Kendelse af 28-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-09-2014

Skatteankenævnet har afvist at behandle en klage over skatteansættelserne vedrørende indkomstårene 2004, 2005, 2007 og 2008, da klagen er indgivet for sent.

Landsskatteretten pålægger skatteankenævnet at behandle klagen.

Faktiske oplysninger

Du er britisk statsborger. Ifølge CPR-registret flyttede du til Danmark den 15. oktober 1983.

I 1985 blev du gift med en dansk statsborger, [person1], og I fik i 1986 en søn, [person2]. Du og [person1] blev skilt i 2001.

Du har oplyst, at du udrejste fra Danmark til Nigeria i 2003, og at du boede der, indtil du den 1. april 2009 flyttede til Benin. Du har haft arbejde i Nigeria og i Benin. I en kort periode i 2007 var du uden arbejde, og du kom i den forbindelse til Danmark, hvor du boede på et hotel i nogle uger.

Den 28. april 2004 blev du gift med en nigeriansk statsborger, [person3], og I fik i marts 2007 en datter, [person4].

CPR-registret har følgende registreringer vedrørende dig:

Fra

Til

15. oktober 1983

1. november 2001

Forskellige adresser i Danmark

1. november 2001

31. december 2002

Udrejst til Nigeria/indrejst

31. december 2002

1. januar 2006

[adresse1][by1]

1. januar 2006

14. december 2006

Udrejst til Nigeria/indrejst

14. december 2006

15. maj 2007

[adresse2], [by1]

15. maj 2007

1. november 2008

[adresse3], [by1]

1. november 2008

Udrejst til Nigeria

Din adresse i Nigeria er den 14. januar 2009 registreret til [adresse4], Nigeria. Der er ikke noteret en anden kontaktadresse.

Du har oplyst, at du fraflyttede [adresse4] til Benin den 1. april 2009.

[person1] har haft bopæl på de angivne adresser på henholdsvis [adresse2] og [adresse3].

[person1] har i en erklæring dateret den 12. september 2012 bl.a. erklæret, at du har haft hendes adresse som kontaktadresse, medens du har arbejdet i Nigeria og Benin, da de to lande ikke har et ordentligt fungerende postvæsen, men at du ikke på noget tidspunkt har boet på hendes adresse efter, du udrejste i 2003.

SKAT sendte den 29. juli 2011 forslag om ændring af dine skatteansættelser for 2004, 2005, 2007 og 2008.

SKAT sendte ved breve dateret den 30. august 2011 afgørelser om ændringer af dine skatteansættelser vedrørende 2004, 2005, 2007 og 2008. Afgørelserne er alle sendt til dig på adressen [adresse4], Nigeria.

Af afgørelsen vedrørende 2004 fremgår bl.a.:

”Vi ændrer din skat. (...)

Ifølge kontoudtog fra [finans1] A/S, [by1] er der for indkomståret 2004 overført 356.357 kr. til din konto i [finans1] fra din konto i udlandet. Grundet manglende redegørelse, anses beløbet som skattepligtig jf. skattestyrelseslovens § 4.

Ændringen foretages jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.5.

356.357 kr.

Under henvisning til at SKAT anser ovenstående beløb kr. 356.357 for skattepligtig indkomst, er forholdet omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.5. SKAT har henset til beløbets størrelse, og at SKAT ikke tidligere har været bekendt med oplysninger om udenlandske konti/overførsler.

Uanset reglerne i lovens § 26, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Sagsfremstilling og begrundelse

(...)

De faktiske forhold

I forbindelse med landsdækkende kontrolaktion Money transfer, hvor SKAT undersøger pengeoverførsler mellem danske pengeinstitutter og lande, hvor Danmark ikke normalt udveksler bankoplysninger, har vi fået oplyst, at du har overført beløb fra konto i udlandet i perioden 2004-2008, jf. nedenstående.

(...)

Du er anmodet om at indsende materiale.

17.01.2011 indkaldt materiale

17.02.2011 rykket for materiale på engelsk.

(...)

Da du ikke har sendt de ønskede oplysninger, er der indhentet kontoudtog fra [finans1] A/S, [by1] (skattekontrollovens § 8D)

05.05 og 1.06.2011 indkaldt kontoudtog hos [finans1] A/S, [by1]

11.06.2011 Modtaget materiale fra [finans1] A/S.

(...)

