Kendelse af 10-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2015

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2006

Maskeret udlodning

880.467 kr.

0 kr.

880.467 kr.

Indkomståret 2007

Maskeret udlodning

381.572 kr.

0 kr.

381.572 kr.

Indkomståret 2008

Maskeret udlodning

945.319 kr.

0 kr.

945.319 kr.

Faktiske oplysninger

Du er ejer af selskabet [virksomhed1] ApS, hvis aktivitet er tolkning, oversættelse og rådgivning.

Det er af SKAT i forbindelse med myndighedens Money Transfer – projekt konstateret, at selskabet i perioden 2005 – 2009 har overført 2.618.105 kr. til 2 ejendomsfirmaer, [virksomhed2] og [virksomhed3] i Dubai. Efter indhentelse af yderligere materiale, kontoudtog m.v. er overførslerne opgjort til i 2006: 880.467 kr., i 2007: 381.572 kr. og i 2008: 945.319 kr.

Selskabets skattepligtige indkomster er herefter forhøjet med de pågældende beløb som udeholdt omsætning, jf. statsskattelovens § 4. Der er henvist til, at beløbene, da det ikke har været muligt at konstatere, hvordan beløbene er posteret i regnskabet, må anses for hævet uden om regnskabet til hovedaktionærens køb af ejendom i Dubai m.v. Ved afgørelsen er bemærket, at selskabet ikke har været køber af de pågældende ejendomme.

Selskabets repræsentant har overfor SKAT forklaret, at selskabet købte og betalte for ejendommene i Dubai, og at selskabet derfor havde overført penge til køb af ejendommene. Ejendommene er efterfølgende overført til hovedanpartshaveren.

Det fremgår, at selskabet / selskabets repræsentant adskillige gange efter SKATs anmodning om indsendelse af kontoudtog og redegørelse for de overførte beløb til udlandet, første gang med brev af 2. februar 2012, fik udsættelse med fristen for indsættelse af det supplerende materiale m.v. Med brev af 4. juli 2012 blev [finans1], da materialet m.v. endnu ikke var modtaget, anmodet om at fremsende kontoudtog til SKAT. Efter henvendelse fra repræsentanten m.v. blev det den 8. august 2012 accepteret, at de pågældende kontoudtog kunne fremsendes til SKAT via repræsentanten. SKAT modtog efter yderligere henvendelser herom til repræsentanten materialet den 7. september 2012.

Forslag til afgørelse for dig og for selskabet blev derpå afsendt med SKATs brev af 30. oktober 2012. I brev af 15. november 2012 med indsigelser mod forslaget er anført, at ejendommene i udlandet var købt af selskabet. Selskabet skulle efterfølgende have solgt ejendommene til dig.

SKAT modtog herefter en anonym anmeldelse på dig, hvoraf det fremgår at ejendommene oprindeligt blev købt af dig og din hustru [person1] og ikke, som oplyst i indsigelsen, af selskabet.

Under møde den 7. december 2012 vedrørende forslaget til afgørelse for selskabet med deltagelse fra selskabet af dig og selskabets repræsentant, advokat [person2], og fra SKATs 2 medarbejdere, oplyste SKAT om den anonyme anmeldelse på dig. Kopi af anmeldelsen blev udleveret til såvel dig, som til din rådgiver [person2].

Du blev forelagt, at materialet havde givet SKAT en konkret mistanke om, at der kunne være begået lovovertrædelser. Du blev oplyst om, at der ikke var pligt til at udtale sig og eventuelle udtalelser kunne blive brugt i en efterfølgende straffesag.

Du ville gerne udtale dig og underskrev samtykkeerklæring i henhold til retssikkerhedslovens § 10.

Efterfølgende oplyste du på mødet, at der var begået fejl, og at du gerne ville betale de manglende skatter og ville medvirke til sagens fulde opklaring.

