Kendelse af 17-10-2017 - indlagt i TaxCons database den 17-11-2017

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2009-2011 indkomståret/indkomstårene xxx virksomheden [virksomhed1] v/[person1], cvr-nr. [...1], med branchekode 452010 ”Autoreparationsværksteder m.v.”

Virksomheden blev i indkomstårene 2009 og 2010 drevet fra to virksomhedsadresser. I indkomståret 2011 ophørte virksomheden med den ene adresse og blev herefter alene drevet fra den anden adresse.

Det fremgår af virksomhedens regnskaber, at virksomheden i indkomstårene 2009-2011 havde en omsætning på henholdsvis 2.227.102 kr., 1.986.955 kr. og 2.301.079 kr. (indsæt oplysning om omsætning) og et resultat før renter på henholdsvis 127.123 kr., 138.299 kr. og 188.158 kr.

Klagerens ægtefælle drev ligeledes selvstændig virksomhed, [virksomhed2] v/[person2], i indkomstårene 2009-2011. Klageren har over for SKAT fremlagt ægtefællens regnskaber, hvoraf det fremgår, at dennes virksomhed i indkomstårene 2009-2011 havde en omsætning på henholdsvis 10.880 kr., 96.280 kr. og 96.208 kr. og et resultat før renter på henholdsvis -59.481 kr., 8.857 kr. og 68.800 kr.

I indkomstårene 2009-2011 bestod klagerens husstand af klageren, hans ægtefælle samt deres to børn.

Klagerens revisor har opgjort klagerens hustands privatforbrug i indkomstårene 2009-2011 til følgende:

SKAT har opgjort klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2009-2011 til henholdsvis 5.348 kr., -112.928 kr. og -207.155 kr.

Som følge af det lave privatforbrug i indkomståret 2009 og det negative privatforbrug i indkomstårene 2010 og 2011 har SKAT anmodet klageren om hans virksomheds skatteregnskab, kontospecifikationer, saldobalance og efterposteringer for perioden.

Klageren har overfor SKAT fremlagt regnskaber for virksomheden for indkomstårene 2009-2011 samt saldobalance og kontospecifikation for indkomstårene 2009 og 2011.

Klageren har desuden fremlagt sine kontoudskrifter fra [finans1], konto [...90], for april-august 2009 og 2010.

Det fremgår af kontoudskrifterne for indkomståret 2009, at klageren modtog SP-udbetaling på 8.486 kr.

Klageren har yderligere fremlagt en salgsslutseddel fra Toyota dateret den 1. oktober 2009, hvoraf det fremgår, at klagerens ægtefælle købte en ny bil, Toyota Avensis, til en værdi af 303.120 kr. i bytte for husstandens bil, Audi A4, som havde en værdi på 55.324 kr. efter, at restgælden var trukket fra. Udbetalingen kontant udgjorde 20.456 kr., og bytteprisen udgjorde herefter 227.340 kr.

Klageren har overfor SKAT oplyst, at den nye bil skulle bruges i ægtefællens virksomhed som køreskolebil, og at bilen blev købt for 215.000 kr.

Klageren har desuden oplyst overfor SKAT, at klageren solgte en Skoda for 71.000 kr. ved købet af Audi A4.

Herudover har klageren overfor SKAT fremlagt en kapitalforklaring for indkomstårene 2009-2011 for klagerens husstand, hvoraf formueopgørelse pr. 1. januar og 31. december for indkomstårene 2009-2011 også fremgår.

Klageren har oplyst over for SKAT, at han i indkomståret 2010 lånte 30.000 kr. af sin fader. Beløbet indgår i SKATs privatforbrugsberegning for indkomståret 2010, men klageren har ikke fremlagt nogen form for dokumentation for lånet.

SKAT har ved en gennemgang af det foreliggende materiale konstateret, at regnskabsgrundlaget er mangelfuldt. Ifølge bogføringen fremkommer der negative kassebeholdninger og debitorsaldi, og kontiene er løbende blevet udlignet i forbindelse med bogføringen.

Som følge heraf har SKAT ikke anset kravene til regnskabsgrundlaget for opfyldt og har derfor tilsidesat virksomhedens regnskabsgrundlag.

Den 25. april 2013 sendte SKAT forslag til afgørelse vedrørende ændring af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2009-2011 og moms for afgiftsperioden 2010 og 2011 med frist for at komme med indsigelse til forslaget den 16. maj 2013.

Den 15. maj anmodede klagerens revisor om henstand med at komme med indsigelse til forslaget til den 31. maj 2013, idet der var kommet en advokat ind over sagen også, hvilket SKAT imødekom samme dag.

Den 31. maj 2013 bad revisoren om yderligere henstand i 14 dage, hvilket blev imødekommet af SKAT samme dag.

Den 3. juni 2013 kontaktede klagerens advokat SKAT vedrørende udsættelse af sagen. SKAT meddelte her, at der var indrømmet 14 dages henstand, og advokaten oplyste, at han ville vende retur inden 14 dage. SKAT har i deres telefonnotat af samtalen noteret, at advokaten formentlig ville have et møde med SKAT.

Den 19. juni 2013 sendte klagerens advokat følgende mail til SKAT:

”(...)

I ovennævnte sag skal vi venligst på vegne af [person1] anmode om et møde med Skat om sagen, samt om aktindsigt i videst muligt omfang efter forvaltningslovens regler.

Vi skal samtidig anmode om, at afgørelse i sagen først træffes efter afholdelse af møde i sagen, samt når vi har haft rimelig tid og lejlighed til at sætte os ind i sagens samlede materiale efter modtagelse af den fulde aktindsigt.

