Kendelse af 07-12-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-01-2016

Der klages over, at SKAT ikke har godkendt fradrag for selvangivne og forskudsregistrerede renteudgifter.

Indkomståret 2012

SKAT har forhøjet indkomsten med 210.094 kr.

vedrørende ikke godkendt fradrag for renteudgifter.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Forskud for 2013

SKAT har ændret forskudsregistrerede renteudgifter

fra 168.000 kr. til 3.000 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse


Faktiske oplysninger

Klageren var i 2012 ansat som lønmodtager i [virksomhed1] A/S. Af de indberettede oplysninger (R-75) for 2012 fremgår, at klageren i 2012 havde en lønindkomst på 315.291 kr. og renteudgifter til [finans1] på 3.115 kr.

Den 23, marts 2013 blev det indberettet via TastSelv, at klageren i 2012 havde haft yderligere renteudgifter på 210.094 kr. Samme dato blev der lagt en årsopgørelse nr. 2 for 2012 i klagerens skattemappe. årsopgørelsen viser en skattepligtig indkomst på 51.832 kr., en overskydende skat på 73.524 kr. og et beløb til udbetaling på 68.683 kr.

Den 22. juni 2013 blev det indberettet via TastSelv, at klageren i 2013 ville have yderligere renteudgifter på 165.000 kr. Samme dato blev der udskrevet en ny forskudsopgørelse for 2013, der viser en A-indkomst uden skattetræk på 181.544 kr. og en skattepligtig indkomst på 94.873 kr.

Til beskrivelse af renteudgifter på hhv. 210.094 kr. i 2012 og på 165.000 kr. i 2013 har klageren fremlagt en ikke dateret og underskrevet kreditaftale med klageren som debitor og [finans2] som kreditor vedrørende tilsagn om en kreditramme på 1.100.000 kr. Aftalen er ikke underskrevet af klageren.

Af tilsagnet fremgår bl.a. følgende:

Underskrevne debitor har af kreditor fået tilsagn om en kreditramme på

Kreditramme:

kr. 1.100.000,00

Rente m.m.:

Kreditten forrentes med en fast rente på 15 % p.a. fra den 01.09.2012. Renten tilskrives månedligt (12 gange om året). Renten bliver beregnet bagud og tilskrevet den sidste bankdag i hver måned. Som minimum skal renten indbetales ultimo hver måned, dog senest den 5. i den efterfølgende måned. Første rentetilskrivning er ved udgangen af indeværende måned.

Omkostninger:

Stiftelsesprovision kr. 0,00

Ekspeditionsgebyr kr. 0,00

Årlig nominel rente:

Den årlige nominelle rente er 16,08 %

Årlige omkostninger i procent (ÅOP):

De årlige omkostninger i procent er 16,08 %

De samlede omkostninger, som skal betales, er beregnet ud fra 100 % udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger for indgåelse af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.

De årlige omkostninger i procent er beregnet under følgende antagelser:

At det samlede kreditbeløb udnyttes i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Nutidsværdien af alle fremtidige og eksisterende forpligtelser, tilbagebetaling af kreditbeløbet og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen som fastsat i kreditaftalen, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at alle parter opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen. De årlige omkostninger i procent er beregnet ud fra den antagelse, at renten er konstant i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Afvikling:

Kreditrammen indestår uden nedskrivning indtil 31.12 2019 hvor trækningsretten indfries.

(udeladt her)

Klageren har fremlagt en ikke dateret og underskrevet kassekreditaftale med klageren som debitor og [finans3] som kreditor vedrørende tilsagn om en kreditramme (kassekreditaftale) på 1.114.161 kr.

Af tilsagnet om kassekreditaftale fremgår bl.a. følgende:

Underskrevne debitor har af kreditor fået tilsagn om en kreditramme på

Kreditramme:

kr. 1.100.000

Rente m.m.:

Kreditten forrentes med en fast rente på 6 % p.a. fra den 01.09.2012. Renten tilskrives en gang om året. Renten bliver beregnet bagud og tilskrevet den sidste bankdag i hver måned. Første rentetilskrivning er ved udgangen af indeværende år.

