Kendelse af 10-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Glostrup den 13. december 2016. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

SKAT har forhøjet indkomsten for indkomståret 2009 skønsmæssigt med 347.957 kr.

Landsskatterettenstadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren har drevet virksomhederne [virksomhed1] og [virksomhed2] I/S.

[virksomhed1] er en enkeltmandsvirksomhed, som blev startet den 29. april 2009 med branchekode 641200 ”kurertjeneste og udbringning” med virkning fra den 15. maj 2009. Klageren er bosiddende i Sverige, og virksomheden er registreret med adresse hos [person1], som er ejer af [virksomhed3].

[virksomhed1] er afmeldt hos SKAT den 10. august 2009.

[virksomhed2] I/S er et interessentskab ejet af henholdsvis klageren og [person2]. Da begge virksomhedsejere er bosat i Sverige, er virksomheden registreret med adresse hos [person1], som er ejer af [virksomhed3].

[virksomhed2] I/S er afmeldt hos SKAT den 14. maj 2009.

[virksomhed1] har fungeret som underleverandør til [virksomhed3], som var storvognmand for [virksomhed4] A/S. Aktiviteten bestod i sortering, afhentning og udbringning af pakker for [virksomhed4] A/S i en varebil, som var lejet via [virksomhed4] A/S.

Afregning er hovedsageligt sket som netto-afregning. Den indkørte omsætning er således reduceret med udgifter til [virksomhed4]-tøj, billeje, forsikring, erstatning, dieseludgifter m.v. Virksomheden har ifølge oplysninger fra [virksomhed3] kørt rute nr. 1008.

Både [virksomhed1] og [virksomhed2] I/S har herudover kørt for [virksomhed5], [virksomhed6] og [virksomhed7] under [virksomhed4] A/S.

Nettooverskud for [virksomhed1] er af SKAT opgjort på baggrund af bilag til og fra kunder samt bevægelser på klagerens konto i [finans1] kontonr. [...88] således:

DatoFakturaKundenavnBeskrivelseBeløb u/moms

08-06-200906417[virksomhed3]Afregning45.000,00 kr.

09-06-200925[virksomhed3] kørsel juni26.000,00 kr.

01-07-200906421[virksomhed5]Afregning60.000,00 kr.

04-07-200926[virksomhed3] kørsel juli29.500,00 kr.

09-07-200906901[virksomhed3]Afregning juni43.537,00 kr.

- do -Billeje-9.000,00 kr.

- do - Forsikring-4.055,00 kr.

- do - Diesel-5.506,38 kr.

- do -P-afgift-610,00 kr.

- do -Udgift [virksomhed4]-275,00 kr.

- do -[virksomhed4] tøj-1.683,00 kr.

07-08-200927[virksomhed3] kørsel august31.000,00 kr.

- do -Billeje august-9.000,00 kr.

- do - Forsikring-4.055,00 kr.

14-08-200906240[virksomhed3]Afregning juli39.199,00 kr.

- do - Billeje juli-9.000,00 kr.

- do - Forsikring-4.055,00 kr.

- do -Diesel-3.707,57 kr.

- do - Skat-2.900,00 kr.

- do - [virksomhed4]-2.800,00 kr.

05-09-200911002[virksomhed3]Afregning august38.279,00 kr.

- do - Diesel-2.464,32 kr.

- do - Diesel-209,12 kr.

- do - Regning 0976-1.500,00 kr.

- do - [...]-20.000,00 kr.

- do -[virksomhed4]-11.322,00 kr.

02-09-200928[virksomhed3] kørsel september28.575,00 kr.

17-12-200911003[virksomhed7] 50 timer -10.000,00 kr.

Sum u/moms258.947,61 kr.

Reduktion for ikke fradragsberettiget / dokumenterede udgifter:

P-bøde610,00 kr.

[...]20.000,00 kr.

Skat 2.900,00 kr.

Nettooverskud jf. bilag282.457,61 kr.

