Kendelse af 31-08-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

2011

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 50.625 kr. vedrørende værdi af fri sommerbolig.

Landsskatterettennedsætter klagerens indkomst med det forhøjede beløb.

2012

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 276.250 kr. vedrørende værdi af fri sommerbolig.

Landsskatteretten nedsætter klagerens indkomst med det forhøjede beløb.

Faktiske oplysninger

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (selskabet). Selskabet har den 1. november 2011 købt sommerhuset beliggende [adresse1], [by1] af klagerens mor.

Sommerhuset er anskaffet for 2.250.000 kr. Sommerhuset var pr. 1.1.2010, som var den senest kendte vurdering før anskaffelsen, vurderet til 2.250.000 kr. ved den offentlige ejendomsvurdering. Efter nedrivning af huset er ejendommen pr. 1.10.2014 vurderet til 519.300 kr.

Ejendommens beliggenhed direkte til vandet ses på luftfoto fra 2012 fra: http://[...]. Af fotoet ses, at græsset er slået, men at der er rimeligt bevokset med træer/buske foran huset.

Klagerens mor ejede ejendommen sammen med sin ægtefælle indtil han afgik ved døden i 2008, hvorefter hun var eneejer. Efter det oplyste er selve huset et træhus, som blev opført, eller anbragt på grunden, i 1994.

Klagerens mor satte i 2010 sommerhuset til salg ved ejendomsmæglerfirmaet [virksomhed2]. Sommerhuset blev udbudt til salg for 2.590.000 kr. og af salgsannoncen fremgik:

”Hyggeligt fritidshus på hel suveræn, letskrånende grund i 1. parket til [fjord] m/storslået udsigt. Huset er hyggeligt og opført 1994 i træ m/bølgeeternittag på 85 kvm. + udestue + carport/udhus + redskabshus + overdækket terrasse. Det indh Vindfang, entre, stue m/pejseovn og udg. til udestue, sovevær., værelse, bad m/bruse, sauna, delvis åbent køkken m/spiseafdeling og udg. til gård. Mindre fritidshusudstykning ved [by2]. Nær gode transportmuligheder og tæt på indkøbsmuligheder. Huset kan benyttes som det står eller ombygges, alternativt nedrives for opførelse af drømmehuset. Der betales kun for grunden. Et yderst sjældent tilbud, som simpelthen skal opleves !!!”

Da ejendommen ikke bliver solgt, indhentes der i april 2011 salgsvurdering hos [virksomhed3] ApS, som vurderede udbudsprisen til 2.595.000 kr. og angav, at husets stand indbyder købere til at lade nyt hus opføre på grunden.

Selskabet anskaffede herefter sommerhuset pr. 1. november 2011 og det er oplyst, at overtagelsen skete med henblik på opførelse af nyt sommerhus til videresalg. I skødet blev der således indføjet en erklæring om, at ejendommen blev erhvervet med henblik på nedrivning og opførelse af nyt fritidshus.

Klageren har beskrevet sin opfattelse af sommerhusets stand i klagerens ejertid. Ifølge denne var husets forsyning ikke eksisterende, dels havde en vandskade forårsaget, at hovedvandledningen var lukket, dels var elforsyningen ej heller aktiv. Husets udvendige stand var præget af manglende vedligeholdelse, utæt tag, fugt og grunden var tilgroet. Indvendigt var huset præget af fugtskader og vandskade i 2010 havde forårsaget, at hverken toilet eller håndvask var tilsluttet kloak. Der henvises ligeledes til erklæringer fra ejendomsmæglere og bygningsingeniør, som erklærer, at ejendommen ikke var beboelig.

Af Årsrapport 2011 for [virksomhed1] ApS fremgår, at selskabet ejer dattervirksomhederne: [virksomhed4] ApS og [virksomhed5] ApS. Derudover er der følgende associerede virksomheder: [virksomhed6] ApS, [virksomhed7] ApS og [virksomhed8] ApS.

I regnskabet er under omsætningsaktiver optaget: Grunde og bygning til videresalg 3.064.900 kr. Tilsvarende er i regnskabet for 2010 også optaget grunde og bygninger til videresalg for 3.000.000 kr.

Det fremgår, at selskabet ejer 2 ejendomme. 1 erhvervslejlighed, som udlejes og sagens emne, sommerhuset [adresse1], [by1].

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst således:

2011

Fri sommerbolig50.625

2012

Fri sommerbolig276.250

SKAT har som begrundelse anført:

”Vi har den 17. juni 2013 besigtiget selskabets sommerhus med henblik på vurdering af om sommerhuset var ubeboeligt.

Du oplyste under besigtigelsen af sommerhuset at huset er ældre end 1994. Tidligere ejer fik i 1994 sat et ældre træhus på grunden, hvilket er årsagen til at huset står som opført i 1994.

Ved besigtigelsen af sommerhuset kunne det konstateres, at der var tale om et ældre træhus som dog fremstod pænt udefra. Huset fremstod indenfor rodet og den tidligere ejers ejerandele var fortsat i huset. Sommerhuset er erhvervet af din mor [person1] som er afgået ved døden den 12. april 2013.

Huset var fuldt møbleret, der var service i køkkenet samt komfur og køleskab, endvidere var der madvarer i køleskabet. På badeværelset var der toilet og brusekabine samt et håndvaskeskab. Håndvaskeskabet var taget ud fra væggen da du oplyste at der havde været vandskade på badeværelset, denne kunne således ikke anvendes. Toilet og brusekabine fremstod som brugbare.

Der lugtede ikke indelukket i huset. Udenfor var græsset efter aftale med en nabo slået både foran og bagved huset. Carporten og stien op til huset var tilgroet med græs og træer.

Det er SKATs opfattelse, ud fra de observationer der er gjort, at huset ikke anses for at være ubeboeligt og at du derfor har haft stillet huset til rådighed for privat benyttelse. Der henvises til SKM2013.269.BR hvor en hovedaktionær blev beskattet af fri sommerbolig i Spanien. Der er i afgørelsen lagt vægt på, at det var uden betydning om ejendommen faktisk havde været benyttet ligesom det var uden betydning at ejendommen faktisk var ubeboelig.

Af ligningslovens § 16, stk. 5 fremgår følgende:

”Stk. 5. Den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af dansk ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig udenlandsk ejendomsværdi pr. 1. oktober året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, pr. 1. oktober året før rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige uger. Såfremt en sommerbolig som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for en ansat direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses den pågældende at have sommerboligen til rådighed hele året. Hvis sommerboligen er stillet til rådighed for flere direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, fordeles den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående. 2.-4. pkt. finder dog ikke anvendelse, såfremt sommerboligen som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for andre ansatte, som er uden væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, eller som ikke er nærtstående, i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Den skattepligtige værdi efter 1. og 2. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.”

Henset til reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5 om rådighedsbeskatning fastholdes vores forslag til ændring af skatteansættelsen af 6. juni 2013, idet det er SKATs opfattelse, at du frit har kunne råde over selskabets sommerhus.”

SKAT har til klagen udtalt:

”Det er vores opfattelse, at SKATs afgørelse af 5. juli 2013 skal fastholdes.

[person2] er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS. Selskabets hovedformål er opført således i årsregnskabet:

Hovedaktiviteten har bestået i at eje kapitalandele i associerede virksomheder samt foretage investeringer efter direktionens nærmere bestemmelser herom.

Selskabet ejer en ejendom beliggende på [adresse2] som udlejes, ejendommen er er hvervet den 1. januar 2010. Herudover ejer selskabet et sommerhus beliggende [adresse1] i [by1], sommerhuset er erhvervet den 1. november 2011 fra selskabets hovedanpartshavers mor.

Selskabet har siden dets stiftelse den 9. september 2005 ikke ejet andre ejendomme. Der synes derfor ikke at være grundlag for at anse selskabet som næringsdrivende ved køb og salg af ejendomme, henset til det meget lille antal ejendomme selskabet har ejet.

Det er SKATs opfattelse, at købet af sommerhuset, [adresse1] i [by1] alene er sket af familiemæssige årsager og ikke som et led i et investeringsprojekt. Hovedanpartshavers moder havde ikke været i stand til at sælge sommerhuset og det synes derfor ikke at være en god investering at købe et sommerhus som har været svært at sælge.

