Kendelse af 03-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 08-08-2015

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2010

Yderligere værdi af fri bil

193.608 kr.

0 kr.

0 kr.

2011

Yderligere værdi af fri bil

33.400 kr.

0 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren er via sit holdingselskab [virksomhed1] A/S hovedaktionær i selskabet [virksomhed2] A/S (selskabet), hvor han også er direktør. Selskabet beskæftiger sig med engroshandel af IT-udstyr.

Klageren har selvangivet, at han i 2010 har haft stillet en Suzuki Grand Vitara, hvor beskatningsgrundlaget er 168.000 kr., til rådighed og fra marts 2011 har han haft en Audi Q7, hvor beskatningsgrundlaget er 672.000 kr., stillet til rådighed af selskabet.

SKAT har ændret ansættelserne, idet de har beskattet klageren af værdi af fri bil af yderligere en bil, som selskabet ejede. Der er tale om en Lexus SC430 (årgang 2002), hvor beskatningsgrundlaget er 800.000 kr. Bilen har selskabet købt den 3. april 2006 af klageren. Ifølge slutsedlen foretager køber omregistrering af bilen. Bilen er afhændet den 9. november 2010. Det fremgår af Motorregisteret, at der er betalt grøn ejerafgift fra den 17. maj 2005, det vil sige forud for overdragelsen.

Derudover har SKAT anset klageren for at have en Audi Q7 4,2, hvor beskatningsgrundlaget er 672.000 kr., til rådighed siden november 2010, hvor selskabet anskaffede bilen.

Klageren og hans ægtefælle var indtil november 2011 bosat i [adresse1] i [by1] midtby og derefter på adressen [adresse2] i det vestlige [by1]. Det er oplyst, at klagerens ægtefælle i de påklagede indkomstår arbejdede i [by1] midtby.

Selskabet driver virksomhed fra adressen [adresse3], [by1].

Der er ca. 7 km fra virksomhedens adresse til [adresse1] og ca. 10 km til [adresse2].

Selskabet har 2. marts 2009 udstedt et memo underskrevet af klageren til de ansatte i selskabet om brugen af bilerne. Heraf fremgår:

”Firmabilen Lexus SC430 må KUN bruges til arbejdsrelateret kørsel, og IKKE til privatkørsel.

D.v.s. bilen skal kun anvendes til kundebesøg, konference ture, varekørsel, diverse ærinder, ect. Undertegnede har ansvaret for bilen, så kørslens formål og nøgleafhentning/aflevering skal koordineres med mig eller i mit fravær med [person1].

Bilen skal ALTID henstå på virksomheden efter arbejdstids ophør med mindre andet er aftalt (konference overnatning eller lignende.)”

Et tilsvarende memo foreligger vedrørende Audi Q7, som klageren fra marts 2011 har ladet sig beskatte af som firmabil.

Der foreligger ikke kørselsregnskab vedrørende bilerne.

Ifølge selskabets oplysninger om bilparken er Lexus´en og efterfølgende Audi Q7 de af selskabets biler, som ikke er til rådighed for privat kørsel for nogen af de ansatte. De øvrige biler er registreret som firmabiler stillet til rådighed for privat benyttelse for en af de ansatte.

De øvrige firmabiler er i prisklassen 175.000 kr. til 360.000 kr. Selskabet har oplyst, at personbilerne har været stillet til rådighed for privat anvendelse af én af de ansatte. Dog er det oplyst, at Lexus SC430 og Audi Q7 (indtil 3. marts 2011) samt en New Force Motor NF, udelukkende har været til erhvervsmæssig benyttelse og, at de har været parkeret på virksomhedens adresse.

Klageren og ægtefællen ejer ikke privat biler før midt i 2011, hvor klageren har anskaffet en Citroen Xsara Picasso. Det er oplyst, at den har været til brug for ægtefællen.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med yderligere værdi af fri bil. For indkomståret 2010 er ansættelsen forhøjet med 193.608 kr. og for indkomståret 2011 med 33.400 kr.

SKAT har begrundet ansættelsen således:

”Der er klaget over følgende beskatning af fri bil:

Lexus SC430 i perioden januar 2010 – november 2010

Audi Q7 i perioden november 2010 – februar 2011.

