Kendelse af 20-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 29-05-2015

Indkomstårene 2004 - 2011

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast, opsparet overskud og hævning af opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en længere årrække. Klageren har drevet en landbrugsvirksomhed med salg af planteprodukter, kvæg og svin, samt drift af maskinstation.

Ifølge klagerens årsregnskab for 2004 udgør finansielle aktiver primo 80,7 %.

Klagerens repræsentant har i brev af 25. september 2012 anført følgende:

”Ændret kapitalafkast-sats, indkomstændringer 2000 - 2011

På vegne af

CPR-nr.. ...

[person1]

[adresse1]

[by1]

beder vi om ændring af virksomhedsordningens fordeling af resultatet på grund af rettelse af kapitalafkastsatsen jf. SKAT-styresignal 2011-353-0056.

Vedlagt oversigt over ændringerne i selvangivelsens felter for årene 2004 og 2006 incl, de afledte ændringer for efterfølgende år.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2004 - 2011. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2004-2011.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Der er ikke gjort indsigelse mod SKATs forslag til afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2004 - 2011. For året 2004 skal der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og det opsparede overskud i virksomhedsordningen skal samtidig forøges tilsvarende. For de øvrige år skal der ændres i elementer i den indkomstdisponering, som ville være gennemført i perioden 2004 til 2011, hvis den korrekte kapitalafkastsats havde været kendt da indkomstdisponeringen blev gennemført. Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Havde klageren været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville disponeringen i overensstemmelse med virksomhedsskattelovens muligheder med brug af den korrekte sats have omfattet et mindre beregnet kapitalafkast, og herefter tilpasning af klagerens personlige indkomst til topskattegrænsen gennem opsparing i virksomhedsordningen med udgangspunkt i de korrekte forudsætninger.

Repræsentanten har i brev af 8. oktober 2014 anført følgende:

”Oplysninger sagsnr. 13-0074607 - [person1]

CPR-nr.. .... Svar på brev af 26/8 2014.

1) I overensstemmelse med de forkert udmeldte kapitalafkastsatser er beregnet et kapitalafkast for årene 2004 og 2006, som har medført betaling af topskat. I året 2004 kunne det for meget beregnede kapitalafkast have været beskattet som opsparet overskud, og beskatningen med topskat derigennem undgået. I året 2006 har det for meget beregnede kapitalafkast betydet at et for stort opsparet overskud er hævet for at udnytte topskattegrænsen.

I 2005 og 2007 - 2011 skyldes ændringen alene de foregående års korrektion til opsparet overskud, som har påvirket kapitalafkastgrundlaget. I 2009 sker der ikke ændring, da kapitalafkastet er begrænset af virksomhedens resultat.

2) Jfr. punkt 1 er forholdene omfattet af styresignal SKM2014.502SKAT afsnit 2.3 og 2.5, da den for høje kapitalafkastsats har betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

Vi henviser endvidere til beskrivelse af sagen i brev til Skatteankenævnet af 22/2 2013.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen. Klageren kunne endvidere, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, foretaget indkomstdisponeringen for 2004 - 2006 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.For de øvrige år kunne der ændres i elementer i den indkomstdisponering, som ville være gennemført i perioden 2004 til 2011.

I overensstemmelse med SKM 2013.767 og SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2004 - 2011.