Omkostninger:

Stiftelsesprovision kr. 0,00

Ekspeditionsgebyr kr. 0,00

Årlig nominel rente:

Den årlige nominelle rente er 6,0 %

Årlige omkostninger i procent (ÅOP):

De årlige omkostninger i procent er 6,0 %

De samlede omkostninger, som skal betales, er beregnet ud fra 100 % udnyttelse af kreditaftalen, gældende rente og omkostninger for indgåelse af kreditaftalen. Beløbet vil variere ved ændringer heri.

De årlige omkostninger i procent er beregnet under følgende antagelser:

At det samlede kreditbeløb udnyttes i sin helhed og for kreditaftalens fulde løbetid. Nutidsværdien af alle fremtidige og eksisterende forpligtelser, tilbagebetaling af kreditbeløbet og de samlede omkostninger i forbindelse med kreditaftalen som fastsat i kreditaftalen, at kreditaftalen forbliver gyldig i det aftalte tidsrum, og at alle parter opfylder deres forpligtelser på de vilkår og datoer, der er angivet i kreditaftalen. De årlige omkostninger i procent er beregnet ud fra den antagelse, at renten er konstant i forhold til udgangspunktet og finder anvendelse, indtil kreditaftalen udløber.

Afvikling:

Kreditrammen indestår uden nedskrivning indtil 31.12.2019 hvor trækningsretten indfries.

(udeladt her)

Klageren har i tilknytning til tilsagnet om kreditramme og tilsagn om kassekreditaftale fremlagt en underskrevet, med ikke dateret tegningsaftale for [finans4] med klageren som investor.

Følgende fremgår af tegningsaftalen for [finans4]:

”Investor tegner herved 1100 stk. aktier i [finans4] a kr. 1.000,00 til kurs 100 eller i alt nominelt kr. 1.100.000,00. Beløbet betales ved optagelse af lån hos [finans2] på kr. 1.100.000,00.

Hæftelse

Hæftelen er beløbsmæssigt begrænset til kursen på de af mig erhvervede aktier i [finans4] (som anført ovenfor) med fradrag af kontante indbetalinger, hvorfor jeg ikke påtager mig nogen hæftelse i forbindelse med investering i [finans4], ligesom der ikke kræves kreditvurdering. Min økonomiske risiko beløber sig således alene til købsprisen, med fradrag af den til [finans4] tilknyttede garantiaftale, jf. nedenfor.

Håndpantsætning

[finans2] gives ved sin underskrift af nærværende aftale primær håndpant i alle investors aktier, hvilket [finans4] ved underskrift af nærværende aftale noterer og bekræfter.

Garantiaftale

Investor får garanti for til enhver tid at kunne tilbagesælge alle aktierne til [finans2] for restgælden og dermed få saldokvittering fra [finans2]. [finans2] har en tilbagekøbspligt som betyder, at debitor har en direkte, ubetinget og fuld modregningsret i gælden til [finans2], så lånet altid kan indfries med aktierne, hvilket ligeledes bekræftes af parterne ved deres underskrift af nærværende aftale.

Da aktiekurser kan være meget svingende, kan [finans2] forlange denne aftales realisering forlænget ud over det syvende år med perioder på 1 år ad gangen, såfremt det viser sig, at den akkumulerede kapital efter henholdsvis udløbet af det 7. år, 8. år og 9. år endnu ikke har kunnet opgøres og realiseres til den garanterede akkumulerede minimums kapital (garanteret minimumsværdi ved en stigningsfaktor på 1,17 p.a.). Denne forlængelse kan højst gives til udløbet af det 10. år.”

Tegningsaftalen er forsynet med ikke læsbare underskrifter for [finans4] og [finans2]. [finans4] er anført med adresse på [...] USA og med webadressen: [...dk]. (Webadressen eksisterer ikke længere).