Vi har gennemgået revisors indsigelse over vores forslag af 12. juni 2013 og vi har i den anledning følgende bemærkninger:

Af sagens faktiske forhold ses det at du har haft adresse i [adresse4], [by1], indtil den 1. november 2011, i perioden 15. juni 2010 – 26. april 2011 har din ægtefælle boet på adressen. Den 1. november 2011 flytter du og din ægtefælle ind på adressen [adresse2], [by1]. Hverken du eller din ægtefælle har ejet biler privat, det har derfor alene været selskabets biler der har opfyldt husstandens kørselsbehov.

På [by1] kommunes hjemmeside vedrørende parkeringslicens ses det at din adresse i [adresse4], var omfattet af indre bys 2 timers zone. Det er altså tilladt at holde 2 timer i zonen uden en egentlig parkeringslicens. Følgende fremgår af [by1] kommunes hjemmeside:

”Beboere kan købe p-licens, hvis man står på bilens registreringsattest som ejer eller bruger, og når man er tilmeldt folkeregisteret indenfor områderne. Som beboer kan man købe én p-licens.”

Du står registreret som bruger af en Suzuki Grand Vitara som du ligeledes er blevet beskattet af.

Det forhold at der alene kan erhverves en p-licens pr. beboer mener vi dog ikke har afgørende betydning for om du har haft rådighed over selskabets Lexus SC430, dette begrundes med at du har mulighed for at parkere i 2-timers zonen ligesom det er muligt at leje en privat parkeringsplads i [by1] midtby, endvidere gælder reglerne for 2 timers parkering kun i tidsrummet 8-18 mandag – fredag og i tidsrummet 8-14 om lørdagen, søndage er der fri parkering. Du er derfor ikke afskåret fra muligheden for at parkere selskabets biler på din adresse.

Fra din adresse i [adresse4] og til selskabets adresse på [adresse3] er der ifølge Kraks rutevejviser 4,5 kilometer, afstanden mellem bopælen og selskabets adresse er forholdsvis kort.

I henhold til den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.4 fremgår det at det er rådigheden over den fri bil, der beskattes. Det skattepligtige beløb fastsættes derfor uafhængigt af privatkørslens omfang.

Den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.11 beskriver de skærpede regler for hovedaktionærer således:

”Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Det skyldes, at der er tale om interesseforbundne parter.

Derfor skal en hovedaktionær, der ønsker at undgå beskatning af rådighed over firmabil til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden sandsynliggøre, at han eller hun er afskåret fra at bruge bilen til privat kørsel.

Der er tale om en konkret ligningsmæssig bedømmelse, hvor dokumentationskravene kan skærpes, og der bliver derfor lagt mere vægt på nøjagtigheden af både eventuelle kørebogsregistreringer og den aftale, som parterne har indgået om, at bilen kun må bruges erhvervsmæssigt.”

Der er modtaget to interne memoer fra selskabet den ene fra den 2. marts 2009 og den anden fra den 18. november 2010. I memoerne fremgår det blandt andet at bilen kun må anvendes til kundebesøg, konference ture, varekørsel, diverse ærinder etc. Det er oplyst at det er dig der har ansvaret for bilerne og i dit fravær [person1]. Bilerne skal altid henstå på virksomhedens adresse efter arbejdstids ophør med mindre andet er aftalt (konference, overnatning eller lignende).

Din revisor har oplyst, at disse to memoer har karakter af at være egentlige fraskrivelseserklæringer da de er indgået i virksomheden som en del af de interne instrukser for alle medarbejdere, herunder også for dig.

Vi mener dog ikke at rådigheden over selskabets biler er fraskåret dig i de to interne memoer, da det ifølge memoerne er dig der står for koordineringen af udlån af selskabets biler og derfor således også frit kan råde over bilerne.

Det følger af den juridiske vejledning, at der er skærpede regler for hovedaktionærers brug af firmabil. Det er derfor hovedaktionæren der skal sandsynliggøre at bilen ikke har stået til rådighed for privat benyttelse. Vi mener ikke at du ved de 2 interne memoer har sandsynliggjort at du ikke har haft rådighed over selskabets biler, endvidere er der ikke ført kørebøger der kan sandsynliggøre at bilerne ikke har været stillet til rådighed for privat benyttelse.