Mødet den 7. december 2012 sluttede med, at det blev aftalt, at selskabet fremsendte en opgørelse senest den 20. december 2012.

Efterfølgende er der ikke fremkommet nogen opgørelse fra selskabet, hvorfor der af SKAT blev truffet afgørelse vedrørende selskabet den 22. januar 2013. Denne afgørelse er indbragt for Landsskatteretten, hvor den verserer samtidig med nærværende klage.

Med hensyn til nærværende klage eroplyst, at samme dag, som SKATs forslag til afgørelse for selskabet blev sendt til selskabet, nemlig den 30. oktober 2012, blev SKATs forslag til afgørelse for dig sendt til dig. Med denne afgørelse blev sendt kopi af forslaget til afgørelse med bilag for selskabet.

Samme dag, som der blev afsendt afgørelse for selskabet, nemlig den 22. januar 2013, blev der tillige fremsendt afgørelse for dig med kopi af afgørelsen med bilag for selskabet. Der var ikke fremsat yderligere indsigelser mod forslaget til afgørelsen.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet din indkomst med maskeret udlodning for 2006: 880.467 kr., for 2007: 381.572 kr. og for 2008: 945.319 kr.

SKAT har herved henvist til, at ansættelserne for dig for 2006, 2007 og 2008 er en afledt ændring fra selskabet [virksomhed1] ApS, hvor du er hovedaktionær. Der er henvist til ligningslovens § 16 A, stk. 1.

Med hensyn til repræsentantens indsigelser er henvist til sagsforløbet, jf. ovenfor.

Det er oplyst, at der ikke inden sagens påklage har været fremsat anmodning om aktindsigt til SKAT. Din repræsentant har under sagens behandling for Skatteankestyrelsen modtaget aktindsigt fra SKAT.

Din opfattelse

Din repræsentant har i klagen påstået, at forhøjelserne af de skattepligtige indkomster for årene 2006, 2007 og 2008 skal bortfalde med begrundelsen, at der foreligger ugyldighed.

Det er hertil fremført, at der ikke er fremsendt nogen agterskrivelse til dig forud for Skats skatteansættelser for dig for indkomstårene 2006 -2008, ligesom Skat hverken har foretaget nogen høring af dig forud for skatteansættelserne, eller indkaldt til møder med dig. Du har herved ikke haft mulighed for at imødegå skatteansættelserne, hvorved er bemærket, at SKAT har gjort gældende, at der er tale om forsætlige eller groft uagtsomme forhold.

Der er henvist til skatteforvaltningslovens § 20 og forvaltningslovens §§ 11, 19, 20 og 21.

Under behandlingen i Skatteankestyrelsen er subsidiært påstået, at de omhandlede forhøjelser nedsættes, jf. følgende:

at klageren ikke har modtaget udbytte/udlodning, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat på henholdsvis kr. 880.467 for indkomståret 2006, kr. 381.572 for indkomståret 2007 og kr. 945.319 for indkomståret 2008, og at der derfor ikke skal ske nogen beskatning af klageren af disse beløb i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 1,

at de af Skat hævdede beløb til rejseudgifter og overførsler vedrørende ejendomme i Dubai ikke er at anse for udbytte i henhold til ligningslovens § 16 A, men er at anse som løn for klageren,

at klagerens udbytteindkomst for indkomstårene 2006 og 2007 og 2008 derfor skal nedsættes i overensstemmelse med klagerens subsidiære påstande.

Det fremgår af selskabets årsrapporter m.v. for 2006, 2007 og 2008, at selskabet har udbetalt løn til dig for 2006 med 559.024 kr., for 2007 med 559.024 kr. og for 2008 med 717.693 kr.

I supplerende indlæg er det påpeget, at selskabet, [virksomhed1] ApS’ bogholderi og regnskabsførelsen blev foretaget af selskabets generalforsamlings valgte revisor. Der er i de omhandlede år afgivet regnskab med blank revisionspåtegning.

Der er tale om midler, der er hævet på selskabets bankkonti.

