Kendelse af 31-10-2014 - indlagt i TaxCons database den 10-01-2015

Indkomståret 2010

SKAT har forhøjet indkomsten på baggrund af bankhævninger

med i alt 193.000 kr.

Landsskatterettenstadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren har foretaget 3 hævninger i [finans1] på konto nr. [...54] med i alt 193.000 kr. på en bankkonto, som tilhører hans søns svigerfar. Klageren har oplyst, at det er hans søn, som har anmodet ham om at hæve beløbene for at videregive dem til ham, og klageren har således udelukkende fungeret som sendebud.

Hævningerne er sammensat således:

Dato

Beløb

16.05.2010

51.000 kr.

27.05.2010

61.000 kr.

25.06.2010

81.000 kr.

I alt

193.000 kr.

Beløbene på kontoen fremkommer ifølge SKAT blandt andet ved indsætninger fra [virksomhed1] A/S. Klageren var i indkomståret 2009 ansat hos [virksomhed1] A/S og modtog løn med i alt 74.267 kr. Herudover har han modtaget efterløn/fleksydelser fra Faglig Fælles A-kasse med i alt 100.037 kr. og arbejdsløshedsdagpenge med 12.166 kr. i 2009.

I indkomståret 2010 arbejdede klageren hos [virksomhed2] ApS, som er ejet af hans søn. Lønnen udgjorde efter det oplyste i alt 755 kr. Herudover modtog klageren efterløn/fleksydelse fra Faglig Fælles A-kasse med i alt 166.536 kr.

Der foreligger fuldmagter for de foretagne hævninger, ligesom det fremgår af kassekvitteringer fra [finans1], at det er klageren, som har hævet beløbene.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst med 193.000 kr. på baggrund af beløb, som han har hævet på 3. mands bankkonto, idet beløbene er tilgået ham.

De faktiske beløb anses som skattepligtig indkomst for klageren. De hævede midler dækker over et formodet ansættelses-/tjenesteforhold, eller subsidiært et honorarlignende forhold udenfor tjenesteforhold.

Med henvisning til SKM2013.259.BR påhviler det klageren at bevise, at de hævede midler ikke hidrører fra indkomst, som skal beskattes hos ham. Der kan endvidere henvises til yderligere praksis i SKM2011.799.BR.

SKAT anser dermed ikke, at beløbet kan henføres til gavebeskatning, som anført af repræsentanten. Gavegiver må i givet fald reelt være klagerens søns svigerfar, som ejer bankkontoen. Selv om klagerens søn har disponeret over kontoen og har givet klageren fuldmagt til at hæve på denne kan det ikke umiddelbart begrunde en gavedisposition mellem klageren og hans søn.

Det tillægges ikke betydning, at klageren har oplyst, at han alene har fungeret som sendebud, da pengestrømmen kun kan følges til klageren. Hævningerne indeholder klagerens underskrift, og SKAT har ikke modtaget dokumentation for, at han skulle have videreoverdraget pengene til kontoens ejer eller tredjemand.

SKAT er først blevet bekendt med forholdet den 25. januar 2003, hvor der blev modtaget oplysninger fra [finans1], og fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 er dermed overholdt.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har principalt fremsat påstand om, at forhøjelsen skal nedsættes til 0.

Hun har subsidiært fremsat påstand om, at forhøjelsen ændres til gaveafgiftspligtig gave.

Formalitet

Klageren er omfattet af den kortere ligningsfrist, der gælder for personer med enkle økonomiske forhold. Fristen for ordinær genoptagelse udløb derfor den 1. juli 2012. Agterskrivelsen til klageren er dateret den 2. maj 2013.

Ved et brev af 29. marts 2012 tilkendegav SKAT, at SKAT kendte den pågældende konto og de hævede beløb.

Beløbene var medtaget i det til brevet vedlagte bilag A. SKAT var således allerede dengang i besiddelse af de kontoudtog, der danner baggrund for nærværende forhøjelse. Klagerens søns skattepligtige indkomst blev efterfølgende forhøjet med beløbene, dvs. at SKAT dengang fejlagtigt forhøjede sønnens indkomst med samtlige hævninger på dennes svigerfars konto, uden at undersøge de rette omstændigheder nærmere.