Dine bemærkninger

Du har ikke indsendt bemærkninger

SKATs bemærkninger og begrundelse

Da der ikke er redegjort og dokumenteret hvor indsætningerne på konto [...79] i [finans1] A/S, [by1] stammer fra, anser SKAT overførslerne som skattepligtig indkomst, omfattet af statsskattelovens §4, og forhøjer den skattepligtige indkomst (...)”

De overførte beløb i 2005, 2007 og 2008 udgør henholdsvis 191.285 kr., 174.431 kr. og 111.657 kr. Afgørelsens beskrivelser af faktum m.v. svarer til beskrivelsen vedrørende 2004.

Årsopgørelser vedrørende 2007 og 2008 blev udskrevet den 5. september 2011, medens årsopgørelserne vedrørende 2004 og 2005 blev udskrevet den 7. november 2011.

Du har oplyst, at du først blev bekendt med de ændrede skatteansættelser i forbindelse med, at SKAT foretog udlæg i indeståendet på din bankkonto den 5. maj 2012.

Ved et brev dateret den 8. juni 2012 sendte din repræsentant en klage over SKATs afgørelser af 30. august 2011 til skatteankenævnet. Nævnet modtog klagen den 11. juni 2012.

For Landsskatteretten er fremlagt kopi af tre kontoudtog fra din konto i [finans1] fra 2007. Et enkelt er sendt til dig, c/o [person1], [adresse2], [by1], medens de øvrige er sendt til dig på den adresse, der er registreret som din i CPR-registret, henholdsvis [adresse2], og [adresse3].

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har afvist at behandle klagen over skatteansættelserne vedrørende indkomstårene 2004, 2005, 2007 og 2008, fordi klagen er indgivet for sent.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 36, stk. 2, at en klage til skatteankenævnet skal være modtaget i nævnet senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over.

Du er ansvarlig for, at der i rette tid og til rette myndighed meddeles alle de oplysninger, der er nødvendige for, at skatteforvaltningen er i stand til at foretage underretning om ændringer i skatteansættelsen. Her SKATs underretning af 29. juli 2011 om den påtænkte ændring af ansættelserne for 2004, 2005, 2007 og 2008.

Med henvisning til gældende praksis kan SKAT ikke kritiseres for at have sendt sit forslag til afgørelse og afgørelsen til en forkert adresse, idet SKAT efter bedste evne forsøgte at underrette dig om de ændrede ansættelser. Der er herved henset til, at SKAT anvendte den adresse, der fremgik af CPR-registret.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 19, at den skattepligtige skriftligt skal underrettes om skatteansættelsen.

SKATs afgørelser af 30. august 2011 blev ligesom forslagene til afgørelse sendt til din adresse i Nigeria. Den korrekte adresse på tidspunktet for afsigelsen af SKATs afgørelse var [adresse4], Nigeria, som du havde oplyst til [by1] Kommune ved din fraflytning i 2008. Denne adresse blev ændret i CPR-registret den 1. november 2008.

Klagefristen anses ikke for overholdt, da klagen til ankenævnet er dateret den 11. juni 2012, dvs. mere end 8 måneder efter SKATs afgørelse, da SKAT sendte sin afgørelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret, da du ikke reagerede på årsopgørelserne for 2007 og 2008, der blev udskrevet den 5. september 2001 og endvidere ikke på årsopgørelserne for 2004 og 2005, der blev udskrevet den 7. november 2011.

SKAT henviser bl.a. til SKM 2011.782, TfS 2005.12 og TfS 2010.217.

Din opfattelse

Du har fremsat påstand om, at skatteankenævnet pålægges at behandle din klage over skatteansættelserne vedrørende 2004, 2005, 2007 og 2008, da klagen er rettidigt indgivet.

Nævnet har alene taget stilling til, om du har klaget rettidigt over SKATs afgørelse af 30. august 2004. Nævnet finder, at klagefristen er overskredet, idet fristen skal regnes fra et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, du blev bekendt med SKATs afgørelser på.