Det er oplyst, at det var selskabets plan ved købet af sommerhuset, at lade det eksisterende hus nedrive for at opføre et nyt sommerhus, disse planer blev dog ikke udført på grund af finanskrisen. Henset til at finanskrisen var godt i gang i slutningen af 2011 synes denne forklaring ikke at kunne være årsag til at selskabet ikke lod det eksisterende hus nedrive. Af selskabets årsregnskab for 2011 samt R75 for 2011 ses det, at selskabet havde et bankindestående på næsten 3 millioner kr. og havde derfor likvider til at lade huset nedrive og bygge et nyt hus.

Selskabets forklaring på, at finanskrisen er skyld i, at selskabet ikke har opført et nyt hus synes ikke at være i overensstemmelse med selskabets likvide status. Såfremt selskabet ikke mente at have likvider til at bygge et nyt sommerhus, ville en nedrivning af det eksisterende sommerhus sagtens kunne have været foretaget for de likvider selskabet havde på købstidspunktet. Det er derfor SKATs opfattelse, at sommerhuset alene er købt for at hjælpe hovedanpartshaverens moder økonomisk og derfor alene er købt i hovedanpartshaverens personlige interesse.

Der henvises i klageskrivelsen til Landsskatteretten til selskabets brug af vand og el i ejer perioden. Der er alene som dokumentation herfor vedlagt en mail fra [virksomhed9] samt et billede af en vandmåler. Der er ikke modtaget egentlige forbrugsopgørelser over selskabets faktiske forbrug. Det er dog SKATs opfattelse, at det egentlige forbrug af el og vand ikke kan tillægges betydning ved afgørelsen, idet det i henhold til den juridiske vejledning alene er rådigheden der beskattes og ikke den faktiske benyttelse.

Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.16.2.2.:

Rådighedsbegrebet

Det afgørende for beskatningen efter formodningsreglen er, at den pågældende personkreds anses for at have rådighed over sommerboligen hele året.

Begrebet “rådighed” er fortolket af Højesteret i SKM2005. 219. HR. Højesteret tiltrådte landsrettens dom i SKM2004. 153. VLR, hvor landsretten fastslog, at den skattepligtige værdi af et selskabs båd skulle opgøres udfra rådigheden over båden og ikke kun af den faktiske benyttelse. Se også SKM2006.553.HR, hvor det fastslås, at reglen om, at det er rådigheden og ikke anvendelsen, der beskattes, er så klar, at der ikke efter forventningsprincippet kan støttes ret på en tidligere lovet beskatning, hvor beskatningen kun skulle omfatte anvendelsen. Afgørelsen vedrørte et indkomstår, hvor formodningsreglen om rådighed hele året endnu ikke var blevet indført.

Højesteret stadfæstede en landsretsdom, hvor en eneanpartshaver skulle beskattes af rådigheden over en sommerbolig, uanset at han og familien ikke havde brugt boligen privat. Se

SKM2009. 558.HR.

I rådighedsbegrebet tages ikke hensyn til, at en sommerbolig ifølge planlovgivningens regler kun må anvendes i et begrænset omfang en vis del af året.

Praksis efter formodningsreglen

Beskatning efter formodningsreglen forudsætter, at der er tale om en ansat hovedaktionær m.fl. Reglen gælder kun, hvis den ansatte hovedaktionær m.fl. råder privat over sommerboligen. Det er derfor rådigheden og ikke den faktiske anvendelse af boligen, der beskattes. Dette er ikke ensbetydende med, at det forhold, at et selskab ejer/lejer en sommerbolig, medfører, at en ansat hovedaktionær m.fl. skal beskattes heraf

Afgørelsen af om den ansatte hovedaktionær m.fl. har rådighed over en sommerbolig, beror på en konkret skønsmæssig vurdering. Se SKM2001.331.LR, hvor en direktør med bestemmende indflydelse på egen aflønningsform blev anset for omfattet af formodningsreglen. Han havde rådighed over ejendommen og skulle derfor beskattes af udlejningsværdien for hele året, selvom boligen blev forsøgt udlejet dele af året. Se også TfS2000, 494 VLD, hvor en hovedaktionær blev beskattet af rådigheden over selskabets sommerhus, fordi han ikke kunne sandsynliggore, at han og hans familie ikke benyttede sommerhuset privat.

Det er ikke tilstrækkeligt at fraskrive sig retten til generelt at anvende boligen og kun benytte den i perioder, hvor den ikke er udlejet til anden side. En af to hovedanpartshavere, som var ansat direktør i et selskab, ønskede Ligningsrådets svar på, om han ville blive beskattet af brug af selskabets udlejningsejendom i Spanien, hvis han dels fraskrev sig retten til generelt at disponere over ejendommen, dels kun benyttede ejendommen i perioder, hvor den ikke var udlejet til anden side. Desuden ville han betale selskabet den udlejningspris, som udlejningsbureauet havde fastsat (dvs. markedsprisen) for de perioder, hvor han benyttede ejendommen. Ligningsrådet fandt, at han var skattepligtig af rådigheden over ejendommen sammen med den anden hovedaktionær. SeSKM2003. 356. LR.

Højesteret anså en eneanpartshaver, hvis selskab havde købt en hotelferielejlighed, for skattepligtig af værdi af fri sommerbolig i de perioder, hvor lejligheden ikke var udlejet, fordi han ansås for at have rådighed over lejligheden til privat brug. Det gjorde ikke nogen forskel, at han og hans familie ikke havde anvendt lejligheden privat. Se SKM2009.558.HR.

Se SKM2009. 307. SR, hvor skatterådet fastslog, at der skulle beskattes efter reglerne om hovedaktionærer i LL § 16, stk.5,jf. LL § 16A, stk. 9 (dagældende). Sommerboligen, der lå i Thailand, var af formelle årsager ejet af et selskab, der var registreret dér. Spørger og hans børn ejede i alt 49 pct. af selskabets aktier. Det var spørgers argument, at selskabet skulle betragtes som en formalitet, og at han derfor skulle beskattes efter reglerne for ejendomsværdiskat, fordi han var den reelle ejer. Skatterådet afgjorde, at spørger skulle beskattes efter reglerne for hovedaktionærer.

Landsretten stadfæstede i SKM2011..262. VLR byrettens dom, SKM2010.525.BR, hvor en hovedaktionær blev anset for at have rådighed over en sommerbolig, som hans selskab havde ejet i over ni år. Selskabets hovedformål var handel, og sommerboligen var i selskabet behandlet som et omsætningsaktiv. Under indtryk af at boligen i selskabets ejertid havde været udlejet, men ikke sat til salg, ligesom der i udlejningsaftalen ikke var givet afkald på hovedaktionærens ret til privat brug af sommerhuset, fandt retten, at sommerhuset var til rådighed for hovedaktionæren udenfor de dokumenterede udlejningsperioder. Efter en samlet konkret vurdering nåede Landsskatteretten frem til det modsatte resultat i SKM2009.459.LSR. Retten fandt her, at en hovedanpartshaver ikke havde rådighed over to sommerboliger, der havde karakter af driftsaktiver i selskabet. Ejendommene var købt på grund af hovedanpartshaverens lokalkendskab og lå i meget kort afstand fra hans egen helårsbolig.

Det afgørende i denne sag er således om selskabets hovedanpartshaver har haft rådighed over sommerhuset. I klageskrivelsen fra selskabets advokat er det oplyst, at nøglerne til sommerhuset har været deponeret hos ejendomsmægleren og selskabets hovedanpartshaver har været afskåret fra at benytte sommerhuset.

Ved SKATs besigtigelse den 17. juni 2013 var det selskabets hovedanpartshaver der fremviste ejendommen. Ejendommen var ikke aflåst og selskabets hovedanpartshaver har derfor haft mulighed for at benytte ejendommen. Af den indsendte dokumentation ses der alene at være udarbejdet salgsvurderinger fra 2 ejendomsmæglere, der er ikke modtaget dokumentation om endelig aftale med en ejendomsmægler, og selskabets oplysning om at nøglerne har været deponeret hos ejendomsmægler kan derfor ikke tillægges afgørende betydning i denne sag.

Klagerens advokat henviser til SKATs sagsnotat af 17. juni 2013 hvori oplyses, at madvarerne i køleskabet var mere end 2 år gamle. Det skal i den forbindelse præciseres, at madvarerne ikke blev kontrolleret for datoer, udtalelsen om at madvarerne var over 2 år gamle var fra [person2] og er blot skrevet i sagsnotatet selvom det ikke blev kontrolleret.