[virksomhed2] I/S har kørt som underleverandør til [virksomhed3] og [virksomhed6]. Transport, som begge har kørt for [virksomhed4] A/S. Det fremgår ikke af regningerne hvad aktiviteten har bestået i. Typisk har arbejdet for [virksomhed4] A/S bestået i sortering, afhentning og udbringning af pakker i lejet varebil (via [virksomhed4] A/S).

SKAT har forgæves anmodet virksomhedsejerne og deres revisor om regnskabs- og bogføringsmateriale til brug for kontrol af moms- og skatteansættelsen.

Nettooverskud i [virksomhed2] I/S er på baggrund af bilag fra kunderne [virksomhed3] og [virksomhed6] opgjort således:

DatoFakturaKundenavnBeskrivelseBeløb u/moms

07-02-200906439[virksomhed3]Afregning januar18.000,00 kr.

25-02-200906438[virksomhed3]Afregning20.000,00 kr.

31-03-200906437[virksomhed3]Afregning22.000,00 kr.

28-05-200906436[virksomhed3]Afregning19.000,00 kr.

18-03-20090010[virksomhed6]Afregning oktober 200925.000,00 kr.

30-01-20090011[virksomhed6]Afregning oktober 2009 27.000,00 kr.

Sum u/moms131.000,00 kr.

Ejerskabet i interessentskabet er anset at være 50/50 på baggrund af oplysninger om, at interessentskabet var ejet af 2 personer.

Fakturanumrene vedrørende [virksomhed3] er fortløbende med det højeste fakturanummer den 7. februar 2009 og det laveste fakturanummer den 28. maj 2009.

Ændringerne af indkomsten er sammensat således:

Tekst

Beløb

Resultat af virksomhed selvangivet

0 kr.

Resultat, [virksomhed1]

282.457 kr.

Resultat, [virksomhed2] I/S, 50 pct.

65.500 kr.

Resultat af virksomhed herefter

347.957 kr.

SKAT har ikke foretaget ændringer vedrørende moms af forhøjelserne, da fristen for ændring af momstilsvaret er anset for at være overskredet.

SKATs afgørelse

SKAT har for indkomståret 2009 forhøjet klagerens indkomst med 347.957 kr.

Som bosiddende i Sverige er klageren ikke fuldt skattepligtig til Danmark. Han er dog begrænset skattepligtig til Danmark i medfør af, at hans virksomhed har fast driftssted i Danmark.

Virksomheden er drevet igennem lokaler hos [virksomhed4] A/S, som driver deres distributionsvirksomhed fra et lager i [by1]. Det er i disse lokaler, at sortering, afhentning, pakning og aflevering af pakker er sket fra. Der er dermed stillet lokaler til rådighed fra [virksomhed4] A/S til brug for såvel [virksomhed1] og [virksomhed2] I/S ved udøvelsen af virksomhed i Danmark.

Klageren oplyste ved et møde med SKAT den 8. maj 2013, at han kun arbejdede for [virksomhed3] i kort tid. Han mente, at det drejede sig om juli og en del af august 2009, hvor han blev bortvist på grund af fejlaflevering af en cykel.

ID-kort fra [virksomhed4] skulle returneres til [virksomhed4] A/S i forbindelse med bortvisningen.

Han havde fået hjælp til udfyldelse af faktura 06901, da denne skulle laves i overensstemmelse med de oplysninger, som [virksomhed3] kom med. Han kunne ikke genkende følgende fakturaer, som er udstedt af [virksomhed1]:

Fakt. nr./dato

Tekst

Beløb

25, 09-06-2009

Faktura skulle være betalt kontant

32.500 kr.

26, 04-07-2009

Faktura skulle være betalt kontant

36.875 kr.

28, 09-09-2009

Faktura skulle være betalt kontant

35.718 kr.

06417, 08-06-2009

Faktura skulle være betalt kontant

5.625 kr.

I alt inkl. moms

110.718 kr.

Klageren har ved mødet den 8. maj 2013 oplyst, at han ikke har haft indsigt i økonomien omkring interessentskabet. Det var [person2], som tog sig af momsindberetninger, fakturering og den senere korrespondance med revisor [person3].