Vi kan samtidig oplyse, at der foreligger nye oplysninger i sagen, da [person1] bl.a. i 2009 har solgt en Skoda Octavia, der er solgt i 2009 for 71.000, hvilket jo således er penge, der indgår som en del af [person1]s privatforbrug.”

SKAT svarede følgende til advokaten pr. mail den 20. juni 2013:

”Jeg har modtaget din mail. Vedr. salg af skoda er kr. 71.000 kr. indarbejdet i privatforbruget for 2009 – se tidligere fremsendt opgørelse. (oplysninger herom har jeg modtaget fra revisor pr. mail 11.04.13.)

Med hensyn til agtindsigt kan jeg oplyse, at jeg ikke har andre oplysninger end dem revisor har sendt til mig. Er det det materiale I vil have retur?

Privatforbrugsopgørelserne er udarbejdet på grundlag af revisors bogføring, udarbejde regnskaber, samt oplysninger fra R75 som I kan trække i skattemappen.

Jeg vil foreslå vi holder et møde i næste uge f.eks. Torsdag.

Afventer jeres tilbagemelding senest fredag.”

Den 25. juni 2013 ringede SKAT til klagerens advokat, hvoraf følgende fremgår af SKATs telefonnotat af samtalen:

”Ringet til advokat, da jeg ikke har hørt fra ham. Han oplyste, at det var fordi han havde behov for yderligere udsættelse. Aftalt, at sagen skal være færdig inden ferien. Han fremsender nogen inden tirsdag i næste uge så er der tid til at holde et møde hvis nødvendigt. Meddelt at 71.000 kr. er indarbejdet i privatforbruget 2009.”

Den 4. juli 2013 sendte SKAT følgende mail til klagerens advokat:

”(...)

Vi har den 25. juni aftalt pr. telefon, at jeg skulle have indsigelsen over agterskrivelsen inden tirsdag i denne uge. Jeg har endnu ikke modtaget noget fra dig.

Såfremt jeg ikke har indsigelsen senest den 9. juli vil jeg sende en kendelse hvori ansættelsen bliver fastholdt.”

Som følge af at SKAT ikke modtog nogen indsigelse, udsendte SKAT en afgørelse den 15. juli 2013 i overensstemmelse med forslaget af 25. april 2013.

SKAT har i deres afgørelse ansat klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2009-2011 skønsmæssigt til 200.000 kr. pr. år. Forbruget er ansat med udgangspunkt i SKATs vejledning om rådighedsbeløb i inddrivelsesbekendtgørelsen samt vejledende rådighedsbeløb ved lån i bank.

SKAT er kommet frem til et privatforbrug på 200.000 kr. ud fra følgende beregning:

Det fremgår af Danmarks Statistiks gennemsnitligt opgjorte privatforbrug for indkomstårene 2009-2011, at privatforbruget i de pågældende indkomstår var på henholdsvis 447.813 kr., 454.535 kr. og 445.642 kr. for to voksne med børn.

Den 23. juli 2013 sendte klagerens advokat følgende mail til SKAT:

”(...)

Som en del af aktindsigten anmodes om kopi af al korrespondance i sagen, herunder kopi af de mails, der er sendt om anmodning om aktindsigt i sagen, og anmodning om afholdelse af møde i sagen.

Venligst send materialet til undertegnede i henhold til tidligere anmodninger herom – vi anmodede første gang om aktindsigt i sagen d. 19. juni 2013, og her ca. 1 måned efter, er aktindsigten fortsat ikke opfyldt fra Skats side.”

Hertil har SKAT den 5. august 2013 svaret følgende:

”(...)

Jeg stiller mig undrende over din mail vedrørende manglende aktindsigt. Jeg kontaktede dig pr. telefon den 25.6.13 angående dette.

(...)

Det er ikke et spørgsmål om, at jeg ikke vil give aktindsigt eller ej – hvilket I har krav på.

(...)”

Den 9. august 2013 ringede SKAT til klagerens advokat, hvoraf følgende fremgår af SKATs telefonnotat af samtalen:

”Ringet til advokat. Han er ikke enig i min opfattelse – er ikke korrekt at vi har aftalt at han ikke ville have aktindsigt men yderligere henstand.

Aftalt at jeg sender materialet til ham og vi betragter sagen som en genoptagelse og starter derfra.”

Klagerens advokat indsendte den 15. oktober 2013 en klage til henholdsvis [Skatteankenævnet] og Landsskatteretten.

Den 22. april 2015 indsendte advokaten en skrivelse til SKAT vedrørende genoptagelse af skatte- og momsansættelsen for indkomstårene 2009-2011. Advokaten skrev i den forbindelse følgende:

”(...)

Vi har hverken p.t. fortsat ikke modtaget aktindsigt i den oprindelige sag, ligesom vi ikke har fået afholdt i hverken den oprindelige sag eller i genoptagelsessagen.

(...)”

I forlængelse heraf indsendte klagerens advokat samtidig regnskab for indkomstårene 2009-2011 indeholdende klagerens og ægtefællens skattemæssige forhold. Af materialet fremgår, at klagerens husstands privatforbrug i øvrigt for indkomstårene 2009-2011 er opgjort til henholdsvis 87.265 kr., 95.698 kr. og 87.371 kr.

SKAT har i brev af 28. april 2015 oplyst til klagerens advokat, at SKAT ikke kan imødekomme anmodning om genoptagelse af klagerens skatte- og momsansættelse for indkomstårene 2009-2011, da sagen er påklaget til henholdsvis Skattankenævnet og Landsskatteretten.