Der er indsendt et antal erklæringer fra ejendomsmæglere, bygningssagkyndige mm. om ejendommens stand ligesom der er indsendt billeddokumentation af ejendommen. SKAT er enig i at ejendommen var i dårlig stand, men ikke i at ejendommen ikke kunne bruges. Af de indsendte erklæringer er det beskrevet, at der kan være skimmelsvamp i ejendommen på grund af utætheder, men dette er ikke konstateret, og kan derfor ikke tillægges afgørende betydning ved sagens afgørelse. Det skal endvidere bemærkes, at de indsendte erklæringer alle er udarbejdet i sommeren 2013 og beskriver derfor ikke ejendommens stand i 2011 og 2012. Ved SKATs besigtigelse af ejendommen den 17. juni 2013 kunne der ikke lugtes fugt i ejendommen.

Hovedanpartshaverens moders private ejendele var at finde i ejendommen, det er derfor SKATs opfattelse at ejendommen har været brugt til opbevaring af moderens ejendele og derfor har virket som et opbevaringssted af moderens private ejendele, og dette ses alene at kunne forekomme på grund af hovedanpartshaverens personlige interesse i sommerhuset. Det er derfor SKATs opfattelse, at hovedanpartshaveren har haft rådighed over sommerhuset og har valgt at benytte huset som opbevaringssted og derfor skal beskattes af værdien af fri sommerbolig. Det afgørende i denne sag er ikke den faktiske benyttelse af sommerhuset men rådigheden over sommerhuset.

I klageskrivelsen har selskabets advokat henvist til ejendommens ubeboelighed ved indsendelse af erklæringer fra diverse fagpersoner, hvilket dog ikke kan tillægges afgørende betydning ved sagens afgørelse, da det alle er erklæringer der er lavet efterfølgende, ligesom erklæringerne ikke er under- bygget af dokumentation. At sommerhuset derfor er anset for ubeboeligt er derfor ikke dokumenteret og kan derfor ikke tillægges vægt ved sagens afgørelse. Der henvises i øvrigt til SKM2013.269BR hvor en ubeboelig ejendom i Spanien ansås for at have været stillet til rådighed for selskabets hovedanpartshaver på trods af ejendommens ubeboelighed.

Klagerens advokat har ligeledes henvist til diverse afgørelser fra Skatteankenævn og Landsskatteretten. Det er i hver enkelt sag en konkret vurdering af sagens faktiske forhold og SKAT mener derfor ikke har sagerne er så sammenlignelige at de kan anvendes ved vurdering af om [person2] har haft fri sommerbolig til rådighed.

Klagerens advokat har endvidere i klageskrivelsen oplyst, at såfremt Landsskatteretten fastholder SKATs afgørelse af 5. juli 2013 skal beskatningen nedsættes på grund af ejendommens stand. I henhold til reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5 beskattes fri sommerbolig efter ejendomsvurderingerne og da selskabet ikke tidligere har påklaget ejendomsvurderingerne må ejendomsvurderingerne være udtryk for handelsprisen og beskatningsgrundlaget skal derfor ikke nedsættes.

SKAT fastholder afgørelse af 5. juli 2013, idet selskabet ikke har dokumenteret at sommerhuset er købt i investeringsøjemed samt det faktum at sommerhuset har været anvendt til opbevaring af moders personlige ejerandele, hvilket klart indikerer, at selskabets hovedanpartshaver har haft rådighed over sommerhuset.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der ikke skal ske beskatning af fri sommerbolig, da boligen ikke har været til rådighed for klageren.

Til støtte for påstand har klageren fremført:

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ikke er grundlag for at beskatte [person2] af værdi af fri sommerbolig i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 5, jf. § 16 A, stk. 6, idet sommerhuset beliggende [adresse1], [by1], ikke har været stillet til rådighed for [person2].

Såfremt Landsskatteretten mod forventning måtte finde, at der er grundlag for at gennemføre en beskatning af værdi af fri sommerbolig efter den skematiske regel i ligningslovens § 16, stk. 5, gøres det gældende, at beskatningen skal nedsættes som følge af ejendommens stand.

Efter ligningslovens § 16 A, stk. 6 (nugældende stk. 5), skal en hovedaktionær/hovedanpartshaver, der modtager udbytte fra selskabet, i form af at der eksempelvis stilles en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug vedrørende godet.

Når der er tale om en sommerbolig, værdiansættes godets værdi efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5. Ligningslovens § 16, stk. 5, har følgende ordlyd:

“Den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af dansk ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig udenlandsk ejendomsværdi pr. 1. oktober året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, pr. 1. oktober året for rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige uger. Såfremt en sommerbolig som led i et ansættelsesforhold er stillet til rådighed for en ansat direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, anses den pågældende at have sommerboligen til rådighed hele året. Hvis sommerboligen er stillet til rådighed for flere direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, fordeles den skattepligtige værdi ligeligt. Den skattepligtige værdi nedsættes i forhold til antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående. 2. -4. pkt. finder dog ikke anvendelse, såfremt sommerboligen som led i et ansættelsesforhold stilles til rådighed for andre ansatte, som er uden væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, eller som ikke er nærtstående, i 13 uger eller mere pr. år, heraf mindst 8 uger i perioden uge 22-34. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Den skattepligtige værdi efter 1. og 2. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomst- året til arbejdsgiveren m.v. for råderetten.”

Som det fremgår af bestemmelsens stk. 5, 1. pkt., sættes den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed, til 0,5 % pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret, eller i tilfælde hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret, for hver af ugerne 22-34 og 0,25 % for hver af årets øvrige uger.

I ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., er der en formodningsregel, hvorefter en ansat direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der har rådighed over et af selskabet ejet sommerhus, som udgangspunkt anses for at have rådighed over ejendommen hele året.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 5, 4. pkt., nedsættes den skattepligtige værdi i forhold til antallet af dage, sommerboligen stilles til rådighed for eller udlejes til andre personer, som ikke er omfattet af 3. pkt., eller som ikke er nærtstående.

Formodningsreglen i ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt., blev indsat ved lov nr. 459 af 31. maj 2000. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget blandt andet, at:

“Det foreslås, at beskatningen af fri sommerbolig bringes i overensstemmelse med hensigten med de gældende regler — dvs, at hovedaktionæren m.fl. beskattes af rådigheden over og ikke af den faktiske anvendelse af en sommerbolig. Det foreslås derfor, at der indsættes en formodningsregel, hvorefter den ansatte hovedaktionær m.fl. med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der har rådighed over en af selskabet ejet sommerbolig, som udgangspunkt anses for at have rådighed over huset hele året.”

Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser, jf. lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000, fremgår det om formodningsreglen præciserende, at:

“Beskatning efter denne formodningsregel forudsætter, at den pågældende direktør eller medarbejder i et eller andet omfang råder privat over sommerhuset.”

Som det fremgår af det præciserende citat fra lovforslag nr. 237 af 29. marts 2000, er det rådigheden i privat øjemed, der udløser beskatning. Dette blev ligeledes præciseret i det efterfølgende udstedte cirkulære nr. 1 af 2. januar 2001 om fri bil og hovedaktionærers med fleres personalegoder og udbytter, hvor der blandt andet anføres følgende under punkt 3.2.1. om formodningsreglens anvendelsesområde:

“Formodningsreglen gælder kun, såfremt den ansatte hovedaktionær m.fl. råder privat over sommerhuset, Det er således rådigheden og ikke kun den faktiske anvendelse af godet, der beskattes. Dette er ikke ensbetydende med, at det forhold, at et selskab ejer/lejer en sommer-bolig, medfører, at en ansat hovedaktionær m.fl. bliver beskattet heraf Afgørelsen af om den ansatte hovedaktionær m.fl. har rådighed over en sommerbolig, beror på en konkret skønsmæssig vurdering.”

Det afgørende er således, om sommerboligen kan anses for at være stillet til hovedaktionærens rådighed for privat brug. Afgørelsen af, om en sommerbolig har været stillet til rådighed for en hovedaktionærs private brug, beror på en konkret vurdering af sagens omstændigheder, idet det ikke i sig selv er tilstrækkeligt, at selskabet ejer ejendommen, jf. SKM2009.558,HR og Den juridiske vejledning 2013-2, afsnit C.A.5.16.2.2. Bestemmelsen medfører således ikke en objektiv beskatning af hovedaktionærer, hvis selskab besidder fast ejendom.

I en nyligt afsagt afgørelse af [skatteankenævn1] førte en sådan samlet vurdering til, at vedkommende skatteyder ikke kunne anses for at have haft rådighed over sommerboligen. Kopi af [skatteankenævn1]s afgørelse af den 11. april 2013 fremlægges i anonymiseret form som bilag 27.

Sagen handlede om en skatteyder, der var hovedanpartshaver i et ApS. Selskabet blev stiftet i 1988, og aktiviteten i selskabet bestod hovedsageligt i investering i fast ejendom.

I de første ti år, efter selskabet blev stiftet, blev der købt og solgt cirka 20 ejendomme i selskabet. I perioden herefter kom selskabet til at fungere som holdingselskab i forbindelse med, at ejendomsinvesteringerne blev udlagt til selvstændige drifts- og investeringsselskaber. I disse datterselskaber blev der frem til finanskrisens indtræden i 2008 handlet ejendomme for et omfattende millionbeløb.

I december måned 1999 erhvervede ApS’et et sommerhus på tvangsauktion for kr. 600.000. Sommerhuset blev alene erhvervet med henblik på et hurtigt videresalg. I auktionsskødet af den 4. februar 2000 blev det derfor direkte angivet, at den erhvervede ejendom skulle anvendes i erhvervsøjemed, ligesom det tillige fremgik, at dette erhvervsøjemed var videresalg.

I umiddelbar forlængelse af selskabets overtagelse af ejendommen blev der imidlertid begået et indbrud, hvorved flere effekter, herunder hårde hvidevarer og nyere køkkenelementer, blev stjålet fra ejendommen. Et hurtigt videresalg af sommerhusejendommen blev herefter hindret af, at der opstod en forsikringssag mod ejendommens forsikringsselskab, der ikke ville dække indbruddet.

Sommerhuset blev derfor først sat til salg ved en ejendomsmægler for første gang i 2003, da forsikringssagen var afsluttet. På trods af salgsbestræbelser i 2003 og 2004 lykkedes det ikke at sælge ejendommen, og den henstod herefter umøbleret og ubenyttet. Selskabet iværksatte således ikke en udlejning af sommerhusejendommen.

Efter finanskrisens indtræden blev ejendommen igen medio 2010 forsøgt afstået gennem en ejendomsmægler. Sommerhuset blev i den forbindelse sat til salg for kr. 1.250.000. Det lykkedes dog først i marts 2012 at sælge ejendommen på tvangsauktion til tredjemand for en afståelsessum på kr. 710.000.

SKAT var af den opfattelse, at da sommerhuset ikke havde været udlejet i 2009, måtte det anses for at have stået til rådighed for hovedanpartshaveren, og at han derfor skulle beskattes af værdi af fri sommerbolig.

Skatteankenævnet udtalte i sin afgørelse indledningsvis, at afgørelsen af, om skatteyder har rådighed over sommerboligen, beror på en samlet konkret vurdering. Skatteankenævnet udtalte herefter, at sommerboligen ikke havde været udlejet i den periode, hvor hovedanpartshaveren havde ejet det, og hovedanpartshaveren havde på denne baggrund ikke været afskåret fra at anvende sommerboligen privat.

Skatteankenævnet fandt imidlertid, at hovedanpartshaveren ved fremlagt dokumentation for, at der ikke havde været noget forbrug af el og ikke noget nævneværdigt forbrug af vand i perioden fra 2004 til 2010, hvor sommerhuset stod ubenyttet hen, havde afkræftet formodningen om, at sommerhuset havde været anvendt af hovedanpartshaveren. Idet skatteankenævnet samtidig på den baggrund fandt, at hovedanpartshaveren ikke havde haft rådighed over sommerboligen, nedsatte skatteankenævnet herefter SKATs afgørelse om beskatning af rådigheden over sommerboligen til kr. 0.

Der kan videre henvises til en lidt nyere afgørelse fra Landsskatteretten af den 16. juli 2013; j.nr. 13-0117409, der blandt andet også vedrørte spørgsmålet om beskatning af værdi af fri sommerbolig.

Sagen handlede om en skatteyder, der ernærede sig som komponist og tekstforfatter til en række kendte danske sange. En del af de sange, som skatteyderen komponerede, blev spillet af det orkester, hvori skattyderen selv var medlem sammen med tre øvrige musikere. Orkesteret blev drevet som et interessentskab, og resultatet herfra blev delt mellem orkesterets fire medlemmer. Skatteyderen havde derudover indtægter fra kunstnerrettigheder og foredrag m.v.

Til brug for sit arbejde som tekstforfatter og komponist benyttede skatteyderen sig af en række musikværksteder beliggende forskellige steder i Danmark, heriblandt et sommerhus ved den jyske vestkyst. Musikværkstederne bidrog til fordybelse og tjente som inspirationskilde til komponeringen af nye sange, idet skatteyderen på bedst mulig vis kunne udfolde sin kreativitet, når skatteyderen var i de rette omgivelser.

Sommerhuset blev erhvervet i 1986 af et anpartsselskab, som var ejet 100 % af skatteyderen personligt. Selskabet blev stiftet i 1984, og siden stiftelsen havde selskabet indgået i et forretningsmæssigt samarbejde med skatteyderen.

Samarbejdet bestod nærmere i, at selskabet skulle stille musikværksteder, instrumenter og optageudstyr til rådighed for musikeren, ligesom selskabet stod for investering i produktion af nye indspilninger og udgivelse af noder m.v. Som modydelse skulle musikeren stille sin tid og kreativitet til rådighed i forbindelse med sangskrivningsarbejdet. De producerede sange skulle herefter generere indtægter til både selskabet og musikeren personligt, idet forlagsrettighederne hertil var ejet delvist af selskabet og delvist af skatteyderen.

Sommerhuset ved den jyske vestkyst udgjorde således et (og det første) af de arbejdsværksteder, som selskabet erhvervede med henblik på at stille det til rådighed for skatteyderens sangskrivningsarbejde.

Sommerhuset var et beskedent gasbetonhus fra 1961, som ikke var blevet om- eller tilbygget siden opførelsen og derfor i dårlig stand. Køkkenforholdene var meget spartanske, og der var ikke indlagt hverken varme eller varmt vand i ejendommen. For at få varmt vand måtte det opvarmes i en elkedel, og der var ikke anden opvarmningskilde i huset end en brændeovn. Huset kunne derfor også kun benyttes i den varme sæson fra maj til oktober, og om vinteren måtte der lukkes for vandet for at undgå frostsprængning af vandrørene.

Da sommerhuset blev erhvervet af selskabet med det nævnte formål, blev der allerede i forbindelse med erhvervelsen af sommerhusejendommen i 1986 indsat en erklæring i skødet om, at “(...) ejendommen skal udnyttes erhvervsmæssigt som basis for udøvelse af kunstnerisk virksomhed for tekstforfattere og komponister, tilknyttet forlaget. “.

I overensstemmelse med erklæringen herom, blev sommerhuset anvendt som værksted for musikerens sangskrivning, og sommerhuset blev derfor indrettet med forskellige instrumenter og indspilningsudstyr. I årene fra erhvervelsen i 1986 og frem til 1997 benyttede skatteyderen dog sommerhuset privat i et par uger hver sommer sammen med sin familie. Efter aftale med det lokale skattevæsen blev skatteyderen beskattet af værdien heraf

Det var SKATs opfattelse, at skatteyderen skulle beskattes af værdi af fri sommerbolig, idet sommerhuset blev anset for at være stillet til musikerens rådighed.

Landsskatteretten udtalte, at det afgørende er, om sommerboligen efter en konkret vurdering kan anses for at være stillet til hovedaktionærens rådighed for privat brug, idet selskabets ejerskab ikke i sig selv kan anses for tilstrækkeligt.

Landsskatteretten fandt herefter, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdien af fri rådighed over sommerhuset. I begrundelsen herfor bemærkede Landsskatteretten, at det af skødet fremgik, at ejendommen skulle udnyttes erhvervsmæssigt som basis for udøvelse af kunstnerisk virksomhed for tekstforfattere og komponister tilknyttet forlaget. Erhvervelsen af ejendommen måtte dermed anses for at være led i driften af selskabet, og ejendommen havde således karakter af et driftsaktiv. Da sommerhuset endvidere var blevet anvendt til det erhvervsmæssige formål, som det blev anskaffet til, og da skatteyderen ikke havde udøvet privat rådighed efter bestemmelsen om rådighedsbeskatnings indførelse, måtte det skønnes, at skatteyderen ikke skulle beskattes af værdien af fri rådighed over sommerhuset.

