Kendelse af 06-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 28-11-2014

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil i perioden april til december 2010 med 79.282 kr.

Landsskatterettenstadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil for indkomståret 2011 med 105.710 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er direktør i selskabet [virksomhed1] ApS. Selskabet har fra og med den 8. april 2010 leaset en bil af mærket Mercedes-Benz E 320 CDI med reg.nr. [reg.nr.1]. Bilen er indregistreret 1. gang den 10. august 2004.

Ved en kontrol af biler i [by1] fredag den 22. juli 2011, foretaget af SKAT i samarbejdet med Politiet, blev klageren stoppet som fører i selskabets bil med hans familie som passagerer. Klageren har til SKAT oplyst, at han var på vej til et forretningsbesøg i [by1], og at han var enig i, at der skulle foretages beskatning af værdi af fri bil.

Det fremgår af kontroloplysningerne, at selskabet har haft følgende biler indregistreret:

Bilmærke

Reg.nr.

Reg. 1. gang

Tilgang

Afgang

Citröen C 4 1,6 HDI

[reg.nr.2]

23-10-2007

23-12-2009

29-04-2010

Seat Leon Van 1,9

[reg.nr.3]

19-06-2008

05-01-2010

04-05-2010 indreg. til godstransport privat/erhverv

SKAT har blandt andet ved brev af 2. august 2011 med frist til den 15. september 2011 bedt selskabet om, at indsende leasingkontrakten vedr. Mercedes Benz og selskabets oplæg til beskatning af værdi af fri bil samt selskabets evt. bemærkninger dertil.

Herudover har SKAT bedt selskabet om at indsende leasingkontrakter vedrørende Citröen og Seat Leon VAN, oplysning om hvem der har haft ovennævnte biler til rådighed og redegørelse for manglende beskatning af værdi af fri bil. SKAT har endvidere bedt selskabet om at indsende kontospecifikation for driftsudgifter i selskabets ejertid vedrørende Mercedes Benz.

Ved brev af 2. september 2011 har klageren fremsat indsigelse mod SKATs gengivelse af, hvad klageren havde sagt på kontroldagen. Klageren har ved samme lejlighed bedt om fristudsættelse. Efter flere fristudsættelser har SKAT den 30. november 2012 vedr. Mercedes Benz E320 CDI modtaget leasingaftalen, registreringsattesten og udskrevne regneark for perioden 8. april til 8. november 2010 med angivelse af dato for kørslen, bynavne og/eller postnummer for henholdsvis udrejsen og destination, det samlede antal kørte km ved hver kørsel og land på den ene side og på den anden side er der angivet erhvervsmæssig kørsel, privat kørsel og hvem der har kørt bilen. Regnearkene er ikke nummereret.

Den 4. december 2012 har SKAT anmodet selskabet om indsendelse af yderligere materiale:

Mercedes-Benz E 320 CDI med reg. nr. [reg.nr.1]

km-regnskab for de perioder, hvor der efter selskabets opfattelse ikke skal ske beskatning. KM-regnskabet bedes fremsendt som en fil pr. mail, således at der ikke er tvivl om, hvorledes regnskabet hænger sammen,
Kontospecifikationer med bilag for bilens driftsudgifter i selskabets ejertid (8. april 2010 – 8. februar 2012)
Oplysning om, hvem der frembringer bilens brændstofsudgifter
Selskabets oplæg til beskatning af værdi af fri bil for øvrige perioder
Eventuelle bemærkninger til ovennævnte

SKAT har konstateret, at selskabets bil, Mercedes-Benz E 320 CDI med reg. nr. [reg.nr.1], er afmeldt i selskabet den 8. februar 2012 og tilmeldt hos selskabets moderselskab [virksomhed2] ApS frem til den 19. april 2013.