Nævnet mener, at SKATs afgørelse blev sendt til klagerens korrekte adresse på tidspunktet for afsigelsen af afgørelsen, selv om du fraflyttede denne adresse den 1. april 2009.

Du har ikke haft hverken anledning eller pligt til at meddele CPR-registret i Danmark din flytning, da du den 1. april 2009 fraflyttede adressen til en ny adresse i Benin.

Der må påhvile SKAT en særlig forpligtelse til at sikre, at skatteansættelser som de omhandlede kommer frem til skatteyderen.

Det fremgår af SKATs agterskrivelser, at de påtænkte ændringer har baggrund i dine kontoudtog fra Det kan derfor undre, at agterskrivelserne ikke er sendt til den adresse, som du har ifølge kontoudtoget. SKAT burde i det mindste have kontaktet den anførte c/o-adressat, [person1], som kunne have oplyst din korrekte adresse.

Efter skatteforvaltningsloven regnes klagefristen fra det tidspunkt, hvor skatteyderen har modtaget underretning om afgørelsen. I den foreliggende sag må det lægges til grund, at du ikke har modtaget SKATs afgørelser af 30. august 2011. Du blev først bekendt med de ændrede skatteansættelser i forbindelse med, at SKAT den 5. juni 2012 foretog udlæg i din konto i [finans1].

Din repræsentant sendte en klage over skatteansættelserne den 8. juni 2012, og klagen er derfor rettidig.

De afgørelser, SKAT henviser til, er ikke relevante for den foreliggende sag, da skatteyderen i alle tilfældene var blevet bekendt med afgørelserne, inden udløbet af klagefristen.

I øvrigt gør du gældende, at SKAT har genoptaget dine ansættelser for 2004, 2005, 2007 og 2008 for sent, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, og at du endvidere ikke var skattepligtig til Danmark i de omhandlede år, da du ikke havde bopæl her, jf. nærmere det anførte over for skatteankenævnet.

Landsskatterettens afgørelse

Af den dagældende bestemmelse i skatteforvaltningslovens § 36, stk. 2, fremgik:

”En klage til skatteankenævnet skal indgives skriftligt og begrundet til skatteankenævnet. Klagen skal være modtaget i skatteankenævnet senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Klagen afvises, hvis den indgives efter udløbet af fristen. Skatteankenævnet kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor.”

Det lægges til grund, at SKAT sendte samtlige sine breve til dig til din tidligere adresse i Nigeria, og at du var flyttet fra denne adresse i april 2009. Uanset hvordan postbesørgelsen i øvrigt er i Nigeria, kan det ikke antages, at post bliver videresendt til en ny adresse godt to år efter adressatens flytning.

Der er ikke fremlagt oplysninger om, at SKAT har sendt sine breve til dig digitalt, og du har efter det oplyste ikke haft adgang til at se årsopgørelser m.v. i din Skattemappe. Henset til hvor lang tid, der er gået siden din udrejse fra Danmark, dine indkomstforhold og din tilknytning til Danmark i øvrigt, kan det ikke forventes, at du i 2011 fortsat holdt dig orienteret om dine skatteforhold her i landet.

Endelig bemærkes, at SKATs forhøjelser af dine indkomster var ganske betydelige og af en art, som normalt ville føre til en reaktion.

Det anses på denne baggrund for godtgjort, at du ikke modtog og ikke blev bekendt med de omhandlede ændringer af dine skatteansættelser for 2004, 2005, 2007 og 2008, før SKAT foretog udlæg i indeståendet på din bankkonto i maj 2012.

Skatteankenævnet modtog din klage den 11. juni 2012, og klagen er herefter rettidig. Nævnet pålægges derfor at behandle din klage over de omhandlede ansættelser.

Landsskatteretten har ved denne afgørelse alene taget stilling til skatteankenævnets afvisning af at behandle din klage over skatteansættelserne for 2004, 2005, 2007 og 2008.

Behandlingen af klagen vedrørende sagens realitet skal efter de pr. 1. januar 2014 gældende regler forberedes i Skatteankestyrelsen og afgøres af enten skatteankenævnet eller af Landsskatteretten, jf. nærmere reglerne i skatteforvaltningslovens § 35 b.