Kendelse af 18-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 02-10-2015

Faktiske oplysninger

Klageren er som følge af 2 rygoperationer ansat i fleksjob ved [Kommunen].

Ved behandlingen af sagen i SKAT blev der indsendt en lægeerklæring af 1. september 2011 med følgende indhold:

”Til hvem det måtte vedrøre:

Ovenstående patient har problemer med at være på offentlige steder, hvor der er mange mennesker. Det er specielt i forbindelse med offentlig transport (tog og busser).

Patient har i dag den 1. september 2011 være hos egen læge: [person1] og haft en samtale omkring ovenstående.”

Erklæringen er underskrevet af lægeassistent [person2].

Klageren indsendte en lægeerklæring af 13. december 2011 til SKAT. Af erklæringen fremgår følgende:

”Til hvem det måtte vedrøre:

Ovenstående patient har problemer med at være på offentlige steder, hvor der er mange mennesker. Det er specielt i forbindelse med offentlig transport (tog og busser). [person3] kan ikke køre i det offentlige transport, og skal derfor køre i egen bil. Dette medfører ekstra udgifter for hende.”

Erklæringen er underskrevet af praktiserende læge [person1].

Den 9. juli 2012 indsendte klageren lægeerklæring nr. 3 til SKAT.Af erklæringen fremgår følgende:

”Til hvem det måtte vedrøre:

Ovenstående patient har problemer med sin ryg. Hun blev opereret to gange, men har stadig gener fra sin ryg. Dette medfører til nedsat bevægelhed og smerter i ryggen, og dette er kroniske.

Hun har special indrettet sæde i sin bil, da hun ikke kan bruge alm. sæde eller offentlig transport. Udover kroniske ryglidelse har hun også sociale fobi.

Derfor kan hun ikke bruge offentlig transport, grundet kronsike ryglidelse og fobi.

Der vedlægges en kopi af en tidl. sende attest til kommunen.”

Erklæringen er underskrevet af praktiserende læge [person1].

Af statusattest af 6. januar 2012 fra klagerens læge til [Kommunen] fremgår følgende:

”[person3] ([person3]) blev opereret to gange. Første gang 2000, anden gang 2007 pga. ryglidelser. [person3] har stadigvæk gener i ryggen efter operationen og der er ikke flere behandlingsmuligheder. Det drejer sig om permanent kronisk lidelse uden fremgang. [person3] mangler sensibilitet, der svarer til venstre fod. Alt med forbøjning af ryggen, f.eks. gulvvask, støvsugning mm., kan ikke udføres. Hun kan heller ikke klare tunge løft på grund af smerter og forværring af ryggener. Derfor er det nødvendigt med den støtte, hun får, til at fortsætte med sit vanlige arbejde. Foruden ryggener er [person3] sund og rask.”

Afstanden mellem klagerens hjem på [adresse1], [by1], og arbejdet i [virksomhed1], [adresse2], [by2], er 10 km, eller i alt 20 km pr. dag.

Skatteankenævnets afgørelse

Af nævnets afgørelse af 27. juni 2013 fremgår følgende:

”Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt. er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. udtrykkeligt den tidligere formulering af bestemmelsen, oprindeligt i § 7 i lov nr. 486 af 19/12 1951. Der er ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde ved den ændring af reglen, som skete ved lov nr. 274 af 6/6 1984.

Hvorvidt det har været nødvendigt for [person3] at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.

Efter gennemgang af samtlige sagens oplysninger, er nævnets opfattelse, at [person3] ikke har godtgjort, at det har været nødvendigt for hende at afholde særlige udgifter til transport på grund af sin sygdom.

Der foreligger således ikke en erklæring fra speciallæge - men alene erklæringer fra egen læge- der siger, at det er nødvendigt for hende at benytte bil til transport mellem hjem og arbejde på grund af arbejdet.

I Vestre Landsrets dom af Jf. SKM 2005.75, blev der lagt særlig vægt på den lægefaglige vurdering i sagen til brug for den retlige vurdering af, hvorvidt det var nødvendigt for klageren, at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom.