Klageren har fremlagt et tegningsprospekt for [finans4] Prospektet er dateret september 2012.

Af tegningsprospektet fremgår bl.a. følgende:

”[finans4]s formål

[finans4]s formål er investering i Poolinvesteringsprojekter og udvikling af disse. Endvidere skal [finans4] forestå administrationen af aktierne. Investeringerne sker for såvel egne som fremmede midler.

Investeringspolitik

investeringer vil blive foretaget bedst muligt indenfor world wide turisme, gennem mangeårige inden- og udenlandske samarbejdspartnere. Det tilstræbes at være med helt fremme, når der investeres i nye store Poolinvesteringsarrangementer, hvor [finans4] vil tilegne sig så stor en ejerandel som muligt. Der må maksimalt optages lån til gearing af investeringen i det enkelte Poolinvesteringsarrangement svarende til 3 x [finans4]s egenkapital. [finans4] hæfter ikke for denne gearing, idet denne foretages i det enkelte Poolinvesteringsprojekt.

(udeladt her)

Skat

Som investor i [finans4] skal [finans4]s resultat ikke medtages i den enkelte investors årsopgørelse. Salg af aktierne beskattes p.t. med 27 % for beløb op til kr. 48.300 og med 42 % for beløb derover. For ægtefæller er grænsen 96.600 kroner.

Rettigheder

Alle aktier har samme rettigheder.

Hæftelse

Investorerne/aktionærerne hæfter alene med den indskudte kapital.

Garanti

Långiver giver garanti for til enhver tid at ville købe aktierne i [finans4] af den enkelte investor.

Aktie størrelse

Hver aktie udgør kr. 1.000 og multipla heraf. Det tilstræbes at hver aktionær minimum har nominelt kr. 400.000.

Udbytte/opgørelse

giver ikke udbytte løbende, men anvender i stedet overskud fuldt ud til konsolidering.

opgør årligt pr. 31. december i forbindelse med regnskabsafslutningen det forgangne års værditilvækst. Dette offentliggøres på [finans4]s hjemmeside, forventeligt i efterfølgende marts måned. For den enkelte investor opgøres værditilvæksten alene i forbindelse med at investeringen realiseres.

Herudover holdes investor løbende a jour med nyhedsbreve på [finans4]s hjemmeside.

Kapitalforretning ved salg efter 7 år – estimat

[finans4] Inc:

Købspris – Egenkapital

80.000.000

Samlet værdi af kursstigning

177.888.186

Salgspis

257.888.186

Honorar

17.788.817

Salgspis netto

240.099.369

Samlet fortjeneste i [finans4]

160.099.369

Investor eksempel på en aktie a 1.000

Investering

1.000,00

Værdi af salg inkl. kursstigning minus omkostninger

3.001,24

Samlet fortjeneste før skat

2.001,24

Investors forventede kapitalforrentning efter 7 år vil i dette tilfælde udgøre et estimat på 200,12 %.

Stiftelse og registrering

Aktieselskabet er stiftet på [finans4]s generalforsamling den 22. juli 2009.”

[finans3] har i et brev af 1. september 2012 til klageren bl.a. oplyst følgende:

”[finans3] formidler lån til private. Vi samarbejder med en stor international finansgruppe, og samme investerer vi i verdens største business: Turistbranchen!

Volumen er vigtigt på den internationale scene, hvor vi operer. Derfor samler vi en række gode, danske investorer, som deltager i projekterne sammen med os – men helt uden risiko. Vi tilbyder lån til investering, men stiller samtidigt garanti for investeringen. Derfor lover vi heller ikke de store afkast, men en sikker bundsolid investering.”

Nøgletal for investeringen

Årligt Bonuslån

kr. 10.560

Estimeret fortjeneste efter 7 år

kr. 266.271

efter skat

Indbetaling pr. md.

kr. 4.400

Som aftalt bedes du venligst indbetale de månedlige ydelser på vor konto i [finans5]

Reg. nr.

9891

Konto nr.