Ved et brev af 29. august 2012 gjorde repræsentanten SKAT opmærksom på, at SKAT havde forhøjet sønnens indkomst med beløb, som ikke var hævet af ham, og der blev ved klagen fremlagt dokumentation, som klagerens søn selv for egen regning havde indhentet hos banken. Dette gav anledning til en omfattende korrektion af forhøjelsen af sønnens indkomst.

Agterskrivelsen til klageren er dateret den 2. maj 2013, dvs. mere end 6 måneder efter de faktiske forhold kom til SKATs kundskab.

Det bestrides, at der er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse. Klageren har ikke handlet groft uagtsomt, da han ikke har haft pligt til at selvangive indkomst, som han ikke har modtaget og i øvrigt ikke ved at have hævet penge i banken på vegne af en anden har udvist en adfærd, der kan betegnes som groft uagtsom.

Reaktionsfristen på 6 måneder er sprunget, da SKAT har kendt til de tre hævninger allerede i marts 2012 og på daværende tidspunkt burde have undersøgt, hvem der havde hævet beløbene.

SKAT blev desuden allerede i august 2012 gjort opmærksom på fejlen, hvilket gav SKAT en begrundet anledning til at undersøge forholdet nærmere, hvilket ikke skete før fristen var sprunget.

SKAT er underlagt officialprincippet og er derfor underlagt en pligt til at undersøge de faktiske forhold, forinden forhøjelse sker.

Realitet

Klageren var i indkomståret 2010 på efterløn. Derudover modtog han 755 kr. i løn fra [virksomhed2] ApS, som er ejet af hans søn. Det af SKAT anslåede privatforbrug for klageren var i 2010 positivt med 66.447 kr.

Klageren foretog de omhandlede hævninger på hans søns svigerfars bankkonto efter anmodning fra sønnen. Klageren modtog i den forbindelse fuldmagt fra sønnen, som havde fuldmagt fra kontohaveren. Klageren hævede beløbene i banken og afleverede dem umiddelbart efter hævningen. Han beholdt ingen af beløbene til dig selv.

Kontohaveren havde ikke selv mulighed for at hæve pengene, da han boede i udlandet. Klageren og hans søn ydede i den forbindelse kontohaveren en praktisk tjeneste ved at hæve beløbene, fordi kontohaveren er sønnens svigerfar.

Svigerfaren har i en skriftlig erklæring tilkendegivet, at han modtog beløbene efter hævningerne fra hans konto.

Klageren har ikke udført arbejde for sønnens svigerfar eller dennes virksomhed [virksomhed3]. Beløbet, hvormed SKAT har forhøjet den skattepligtige indkomst, er ikke tilgået klageren, hvorfor forhøjelsen skal bortfalde.

SKAT bærer bevisbyrden for, at beløbet er tilgået klageren, da han hverken har haft negativt eller usandsynligt lavt privatforbrug, har undladt at indgive selvangivelse eller lignende vedrørende indkomståret 2010. SKAT har derfor ikke haft hjemmel til at forhøje indkomsten skønsmæssigt.

Det er dokumenteret ved fremlæggelse af erklæringerne fra klagerens søns svigerfar, at denne modtog beløbene, der hidrørte fra hans egen konto.

Det er ikke muligt for klageren at dokumentere dette på anden vis end ved forklaringen fra sønnens svigerfar. SKAT har nægtet klageren og hans søn aktindsigt i en eventuel skattesag mod sønnens svigerfar eller [virksomhed3], som kunne kaste lys over, hvad der er sket med beløbene.

SKATs henvisning til SKM2011.799BR er ikke retvisende, da sagens faktiske omstændigheder i sagen var ganske anderledes end i nærværende sag.

SKATs henvisning til SKM2013.259BR er heller ikke retvisende, da der også i denne sag er afgørende forskelle.

Såfremt ansættelsen ikke nedsættes til 0, skal beløbet anses som en gave fra klagerens søn, som er omfattet af boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra c.

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold. Det følger af skattekontrollovens § 1, § 6 og § 6 B. Klageren har ikke pligt til at føre regnskab.