Det fremgår af samme brev, at materialet vedrørende aktindsigt er fremsendt til klagerens advokat den 9. august 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst for indkomstårene 2009-2011 skønsmæssigt med henholdsvis 194.500 kr., 250.400 kr. og 325.600 kr.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

SKAT har, trods flere henvendelser til din revisor, ikke modtaget oplysninger/dokumentation der kan forklare årsagen til det lave/negative opgjorte privatforbrug for 2009-2011.

(...)

Ved en gennemgang af det foreliggende materiale er det konstateret, at regnskabsgrundlaget er mangelfuldt. Ifølge bogføringen fremkommer der negative kassebeholdninger og debitorsaldi. Kontiene udlignes løbene i forbindelse med bogføringen.

(...)

Samlet set er kravene til regnskabsgrundlaget ikke opfyldt, idet der er betydelig usikkerhed om flere af balanceposterne. Regnskabsmaterialet kan som følge heraf ikke anses for egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse og skattemyndighedernes kontrol heraf. Regnskabsgrundlaget er dermed tilsidesætteligt.

Da regnskabsgrundlaget ikke kan anses for at kunne danne grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse forhøjes overskud af virksomhed skønsmæssigt i henhold til skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3.

Endvidere skal det bemærkes, at en skønsmæssig forhøjelse af indkomsten normalt forudsætter, at regnskabet kan tilsidesættes. Indkomsten kan dog forhøjes, uden tilsidesættelse af regnskabet, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i en dom af 21. juni 1967 (ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) samt SKM2002.70H. Indkomsten kan forhøjes til et beløb, der giver mulighed for et rimeligt privatforbrug.

Privatforbrugene er efter de nu foreliggende oplysninger opgjort til:

(...)

På grundlag af de af SKAT beregnede privatforbrug for indkomstårene 2009 – 2011 vil SKAT foretage en skønsmæssig forhøjelse af den skattepligtige indkomst. Den skønsmæssige forhøjelse af din skattepligtige indkomst er skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4.

(...)

SKAT har ansat privatforbruget skønsmæssigt til 200.000 kr. pr. år, da det beregnede forbrug ikke levner plads til et efter forholdene rimeligt forbrug. Forbruget er ansat med udgangspunkt i SKAT’s vejledning om rådighedsbeløb i inddrivelsesbekendtgørelsen samt vejledende rådighedsbeløb ved lån i bank.

(...)

Vedrørende indkomståret 2009:

SKAT har for indkomståret 2009 forhøjet overskud af virksomhed skønsmæssigt med 194.500 kr. Beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4. Ansættelsen er foretaget i henhold til skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, i det regnskabsgrundlaget anses for at være mangelfuldt og det selvangivne privatforbrug ikke levner plads til et efter forholdene rimeligt forbrug.

(...)

Vedrørende indkomståret 2010:

SKAT har for indkomståret 2009 forhøjet overskud af virksomhed skønsmæssigt med 250.400 kr. Beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4. Ansættelsen er foretaget i henhold til skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, i det regnskabsgrundlaget anses for at være mangelfuldt og det selvangivne privatforbrug ikke levner plads til et efter forholdene rimeligt forbrug.

(...)

Vedrørende indkomståret 2011:

SKAT har for indkomståret 2009 forhøjet overskud af virksomhed skønsmæssigt med 325.600 kr. Beløbet er skattepligtigt i henhold til statsskattelovens § 4. Ansættelsen er foretaget i henhold til skattekontrollovens § 3, stk. 4, jf. § 5, stk. 3, i det regnskabsgrundlaget anses for at være mangelfuldt og det selvangivne privatforbrug ikke levner plads til et efter forholdene rimeligt forbrug.

(...)”

SKAT har yderligere anført, at de flere gange har modtaget anmodninger om udsættelse med fristen for at komme med indsigelse fra klagerens revisor og advokat.

Da SKAT ikke havde modtaget nye oplysninger til sagen, som klagerens advokat havde oplyst, at de ville fremlægge, traf SKAT afgørelse og fastholdt ansættelsen i sin helhed.

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende bemærkninger:

”Vedrørende aktindsigt.

Jeg henviser til sagsforløbet i sagsnotatet. Den 5. august 2013 sendes en mail til [person3] hvori jeg meddeler, at jeg stiller mig undrende over hans mail vedrørende manglende aktindsigt (mail vedhæftet).

Den 19. juni 2013 modtager jeg mail hvor advokat [person3] beder om aktindsigt. I mail af 19. juni 2013 meddeler jeg advokaten, at jeg kun har det materiale som revisor har sendt og de oplysninger som fremgår af Skattemappen. Om det var det de ville have og advokaten skulle kontakte mig senest fredag. Da jeg intet havde hørt kontaktede jeg advokat [person3] pr. telefon den 25. juni 2013.

Jeg havde opfattelsen af telefonsamtalen den 25. juni 2013, at det var fordi han havde behov for yderligere udsættelse. Derfor blev det aftalt, at han skulle fremsende noget inden tirsdag i den næste uge så der var tid til at holde møde inden ferien. Den 4. juli 2013 sendes en mail til [person3] hvor der rykkes for indsigelsen og jeg skal have den inden 9. juli 2013 ellers ville der blive afsagt kendelse.

(kendelse for 2009 skal afsendes inden 1. august 2013.)