Klageren oplyste, at det månedlige overskud blev afregnet kontant mellem de to interessenter.

SKAT har under sagens behandling i Skatteankestyrelsen indsendt yderligere bemærkninger til klagerens fornyede påstande.

Klagerens repræsentant har henvist til den Juridiske Vejledning afsnit D.A.6.2.3.3 samt afgørelser fra EU-domstolen, der vedrører leveringsstedet for momspligtige transaktioner, der skal sikre, at der ikke sker dobbelt opkrævning af moms. SKAT har i afgørelsen af 3. juli 2013 alene ændret klagerens skatteansættelse, idet momsen var forældet.

Klageren har som bosiddende i Sverige ikke været fuldt skattepligtig til Danmark, men er af SKAT anset for at være begrænset skattepligtig til Danmark i medfør af, at virksomheden har fast driftssted i Danmark.

Repræsentanten har anvendt momslovens leveringsstedsregler, og ikke reglerne beskrevet i den Juridiske Vejledning afsnit C.F. om subjektiv skattepligt og dobbeltbeskatning.

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at forhøjelsen af indkomsten skal nedsættes til 0.

Klageren har dokumentationer nok til at bevise, at indkomsten for 2009 var mindre end SKAT har beregnet. En del af indtægterne har ikke noget med klageren at gøre, da det ikke er ham, der har tjent pengene.

Klageren kommer oprindeligt fra Irak, og har en uddannelsesmæssig baggrund svarende til gymnasiet. Han dannede [virksomhed2] I/S sammen med [person2], som han kender fra irakiske kredse i Sverige. [person2] fortalte klageren, at han kunne få job i Danmark, hvis han havde kørekort. Klageren tog kørekort i Sverige og oprettede firmaet med [person2], da de ikke kunne få lønmodtager-job i Danmark, idet de ikke havde opholdstilladelse.

Det var [person2]s opgave at sørge for indbetaling og indberetning af moms. [person2] kendte således både ejeren af [virksomhed3], [person1] og revisor [person3].

Klageren har aldrig set de omhandlede fakturaer, og han ved ikke hvor mange fakturaer, der er udstedt af [virksomhed2] I/S, da det var noget, som [person2] tog sig af. Han har ikke set noget af bilagsmaterialet fra [virksomhed2] I/S, men han ved, at [person2] afleverede det hele til revisoren.

Efter nogle måneders samarbejde ville [person2] gerne have sit eget firma, og derfor lukkede de [virksomhed2] I/S. Klageren oprettede ligeledes sit eget firma. Han vidste godt, at han skulle afregne moms til SKAT, men han har aldrig fået at vide, at han også skulle beskattes af overskuddet af virksomheden i Danmark.

Klageren afmeldte virksomheden den 10. august 2009 efter at være blevet bortvist af [virksomhed3].

Han har efterfølgende oprettet et nyt firma, [virksomhed8], og i den mellemliggende periode har han ikke haft noget arbejde, selv om han har søgt flere job. Han har boet sammen med sin ægtefælle og hendes familie i Sverige. Han har lukket [virksomhed8], da han via en bekendt blev gjort opmærksom på, at han arbejdede ulovligt i Danmark, og derved kunne risikere en bøde og udvisning fra Danmark.

Det har ikke været muligt for klageren at fremskaffe materiale fra sin revisor, som i øvrigt også var revisor for [virksomhed3], som har udskrevet fakturaer i klagerens navn. Klageren har ikke selv udskrevet fakturaer og modtaget betaling ud over et beløb på 25.000 kr., som er indsat på hans bankkonto.

Klageren har under sagens behandling i Skatteankestyrelsen fået en repræsentant, som har indsendt supplerende indlæg.

Han har heri blandt andet gjort gældende, at en afgørelse fra EU-domstolen af 14. oktober 2014 (Welmory-sagen) kan finde anvendelse i nærværende sag, da den også omhandler et principielt skattespørgsmål, nemlig hvornår der er etableret et fast forretningssted i udlandet.

