Kendelse af 19-12-2014 - indlagt i TaxCons database den 20-02-2015

Indkomstårene 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009

SKAT har ikke fundet grundlag for at genoptage klagerens skatteansættelser som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Klageren driver en landbrugsvirksomhed og har i en længere årrække anvendt virksomhedsordningen, herunder også for indkomstårene 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009. Det fremgår, af klagerens årsregnskaber for de berørte indkomstår, at finansielle aktiver udgør:

År

2000

2001

2002

2004

2005

2008

2009

Finansielle aktiver

45,2 %

52,1 %

54,6 %

52,5 %

41,2 %

44,0 %

57,9 %

Klagerens repræsentant har i breve af 26. september 2012 anmodet SKAT om genoptagelse af indkomstårene 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009.

Kapitalafkastet ønskes nedsat og den derved forøgede personlige indkomst skal modsvares af øget opsparet overskud.

Den ønskede nedsættelse af kapitalafkastet udgør:

2000

2001

2002

2004

2005

2008

2009

16.214 kr.

17.026 kr.

35.835 kr.

35.797 kr.

36.832 kr.

20.812 kr.

21.762 kr.

Anmodningen er betinget af at resultatet er til gunst for klageren.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet klagerens anmodning om genoptagelse af skatteansættelserne for indkomstårene 2000-2002, 2004, 2005, 2008 og 2009.

Afgørelse: Vi har ikke ændret din skat

Du har bedt SKAT om at ændre grundlaget for din skat for 2000-2002,2004,2005,2008,2009.

Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering, som følge af styresignalet SKM2011.810.SKAT.

SKM2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.

Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.

Der er ikke gjort indsigelse til SKATs forslag til afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til at få genoptaget ansættelserne for indkomstårene 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009, idet betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldte, da den højere kapitalafkastsats har medført en højere beskatning og derved stillet klageren ringere.

Klagerens repræsentant har henvist til en analog sag, jf. Landsskatterettens kendelse i SKM 2013.767.

Klagerens repræsentant har i brev af 11. september 2014 anført følgende:

”Vedrørende: [person1], [adresse1], [...], [by1], cpr-nr. [...].

Genoptagelse af berostillede klager for 2000-2002, 2004, 2005, 2008 og 2009. Deres breve af 27. juni og 28. august.

Ud over de oprindelige klager klages der tillige over årene 2003, 2006 samt 2010.

[person1] har normalt ønsket indkomsten fordelt under hensyntagen til topskattegrænsen og ægtefællens højere personlig indkomst.

Den for høje kapitalafkastsats har for de nu påklagede år medført en højere beskatning end hvis indkomsten var blevet beskattet som virksomhedsindkomst. Derfor er [person1] blevet ringere stillet.

Betingelserne for genoptagelse i henhold til Skatteforvaltningsloven m ligeledes anses for at være opfyldte, idet der henvises til kendelser fra landsskatteretten i lignende sager, bl.a. SKM2013.767.LSR.

Kopier af de relevante sider fra regnskaber fra 2000-2006 og 2008-2010 vedlægges som dokumentation. Der vedlægges beregninger for ændringerne i 2000-2010 inkl. konsekvensændringer.

Desuden vedlægges anmodning om “Ændringer til selvangivelserne.

Der gøres opmærksom på, at anmodningerne afviger fra vores oprindelige anmodning.”

Repræsentanten har efterfølgende frafaldet indkomstårene 2003, 2006 og 2010, idet SKAT ikke har truffet en afgørelse for disse år.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en sag vedrørende tvangshævninger som følge af finansielle aktiver, givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens § 26, 27 og 30 var til stede. Ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger m.v. må således anses for omfattet af begrebet ansættelsesændring i henhold til skatteforvaltningslovens § 30 SKAT har på baggrund heraf udstedt nyt styresignal, offentliggjort i SKM 2014.502.

Ved Landsskatterettens kendelse af 9. juli 2014, offentliggjort i SKM 2014.730, blev der ligeledes givet tilladelse til ændret overskudsdisponering således, at kapitalindkomst og personlig indkomst for ægtefællerne kunne afpasses til topskattegrænsen.

Betingelserne for genoptagelse må anses for opfyldt i klagerens tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for klageren og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen. Klageren kunne endvidere, hvis han havde været bekendt med den korrekte kapitalafkastsats, da indkomstdisponeringen blev foretaget, foretaget indkomstdisponeringen for 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009 således, at den personlige indkomst var bedre afpasset til topskattegrænsen.

I overensstemmelse med SKM 2013.767 og SKM 2014.730 er klageren berettiget til at få genoptaget ansættelsen med hjemmel i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 2 og 27, stk. 1, nr. 8. Klageren er endvidere berettiget til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Der kan således ske ændringer i overskudsdisponering vedrørende hensættelser til senere hævninger, men de faktiske hævninger i de omhandlede indkomstår kan ikke ændres. Der kan i øvrigt ikke ske ændring af kapitalafkastgrundlagene. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats.

SKAT pålægges derfor at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2000 - 2002, 2004, 2005, 2008 og 2009.