Kendelse af 22-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 10-07-2015

Indkomstårene 2005 og 2006

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække.

Klagerens repræsentant har i breve af 25. september 2012 anmodet om genoptagelse af indkomstårene 2005 og 2006.

For indkomstårene 2005 og 2006 ønskes kapitalafkastet nedsat med henholdsvis 218.908 kr. og 130.543 kr., hvoraf henholdsvis 121.900 kr. og 22.800 kr. ønskes opsparet i virksomhedsordningen

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2008. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

SKATs forslag af 23. oktober 2012

Du har bedt om at få ændret grundlaget for din skat for 2005,2006.

SKAT har gennemgået din ansøgning, og vi mener, at grundlaget for din skat ikke kan ændres.

Der er anmodet om ændring af opsparet overskud som følge af ændring af kapitalafkastet. Efter virksomhedsskattelovens §10 stk.1 og ligningsvejledningen afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning ultimo året kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved beregning af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere hævning eller opsparet overskud.

Styresignalet i SKM2011.810 giver alene ret til i den konkrete situation at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Det forhold at man foretager ændringer i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke via styresignalet samtidig adgang til at ændre i størrelsen på opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet dette er særskilt lovreguleret at virksomhedsskattelovens §10 stk. 1.

Genoptagelsesadgangen i styresignal SKM2011.810 omfatter således ikke overskudsdisponering herunder opsparet overskud og hensættelse til senere hævning.

Såfremt alene kapitalafkastet ønskes ændret, er du velkommen til at rette særskilt henvendelse herom.

Indsigelser

Der er ikke indgået indsigelser til SKATs forslag.

SKATs afgørelse

Som SKATs forslag, jf. ovenfor.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2005 og 2006, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig delvis forøges.

Det er opfattelsen, at klageren skal have samme mulighed for at optimere sin indkomst, som han ville have haft i de omhandlende indkomstår, hvis SKAT havde anvendt den rigtige kapitalafkastsats.

Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i mail af 9. september 2014 anført følgende:

”Navn: [person1]

Sagsnr.: 13-0074545

Klagerens strategi for disponering af indkomsten var i perioden 2000 til og med 2005 (2006):

At lade sig beskatte af mest muligt af virksomhedens overskud samtidigt med at det tilstræbes at begrænse beskatning med topskat.
(2006) På grund af investeringer og ændrede indkomstforhold skifter strategien til også at optimere efter mellemskattegrænsen

Klageren bliver på baggrund af nedenstående regler stillet dårligere som følge af, at kapitalafkastsatsen er blevet fastsat forkert af SKAT i perioden 2000 til 2010

Kapitalafkastet skal jf. hæverækkefølgen i virksomhedsskatteloven § 5 skal hæves forud for at resterende overskud kan hæves som personlig indkomst
Beregningen af topskat af ægtefællers positive nettokapitalindkomst sker jf. Personskatteloven § 7, på toppen af den af ægtefællernes personlige indkomst, der er størst

Da ovennævnte regler har stillet klageren dårligere og klageren i forhold til ”hensat beløb til senere hævning” ville have haft mulighed at disponere anderledes og dermed følge sin strategi bedre, er det vores opfattelse at der er den fornødne sammenhæng og at et selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30 skal tillades, for så vidt angår ændringen vedrørende kapitalafkastsatsen og direkte afledte konsekvensændringer i efterfølgende års kapitalafkast.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2005 og 2006 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2005 og 2006.