I Retten i [by3]s dom af den 13. marts 2013, der er offentliggjort i SKM2013.417.BR, foretog byretten ligeledes en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og nåede i den forbindelse frem til, at den pågældende hovedanpartshaver ikke havde fået stillet sommerhuset til rådighed fra sit selskab.

Denne sag drejede sig om en skatteyder, der var uddannet bygningsingeniør, og som var næringsdrivende med køb og salg af fast ejendom. Skatteyderen arbejdede også med udvikling af boligprojekter, rådgivning, byggestyring samt drift og administration af egne ejendomme.

I slutningen af 1990’erne blev det ApS, hvori skatteyderen var direktør og eneanpartshaver, stiftet. Selskabet var et holdingselskab, men blev også anvendt til skatteyderens egne investeringer i sommerhusgrunde med henblik på udstykning og bortsalg og yderligere udviklingsprojekter i større ejendomme.

1januar måned 2006 erhvervede selskabet et sommerhus for kr. 2.700.000 med overtagelse den 1. oktober 2006. Da selskabet erhvervede sommerhuset, var selskabets formål “at drive handel, produktion, håndværk, finansiering og investering “. I november måned 2007 blev selskabets vedtægter imidlertid ændret, således at formålet derefter var “at besidde kapitalandele i andre virksomheder, foretage ejendomsinvestering, drive handel med værdipapirer samt hertil relateret virksomhed. “.

Sommerhuset var på erhvervelsestidspunktet i en meget dårlig stand. Sommerhuset var et ældre gasbetonsommerhus med tagpaptag, som indvendigt var beklædt med træfiberplader. Formentlig på grund af manglende opvarmning af sommerhuset om vinteren og herved opstået kondens var der opstået fugtskjolder og skimmelsvamp i træfiberpladerne på indersiden af væggene. Der var også tegn på skimmelsvamp i vinduerne. Udover problemerne med skimmelsvamp på træfiberplademe, var der også utætte afløbsforhold på toilettet, og der var ikke installeret fejlstrømsrelæ i sommerhuset.

Sommerhuset havde imidlertid en særdeles god beliggenhed tæt ved strand og vand. Sommerhuset blev derfor alene købt som et investeringsobjekt med videresalg for øje. Af skødet fremgik, at ejendommen blev erhvervet med henblik på bebyggelse af helårsbeboelse og videresalg, i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 746 af 16. august 1954 om sommerhuse og campering.

Det var således planen, at sommerhuset skulle nedrives for at opføre en helårsbolig — et typehus — hvorefter ejendommen skulle sælges igen med en forventet avance på cirka kr. 2.000.000. Efter planen skulle ejendommen stå salgsklar i maj måned 2007. Henset til, at sommerhuset skulle nedrives, blev der ikke udarbejdet en tilstandsrapport.

Dels på grund af travlhed med andre igangværende byggeprojekter, og dels på grund af krisen på boligmarkedet, blev projektet med nedrivning af sommerhuset og nybygning på grunden imidlertid opgivet i begyndelsen af 2007. Selskabet traf herefter beslutning om i stedet at udleje sommerhuset gennem et mæglerfirma, der udlejede boliger. Da en udlejning af sommerhuset først ville være mulig efter reparationer af de mest generelle fejl og mangler, og da der ikke umiddelbart kunne findes en lejer til sommerhuset, blev planerne herom imidlertid også opgivet.

I den al tid, selskabet ejede sommerhuset, henstod det derfor tomt og ubeboet. Hovedanpartshaveren havde kun været i sommerhuset nogle få gange, og kun for at besigtige det. Hovedanpartshaveren havde således holdt øje med huset, men havde aldrig opholdt sig der eller sovet der. Hovedanpartshaveren kunne dokumentere, at der ikke havde været elforbrug i sommerhuset i selskabets ejertid. Af hensyn til naboerne betalte hovedanpartshaveren for græsslåning.

I oktober måned 2008 indgik selskabet en formidlingsaftale med et ejendomsmæglerfirma med henblik på salg af sommerhusejendommen for en udbudspris på kr. 3.495.000. Af salgsopstillingen fremgik, at ejendommen blev solgt som en grund og uden ansvar for husets tilstand.

I forbindelse med salgsplanerne blev der inden for samme måned udarbejdet en tilstandsrapport for sommerhuset af en byggesagkyndig. Det fremgik af tilstandsrapporten blandt andet, at ejendommen manglede vedligeholdelse på mange områder og derfor fremstod med en del skader, ligesom det blev fremhævet, at væggene indvendigt var beklædt med porøse træfiberplader. Sommerhuset blev herefter i april måned 2009 solgt til tredjemand for en købesum på kr. 2.600.000 og med overtagelse den 1. maj 2009.

Både SKAT og Landsskatteretten fandt, at hovedanpartshaveren var skattepligtig af rådigheden over sommerhuset. SKAT og Landsskatteretten lagde begge vægt på, at selskabet ikke havde udlejet sommerhuset eller på anden måde bragt sommerhuset uden for hovedanpartshaverens adgang til at disponere over sommerhuset.

Byretten udtalte, at det på baggrund af forarbejderne til dagældende ligningslovs § 16A, stk. 10, jf. § 16, stk. 5, ikke var en forudsætning for beskatning, at hovedanpartshaveren faktisk havde anvendt sommerboligen i perioden. Der skulle foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder for at afgøre, hvorvidt sommerboligen havde været stillet til rådighed for hovedaktionærens private brug, og det var i den forbindelse ikke i sig selv tilstrækkeligt, at selskabet ejede ejendommen.

Byretten fandt herefter, at det på baggrund af det oplyste i sagen, herunder om sommerhusets stand, måtte lægges til grund, at selskabet erhvervede sommerhuset med henblik på nybyggeri og videresalg og dermed ikke med henblik på hovedanpartshaverens private brug heraf. Da det måtte lægges til grund, at erhvervelsen af sommerhuset var sket i selskabets interesse som investeringsprojekt, fandt retten ikke, at sommerhuset var stillet til rådighed for hovedanpartshaverens private brug. Retten tog herefter hovedanpartshaverens påstand om nedsættelse af den skattepligtige indkomst til følge.

På baggrund af den nævnte praksis kan det sammenfattende anføres, at der i hver enkelt sag skal foretages en helt konkret vurdering af, hvorvidt hovedanpartshaveren rent faktisk råder privat over ejendommen og dermed, hvorvidt der er grundlag for at gennemføre en rådighedsbeskatning af værdien af fri sommerbolig.

De nævnte afgørelser illustrerer, at der ikke bare kan sættes lighedstegn mellem et selskabs ejerforhold til en ejendom og hovedanpartshaverens private brug af den pågældende ejendom. Afgørelserne viser tillige, at såfremt en sommerhusejendom er erhvervet som et sædvanligt driftsaktiv i selskabet, afkræfter dette formodningen for, at ejendommen tillige har været stillet til rådighed for selskabets hovedanpartshaver.

Det gøres gældende, at en samlet vurdering af omstændighederne i nærværende sag i lighed med de nævnte afgørelser tilsiger, at der ikke er grundlag for at anse sommerhuset beliggende [adresse1], [by1], for at have stået til rådighed for [person2] med den konsekvens, at han skal beskattes heraf.

Til støtte herfor henvises til, at formålet med anskaffelsen af sommerhuset udelukkende var et investeringsobjekt med videresalg for øje, hvilket ligger inden for selskabets erhvervsmæssige hovedformål. Som anført i sagsfremstillingen var formålet med erhvervelsen af ejendommen at nedrive sommerhuset for at opføre et nyt på grund af ejendommens tilstand.

Planerne om at lade det gamle sommerhus nedrive for herefter at opføre et nyt, er udelukkende blevet udskudt på grund af finanskrisen. I dag er det kun sommerhusets sokkelsten, der er tilbage på grunden, hvilket understøtter formålet med erhvervelsen af sommerhusejendommen.

Som videre anført i sagsfremstillingen blev det i forbindelse med erhvervelsen af sommerhuset indføjet eksplicit i skødet, at ejendommen alene skulle anvendes i et erhvervsøjemed, som var bebyggelse med videresalg for øje. Erklæringen, der er tinglyst, blev givet under strafansvar. Rent juridisk har sommerhuset således karakter af en driftsbygning/et sædvanligt omsætningsaktiv, som på intet tidspunkt har stået til [person2]s private rådighed, endsige været ment at skulle stå til [person2]s private rådighed.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der i alle de tre ovenfor refererede afgørelser tillige var tale om, at der i skødet var indføjet en klausul om, at formålet med erhvervelsen af det pågældende sommerhus var af erhvervsmæssig karakter. I den nævnte sag ved skatteankenævnet og den nævnte sag ved byretten udgjorde sommerhuset et investeringsobjekt, som alene var erhvervet med videresalg for øje. I sagen ved Landsskatteretten var det erhvervsmæssige formål, at ejendommen skulle benyttes som musikværksted. Ved sin afgørelse lagde Landsskatteretten særlig vægt på, at det fremgik af skødet, at ejendommen skulle udnyttes erhvervsmæssigt og tillige blev anvendt til det erhvervsmæssige formål, som den blev anskaffet til.

Til støtte for, at der ikke er grundlag for at beskatte [person2] af værdi af fri sommerbolig efter reglerne herom, skal der tillige henvises til, at [person2] i flere henseender har været fysisk afskåret fra at råde over sommerhuset.

For det første har [person2] ikke på noget tidspunkt i hele selskabets ejerperiode været i besiddelse af en nøgle til sommerhuset, idet denne hele tiden har ligget hos [virksomhed2], der har haft — og fortsat har — ejendommen til salg siden april måned 2010. [person2] har af den grund ikke kunnet benytte ejendommen.

Det gøres gældende, at det forhold, at nøglen til sommerhuset stedse har været deponeret hos [virksomhed2] udgør en lige så effektiv rådighedsberøvelse, som hvis selskabet havde indgået en aftale med et udlejningsbureau eller lignende om fraskrivelse af rådigheden over ejendommen. Ifølge praksis kan en hovedanpartshaver således undgå beskatning af værdi af fri sommerbolig blandt andet ved, at der udfærdiges en fraskrivelseserklæring, se for eksempel SKM2009.558.HR og SKM2010.859.LSR. Med nøglen til sommerhuset placeret hos [virksomhed2] har sommerhuset været bragt uden for [person2]s adgang til at disponere over det.

Der skal i den forbindelse tillige henvises til [skatteankenævn2]s afgørelse af den 19. januar 2012, hvor SKAT i første omgang havde beskattet hovedanpartshaveren af værdi af fri sommerbolig alene med henvisning til, at to omhandlede sommerhuse var brugbare og dermed stillet til rådighed for hovedanpartshaveren. En kopi af [skatteankenævn2] afgørelse af den 19. januar 2012 fremlægges i anonymiseret form som bilag 28.

Under sagens behandling ved skatteankenævnet kom det frem, at selskabets erhvervelse af sommerhusene udelukkende var sket med henblik på videresalg, og at nøglen derfor også havde været deponeret hos en ejendomsmægler, og at hovedanpartshaveren ikke selv havde nøgle til ejendommene. Videre kunne hovedanpartshaveren oplyse, at han selv ejede et luksuriøst sommerhus, som han altid brugte til familiens eget brug. Han havde på intet tidspunkt rådet privat over de to sommerhuse, der begge trængte til at blive istandsat. På den baggrund konstaterede skatteankenævnet, at der ikke var grundlag for den af SKAT gennemførte beskatning.

For det andet har ejendommen i hele selskabets ejerperiode været i en sådan stand, at den ikke har kunnet bebos. Som anført i sagsfremstillingen og dokumenteret ved de fremlagte billeder og erklæringer m.v., har sommerhuset været i en særdeles ringe forfatning i hele den periode, hvor det stod med [virksomhed1] ApS som ejer. Defacto har sommerhuset således heller ikke på noget tidspunkt stået til [person2]s private rådighed.

Både indehaver [person3] fra ejendomsmæglerfirmaet [virksomhed2] og statsaut. ejendomsmægler [person4] fra [virksomhed3] ApS har afgivet erklæringer om ejendommens ringe stand, allerede forinden [virksomhed1] ApS købte sommerhusejendommen. Indehaver [person3] udtaler sågar direkte, at det ikke var muligt at bebo huset, førend der blev foretaget en række omfattende renoveringsarbejder, jf. herved bilag 21. Begge ejendomsmæglere anførte derfor også eksplicit i salgsmaterialet, at ejendommens udbudspris var fastsat ud fra grundens værdi alene.

Derudover har ingeniør [person5] og bygningsingeniør [person6] i deres ingeniørrapport og tilsynsnotat begge konstateret, at sommerhuset udgjorde en sundhedsfare på grund af særligt fugt, skimmelsvamp og rotter, ligesom husets slidte og medtagne loftskonstruktioner efter ingeniør [person5]s opfattelse var forbundet med en nedstyrtningsfare. På grund af sundhedsfaren ved skimmelsvampen har ingeniør [person5] direkte frarådet beboelse.Sommerhusejendommens ringe tilstand understøttes videre af, at det dokumenterbart ikke har været benyttet i selskabets ejerperiode. De fremlagte naboerklæringer fra [person7] og [person8], jf. bilag 11 og 25, samt den fremlagte e-mail fra [virksomhed9] og billedet af vandmåleren, jf. bilag 12 og 14, vedrørende 0-forbrug af både strøm og vand i selskabets ejerperiode, vidner om, at sommerhuset rent faktisk ikke har været benyttet.

Det gøres gældende, at det med de fremlagte ejendomsmæglererklæringer og ingeniørrapporter om ejendommens tilstand og forbrugsoplysninger er godtgjort, at huset i [virksomhed1] ApS’ ejer- periode ikke var egnet til menneskeligt ophold og dermed var ubeboeligt/uanvendeligt til privat benyttelse. Sommerhuset har ikke haft en stand, der kan bevirke, at det kan anses for at have været stillet til [person2]s private rådighed.

Det er både forkert og yderst kritisabelt, at SKAT i sin afgørelse har anført, at “(...) endvidere var der madvarer i køleskabet (...)“ og “Toilet og brusekabine fremstod som brugbare “, når det samtidig ikke anføres, at de pågældende madvarer havde udløb af holdbarhed tilbage i første halvår af 2007, og at toilettet ikke var tilsluttet kloak. Det bemærkes i den forbindelse, at det af SKATs sagsnotat af den 17. juni 2013 fremgår, at SKAT under sin besigtigelse af ejendommen konstaterede, at madvarerne i køleskabet havde stået der i mere end to år.

Det gøres sammenfattende gældende, at der ikke er grundlag for at gennemføre en beskatning af [person2] efter reglerne om beskatning af værdi af fri sommerbolig. Sommerhuset beliggende [adresse1], [by1], har hverken rent juridisk eller defacto stået til [person2]s private rådighed, som det forudsættes for en beskatning.

Såfremt Landsskatteretten mod forventning måtte finde, at der er grundlag for at gennemføre en beskatning af værdi af fri sommerbolig efter den skematiske regel i ligningslovens § 16, stk. 5, gøres det gældende, at beskatningen skal nedsættes som følge af ejendommens stand.

Det gøres således gældende, at der i givet fald må ske en nedsættelse af beskatningsgrundlaget på baggrund af den fremlagte dokumentation om ejendommens tilstand, herunder særligt ingeniør [person5]s ingeniørrapport og bygningsingeniør [person6]s tilsynsnotat af den 14. august 2013.

Repræsentanten har i supplerende indlæg udtalt:

”Det er fortsat vores opfattelse, at der ikke er grundlag for at beskatte [person2] af værdi af fri sommerbolig, idet sommerhuset beliggende [adresse1], [by1] ikke har været stillet til rådighed for [person2]s private brug. Vi er derfor afgørende uenige i SKATs vedblivende opfattelse om, at sommerhuset har været stillet til rådighed for [person2], og at han derfor skal beskattes heraf i medfør af ligningslovens § 16, stk. 5, jf. § 16 A, stk. 6 (nugældende stk. 5).

Til støtte for, at der ikke er grundlag for de af SKAT gennemførte indkomstforhøjelser for indkomst- årene 2011 og 2012, henholder vi os i det hele til det tidligere anførte i den fremsendte klage af den 4. oktober 2013. SKATs udtalelse giver dog anledning til følgende supplerende bemærkninger:

Det fremgår af SKATs udtalelse på side i blandt andet, at “Det er SKATs opfattelse, at købet af sommerhuset, [adresse1] i [by1] alene er sket af familiemæssige årsager og ikke som et led i et investeringsprojekt. Hovedanpartshavers moder havde ikke været i stand til at sælge sommerhuset og det synes derfor ikke at være en god investering at købe et sommerhus som har været svært at sælge.”

Dette bestrides. Som anført i den fremsendte klage på side 4 har den grund, hvorpå sommerhuset var beliggende, en stor herlighedsværdi, idet der fra grunden er direkte adgang til og god udsigt over [fjord], ligesom ejendommen er beliggende nær gode transport- og indkøbsmuligheder. Derudover er liggeomkostningerne på ejendommen begrænsede.

På det grundlag var [person2] af den overbevisning, at ejendommen ville kunne sælges med gevinst, hvis [virksomhed1] ApS købte ejendommen for den aftalte købesum på kr. 2.250.000, der udgjorde den senest kendte offentlige ejendomsvurdering. [person2]s vurdering heraf understøttedes tillige af, at de to uvildige og uafhængige ejendomsmæglerfirmaer [virksomhed2] og [virksomhed3] ApS i april måned 2010 og 2011 vurderede ejendommens værdi som værende højere end den offentlige ejendomsvurdering.

Det forhold, at sommerhusejendommen blev erhvervet som et investeringsprojekt, understøttes derforuden af, at salgsbestræbelserne gennem ejendomsmæglerfirmaet [virksomhed2] blot fortsatte efter [virksomhed1] ApS overtog ejendommen, og at skødet blev tinglyst med den i klagen på side 5 omtalte sommerhuserklæring. SKAT synes ved sin udtalelse om baggrunden for investeringen at overse disse væsentlige forhold.

Det bemærkes videre, at selv om [person1] ikke fik solgt sommerhusejendommen til anden side i sin ejerperiode, er dette ikke ensbetydende med, at der er tale om en dårlig investering for [virksomhed1] ApS. Der er selvsagt forskel på interessen for en ejendom alt efter, om den ejendom der sælges, er en grund med et ubeboeligt hus, eller om der på grunden er opført et helt nyt sommerhus. SKATs udtalelse herom er desuden en udokumenteret antagelse.

Som videre anført i den fremsendte klage på side 5, blev byggeplanerne om at lade et nyt hus opføre på grunden udskudt for en periode på grund af finanskrisen. SKAT anfører i sin udtalelse på side 1 hertil, at “Selskabets forklaring på, at finanskrisen er skyld i, at selskabet ikke har opført et nyt hus synes ikke at være i overensstemmelse med selskabets likvide status. “, idet SKAT samtidig bemærker, at selskabet ifølge årsregnskabet og R75 for 2011 “(...) havde et bankindestående på næsten 3 millioner kr. (...)“.Det skal hertil bemærkes, at selskabet ifølge årsregnskabet for 2011 havde kortfristede gældsforpligtelser for i alt kr. 2.429.106, jf. herved bilag 4, side 11. Af dette beløb udgør kr. 2.200.000 betaling af købesummen for sommerhuset, der pr. årsskiftet ikke var frigivet, da skødet ikke var lyst endeligt. Det forhold, at selskabet pr. den 31. december 2011 havde likvide beholdninger på kr. 2.974.865, er således ikke ensbetydende med, at selskabet havde tilstrækkelige likvider til at nedrive det eksisterende sommerhus og opføre et nyt hus på købstidspunktet.

I den fremsendte klage er der som dokumentation for sommerhusets forsyningsmæssige stand i [virksomhed1] ApS’ ejerperiode som bilag 12 fremlagt et billede af vandmåleren på [adresse1], [by1] og som bilag 14 fremlagt en e-mail af den 29. april 2013 til [person2] fra [virksomhed9] vedrørende forbrug af strøm på ejendommen. Vandmåleren viser et forbrug på 000000 og [virksomhed9] bekræfter i den fremlagte e-mail, at der ikke er forbrugt el på ejendommen siden den 4. juli 2011.

Den nævnte dokumentation er fremlagt med henblik på at godtgøre, at [person2] ikke har haft privat rådighed over sommerhuset, som ellers antaget af SKAT. I flere af de afgørelser, som der er henvist til i den fremsendte klageskrivelse, blev oplysninger om forbrug på ejendommen taget i betragtning ved den konkrete vurdering af om det pågældende sommerhus havde stået til rådighed. Vi er derfor heller ikke enige i SKATs opfattelse om, at forbruget af el og vand ikke kan tillægges betydning i nærværende sag.

Der kan i den forbindelse tillige henvises til en relativ ny kendelse afsagt af Landsskatteretten den 18. december 2013, j.nr. 11-0300616, der blandt andet handlede om, hvorvidt den pågældende skatteyder skulle beskattes af værdi af fri sommerbolig. Faktum i sagen er i høj grad sammenligneligt med nærværende sag, idet der var tale om en lejlighed, der havde mange fejl og mangler. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at beskatte vedkommende skatteyder af værdi af fri sommerbolig, idet Landsskatteretten blandt andet udtalte:

“(...) I hvilket omfang klageren kan anses for at have rådighed over lejligheden i den efterfølgende periode, afhænger af i hvilket omfang lejligheden kan anses for at have været beboelig, jf. eksempelvis SKM 2006.73.LSR., idet klageren ikke ved aftale har fraskrevet sig rådigheden over lejligheden, og idet den ikke i 2007 og 2008 har været udlejet til tredjemand. Der henvises til Landsskatterettens kendelse 19. november 2010, SKM2010.859.LSR.Det anses for godtgjort med henvisning til mail af 18. december 2007 fra [virksomhed17] til beboerne, samt brev af 10. januar 2011 fra (virksomhedl6), at lejligheden ikke er forbundet med el- og vandnettet før april 2008, hvilket er en forudsætning for at lejligheden kan anses for at være til rådighed for beboelse.

Den fremlagte rapport af 21. januar 2008 findes derudover at indeholde fejl og mangler ved lejligheden i et omfang, som gør, at lejligheden ikke kan anses for at have stået til rådighed som bolig for klageren i 2008. Der er herved også lagt vægt på, at mailkorrespondancen mellem [person1] og den spanske advokat i sommeren 2008, samt udkast til rapport fra 2010 dokumenterer, at årsagerne til blandt andet fugten i lejligheden ikke er udbedret i 2008.

(...)“

I lighed med den nævnte sag er der også i nærværende sag tale om, at der ikke har været adgang til el eller vand på ejendommen på grund af frostsprængte rør, der aldrig er blevet repareret, jf. herved det anførte i klagen på side 6 og 8, ligesom der også i nærværende sag er tale om en ejendom, som på grund af dens stand var decideret ubeboelig.

Som videre anført i den fremsendte klage på side 10, har [person2] heller ikke været i besiddelse af nogen nøgle til sommerhuset i hele [virksomhed1] ApS’ ejerperiode, og har derfor heller ikke på den måde haft rådighed over ejendommen. Nøglen har stedse været placeret ved [virksomhed2], der i samme periode har haft sommerhuset til salg.

Da [person2] indgik aftale med SKAT om en besigtigelse af sommerhusejendommen, måtte han derfor kontakte [virksomhed2] for at få adgang til huset. [person2] indgik i den forbindelse en aftale med statsaut. ejendomsmægler og valuar [virksomhed10] om, at ejendomsmæglerfirmaet lod døren til køkkenet stå uaflåst efter en fremvisning, som [person3] havde umiddelbart forinden, så [person2] kunne fremvise ejendommen for SKAT.

Som dokumentation herfor fremlægges som bilag 29 en e-mail af den 6. maj 2014 til [person2] fra statsaut. ejendomsmægler og valuar [virksomhed10] fra [virksomhed2], hvori han bekræfter, at det var SKATs besøg, der var årsagen til, at han lod døren stå uaflåst.

Det er derfor taget ud af en sammenhæng, når SKAT anfører på udtalelsens side 3, at “Ved SKATs besigtigelse den 17. juni 2013 var det selskabets hovedanpartshaver der fremviste ejendommen. Ejendommen var ikke aflåst og selskabets hovedanpartshaver har derfor haft mulighed for at benytte ejendommen. “. Det var netop og udelukkende SKATs besøg, der var årsagen til, at døren var uaflåst på besøgstidspunktet.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at [person3] i den fremlagte e-mail videre bekræfter den indgåede salgsaftale, der tillige er dokumenteret ved de fremlagte bilag 6, 7, 21 og 26. Det har selvsagt formodningen imod sig, at der ikke skulle være indgået en endelig aftale om salg med [virksomhed2], når der dokumenterbart forefindes salgsopstillinger for ejendommen hos ejendomsmægleren og på internettet.