Kontakt med [person3] pr. telefon den 9. august 2013. Han var ikke enig i min opfattelse af sagen. Meddelt, at det måtte bero på en misforståelse. Aftalte, at jeg fremsendte materialet til ham.

Meddelte advokaten, at jeg ville genoptage sagen og starte derfra når vi havde modtaget indsigelsen over skatteansættelsen.

Jeg stiller mig fortsat undrende over påstanden om manglende frist for indsigelse samt afholdelse af møde med SKAT. Forslag til ændring af skatteansættelsen sendt 24.4.2013. Med hensyn til manglende aktindsigten må det bero på en misforståelse mellem advokat [person3] og SKAT.

Privatforbrug 2009, 2010 og 2011.

Advokat [person3] oplyser, at privatforbruget for 2009 rettelig udgør 87.265 kr. for 2009.

SKAT har følgende bemærkninger:

Vedrørende formue pr. 1. januar 2010:

Revisor har aktiveret indestående bank [finans1] vedrørende konto [...75] med 20.639 kr.

Indestående på bankkontoen 20.639 kr. er aktiveret i virksomheden [virksomhed1]’s formueopgørelse pr. 1. januar 2010 med 20.639 kr. og dermed er medregnet i ved opgørelsen af egenkapitalen i virksomheden på 112.570 kr. Da beløbet ikke skal aktiveres 2 gange og dermed påvirke det opgjorte forbrug i negativ retning, har SKAT ikke medtaget denne konto under bankindestående.

Revisor har opgjort formuen pr. 31.12.2010 til 94.324 kr. SKAT har ved beregning af privatforbruget opgjort formuen pr. 31.12.2009 til 73.685 kr. hvilket giver en formuedifference på 20.639 kr.

Tab ved salg af Audi A4:

[person1] har i mail af 10. april 2013 oplyst, at han har købt Audien for 215.000 kr. og solgt Skodaen for 71.000 kr. (se bilag 20). Ifølge slutseddel fra Toyota er Audi A4 solgt for 187.371 kr.

(se bilag 16) Tab ved salg af Audi kr. 27.629 kr. er indarbejdet i SKAT’s opgørelse.

Ikke fradragsberettiget udgifter 24.909 kr.

SKAT har i privatforbrugsopgørelse debiteret 24.909 kr. Dette vedrører ejendomsskatter 22.446 kr. vedrørende ejendommen [adresse1], ydet børnebidrag 1.548 kr. og renter/gebyr med 914 kr.

Revisor har debiteret 1.044 kr.

Lån fader (gave) 14/4 2009:

Dette er en ny oplysning. SKAT har ikke haft kendskab til dette lån/gave og har derfor ikke haft mulighed for at undersøge forholdet.

Revisor har i forbindelse med gennemgangen af privatforbrugene for 2009 – 2011 tidligere oplyst, at [person1] har lånt 30.000 kr. af sin fader i 2010 – se kontoudtog bank 25.5.2010 bilag 8.

Privatforbrug 2010 og 2011.

Advokat [person3] oplyser i klagen, at klagers privatforbrug for 2010 og 2011 ikke er negativt, hvilket klageren også vil fremsende dokumentation for.

SKAT stiller sig undrende over, at registreret revisor [person4] først nu fremkommer med oplysning om yderligere lån/gave fra fader for 2009 på 50.000 kr. der tilsyneladende ikke er dokumenteret. Endvidere er endnu ikke fremsendt dokumentation for, at SKAT’s beregninger over privatforbrugene for 2010 og 2011 er forkerte på trods af det lange sagsforløb.”

Efter sagsfremstillingen har været udsendt, er SKAT fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Ugyldighed

SKAT er enig i, at den manglende aktindsigt sammenholdt med SKATs dialog med klagers repræsentant om møde m.v. samt repræsentantens manglende reaktion samlet må føre til, at SKATs afgørelse ikke kan anses for at være ugyldig.

Skatteansættelse

SKAT er ikke enig i, at opgørelsen af den udeholdte omsætning er omfattet af SKATs styresignal af 17. november 2014 offentliggjort som SKM2014.783.SKAT.

Det fremgår af sagen, at opgørelsen af forhøjelsen af momstilsvaret har taget udgangspunkt i de af SKAT skattemæssigt udarbejdede privatforbrugsopgørelser, hvorved SKAT skønsmæssigt har forhøjet klagers skattepligtige indkomst.

Det fremgår at forhøjelsen for 2009 er foretaget i henhold til statsskattelovens § 4 med 194.500 kr.

For årene 2010 og 2011 er forhøjelsen sket i henhold til statsskattelovens § 4, men her eksklusive moms til henholdsvis 250.400 kr. og 325.600 kr. SKATs udgangspunkt for 2010 og 2011 har således været en forhøjelse af den skattepligtige indkomst eksklusive moms, hvorfor den afledte momsmæssige forhøjelse ligeledes må tage udgangspunkt i samme forhøjelse eksklusive moms.

Det bemærkes, at SKAT ikke har foretaget en forhøjelse af momstilsvaret for 2009 på grund af fristreglerne i Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Derfor må den skattemæssige forhøjelse af indkomsten for 2009 ligeledes anses for at være eksklusiv moms.

Skatteankestyrelsen indstiller i nærværende sag således, at SKATs forhøjelse af klagers skattemæssige indkomst skal nedsættes med momsen, jf. den med nærværende sag sammenholdte momssag (Skatteankestyrelsen j.nr. [...]). Hvis dette blev resultatet ville den skattemæssige forhøjelse ikke svare til det af SKAT forudsatte som grundlag for at have et rimeligt privatforbrug.