SKAT har ved brev af den 4. december 2012 tilskrev selskabet [virksomhed2] ApS, hvori klageren er bestyrelsesmedlem som følger:

Det fremgår af kontroloplysningerne, at selskabet har indregistreret biler uden, at der ses at være lønangivet værdi af fri bil i henhold til ligningslovens § 16 stk. 4.

Der er tale om følgende biler:

Bilmærke

Reg.nr.:

Reg. 1. gang

Tilgang

Saab 9-3 SportCombi

[reg.nr.4]

27-12-2007

29-03-2010

Benz E 320 CDI

[reg.nr.1]

10-08-2004

08-02-2012

Som følge af ovennævnte bedes følgende indsendt:

Oplysning om hvem der har ovennævnte biler til rådighed.

Dokumentation for køb af bilerne.
Selskabets oplæg til beskatning af værdi af fri bil.
Eventuelle bemærkninger til ovennævnte

Vi skal have materialet senest den 17. januar 2013.

SKAT har ikke modtaget det udbedte materiale.

Herudover har SKAT rykket selskabet for indsendelse af oplysninger vedr. selskabets ovennævnte biler uden at have modtaget dem.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af værdi af fri bil med 79.282 kr. for indkomståret 2010 og 105.710 kr. for indkomståret 2011.

Det er SKATs opfattelse, at der ikke er fremsendt dokumentation for, at bilen ikke har været til rådighed for selskabets direktør fra selskabets anskaffelse til moderselskabets salg/afmeldelse.

Da der ikke er fremsendt dokumentation for beskatningsgrundlaget ansættes denne til SKATs værdiansættelse ved importen til 435.000 kr.

Beskatning af værdi af fri bil foretages efter bestemmelserne i ligningslovens § 16, stk. 4.

Der er ved afgørelse blandt andet henset til standsningen den 22. juli 2011 og den manglende af dokumentation for at bilen ikke er stillet til rådighed for klageren. SKAT har ved brev af 4. december 2012 tilskrevet selskabet [virksomhed2] ApS, hvori klageren er bestyrelsesmedlem. SKAT har ikke modtaget de i brevet udbedte oplysninger og dokumentation. Herudover har SKAT lagt vægt, at klagerens hustand fra og med den 6. september 2011 ikke råder over nogen privatbil frem til den 25. juni 2012, hvor klagerens ægtefælle anskaffer en Citröen C1.

Beskatning af værdi af fri bil foretages med 25 % af 300.000 kr. og 20 % af 135.000 kr. i alt en årlig beskatning på kr. 102.000. Hertil skal der tillægges et miljøtillæg 3.710 halvårligt. Den samlede beskatning udgør herefter 105.710 kr.

Beskatning af værdi af fri bil for indkomståret 2010 fra og med april 2010 udgør 79.282 kr.

Beskatning af værdi af fri bil for indkomståret 2011 udgør 105.710 kr.

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at beskatte ham af værdi af fri bil for 2010 og 2011.

Klageren arbejder som direktør i en mindre opstartsvirksomhed. Virksomheden har udviklet et nyt brandslukningssystem og har i den forbindelse erhvervet et par køretøjer som anvendes til forretningskørsel. Dette er dokumenteret med kørebog, hvoraf det også fremgår, at flere personer har anvendt køretøjet.

Køretøjet har været brugt til blandt andet afhentning af prøve i forbindelse med udviklingsarbejdet hos underleverandører, samarbejdsmøder med underleverandører, samarbejdsmøder med for eksempel Teknologisk institut og andre tekniske konsulentvirksomheder, test og approval institutter etc. samt afhentning af gæster i lufthavnen og møder med disse.

Den dag klageren blev stoppet af SKAT, var han på vej til et møde i [by1] med en af virksomhedens arabiske kunder, der havde valgt at kombinere ferie og arbejde med et møde i Nordjylland. Klageren og familien var blevet inviteret til middag af kunden efter mødet. Dette er normal praksis. Ved kontrollen havde han ikke noget bagage i bilen, hvilket beviser, at han ikke, som SKAT har påstået, var på ferie. Klageren kunne også oplyse, at han havde passeret Storebæltsbroen den pågældende morgen.

