Kendelse af 28-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

Generelle oplysninger

Klageren har i indkomstårene 2008-2010 drevet enkeltmandsvirksomheden ”Alternativ terapi”, cvr-nr. [...1], fra adressen [adresse1] i [by1], som ejes af klageren. Der har ikke været nogen ansatte ud over klageren. Der var tale om en massageklinik af erotisk karakter. Klagerens repræsentant har oplyst, at der endvidere blev udført sportsmassage og healing.

Af Erhvervsstyrelsens oplysninger fremgår det, at virksomheden har været registreret med branchekode 869090 ”Sundhedsvæsen i øvrigt i.a.n.”.

Formalitet

Faktiske oplysninger

Klageren har forklaret, at hun den 8. februar 2012 forsøgte at få oplyst, hvor SKAT havde fået oplysninger om hendes virksomhed og annoncer fra. Hun har desuden oplyst, at hun ved kontakt til [avis1] den 10. marts 2012 fik bekræftet, at SKAT ikke havde kontaktet [avis1].

Af mailkorrespondance mellem SKAT og [avis1]s medarbejder fremgår det, at SKAT først kontaktede [avis1] den 13. marts 2012 for dokumentation vedrørende annoncerne i [avis1], hvilket SKAT modtog henholdsvis den 14. marts og 19. marts 2012.

SKAT udsendte den 25. april 2012 forslag til afgørelse om ændring af indkomsten for indkomstårene 2008-2010, hvoraf det fremgår, at SKAT havde indhentet oplysninger om annoncer i [avis1] og på internettet. Disse oplysninger og lister blev udleveret til klageren i forbindelse med udsendelse af forslaget.

Ved indsigelse den 18. maj 2012 til SKATs forslag til afgørelse, bad klagerens repræsentant SKAT om at fremlægge dokumentation for listen over klagerens indrykkede annoncer i [avis1]. Han bad samtidig om oplysning om, hvorfra oplysninger om annoncerne stammede, og hvordan SKAT var kommet i besiddelse af dem, inden SKAT kontaktede [avis1]. Repræsentanten oplyste desuden, at klageren intet havde at gøre med ”[virksomhed1]”.

SKAT har i deres afgørelse af 23. maj 2012 vedrørende samme indkomstår oplyst, at annoncerne stammer fra hjemmesiden ”[...dk]”, som var ejet af [avis1]. SKAT har hertil oplyst, at de har downloadet samtlige annoncer tilbage fra indkomståret 2007.

SKAT har som en del af begrundelsen i afgørelse af 23. maj 2012 henvist til klagerens privatforbrug for indkomstårene 2008-2010. SKAT har ikke beregnet privatforbrug for klageren, men har taget udgangspunkt i hendes vejledende privatforbrug for indkomstårene 2008-2010, som fremgår af hendes skatteoplysninger i R75 kontrol- og udsøgningsblanket for de pågældende indkomstår. R75 med oplysning om klagerens vejledende privatforbrug blev først udleveret til klageren i forbindelse med en aktindsigtsbegæring efter, at SKAT havde truffet afgørelse i sagen.

Klageren har i forbindelse med klagesagen oplyst, at det materiale, som SKAT i første omgang kom i besiddelse af, er identisk med listerne over annoncer, som SKAT modtog fra [avis1].

SKATs afgørelse

Den 23. maj 2012 traf SKAT afgørelse i sagen med følgende bemærkninger:

”Sexannoncerne, som SKAT har anvendt til opgørelsen af den skatte- og momspligtige indkomst, stammer fra hjemmesiden [...dk], som er ejet af [avis1]. SKAT har downloadet samtlige sexannoncer fra [...dk] tilbage til 2007. SKAT mener derfor, at annoncerne er særdeles pålidelige og kan anvendes i forbindelse med opgørelsen af den skatte- og momspligtige indkomst. Af annoncerne fremgår det tydeligt, at der er mange forskellige prostituerede, som har arbejdet fra din sexklinik.

(...)

Ved møde med SKAT den 8. februar 2012, blev du forevist annonceudskrifter fra [avis1], [...dk] fra 2007 til dato, hvoraf det fremgår, at der er adskillige annoncer, som knytter sig til [virksomhed1], [...], stedets telefonnummer eller adressen hvor klinikken ligger.

(...)

