Kendelse af 16-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015

Indkomstårene 2002, 2004 og 2005

SKAT har ikke imødekommet en anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage de omhandlede indkomstår.

Faktiske oplysninger

Ved breve af 25. september 2012 har klagerens repræsentant anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000-2002, 2004 og 2005. Da den hidtil offentliggjorte kapitalafkastsats er nedsat til en korrekt sats er det hidtil overførte fulde beregnede kapitalafkastbeløb overført fra virksomhedsordningen for højt. Dette beløb ønskes nu korrigeret og beregnet ud fra den korrekte og ikke den fejlbehæftede kapitalafkastsats.

SKATs afgørelse

SKATs afgørelse af 5. december 2012 er begrundet således:

”Din rådgiver har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2000-2002, 2004 og 2005.

SKAT kan ikke ændre opgørelsen helt, som du ønsker og har derfor ændret grundlaget for din skat sådan:

Indkomstår

Kapitalafkastet ændret til

2000

125.897 kr.

2001

116.416 kr.

Ændringen er foretaget i overensstemmelse med din rådgivers anmodning herom i brev af 25. september 2012.

Vedrørende indkomstårene 2002, 2004 og 2005

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og yderligere VSO opsp. som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Din rådgiver har indsendt følgende indsigelse:

På vegne af [person1], skal jeg klage over at Skat ikke vil ændre indkomsten for årene 2002, 2004 og 2005, jf. Skat’s skrivelse af den 1. 11.2012.

Grundlaget for den anmodede ændring af indkomsten er ændring af kapitalafkastsatser som Skat har beregnet forkert i & ene fra 2000 — 2010 (undtaget 2007) og det deraf følgende styresignal SKM2O11.810.SKAT.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk.1. kan der ske ændring i opsparet overskud såfremt der sker ændringer i virksomhedens indkomst og dette er her opfyldt her. Derudover er ændringen også direkte foranlediget af at Skat har tabt sagen om kapitalafkastsatser og afgivet styresignal herom således at disse måtte ændres r tilbage til r 2000. Såfremt de korrekte satser havde været tilstede p selvangivelses tidspunktet havde vi disponeret indkomsten som de nu anmodede. Der har altid været sådan at indkomst disponeringen m ændres i forhold til konsekvenser af skattesager også ændringer i opsparet overskud. Skat bør undersøge, hvordan praksis er p dette område, p de forskellige skattecentre i landet og vil opdage at Skat skal give tilladelse til de ændrede indkomstansættelser

Videncentret for Landbrug har og vil argumentere for disse synspunkter og jeg tilslutter jeg mig disse.

SKAT er ikke enig i, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst/overskud ved ændring i kapitalafkastet og må i det hele fastholde ansættelsen som ovenfor anført, da din rådgivers indsigelse ikke har givet anledning til ændring af SKATs opfattelse.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren for indkomstårene 2002, 2004 og 2005 er berettiget til omvalg af opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning, som følge af ændret kapitalafkastsats jf. styresignal SKM 2011.810.

Kapitalafkastet ønskes nedsat og opsparet overskud forhøjet således:

Indkomstår

Kapitalafkast

Opsparing

2002

-91.450 kr.

20.000 kr.

2004

-109.280 kr.

40.000 kr.

2005

80.867 kr.

30.000 kr.

Repræsentanten henviser til, at de fejlagtigt oplyste kapitalafkastsatser har været til ugunst for klageren, og nedsættelse af kapitalafkastet og forøgelse af virksomhedsindkomsten medfører mindre skattebetaling for klageren, og at der ville have været disponeret anderledes i virksomhedsordningen, hvis de korrekte kapitalafkastsatser havde været kendt.

I brev af 11. maj 2015 oplyser repræsentanten følgende:

”Årsagen til klagen er at ved ændret overskudsdisponering kunne man afpasse kapitalindkomst og personlig indkomst bedre til topskattegrænsen. Såfremt satserne til kapitalafkastberegning havde været korrekt på selvangivelsestidspunktet havde indkomsten blevet disponeret som der nu i sagen bliver anmodet om.

Vedlagt er kopier af udvalgte sider af omtalte regnskaber, hvor der med pen er påført nye tal som danner grundlag til de anmodede ændringer af indkomsten.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

SKAT har nægtet at efterkomme klagerens anmodning om at genoptage ansættelserne for indkomstårene 2002, 2004 og 2005 med henblik på at ændre hensættelsen til senere hævning og overskudsdisponeringen i virksomhedsordningen. Der er henvist til, at en ændring i overskudsdisponeringen kræver en ændring af virksomhedens skattepligtige overskud, jf. virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævet kapitalafkast som følge af finansielle aktiver givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne anses også for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opgjorte kapitalafkastsats har været af betydning for klagerens overskudsdisponering. Såfremt klageren havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, ville indkomstdisponeringen kunne have omfattet et mindre kapitalafkast og den personlige indkomst afpasset til topskattegrænsen. Den for høje kapitalafkastsats har bevirket, at der er betalt mere i skat i de omhandlede år, end hvis der var overskudsdisponeret i virksomhedsordningen med udgangspunkt i et lavere kapitalafkast. Den for høje kapitalafkastsats har således betydet, at der er truffet uhensigtsmæssige beslutninger ved de selvangivne valg.

Klageren er på den baggrund berettiget til, at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2002, 2004 og 2005.