Kendelse af 25-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 13-11-2015

Journalnr. 13-3797054

Sagens emne

Sagen omhandler skattepligt og dobbeltbeskatning vedrørende polsk virksomhed i Danmark.

Klagepunkt

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2008

Ikke selvangivet overskud af virksomhed i Danmark

899.961 kr.

0 kr.

899.961 kr.

Yderligere optjent i Polen

8.841 kr.

0 kr.

8.841 kr.

Indkomståret 2009

Ikke selvangivet overskud af virksomhed i Danmark

854.316 kr.

0 kr.

854.316 kr.

Yderligere optjent i Polen

27.107 kr.

0 kr.

27.107 kr.

Indkomståret 2010

Ikke selvangivet overskud af virksomhed i Danmark

518.220 kr.

0 kr.

518.220 kr.

Yderligere optjent i Polen

5.500 kr.

0 kr.

5.500 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren, der er polsk statsborger, registrerede den 15. maj 2007 en udenlandsk virksomhed i Danmark ved navn [virksomhed1] under CVR-nr. [...1]. Der er ikke registreret nogen herboende repræsentant. Virksomheden er afmeldt den 1. august 2011.

Sagen er genoptaget af SKAT fra 2008, og er igangsat efter at klagerens ægtefælle i maj 2010 blev standset i en skattekontrol i [by1] kørende i hans polsk indregistrerede bil, en Mitsubishi Outlander.

SKAT har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, og således anset ham for skattepligtig af overskud optjent i Danmark samt skønsmæssigt ansat overskud optjent i Polen. [Skatteankenævnet] og [by2] har ligeledes anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, og stadfæstet SKATs afgørelse for så vidt angår overskuddet optjent i Danmark, og nedsat forhøjelserne for overskud optjent i Polen.

Klagerens repræsentant har efter indsendelsen af klagen til Landsskatteretten, på vegne af klageren og hans ægtefælle, indsendt en klage til ombudsmanden.

Klageren har desuden anmodet de polske myndigheder om igangsættelse af gensidig aftaleprocedure i henhold til artikel 24 i den polsk-danske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Personlige oplysninger

Klageren indgik den 6. marts 2007 en lejeaftale vedrørende en beboelseslejlighed på 115 kvadratmeter med 3 værelser, beliggende [adresse1], [by3]. Den årlige leje udgjorde 60.000 kr. ekskl. forbrug. Lejekontrakten blev ved en tillægsaftale af 18. december 2008 udvidet til også at omfatte 2. sal i samme ejendom. Den årlige leje udgjorde 30.000 kr. ekskl. forbrug.

Klageren har ikke været tilmeldt folkeregisteret på adressen. Hans ægtefælle og to børn født i hhv. 1993 og 1996 har været tilmeldt folkeregisteret på adressen i [by3] i en periode fra den 16. oktober 2007 til 28. maj 2010, hvor familien flyttede tilbage til Polen. Børnene har gået i dansk folkeskole.

Ægtefællen har i hele 2008 og 2009 samt indtil maj 2010 arbejdet i virksomheden [virksomhed2] A/S i [by3]. Hun har været registreret som ejer af en Audi A4, reg.nr. [reg.nr.1] i perioden fra 6. maj 2009 til 19. april 2010. Landsskatteretten har i en kendelse af 10. oktober 2012 stadfæstet SKATs afgørelse om, at hun er fuldt skattepligtig til Danmark fra 1. oktober 2007, jf. bopælskriteriet i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Da hun har haft dobbeltdomicil, idet hun både har haft en bolig til rådighed i Danmark og i Polen, har Landsskatteretten med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem de to lande, artikel 4, stk. 2, litra a, anset hende for at have centrum for sine livsinteresser i Danmark. Afgørelsen vedrører 2007 og 2008.

Klageren indgik en ny lejeaftale vedrørende en anden 3-værelses lejlighed på 80 kvadratmeter i [by4] med virkning fra 1. oktober 2010, hvor han tilmeldte sig den 2. november 2010. Den 6. maj 2011 udrejste han igen til Polen.

Klageren har i en periode i slutningen af 2010 arbejdet som lønmodtager hos [virksomhed3] ApS i [by4]. Begge ægtefæller har haft bankkonto i Danmark, hvor hhv. løn og omsætning fra virksomheden i Danmark er indgået. Begge konti er lukket/ophævet i maj 2010.

SKAT har indhentet kontoudtogene fra banken, jf. skattekontrollovens bestemmelser.

Virksomhedens omsætning

Virksomheden har beskæftiget sig med monterings- og renoveringsarbejder i forbindelse med byggeri, herunder opbygning af stålkonstruktioner. Arbejdet er udført som underentreprise med flere danske ordregivere. Der foreligger følgende skriftlige aftaler:

Periode:

Ordregiver:

20. august 2007 til 20. august 2008

[virksomhed4], [by1]

1. august 2008 til 20. december 2008

[virksomhed5] v/ [person1], [by4]

5. januar 2009 til 30. juni 2009

[virksomhed5] v/ [person1], [by4]

3. juli 2009 til 18. december 2009

[virksomhed5] v/ [person1], [by4]

4. januar 2010 til 30. juni 2010

[virksomhed5] v/ [person1], [by4]

16. august 2010 til 26. november 2010

[virksomhed5] v/ [person1], [by4]

Der er i 2008 indberettet salgsmoms med 249.739 kr. svarende til en omsætning på 998.956 kr. Omsætningen i Danmark har ifølge de foreliggende fakturaer udgjort følgende:

År

Omsætning ekskl. moms

2008

996.872 kr.

Der er i 2008 konstateret en difference i forhold til momstallene på 32.084 kr.

2009

949.240 kr.

2010

575.800 kr.

Der har ifølge de foreliggende fakturaer også været omsætning i virksomheden i Polen, idet de manglende fakturanumre er udstedt til kunder i Polen. Der er udstedt 8 fakturaer i Polen i 2008, 4 i 2009 og 2 i 2010.