EU-domstolen fastslog i sagen, at det relevante momsland, som det klare udgangspunkt er det land, hvor den afgiftspligtige person er hjemmehørende, medmindre ydelsen er leveret fra et fast forretningssted i udlandet.

Generelt udtalte EU-domstolen, at et fast forretningssted forudsætter, at forretningsstedet i udlandet har de menneskelige og tekniske ressourcer til at levere ydelserne. Derudover skal det faste forretningssted have permanent karakter. Det skal tillige være forretningsmæssigt begrundet (logisk), at ydelserne leveres fra det faste forretningssted.

Ligeledes udtalte EU-domstolen, at en afgiftspligtig person ikke som sådan kan afgøre et fast forretningssted for en anden afgiftspligtig person.

Der henvises også til C-168/84 Bergholtz. I denne sag havde virksomheden opstillet spilleautomater på færgen mellem [by2] og [by3], og virksomheden varetog tillige vedligeholdelsen af spilleautomaterne. Udstyret til at vedligeholde spilleautomaterne var placeret på færgen.

Domstolen afviste, at virksomheden havde etableret fast forretningssted på færgerne med henvisning til, at stedet for den økonomiske virksomhed (hjemlandet) har forrang som tilknytningsmoment, og hjemstedet i den konkrette sag måtte anses for at være en rationel tilknytning for ydelsen.

Det fremgår endvidere af den Juridiske Vejledning, afsnit D.A.6.2.3.3, at

”Leverancer mellem en virksomheds økonomiske hjemsted og dens eventuelle faste forretningssteder er som udgangspunkt ikke omfattet af momssystemet. Dette skyldes, at en virksomheds hjemsted og et evt. fast forretningssted som udgangspunkt anses for tilsammen at være én afgiftspligtig person. Der kan derfor ikke bestå et retsforhold mellem enhederne vedrørende gensidig udveksling af ydelser, som er nødvendigt for, at leverancen er omfattet af momssystemet. Der skal derfor ikke fastlægges et leveringssted for leverancer af ydelser mellem et hjemsted og dens faste forretningssteder”

Der henvises yderligere til SKM2014.221.SR, hvor det i den Juridiske Vejledning står anført:

”En virksomhed etableret i et 3.land, leasede transportmidler af et udenlandsk leasingselskab til brug for levering af momsfriteaget personbefordringsydelser til en kunde her i landet. Transportmidlerne opererede fra x antal opholdssteder her i landet, som hver især bestod af opholdsrum og sovefaciliteter til mandskabet, en garage og et afgangssted/ankomststed til transportmidlet. Virksomheden ansatte til hvert enkelt opholdssted mandskab, som befandt sig her i landet. Det var disse personer og deres brug af transportmidlerne, som var helt afgørende for, at de ydelser, som virksomheden leverede til kunden, kunne udføres. Virksomheden blev anset for at have et fast forretningssted her i landet, der havde en tilstrækkelig permanent karakter og som havde de menneskelige og tekniske midler til at kunne modtage og anvende leasingydelsen til egne formål. Leveringsstedet for leasingydelsen var derfor her i landet, jf. ML § 16, stk. 1”

Der har ikke på adressen c/o [person1] [adresse1], [by4], været personale eller teknisk udstyr, der har leveret kørselsydelsen. Der er alene leveret en chauffør-ydelse, idet bilen blev stillet til rådighed af [virksomhed4] i [...].

Som chauffør har klageren ikke haft sovefaciliteter eller kontor til rådighed i Danmark, hvorfor det gøres gældende, at der ikke kan statueres fast forretningssted i Danmark.

Ved mødet i Landsskatteretten præciserede klagerens repræsentant, at klageren kun har udstedt en enkelt faktura, og betaling for denne er indsat på klagerens bankkonto. På det grundlag er det ikke nødvendigt at foretage bogføring i virksomheden.