I SKATs udtalelse på side 3 står det dernæst anført, at SKAT under sin besigtigelse af ejendommen ikke kontrollerede, at madvarerne køleskabet var mere end to år gamle, selv om det fremgår af SKATs sagsnotat. SKAT henviser til, at udtalelsen herom alene er [person2]s. Det skal hertil blot bemærkes, at SKATs påstand herom forekommer særdeles useriøs, når det står anført i SKATs eget notat fra besigtigelsen. I øvrigt bemærkes, at [person2]s oplysning herom er dokumenteret ved de fremlagte billeder, jf. herved bilag 19.

Som bilag til den fremsendte klage er der videre medsendt udtalelser fra ejendomsmæglere og fag- kyndige personer om ejendommens ubeboelige stand. SKAT anfører i sin udtalelse om erklæringerne at de “alle er udarbejdet i sommeren 2013 og beskriver derfor ikke ejendommens stand i 2011 og 2012. “. Dette er ikke korrekt.

Statsaut. ejendomsmægler og valuar [virksomhed10] fra [virksomhed2] og statsaut. ejendomsmægler og diplomvaluar [person4] fra [virksomhed3] ApS udtaler sig, i de breve der er fremlagt som bilag 21 og 22, begge om de iagttagelser, de gjorde sig, da de besigtigede ejendommen i henholdsvis april måned 2010 og april måned 2011.

Derudover bekræfter nabo til ejendommen, [person7], i sin erklæring, der er fremlagt som bilag 11, at han opdagede den skete vandskade i 2010, mens [person1] ejede ejendommen, og at der herefter blev lukket for hovedvandledningen til ejendommen. Det gøres gældende, at [person7]s erklæring dermed understøtter ejendommens ringe stand også i 2011 og 2012. I øvrigt bemærkes, at det forhold, at de pågældende fagmænd m.v. efterfølgende udtaler sig om ejendommens ringe stand på daværende tidspunkt, ikke adskiller sig fra SKATs udtalelser herom, der også må karakteriseres som “efterfølgende udtalelser”.

Af SKATs udtalelse fremgår det endelig på side 4, at det er “(...) SKA Ts opfattelse, at hovedanpartshaveren har haft rådighed over sommerhuset og har valgt at benytte huset som opbevaringssted (...) “. SKATs udtalelse herom sker med henvisning til, at de ejendele, som oprindeligt tilhørte [person2]s mor, var i sommerhuset.

Som anført i klagen på side 4 overtog [virksomhed1] ApS ejendommen med alle [person1]'s indboeffekter, og der blev siden overtagelsen hverken fjernet effekter eller ført nye effekter til ejendommen. Inden [virksomhed1] ApS overtog ejendommen, havde [person1] fjernet indboeffekter af værdi, og de effekter, som selskabet overtog med ejendommen, var derfor uden både økonomisk og affektionsmæssig værdi.

Det er generelt kutyme, at sommerhuse overtages med inventar, og meningen var, at de resterende skabe og effekter m.v. blot skulle fjernes med huset, når nedrivningen af huset blev en realitet. Det er således (igen) forkert, når SKAT konkluderer, at [person2] har rådet over huset ved, at huset er brugt som opbevaringssted for [person2]s mors personlige ejendele.

Sammenfattende fastholdes det således, at der ikke er grundlag for at anse ejendommen beliggende [adresse1], [by1] for at have stået til rådighed for [person2]. Det med de fremlagte oplysninger og dokumentation godtgjort, at ejendommen ikke har været stillet til [person2]s private rådighed. Formodningsreglen er utvivlsomt afkræftet.”

Repræsentanten har yderligere fremført følgende i indlæg af 3. juni 2015:

At nøglerne til huset har været afleveret til ejendomsmægleren
At sommerhuset blev erhvervet med henblik på nedrivning og opførelse af ny fritidsbolig og, at det for selskabet således var en investeringsobjekt.
At de 2 domme i SKM2011.262 og SKM2013.269 adskiller sig væsentligt fra denne sag, da der var tale om brugbare ejendomme m.v. og altså ikke ubeboelig ejendomme. Repræsentanten opsummerer:

”I modsætning til nærværende sag var der således i begge sager tale om,

• at sommerhusene enten i det aktuelle beskatningsår var af luksuskarakter eller undergik en betydelig renovering samme år,

• at sommerhusene begge forsyningsmæssigt var i en sådan stand, at det ikke udelukkede beboelighed (der fandtes at være forsyning af el og vand),

• at hovedaktionæren/hovedanpartshaveren ubestridt havde fysisk adgang til sommerhuset og også ubestridt havde skaffet sig adgang eller foranlediget adgang hertil (dog påstået med henblik på renovering/istandsættelse),

• at der ikke blev fremlagt en dokumentation, der bestyrkede ubeboelighed i det aktuelle beskatningsår (i den ene sag var dokumentationen ikke fremlagt og i den anden sag var dokumentationen udarbejdet cirka ti år efter beskatningsåret),

• at sommerhusene først blev sat til salg flere år efter det aktuelle beskatningsår, og, at selskabernes erhvervelse af sommerhusene faldt uden for selskabets formål.”

At klageren siden 2005 udelukkende har beskæftiget sig med køb, salg og udlejning af fast ejendom, hvilken aktivitet er foregået i ca. ti selskaber, som alle er ejet under [virksomhed1] ApS.
At sommerhuset er nedrevet, hvilket ikke ville være sket, hvis det var anskaffet i klagerens private interesse.
Der henvises til forsøg på, at få finansieret opførelse af nyt sommerhus.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 16A, stk. 6, at en hoveanpartshaver, der modtager udbytte i form af, at der stilles en sommerbolig til rådighed, er skattepligtig heraf. Den skattepligtige værdi beregnes efter reglerne i ligningslovens § 16, stk. 5.

Det følger videre af praksis, at der er tale om rådighedsbeskatning og, at den faktiske benyttelse således ikke er afgørende, jf. Højesterets dom i SKM2009.558. Det afgørende for beskatning af hovedanpartshaveren er, om ejendommen har været stillet til rådighed med henblik på privat brug.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] ApS (selskabet), hvis hovedaktivitet, ifølge Årsrapport 2011, har bestået i at eje kapitalandele i associerede virksomheder samt foretage investeringer efter direktionens nærmere bestemmelser herom.

Selskabet har anskaffet sommerhuset, [adresse1], [by1], af klagerens moder den 1. november 2011 efter, at hun forgæves havde forsøgt at få ejendommen solgt. Ejendommen har været udbudt til salg for 2.590.000 kr. Selskabet har købt ejendommen for 2.250.000 kr. svarende til den da senest kendte offentlige ejendomsvurdering. Det fremgår af skødet, at ejendommen er købt med henblik på nedrivning og opførelse af en ny fritidsbolig. Der er således tinglyst en erklæring om, at ejendommen er erhvervet med henblik på bebyggelse med videresalg for øje.

Selskabet ejer, foruden sommerhuset, en ejendom, som er anskaffet i 2010, og som er udlejet til erhvervsmæssige formål. Selskabet ses ikke tidligere at have foretaget investering i og opførelse af ejendomme med henblik på videresalg.

Det fremgår af salgsannoncen fra [virksomhed2], at der alene betales for grunden, men at huset kan benyttes som det står eller ombygges, alternativt nedrives. Af salgsvurderingen fra [virksomhed3] i april 2011 fremgår, at husets stand indbyder købere til at lade nyt opføre på grunden.

Der foreligger desuden erklæringer fra ejendomsmæglere og byggesagkyndige om, at ejendommen var i dårlig stand, hvilket er understøttet af fotomateriale. Ejendommen er blevet nedrevet og er pr. 1. oktober 2014 vurderet som et ubebygget areal.

Under henvisning til de foreliggende erklæringer fra ejendomsmæglere og byggeteknisk sagkyndige, der havde besigtiget det nu nedrevne sommerhus, finder Landsskatteretten det godtgjort, at sommerhuset, der ikke havde tilslutning til el, vand og kloak, var ubeboeligt i de pågældende indkomstår, hvorfor det ikke kan anses for at være stillet til rådighed for hovedanpartshaveren som sommerbolig. Der kan således ikke ske beskatning efter ligningslovens § 16. stk. 5. Ansættelsen nedsættes i overensstemmelse hermed.