

”Der foreligger ikke en skriftlig aftale mellem [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS om bistand, hvorfor det ikke kan anses godtgjort, at klagerens selskab var berettiget og forpligtet ifølge en administrationsaftale, jf. SKM2004.142ØLD. Det bemærkes, at der ikke i denne forbindelse mellem anpartshaverne i [virksomhed2] ApS foreligger modsatrettede interesser, jf. SKM2008.660.BR.

Klagerens arbejde for ejendomsmæglervirksomheden udgjorde hans fuldtidsbeskæftigelse, og hans arbejde indgik som en løbende og integreret del af [virksomhed2] ApS´s virksomhed. Det må lægges til grund, at den overordnede tilrettelæggelse af arbejdet m.v. fandt sted i [virksomhed2] ApS´s regi. Klageren har udført arbejdet som direktør i [virksomhed2] ApS med dertil hørende ledelsesbeføjelser, og arbejdet er udført fra [virksomhed2] ApS´s lokaler. Det må endvidere antages, at klagerens ansvar for eventuelle fejl må have været de samme uden hensyn til, om arbejder blev udført i stillingen som ansat eller ej, ligesom han overfor kunderne fremstod som ansat i ejendomsmæglervirksomheden. Når henses til den manglende formalisering af forholdet og til ovennævnte omstændigheder i øvrigt, finder disse retsmedlemmer det ikke godtgjort, at [virksomhed1] ApS er rette indkomstmodtager af de omhandlede administrationshonorarer, jf. SKM2004.229ØLR.

Disse retsmedlemmer er herefter enige med SKAT i, at klageren må anses som rette indkomstmodtager af vederlaget fra [virksomhed2] ApS. Det er i den forbindelse uden betydning, om vederlaget er blevet benævnt som administrationshonorar. Det forhold, at [virksomhed1] ApS har afholdt udgifter i et mindre omfang til telefon og bogføring kan ikke føre til et andet resultat.”

Vedrørende kørselsgodtgørelse fremgår det af Landsskatterettens begrundelse, at

”Som udgangspunkt medregnes godtgørelse, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, til den skattepligtige indkomst, jf. dagældende ligningslov, lovbekendtgørelse nr. 1061 af 24. oktober 2006, § 9, stk. 5. Dette gælder dog ikke befordringsudgifter omfattet af dagældende ligningslovs § 9 B, stk. 3.

Bestemmelserne om skattefri befordringsgodtgørelse knytter sig til lønmodtagerforholdet mellem arbejdsgiveren og den ansatte.

Det må lægges til grund, at den omhandlede kørsel har fundet sted i forbindelse med klagerens udførelse af ejendomsmæglervirksomheden.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden bemærker:

Når henses til, at klageren, jf. ovenfor, er anset som rette indkomstmodtager af vederlag fra [virksomhed2] ApS, finder retsmedlemmerne, at den af SKAT foretagne forhøjelse skal stadfæstes, idet beløbet må anses som vederlag fra [virksomhed2] ApS til klageren.

(...)”

Af Landsskatterettens kendelse af 12. april 2012 vedrørende [virksomhed1] ApS, fremgår bl.a.:

”Landsskatteretten har i en samtidig hermed truffen afgørelse vedrørende [person1], (...), fundet, at [person1] er rette indkomstmodtager af det omhandlede vederlag udbetalt fra [virksomhed2] ApS til [virksomhed1] ApS.

Som konsekvens heraf finder retsmedlemmerne, at det er med rette, at selskabets indkomst er forhøjet med et tilskud fra [person1], idet forskellen mellem vederlaget og den af selskabet til [person1] betalte løn må anses for tilskud fra [person1] til selskabet, jf. statsskattelovens § 4.

Disse retsmedlemmer finder derfor, at SKATs afgørelse skal stadfæstes, dog med nedsættelse svarende til den af selskabet udbetalte godtgørelse, der må anses som vederlag til [person1] fra [virksomhed2] ApS.”