[...67]

Angiv venligst reference nr. 0

Første indbetaling den 30.01.2013

Når du indbetaler det første beløb, skal du oprette betalingen som fast betaling hver den først, for så er du fri for at tænke på dit engagement hver måned.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte:

Konsulent: [person1], telefon [...], mail [...@...dk]”

Klageren har fremlagt en investeringsoversigt, der viser en årlig rentetilskrivning på et hovedlån på 1.100.000 kr. på 165.000 kr., heraf skal indbetales kontant 52.800 kr. og 112.200 kr. tilskrives kassekreditten, som i det første år tilskrevet en rente på 3.086 kr.

[finans3] har i et salgsbrev oplyst følgende:

”Ingen vil kunne miste penge

Det har været altafgørende, at jeg sikre mine kunder.

Det er lykkes mig, at finde en garanteret investering, og en lånemulighed, hvor vi låner dig alle pengene. Det der er helt specielt er, at du får en skriftlig garanti, som sikre at du tjener penge – og garantere at dine egne penge aldrig kommer i spil.

Hvordan skaffer du penge til investeringen

Du låner alle pengene – billigere end det du er garanteret i udbytte af din investering = overskud til dig.

Hvad hvis du er registreret i RKI?

Vi er så sikre på denne investering, at vi også tilbyder investeringen til dem der har udfordringer i økonomien. Her anbefaler vi ofte, at du bruger investeringen til at få ryddet op i din økonomi. Vi hjælper dig gerne med en plan.

Kan du komme ud af investeringen før tid

Vi har også sørget for, at hvis du har behov for at komme ud af engagementet før tiden, skal du blot meddele os det. Du har en modregningsret, så lånet altid kan indfries med investeringen. Du går selvfølgelig glip af udbyttet ved udløbet af investeringen.

Hvad sker der teknisk

Vi laver en kassekredit til dig, hvor vi administrer det hele for dig. Vi hjælper med din forskudsregistrering. Vi hjælper dig med, at etablere en fast månedlig overførsel af skattebesparelsen.

Skat

Renterne trækker du selvfølgelig fra, som alle andre renter. Din skattebesparelse indbetaler du til os, så din daglige økonomi er uændret.

Hvad koster det at være med i investeringen

Ingenting – Du låner alle pengene til investeringen – både i starten og løbende. Du skal kun indbetale det du får ekstra udbetalt.

Bonus

Du vil få mulighed for at hæve en bonus hvert år.

Bonussen vil du kunne bruge til en delebil (mand og hustru deler), et dele-fritidshus, ferierejse. ”gældssanering” eller hvad du har lyst til.

Altså ingen forandring hos dig, ud over, at du får del af en bil, et fritidshus eller lidt mere luft i økonomien.

Udbetaling

Efter 7 år vil overskuddet af investeringen blive udbetalt, og du vil komme til at betale skat af din avance. Som sædvanlig bliver skattevæsenet den største vinder, men der bliver også en fornuftig gevinst til dig.

Risiko

Dine penge er sikret. Dem kan du ikke miste. Hvis vi skal tale om en risiko, så er det, at hvis det ikke lykkes, at tjene penge i [finans4], så er der en mulighed for, at du ikke får din gevinst.

Det er for godt til at være sandt

Det var min første reaktion, da jeg hørte om denne mulighed, men efter at have undersøgt tingene i mere end et halvt år, har min hustru og jeg prøvet det i praksis, og det virker.

Vor økonomi har fået det meget bedre, og nu bruger vi vort fritidshus, som det første dele-hus, hvor vi begge har de 2 første dele. Vi har også en dele-bil.

Jeg går altid selv forrest, så jeg ved præcist hvad der sker.

Interesseret?

Hvis du er nysgerrig, og vil vide hvad du kan få ud af en investering, så ring og aftal et besøg hos mig/os. Jeg arbejder hjemmefra, og du bliver inviteret ind i vort hjem, for her er intet at skjule.

Du tager din NEM-id med, så jeg kan beregne, hvad du kan få ud af en investering hos os.

Med venlig hilsen

[person1]

[adresse1]

[by1]

Tlf. [...]

[...@...dk]”

Klageren har fremlagt et betalingsbilag, der viser en overførsel af 53.784 kr. fra klagerens konto i [finans1], konto nr. [...52] til en konto i [finans6], konto nr. [...65]. Teksten på klagerens eget kontoudtog er ”[finans3]”. Teksten til beløbsmodtageren er ”[person2]”. Datoen for overførslen er 4. april 2013.

[finans3] er stiftet den 4. september 2009 med en kapital på 80.000 kr. af [person1], som også udgjorde direktionen. Selskabets formål er finansiering og administration samt dermed beslægtet virksomhed. Der foreligger ingen offentliggjorte årsrapporter for selskabet. Selskabet blev den 22. august 2014 sendt til tvangsopløsning, og den 21. december 2014 blev selskabet opløst.

Investerings- og låneaftalerne blev i 2010/2011 udbudt af [finans7] ApS. [finans7] ApS blev opløst efter konkurs den 15. april 2014.

Følgende fremgår af tegningsaftalen for [finans4].dk:

”Investor tegner herved 100 stk. andele (minimum 40 stk.) a kontant kr. 10.000,00 til kurs 100 i [finans4] eller i alt nominelt kr. 1.000.000,00 af [finans4] kapitalen. Investor forpligter sig til at indbetale beløbet kontant til [finans4], enten ved eget indskud eller/og eller lån af [finans4]´s samarbejdspartner og garantistiller, jf. særskilt lånedokument og garantiaftale.

Investor erklærer herefter følgende: Jeg er gjort bekendt med [finans4]´s betingelser, og jeg har læst og accepteret [finans4]´s hjemmeside med den foreliggende investorinformation, salgs- og projektbeskrivelse samt vedtægter og investoroverenskomst for [finans4], herunder de integrerede garantier og bestemmelser, som jeg ligeledes ved min underskrift har accepteret og godkendt, samt i øvrigt at have modtaget alle relevante og ønskede oplysninger.

Hæftelen er beløbsmæssigt begrænset til summen af de af mig erhvervede andele i [finans4] (som anført ovenfor) med fradrag af kontante indbetalinger, hvorfor jeg ikke påtager mig nogen hæftelse i forbindelse med investering i [finans4]. Ligesom der ikke kræves kreditvurdering. Min økonomiske risiko beløber sig således til købsprisen alene med fradrag af den til [finans4] tilknyttede garantiaftale.

Jeg er bekendt med og accepterer, at nærværende aftale og den heraf følgende betalingsforpligtelse er bindende for mig. Ved manglende betaling er jeg ligeledes bekendt med og accepterer, at jeg kan ekskluderes af [finans4] samt af [finans4]´s samarbejdspartner og garantistiller. Såfremt denne betingelse ikke kan opfyldes, er sælger berettiget til at annullere nærværende aftale.

Investor giver ved sin underskrift af nærværende tegningsaftale fuldmagt til bestyrelsen i [finans4] med dennes ret til videredelegere til i forbindelse med kapitalforhøjelser på investors vegne at tegne de nye andele i de generalforsamlingsprotokollater, som dokumenterer generalforsamlingens vedtagelse af kapitaludvidelsen med op til nominelt kr. 80.000.000 (8.000 andele) og til på investors vegne at stemme på generalforsamlinger til vedtagelse af pågældende og efterfølgende kapitaludvidelser, samt til at udarbejde, registrere og underskrive enhver anden form for dokumentation, der måtte være nødvendig til gennemførelse af registreringen af tegningen af andelene omfattet af denne tegningsaftale.”

