Kendelse af 11-05-2015 - indlagt i TaxCons database den 26-06-2015

Indkomstårene 2000 - 2004

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen

Faktiske oplysninger

Klageren har anvendt virksomhedsordningen i en årrække.

Klageren har i brev af 28. september 2012 anført følgende:

”Anmodning om ændring af kapitalafkastsatsen [person1], CPR-nr. ...

På vegne af [person1], CPR-nr. ..., anmodes om genoptagelse af skatteansættelsen for 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004, som følge af SKAT’s Styresignal SKM2011.810.

Ændringerne i kapitalafkast på henholdsvis 17.575 kr., 18.463 kr., 34.239 kr., 32.794 kr. og 34.555 kr. ønskes opsparet fuldt ud i virksomhedsskatteordningen. De forkerte kapitalafkast har været til ugunst for skatteyder, hvorfor ændringerne kan opspares i virksomhedsordningen.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for ind-komstårene 2000 - 2004. Afgørelsen er begrundet således:

”Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2000-2004.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2000 - 2004, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidig forøges tilsvarende.

Det er opfattelsen, at klageren skal have samme mulighed for at optimere sin indkomst, som han ville have haft i de omhandlende indkomstår, hvis SKAT havde anvendt den rigtige kapitalafkastsats.

Repræsentanten har henvist til en analog sag, SKM 2013.767.

Repræsentanten har i mail af 9. september 2014 anført følgende:

”Navn: [person1]

Sagsnr.: 13-0074475

Klagerens strategi for disponering af indkomsten var i perioden:

At lade sig beskatte af mest muligt af virksomhedens overskud samtidigt med at det tilstræbes at begrænse beskatning med topskat.
At tilstræbe at beskatte virksomhedens kapitalafkast fuldt ud og opspare resterende overskud efter omdøbning og udnyttelse af pensionsfradrag

Klageren bliver på baggrund af nedenstående regler stillet dårligere som følge af, at kapitalafkastsatsen er blevet fastsat forkert af SKAT i perioden 2000 til 2010

Beregningen af topskat af ægtefællers positive nettokapitalindkomst sker jf. Personskatteloven § 7, på toppen af den af ægtefællernes personlige indkomst, der er størst

Da ovennævnte regler har stillet klageren dårligere og klageren i forhold til ”hensat beløb til senere hævning” ville have haft mulighed at disponere anderledes og dermed følge sin strategi bedre, er det vores opfattelse at der er den fornødne sammenhæng og at et selvangivelsesomvalg efter Skatteforvaltningsloven § 30 skal tillades.”

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30. SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren. Klageren kunne, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, have foretaget indkomstdisponeringen for 2000 – 2004 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2004.