SKAT mener ikke at dine forklaringer lyder troværdige. SKAT mener derimod, at du har modtaget betaling for udlejning af lokalerne til de piger, som har annonceret at de er på arbejde på klinikken if. sexannoncerne. At du har modtaget lejeindtægter, uden at betale moms og skat heraf, forklarer ligeledes;

(...)”

SKAT har i en efterfølgende udtalelse oplyst, at der ikke er beregnet privatforbrug for klageren, da hun i mange år har haft fælles økonomi med en samlever.

SKAT har endvidere oplyst, at sagen ikke har været kørt som en privatforbrugssag, men udelukkende om det er sandsynligt, at klageren ikke har haft lejeindtægter ved udlån af lokalerne på sin adresse.

I forbindelse med klagesagen har SKAT oplyst, at SKAT på mødet den 8. februar 2012 forsøgte at forklare klageren og hendes repræsentant, at de oprindelige lister over annoncer, som sagen startede ud fra, var blevet trukket fra en database i SKAT, hvor det var muligt at trække lister over annoncer fra [avis1].

Efter sagsfremstillingen har været udsendt, er SKAT fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

SKAT bemærker, at sagen ikke har kørt som en privatforbrugssag, men udelukkede om det kunne være sandsynligt, at klager ikke har haft huslejeindtægter ved udlån af sine erhvervslokaler.

Det er SKAT’s opfattelse, at SKAT’s afgørelse ikke er ugyldig, da denne må anses for behørig begrundet i henhold til kravene i forvaltningsloven, når der er i afgørelsen er henvist til de hovedhensyn, der har været bestemmende for de skønsmæssige ansættelser af virksomhedens overskud for de påklagede indkomstår.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs afgørelse vedrørende indkomstårene 2008-2010 er ugyldig.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden fremført følgende:

”Klageren har gentagne gange spurgt SKATs medarbejdere om, hvordan de er kommet i besiddelse af de første annoncer, som sagen opstartede ud fra. SKAT har ikke besvaret dette spørgsmål. På mødet den 8. februar 2012 udtaler (...), at ”han havde sine forbindelser”. Denne udtalelse kan både klageren og hendes revisor, (...), bekræfte.

Hendes spørgsmål har vist sig at være begrundet. På mødet den 8. februar 2012 kræver hun at få oplyst, hvorfra materialet stammer. I en skrivelse til SKAT dateret den 10. marts 2012 gør klageren opmærksom på, at hun har været i kontakt med den ansvarshavende redaktør for [avis1]s annoncer, og at han har bekræftet, at SKAT ikke har kontaktet ham. Først efterfølgende den 13. marts 2012 kontakter SKAT [avis1] for at få kopi af annoncerne. Den 14. marts 2012 modtager SKAT annoncerne fra [avis1].

Det er stadig et åbent spørgsmål i sagen, hvorfra SKAT i første omgang har fået kendskab til annoncerne. Det er selvsagt ekstremt problematisk, at klageren ikke kan få oplyst, hvorfra annoncerne stammer, idet hun herved ikke har mulighed for selv at undersøge, hvorvidt oplysningerne er korrekte. Også selvom de annoncer, som [avis1] sender til SKAT den 14. marts 2012, er identiske med det materiale, som SKAT først kom i besiddelse af.

SKAT er forpligtet til at oplyse, hvorfra oplysninger stammer. Endvidere er SKAT forpligtet til at udlevere materialet. Da SKAT ikke gør dette overtrædes det helt grundlæggende retsprincip om kontradiktion. Klageren har således ikke haft mulighed for at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det først fremskaffede materiale. SKAT har dermed en hel grundlæggende garantiforskrift i forbindelse med sagsbehandlingen.”

Klagerens repræsentant har yderligere anført følgende:

”(...)

Såfremt det måtte blive lagt til grund, at SKAT er berettiget til at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens skatte- og momsansættelser, og at denne er foretaget på et ufuldstændigt grundlag, gøres det i tredje række gældende, at SKATs afgørelse af 23. maj 2012 er ugyldig.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at hvis en afgørelse meddeles skriftligt, skal den være ledsaget af en begrundelse. En begrundelse skal fremstå som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det indhold, den har, jf. FOB 1989.171 OM.

I forvaltningslovens § 24 uddybes det, hvad en begrundelse for en afgørelse som minimum skal indeholde. Af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., fremgår det således, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler i henhold til hvilken, afgørelsen er truffet. Er der udøvet et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedsyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

Om fornødent skal begrundelsen endvidere indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

En afgørelses begrundelse har afgørende betydning for, at den part afgørelsen vedrører, kan træffe en beslutning om at klage eller acceptere afgørelsen. Begrundelseskravet er derfor en garantiforskrift.

Forvaltningslovens § 24, stk. 2 bestemmer som ovenfor anført, at der om fornødent skal redegøres for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Til støtte herfor skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 12. november 2008 refereret i SKM 2009.89LSR. Sagen handlede om en skatteyder, der gennem sin studietid havde oparbejdet en gæld det offentlige. I maj 2006 påbegyndte vedkommende skatteyder tilbagebetaling af studiegælden, som ifølge aftale ved inddrivelsescentret skete med kr. 1.500 om måneden.

Ved brev dateret maj 2008 påklagerede inddrivelsescentret imidlertid skatteyderen at afdrage gælden med kr. 5.350 om måneden med virkning fra den 1. juni 2008. Den forhøjede ydelse blev fastsat ud fra skatteyderens samlede nettoindkomst i 2007.

Den pågældende skatteyder anmodede herefter om, at afdraget på studiegælden blev nedsat til kr. 2.000 om måneden. Under henvisning til en beregning af den månedlige betalingsevne, hvor alene resultatet heraf blev oplyst for skatteyderen, ville inddrivelsescentret imidlertid ikke imødekomme anmodningen og fastholdt således, at den månedlige ydelse skulle udgøre kr. 5.350.

Da det hverken fremgik, hvordan afdraget var beregnet eller hvordan betalingsevnevurderingen var foretaget, anså Landsskatteretten afgørelsen for ugyldig på grund af mangelfuld begrundelse.

I sin begrundelse for afgørelsen anførte Landsskatterette bl.a. følgende:

”Om inddrivelsescentrets brev af 15. maj 2008, der må anses som en afgørelse, bemærker Landsskatteretten, at afgørelsen hverken indeholder nogen nærmere forklaring på, hvad der forstås ved nettoindkomst, eller hvordan det pålagte afdrag er beregnet.

For så vist angår inddrivelsescentrets afgørelse af 22. juli 2008 bemærkes, at det ikke alene af den deri nævnte bekendtgørelse kan udledes, hvordan afdraget på 5.350 kr. er beregnet. Endvidere bemærkes det, at det hverken af selve afgørelsen eller af medsendte bilag kan udledes, hvordan betalingsevnevurderingen er foretaget, herunder hvilke af klagerens indtægts- henholdsvis udgiftsposter, der ikke er godkendt... Efter Landsskatterettens opfattelse lever hverken inddrivelsescentrets afgørelse af 15. maj 2008 eller afgørelsen af 22. juli 2008 op til forvaltningslovens krav til en begrundelse for en afgørelse... Tilsidesættelse af garantiforskrifter skaber en formodning for, at afgørelsen er påvirket af fejlen, se således Hans Gammeltoft-Hansen m.fl.: Forvaltningsret, 2. udgave, side 857 ff.

Når henses til de mangelfuldt begrundede afgørelser er denne formodning ikke afkræftet i dette tilfælde.

Landsskatteretten anser derfor afgørelserne om at forhøje klagerens afdrag fra 1.500 kr. om måneden for ugyldige.”

Landsskatterettens afgørelse

Den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, kan forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter. Det fremgår af forvaltningslovens § 9.

Det foreligger oplyst, at klageren og hendes repræsentant har fået udleveret de lister over annoncer i [avis1], der har ligget til grund for SKATs opgørelse af huslejeindtægter. Klageren har desuden oplyst, at listerne, som SKAT oprindeligt startede sagen ud fra, er identiske med listerne modtaget fra [avis1]. Landsskatteretten finder derfor, at der er sket behørig høring af det pågældende materiale forud for sagens afgørelse.