SKAT fastholder, at den anvendte metode for beregning af den udeholdte omsætning ikke er omfattet af princippet i SKATs styresignal i SKM2014.783.SKAT, idet SKATs beregning i sagen konkret har taget udgangspunkt i en forhøjelse af klager skattepligtige indkomst eksklusive moms og ikke i et modtaget vederlag, der som udgangspunkt ville være omfattet af styresignalet. Styresignalet er omtalt i Den juridiske Vejledning afsnit D.A.8.1.1.12.

For så vidt angår momstilsvaret henvises til SKATs udtalelse af d.d. med SKATs journal.nr. [...] (Skatteankestyrelsen j.nr. [...]) om den af SKAT beregnede forhøjelse af momstilsvaret for 2010 og 2011.

Afslutningsvis bemærker SKAT, at SKAT er enig i Skatteankestyrelsens bemærkning om, at klageren ikke har dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han har haft en indkomst, der stammer fra ikke-skattepligtige midler eller midler, der allerede er beskattede, eller at han har modtaget lån fra sin fader, der kunne dække privatforbruget i de pågældende indkomstår. Klager har således ikke fremlagt dokumentation for, hvordan husstandens privatforbrug er blevet finansieret i indkomstårene 2009-2011.

Særligt om låneforholdet med faderen bemærker SKAT, at det ikke er dokumenteret ved et underskrevet og dateret lånedokument, hvori der fremgår oplysninger om tilbagebetalingsvilkår, afdrags- og rentebetaling. Dokumentationskravene for et familielån, når privatforbruget er for lavt, er omtalt i Den juridiske Vejledning afsnit A.B.5.3.3. Heraf fremgår, at som dokumentation for et familielån skal den skattepligtige for eksempel typisk kunne dokumentere, at der foreligger lånedokument, og at lånet er udbetalt, senest i løbet af det eller de aktuelle indkomstår, hvor SKAT har opgjort et lavt privatforbrug, og før SKAT indkaldte regnskabsgrundlaget til kontrol.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har principalt nedlagt påstand om, at skatteansættelsen for indkomstårene 2009-2011 er ugyldig.

Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at den skattepligtige indkomst for indkomstårene 2009-2011 nedsættes med henholdsvis 194.500 kr., 250.400 kr. og 325.600 kr. (indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Klagerens repræsentant har til støtte for den principale påstand anført følgende:

”(...)

at Skats afgørelse af 15. juli 2013 i bilag 1 er ugyldig som følge af, at Skat har undladt at efterkomme klagerens anmodning om fremsendelse af sagens væsentlige akter, som Skat selv har været i besiddelse af i forbindelse med Skats gennemgang af sagen, og som klagerens repræsentant er nødsaget til at have for også at kunne sætte sig ind i sagen, og som derfor har afgørende betydning for, at klageren og klagerens repræsentant har mulighed for at imødegå Skat særdeles væsentlige forhøjelser af klagerens skattepligtige indkomst og momsansættelser i perioden 2009 – 2011,

atSkat således har undladt at give klageren og klagerens repræsentant mulighed for at sætte sig ind i sagen ved at Skat har undladt at fremsende sagens væsentlige materiale til klageren, men Skat har blot i stedet for truffet en afgørelse i sagen den 15. juli 2013,

atklageren således er berettiget til både at få fuld aktindsigt i sagen, samt at få et møde med Skat om sagen, men at Skat blot i stedet har truffet en bebyrdende afgørelse i sagen, der fastholder Skats forslag til afgørelse i sagen og uden at give klageren aktindsigt i sagen og uden at afholde møde med klageren.

Skats fremgangsmåde er således i strid med forvaltningslovens § 11, hvoraf det fremgår, at "Fremsætter en part under sagens behandling begæring om aktindsigt, og denne begæring efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne. ". Skat har således ikke iagttaget og overholdt forvaltningslovens § 11 i nærværende sag, hvilket medfører, at Skats afgørelse er ugyldig,

atSkat har undladt at opfylde klagerens anmodning om aktindsigt for så vidt angår det for sagen helt afgørende materiale som alene Skat er i besiddelse af og som ligger til grund for Skats afgørelse i sagen, ligesom Skat har undladt at indkalde til aftalt møde med klageren om sagens materialitet,

atklageren således har haft en klar og berettiget forventning om, - og retskrav til – fuld aktindsigt i sagen, og at klageren fik rimelig tid til at gennemgå sagens særdeles omfattende sagsakter, samt at klageren havde mulighed for – og retskrav til – at forelægge sagens materialitet for Skat på et møde,

atSkat derfor retsstridigt har tilsidesat de processuelle regler, herunder bestemmelserne i både forvaltningsloven og skatteforvaltningslovens om aktindsigt og høringspligt, og at Skats undladelse af at give klageren rimelig tid til at sætte sig ind i sagens omfattende akter og at afholde det aftalte møde med sagsøgeren efter dennes gennemgang af sagens akter i sig selv medfører, at Skats afgørelse af 15. juli 2013 er ugyldig, da forvaltningslovens og skatteforvaltningslovens regler giver klageren mulighed for og adgang til at gennemgå sagens akter, samt har et retskrav på at afholde møde med Skat om sagens materialitet,

atdet fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1, 1. punktum, at "Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagen faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.".

Det fremgår videre af forvaltningslovens § 21, stk. 1, 1. punktum, at "Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.".