SKAT udsendte brev 28. juni 2012, og udbad sig en bekræftelse på, at anmodningen om omgørelse fortsat ønskedes, eventuelle yderligere indlæg og bemærkninger til hvorfor betingelserne er opfyldt. Endvidere oplysning om hvorledes omgørelse ønskedes gennemført, og hvilke transaktioner, dette medfører.

Anmodningen er suppleret med bemærkninger fra revisors brev af 17. juli 2012. Bemærkningerne har følgende ordlyd:

”(...)

Landsskatteretten traf den 12. april 2012 afgørelse i de to sager, og det er nu besluttet, at de trufne afgørelser ikke indbringes for retten, selv om vi fortsat mener, de er i strid med gældende praksis.

SKAT har den 28. juni 2012 anmodet om, at vi bekræfter anmodningen om omgørelse.

Dette er hermed bekræftet.

Imidlertid ændrede Landsskatteretten på et enkelt punkt SKAT’s afgørelse, hvilket har indflydelse på omgørelsesanmodningen, dels det punkt, hvor der blev ønsket omgørelse (placeringen af vederlaget), dels ved, at der ved ændringen af begrundelsen for, at der ikke er tale om skattefri befordringsgodtgørelse, er skabt grundlag for at udvide anmodningen om omgørelse.

Baggrund for anmodningen

Baggrunden for anmodningen er, at SKAT ved afgørelser af 7. september 2010 har foretaget ansættelsesændringer af skatteansættelsen for indkomståret 2008 for [person1] og [virksomhed1] ApS.

Afgørelsen er delvist tiltrådt af Landsskatteretten, idet der dog er sket en ændring beløbsmæssigt.

Der henvises til vedlagte kopier af Landsskatterettens afgørelser.

Der er tale om 2 forhold, der ønskes omgjort:

Neutralisering af gavebeskatningen

Da Landsskatteretten har anset [person1] for rette indkomstmodtager af vederlag i alt kr. 430.000 modtaget i [virksomhed1] ApS er selskabet blevet beskattet af forskellen mellem udbetalt vederlag til [person1] og modtaget vederlag fra [virksomhed2] ApS kr. 225.000 som gave.

Denne gave er dog af LSR reduceret med kr. 43.375, som er udbetalt i skattefri godtgørelser fra [virksomhed1] ApS til [person1], idet dette beløb skal indgå i vederlaget.

Der er altså sket gavebeskatning hos selskabet af kr. 181.625, der også er beskattet hos [person1].

Skattefri godtgørelse

[person1] blev af SKAT beskattet af udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med kr. 43.375, da SKAT ikke anerkendte dokumentationen for, at kravene til skattefri udbetaling var opfyldt. Landsskatteretten tiltrådte, at beløbet var skattepligtigt hos [person1], men ud fra den vurdering, at da [person1] ikke var berettiget til vederlag fra [virksomhed1] ApS, og derfor ikke modtog løn fra dette selskab, var der tale om modtaget vederlag fra [virksomhed2] ApS, og beløbet reducerede den skattepligtige gave, som [person1] havde ydet [virksomhed1] ApS.

Den ønskede omgørelse og den civilretlige gennemførelse af denne

Den ønskede omgørelse vil blive gennemført på følgende måde:

Neutralisering af gavebeskatningen

[virksomhed1] ApS er blevet beskattet af gave fra hovedanpartshaver [person1] med kr. 181.625.

Ved omgørelsen godskriver selskabet [person1] det pågældende beløb, der forrentes fra tidspunktet for godskrivningen (2008).

Herefter nedsættes den skattepligtige indkomst for selskabet med den nu beskattede gave kr. 181.625.

Skattefri godtgørelse

[person1] er blevet beskattet af samlet vederlag fra [virksomhed2] ApS, herunder den del, der er udbetalt fra [virksomhed1] ApS.

Da [person1] skatteretligt anses for lønmodtager i [virksomhed2] ApS, og således skattepligtig af det samlede vederlag, som [virksomhed2] ApS har udbetalt til [virksomhed1] ApS på kr. 430.000, indeholder denne beskatning også det beløb, som [virksomhed1] ApS har udbetalt som skattefri godtgørelse til [person1].