Samtidig med, at investor underskrev tegningsaftalen, udstedte [finans7] ApS som garantistiller og kautionist en garanti. Garantien har følgende ordlyd:

” § 1

Garantistiller garanterer overfor investor, at akkumuleringen af investors investerede kapital nominelt kroner 1.000.000,00, i henhold til den indgåede tegningsaftale med investor, over en periode på 5 år fra 01.01.2011 vil blive udviklet med en gennemsnitlig årlig stigning på 17 %. Dette svarer til, at den opgjorte akkumulerende kapital den 31.12.2015 vil være udviklet til en garanteret minimumsværdi på kr. 2.149.450,00, beregnet for den 5 års investeringsperiode.

Garantien forfalder til udbetaling til investor med det manglende beløb, såfremt den akkumulerende kapital ikke har opnået den garanterede minimumsværdi senest den 31. december 2015.

§ 2

Sikkerhed: Garantistiller kautioner overfor investor.

Kautionen omfatter følgende: Garantistiller giver garanti for til enhver tid at ville købe investeringen samt renter af investor til kurs 100 svarende til kr. 1.000.000,00, med et opsigelsesvarsel på løbende måned + 30 dage.

§ 3

Der gives endvidere direkte, ubetinget og fuld modregningsadgang i lånet, udstedt af Garantistiller, på kr. 1.000.000,00, såfremt investeringen ikke har givet det lovede afkast jf. pkt. 1 ovenfor. Samme modregningsadgang i lånet, gives ligeledes af garantistiller til investor i forhold til pkt. 2 ovenfor.

§ 4

Garantien bortfalder uden yderligere krav mod garantistiller, når den investerede kapital er blevet endeligt opgjort eller realiseret til mindst den aftalte minimumsværdi på kr. 2.192.450,00 senest den 31.12.2015.”

[finans7] ApS´s arrangementer blev med virkning fra 1. december 2012 overdraget til hhv. [finans3] og [finans8] ApS. Der er bevismæssig usikkerhed om, hvorvidt en del af arrangementerne blev overdraget til [finans2].

[finans2] er stiftet den 5. september 2012 med en kapital på 80.000 kr. Første regnskabsperiode løb fra 5. september 2012 – 31. december 2013. Der er ingen offentliggjorte årsrapporter. Selskabet blev stiftet af [person3]. Erhvervs- og selskabsstyrelsen bad den 25. august 2014 skifteretten i [by2] om at tvangsopløse selskabet. Den 21. maj 2015 blev selskabet erklæret konkurs.

[finans8] ApS er stiftet den 17. august 2007 af [person4] under navnet [virksomhed2] ApS. [person4] udgjorde direktionen. [person4] udtrådte af direktionen den 11. december 2012, hvor [person1] ([person1]) indtrådte i direktionen. Selskabet ændrede adresse til [person1]´s private bopæl. Selskabets formål blev ændret fra detailhandel til finansiering og administration samt hermed beslægtet virksomhed. Af årsrapporten for perioden 1. januar 2012 – 31. december 2012 fremgår, at omsætningen udgjorde 85.024 kr. mod 0 kr. i 2011. Af balancen fremgår under materielle anlægsaktiver andre anlæg, driftsmateriel og inventar på 129.387.091 kr. Under gæld er optaget gæld til banker på 129.257.370 kr. I regnskabet for 2013 udgør de tilsvarende tal hhv. 0 kr., 0 kr. og 0 kr. Anpartskapitalen i selskabet udgjorde ifølge årsberetningen i 2012 125.000 kr. og i 2013 0 kr.

[finans3] er stiftet den 4. september 2009 med en kapital på 80.000 kr. af [person1], som også udgjorde direktionen. Selskabets formål er finansiering og administration samt dermed beslægtet virksomhed. Der foreligger ingen offentliggjorte årsrapporter for selskabet. Selskabet blev den 22. august 2014 sendt til tvangsopløsning, og den 21. december 2014 blev selskabet opløst.

SKAT indgav den 8. april 2013 politianmeldelse mod personkredsen bag [finans7] ApS, [finans8] ApS og [finans3]. Politiet foretog den 4. juni 2013 ransagning hos bl.a. [person1].