Købsmoms har i 2008 udgjort 35.821 kr. svarende til driftsomkostninger på 143.284 kr. Der foreligger ikke oplysninger om eller dokumentation for driftsomkostningerne. Nettooverskuddet udgør 819.851 kr. i 2008 beregnet på grundlag af momstallene. Der er ikke beregnet eller indberettet moms i Danmark i 2009 og 2010 pga. reglerne om Reverse Charge.

Lønudgifter

Udenlandske virksomheder, som leverer tjenesteydelser i Danmark, skal fra den 1. maj 2008 registrere sig i Registeret over Udenlandske Tjenesteydere i Danmark (RUT), hvis udførelsen af arbejdet varer mere end 8 dage, og hvis der udstationeres medarbejdere i den forbindelse. Klageren har i hvert af årene 2008 - 2010 foretaget 7 indberetninger til RUT. Indberetningerne i 2008 er stort set en sammenhængende periode fra 11. august til 26. september, kun afbrudt af enkelte dage, samt en uge i oktober.

Indberetningerne fra 2009 er 3 sammenhængende uger i september samt en sammenhængende periode fra 5. oktober til 28. oktober afbrudt af weekender.

Klageren har fremlagt en liste over polske medarbejdere, som har været ansat i forskellige perioder i de tre år sagen omhandler.

2 medarbejdere har været ansat fra 2. januar 2008 til 1. oktober 2008 (9 måneder)

1 medarbejder har været ansat fra 25. marts 2008 til 1. april 2008 (1 uge)

1 medarbejder har været ansat fra 13. oktober 2008 til 1. december 2009 (131/2 måned)

1 medarbejder har været ansat fra 1. marts 2009 til 1. juni 2009 (3 måneder)

1 medarbejder har været ansat fra 4. januar 2010 til 1. februar 2011 (13 måneder)

1 medarbejder har været ansat fra 1. oktober 2010 til 1. november 2010 (1 måned)

Det fremgår af RUT-indberetningerne hvem af de pågældende, der har arbejdet i Danmark, og i hvilke perioder. Det vides ikke, hvad der er udbetalt i løn, da der ikke er fremlagt dokumentation for lønudbetalingerne.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren har oplyst, at han havde en enkelt ansat i Polen, som var ”selvkørende”, idet han selv udarbejdede tilbud og udførte arbejdet selvstændigt. Klageren tog dog til Polen og hjalp den pågældende, når der ikke var noget at lave i Danmark.

Bilen Mitsubishi CWB Outlander

Klageren anskaffede den 5. december 2008 en bil, der er indregistreret i Polen. Klagerens ægtefælle er registreret som bruger nr. 2 af bilen. Ægtefællerne har ikke haft tilladelse til at benytte det udenlandske køretøj i Danmark, jf. reglerne i registreringsafgiftsloven.

SKAT vurderede i forbindelse med standsningen i maj 2010, at klageren var registreringspligtig af bilen til Danmark, og bilen blev derfor beslaglagt, idet han skulle betale en registreringsafgift på 256.430 kr.

SKATs afgørelse vedrørende registreringspligten har været påklaget til Landsskatteretten, der i afgørelse af 15. februar 2011 stadfæstede SKATs afgørelse. Retten lagde til grund, at klageren måtte anses for at have haft bopæl såvel i Polen som i Danmark. Da hans familie endvidere i den omhandlede periode tillige havde boet i Danmark, og da det måtte lægges til grund, at han primært havde drevet sin virksomhed fra Danmark, var det med rette, at SKAT anså ham for at have haft bopæl i Danmark i registreringsafgiftslovens forstand.

Retten i [by5] afsagde den 20. juni 2012 kendelse om, at SKATs beslaglæggelse af bilen var berettiget, indtil registreringsafgiften blev betalt. Retten lagde derved til grund, at centrum for såvel hans familiemæssige som erhvervsmæssige interesser har været i Danmark. Retten anså ham for at have været hjemmehørende i Danmark, og således for at have haft bopæl her i registreringsafgiftslovens forstand. Ifølge oplysninger fra SKAT af 21. december 2012 har Landsretten godkendt beslaglæggelsen af bilen.

SKAT oplyser endvidere, at sagen vedrørende registreringspligten er under behandling i Landsretten. Klageren har i 2011 indbragt en sag for Europa-Parlamentet om bilens beslaglæggelse. I svaret anføres at:

”Kommissionen finder ikke, at andragerens sag påviser nogen generel administration praksis eller national lovgivning om opkrævning af indregistreringsafgifter for firmabiler, som indføres i Danmark fra en anden medlemsstat, som ikke er i overensstemmelse med EU-lovgivningen.”

Skatteforholdene i Polen

Klageren har i 2008 og 2009 selvangivet sin indkomst således ifølge sine polske selvangivelser:

Omsætning i alt

Opkrævet skat i Polen

Indkomståret 2008

485.647 zl.

26.264 zl.

Indkomståret 2009

629.009 zl.

30.556 zl.

Indkomståret 2010

472.024 zl.

23.865 zl.

I 2008 beregnes en skat på hhv. 5,5, 8,5 og 17 % af forskellige dele af indkomsten.

I 2009 beregnes en skat på hhv. 3,0, 5,5, og 17 % af forskellige dele af indkomsten.

For 2010 foreligger ingen kopi af den polske selvangivelse.

Klageren har i forbindelse med klagen til skatteankenævnet udarbejdet en opgørelse med fordeling af indkomsten mellem Danmark og Polen, og en opgørelse af driftsomkostninger, således:

Omsætning

I alt

Heraf i DK

Heraf i Polen

Indkomståret 2008

485.647 zl.

466.640 zl.

19.007 zl.

Indkomståret 2009

629.009 zl.

559.309 zl.

69.700 zl.

Indkomståret 2010

472.024 zl.

460.536 zl.

11.489 zl.

Omkostninger *

I alt

Heraf i DK

Heraf i Polen

Indkomståret 2008

379.847 zl.

364.987 zl.

14.860 zl.

Indkomståret 2009

487.172 zl.