Da ændringen i skatteansættelsen betyder, at [person1] anses som lønmodtager i forhold til [virksomhed2] ApS, men ikke i forhold til [virksomhed1] ApS, må den del af vederlaget, der dækker den skattefri godtgørelse kr. 43.375 anses for udbetalt fra [virksomhed2] ApS.

Den kørsel, der er grundlag for udbetalingen af skattefri godtgørelse, er udelukkende udført for [virksomhed2] ApS, jf. i øvrigt, at det samlede vederlag fra [virksomhed2] ApS er beskattet som løn hos [person1].

Omgørelsen består i, at det pågældende beløb anses for skattefri godtgørelse fra [virksomhed2] ApS, og derfor skattefrit for [person1].

Omgørelsen medfører ikke korrektion af betalinger, idet dette allerede er sket vedrørende korrektionen af gavebeskatningen.

Omgørelsen indebærer derfor ikke nye betalinger, men udelukkende, at de kr. 43.375, der er indeholdt i de beskattede vederlag fra [virksomhed2] ApS til [person1], nu skatteretligt kvalificeres som skattefri godtgørelser, da Landsskatteretten – modsat SKAT – har anerkendt, at de pågældende godtgørelser opfylder dokumentationskravet for skattefri godtgørelser.

Som det ses berører omgørelsen ikke [virksomhed2] ApS, selv om det er transaktioner med dette selskab, der omgøres.

Det skyldes, at SKAT ikke gennemførte sine korrektioner konsekvent, idet man ikke krævede, at [virksomhed2] ApS opkrævede kildeskat, og kun foretog korrektioner hos [person1] af nettobeløbet.

Begrundelse for anmodningen

SKATs ansættelsesændring medfører at de kr. 225.000 beskattes både i selskabet og hos [person1] som personlig indkomst. Dette beløb er af Landsskatteretten reduceret til kr. 181.625.

Dette var en helt utilsigtet konsekvens af arrangementet, som skatteyder anså for at være gennemført efter gældende regler og praksis.

Det er denne utilsigtede beskatning, der ønskes ændret ved omgørelsen.

Forholdet har været lagt klart frem, og er i øvrigt ikke blevet kritiseret for de foregående år.

Arrangementet blev gennemført, fordi der var to ejere i [virksomhed2] ApS, der var indtrådt på forskellige tidspunkter, og derfor havde forskellige præferencer med hensyn til størrelsen af udbetalt løn og udbytte. [person1] ønskede en konsolidering i [virksomhed1] ApS, da han var indtrådt som partner i [virksomhed2] ApS på et senere tidspunkt end den anden partner. Den etablerede ordning var altså forretningsmæssigt begrundet.

Da de øvrige krav i Skatteforvaltningslovens i nr. 1- 5 i stk. 1 i § 29 øvrigt er opfyldt, herunder at omgørelsen er let at gennemføre civilretsligt, er selskabet og [person1] berettiget til omgørelse.”

Selskabets revisor oplyste telefonisk 23. juli 2012 SKAT om, at revisor ønskes kontaktet med henblik på forklaring af sagen, inden SKAT tager stilling i sagen.

Selskabets revisor blev kontaktet telefonisk af SKAT 30. oktober 2012 med henblik på drøftelse af sagen. Revisor ville vende tilbage samme uge eller efterfølgende uge.

SKAT udsendte forslag 12. februar 2013.

Selskabets revisor har ved brev af 21. marts 2013 anført følgende bemærkninger som indsigelse over SKATs forslag af 12. februar 2013:

”SKAT har den 12. februar 2013 fremsendt forslag til afgørelse på vor anmodning af 17. juli 2012 om omgørelse efter skatteforvaltningslovens § 29. SKAT foreslår, at der ikke gives tilladelse til denne omgørelse.

Dette kan vi ikke acceptere, og vi redegør nedenfor, hvorfor vi mener, at SKATs forslag til afgørelse ikke er korrekt.

Som oplyst telefonisk 16. februar 2012 er der i mellemtiden, på grundlag af Højesteretsdommen SKM 2012-92 H af Landsskatteretten, truffet afgørelse om, at der i lignende tilfælde, hvor sagen vedrører rette indkomstmodtager, kan tillades betalingskorrektion efter reglerne i Ligningslovens § 2, stk. 5.

På baggrund af det under telefonsamtalen aftalte, anmoder vi derfor subsidiært om betalingskorrektion, jf. nedenfor.

Indsigelse mod nægtelse af omgørelse

SKAT foreslår, at der ikke gives tilladelse til omgørelse, dels med henvisning til det i Juridisk vejledning anførte, dels med henvisning til, at betingelse 1 i Skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1 ikke er opfyldt (disposition gennemført med henblik på at spare i skat).

Dette kan vi ikke tiltræde.

Når der i den aktuelle sag er indskudt to personligt ejede selskaber i ejerkredsen for [virksomhed2] ApS, skyldes det netop, at der forretningsmæssigt foreligger forskellige interesser hos de to ejere, hvor den ene har været selskabets tidligere eneejer, medens [person1] via sit selskab er blevet medejer på et senere tidspunkt.

De to ejere har derfor forskellig interesse i, hvor meget der skal udtages fra [virksomhed2] ApS. Samtidigt vil de 2 ejere selvfølgelig skulle behandles lige. Denne interessekonflikt løses efter praksis ved, at der indskydes to selskaber, der hver fakturerer samme beløb til [virksomhed2] ApS, hvorefter de to ejere aflønnes af deres respektive selskaber, og de to selskaber uafhængig af hinanden kan foretage nyinvesteringer og lign.

Der er altså en forretningsmæssig begrundelse for, at der er indskudt de to selskaber mellem ejerne og [virksomhed2] ApS.

Vi kan heller ikke tiltræde, at dispositionen, hvor man udskyder beskatningen hos personer ved at optjene beløbet i et selskab er en illoyal måde at spare i skat.

Det nuværende toleddede system med først beskeden beskatning i selskabet, og herefter beskatning hos aktionæren, når beløbet tages ud af selskabet som løn eller udbytte, er netop opbygget for at skabe mulighed for at udskyde beskatningen og give selskaberne en mulighed for geninvestering.

Vi er opmærksomme på, at SKAT i de senere år har strammet fortolkningen af denne bestemmelse, men må gøre opmærksom på, at det tidligere blev accepteret, at placering af indtægt i et selskab – med deraf følgende virkning, at beskatningen hos aktionæren blev udskudt – ikke var en illoyal handling. I lovforarbejderne til Skatteforvaltningslovens § 29 nævnes der da heller ikke denne situation som et eksempel på, at transaktionen ikke opfyldte betingelse nr. 1.

Se også Poul-Erik Hjerrild-Nielsen i SR SKAT nr. 4/90 om praksis vedrørende den tidligere § 37C i skattestyrelsesloven.

Vedrørende skattefri befordringsgodtgørelse.

SKAT anfører specielt, at befordringsgodtgørelse ikke er en transaktion omfattet af omgørelse, men er et spørgsmål om skatteretlig kvalifikation.

Dette kan vi tiltræde.

Det følger imidlertid af en omgørelse, at der derved bliver overensstemmelse mellem modtager af løn og befordringsgodtgørelse, hvorved befordringsgodtgørelsen bliver skattefri, hvis omgørelsen af honoraret tillades.

Subsidiær anmodning om betalingskorrektion efter reglerne i Ligningslovens 2, stk. 5.

Højesteret traf ved dom af 23. marts 2012, offentliggjort i SKM 2012.221 H, afgørelse om, at skattemæssig korrektion efter praksis om rette indkomstmodtager er omfattet af den 6-årige ligningsfrist, da der er tale om en transaktion omfattet af ligningslovens § 2.

På baggrund heraf har Landskatteretten i 2 sager, der endnu ikke er offentliggjort på SKM, truffet afgørelse om, at der i sager vedrørende korrektion af honorarers skattemæssige placering, er tale om en korrektion, der er omfattet af Ligningslovens § 2, og derfor berettiger de implicerede skatteydere til at foretage betalingskorrektion efter bestemmelserne i Ligningslovens § 2, stk. 5.

Der er tale om afgørelserne LSR 2013.11-0300901 og LSR 2013.11-03000274 begge af 7.1.2013 og offentliggjort på Afgørelsesdatabasen.

Herfra kan citeres fra sidstnævnte afgørelse:

“Højesteret har i dom af 23. marts 2012, offentliggjort i SKM2012.221, afgjort, at skattemæssig korrektion efter praksis om rette indkomstmodtager, er omfattet af 6-års fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. I dommens præmisser er henvist til Højesterets dom af 2. februar 2012, offentliggjort i SKM2012 92, hvoraf fremgår, at enhver ansættelsesændring vedrørende skattepligtiges kontrollerede transaktioner er omfattet af fristen. I dommen er henvist til forarbejderne til bestemmelsen i ligningslovens § 2, stk. 1, hvoraf fremgår, at bestemmelsen omfatter alle forbindelser mellem de interesseforbundne parter

I nærværende sag er ændringerne af [person1]s skatteansættelser for indkomstårene 2007-2009 ændret efter praksis om rette indkomstmodtager. Disse ændringer er herefter omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, hvorfor der er mulighed for korrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5. [virksomhed2] ApS kan herefter undgå følgeændringer i form af beskatning af tilførslerne via [person1] som skattepligtigt tilskud, hvis selskabet forpligter sig til at betale de modtagne beløb til klageren. [person1]s skatteansættelse for indkomstårene 2010 er ikke ændret af SKAT, hvorfor der ikke er mulighed for betalingskorrektion for dette år.

SKATs afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.”

På denne baggrund skal vi hermed – hvis SKAT forsat ikke vil give tilladelse til omgørelse – anmode om, at SKAT tiltræder, at der kan foretages betalingskorrektion efter LL § 2, stk. 5.

I praksis vil det medføre samme korrektioner som ved en omgørelse.

Hvis SKAT har behov herfor, kan vi selvfølgelig oplyse de transaktionsmæssige konsekvenser en sådan betalingskorrektion vil have.”

SKATs afgørelse

SKAT har afgjort, at der ikke gives tilladelse til omgørelse af privatretlige dispositioner og at der ikke gives tilladelse til betalingskorrektion.

SKATs ansættelse af indkomst for [person1] medførte en forhøjelse af indkomsten med 225.000 kr., idet SKAT anså [person1] for rette indkomstmodtager af beløbet, som var betalt af [virksomhed2] ApS til [virksomhed1] ApS. Det udbetalte beløb på 43.375 kr. i form af skattefri kørselsgodtgørelse blev ikke godkendt som værende skattefri.

SKATs ansættelse af indkomst for [virksomhed1] ApS medførte en forhøjelse af indkomsten med 225.000 kr., idet [person1] som rette indkomstmodtager heraf blev anset for at have ydet selskabet et tilskud på beløbet.

Landsskatterettens kendelser medfører, at SKATs ansættelse af indkomst for [person1] blev fastholdt og SKATs ansættelser af indkomst for selskabet blev nedsat med 43.375 kr. Nedsættelsen skyldes, at den udbetalte kørselsgodtgørelse fra selskabet til personen blev anset for vederlag fra [virksomhed2] ApS. Landsskatteretten fastslog dermed ikke, at beløbet benævnt kørselsgodtgørelse skulle anses for at opfylde betingelserne for skattefri kørselsgodtgørelse.

Det fremgår af anmodningen, at selskabet og hovedanpartshaveren ønsker placeringen af vederlag fra [virksomhed2] ApS omgjort. Vederlaget er indtægtsført hos [virksomhed1] ApS, men er nu af SKAT beskattet hos [person1], idet SKAT har anset [person1] for rette indkomstmodtager. Landsskatteretten har stadfæstet SKATs afgørelser, som tillige har medført tilskudsbeskatning hos [virksomhed1] ApS.

Det er anført i de supplerende bemærkninger, at omgørelsen medfører, at [virksomhed1] ApS godskriver [person1] beløbet 181.625 kr. Samtidig anses det modtagne beløb på 43.375 kr. for skattefri befordringsgodtgørelse for [person1].

For at kunne imødekomme en anmodning om omgørelse, skal der være tale om, at en privatretlig disposition ønskes omgjort.

SKAT finder ikke, at anmodningen om, at beløbet 43.375 kr. skal anses for skattefri befordringsgodtgørelse i stedet for at være et skattepligtigt beløb, som afgjort tidligere af både SKAT og Landsskatteretten, kan anses for en omgørelse af en privatretlig disposition. Der er derimod tale om en vurdering af den skatteretlige kvalifikation af et beløb. Både SKAT og Landsskatteretten har tidligere taget stilling til forholdet, som ikke omfattes af omgørelsesbestemmelsen.

SKAT finder, at anmodningen om omgørelse af vederlaget fra [virksomhed2] ApS kan anses for at være omgørelse af en privatretlig disposition.

Det er herefter spørgsmålet om betingelserne for at kunne tillade omgørelse er opfyldt.

Betingelse nr. 1 fordrer, at den disposition, der ønskes ændret, ikke i overvejende grad må være båret af hensynet til at spare eller udskyde skat.

Det er SKATs opfattelse, at en disposition som medfører, at en indkomst, der vedrører en hovedanpartshaver personligt, henføres til hans selskab, må være båret af hensynet til som minimum at udskyde skat.

Når vederlaget fra [virksomhed2] ApS således henføres til [virksomhed1] ApS frem for til den rette indkomstmodtager [person1], er det således i overvejende grad sket for som minimum at spare i skat. Der kan henvises til de nævnte afgørelser, SKM 2012.652 BR og TfS 2006,288, som understøtter dette synspunkt.

SKAT finder ikke, at argumenterne i indsigelsen kan medføre anden konklusion. SKAT finder at situationen er sammenlignelig med SKM2012.652.BR, hvor der lægges vægt på, at der er tale om et beløb, der ubestridt var vederlag for hovedanpartshaverens personlige arbejdsydelser.

Betingelse nr. 1 i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1 er således fortsat ikke opfyldt.

Der er ikke taget stilling til hvorvidt de øvrige betingelser er opfyldt, idet omgørelse ikke kan tillades allerede når en betingelse ikke er opfyldt.

På det grundlag kan omgørelse dermed ikke tillades.

SKAT har ved sin tidligere henvisning til SKM2012.652.BR anført, at betalingskorrektion ikke er muligt.

SKAT finder ikke, at repræsentantens indsigelse kan medføre anden konklusion. SKAT har henset til Den juridiske vejledning, afsnit C.D.11.8, hvoraf det klart fremgår, at Skatteministeriet ikke er enig i de Landsskatteretskendelser som der henvises til, samt at kendelserne er anket.

På det grundlag kan betalingskorrektion ikke tillades.

Selskabets opfattelse

Repræsentanten har på vegne selskabet nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse ændres, således at der gives tilladelse til omgørelse efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 29.

SKAT traf den 7. september 2010 afgørelse om, at udbetalinger fra [virksomhed2] ApS til

[virksomhed1] ApS skulle beskattes direkte hos [person1].

Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, der den 12. april 2012 tiltrådte SKATs afgørelse, idet der dog skete ændring af den beløbsmæssige opgørelse vedrørende beskatning af beløb benævnt kørselsgodtgørelse.

Samtidig med den verserende klagesag ved Landskatteretten havde repræsentanten den 5. november 2010 anmodet SKAT om omgørelse. Behandlingen af denne anmodning blev efter aftale sat i bero til Landskatterettens afgørelse forelå.

Da Landskatteretten ikke væsentligt ændrede SKATs afgørelse, blev omgørelsessagen behandlet af

SKAT.

I mellemtiden havde repræsentanten - på baggrund af nogle afgørelser fra Landsskatteretten (baseret på Højesterets dom af 23. marts 2012) - supplerende anmodet om, at der blev tilladt betalingskorrektion efter reglerne i ligningslovens § 2, stk. 5, hvis der ikke kunne gives tilladelse til omgørelse.