SKAT rettede henvendelse til nogle af de investorer, som havde selvangivet renteudgifter til de omhandlede selskaber. Klageren var ikke en af de personer, som SKAT rettede henvendelse til, forinden SKAT den 24. juli 2013 varslede en ændring af klagerens indkomst i 2012 og forskudsregistrering i 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for renteudgifter til [finans7] ApS, [finans8] ApS og [finans3].

Det er en forudsætning for at få fradrag for renter, at der er tale om reelle renteudgifter, hvilket forudsætter, at der er tale om et retligt forpligtende gældsforhold, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

Af skattekontrollovens § 10 F fremgår, at den, som udbyder eller formidler erhvervsmæssigt har bistået en skattepligtig med anskaffelse af formuegoder eller finansielle instrumenter og hel eller delvis finansiering heraf (skattearrangement), har, når formålet hermed fortrinsvis er at nedbringe eller udskyde skattebyrden, pligt til over for told- og skatteforvaltningen at dokumentere realiteten i de nævnte dispositioner og af de aktiver og passiver, der indgår heri.

SKAT har forsøgt at indhente de fornødne oplysninger om arrangementet hos udbyderne. SKAT har ikke modtaget den udbedte dokumentation. Det betyder, at der ikke kan godkendes fradrag for renteudgifterne hos kunderne. Ved vurderingen er der tillige lagt vægt på, at investorerne ikke ses at have haft rådighed over lånet, og at renteudgifterne er betalt via en kassekredit oprettet af kreditor. Kassekreditten er ikke blevet oplyst til SKAT.

SKAT har med samme begrundelse ændret forskudsregistreringen for 2013. Der henvises til kildeskattelovens § 53, stk. 2.

Til orientering vil sagen blive overdraget til SKATs juridiske afdeling til vurdering af eventuelt strafansvar.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klagerens indkomst i 2012 nedsættes til det selvangivne, og at de forskudsregistrerede renteudgifter godkendes. I anden række har klageren nedlagt påstand om godkendelse af fradrag for betalinger på 53.784 kr. samt dækning af tab vedrørende krav på skat på 66.579 kr. samt tab i form af løbende bonus, som han blev stillet i udsigt.

Klageren har efter bedste evne været imødekommende overfor SKAT. Klageren har gennem [finans7] ApS, [finans3] og [finans8] ApS i 2011 optaget lån. [finans3] og [finans8] ApS overtog ultimo december 2012 klagerens lånearrangement med [finans7] ApS. SKAT har begrundet sin afgørelse med, at den fremsendte dokumentation ikke kan godkendes. SKAT har imidlertid ikke udbedt sig dokumentation hos [finans3] eller [finans7] ApS. SKAT har konsekvent undladt at specificere, hvilken art af dokumentation, som SKAT ønsker.

SKATs afgørelse om ikke at godkendte klagerens rentefradrag til de nævnte selskabet har givet klageren et uoverskueligt likviditetsmæssigt minus og svære økonomiske problemer fremover.

[finans3] har den 28. juli 2013 skrevet til SKAT. SKAT lovede, at [finans3] skulle få et svar inden 4 uger, men [finans3] modtog ikke svar inden for den lovede frist.

Landsskatterettens afgørelse

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e fremgår, at renter af gæld er fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

For at renteudgifter kan fradrages, skal der være en låneaftale, som både indeholder en retlig bindende forpligtelse til at betale gælden og forrente gælden. Det er en betingelse for fradrag, at dette kan dokumenteres. Bevisbyrden for skattemæssige fradrag påhviler klageren.

Af investerings og låneaftalerne fremgår, at indgåelse af én aftale forudsætter samtidigt indgåelse af de andre nævnte aftaler. Det fremgår bl.a. af tegningsaftalen, at investor ikke påtager sig nogen hæftelse i forbindelse med sin investering.

Klageren har ikke godtgjort, at han har optaget og fået udbetalt et lån. Dette understøtter sammen med sagens øvrige oplysninger, at der ikke er tale om et reelt gældsforhold, og Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Landsskatteretten har ikke kompetence til at tage stilling til, om klageren har et erstatningskrav.