Afgørelsen fra Landsskatteretten dateret 3. november 2010 (journal nr.10-00478) er efter ankenævnets opfattelse så konkret, at den ikke er sammenlignelig med denne sag.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at der i herværende sag bør lægges vægt på, at der ikke

forelægger en lægefaglig erklæring fra en speciallæge, hvorfor ankenævnet finder, at det ikke var nødvendigt, at [person3] kørte i egen bil, men alene en hensigtsmæssig disposition af hensyn til [person3]s privatliv.

Ankenævnet stadfæster derfor SKATs afgørelse.

Det på ankenævnets møde fremførte, kan ligeledes ikke føre til et andet resultat.”

Klagerens opfattelse

Af klage af 27. september 2013 fremgår følgende:

”Påstand:

Der nedlægges påstand om, at [person3] i indkomstårene 2010 og 2011 er berettiget til fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9 D.

...

Anbringender:

Ligningslovens § 9 B:

Ligningslovens § 9 D har følgende ordlyd:

”§ 9 D. Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.”

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. punktum skal den skattepligtige godtgøre, at vedkommende lider af en varig nedsat funktionsevne eller en kronisk sygdom.

Nedsat funktionsevne på grund af diskusprolaps:

Hele rygsøjlen er bygget op af ryghvirvler. Mellem de enkelte ryghvirvler er der bruskskiver, eller som de også kaldes diskusskiver. Diskusskiver består af en hård ydre ring og en kerne med blødt materiale i midten. Diskusskiverne har som funktion at dæmpe tryk og belastning, som forplanter sig gennem rygsøjlen. De virker som “stødpuder”. Samtidig betyder diskusskiverne, at ryggen er mere bøjelig. Hvis der ikke var diskusskiver, ville hele ryggen være én lang stiv knogle. Over tid bliver diskusskiverne slidte og kan få sprækker, hvor det bløde i midten kan komme ud. Når det bløde i midten trykkes ud, kaldes det en diskusprolaps.

[person3] lider af diskusprolaps, hvilket også fremgår af e-journalen i bilag 2.

Størstedelen med diskusprolaps får det bedre af sig selv. Symptomerne kan løbende komme og gå og veksle i styrke. Mange klarer sig med smertestillende lægemidler, når de har behov for smertelindring. Men omkring 10 procent, der rammes af diskusprolaps, bliver operereret, idet sygdommen ikke alene kan behandles med smertestillende lægemidler. Dette var tilfælde for [person3] som måtte gennemgå hele 2 operationer. På trods af operationerne har [person3] fortsat store problemer med ryggen, hvilket også understreges af at hun blev ansat i et fleksjob i [Kommunen], og at hun fortsat går til behandling.

Erklæring

Skatteankenævnet fastslår i afgørelse af 27. juni 2013, at [person3] ikke er berettiget til fradrag for befordring opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 D, idet der ikke foreligger en erklæring fra en speciallæge, men alene en erklæring fra egen læge. Vi er ikke enige med skatteankenævnet heri.

Særligt vedr. erklæring fra egen læge

Skatteankenævnet anfører i afgørelse af 27. juni 2013, at [person3] ikke er berettiget til at opnå fradrag efter ligningslovens § 9 D, idet der ikke foreligger en erklæring fra en speciallæge. Herved fastslår skatteankenævnet, at den fremsendte erklæring fra egen læge ikke udgør tilstrækkelig dokumentation.

Vi er ikke enige med Skatteankenævnet heri, idet vi mener, at en erklæring fra egen læge er tilstrækkelig dokumentation. Vi skal hertil gøre gældende, at en erklæring fra egen læge normalt anses for at udgøre tilfredsstillende og acceptabel dokumentation i forbindelse med en bevissag. Idet skatteankenævnet vælger ikke at acceptere erklæringen fra egen læge, fortolkes dette som om, at skatteankenævnet stiller spørgsmålstegn ved kvaliteten af det danske lægesystem, hvilket vi er uforstående overfor.

Skatteankenævnet skriver, at nødvendigheden af afholdelsen af særlige udgifter som følge af sygdom må bero på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige af sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning. Idet der netop foreligger en lægefaglig vurdering i form af en erklæring fra egen læge, er vi uforstående overfor skatteankenævnets afslag på fradrag efter ligningslovens § 9 D.

Fleksjob

Et fleksjob er en ansættelse, hvor der tages hensyn til, at en persons arbejdsevne er begrænset på grund af sygdom.

