Kendelse af 10-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 14-02-2015

Indkomstårene 2000 - 2011

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren driver selvstændig landbrugsvirksomhed og er tilmeldt virksomhedsordningen.

I SKATs styresignal, offentliggjort i SKM2011.810, er det oplyst, at kapitalafkastsatsen for perioden 2000 – 2006 og 2008 – 2010 har været urigtigt opgjort, hvilket indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30.

SKATs repræsentant anmodede herefter SKAT om genoptagelse af klagerens skatteansættelser for årene 2000 – 2011 som en konsekvens heraf.

Ved afgørelse af 30. november 2012 afslog SKAT at genoptage klagerens skatteansættelser for de pågældende indkomstår.

Klagerens repræsentant har i brev af 20. februar 2012 klaget over SKATs afgørelse. Det oplyses, at de forkert udmeldte kapitalafkastsatser har medført betaling af topskat.

Klagerens repræsentant har oplyst, at på grund af de fejlagtigt udmeldte kapitalafkastsatser, har klageren medregnet et kapitalafkast, som har medført betaling af topskat, da hans positive kapitalindkomst er blevet lagt sammen med ægtefællens personlige indkomst.

Såfremt klager og rådgiver havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

I indkomstårene 2000 og 2001 ville det for meget beregnede kapitalafkast have været beskattet som opsparet overskud, da den personlige indkomst allerede er tilpasset topskattegrænsen.

I årene 2002 – 2005 ville det for meget beregnede kapitalafkast have været beskattet som personlig indkomst, da det for meget beregnede kapitalafkast og klagerens personlige indkomst ikke ville overstige topskattegrænsen, mens kapitalafkastet udløser topskat, når det beregnes ud fra ægtefællens højere personlige indkomst.

I 2006 er klagerens indkomst tilpasset topskattegrænsen ved hævning af tidligere års opsparede overskud. Det for meget beregnede kapitalafkast ville derfor have betydet mindre hævet opsparet overskud, hvis det ikke var blevet beskattet ud fra ægtefællens personlige indkomst.

I årene 2008 – 2009 og 2010 – 2011 beror ændringerne på de foretagne korrektioner til opsparet overskud tidligere år, som har påvirket kapitalafkastgrundlaget samt nedsættelsen af kapitalafkastsatsen.

Klagerens repræsentant har endvidere henvist til styresignal offentliggjort som SKM2014.502SKAT, afsnit 2.5.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000 – 2011.

Skattepligtige kan ændre overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen, hvis SKAT har ændret på virksomhedens indkomst. Ændringen kan dog ikke overstige SKATs ændring af skatteansættelsen. Hjemlen findes i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Anmodningen om ændring af overskudsdisponering i virksomhedsordningen er ikke imødekommet, da SKAT ikke har foretaget ændring af virksomhedens skattepligtige indkomst.

Genoptagelse i henhold til styresignalet SKM2011.810.SKAT giver ikke adgang til ændring i overskudsdisponeringen, da det kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 sammenholdt med ligningsvejledningen Erhvervsdrivende afsnit E.G.2.7.4

For så vidt angår indkomstårene 2001, 2002, 2003, 2004, 2007 og 2008 er der kun anmodet om ændring af kapitalafkast beregnet på grundlag af reguleret overskud og hensættelse til senere hævning for årene 2000, 2001 og 2005. Da SKAT ikke har accepteret at ændre i opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, kan ændringerne i det hele ikke imødekommes.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2000 - 2011, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende.

På grund af ægtefællens personlige indkomst, der ligger omkring eller over topskattegrænsen, er virksomhedens kapitalafkast blevet beskattet som topskat, da klagerens positive kapitalindkomst er blevet lagt sammen med ægtefællens personlige indkomst. Dette har været til ugunst for klageren.

Der er intet grundlag for at SKAT kan nægte at ændre i elementer i den indkomstdisponering, som ville være gennemført for 2000 – 2011, hvis den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt, da indkomstdisponeringen blev gennemført.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført i styresignalet, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

SKAT har nægtet at efterkomme klagerens anmodning om at genoptage ansættelserne for indkomstårene 2000 - 2011 med henblik på at ændre hensættelsen til senere hævning og overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen. Der er henvist til, at en ændring i overskudsdisponeringen kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævet kapitalafkast som følge af finansielle aktiver givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne anses således også for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for klagerens overskudsdisponering. Såfremt klageren havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen kunne have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

Klageren er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000 – 2011.