Revisor henviser til afgørelse fra Landsskatteretten SKM 2001.98, hvori en hovedanpartshaver under meget sammenlignelige forhold var fritaget for at skulle dokumentere, at selskabets bil ikke var til rådighed for privat kørsel. Vi mener dog ikke at din sag kan sammenlignes med denne afgørelse, dette begrundes blandt andet med, at det ikke i afgørelsen fremgår om der er tale om en bil på hvide eller gule plader. Afstanden mellem hovedaktionærens private adresse og selskabets adresse er en del længere end for dig, ligesom der i afgørelsen er lagt vægt på en skrivelse fra hovedaktionæren til kommunen. Indholdet af denne skrivelse kendes ikke, men den har tilsyneladende været udslagsgivende for Landskatterettens afgørelse.

Derudover henviser revisor til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort under journalnummer 11-03766, da revisor mener, at denne afgørelse er direkte sammenlignelig med din sag. Retten er i afgørelsen kommet frem til at uanset det faktum, at der ikke er udfærdiget fraskrivelseserklæringer eller fremlagt kørselsregnskab kan der ikke ske beskatning af fri bil, da bilen ikke har været observeret på klagerens bopæl. Vi mener dog ikke at sagerne er sammenlignelige, idet det fremgår af de faktiske forhold i Landsskatterettens oplysninger, at der er tale om en stor bil med 4-hjulstræk som skulle benyttes ved besøg på byggepladser og bilens størrelse gjorde, at den ikke kunne parkeres på hovedaktionærerns adresse, ligesom der var flere private biler der opfyldte familiens kørselsbehov. I denne sag ses der at være et erhvervsmæssigt begrundet forhold for at have bilen i selskabet.

Da du og din ægtefælle ikke privat ejer biler og alene er blevet beskattet af en fri bil, fra selskabet ses jeres forhold ikke at være sammenlignelige med sagen ovenfor. Endvidere ses de biler som [virksomhed2] A/S har leaset/ejet at være dyre luksus biler som ikke har tjent et egentligt erhvervsmæssigt formål. Det må antages at bilerne er anskaffet som led i din passion for biler, der henvises til Højesteretsdom af 9. juni 2008 refereret i TfS 2008.866.

Du har alene ladet dig beskatte af en Suzuki Grand Vitara med et meget lavere beskatningsgrundlag end selskabets 2 øvrige luksus biler. Denne beskatning ses alene at være foretaget fordi du har haft bestemmende indflydelse på selskabets dispositioner og derfor har valgt at lade dig beskatte af en billigere bil, selvom du efter SKATs opfattelse, har haft muligheden for at råde over de øvrige biler.

I henhold til Højesteretsdom af 1. marts 2005, refereret i TfS 2005.230 blev en hovedaktionær beskattet af en sportsvogn, selvom det måtte lægges til grund, at bilen ikke havde været parkeret ved direktørens bopæl, det påhvilede hovedaktionæren at sandsynliggøre at bilen ikke havde været til rådighed for privat benyttelse. Højesterets afgørelse ses at være sammenlignelig med din sag, og vi mener derfor at det påhviler dig at sandsynliggøre at du ikke har haft rådighed for selskabets Lexus SC430 og Audi Q7.

Det er oplyst, at du ikke tidligere har været beskattet af fri bil i marts 2010 da du i denne måned har været i Dubai. Selskabets Suzuki Grand Vitara har været beskattet hos en anden medarbejder i marts 2010. Du har indsendt dokumentation for dit ophold i Dubai i form af Visum til landet, en billejeaftale og et kontoudskrift fra Diners. Der er ikke modtaget flybilletter, kopi af stempler i pas eller anden dokumentation der kan bekræfte det faktiske udrejse og indrejse tidspunkt.

Af billejeaftalen fremgår det, at denne har en gyldighed på en måned gældende fra den 25. februar 2010. Det må derfor lægges til grund ved vurderingen af beskatningen af fri bil, at du har været udrejst i perioden 25. februar 2010 til 25. marts 2010. Det følger af den juridiske vejledning afsnit C.A.5.14.1.4 at beskatning af fri bil sker i hele måneder”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren ikke skal beskattes af værdi af fri bil.

Repræsentant har fremført følgende:

FAKTISKE FORHOLD

[person2] er - via sit holdingselskab [virksomhed1] ApS - hovedanpartshaver i [virksomhed2].

Selskabet driver virksomhed fra ejendommen [adresse3], [by1] øst.

[person2] var frem til november 2011 bosat i [adresse1] i [by1] midtby. I november 2011 flyttede [person2] til adressen [adresse2], der er beliggende i det vestlige [by1].

[person2] har i alle tre indkomstår haft en bil stillet til rådighed for privat kørsel, og han er naturligvis blevet beskattet af værdien af fri bil.

Herudover har [virksomhed2] A/S i de omhandlede indkomstår haft yderligere en bil, der udelukkende har været anvendt af selskabets medarbejdere til brug i daglige drift.

Det drejer sig om en Lexus SC 430 i perioden april 2006 - november 2010, og en Audi Q7 fra november 2010 til marts 2011. I marts 2011 overtager [person2] Audi’en som fri bil til afløsning for den tidligere firmabil, der blev solgt.

Det vil sige til kørsel efter materialer, forplejning m.m., udbringning af varer og lignende. Herudover har bilerne været anvendt til medarbejdernes kørsel til kunder og messebesøg.

Denne bil har udelukkende holdt parkeret på selskabets adresse på [adresse3] i [by1] øst udenfor normal arbejdstids ophør.

Det er løbende indskærpet overfor selskabets medarbejdere, at selskabets biler ikke er til rådighed for privat kørsel. Dette fremgår blandt andet af medsendte interne memoer af 2. marts 2009 hhv. 18. november 2011.

Begge vedlægges som bilag (1A og 1B) til dette brev.

Disse to memoer har karakter af at være egentlige fraskrivelseserklæringer, da de er indgået i virksomheden som del af de interne instrukser for alle medarbejdere, herunder også for [person2]. [person2] har således på lige for med selskabets øvrige medarbejdere været fraskåret muligheden for at anvende bilerne til privat kørsel.

[person2] har jo også i forvejen haft en fast fri bil til rådighed, og han har derfor slet ikke haft noget privat behov for at kunne køre privat i bilerne.

I forlængelse heraf har [person2] oplyst, at han ved bopælen i [adresse1] i [by1] midtby kun rådede over en parkeringsplads, hvorfor det i praksis slet ikke har været muligt for ham at have yderligere en bil til rådighed på bopælen.

SKAT har i kendelsen filosoferet over dette synspunkt, og anfører herom i kendelsen at [person2] jo kunne have lejet yderligere p-plads andet sted i midtbyen eller han kunne have parkeret i 2 timers zone. Vi skal straks bemærke, at dette efter vores opfattelse på ingen måde kan sidestilles med situationer, hvor en bil rent faktisk kan parkeres ved bopælen.

[person2] har endvidere i maj 2011 købt en privat bil, således at husstanden herefter rådede over både den fri bil og en egentligt privat bil til privat kørsel.

Det skal også bemærkes, at jan samlever (nu ægtefælle) på daværende tidspunkt (2010 - 2013) arbejdede i tøjbutikkerne [virksomhed3] i [adresse5] og [virksomhed4] i [...]. Begge butikker ligger i [by1] midtby, og i meget kort gåafstand fra bopælen i [adresse1]. Samleveren havde således intet behov for bil til privatkørsel mellem hjem og arbejde.

[person2] oplyser endeligt, at han var i Dubai i hele marts måned 2010, hvorfor han heller ikke i denne måned kan siges at have haft fri bil til rådighed.

UDDYBENDE BETRAGTNINGER OM DE ENKELTE INDKOMSTÅR

Indkomståret 2010

[person2] er i januar og februar 2010 blevet beskattet af den Suzuki Grand Vitara, som havde han havde fået stillet til rådighed for privat kørsel. Han er ikke beskattet af denne bil i marts 2010, da han som anført var i Dubai i denne måned.

Herefter er [person2] blevet beskattet af samme Suzuki Grand Vitara fra april 2010 og til februar 2011.

Vi kan derfor ikke acceptere, at [person2] under de disse forhold skal beskattes af yderligere en bil i indkomståret 2010. Selskabets Lexus SC 430 er i 2010 (frem til den blev solgt i november) udelukkende anvendt af selskabets medarbejdere tit erhvervsmæssig kørsel fra og til virksomhedsadressen [adresse3].

Det har været indskærpet, at bilen under ingen omstændigheder var til privat anvendelse.

[person2] har i perioden været beskattet af en fri bil, og han har ikke ved sin private bopæl i [by1] haft mulighed for at have endnu en bil parkeret.

Vi skal tit støtte for vor indsigelse henvise til Landsskatterettens afgørelse i SKM 2001.98, hvori en hovedanpartshaver under meget sammenlignelige forhold var fritaget for at skulle dokumentere, at selskabets bil ikke var til rådighed for privat kørsel.

Indholdet af Landsskatterettens afgørelse i SKM 2001.98 har efter vores opfattelse en meget nær sammenhæng med den senere indførte særlige bestemmelse i Ligningslovens § 9B, stk. 3, hvor formodningsreglen om privat anvendelse fraviges, når den skattepligtige har et kørselsmønster, der sandsynliggør, at der ikke er kørt privat i bilen.

Vi skal endvidere henvise til afgørelse fra Landsskatteretten, der alene er offentliggjort i Landsskatterettens egen afgørelsesdatabase under journalnummeret 11 -03766. Vi finder, at denne sag er sammenlignelig med den konkrete sag for [person2].

I sagen 11-03766 anfører Landskatteretten i præmisserne for afgørelsen:

“Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel er svækket i det foreliggende tilfælde, da bilen ikke i de omhandlede år er observeret på klagerens private bopæl eller i øvrigt observeret anvendt privat.

Uanset at der ikke er udfærdiget en erklæring om, at bilen ikke må benyttes privat, og det ikke ved fremlæggelse af et kørselsregnskab eller anden dokumentation er godtgjort, at privat anvendelse af firmabilen ikke har fundet sted, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser.

Der er herved ud over de manglende observationer bl.a. også lagt vægt på, at klageren bor tæt ved forretningsadressen, og oplysningerne om parkeringsforholdene på forretningsadressen og om klagerens private biler.”

Det er vores opfattelse, at denne afgørelse må få afgørende betydning for [person2]s skattesag. Følgende momenter understøtter, at [person2] ikke skal beskattes af yderligere en fri bil:

• [person2] er blevet beskattet af én fri bil, som har kunnet dække [person2]s private kørselsbehov,

• [person2] er ikke observeret i bilen i private gøremål,

• bilen har stået på firmaadressen ved arbejdstids ophør, og

• der har i størstedelen af den omhandlede periode været begrænset parkeringsmuligheder ved privatboligen.

Indkomståret 2011

Fra marts 2011 og frem er [person2] blevet beskattet af den Audi Q7, som selskabet erhvervede i november 2010.

I de første måneder (november 2010 - februar 2011) blev denne bil udelukkende anvendt af selskabets medarbejdere til erhvervsmæssig kørsel fra og til virksomhedsadressen [adresse3].

Det blev i denne forbindelse atter indskærpet, at bilen under ingen omstændigheder var til privat anvendelse.

[person2] har i hele 2011 været beskattet af en fri bil, og han har ikke ved sin private bopæl i [by1], hvor han boede frem til november 2011, haft mulighed for at have endnu en bil parkeret.

Efter flytningen til [adresse2] ultimo 2011 har [person2] fortsat ikke har bilen med hjem på bopælen.

Vi skal til støtte for vor indsigelse henvise til Landsskatterettens afgørelse i SKM 2001.98, hvori en hovedanpartshaver under meget sammenlignelige forhold var fritaget for at skulle dokumentere, at selskabets bil ikke var til rådighed for privat kørsel.

Indholdet af Landsskatterettens afgørelse i SKM 2001.98 har efter vores opfattelse en meget nær sammenhæng med den senere indførte særlige bestemmelse i ligningslovens § 9B, stk. 3, hvor formodningsreglen om privat anvendelse fraviges, når den skattepligtige har et kørselsmønster, der sandsynliggør, at der ikke er kørt privat i bilen.

Vi skal endvidere henvise til afgørelse fra Landsskatteretten, der alene er offentliggjort i Landsskatterettens egen afgørelsesdatabase under journalnummeret 11 -03766. Vi finder, at denne sag er sammenlignelig med den konkrete sag for [person2].

I sagen 11 -03766 anfører landskatteretten i præmisserne for afgørelsen:

“Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel er svækket i det foreliggende tilfælde, da bilen ikke i de omhandlede år er observeret på klagerens private bopæl eller i øvrigt observeret anvendt privat.

Uanset at der ikke er udfærdiget en erklæring om, at bilen ikke må benyttes privat, og det ikke ved fremlæggelse af et kørselsregnskab eller anden dokumentation er godtgjort, at privat anvendelse af firmabilen ikke har fundet sted, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser.

Der er herved ud over de manglende observationer bl.a. også lagt vægt på, at klageren bor tæt ved forretningsadressen, og oplysningerne om parkeringsforholdene på forretningsadressen og om klagerens private biler.”

Det er vores opfattelse, at denne afgørelse må få afgørende betydning for [person2]s skattesag. Følgende momenter understøtter, at [person2] ikke skal beskattes af yderligere en fri bil:

• [person2] er blevet beskattet af én fri bil, som har kunnet dække [person2]s private kørselsbehov,

• [person2] er ikke observeret i bilen i private gøremål,

• bilen har stået på firmaadressen ved arbejdstids ophør, og

• der har i størstedelen af den omhandlede periode været begrænset parkeringsmuligheder ved privatboligen.

Klagerens repræsentant har videre fremført, at bevisbyrden for, at bilen har været stillet til rådighed for klageren påhviler SKAT, når bilen ikke har været parkeret ved bopælen og den ikke er observeret anvendt privat. Klageren mener, at SKAT ikke har løftet denne bevisbyrde og henviser til afgørelsen i SKM2014.789, hvor en klager fik medhold i, at han ikke skulle beskattes af alle selskabets biler.

Repræsentanten har yderligere bemærket:

Den bil, som selskabet rådede over, og som altså ikke var stillet tiL rådighed for [person2]s private kørsel var først en ældre Lexus SC 430, og dernæst en Audi Q7.

Vi må bestride, at Skatteankestyrelsen kan finde passende støtte for argumentationen i de to afgørelser, der henvises til i forslaget til afgørelse: SKM 2005.138 og SKM 2008.534.

I SKM 2005.138 HRD havde et selskab, der drev virksomhed med trykkeri anskaffet en Maserati Spyder Sportsvogn. Blandt andet fordi denne bil blev anset for ikke-velegnet til selskabets erhvervsmæssige kørselsbehov fandt Højesteret, at hovedaktionæren ikke havde sandsynliggjort, at bilen ikke var til rådighed for privat kørsel. Det er et væsentligt element i Højesterets præmisser i afgørelsen, at selskabets oplysninger om formålet med anskaffelsen af bilen (reklameøjemed) ikke kunne understøttes af de faktiske forhold i sagen.

I SKM 2008.534 HRD havde et selskab, der drev virksomhed med maskinfabrik, stillet fri bil til rådighed for hovedaktionæren. I forbindelse med køb af en ny bil blev hovedaktionæren ikke længere beskattet af fri bil hele året, men kun i sommermånederne. Højesteret fandt (Ligesom Landsretten), at den ændrede ordning ikke var begrundet i virksomhedens forhold, særlige forhold ved bilen eller Lignende. Da kilometerregnskabet viste, at der var kørt i bilen også udenfor for sommerperioderne, og da der blev fundet uoverensstemmelser i kørselsregnskabet, fandt Højesteret, at hovedaktionæren ikke havde afkræftet en formodning for, at bilen var stillet til rådighed for privat kørsel hele året.

Vi finder ikke, at disse to afgørelser kan anvendes som støtte for, at [person2] skal beskattes af fri, når der henses til de oplistede faktiske forhold i denne konkrete sag.

Vi er fortsat dybt forundret over, at det overhovedet er kommet på tale, at [person2] skal beskattes af fri bil nr. 2.

Vi skal atter henvise til Landsskatterettens egen tidligere afgørelse i SKM 2001.98, hvori en hovedanpartshaver under meget sammenlignelige forhold var fritaget for at skulle dokumentere, at selskabets bil ikke var til rådighed for privat kørsel.

I sagen anfører Landsskatteretten i sine præmisser, at “I en situation som den foreliggende, hvor selskabet ikke har adresse på klagerens bopæl, og hvor det må lægges til grund, at selskabets bil ikke har stået på klagerens bopæl uden for arbejdstid, finder retten, at det ikke kan påhvile klageren, uanset at han er hovedanpartshaver i selskabet, at dokumentere, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat kørsel.”