For at kunne få et fleksjob skal personen opfylde følgende betingelser:

[person3] opfylder ovenstående betingelser og er på baggrund heraf ansat i et fleksjob i [virksomhed1] beliggende [adresse2], [by3]

Ud fra ovenstående kan det således konkluderes, at [person3]s allerede har gennemgået én vurdering, hvorefter det er blevet anset, at hun lider af nedsat funktionsevne, og at hun ikke er i stand til at varetage et arbejde på almindelige vilkår.

På baggrund af ovenstående kan det derfor konkluderes, at [person3] lider af varig nedsat funktionsevne, hvorfor hun er berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D.

Offentlig transport

[person3] er bosat [adresse1], [by1] og arbejder hos [virksomhed1] beliggende [adresse2], [by3], [by4]. Ifølge krak.dk udgør afstanden 10 km hver vej.

Ifølge rejseplanen.dk ville [person3], såfremt hun skulle benytte offentlig transport, skulle gå 500 meter hen til busstopstedet, tage bus 200, skifte ved [...], tage bus 11 og gå 600 meter, jf. bilag 3. Dette ville sammenlagt tage omkring 50 minutter.

[person3] ville ikke være garanteret en plads i busserne, hvorfor hun kunne risikere at skulle stå op i en overfuldt bus på et usikkert grundlag.

På baggrund af det fremlagte kan det konkluderes, at [person3]s ryg ikke ville kunne holde til at hun skulle anvende offentlig transport samtidig med at hun skulle varetage et job.

Praksis

I forbindelse med ovenstående, skal der henvises til SKM2005.75.VLR. Sagen drejede sig om lovfortolkning af ligningslovens § 9 D. Landsretten fastslog at udgifter, for at være fradragsberettigede efter ligningslovens § 9 D, skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen. Da sagsøgerens egen læge efter en lægelig vurdering ikke fandt, at transport med egen bil var nødvendig for, at sagsøgeren kunne bestride sit job, men alene en hensigtsmæssig disposition i forhold til sagsøgerens privatliv, fandt landsretten ikke, at transporten i egen bil mellem hjem og arbejdssted var “nødvendig”, hvorfor betingelsen for fradrag efter ligningslovens § 9 D ikke var til stede. Retten finder det ikke efter bevisførelsen godtgjort, at det har været nødvendigt for klager at køre i egen bil for at bevare sit job i årene 2000 og 2001. Retten har herved navnlig lagt vægt på klagers læges forklaring og de erklæringer, som hun har afgivet i forbindelse med skattesagen, hvorefter det ikke efter en lægelig vurdering var nødvendigt, at klager kørte i egen bil, men alene en hensigtsmæssig disposition af hensyn til klagers privatliv. Ud fra SKM2005.75.VLR kan det således konkluderes, at såfremt der havde foreligget en erklæring fra egen læge, ville dette være tilstrækkelig dokumentation til at opnå fradrag efter ligningslovens § 9 D.

Endvidere skal der henvises til LSR af 03.11.2010, journal nr. 10-00478. I denne afgørelse ændrer Landsskatteretten SKATs afgørelse, og giver klager medhold i, at han er berettiget til at foretage befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D. Landsskatteretten fandt, at klageren ved fremlæggelse af lægeerklæring fra egen læge havde godtgjort, at han havde en kronisk sygdom, som nødvendiggjorde, at han anvendte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

På baggrund af SKM2005.75.VLR og LSR 2010.l0-00478 kan det fastslås, at en erklæring fra egen læge udgør tilstrækkelig dokumentation, og at det ikke er nødvendigt med en erklæring fra en speciallæge. [person3] er derfor berettiget til at opnå fradrag efter ligningslovens § 9 D.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren lider af en kronisk sygdom, jf. bl.a. statusattesten fra klagerens læge, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som klageren har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vester Landsretsdom 10. februar 2005, SKM 2005.75 VLD.

Hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge af sygdommen, beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning. Det er ikke nok, at kørslen aleneer hensigtsmæssig af hensyn til klagerens privatliv.

Efter en konkret vurdering anser Landsskatteretten det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde. Der er lagt vægt på udtalelserne fra klagerens læge, samt det forhold, at hendes sygdomstilstand kræver et dagligt behov for at anvende bil som transportmiddel.

Det indstilles herefter, at SKATs svar ændres til ”JA”.