433.194 zl.

53.979 zl.

Indkomståret 2010

351.384 zl.

342.845 zl.

8.539 zl.

Overskud

I alt

Heraf i DK

Heraf i Polen

Indkomståret 2008

105.800 zl.

101.653 zl.

4.147 zl.

Indkomståret 2009

141.836 zl.

126.115 zl.

15.721 zl.

Indkomståret 2010

120.640 zl.

117.690 zl.

2.950 zl.

* Der er indberettet købsmoms i 2008 svarende til driftsomkostninger på 143.284 kr.

Driftsomkostningerne er ikke yderligere specificeret, men består ifølge klageren af lønninger til medarbejdere, socialforsikringer og tjenesterejser for medarbejdere og indehaver, køb af værktøj og materialer, bogføringshjælp, benzin, bilforsikringer samt afskrivninger. Lønnen til de polske medarbejdere er ikke indberettet til SKAT, da klageren har anset virksomheden for skattepligtig til Polen.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark, og stadfæstet SKATs afgørelse om forhøjelse af klagerens indkomst vedrørende overskud af virksomhed i Danmark for indkomstårene 2008-2010.

Nævnet har ændret SKATs afgørelse vedrørende overskud optjent i Polen og nedsat forhøjelserne.

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, bestemmer, at personer, der har bopæl i Danmark, har pligt til at betale indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i den nævnte lov.

Efter kildeskattelovens § 7 bliver en person dog ikke skattepligtig, før han tager ophold på bopælen i Danmark. Man bliver altså ikke fuldt skattepligtig, selv om man har en bolig til rådighed, hvis man kun opholder sig i Danmark for at holde ferie i kortere perioder. Hvis et ophold uafbrudt er mere end tre måneder eller samlet 180 dage inden for en periode på 12 måneder, er der ikke længere tale om et kortvarigt ophold.

Efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsaftalen mellem Polen og Danmark er en person hjemmehørende i ”en kontraherende stat”, hvis personen i henhold til lovgivningen i den pågældende stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted m.v. Det vil sige, at man i realiteten kan blive anset for at være hjemmehørende i begge stater, hvis man har en bopæl i begge stater.

Skatteankenævnet har behandlet klagerens sag på grundlag af, at han har en bopæl til rådighed i både Polen og Danmark efter artikel 4, stk. 1. Han er altså skattepligtig i begge lande, fordi han har bopæl begge steder – han har dobbeltdomicil. Derfor skal det afgøres efter reglerne i artikel 4, stk. 2, hvor hans skattemæssige hjemsted skal være. Det er regler, der er aftalt mellem de to lande.

I henhold til artikel 4, stk. 2, bestemmes en persons skattemæssige tilhørsforhold efter en prioritering, hvor den første prioritering er den stat, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser).

Efter de foreliggende oplysninger er nævnet af den opfattelse, at klageren i den omhandlede periode har haft de stærkeste økonomiske og personlige forbindelser i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a. Nævnet bygger dette på, at han overvejende har drevet sin virksomhed i Danmark, idet størstedelen af omsætningen er optjent i Danmark, og at hans ægtefælle og børn samtidig tog ophold i Danmark med hhv. arbejde og skolegang. Da der er tale om en personligt ejet og drevet virksomhed, har det efter nævnets opfattelse ingen selvstændig betydning i forhold til at fastslå det skattemæssige hjemsted, at virksomheden er registreret i Polen.

Nævnet mener således ikke, at der er brug for at anvende de andre prioriteringer i artikel 4, da de efterfølgende prioriteringer først bliver aktuelle, hvis det ikke ud fra artikel 4, stk. 2, litra a, kan afgøres, hvor det skattemæssige hjemsted er.

I dobbeltbeskatningsaftalens artikel 7 er det aftalt mellem de to lande, hvor en erhvervsvirksomhed skal beskattes.

Da klageren personligt er anset for at være fuldt skattepligtig med hjemsted i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, skal hans samlede indkomst medregnes i Danmark, også af hans virksomhed, selv om den er registreret i Polen.

Hvis virksomheden har fast driftssted i begge lande, skal resultatet (indtægterne med fradrag af driftsudgifterne) fordeles mellem de to lande, hvor resultatet er oppebåret, jf. artikel 7, stk. 1 og stk. 2.

Indkomsten i Polen

Det har ikke været muligt på grundlag af dokumenterede oplysninger at fastslå en fordeling af virksomhedens resultat mellem Polen og Danmark. Ifølge klagen er der dog angivet oplysninger med en fordeling af virksomhedens omsætning og driftsomkostninger i de to lande. På grundlag af klagerens egne oplysninger udgør omsætningen med fradrag af de tilknyttede omkostninger i Polen 3,9 % i 2008, 11 % i 2009 og 2,4 % i 2010.

Det fremgår af skatteansættelsen, at SKAT har ansat overskuddet af arbejdet i Polen til 50.000 kr. for hvert af årene. Nævnet finder på grundlag af sagens oplysninger, at overskuddet fra den polske del af virksomheden kan ansættes til det overskud, som er opgjort af klageren, omregnet med den gennemsnitlige valutakurs.

Overskuddet af den polske del af virksomheden udgør herefter:

Indkomståret 2008

4.147 zl. Omregnet til kurs 213,207 =

8.841 kr.

Ansat af SKAT

50.000 kr.

Difference

41.159 kr.

Indkomståret 2009

15.271 zl. Omregnet til kurs 172,43 =

27.107 kr.

Ansat af SKAT

50.000 kr.

Difference

22.893 kr.

Indkomståret 2010

2.950 zl. Omregnet til kurs 186,468 =

5.500 kr.

Ansat af SKAT

50.000 kr.

Difference

44.500 kr.

Indkomsten optjent i Polen nedsættes herefter med differencen.

Efter en fornyet vurdering er nævnet af den opfattelse, at der kan gives nedslag for den skat, der er betalt i Polen af virksomheden dér. Nævnet mener ikke, at der umiddelbart er grundlag for ikke at anse virksomheden for at drive virksomhed i Polen fra et fast driftssted der, jf. artikel 7, stk. 2, selv om fakturaerne udskrives i samme nummerrækkefølge som for den samlede virksomhed. Derfor kan der efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22 gives et nedslag i den danske skat på indkomsten med et beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i Polen.

Nedslaget beregnes som en forholdsmæssig del af den betalte bruttoskat i Polen fordelt efter forholdet mellem det beregnede overskud i de to lande, således:

Indkomståret 2008

26.264 zl. * 4.147 / 105.800 omregnet til kurs 213,207 =

2.195 kr.

Indkomståret 2009

30.556 zl. * 15.721 / 141.836 omregnet til kurs 172,43 =

3.387 kr.

Indkomståret 2010

23.865 zl. * 2.950 / 120.640 omregnet til kurs 186,468 =

1.089 kr.

Indkomsten i Danmark

Det fremgår af oplysningerne, at SKAT i alle tre år har ansat omsætningen i Danmark til de fakturerede indtægter i Danmark. Ved skatteansættelsen er der givet et skønsmæssigt fradrag på 10 % til driftsomkostninger, idet klageren ikke har fremlagt et regnskab eller bilag for sine faktiske udgifter. SKAT har således ikke haft mulighed for at gennemgå udgifterne med henblik på at vurdere, om der er tale om fradragsberettigede driftsomkostninger omfattet af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a og e.

Hvis klageren ønsker fradrag for de driftsomkostninger, som han har oplyst i forbindelse med klagen, må han lave et regnskab og en opgørelse af resultatet efter danske skatteregler, jf. skattekontrollovens § 3, og overfor skattemyndighederne dokumentere udgifterne ved bilag. Der henvises herved til skattekontrollovens § 6, hvorefter den erhvervsdrivende har pligt til at indsende sit regnskabsmateriale med bilag til skattemyndighederne, også for den pågældendes udenlandske virksomhed.

Nævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs ansættelse, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for de afholdte driftsomkostninger.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelserne af klagerens indkomst vedrørende overskud af virksomhed i Danmark samt overskud optjent i Polen for 2008-2010 nedsættes til 0 kr., da klageren i de pågældende indkomstår var skattemæssigt hjemmehørende i Polen.

Repræsentanten gør gældende, at det er forkert at konstatere, at klageren i 2008-2009 var skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Det er antaget, at hans centrum for livsinteresser var i Danmark, da han havde en lejeaftale vedrørende en bolig i Danmark, og da hans indkomst i Danmark var stor, men det er ikke taget i betragtning, at han ejede et hus i Polen.

Klageren var i de pågældende indkomstår skattemæssigt hjemmehørende i Polen, hvilket bekræftes af certifikat udstedt af Leder af Skattekontor i [Polen], som er et officielt dokument. Hans årsopgørelse blev lavet i Polen og indeholdt hans danske indkomst for årene 2008-2010.

Det gøres endvidere gældende, at de processuelle regler er anvendt forkert, hvilket har haft betydning for afgørelsen.

Der er sket en krænkelse af princippet om den materielle sandhed, som forpligter det danske skattevæsen til at foretage alle nødvendige handlinger, for præcist at afgøre faktum og træffe en retfærdig afgørelse. Skattevæsenet foretog hverken nogen handlinger, som kunne føre til præcist at afgøre faktum, eller kontaktede det polske skattevæsen. Det danske skattevæsen har heller ikke bevist, hvor mange dage klageren opholdt sig i Danmark.

Der er desuden sket en krænkelse af legalitetsprincippet ved det danske skattevæsens førelse af sagen. Der er foretaget en forkert og skadelig fortolkning af art. 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark, da det i strid med overenskomsten og faktum er antaget, at klageren har stærkere personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, og derfor er fuldt skattepligtig til Danmark.

Herudover er der sket en krænkelse af princippet om overtalelse, da det danske skattevæsen har handlet vilkårligt. Dette fremgår klart af afgørelsen, hvor der hverken er nævnt nogen beviser eller fremvist nogen juridisk argumentation, som havde indflydelse på afgørelsen. Dette gjorde det umuligt at bestride afgørelsen. Der er desuden ikke taget stilling til de af klageren fremviste beviser, undtagen fakturaer. Det danske skattevæsen har altså ikke forklaret gyldigheden af de beviser, som førte til afgørelsen, og afgjorde derfor sagen vilkårligt og til skade for klageren.

Som begrundelse for de nedlagte påstande er anført følgende:

Skatteankenævnets afgørelse er baseret på beviser, som er tillagt en betydning, der er løsrevet fra den faktiske og juridiske kontekst, samt omstændigheder som ikke har nogen betydning for hverken den faktiske eller den juridiske bedømmelse af sagen, og som ikke har grundlag i de samlede beviser.

Skattevæsenet har kun vilkårligt nævnt, at klagerens centrum for livsinteresser var i Danmark, fordi han arbejdede og opholdt sig der, og hans børn boede der, uden at nævne hvor mange dage han opholdt sig i Danmark. Myndighederne har også antaget, at klagerens forbindelser til Danmark var stærkest, uden at bevise det. Skattevæsenet har således ikke begrundet sine påstande.

Dette afspejler skattevæsenets indstilling til hele sagen, da myndighederne ikke har oplyst om den juridiske situation. Klagerens argumentation og beviser, der afspejler den faktiske situation i sagen, blev derimod afvist uden nogen logiske kontraargumenter fra skattevæsenets side.

Klageren var i årene 2008-2010 polsk statsborger, med certifikat der dokumenterede, at han var hjemmehørende i Polen (en person kan kun være skattemæssigt hjemmehørende i ét land), havde fast bopæl i Polen for det meste af tiden i de pågældende år, købte sammen med sin kone en byggegrund i Polen med henblik på at bygge et hus, og ejede altså en ejendom i Polen. Klageren havde familien og venner i Polen, han var socialt aktiv i Polen, og deltog desuden i kommunalvalg og nationalvalg.

Det er uberettiget, at skattevæsenet nævner klagerens ægtefælles sag, da denne ikke er afgjort endnu. Ligesom klagerens sag er denne ført tendentiøst og autoritativt af de danske myndigheder. Argumentationen i sagen er ikke begrundet med nogen beviser.

De ovennævnte handlinger er et betydeligt magtmisbrug fra de administrative statsorganers side. Det fører kun til skade for skatteyderen, og har intet at gøre med at sikre den danske stats fiskale interesser, som blev nævnt i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark.

Det danske skattevæsen giver udtryk for, at de ved bedre hvad centrum for klagerens livsinteresser var. De vil beslutte dette, samt hvor klagerens faste bopæl var for klageren, ud fra en fejlagtig forståelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Udover dette forstår skattevæsenet ikke, eller ignorerer med vilje det faktum, at klageren for det meste af tiden i 2008-2010 forblev i Polen.

Repræsentanten har endvidere fremført følgende detaljerede anbringender:

1. At klageren har lejet en 3-værelses lejlighed på 115 kvadratmeter, er ikke et bevis på, at klageren havde sit centrum for livsinteresser i Danmark.
2. Klageren havde i den nævnte periode fast bopæl i Polen på adressen [adresse2], [Polen], og boede der det meste af årene 2008-2010. SKAT var underrettet om dette, og har modtaget de rette dokumenter. Det fremgår uden tvivl af det ovennævnte, at klagerens centrum for livsinteresser var i Polen, fordi klageren havde stærkere personlige og økonomiske forbindelser her.
3. Skatteankenævnet nævner uberettiget klagerens ægtefælles skattesag, da den ikke er afsluttet endnu. Disse handlinger, som har juridiske konsekvenser for klageren og som er baseret på skatteankenævnets ubeviste påstande, er dermed ulovlige, ulogiske og krænker de basale regler for førelse af sagen.
4. Det understreges, at klageren var og er skattemæssigt hjemmehørende i Polen, og havde en fast bopæl i Polen. Klagerens danske indkomster fremgik af hans polske årsopgørelse, og han betalte altså skat af disse i Polen.
5. Klageren har på ingen måde brudt sine forbindelser til Polen. Han opholdt sig i Danmark i forbindelse med sit firmas ærinder, og forblev for meste af tiden i sin lejlighed i Polen. Derudover tilbragte han altid jul og påske sammen med sin kone, børn og resten af familien i Polen. Han byggede sit hus i Polen sådan, at han skulle bruge rigtig meget tid på det og være fysisk på byggepladsen i Polen. Klagerens forbindelser til Polen var meget stærkere end dem, der bandt ham til Danmark, og opholdet i Danmark var af tidsbegrænset art.
6. Klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Polen, og opgjorde sin danske indkomst i Polen rettidigt.
7. De danske skattemyndigheder er ikke konsekvente i begrundelsen af deres standpunkter, og deres påstande modsiger hinanden. Det er anført, at det ikke var korrekt at skatteankenævnet ikke godkendte certifikat for ophold i Polen. Skatteankenævnet nævnte nemlig i sit forslag, at klageren havde bopæl i to lande, altså at han havde to midtpunkter for livsinteresser. Et andet sted er det alligevel nævnt, at certifikatet for ophold i Polen ikke var af stor betydning, fordi grundlaget for afgørelsen var fakta vedrørende familien og arbejde. Sådan en inkompetent argumentation forståeliggør ikke myndighedernes tankegang, og fører til en konstatering af, at skattemyndighedernes handlinger kun fører til at belaste klageren med højest mulige skatter uden hensyn til den faktiske og juridiske situation i sagen, samt at myndighederne manipulerer med fakta og overfortolker lovgivningen imod de principper, der lå til grund for denne lovgivning.
8. For så vidt angår de af klageren indsendte beviser, bliver det kun kort nævnt, at SKAT ikke synes de er relevante i sagen, fordi SKAT ikke synes at klageren, hans ægtefælle og deres to børn har bopæl i Polen. Der er ikke henvist til nogen beviser, og det nævnes ikke, hvorfor klagerens beviser ikke blev taget i betragtning. Endvidere ejede klageren en ejendom i Polen, og de danske skattemyndigheder kunne ikke bevise, hvor lang tid han opholdt sig i Danmark i 2008-2010. Skattemyndighederne fremkommer i stedet med påstande og antagelser uden grundlag, og bygger deres holdninger på de antagelser, og ikke de beviste fakta. De fortolker dermed dobbeltbeskatningsoverenskomsten mod dens ånd og grundlag.
9. Det ovennævnte beviser, at de danske skattemyndigheder ikke forstår (ikke vil forstå), at det polske certifikat er et bevis angående bopæl. Det polske skattevæsen har dermed bedømt klagerens og hans ægtefælles personlige og økonomiske forhold til Polen og Danmark og vurderet, at de ifølge polsk skattelovgivning og dobbeltbeskatningsoverenskomsten har fast bopæl i Polen. De danske skattemyndigheder har alligevel foreslået at antage, at klageren har fast bopæl i Danmark. Klageren afviser kraftigt dette, da det både er imod hans vilje, fakta og den gældende lovgivning, samt imod det faktum at han er skattemæssigt hjemmehørende i Polen og betaler skat af sin danske indkomst. Skatteankenævnet har ingen beviser, kun antagelser uden grundlag. Disse antagelser kan ikke være gældende i henhold til skattelovgivningen.
10. Skatteankenævnet bygger deres argumentation om fast bopæl i Danmark på alene det faktum, at klagerens kone og børn har fast bopæl i Danmark, og at der er indgået en lejeaftale. Klageren leder desuden ikke to firmaer, som skatteankenævnet antager. Dette er også konstateret af skattemyndighederne, som selv har konstateret, at fakturaerne har fælles nummerering. Klageren havde ikke et firma i Danmark, men hans firma, som er registreret i Polen, ydede i den nævnte periode sine tjenester i Danmark.
11. En lejeaftale for boligen eller en købsaftale på en ejerlejlighed er ikke afgørende for bopælskriteriet. Men det faktum at lejligheden i Danmark var lejet, og at klageren i samme periode ejede sin lejlighed i Polen, som han frit rådede over (den var ikke fremlejet), er et bevis på stærkere forbindelser til Polen, og på at opholdet i Danmark var tidsbegrænset fra starten. Klagerens vilje om ikke at skulle flytte permanent til Danmark kan ikke ignoreres.
12. Skatteankenævnet påstår, at klagerens bopæl var i [by3]. Han rådede i denne periode over 2 lejligheder. Skatteankenævnet har, uden at henvise til nogen kriterier, antaget at klagerens bopæl var i [by3], men har ikke forklaret, hvilket rolle lejligheden i [Polen] (Polen) havde. En sådan inkonsekvent handling er overraskende, taget i betragtning at denne antagelse danner grundlag for klagerens skattepligt til Danmark.
13. Det skal også understreges, at en kommentar til OECDs modelkonvention, som de involverede lande baserer deres fortolkning af dobbeltbeskatningsaftaler på, nævner følgende:

”Hvis en person, som har hjemmets arne i et land, har stiftet en anden hjemmets arne i et andet land, men beholdte fuldstændig den første, betyder, at fordi, at den første blev stiftet i et miljø denne person kom fra og arbejdede i og har familie i, at det sammen med andre elementer beviser, at personen beholdte sit centrum for livsinteresser i det første land.”

14. Det står i denne sag klart, at den eneste mulige fortolkning er, at klageren beholdt sit centrum for livsinteresser i Polen. I lyset af ovennævnte kan opholdet i Danmark ikke betragtes som et skifte af centrum for livsinteresser. I lyset af ovennævnte, og i henhold til den gældende danske lovgivning, er det ubegrundet at lægge det faktum, at børnene gik i skole i Danmark, til grund som et argument for, at bopælen i Danmark var fast og ikke tidsbegrænset. Opholdet i Danmark er tidsbegrænset, hvis det er et turistophold eller et skoleophold. Sådan skal klagerens børns skolegang betragtes. Det skal endvidere understreges, at børnene samtidig gik i polsk skole. Derudover havde børnene deres vaccinationskort i Polen, og datteren rejste til Polen for at blive vaccineret den 2. december 2008, hvilket blev noteret i vaccinationskortet, i henhold til de polske krav. Familien var altså under ingen omstændigheder flyttet over til det danske undervisningssystem og sundhedssystem, men opfyldte alene de nødvendige krav, som lod dem fungere i det danske samfund i meget kort tid.
15. I begrundelsens punkt 4 påstår skatteankenævnet, at ”det fremgår af de samlede oplysninger, at hovedparten af virksomhedens omsætning kom fra arbejdet i Danmark.” Det er et faktum, at klagerens virksomhed leverede sine ydelser i Danmark, men også i Polen. Dette faktum beviser på ingen måde, at klageren opholdt sig længere tid i Danmark end i Polen. Klageren havde sit firma i Polen, og firmaets kontor, hvor klageren modtog ordrer fra kunderne, og hvorfra medarbejderne blev sendt til forskellige arbejdssteder, var i Polen. Et arbejdssted er ikke et bevis på, at firmaets ejer opholder sig på dette sted.
16. I punkt 5 påstår skatteankenævnet, at SKAT og nævnet mener, at klageren var fuldt skattepligtig til Danmark i den pågældende periode, da det anses for sandsynligt, at han boede sammen med sin familie, og da det ellers ikke giver mening at leje en lejlighed og føre sin familie til Danmark. En påstand om at noget er sandsynligt, kan ikke anses som bevis i en skattesag. Det er gentagne gange blevet understreget, at opholdet i Danmark var af midlertidig karakter, og at det ikke betød et skifte af bopæl.
17. Det første kriterie ved afgørelse af en bopælskonflikt efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er fast bopæl. Et midlertidigt ophold kan ikke anses for en fast bopæl.
18. I punkt 10 påstår skatteankenævnet, at skatteyderen selv har pligt til at føre bogholderi, således at det opfylder bogføringslovens krav. Repræsentanten og klageren har understreget mange gange, at klageren drev en virksomhed med hovedsæde i Polen, som leverede ydelser i Danmark. Der blev ikke stiftet en ny virksomhed i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Derfor var indkomsten kun skattepligtig i Polen, og den danske skattelov og bogføringslov finder ikke anvendelse. De danske skattemyndigheder sender ikke kun tilfældige oplysninger om gældende love, men går et skridt videre ved at påstå, at klageren handler i strid med loven ved ikke at føre sit bogholderi i henhold til dansk bogføringslovgivning.
19. Skatteankenævnet nævner, at klageren både i 2008 og 2010 har foretaget 7 anmeldelser til RUT. Anmeldelserne fra 2008 omfatter en næsten uafbrudt periode fra den 11. august til den 26. september, med få pauser af en dags varighed, samt en uge i oktober. Anmeldelserne fra 2009 omfatter tre uger i september måned, samt en periode fra den 5. til den 28. oktober med pauser i weekenderne. Skatteankenævnet bekræfter hermed, at klageren opholdt sig i Danmark i meget kort tid, og han kan derfor umuligt være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Skatteankenævnet nævner endvidere, hvilke medarbejdere der blev registreret, men dette har ingen betydning for nærværende sag.
20. Skatteankenævnet nævner på den ene side de omstændigheder, som var relateret til beslaglæggelse af hans bil Mitsubishi CWB Outlander, men anfører på den anden side, at klageren ikke har ret til at nævne disse omstændigheder, da de ikke er relateret til sagen.
21. Skatteankenævnet har ikke nævnt, at klagerens børns ophold i Danmark også var af midlertidig art, da de kom til Danmark af uddannelsesmæssige grunde.
22. Boligens indretning, samt om den står til rådighed hele tiden, er af afgørende betydning. Alligevel nævner skatteankenævnet ikke disse argumenter i klagerens sag.
23. En påstand om, at klageren blev fuldt skattepligtig til Danmark senest fra datoen for indgåelsen af lejeaftalen, da hans centrum for livsinteresser herefter var i Danmark, er ubegrundet, da der ikke er taget hensyn til alle omstændigheder. Derudover er skatteankenævnet blevet indkaldt til at fremvise beviser i form af afgørelser mellem de danske og polske skattemyndigheder, om gyldigheden af denne påstand. Disse beviser blev ikke fremlagt.
24. Skatteankenævnet har ignoreret fakta og klagerens argumentation, og klagerens anmodning om, at der blev udpeget en ekspert i bogholderi, er ikke taget i betragtning af skatteankenævnet. Skatteankenævnet har aldrig oplyst, om muligheden overhovedet var blevet undersøgt, og om den blev betragtet positivt eller negativt, eller hvad grundlaget for beslutningen var. På baggrund af dette er det klagerens opfattelse, at hans rettigheder er blevet krænket, og han overvejer derfor at klage til den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i [Frankrig] over krænkelse af art. 6 eller 13 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
25. SKAT har med urette antaget, at klageren havde fast bopæl i Danmark, fordi hans forbindelser til Polen ikke blev undersøgt. Klageren har bevist, at han er tilknyttet det land, hvor han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser, og han har anført, at det ifølge kommentarer til OECD’s modelaftale antages, at en person kan bevare sit centrum for livsinteresser i et land, hvor vedkommende er hjemmehørende, selvom vedkommende stifter bopæl i et andet land. Skatteankenævnet har ikke undersøgt, hvilket land klageren har de stærkeste forbindelser til.
26. Skatteankenævnet har anset klageren for hjemmehørende i Danmark grundet følgende antagelser:

1) Klageren rådede over en lejlighed i Danmark i årene 2008-2010.

2) Klageren havde sit centrum for livsinteresser i Danmark, da hans kone og børn boede på samme adresse i Danmark.

3) Klagerens almindelige opholdssted var i Danmark, og han var kun i Polen i de perioder, hvor han ikke havde arbejde i Danmark. Skat mener på grundlag af fremlagte fakturaer, at disse perioder var begrænsede.

Skattemyndighederne er mange gange blevet bedt om at bevise disse antagelser, men de har aldrig nævnt andet end lejeaftalen. Antagelserne er ikke bekræftet af klageren, som aldrig har haft den opfattelse, at han almindeligvis opholdt sig i Danmark. De nævnte antagelser skal derfor anses for ubegrundede.

27. Argumentationen om klagerens danske indkomst og mængden af fakturaer har intet at gøre med at bevise klagerens ophold i Danmark, da, som skatteankenævnet selv har nævnt, det ikke er muligt at afgøre, hvilke fakturaer der vedrører anmeldelser til RUT. Dette har dog ikke forhindret skatteankenævnet i at antage og konkludere, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark.
28. Skatteankenævnet nævner, at den af SKAT foretagne ansættelse er korrekt, da virksomheden grundet arbejdets art anses at have begrænsede udgifter. Det er imidlertid ikke skattemyndighedernes opfattelse, men derimod viden om virksomhedsdrift og bogføring, der er afgørende for sagen. Denne viden har skattemyndighederne ikke. Klagerens erklæring er endvidere ikke medtaget, da der ifølge skatteankenævnet ikke findes dokumentation for, at udgifterne var så høje. Denne dokumentation findes, men de danske myndigheder har ikke ansøgt om den hos de polske myndigheder, og de af klageren indleverede beviser er blevet ignoreret eller fortolket til skade for ham.
29. Det er endvidere klagerens opfattelse, at skattemyndighederne ikke må påstå, at Polen ikke har ret til at beskatte ham, og ansætte indkomsten i Polen til 50.000 kr. I lyset af ovennævnte, anmoder repræsentanten om, at der bliver udnævnt en ekspert i bogføring og finanser, til at gøre følgende:

a) bruge fakturaer og dokumenter til at ansætte virksomhedens udgifter. Fradrag i indkomsten burde være ansat til 72-75 % og ikke 10 % som ansat af SKAT.

b) analysere periodiske angivelser, da ydelser leveret over nogle måneder ikke nødvendigvis betyder, at arbejdet blev udført hver dag, eller at klageren skulle opholde sig i Danmark hver dag. Den samme periode er medtaget to gange, for at bevise at klageren opholdt sig i Danmark i lang tid.

c) kommentere på, hvorvidt myndighederne kan lægge et CPR-nr.., som klageren fik i 2010, til grund for klagerens skatteansættelse for 2008, altså med tilbagevirkende kraft.

d) angive, om klageren havde ret til at foretage fradrag i indkomstskatten.

Repræsentanten ansøger samtidigt om, at der bliver angivet en dato for behandling af ansøgningen, samt at parterne bliver informeret om afgørelsen, og at den bliver begrundet skriftligt.

30. Skatteankenævnet nævner, at det meste af indkomsten blev optjent i Danmark, men det blev alligevel understreget, at nævnet ikke tog stilling til, om arbejdet blev udført i løbet af et par dage eller over en længere periode. Det blev ud fra fakturaer antaget, at alle regningerne blev fordelt jævnt over årene. Disse antagelser er fuldstændig ubegrundede, og skatteankenævnets handlinger er uberettigede. Nævnet skulle nemlig bevise, hvor længe klageren opholdt sig i Danmark, hvilket det ikke gjorde.
31. Repræsentanten ansøger endvidere om angivelse af forældelsesfrister for skat i 2008, 2009 og 2010.
32. Skattemyndighederne henviser til bestemmelser, uden at angive datoer for deres gyldighed eller hvornår de blev offentliggjort. Klageren er ikke blevet oplyst om hans juridiske situation, eller om hvorvidt loven blev ændret i den pågældende periode. Skatteankenævnet har henvist til kildeskattelovens § 7, hvorefter en person ikke er skattepligtig i Danmark, hvis vedkommende ikke opholder sig i Danmark. Man er herefter ikke fuldt skattepligtig, selvom man har en lejlighed til rådighed, hvis man kun opholder sig i Danmark pga. ferier i korte perioder. Hvis opholdet er på 3 måneder uafbrudt eller sammenlagt udgør 180 dage i løbet af 12 måneder, er der ikke længere tale om et midlertidigt ophold. Skatteankenævnet påpeger ikke, om bestemmelsen i sidste sætning var gældende i den pågældende periode, hvilket klageren anfægter.
33. Skatteankenævnet har ikke anvendt de gældende love, når de konkluderer, at der ikke er fundet grundlag for at tilsidesætte SKATs ansættelse, idet der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation for de afholdte driftsomkostninger. Skattemyndighedernes job er at afgøre, hvor længe klageren opholdt sig i Danmark, ikke at ansætte indkomsten og de afholdte udgifter. Klageren fastholder derfor sin påstand, og understreger endnu en gang, at skatteankenævnet har set bort fra de perioder, hvor de relevante arbejder blev udført. Nogle gange tog det en dag at udføre arbejdet, og ikke en måned eller et år, som anført af skatteankenævnet. Klageren opfatter sådan en handling som ond vilje og diskrimination, da de danske skattemyndigheder ikke kender til ledelse af virksomheder, der udfører deres opgaver i forskellige perioder og fra dag til dag arbejder mere eller mindre intensivt, og hvor der nogle gange er 2-3 opgaver ”på papir”, som ikke bliver udført endnu. Ud fra de fremviste datoer er det klart, at disse bestillinger var kortvarige, udført i løbet af et par dage, og at der herimellem var længere pauser, som tillod udførelsen af andre opgaver og opholdet i Polen. Skatteankenævnet har ikke fremvist beviser for klagerens rejser til og fra Danmark i den pågældende periode, eller for hvor mange rejser han har foretaget. Det er altså ikke bevist, at klageren faktisk opholdt sig i Danmark i de pågældende perioder.
34. Det understreges igen, at klagerens virksomhed er underlagt polsk lovgivning, ikke dansk.
35. Skatteankenævnet har ikke taget stilling til klagerens køb af to byggegrunde i Polen.
36. På grund af den totale ignorering af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen anmoder repræsentanten om fremvisning af beviser på korrespondance mellem skatteankenævnet og Finansministeriet, som kan lovliggøre en sådan procedure som er fulgt i denne sag.
37. Repræsentanten anmoder endvidere om fremvisning af dokumenter fremsendt af de polske skattemyndigheder, som har tilladt de danske myndigheder at handle imod dobbeltbeskatningsoverenskomsten, samt korrespondance med de polske myndigheder, som har tilladt de danske myndigheder at se bort fra klagerens polske skattecertifikat som bevis.
38. I betragtning af ovennævnte er det repræsentantens opfattelse, at skattemyndighederne har handlet i strid med princippet om den materielle sandhed, legalitetsprincippet og princippet om overtalelse, og er kommet frem til en afgørelse, som intet har at gøre med den faktiske situation, hvilket ikke kan være gyldigt.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl i Danmark, har pligt til at betale indkomstskat til Danmark i overensstemmelse med reglerne i den nævnte lov.

Efter kildeskattelovens § 7, indtræder skattepligten efter § 1, stk. 1, nr. 1, først når personen tager ophold på bopælen i Danmark. Kortere ophold pga. ferie eller lignende medfører altså ikke skattepligt til Danmark. Hvis et ophold uafbrudt er mere end tre måneder eller samlet 180 dage inden for en periode på 12 måneder, er der ikke længere tale om et kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.

Klageren lejede pr. 6. marts 2007 en beboelseslejlighed beliggende [adresse1], [by3], hvor klagerens ægtefælle og børn var tilmeldt folkeregisteret i perioden fra 16. oktober 2007 til 28. maj 2010. Klageren har under ophold i Danmark løbende udøvet erhvervsmæssig virksomhed. Klagerens ophold i Danmark har derfor ikke haft karakter af ferie eller lignende.

Klageren har derfor i indkomstårene 2008, 2009 og 2010 haft bopæl i Danmark, hvorfor han har været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

Efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark er en person hjemmehørende i en kontraherende stat, hvis personen i henhold til lovgivningen i den pågældende stat er skattepligtig der på grund af bopæl, hjemsted m.v. Det vil sige, at en person kan blive anset for at være hjemmehørende i to stater, hvis man har bopæl i begge stater.

Det lægges til grund, at klageren har bopæl til rådighed i både Polen og Danmark, og dermed har dobbeltdomicil. Klagerens skattemæssige hjemsted skal derfor afgøres efter reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, hvorefter en person, der har fast bolig til rådighed i flere stater, skal anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser), jf. artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren havde i 2008-2010 fast bopæl til rådighed i Danmark. Han registrerede sin virksomhed i Danmark, under dansk CVR-nr., og udførte arbejde her. Hans ægtefælle og børn boede tillige på bopælen og var tilmeldt folkeregistret på denne. Ægtefællen havde i perioden fast arbejde i [by3], og børnene gik i dansk folkeskole. Landsskatteretten har desuden i kendelse af 10. oktober 2012 afgjort, at klagerens ægtefælle var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden.

Det lægges derfor til grund, at klagerens i den pågældende periode havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra a, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Det har ingen betydning i relation til skattepligt efter kildeskatteloven, at klageren anså opholdet i Danmark for at være af midlertidig karakter og havde til hensigt at vende tilbage til Polen. Den fulde skattepligt indtrådte, da klageren erhvervede fast bopæl i Danmark og tog ophold her, og ophørte igen, da han ikke længere havde fast bolig og arbejde i Danmark.

Klageren anses derfor for at have været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2008-2010.

Da der ikke er fremlagt nye oplysninger eller dokumentation vedrørende virksomhedens indtægter og driftsudgifter, findes der ikke grudlag for at ændre de af Skatteankenævnet foretagne ansættelser.

Skatteankenævnets afgørelse stadfæstes.