Vi gør gældende, at forholdene i vores sag er endog meget sammenlignelige med forholdene i SKM 2001.98, og vi finder derfor, at vi har en berettiget forventning om, at vores sag afgøres på samme grundlag.

Som anført flere gange har bilen aldrig holdt parkeret ved [person2]s bopæl.

[person2] har haft anden bil (fri bil fra selskabet) til at dække husstandens private kørselsbehov.

Der er ingen observationer eller andre forhold, der kan tilsidesætte, at [person2] dermed har afkræftet formodningen om, at bilen skulle være til rådighed for hans private kørsel..

Vi ønsker endeligt endnu en gang at henvise til sagen 11-03766 - også fra Landsskatteretten -, hvori Landskatteretten anfører i præmisserne for afgørelsen:

“Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel er svækket i det foreliggende tilfælde, da bilen ikke i de omhandlede år er observeret på klagerens private bopæl eller i øvrigt observeret anvendt privat.

Uanset at der ikke er udfærdiget en erklæring om, at bilen ikke må benyttes privat, og det ikke ved fremlæggelse af et kørselsregnskab eller anden dokumentation er godtgjort, at privat anvendelse af firmabilen ikke har fundet sted, finder Landsskatteretten ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser.

Der er herved ud over de manglende observationer bl.a. også lagt vægt på, at klageren bor tæt ved forretningsadressen, og oplysningerne om parkeringsforholdene på forretningsadressen og om klagerens private biler.”

Det er vores opfattelse, at denne afgørelse må få afgørende betydning for [person2]s skattesag.”

Landsskatterettens afgørelse

Den skattepligtige skal ved indkomstopgørelsen medregne værdien af vederlagsfri benyttelse af andres biler, når benyttelsen sker som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. ligningslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver, ansættes i henhold til ligningslovens § 16, stk. 4.

For hovedaktionærer gælder der en formodningsregel om, at en firmabil, som hovedaktionæren har råderet over, også er til rådighed for privat kørsel. Klagerens og selskabets adresse var ikke sammenfaldende i de perioder, selskabet ejede omhandlede bil. Det påhviler derfor som udgangspunkt SKAT at løfte bevisbyrden for, at selskabet har stillet bilerne til rådighed for klagerens private brug. Konkrete forhold kan dog ændre bevisbyrden. Der henvises herved til Højesterets dom gengivet i SKM2014.504.HR.

Det er en konkret vurdering, ud fra sagens faktiske forhold, om formodningsreglen anses for afkræftet. Højesteret har således i afgørelsen SKM2005.138 og SKM2008.534 statueret beskatning, selvom bilerne ikke var parkeret ved bopælen. De faktiske forhold omkring bilerne forårsagede, at det tilkom klageren at sandsynliggøre, at bilen ikke havde været til rådighed for privat kørsel. I landsskatteretsafgørelsen SKM2014.789 ansås klageren at have afkræftet formodningsreglen for 2 af 3 biler, da han i hele perioden havde haft private biler til rådighed og der samtidig forelå et kørselsregnskab. Afgørelserne viser også, at særligt, når der er tale om luksusbiler, skærpes bevisbyrden for skatteyderen, idet anskaffelsen af sådanne ofte er båret af hovedaktionærens personlige interesse for biler.

I nærværende tilfælde er der ikke sammenfald mellem klagerens private bopæl og selskabets adresse. Klageren har i begge indkomstår haft en bil stillet til rådighed for privat kørsel af selskabet, som han er beskattet af, og klageren og hans ægtefælle køber – efter at de flytter fra [by1] midtby, hvor ægtefællen ifølge det oplyste arbejder - en mindre bil til at dække ægtefællens kørselsbehov. Klageren anses endvidere at have fraskrevet sig retten til at anvende bilen privat, idet han anses for omfattet af det i selskabet udsendte memo om anvendelsen af bilen af mærket Lexsus. Under disse omstændigheder og henset til klagerens troværdige forklaring for retten om firmaets brug af bilen, samt at han ikke selv havde benyttet den og ikke havde haft til hensigt at gøre det, finder Landsskatteretten ikke, at der er grundlag for at opretholde beskatningen af værdi af fri bil for årene 2010 og 2011, som herefter bortfalder.

Landsskatteretten ændrer således SKATs afgørelse.