Indkomsten kan forhøjes, hvis det selvangivne privatforbrug er usandsynligt lavt. Det følger af en fast praksis, der er tiltrådt af Højesteret i domme af 21. juni 1967 (Ugeskrift for Retsvæsen 1967.635) og 5. februar 2002 (SKM2002.70.HR). Skattemyndighederne kan efter et skøn fastsætte indkomsten, så den giver mulighed for et rimeligt forbrug. Indkomsten kan også forhøjes, hvis der påvises en yderligere indtægtskilde.

Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel som nævnt i skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat senere end den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Skatteministeren kan for grupper af skattepligtige fastsætte kortere frister end angivet i 1. og 2. pkt. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal told- og skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Det fremgår af bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, § 1, stk. 1, 1. pkt.

Fristerne i bekendtgørelsens § 1 gælder ikke, når betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3.

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

En ansættelse kan kun foretages i de i § 27, stk. 1, nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt.

En person kan afgiftsfrit give gaver, hvis samlede værdi inden for et kalenderår ikke overstiger et grundbeløb på 58.700 kr. (2010-niveau) til

a) afkom, stedbørn og deres afkom,

b) afdødt barns eller stedbarns længstlevende ægtefælle,

c) forældre

d) personer, der har haft fælles bopæl med gavegiver i de sidste 2 år før modtagelsen af gaven, og personer, der tidligere har haft fælles bopæl med gavegiver i en sammenhængende periode på mindst 2 år, når den fælles bopæl alene er ophørt på grund af institutionsanbringelse, herunder i en ældrebolig,

e) plejebørn, der har haft bopæl hos gavegiver i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos gavegiver sammen med plejebarnet, og

f) stedforældre og bedsteforældre.

Det fremgår af boafgiftslovens § 22, stk. 1.

SKAT blev i august 2012 af klagerens repræsentant gjort opmærksom på, at forhøjelse af indkomst vedrørende hans søn var fejlagtigt foretaget hos ham. SKAT var på dette tidspunkt ikke vidende om, at det reelt var klageren, der havde hævet visse beløb på en bankkonto tilhørende [person1], som er sønnens svigerfar.

Først ved modtagelse af kontoudskrifter og bilag fra [finans1], den 28. januar 2013, kunne SKAT med vished konstatere, at klageren havde hævet en del af beløbene fra kontoen. Under henvisning til byrettens dom af 15. november 2012 (SKM2013.145.BR) skal SKATs kundskabstidspunkt herefter beregnes fra den 28. januar 2013.

Det er uomtvistet, at klageren har hævet de omhandlede beløb på i alt 193.000 kr. på bankkontoen tilhørende sønnens svigerfar, [person1]. Det anses for godtgjort, at klageren har erhvervet ret til beløbene, idet det ikke er dokumenteret på objektivt grundlag, at han har videregivet disse til [person1] eller sin søn.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, lægger til grund, at indsætningerne på kontoen stammer fra [virksomhed1] A/S, og at klageren tidligere i indkomståret 2009 var ansat i dette selskab, som efter oplysninger på deres hjemmeside har en ”[...]” aftale med en vikar og [...] konsulent. Det lægges herefter til grund, at klageren har udført arbejde for selskabet enten i et tjenesteforhold eller et honorarlignende forhold i indkomståret 2010.

Påstanden om, at klageren har hævet pengene til [person1] fordi denne ikke selv har kunnet møde i bankernes åbningstid, er ikke understøttet af objektive kendsgerninger.

På dette grundlag har klageren, ved ikke at selvangive de hævede beløb, forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og SKAT har derfor været berettiget til at ansætte hans indkomst efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26.

SKAT har udsendt forslag til ændring den 2. maj 2013, og har ændret klagerens indkomst den 3. juli 2013. Fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er dermed ikke overskredet.

Det anses ikke for dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort, at beløbene, som klageren har hævet på bankkontoen, udgør en gave til ham i henhold til boafgiftslovens regler.

Disse retsmedlemmer stemmer derfor for, at SKAT – således som sagen foreligger oplyst for Landsskatteretten – har været berettiget til at ansætte klagerens indkomst på baggrund af de foretagne hævninger på bankkontoen.

Et retsmedlem lægger vægt på, at pengene blev hævet fra [person1]s bankkonto, da klageren havde fuldmagt til at hæve på denne. Klageren har desuden afgivet en troværdig forklaring for rettens medlemmer vedrørende videregivelsen af de indsatte beløb.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.