De øvrige omhandlede fakturaer er udarbejdet af klagerens tidligere revisor på et falsk grundlag, da revisoren ligeledes var revisor for klagerens kunde, [virksomhed3]. SKAT har ikke undersøgt, hvorvidt fakturaerne til [virksomhed3] er falske, og om [virksomhed3] har fået fradrag for udgifterne. Repræsentanten anførte desuden, at klagerens revisor levede af at forfalske fakturaer, og at SKAT var bekendt med lignende sager.

Landsskatterettens afgørelse

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler personer, der ikke er omfattet af kildeskattelovens § 1, og dødsboer, der behandles i udlandet, jf. dødsboskattelovens § 1, stk. 3, for så vidt de pågældende personer eller dødsboer:

Udøver et erhverv med fast driftssted her i landet, jf. dog stk. 9. Udøvelse af erhverv om bord på et skib med hjemsted her i landet anses for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet, såfremt udøvelse af det pågældende erhverv, hvis det var udført i land, ville blive anset for udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet. Skattepligten omfatter udøvelse af erhverv med fast driftssted her i landet eller deltagelse i en erhvervsvirksomhed med fast driftssted her. Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, 1.-3. pkt.

Skattepligtige skal selvangive deres indkomst til skattemyndighederne. Det fremgår af skattekontrollovens § 1. Erhvervsdrivende skal indgive et skattemæssigt årsregnskab i overensstemmelse med de regler, skatteministeren har fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens § 3.

Regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.

Kravene til regnskabet fremgår af mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006), bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 647 af 15. juni 2006).

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, kan indkomsten fastsættes skønsmæssigt. Det fremgår af skattekontrollovens § 5.

Virksomheden har ikke afleveret regnskab eller regnskabsmateriale, til SKAT eller Skatteankestyrelsen. Virksomheden kan derfor ikke dokumentere eller i tilstrækkelig grad sandsynliggøre, at der er foretaget effektive kasseafstemninger.

Den Juridiske Vejledning, afsnit D omhandler moms, og repræsentantens henvisning til dette afsnit er derfor ikke relevant i nærværende sag, hvor det kun er indkomsten, som er ændret.

Afsnit C.F.3.1.5 vedrører erhvervsvirksomhed.

Klageren har ved anmeldelse af begge virksomheder i CVR-registret oplyst, at der er tale om en udenlandsk virksomhed med adresse c/o [person1], [adresse2], [by4], som herefter anses at være virksomhedernes faste forretningssted.

Virksomhederne er udøvet i et ikke uvæsentligt omfang i perioden fra den 2. februar 2009 til den 10. august 2009, hvilket desuden bekræftes af de i sagen omhandlede fakturaer. Efter virksomhedernes lukning den 10. august 2009 er der udskrevet en faktura den 17. december 2009 på 10.000 kr. til [virksomhed7].

Landsskatteretten anser på den baggrund, at virksomhederne er begrænset skattepligtige til Danmark.

Skønsmæssige ansættelser skal normalt være underbygget af privatforbrugsberegninger eller andre konkrete opgørelser.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, er enige i skattemyndighedernes fastsættelse af virksomhedens omsætning, som er foretaget på baggrund fakturaer udskrevet af klagerens virksomheder.

Der foreligger ikke verificerede oplysninger, der kan understøtte, at fakturaerne er falske eller som kan føre til et andet resultat.

Af fakturaerne fremgår navn, adresse og cvr-nr. til identifikation af klagerens virksomhed. På visse af bilagene fremgår endvidere klagerens bankkontooplysninger, og det fremgår af kreditorkontooplysninger fra klagerens kunde, [virksomhed3], at der har været et mellemværende mellem parterne. Det anses dermed for godtgjort, at klagerens virksomhed har udført arbejde for blandt andet [virksomhed3] og Ali’s Service m.v. som opgjort af SKAT.

Et retsmedlem anser klagerens forklaring for troværdig og anser, at klageren i tilstrækkeligt omfang har sandsynliggjort, at de pågældende fakturaer er udarbejdet af klagerens revisor på et fejlagtigt grundlag.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor.