Kendelse af 24-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Klagepunkt

[Skatteankenævnets] afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008 og tidligere

Ekstraordinær genoptagelse

Nej

Ja

Nej

2009

Befordringsfradrag jf. ligningslovens § 9 D

0

10.303

9.392

2010

Befordringsfradrag jf. ligningslovens § 9 D

0

10.303

9.392

2011

Befordringsfradrag jf. ligningslovens § 9 D

0

10.684

9.744

2012

Befordringsfradrag jf. ligningslovens § 9 D

0

11.133

10.160

Faktiske oplysninger

Klageren oplyser, at hun har nedsat erhvervsevne på 65 % pga. fald fra trappe i 2001. Klageren var herefter sygemeldt indtil hun startede i fleksjob på [virksomhed1], hvor hun arbejder 12 ½ time pr. uge.

Klageren var i 2009 ude for et nyt uheld på sit arbejde, hvor hun har pådraget sig skade på højre knæ. Klageren er efterfølgende tilbage i fleksjob på 12 ½ time ugentligt på [virksomhed1], hvor hun underviser i dekoration, kreativ og glas.

Klageren bor [adresse1], [by1] og arbejder på [virksomhed1], [adresse2], [by2]. Dette er en distance på 8 km og der er ikke offentlig transport som alternativ til daglig transport.

Klageren anskaffede sig i 2009 en VW Golf årgang 1996, i forbindelse med indgåelse af det pågældende flexjob, idet transport ellers ikke ville være mulig. Pga. af klagerens skader, er cykling og gang ikke mulige alternativer til kørsel i bil.

Der foreligger speciallægeerklæring fra overlæge [person1], Specialelæge i ortopædkirurgi, af 13. marts 2012 samt neuropsykolog, [person2], [sygehus] af 8. marts 2003. Disse erklæringer er dog alene udarbejdet til brug for Arbejdsskadestyrelsen og udtaler sig ikke om klagerens begrænsninger i forhold til transport.

Der udtales dog i erklæringen fra [person1] af 13. marts 2012

”[person3] er som anført tilbage i sit fleksjob på 12 ½ t ugentligt, passer samme funktion som før knæskaden og alloplastikindgrebet. Der kan være lidt problemer med trappegang og de lange gange på skolen.”

samt

”Gåture og cykelture både før og efter knæskaden, turene nu dog kortere end tidl. pga. knægenerne. [person3] tror dog selv, at det med tiden godt kunne blive lidt bedre end aktuelt ved fortsat træning.”

Der foreligger desuden en specifik erklæring fra egen læge, [person4] fra [virksomhed2] i [by1], [adresse3], [by1], af 5. marts 2013 hvor udtales:

”Det bevidnes hermed at ovennævnte pga. kronisk smerteproblematik med bl.a. hemialloplastik i hø. knæ, kronisk hvp og smerte i nakke/skulderlåg (faldulykke i 2001, flexjob af samme grund siden 2004) ikke vurderes i stand til at benytte tog eller bus. Ptens funktionsevne har i over 5 år været nærmest uændret dårlig.”

Der foreligger en erklæring af 13. april 2015 fra arbejdsgiveren, forstander [person5], der siger:

”Ved nærværende skrivelse kan jeg hermed oplyse, at [person3], cpr.nr. ..., i perioden 2009-2014 har været tilknyttet [virksomhed1] 2½ time pr. dag i skolens undervisningsuger.

Her ud over har [person3] taget del i planlægningsmøder, kursus dage og lign.”

Et skoleår på [virksomhed1] består af 42 uger. Her fragår dog almindelige helligdage, hvoraf 7, ud over jul og nytår almindeligvis falder på hverdage.

[Skatteankenævnets] afgørelse

Skatteankenævnet stadfæster SKATs afgørelse vedrørende ekstraordinær genoptagelse for 2008 og tidligere. Skatteankenævnet stadfæster ligeledes SKATs afgørelse vedrørende ligningslovens § 9 D for 2009-2012.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Ekstraordinær genoptagelse

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, at en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb, skal fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

[person3] har den 7. marts 2013 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for 2008 og tidligere år. Anmodningen er således indgivet efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 om ordinær skatteansættelse.

Spørgsmålet om genoptagelse skal herefter afgøres efter bestemmelsen om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1.

Ankenævnet finder ikke, at [person3] opfylder betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7.

Herefter kan spørgsmålet om genoptagelse alene afgøres efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Det følger af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse (L 175 2002 / 2003 – 1), at bestemmelsen finder anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde ansættelsen uden for de tilfælde, hvor genoptagelsen kan ske efter de objektive grunde, eksempelvis hvor en urigtig ansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder, der ikke kan bebrejdes den skattepligtige. Derimod giver bestemmelsen jf. gældende praksis ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor [person3] har glemt et fradrag.