En udeholdt omsætning/manglende momsangivelse i selskabets regi er ikke ensbetydende med maskeret udbytte, idet det forudsætter, at anpartshaveren hæver midler til private formål.

Her i sagen er det tale om investeringer, som [virksomhed1] ApS har foretaget i fast ejendom/fast ejendomsprojekter i udlandet.

Det forhold, at investeringen ikke er angivet i selskabets officielle regnskab kan ikke medføre, at beløbene skal anses som udloddet til dig. De foretagne investeringer i fast ejendom i udlandet vil heller ikke have betydning for selskabets indkomstansættelse, jf. herved selskabsskattelovens § 8, stk., 2.

Det forhold, at ejendommen i udlandet er registreret i dit navn, kan ikke tillægges afgørende betydning, da det i sagen er oplyst, at et dansk selskab, f.eks. [virksomhed1] ApS, ikke vil være berettiget til at foretage investeringer i f.eks. Dubai.

Her har man så valgt at foretage investeringen i hovedanpartshaverens navn, hvilket er en praktisk og logisk løsning.

Hvem der står registreret som ejer for en fast ejendom har ikke afgørende betydning for ejerskabet. Registrering af den korrekte ejer på den faste ejendom vil alene have en sikringsmæssig betydning.

Såfremt det måtte blive — selskabsretligt - lagt til grund, at du har hævet beløbene, vil selskabslovens § 216 medføre, at beløbene skal tilbageføres til selskabet. Da midlerne foreligger i form at ejendomsprojekterne, vil der også være økonomisk mulighed herfor.

En samtidig med nærværende klage verserende sag for Landsskatteretten vedrørende [virksomhed1] ApS er, efter at selskabet er taget under konkursbehandling, bortfaldet.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst udbytte af aktier, andelsbeviser og lignende værdipapirer. Til udbytte henregnes alt, hvad der af selskabet udloddes til aktionærer eller andelshavere, med undtagelse af friaktier og friandele samt udlodning af likvidationsprovenu foretaget i det kalenderår, hvori selskabet endeligt opløses.

Det er oplyst, at du er eneejer af selskabet [virksomhed1] ApS.

Selskabets skattepligtige indkomster er af SKAT for 2006 forhøjet med 880.467 kr., for 2007 med 381.572 kr. og for 2008 med 945.319 kr. Ved afgørelsen er de omhandlede beløb, som er overført fra selskabets bankkonti m.v. til ejendomsfirmaerne i Dubai m.v., anset for at hidrøre fra omsætning / indkomst for selskabet, som herefter - da beløbene ikke har været medregnet i selskabets skattepligtige indkomster for de pågældende år - er anset for skattepligtig heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Udeholdte indtægter i selskabet, herunder udeholdt omsætning m.v., anses under disse omstændigheder efter praksis for at have passeret hovedanpartshaverens, her din, økonomi med den følge, at du indkomstbeskattes heraf som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og ikke som løn.

Med SKATs brev af 30. oktober 2012 blev du gjort bekendt med SKATs forslag til afgørelse for dig. Afgørelsen var vedlagt forslag til afgørelse for selskabet med sagsfremstilling. På møde den 7. december 2012 har du haft lejlighed til at fremkomme med dine synspunkter, og ifølge referatet fra mødet og efterfølgende manglende redegørelse har du og din repræsentant ikke haft egentlige bemærkninger til de påtænkte ændringer, hverken for selskabet eller for dig selv. Ud fra sammenhængen mellem de to forslag til afgørelser måtte det have stået dig og din repræsentant klart, at de ændrede skatteansættelser for selskabet havde afledte virkninger for dig. Du anses således for at have haft tilstrækkelig mulighed for at varetage dine interesser i forbindelse med de omhandlede ansættelser for så vidt angår maskeret udlodning.

Der er herefter ikke grundlag for at anse den trufne afgørelse for ugyldig.