Kendelse af 27-06-2014 - indlagt i TaxCons database den 02-08-2014

Indkomstårene 2008 og 2009

SKAT har ikke fundet grundlag for, at genoptage din skatteansættelse som følge af SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 med henblik på ændring af kapitalafkastet og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Landsskatteretten pålægger SKAT at genoptage ansættelsen for indkomstårene 2008 og 2009 med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.

Faktiske oplysninger

Du har for indkomstårene 2008 og 2009 anvendt virksomhedsordningen. For indkomstårene 2008 og 2009 har de finansielle aktiver i virksomheden ifølge regnskaberne udgjort henholdsvis 87,6 % og 100 % af de samlede aktiver.

Din repræsentant har i brev af 25. september 2012 til SKAT anført følge

”Genoptagelsesanmodning for [person1], cpr nr. ..., ændret kapital afkastsats

Vi skal hermed på vegne af vor kunde

[person1]

[adresse1]

[by1]

cpr nr.: ...

anmode om genoptagelse af indkomstårene 2008 og 2009.

Anmodningen sker på baggrund af styresignal af 14. december 2011, offentliggjort i SKM2011 810.SKAT.

Det beregnede kapitalafkast for nævnte år bedes omberegnet med ny, korrekt sats. Den således ændrede virksomhedsindkomst bedes reguleret mcd tilgang på konto for opsparet overskud, således virksomhedens resultat for året holdes uændret.

Specificeret talmæssig opgørelse ses af vedlagte bilag. Måtte Skat have behov for yderligere oplysninger, kan der rettes henvendelse til undertegnede.

Måtte korrektionen medføre et for skatteyder ugunstigt resultat i form af restskat for det enkelte år frafaldes genoptagelsesanmodningen.

Indkomsten er hidtil tilpasset via opsparinger i virksomhedsordningen efter en fastlagt skattestrategi. Den her ændrede opgørelse af kapitalafkast medfører således ændret indkomstdisponering i overensstemmelse hermed.”

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet din anmodning om genoptagelse af din skatteansættelse for indkomstårene 2008 og 2009. SKAT har begrundet afgørelsen således:

”Din rådgiver har anmodet om ændring af kapitalafkast og overskudsdisponering for indkomstårene 2008 og 2009, som følge af styresignalet SKM 2011.810.SKAT.


SKM 2011.810.SKAT giver alene ret til at ændre i rentekorrektionen/kapitalafkastet. Ændringen i rentekorrektionen/kapitalafkastet giver ikke samtidig adgang til at ændre i størrelsen af opsparet overskud og hensættelse til senere hævning, idet det er særskilt lovreguleret i virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1.


Efter virksomhedsskattelovens § 10, stk. 1 og ligningsvejledningens afsnit E.G.2.7.4 kan opsparet overskud og hensættelse til senere faktisk hævning kun ændres under forudsætning af, at der sker ændringer i virksomhedens indkomst. Virksomhedens overskud ændres ikke ved ændringen af kapitalafkastet. Der kan derfor ikke ske ændringer i hensættelse til senere faktisk hævning og opsparet overskud.


Skatteansættelsen fastsættes i overensstemmelse med ovenstående.

Betingelserne for, at du kan få ændret din skatteansættelse, står i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2 og undtagelsesbestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.”

Jeres opfattelse

Din repræsentant har fremsat påstand om, at der skal ske genoptagelse af din skatteansættelse for indkomstårene 2008 og 2009, således at der sker nedsættelse af kapitalafkastet, og at det opsparede overskud i virksomhedsordningen samtidigt forøges tilsvarende. Der er henvist til SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810.SKAT.

Kapitalafkast satsen har gennem en årrække været beregnet på forkert grundlag og har derved været beregnet for høj. Dette medførte, at du fik mulighed for genoptagelse af skatteansættelser tilbage til 2000 med hjemmel i den ekstraordinære genoptagelsesadgang i skatteforvaltningslovens § 27. SKAT har i den anledning udsendt styresignal SKM 2011.810.SKAT af den 14. december 2011.

Du har i den sammenhæng anmodet om genoptaget se af skatteansættelserne for 2008 og 2009, idet du har haft ulempe af den for højt ansatte kapitalafkastsats, jf. den talmæssige opgørelse i jeres brev af 25. september 2012 til SKAT.

Landsskatterettens afgørelse

I SKATs styresignal offentliggjort i SKM 2011.810 er det anført, at den forkerte beregning af kapitalafkastsatsen for perioden 2000 - 2006 og 2008 - 2010 indebærer, at der kan ske genoptagelse af ansættelserne efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27. Der vil dog kun ske genoptagelse af ansættelserne for de skattepligtige, der er blevet stillet dårligere som følge af den forkerte sats. Tvangshævning af kapitalafkastet som følge af, at der indgår finansielle aktiver i kapitalafkastgrundlaget, er konkret nævnt i styresignalet som et tilfælde, hvor en for høj kapitalafkastsats har bevirket en for høj skatteberegning. Det er endvidere anført, at den skattepligtige kan anmode om omvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, hvis en ansættelsesændring har betydning for valget, og de øvrige betingelser efter skatteforvaltningslovens § 30 er opfyldt.

Dine opsparingsmuligheder i virksomhedsordningen for de omhandlede indkomstår har som følge af finansielle aktiver været begrænset, jf. virksomhedsskattelovens § 4. Det ”tvangshævede” kapitalafkast for de pågældende indkomstår skulle imidlertid have været mindre, og du kunne således have opsparet yderligere beløb i virksomhedsordningen, såfremt SKAT ikke havde beregnet kapital-afkastsatsen for højt for de pågældende indkomstår.

Ved Landsskatterettens kendelse af 15. oktober 2013, offentliggjort i SKM 2013.767, blev der i en lignende sag givet medhold i, at betingelserne for genoptagelse og omvalg efter skatteforvaltningslovens §§ 26, 27 og 30 var til stede.

Betingelserne anses ligeledes for opfyldt i dit tilfælde, idet den forkert opkrævede kapitalafkastsats har været af betydning for dig og har medført, at for meget af virksomhedens overskud har været tvangshævet og ikke opsparet i virksomhedsordningen.

I overensstemmelse hermed tillades du derfor at få genoptaget ansættelserne med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2og 27, stk. 1, nr. 8, således at tvangshævningerne nedsættes som følge af den forkert anvendte kapitalafkastsats. Der gives samtidigt tilladelse til selvangivelsesomvalg efter skatteforvaltningslovens § 30, idet omvalget er direkte forbundet med ændringen. Det bemærkes i denne forbindelse, at der alene kan ske omvalg for de tilfælde, hvor der er en dokumenteret, direkte sammenhæng mellem de ønskede ændringer og den for høje kapitalafkastsats, hvilket er tilfældet i nærværende sag, hvor den for høje kapitalafkastsats har medført for høje tvangshævninger i medfør af virksomhedsskattelovens § 4.

SKAT pålægges derfor at genoptage ansættelserne for de omhandlede indkomstår med henblik på at ændre kapitalafkast og opsparet overskud m.v. i virksomhedsordningen.