Ankenævnet stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.

Befordringsfradrag med henvisning til ligningslovens § 9 D

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. udtrykkeligt den tidligere formulering af bestemmelsen, oprindeligt i § 7 i lov nr. 486 af 19/12 1951. Der er ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde ved ændringen af reglen, som skete ved lov nr. 274 af 1 1984.

Det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som hun har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Hvorvidt det har været nødvendigt for [person3] at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beror på en konkret vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægelig vurdering må tillægges særlig betydning.

Efter gennemgang af samtlige sagens oplysninger, er det nævnets opfattelse, at [person3] ikke har godtgjort, at det har været nødvendigt for hende at afholde særlige udgifter til transport på grund af sin sygdom for at opretholde indkomsterhvervelsen.

Der foreligger ikke en erklæring fra specialelæge, der siger, at det er nødvendigt for hende at benytte bil til transport mellem hjem og arbejde på grund af arbejdet.

I Vestre Landsrets dom, jf. SKM 2005.75, blev der lagt særlig vægt på den lægefaglige vurdering i sagen til brug for den retlige vurdering, af hvorvidt det var nødvendigt for klageren, at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom.

Det er skatteankenævnets opfattelse, at der i herværende sag bør lægges vægt på, at der ikke foreligger en lægefaglig erklæring fra en speciallæge, hvorfor ankenævnet finder, at det ikke er nødvendigt, at [person3] kører i egen bil, men alene en hensigtsmæssig disposition af hensyn til [person3]s privatliv.

Ankenævnet finder, at [person3] er omfattet af de i ligningslovens § 9 c omhandlede regler for opgørelse af fradrag for befordring mellem hjem og arbejde.

Ankenævnet stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende dette punkt.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om at være berettiget til fradrag efter ligningslovens § 9 D og har bedt om ekstraordinær genoptagelse for 2008 og tidligere samt ny skatteansættelse for 2009 – 2012.

Klageren har anført:

”Jeg vil gerne klage over afgørelsen. Jeg har ikke modtaget brevet den 25/9-13, så jeg havde haft mulighed for at sende disse speciallægeerklæring med, til nævnets afgørelse.”

Landsskatterettens afgørelse

Ekstraordinær genoptagelse af indkomståret 2008 og tidligere

I henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, der kan findes på www.retsinfo.dk, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse, senest den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb fremlægge nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Klageren har den 7. marts 2013 anmodet om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2008 og tidligere. Anmodningen er således ikke fremsendt indenfor den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Ingen af betingelserne for ekstraordinær genoptagelse jf. § 27, stk. 1, nr. 1-7 er opfyldt. Ifølge § 27, stk. 1, nr. 8, kan ansættelser genoptages ekstraordinært, når der foreligger særlige omstændigheder.

Efter praksis anses glemte fradrag ikke for en særlig omstændighed, der giver adgang til ekstraordinær genoptagelse, jf. f.eks. Vestre Landsretsdom af 25. april 2014, SKM2014.332, der kan ses på www.skat.dk.

Landsskatteretten stadfæster derfor Skatteankenævnets afgørelse vedrørende dette punkt.

Indkomstårene 2009, 2010, 2011 og 2012

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads

Det er uden betydning for fradrag efter bestemmelsen, at skatteydere ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. Landsskatterettens kendelse af 5. februar 1992, offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og afgifter 1992.142.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. Vester Landsretsdom 10. februar 2005, SKM 2005.75 VLD, der findes på www.SKAT.dk.

Det lægges på baggrund af lægeerklæringerne til grund, at klageren lider af en kronisk sygdom. Det er herefter afgørende, hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge af sygdommen. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Efter de foreliggende oplysninger anses det for godtgjort, at klageren ikke kan benytte offentlige transportmidler til befordring mellem bopæl og arbejdsplads og at cykling eller gang heller ikke er mulige alternativer til en distance på 8 km hver vej. Klageren har derfor haft merudgifter til befordringen som følge af sygdommen.

Landsskatteretten finder herefter klageren omfattet af ligningslovens § 9 D.

På baggrund af erklæringen fra arbejdsgiveren, skønnes klager at have haft 200 arbejdsdage de pågældende år. Landsskatteretten godkender herefter fradrag for 2009 på 9.392 kr., for 2010 på 9.392 kr., for 2011 på 9.744 kr.og for 2012 på 10.160 kr.