Det fremgår herom videre om forvaltningslovens § 21, stk. 1, 1. punktum af noterne til bestemmelsen i Karnov, at "Parten kan således også ved sagens begyndelse fremsættekrav om, at sagen ikke afgøres, før den pågældende har haft lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, eventuelt efter forinden at have haft lejlighed til at gøre sig bekendt med dokumenterne i sagen. Udtalelsen kan afgives mundtligt eller skriftligt efter partens valg, og parten kan benytte en anden (en repræsentant) til at affatte udtalelsen eller som bisidder, eventuelt som repræsentant, til at fremkomme med udtalelsen mundtligt under en forhandling.".

Det er således et retskrav for klageren, at Skat ikke træffer afgørelse i sagen, når der i sagen – som i nærværende sag – direkte er meddelt til Skat, at klageren får aktindsigt i sagens særdeles omfattende dokumenter og herefter lejlighed til at udtale sig om sagen på et møde forinden, at Skat træffer afgørelse i sagen eller såfremt klageren fremsætter sådan en anmodning, hvilket klageren jo netop har gjort i nærværende sag, jf. også bilag 3.

Såfremt myndigheden (her: Skat) derfor træffer afgørelse i en sag, og uden på dette grundlag at give parten (her: klageren) lejlighed til både at få fuld aktindsigt i sagen, samt fremkomme med en udtalelse om sagen på et møde om sagen, inden afgørelsen blev truffet, bliver myndighedens (her: Skats) afgørelse ugyldig, jf. forvaltningslovens § 21 eller dennes analogi.

Dette fremgår også af Landsrettens afgørelse refereret i UfR 2003.1417 Ø.

Det er endog en særdeles skærpende og væsentlig sagsbehandlingsfejl i nærværende sag, at Skat blot træffer en afgørelse i sagen uden at klageren får den fulde aktindsigt, og uden at klageren får lejlighed til at udtale sig om sagen.

atdet er således er en væsentlig sagsbehandlingsfejl fra Skat, at Skat ikke har givet aktindsigt idet helt – for sagen – væsentlige materiale for 2009 – 2011, som Skat selv har anvendt ved udarbejdelsen af forslag til afgørelse i sagen, jf. bilag 1, samt at klageren ikke som aftalt har haft tid og mulighed for at gennemgå sagens særdeles omfattende sagsakter forinden, at Skat har truffet afgørelse i sagen, og at det er en væsentlig sagsbehandlingsfejl fra Skat, at sagsøgeren heller ikke som aftalt og som meddelt af Skat har haft mulighed for et møde med Skat, hvor klageren kunne imødegå Skats forslag til afgørelse efter gennemgang af sagens omfattende akter,

atder således ikke afholdt aftalt og imødekommet ønske om møde, hvor klageren har haft lejlighed til at mundtligt at redegøre for klagerens synspunkter omkring sagens materielle indhold (kontradiktionsprincippet), og at det ikke kan udelukkes, at Skat havde nået frem til en anden afgørelse, hvis der havde været afholdt et møde for drøftelse af sagens materielle indhold, og hvor klageren og klagerens repræsentant havde haft lejlighed til at gennemgå det væsentlige materiale, der ligger til grund for Skats afgørelse. Der foreligger således både sagsbehandlingsfejl, der er væsentlig på generelt niveau og der er konkret væsentlig.

atLandsretten i SKM 2011.236 Ø anså det som en sagsbehandlingsfejl, at SKAT i forbindelse med forhøjelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst ikke havde foretaget nogen selvstændig vurdering af hans skattemæssige forhold, men alene henvist til en kendelse fra Landsskatteretten vedrørende selskaber personligt ejet af skatteyder og dermed til en sag, hvor han ikke var part. Landsretten fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig, idet Landsretten foretog en konkret væsentlighedsvurdering. I den forbindelse lagde Landsretten bl.a vægt på, at forhøjelsen havde karakter af en konsekvensændring i forhold til kendelser fra Landsskatteretten vedrørende skatteyders to selskaber. Sagen SKM 2011.236 Ø viser således, at der er tale om en 2-leddet væsentlighedsvurdering, hvor der både på et generelt og konkret niveau skal være tale om en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der medfører afgørelsens ugyldighed. I nærværende sag er sagsbehandlingsfejlen både på et generelt og konkret niveau væsentlig.

I nærværende sag er der endog tale om et groft brud på en væsentlig garantiforskrift. Til støtte herfor henvises der også til Skattestyrelsesloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., 1. udgave, DJØF, s. 254, samt Landsskatterettens afgørelser refereret i TfS 1996.890 Ø og TfS 2001.518 LSR.

Nedenfor er foretaget en uddybning af de enkelte regler i forvaltningslovens, som Skat ikke har overholdt i nærværende sag.

Ad. Manglende aktindsigt og manglende partshøring:

at Skat ikke har overholdt forvaltningslovens § 11, § 19, stk. 1, 1. punktum, § 21,

stk. 1, 1. punktum, og

atklager sædvanligvis har mindst 14 dage til at gennemgå sagens akter og at komme med sine kommentarer og bemærkninger til sagens akter, og 14 dage må således anses som en absolut minimums rimeligt tid, som sagsøgeren skulle have til at gennemgå sagens akter efter at Skat har fremsendt materialet til klageren, hvilket Skat imidlertid slet ikke har gjort, og at klageren havde et retskrav på afholdelse af et møde efter gennemgang af sagens akter.

(...)”