Af forvaltningslovens § 22, fremgår det, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

Det fremgår desuden af forvaltningslovens § 24, at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Af bestemmelsens stk. 2, fremgår det, at begrundelsen endvidere om fornødent skal indeholde en kort redegørelse om de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

SKAT har i sin afgørelse bl.a. begrundet den skønsmæssige forhøjelse for indkomstårene 2008-2010 med, at klagerens privatforbrug for indkomstårene 2008-2010 var lavt. Da SKATs afgørelse vedrører forhøjelse af indkomsten som følge af ikke-indtægtsført lejeindtægter, ses det ikke at have været relevant at forholde sig til klagerens privatforbrug. SKAT har desuden ikke foretaget konkrete beregninger af klagerens privatforbrug for de pågældende indkomstår men alene set på de vejledende privatforbrug, som fremgår af klagerens R75.

Uanset det anførte omkring klagerens privatforbrug anses SKATs afgørelse ikke for at være ugyldig, da SKAT har henvist til de hovedhensyn, der i øvrigt har været bestemmende for den skønsmæssige ansættelse af indkomst for indkomstårene 2008-2010 og således har begrundet deres afgørelse i overensstemmelse med kravene i forvaltningsloven.

SKATs afgørelse er derfor ikke ugyldig.

Skatteansættelsen

Faktiske oplysninger

Det fremgår af regnskaberne for klagerens virksomhed for indkomstårene 2008-2010, at virksomheden havde en omsætning på henholdsvis 156.000 kr., 89.440 kr. og 95.840 kr. og et resultat før renter på henholdsvis 17.488 kr., -41.609 kr. og -46.573 kr.

SKAT har ved en gennemgang af det foreliggende materiale konstateret, at regnskabsgrundlaget er mangelfuldt, idet der ikke foreligger fakturaer eller underliggende dokumentation for virksomhedens indtægter, og der ikke har været foretaget daglig kasseafstemning.

Yderligere omsætning

Klagerens lokaler var på cirka 80 kvadratmeter, bestående af to entreer, køkken, bad, kontor/opholdsrum og to rum, som blev anvendt til forskellige aktiviteter og var indrettet forskelligt.

Det er desuden oplyst af klageren, at virksomheden bl.a. blev drevet via hjemmesiden ”[...].dk”[...dk] fra 2007 til dato, hvoraf det fremgår, at der er adskillige annoncer som knytter sig til [virksomhed1], [...], stedets telefonnummer eller adressen hvor klinikken ligger.

Du hævdede, at du selv havde sat disse annoncer i [avis1], men havde ikke kvittering for dette, og dette fremgik heller ikke af regnskaberne. Du oplyste at du betalte annoncerne kontant. Du hævdede endvidere, at der var dig selv der blev annonceret for, og at du anvendte forskellige navne m.v. i annoncerne, så det så ud som om, at der var mange forskellige piger på arbejde på klinikken.

Dit beregnede privatforbrug levner ikke umiddelbart plads til, at du kunne betale for annoncerne, og du kunne ikke forklare, hvor pengene til kontant betaling af annoncerne kom fra -ud over at de blev betalt via din indtjening i virksomheden. Men denne indtjening er allerede medregnet i privatforbrugsberegningen. Du har ikke lavet daglig kasseafstemning, ligesom du ikke i de pågældende år har udfærdiget en faktura eller regning til kunderne. Dit regnskabsmateriale lever derfor ikke op til de krav, som stilles hertil, hvorfor SKAT som udgangspunkt ikke kan tillægge regnskabsgrundlaget særlig vægt.

SKAT mener ikke at dine forklaringer lyder troværdige. SKAT mener derimod, at du har modtaget betaling for udlejning af lokalerne til de piger, som har annonceret at de er på arbejde på klinikken if. sexannoncerne. At du har modtaget lejeindtægter, uden at betale moms og skat heraf, forklarer ligeledes;

- hvorfor dit privatforbrug er lavt

- hvorfor du fortsætter driften af klinikken, trods du har selvangivet underskud i mange år

- hvorfor der er så mange annoncer fra forskellige prostituerede, som knytter sig til klinikken

- hvorfor du ikke kan forklare, hvordan du har haft råd til (if. din egen forklaring), at betale annoncerne kontant

Derfor fastholder SKAT, at der mangler at blive selvangivet og momsangivet huslejeindtægter fra de personer, der foruden dig selv, har benyttet stedet.”

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse vedrørende en ikke-fradragsberettiget udgift for indkomståret 2010 anført følgende:

”(...)

Der gives ikke fradrag for udgift til healer i indkomståret 2010, da udgiften ikke ses at vedrøre virksomhedens drift, da der er tale om et SM-Studio, jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

(...)

Vedrørende udgift til kursus som healer anses dette ikke som fradragsberettiget, da SKAT må fastholde, at din virksomhed er en sexklinik (M-Studio), hvorfor udgiften ingen forbindelse har til dine indtægter. Det fremgår ikke af dine indtægtsbilag, at nogle af disse indtægter relaterer sig til healing ligesom der ikke er andre forhold, annoncering m.v., der indikerer, at kunderne kan købe healingydelser i klinikken.

(...)”

SKAT har i forbindelse med klagesagen oplyst, at der ikke er indhentet kopi af udgifter til kursus, da det syntes evident, at det ikke havde noget at gøre med indtægterne i virksomheden.

I forbindelse med klagesagens behandling er SKAT kommet med følgende udtalelse:

”(...)

"Sexannoncerne, som SKAT har anvendt til opgørelsen af den skatte- og momsmæssige indkomst, stammer fra hjemmesiden [...dk] og vagter i virksomheden. De to ting har dog intet med hinanden at gøre. SKAT redegør således heller ikke for, hvorfor en annonce altid vil medføre en vagt. Det fremgår af udskriften af annoncer, jf. bilag 8, at der nogle dage er annonceret flere gange. Da klagerens lokaler er små, og hun kun har to lokaler, hvor der udføres ydelser, er det en forkert antagelse, at der er sammenhæng mellem antallet af annoncer og vagter. SKATs forudsætning for opgørelse af manglende lejeindtægter er derfor grundlæggende forkert.

For det fjerde skal der henvises til, at klageren ikke kender til virksomheden [virksomhed1]. SKAT anfører på side to i afgørelsen, jf. bilag 1, at det er opgjort, hvor mange annoncer på [...dk], der vedrører [virksomhed1], og at der er udsøgt de annoncer, der knytter sig til [virksomhed1]s telefonnummer. Virksomheden, der drives af klageren, har intet med hjemmesiden for [virksomhed1] at gøre, og denne anden virksomhed har ikke benyttet klagerens lokaler. Telefonnummer [...] er klagerens telefonnummer, og dette telefonnummer vedrører hendes virksomhed. Det gøres gældende, at en annonce for [virksomhed1], hvori telefonnummer [...] er anført, slet ikke er tilstrækkeligt til at underbygge, at [virksomhed1] har anvendt klagerens lokaler. SKAT har dermed ikke bevist, at [virksomhed1] de facto har benyttet lokalerne, og afgørelserne er derfor baseret på et urigtigt grundlag.

Klageren har gentagne gange spurgt SKATs medarbejdere om, hvordan de er kommet i besiddelse af de første annoncer, som sagen opstartede ud fra. SKAT har ikke besvaret dette spørgsmål. På mødet den 8. februar 2012 udtaler [SKATs sagsbehandler], at ”han havde sine forbindelser”. Denne udtalelse kan både af klageren og hendes revisor, [revisors navn] bekræfte.

Hendes spørgsmål har vist sig at være begrundet. På mødet den 8. februar 2012 kræver hun at få oplyst, hvorfra materialet stammer. I en skrivelse til SKAT dateret den 10. marts 2012 gør klageren opmærksom på, at hun har været i kontakt med den ansvarshavende redaktør for [avis1]s annoncer, og at han har bekræftet, at SKAT ikke har kontaktet ham. Først efterfølgende den 13. marts 2012 kontakter SKAT [avis1] for at få en kopi af annoncerne. Den 14. marts 2012 og 19. marts 2012, jf. bilag 10 og 11 modtager SKAT annoncerne fra [avis1].

Det er stadig et åbent spørgsmål i sagen, hvorfra SKAT i første omgang har fået kendskab til annoncerne. Det er selvsagt ekstremt problematisk, at klageren ikke kan få oplyst, hvorfra annoncerne stammer, idet hun derved ikke har mulighed for selv at undersøge, hvorvidt oplysningerne er korrekte. Også selvom de annoncer, som [avis1] sender til SKAT den 14. marts 2012, er identiske med det materiale, som SKAT først kom i besiddelse af.

SKAT er forpligtet til at oplyse, hvorfra oplysninger stammer. Endvidere er SKAT forpligtet til at udlevere materialet. Da SKAT ikke gør dette overtrædes det helt grundlæggende retsprincip om kontradiktion. Klageren har således ikke haft mulighed for at påpege misforståelser, unøjagtigheder eller ufuldstændigheder i det først fremskaffede materiale. SKAT har dermed tilsidesat en hel grundlæggende garantiforskrift i forbindelse med sagsbehandlingen.

For det femte skal der henvises til, at klageren er den eneste person, der fremgår af hendes hjemmeside. Der reklameres ikke for andre kvinder på hjemmesiden. Klageren anvender dog forskellige alias i annoncerne. Både for at tiltrække et større kundegrundlag, men også fordi hun føler sig mere sikker, hvis andre har den opfattelse, at der er flere i lokalerne. Hun har flere gange oplevet at blive overfaldet og ønsker derfor ikke at fremstå som den eneste kvinde i lokalerne. Det kan ske, at klageren siger, at der er ”piger” i lokalerne, eller at man kan besøge ”os”, men det er alene af den årsag, at andre skal tro, at der er flere til stede. SKAT har ikke bevist, at der er flere til stede, eller at klageren har udlejet lokalerne. Derfor er forhøjelserne baseret på et urigtigt grundlag.

For det sjette gøres det gældende, at klageren har haft råd til annoncerne. Hun har i 18 år været samlevende med en mand, der har et godt arbejde med en god løn, hvorfor han betaler størstedelen af de daglige udgifter. Det fremgår udtrykkeligt af kasserapporterne, at klageren har betalt for annoncerne via virksomheden, og det bestrides derfor som sandt, at hun ikke har haft mulighed for at betale annoncerne. Det formodes, at SKAT er af den opfattelse, at klageren har afholdt yderligere udgifter til annoncer for andre piger. Klageren skulle således have haft merudgifter til annoncer, som hun ikke havde taget fradrag for. Det er forklaret nærmere, hvorfor klageren skulle afholde udgifter til annoncer, således at andre piger kunne låne hende lokaler. Hvis det er SKATs opfattelse, at klageren afholdt denne udgift for at genere en lejeindtægt, så skulle klageren jo have haft et skønsmæssigt fradrag hertil.

For det syvende har SKAT ikke ved forhøjelserne henset til, at hvis klageren rent faktisk havde genereret en yderligere indkomst, så ville hun også have haft fradragsberettigede udgifter til at genere denne. Når grundlaget for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af klagerens skatteansættelse i indkomstårene 2008-2011 helt grundlæggende er baseret på et så urigtigt grundlag, som denne sag er, fører dette til et åbenbart urimeligt resultat for klageren. Derfor er SKATs skønsmæssige forhøjelser baseret på et urigtigt grundlag.

På bagrund af ovennævnte gøres det sammenfattende i anden række gældende, at den foretagne skønsmæssige forhøjelse er baseret på et urigtigt grundlag og fører til et åbenbart urigtigt resultat for klageren.

(...)”

På mødet mellem klageren, hendes repræsentant og Skatteankestyrelsens sagsbehandler oplyste klageren, at hun af en veninde blev opfordret til at udleje sine lokaler, når hun ikke selv benyttede dem, f.eks. ved sygdom eller fridage. Klageren havde i den forbindelse spurgt to uafhængige advokater, som havde rådgivet hende om, at hun gerne måtte låne lokalerne ud til andre piger, men at hun ikke måtte tage penge for det, da hun i så fald kunne risikere at forbryde sig mod rufferiparagraffen.

Klageren oplyste desuden, at annoncerne i [avis1] var dagsannoncer, der kostede mindre end 200 kr., og at alle i princippet kunne indrykke en annonce på hendes telefonnummer.

Klageren er fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”(...)

Undertegnede er grundlæggende uenig i Skatteankestyrelsens argumentation og konklusion i forslaget til afgørelse. Der skal særligt henvises til, at det ikke fremgår af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, om der i relation til den skønsmæssige forhøjelse af overskud af virksomhed er taget højde for, at en beregning af [person1]s privatforbrug i de af sagen omhandlede indkomstår viser, at den selvangivne indkomst forekommer rigtig og passende, jf. sagens bilag 13-16.

SKAT skal som bekendt altid tilstræbe en ansættelse svarende til den virkelige indkomst. Resultatet af skønsudøvelsen kan således være, at den selvangivne indkomst forekommer rigtig og passende, jf. eksempelvis TfS 1986, 404. I sagen fandt Landsskatteretten tilsidesættelsen af en landmands mangelfulde regnskaber berettiget, og det fandtes berettiget at foretage indkomstansættelsen ved et skøn. Men under hensyn til oplysningerne om den pågældendes nøjsomme levevis fandt Landsskatteretten ikke grundlag for at antage, at landmandens skattepligtige indkomst havde oversteget det selvangivne beløb. LSRM 1968, 81 er en tilsvarende afgørelse, hvor Landsskatteretten fandt regnskabsmaterialet ufyldestgørende, men alligevel godkendte selvangivelsen, da privatforbruget efter selvangivelsen ikke var kritisabelt.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Overskud af virksomhed

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomstårets udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Erhvervsdrivende skal ligeledes ifølge skattekontrollovens § 3, indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5, jf. § 3, stk. 4.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006) og bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006).

SKAT har konstateret, at kravene til regnskabsgrundlaget ikke er opfyldt, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke kan danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af indkomsten.

Landsskatteretten finder, at regnskabsgrundlaget er mangelfuldt som følge af manglende udstedte fakturaer, regningskvitteringer, dokumentation for virksomhedens indtægter og daglig kasseafstemning. SKAT har derfor været berettiget til at tilsidesætte regnskabet og fastsætte virksomhedens overskud skønsmæssigt.

SKAT har opgjort, at klageren i indkomstårene 2008-2010 har haft henholdsvis 298, 324 og 189 annoncer på [avis1]s på hjemmeside ”[...dk]”, som ikke kan knyttes til klagerens eget navn eller kunstnernavn.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at annoncerne vedrørte klageren selv eller andre piger, som alene lånte klagerens lokaler uden at betale for brugen heraf.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at virksomhedens telefonnummer er oplyst som kontaktnummer i alle annoncerne, og at ”[virksomhed1]” både har virksomhedens telefonnummer og adresse oplyst på deres hjemmeside. Der er i den forbindelse henset til, at der er tale om mange annoncer, hvor der er refereret til flere forskellige pigenavne, som ikke kan henføres til klageren selv.

Det må således formodes, at klageren ikke blot udlånte sine lokaler til andre uden at tjene på det, idet det derved ville hindre klageren i selv at drive sin virksomhed i de pågældende perioder, hvor lokalerne blev anvendt af andre piger.

Klageren anses således for at have udlejet sine lokaler og derved haft en yderligere omsætning i sin virksomhed i form af lejeindtægter.

SKAT har forhøjet klagerens indkomst som overskud af virksomhed med henholdsvis 95.360 kr., 103.680 kr. og 60.480 kr. ekskl. moms for indkomstårene 2008-2010.

Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs skøn, når der henses til, at SKAT ved beregning af klagerens yderligere indtægt har taget udgangspunkt i, at klageren har haft en huslejeindtægt på 500 kr. pr. annonce, som ikke kan knyttes til klagerens eget navn, og herefter fratrukket 20 % som følge af aflyste eller ikke bookede tider. Der er desuden henset til, at det af klagerens hjemmeside ”[...]” fremgår, at hun for den første time har taget 1.500-2.000 kr. og for efterfølgende timer 1.200 kr. pr. kunde.

Landsskatteretten finder ikke, at de fremlagte privatforbrugsberegninger er relevante for sagen, da sagen omhandler en konstateret yderligere indtægt, som er skattepligtig.

Ud fra ovenstående er der således ikke grundlag for at ændre SKATs skønsmæssige forhøjelse af overskud af virksomhed, og SKATs afgørelse stadfæstes derfor.

Fradrag for kursusudgift

Udgifter til kursus kan fratrækkes som driftsudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, hvis der er en konkret og direkte sammenhæng mellem det kursus, der ønskes fradrag for, og den pågældendes aktuelle indkomsterhvervelse. Formålet med kurset skal være at vedligeholde og ajourføre den faglige viden og uddannelse. Kurset må ikke være af generel og almen karakter og må heller ikke have karakter af videreuddannelse.

Det foreligger oplyst, at klageren oprindeligt er uddannet som sportsmassør, og at virksomheden herudover tilbød seksuelle ydelser. En uddannelse som healer og clairvoyant anses at være påbegyndelsen på en ny uddannelse, hvorfor Landsskatteretten ikke anser udgiften for fradragsberettiget.

SKATs afgørelse vedrørende dette punkt for indkomståret 2010 stadfæstes derfor.