Baggrund for ansøgningen om omgørelse

Der er tale om 2 forhold, der ønskes omgjort:

Neutralisering af gavebeskatningen

Da Landsskatteretten har anset [person1] for rette indkomstmodtager af vederlag, i alt 430.000 kr., modtaget i [virksomhed1] ApS, er selskabet blevet beskattet af forskellen mellem udbetalt vederlag til [person1] og modtaget vederlag fra [virksomhed2] ApS, 225.000 kr. som gave.

Denne gave er dog af Landsskatteretten reduceret med 43.375 kr., som er udbetalt i skattefri godtgørelser fra [virksomhed1] ApS til [person1], idet dette beløb skal indgå i vederlaget.

Der er altså sket gavebeskatning hos selskabet af 181.625 kr., der også er beskattet hos [person1].

Skattefri godtgørelse

[person1] blev af SKAT beskattet af udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse med 43.375 kr., da SKAT ikke anerkendte dokumentationen for, at kravene til skattefri udbetaling var opfyldt.

Landsskatteretten tiltrådte, at beløbet var skattepligtigt hos [person1], men ud fra den vurdering, at da denne ikke var berettiget til vederlag fra [virksomhed1] ApS, og derfor ikke modtog løn fra dette selskab, var der tale om modtaget vederlag fra [virksomhed2] ApS, og beløbet reducerede den skattepligtige gave, som [person1] havde ydet [virksomhed1] ApS.

Kravet om omgørelse

Repræsentanten har henvist til den udførlige begrundelse for anmodningen om omgørelse, der fremgår af SKATs sagsfremstilling, herunder argumentation for, at de opstillede betingelser for omgørelse i skatteforvaltningslovens § 29 er opfyldt.

SKAT har afvist anmodningen under henvisning til det i SKATs egen Juridiske Vejledning under afsnit A.A.14.l. anførte.

SKAT har henvist til, at betingelse 1 ikke er opfyldt, idet placeringen af indkomst i et selskab i stedet for hos selskabets eneanpartshaver må være båret af ønsket om “som minimum at udskyde skat”.

Som det fremgår af anmodningen og af Landsskatteretssagen, var placeringen af indkomsten begrundet i forretningsmæssige overvejelser, da der i [virksomhed2] ApS er to anpartshavere med forskellig interesse i fordeling af løn og udlodning af udbytte.

Placering af indkomst i et selskab er generelt en af lovgivningsmagten anvist måde at udskyde den delvise beskatning (af udbytte), der kan foretages med opsparet overskud i en erhvervsvirksomhed, på samme måde som under virksomhedsordningen.

En sådan placering af indkomsten er altså en i forhold til regelsættet fuldt loyal måde at udskyde det sidste led i den todelte beskatning af indkomst indtjent i et selskab (lav selskabsbeskatning, der opfølges af beskatning af udlodning hos personlige aktionærer og anpartshavere).

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, at

”I det omfang en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat hviler på en privatretlig disposition, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at en efterfølgende ændring af dispositionen tillægges virkning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse), hvis følgende betingelser er opfyldt:

udskyde skatter.

sentlige.

mæssig virkning, skal være enkle og overskuelige.

sesanmodningen.”

Landsskatteretten har ved kendelser af 12. april 2012 stadfæstet SKATs afgørelser om, at [person1] skal anses som rette indkomstmodtager af vederlag fra [virksomhed2] ApS, tilgået [virksomhed1] ApS, for indkomståret 2008.

Ved placeringen af vederlaget i [virksomhed1] ApS, frem for beskatning i personligt regi, foreligger en disposition, der i overvejende grad må antages at være båret af hensynet til at spare eller udskyde skatter.

Landsskatteretten finder ikke, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, idet det ikke på baggrund af det oplyste om, at de to partnere i [virksomhed2] ApS ønskede et differentieret vederlag og udbytte, og ønsket om konsolidering i [virksomhed1] ApS, findes godtgjort, at dispositionen ikke i overvejende grad har været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter, jf. SKM2015.717HR og SKM2014.866.VLR.

Det er således med rette, at SKAT har afslået anmodningen om omgørelse.

SKATs afgørelse stadfæstes.