Klagerens repræsentant har til støtte for den subsidiære påstand anført følgende:

”(...)

at klagerens privatforbrug for 2009 udgør kr. 87.625, jf. bilag 2, og at selvom dette privatforbrug kan synes lavt, så er det tilstrækkeligt for en indvandrerfamilie som klagerens, da familien lever – og altid har levet – meget spartansk sammenlignet med danske familier, og privatforbruget er af den sådan rimelig størrelse, at privatforbruget på kr. 87.625 både forekommer realistisk og sandsynligt, og det er således korrekt beregnet,

at klagerens privatforbrug for 2010 og 2011 selvsagt er positivt, hvorfor det er fejlagtigt beregnet af Skat, hvis Skat kommer frem til et negativt privatforbrug, og klageren vil snarest fremsende yderligere dokumentation på, at privatforbruget for både 2010 og 2011 er positivt.”

Klagerens repræsentant er kommet med følgende bemærkninger til SKATs udtalelse:

”(...)

Der vedlægges således regnskab for 2009, 2010 og 2011, der viser et ensartet og jævnt privatforbrug for årene 2009, 2010 og 2011. Det fremgår således af bilag 4, side 5, for de enkelte indkomstår, at øvrigt privatforbrug har udgjort kr. 87.265 for indkomståret 2009, kr. 95.698 for 2010 og kr. 87.371 for 2011. Hertil kommet værdi af fri telefon og privat autodrift, der yderligere skal tillægges til klagerens privatforbrug.

Det er således vor vurdering, at klageren har sandsynliggjort et sædvanligt og rimeligt privatforbrug henset til klagerens personlige nøjsomhed og familiemæssige baggrund.

Det vedlagte materiale dokumenterer samtidigt, at det er ukorrekt, når Skat har gjort gældende, at klageren har haft en negativt privatforbrug i indkomstårene 2009 – 2011.

Det bemærkes samtidigt, at klagerens principale påstande i både skatte – og momssagen er, at Skats skatteansættelse for indkomstårene 2009, 2010 og 2011, og Skats momsansættelse for indkomstårene 2010 og 2011 er ugyldige, da Skat ([Skattecentret]) ikke har imødekommet klagerens anmodning om aktindsigt og afholdelse af møde forinden, at Skat traf afgørelser i sagerne, hvilket således er en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der både er væsentlig på/efter et/en generelt og konkret niveau/vurdering, og det kan ikke udelukkes, at Skat var kommet frem til en anden afgørelse, hvis Skat havde imødekommet klagerens anmodning om aktindsigt og møde i sagen.

(...)”

På mødet mellem klagerens repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler anførte repræsentanten, at han som ny repræsentant for klageren havde anmodet om aktindsigt i sagens dokumenter hos SKAT for at få oplyst sagen samt anmodet om møde med SKAT.

Repræsentanten bestred SKATs udlægning af sagsforløbet, idet han anførte, at han ikke havde frafaldet anmodning om aktindsigt eller møde ved telefonsamtale med SKAT den 25. juni 2013, og han opretholdt derfor påstanden om ugyldighed som følge af manglende aktindsigt og mødeafholdelse.

Repræsentanten gjorde under retsmødet med Landsskatteretten gældende, at der skulle ske regulering af klagerens privatforbrugsopgørelse vedrørende 2009 med 62.432 kr. på grund af manglende medregning af klagerens hustrus bankbeholdning, at der skulle ske regulering af klagerens privatforbrug i 2010 med 55.600 kr. på grund af bilsalg og gaver fra klagerens fader, og at der skulle ske regulering af klagerens privatforbrug i 2011 med 34.950 kr. på grund af gaver fra klagerens fader. Til støtte herfor blev der udleveret bankudskrifter og udskrifter fra SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

Ugyldighed

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Dette fremgår af forvaltningslovens § 9, stk. 1.

Af samme bestemmelses stk. 2, fremgår det, at en parts ret til aktindsigt omfatter med de i §§ 12-15 b, nævnte undtagelser alle dokumenter, der vedrører sagen, og indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter.

Fremsætter en part under sagens behandling anmodning om aktindsigt, og denne anmodning efter loven skal imødekommes, udsættes sagens afgørelse, indtil der er givet parten adgang til at gøre sig bekendt med dokumenterne, jf. forvaltningslovens § 11, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1, gælder dog ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, jf. § forvaltningslovens 11, stk. 2.

Det er den myndighed, der i øvrigt har afgørelsen af den pågældende sag, der træffer afgørelse om og i hvilken form en anmodning om aktindsigt skal imødekommes, hvilket fremgår af forvaltningslovens § 16, stk. 1.

Kan en part ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse. Det fremgår af forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1, gælder i medfør af stk. 2, som udgangspunkt ikke, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag.

Videre fremgår det af forvaltningslovens § 21, stk. 1, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Bestemmelsen i stk. 1, gælder i medfør af stk. 2, ikke, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse, eller

der ved lov er fastsat særlige bestemmelser, der sikrer parten adgang til at afgive en udtalelse til sagen, inden afgørelsen træffes.

En afgørelse kan være ugyldig, såfremt der i forbindelse med sagsbehandlingen er begået fejl. Det er dog en forudsætning for ugyldighed, at sagsbehandlingsfejlen er væsentlig, hvilket kræver, at den tilsidesatte regel har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed, og at det forhold, at der er begået en fejl i den konkrete sag, må antages at have medført, at afgørelsen materielt set er forkert.

Det fremgår af SKATs e-mail til klagerens repræsentant af 20. juni 2013, at SKAT imødekom anmodningen om møde, og at SKAT i den forbindelse foreslog en bestemt mødedato med angivelse af svarfrist, som de herefter afventede repræsentantens tilbagemelding på. Repræsentanten havde desuden fået yderligere fristudsættelse til at fremsende materiale til SKAT den 25. juni 2013 og blev efterfølgende grundet passivitet gjort opmærksom på, at SKAT skulle have indsigelsen til SKATs forslag senest den 9. juli 2013.