Klageren blev mildest talt overfuset af SKATs medarbejdere som nærmest talte til ham som en kriminel og forsøgte at lægge forklaringerne i munden på ham ved hele tiden at afbryde ham, når han forsøgte at forklare situationen. Men de ville have det til at se ud som om, at han kørte rundt og holdt ferie i bilen, hvilket ikke var tilfældet.

Efterfølgende blev klageren bedt om at dokumentere med en kørebog over bilens anvendelse. Klageren har været uheldig at få et indbrud i bilen, hvor en bær computer er blevet stjålet (der er optaget politirapport som også har været fremsendt til SKAT som dokumentation). I den bærbare pc har han ført kørebogen over bilens anvendelse, som han var klar over, at han skulle gøre, når han skulle anvende bilen som beskrevet ovenfor. Det er et meget uheldigt sammentræf, og da der er tale om en meget lille virksomhed med meget begrænsede ressourcer - selskabet gik konkurs i 2013 og efterfølgende opløst – har det taget meget lang tid at genskabe denne kørebog, hvilket er beklageligt. Materialet er blevet fremsendt til SKAT.

Det fremgår af SKATs afgørelse, at klagerens husstand ikke har rådet over en privat bil i perioden den 6. september 2011 til den 25. juni 2012, hvor klagerens ægtefælle har anskaffet en Citröen C1. Det er korrekt. Forklaringen herpå er, at klageren har ca. 2 km i cykelafstand til virksomhedens adresse, hvorfor han ikke har behov for en egen bil. Klageren ægtefælle arbejder som sygeplejerske i [by2] som ligger ca. 20 km fra bopælen. Hun har derfor brug for en bil. I juli 2011 fik hun teknisk set inddraget sit kørerkort, da hun fik konstateret epilepsi og måtte derfor ikke køre bil det næste år. Det er også medvirkende til, at klageren tog hende med på det omtalte møde i [by1], da hun ugen forinden var blevet udskrevet fra [hospitalet] i [by3] og helst skulle være under overvågning.

Efter at hun har fået sit kørerkort tilbage, har de valgt at købe en lille bil, som hun kan komme til og fra sit arbejde i.

Klageren mener, at afgørelsen strider mod al sund fornuft, når klageren netop har dokumenteret og beskrevet, hvorledes denne bil er blevet anvendt i firmaet. Klageren er uenig i, at det skal give anledning til, at der skal ændres i hans skattemæssige forhold. Klageren henstiller til Landsskatteretten om at ham en ordentlig behandling uden forudindtaget mening.

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne vederlag i form af værdien af benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Dette fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1 og 4.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver for den skattepligtiges private benyttelse, sættes til en årlig værdi på 25 pct. af den del af bilens værdi, der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 pct. af resten. Bilens skattepligtige værdi beregnes dog mindst af 160.000 kr., jf. ligningslovens § 16, stk. 4.

Det lægges til grund, at klageren fredag den 22. juli 2011 blev stoppet i at køre i selskabets bil, Mercedes Benz E320 CDI med reg. nr.: [reg.nr.1], sammen med sin ægtefælle og børn i [by1].

Det er Landsskatterettens vurdering, at den fremlagte rekonstrueret kørebog, der er mangelfuldt og upræcist udarbejdet, ikke er tilstrækkelig dokumentation for at afkræfte den efter praksisgældende formodning for, at selskabets firmabil, der er indregistreret til privat personkørsel, er til rådighed til privat anvendelse for klageren.

På grundlag af ovenstående sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, er det herefter Landsskatterettens vurdering, at det er med rette, at klageren er blevet beskattet af værdi af fri bil som sket.

Den påklagede afgørelse stadfæstes herefter.