Den manglende mødeafholdelse anses ikke for at kunne medføre afgørelsens ugyldighed. Der er lagt vægt på, at mødeanmodningen blev imødekommet af SKAT den 20. juni 2013, og at de samtidig hermed foreslog en mødedato. Repræsentanten reagerede ikke herpå og på intet tidspunkt i løbet af den måned, der gik, fra SKAT sendte deres mail med forespørgsel om mødedato, og til afgørelsen blev udsendt, tilkendegav repræsentanten, om der fortsat ønskedes møde. Klagerens repræsentant anses således for at have haft mulighed for et møde med SKAT, og den manglende mødeafholdelse må anses at skyldes repræsentantens manglende reaktion på SKATs henvendelser, da det var repræsentanten bekendt, at der var en frist for, hvornår mødet skulle være afholdt.

Uanset at manglende aktindsigt som udgangspunkt må anses for at være en væsentlig sagsbehandlingsfejl, anses den manglende aktindsigt ikke at kunne medføre, at afgørelsen må anses for ugyldig.

Der er i den forbindelse lagt vægt på, at anmodningen om aktindsigt blev imødekommet den 20. juni 2013, og at SKAT i den forbindelse gjorde repræsentanten opmærksom på, at SKAT ikke havde andre oplysninger end dem, som revisoren havde sendt til SKAT, og oplysninger, som kunne trækkes i klagerens skattemappe. Endvidere blev repræsentanten direkte i mailen adspurgt, om det var dette materiale, han ønskede aktindsigt i. Repræsentanten reagerede ikke på SKATs forespørgsel.

SKAT har således oplyst, at der alene var materiale, som klageren måtte anses for at være bekendt med i sagen, og SKAT har afventet repræsentantens tilbagemelding på, om dette materiale på trods heraf ønskedes tilsendt. Da repræsentanten ikke reagerede på SKATs henvendelse uanset SKATs rykkere, anses der ikke at foreligge en sagsbehandlingsfejl, og afgørelsen anses derfor ikke for at være ugyldig som følge af manglende aktindsigt.

SKATs afgørelse anses således ikke for at være ugyldig.

Skatteansættelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er negativt eller usandsynligt lavt. SKAT kan skønsmæssigt fastsætte en indkomst, så den giver skatteyderen mulighed for at have et rimeligt privatforbrug i indkomståret. Hvis der påvises en yderligere indtægtskilde for skatteyderen, kan indkomsten også forhøjes. Det følger af en fast praksis, og der henvises til højesterets afgørelse refereret i SKM 2011.208H.

Erhvervsdrivende skal ligeledes ifølge skattekontrollovens § 3, indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

SKAT har konstateret, at kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke kan danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte virksomhedens overskud skønsmæssigt.

Det fremgår af de privatforbrugsopgørelser, som SKAT har udarbejdet, at klagerens husstands privatforbrug for indkomstårene 2009-2011 udgjorde henholdsvis 5.348 kr., -112.928 kr. og -207.155 kr.

Klageren har ikke dokumenteret eller i tilstrækkelig grad sandsynliggjort, at han har haft en indkomst, der stammer fra ikke-skattepligtige midler eller midler, der allerede er beskattede, eller at han har modtaget lån fra sin fader, der kunne dække privatforbruget i de pågældende indkomstår. Landsskatteretten finder således heller ikke, at de under retsmødet udleverede bankudskrifter og udskrifter fra SKAT kan danne baggrund for ændringer i privatforbrugsopgørelsen udarbejdet af SKAT.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for, hvordan husstandens privatforbrug er blevet finansieret i indkomstårene 2009-2011.

Der er desuden lagt vægt på, at låneforholdet med faderen ikke er dokumenteret ved et underskrevet og dateret lånedokument, hvori der fremgår oplysninger om tilbagebetalingsvilkår, afdrags- og rentebetaling.

Klageren har endvidere ikke dokumenteret, hvorfra midler til dækning af privatforbruget ellers stammer.

Da klagerens hustands privatforbrug herefter ikke giver mulighed for, at klagerens husstand klageren/klagerens husstand kan have et rimeligt privatforbrug, har SKAT været berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens indkomst.

SKAT har ved beregning af klagerens husstands privatforbrug taget udgangspunkt i, at klagerens virksomhed i indkomstårene 2009-2011 havde en yderligere omsætning på henholdsvis 194.500 kr., 250.400 kr. og 325.600 kr., hvilket svarer til, at klagerens husstand havde et årligt privatforbrug på 200.000 kr. i de pågældende indkomstår.

SKAT har ved beregningen af klagerens privatforbrug taget udgangspunkt i SKATs vejledning om rådighedsbeløb i inddrivelsesbekendtgørelsen samt vejledende rådighedsbeløb ved lån i bank.

Til sammenligning er det gennemsnitlige privatforbrug opgjort i Danmarks Statistik for indkomstårene 2009-2011 på henholdsvis 447.813 kr., 454.535 kr. og 445.642 kr., for to voksne med børn.

Efter den skønsmæssige forhøjelse ligger privatforbruget for indkomstårene 2009-2011 på et niveau, som må anses for passende, når det tages hensyn til det oplyste omkring klagerens spartanske levemåde.

SKATs afgørelse stadfæstes således for så vidt angår skatteansættelsen.